Blodsukkerniveauer. Insulinfølsomhed. Risiko for diabetes. Hvad er, om noget, den sandsynlige effekt af selentilskud på glykæmisk kontrol?
For at opretholde blodsukkerniveauet inden for det normale område anbefaler CDC at spise på regelmæssige tidspunkter, ikke springe måltider over, spise fødevarer med færre kalorier, mindre mættet fedt, transfedt, sukker og salt, drikke vand i stedet for juice eller sodavand, begrænse alkoholindtaget og at træne. Et tilstræk-keligt indtag af selen er også vigtigt.
Glykæmisk kontrol er opret-holdelse af blodsukkerniveauer inden for et acceptabelt interval for at forhindre de negative virkninger af lavt blodsukker og højt blodsukker.
Det bedste mål for glykæmisk kontrol er HbA1c-testen. Denne blodprøve HbA1C måler det gennemsnitlige glukoseniveau i blodet over en periode på cirka tre måneder. Den anses for at være en god forudsiger af diabetiske komplikationer.
Når du er vågnet og før du spiser eller drikker noget
Før et måltid
To timer efter et måltid
Ved sengetid
ønskelige BLODSUKKERTIVEAUer
CDC foreslår følgende ønskelige blodsukkerniveauer [CDC 2022]:
Hvis det måles før et måltid: Fra 80 til 130 mg/dL (= 4,4 til 7,2 mmol/L)
Hvis det måles to timer efter et måltid: Mindre end 180 mg/dL (< 10 mmol/L)
META-ANALYSE AF selentilskud OG undersøgelser af glykæmisk kontrol
Vajdi og kolleger undersøgte virkningerne af selentilskud ift. glykæmiske kontrolparametre. Deres analyse af de samlede data fra 20 randomiserede kontrollerede forsøg gav følgende resultater:
Selenindtaget øgede signifikant værdierne for det kvantitative insulinfølsomheds-kontrolindeks (QUICKI).
Selentilskud ændrede ikke fastende blodsukkerniveauer.
Selentilskud ændrede ikke resultaterne af HbA1c-blodprøver.
Selentilskud ændrede ikke HOMA-IR insulinresistensværdier.
Diskussion: Selentilskud og blodsukkerkontrol
Selentilskud giver nogle fordele ved fastende insulin- og QUICKI-niveauer sammenlignet med placebo.
En undergruppeanalyse afslørede, at selentilskud er forbundet med et signifikant fald i fastende blodsukkerniveauer blandt følgende undergrupper:
Deltagere,der modtog 200 mkg eller mindre selentilskud
Deltagere der havde en interventionsperiode på 12 uger eller mindre
Deltagere der var under 50 år
Deltagere, der var mænd
Deltagere der havde diabetes, svangerskabsdiabetes eller prostatakræft
Tildeling af 200 mkg eller mindre selentilskud pr. dag reducerede fasteblodsukkeret mere effektivt end indgivelse af mere end 200 mkg/dag.
En undergruppeanalyse afslørede, at selentilskud signifikant reducerede HOMA-IR-niveauer under følgende omstændigheder:
Når tilskuddet varede mindst 12 uger
Når deltagerne var kvinder
Når deltagerne var under 50 år
Når deltagerne havde diabetes eller svangerskabsdiabetes
Undergruppeanalyser viste ingen effekt af selentilskud på HbA1c-testresultater. En forklaring kan være, at der ikke var udført et tilstrækkeligt antal undersøgelser der varede længere end 12 uger.
En undergruppeanalyse antydede, at selentilskud var mest effektivt til patienter med diabetes- og svangerskabsdiabetes. En tidligere undersøgelse har vist, at diabetikere kan mangle selen sammenlignet med ikke-diabetikere. Derudover har tidligere undersøgelser vist, at selenniveauet i blodet falder under graviditeten.
KONKLUSIONER: SELENTILSKUD OG DIABETES
Metaanalysen af data fra 20 randomiserede kontrollerede forsøg viste, at selentilskud er forbundet med en signifikant reduktion i insulinniveauet og en signifikant stigning i insulinfølsomheden.
I nogle undergrupper var selentilskud også forbundet med en forbedring af fasteblodsukkeret og med en reduktion af insulinresistens.
CDC. Manage Blood Sugar. Centers for Disease Control and Prevention. 2022. Retrieved from https://www.cdc.gov/diabetes/managing/manage-blood-sugar.html.
Vajdi M, Hassanizadeh S, Gholami Z, Bagherniya M. Selenium supplementation effect on glycemic control: A GRADE-assessed systematic review and dose-response meta-analysis of randomized controlled trials. Pharmacol Res. 2023 Sep;195:106888.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
Type 2 diabetes. Nogle nyhedsrapporter har antydet, at en høj selenindtagelse og -status kan være potentielle risikofaktorer for udvikling af type 2-diabetes. Nuværende data viser dog, at tilskud med selen ikke forårsager diabetes [Schomburg 2020].
Det forekommer sandsynligt, at diabetes forårsager forhøjede selenniveauer i blodet snarere end omvendt [Schomburg 2020].
To store randomiserede kontrollerede forsøg med selentilskud har ikke vist nogen diabetesrisiko forårsaget af 1) et selenomethionin-produkt [Lippman 2009] og 2) et selengær-produkt [Thompson 2016; Jacobs 2019]. I ingen af undersøgelserne var der nogen signifikant risiko for diabetes ved den anbefalede dosis, ikke engang blandt personer med tilstrækkeligt selen i forskellige aldre og begge køn [Schomburg 2020].
Desuden så forskerne i selen-undersøgelsen ingen kausal rolle for selen i udviklingen af insulin-resistens eller diabetes. I stedet observerede de nedsatte faste-blodsukkerniveauer i gruppen der fik selentilskud sammenlignet med kontrolgruppen [Jacobs 2019].
Link til bedste forklaring på et UKLART forhold mellem selen og diabetes
Professor Lutz Schomburg, Charité Hospital, Berlin, har forklaret, at det er sandsynligt, at høje selenniveauer i serum ikke forårsager type 2-diabetes, men snarere, at type 2-diabetes forårsager høje selenkoncentrationer i serum [Schomburg 2020].
Hvordan virker det?
Under normale forhold nedsætter tilgængeligheden af insulin dannelse og udskillelse af selenoprotein P i leveren.
Ved tilstande med insulinresistens nedsættes denne hæmning af selenoprotein P-produktionen.
Som en følge heraf stiger niveauet af selenoprotein P ligesom selenindholdet i blodet.
Et højt serumselenniveau øger således ikke diabetesrisikoen. Diabetes forårsager en stigning i selenoprotein P og i blodets indhold af selen.
I de senere stadier af type 2-diabetes med et faldende insulinniveau forårsaget af faldet i beta-cellefunktionen, fortsætter det høje glukoseindhold med at fremme dannelse og udskillelse af selenoprotein P, medmindre selenoprotein P-dannelsen modvirkes af medicin, f.eks. metformin.
Kliniske undersøgelser af selen og diabetes
Prof. Schomburg bemærker, at sygdommen type 2-diabetes er ret kompleks. Der kan skelnes mellem mindst fem forskellige undergrupper af type 2-diabetespatienter. Det betyder, at seriøse kliniske studier, der sammenligner diabetespatienter med ikke-diabetiske kontroller, skal have mindst 100 forsøgspersoner per diabetesundergruppe inkluderet, hvis resultaterne skal være pålidelige [Schomburg 2020].
Da vi ikke har så stærkt dokumenterede kliniske forsøg, er forholdet mellem et højt selenindtag fra kosten og selenkoncentrationer i blodet og risikoen for type 2-diabetes fortsat uklart og kontroversielt [Alharithy & Alafif 2023].
Konklusion: SELEN OG DIABETES
En systematisk gennemgang og metaanalyse fra 2018 af relevante studier har vist, at resultaterne for forholdet mellem selen og type 2-diabetes adskiller sig mellem observationsstudier og randomiserede kliniske forsøg. Observationsstudier synes at vise en sammenhæng mellem selenniveauet i blodet og risikoen for type 2-diabetes. De randomiserede kontrollerede forsøgsresultater viser derimod ingen signifikant sammenhæng mellem de to variable [Kohler 2018].
Det kan være, at disse forskelle er resultatet af ukontrollerede confounders* i observationsstudierne [Kohler 2018].
*Faktorer der gør det svært at bestemme årsagen til et forskningsresultat.
Det kan være, at sammenhængen mellem diabetes og selenindholdet i blodet kan forklares ved effekten af diabetes på leverens dannelse af selenoprotein P [Schomburg 2020].
Kilder
Alharithy M & Alafif N. Association of selenium intake and selenium concentrations with risk of type 2 diabetes in adults: a narrative review. Metabolites. 2023;13:767.
Jacobs ET, Lance P, Mandarino LJ, Ellis NA, Chow HS, Foote J, Martinez JA, Hsu CP et al. Selenium supplementation and insulin resistance in a randomized, clinical trial. BMJ Open Diabetes Res Care. 2019:7:e000613.
Kohler LN, Foote J, Kelley CP, Florea A, Shelly C, Chow HS, Hsu P, Batai K, Ellis N, Saboda K, Lance P, Jacobs ET. Selenium and Type 2 Diabetes: Systematic Review. Nutrients. 2018 Dec 5;10(12):1924.
Lippman SM, Klein EA, Goodman PJ, Lucia MS, Thompson IM, Ford LG, Parnes HL, Minasian LM. Effect of selenium and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers: the Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). JAMA. 2009;301:39–51.
Schomburg L. The other view: the trace element selenium as a micronutrient in thyroid disease, diabetes, and beyond. Hormones (Athens). 2020 Mar;19(1):15-24.
Thompson PA, Ashbeck EL, Roe DJ, Fales L, Buckmeier J, Wang F, Bhattacharyya A, Hsu CH. Selenium supplementation for prevention of colorectal adenomas and risk of associated type 2 diabetes. J Natl Cancer Inst. 2016;108(12):djw152.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
Selen er et vigtigt sporstof, vigtigt i den forstand at vores krop ikke kan danne det, så vi må få det, vi har brug for fra vores kost.
Professor Schomburg skelner mellem selenerstatning – forstået som tilførsel af selen for at korrigere et ernæringsmæssigt underskud – og selentilskud – tilførsel af selen oven i et tilstrækkeligt basisniveau – med et terapeutisk formål. Her ældre personer med ledsmerter.
Et suboptimalt indtag af selen, dvs. en indtagelse under det anbefalede indtagelsesniveau, er forbundet med en øget sygdomsrisiko, især for autoimmune sygdomme, kroniske sygdomme og betændelse mv.
Desværre negligeres sundhedsrisici ved selenmangel ofte.Her er nogle fakta:
Endemiske sygdomme der kan forebygges kendes i regioner med selenmangel, f.eks. i visse dele af Kina.
En tilstrækkelig høj selenstatus er en forudsætning for en tilstrækkelig immunsystemrespons.
Personer, der bor i regioner med selenfattig jord, kvinder der er gravide, personer med autoimmun skjoldbruskkirtelsygdom og personer med alvorlig sygdom, f.eks. COVID-19, vides at have et suboptimalt selenindtag og tilsvarende selenstatus.
Et forbedret kostvalg og/eller selentilskud er effektive måder at undgå alvorlig selenmangel.
Dette er hovedpunkterne i en nylig tidsskrift-artikel udgivet af professor Lutz Schomburg, Charité – Universitätsmedizin Berlin, Freie Universität Berlin og Humboldt Universität zu Berlin.
SELEN OG SELENOPROTEINER
Mikronæringsstoffet selen er en bestanddel af aminosyren selenocystein, som i sig selv er en væsentlig del af de omkring 25 selenoproteiner, der er identificeret i human biologi. Nogle selenoproteiner vides at være afgørende for livet; hvorfor disse fortrinsvis dannes og distribueres. Hjernen har for eksempel en høj prioritet for selen i perioder med mangel på stoffet.
Det kræver et tilstrækkeligt højt selenindtag at forbedre ekspressions-niveauet af selenoprotein samt at øge selenstatus i celler og væv, der har lav forsynings-prioritet af selen i perioder med et lavt selenindtag, f.eks. leveren, muskler, mave-tarmkanal og immunsystemet.
Hashimotos thyroiditis er en meget udbredt autoimmun sygdom; den er mere udbredt hos kvinder end hos mænd. Forekomsten er høj og i stigning.
Professor Schomburg bemærker, at der er set et afgørende bevis for selenmangels rolle som årsag til stigning af hypothyroidisme i et stort tværsnitsstudie i Kina, der indskrev mere end 6000 forsøgspersoner, som enten boede i et område med decideret selenmangel eller i et område med en moderat selenstatus.
Et randomiseret, kontrolleret forsøg udført i Italien testede tilskud med 200 mkg selen dagligt til gravide med eller uden positive TPO-aAb auto-antistoffer. Interventionen med selen reducerede med succes risikoen for både skjoldbruskkirtelsygdom efter fødslen og permanent hypothyroidisme (nedsat stofskifte). Der blev ikke registreret bivirkninger.
Selenstatus og Graves sygdom
Graves sygdom er den anden hovedform for autoimmun sygdom i skjoldbruskkirtlen, næst efter Hashimotos sygdom. Det forårsager symptomer på hypertyreose (for højt stofskifte), og det er også mere udbredt hos kvinder end hos mænd. Forholdet mellem selenstatus og Graves sygdom er mindre godt forstået end det tilsvarende forhold i Hashimotos sygdom.
I den store kinesiske undersøgelse, der er nævnt ovenfor, havde kun de mandlige forsøgspersoner en højere forekomst af Graves sygdom i området med lavt selen sammenlignet med mændene i området med et højere selenindtag; forekomsten af Graves sygdom hos kvinderne var stort set upåvirket af denne forskel i selen. Forskellen i andelen af kvinder og mænd der havde hypertyreose mellem det selenfattige område og det moderate selenområde var statistisk signifikant [Wu 2015].
Hvad angår selenindtag, citerer professor Schomburg et randomiseret kontrolleret forsøg, hvor en seks måneder lang intervention med selen havde positive helbredseffekter i Graves orbitopati. Seleninterventionen var forbundet med mindskelse af udstående øjenæbler og undertrykkelse af inflammatoriske biomarkører; det daglige selentilskud var forbundet med forbedret øjenmotilitet og forbedret livskvalitet [Marcocci 2011].
Selenstatus og type 1 og type 2 diabetes mellitus
Type 1 diabetes mellitus er den autoimmune form for diabetes, der primært udvikler sig i en ung alder, men den kan også forekomme som en langsomt udviklende autoimmun diabetes hos voksne eller som en pludselig type 1-diabetes hos voksne.
Det er kendetegnet ved en progressiv ødelæggelse af de insulinproducerende betaceller i bugspytkirtlen; terapeutisk behandling med insulin er nødvendig.
Det estimeres, at omkring et ud af ti tilfælde af diabetes mellitus skyldes autoimmun sygdom; de fleste tilfælde af diabetes er forbundet med insulinfølsomhed, overvægt og alder og er kendt som type 2 diabetes mellitus. Der er forskellige men overlappende kategorier af diabetes mellitus, hvilket gør en personlig diagnose og behandling et must.
Der er observeret forhøjede serum- eller plasmaseleniveauer hos mange type 2 -diabetespatienter. Professor Schomburg forklarer, at når folk udvikler type 2-diabetes, forstyrres den normale regulering af dannelse af Selenoprotein P i leveren, hvilket igen forårsager et højere indhold af serum-selenoprotein P- og selen i blodet.
Professor Schomburg hævder, at dataene fra store og velkontrollerede randomiserede undersøgelser indikerer, at selentilskud ikke er årsagsmæssigt knyttet til en højere forekomst af type 2-diabetes. Han foreslår, at det kan være omvendt: At høje serum-seleniveauer skyldes udvikling af diabetes [Schomburg 2020].
Selenstatus og leddegigt (reumatoid arthritis)
En tredje hovedgruppe af inflammatoriske og kroniske autoimmune sygdomme er leddegigt, som primært påvirker leddene, men kan sprede sig til større organer i kroppen. Lidelsen påvirker også kvinder mere end mænd; det har en tendens til at toppe i slutningen af voksenalderen.
Serum-selenstatus samt status for tre biomarkører for selenstatus: Niveauet af glutathionperoxidase-3, niveauet af total-selen og niveauet af selenoprotein P. De har vist sig at være signifikant reduceret hos patienter med leddegigt i forhold til de tilsvarende niveauer hos kontrolgrupper. (Zinkmangel er også rapporteret hos patienter med leddegigt).
Reduceret selenstatus er forbundet med en opregulering af en række inflammationsrelevante gener. Den kroniske inflammation, der er forbundet med leddegigt, ser ud til at forringe omsætningen af selen og forringe dannelse af selenoprotein P i leveren, hvilket resulterer i et fald i serum-selenstatus hos patienter med leddegigt sammenlignet med raske kontroller.
Antireumatisk behandling har vist en positiv effekt på selenstatus, og den øgede selenstatus følger sideløbende med en nedsat inflammatorisk aktivitet.
Af ukendte årsager er selentilskud til patienter med leddegigt ikke blevet omfattende eller systematisk undersøgt . Der har været et par interventionsundersøgelser med selentilskud, men de har været karakteriseret ved små grupper af patienter af kort varighed og en begrænset monitorering af biomarkører for selenstatus.
Konklusioner: SELENSTATUS OG risiko for autoimmun sygdom
Vi har brug for et tilstrækkeligt indtag af sporstoffet selen til et normalt fungerende immunsystem.
En suboptimal selenstatus kan forringe immunresponset og gøre os sårbare over for autoimmune sygdomme, f.eks. autoimmune sygdomme i skjoldbruskkirtlen.
Desuden kan forhøjede cytokinniveauer i et aktivt immunsystem have en dæmpende effekt på dannelsen af selenoproteiner i leveren og på udskillelsen af selenoprotein P til blodkredsløbet, hvilket resulterer i et nedsat selenstofskifte og nedsat selenstatus.
Ved at undgå alvorlig selenmangel kan man reducere risikoen for autoimmun sygdom, og det er muligt at lindre sygdomssymptomer.
Selentilskud kan således stærkt anbefales ved akut eller kronisk mangel.
På nuværende tidspunkt ser det ikke ud til at være nødvendigt med selentilskud til raske personer, blot niveauet er tilstrækkeligt højt.
Bomer N, Grote Beverborg N, Hoes MF, Streng KW, Vermeer M, Dokter MM, IJmker J, Anker SD, Cleland JGF, Hillege HL, Lang CC, Ng LL, Samani NJ, Tromp J, van Veldhuisen DJ, Touw DJ, Voors AA, van der Meer P. Selenium and outcome in heart failure. Eur J Heart Fail. 2020 Aug;22(8):1415-1423.
Mao J, Teng W. The relationship between selenoprotein P and glucose metabolism in experimental studies. Nutrients. 2013;5:1937–1948.
Marcocci C, Kahaly GJ, Krassas GE, Bartalena L, Prummel M, Stahl M, Altea MA, Nardi M, Pitz S, Boboridis K et al. Selenium and the course of mild Graves’ orbitopathy. N. Engl. J. Med. 2011;364:1920–1931.
Schomburg L. Selenium deficiency due to diet, pregnancy, severe illness, or covid-19—a preventable trigger for autoimmune disease. Int. J. Mol. Sci. 2021;22(16):8532.
Schomburg L. The other view: The trace element selenium as a micronutrient in thyroid disease, diabetes, and beyond. Hormones
2020, 19, 15–24.
Speckmann B, Sies H, Steinbrenner H. Attenuation of hepatic expression and secretion of selenoprotein P by metformin. Biochem. Biophys. Res. Commun. 2009, 387, 158–163.
Wu Q, Rayman MP, Lv H, Schomburg L, Cui B, Gao C, Chen P, Zhuang G, Zhang Z, Peng X, et al. Low Population selenium status is associated with increased prevalence of thyroid disease. J. Clin. Endocrinol. Metab. 2015;100: 4037–4047.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
Professor Dr. Lutz Schomburg, tilknyttet Charité Institute of Experimental Endocrinology har sammen med Humboldt University og Free University i Berlin, gennemgået forskningslitteraturen om selentilskud. Han konkluderer, at de nuværende data viser, at selenstilskud ikke forårsager diabetes.
Den mangeårige selenforsker, professor Dr. Lutz Schomburg, har gennemgået de ernærings-mæssige og forebyggende medicinske aspekter af selentilskud. Efter hans mening udgør mangel på selen i sig selv en sundhedsrisiko, der bør rettes ved hjælp af kostregulering eller ved supplerende selenindtagelse [Schomburg 2020].
Han fortolker den tilgængelige dokumentation for en gunstig virkning på helbredet af selentilskud som resultatet af at korrigere en mangel på eller nedsat virkning af selen.
Hans gennemgang af forskningslitteraturen viser, at selentilskud ikke forårsager diabetes. I stedet antyder den eksisterende dokumentation, at udvikling af type 2-diabetes med lave insulinniveauer og høje glukoseniveauer kan forårsage en stigning i seleniveauet; dermed den iagttagede sammenhæng mellem forekomsten af diabetes og et højere selenniveau[Schomburg 2020].
Gennemgribende selenmangel nedsætter et tilstrækkeligt immunrespons.
Et jævnligt forekommende lavt selenindtag øger risikoen for sygdom i skjoldbruskkirtlen, især hypothyroidisme og hyperthyroidisme, og især hos mænd; desuden reagerer visse patienter med Hashimotos thyroiditis, Graves sygdom eller Graves orbitopati positivt på selentilskud.
De laveste percentiler af selenstatus er forbundet med en stigning i kræftrisici (tyktarm og lever) hos europæiske forsøgspersoner.
Selenmangel er forbundet med en øget dødsrisiko hos patienter i intensiv behandling, hos patienter med alvorlig blodforgiftning og hos patienter med multitraume.
Selenmangel er forbundet med øget risiko for graviditetskomplikationer.
Selenmangel er forbundet med øget risiko for kardiovaskulær dødelighed, især med tilstande med inflammation.
Selenmangel er forbundet med en højere risiko for postoperativ dødelighed.
Selenstatus og diabetes
Lav selenstatus og risiko for metabolisk syndrom
Professor Schomburgs læsning af resultaterne fra undersøgelsen: The Complex Diseases in the Newfoundland Population: Environment and Genetics. (n> 3000 forsøgspersoner) er, at et lavt selenindtag kan være forbundet på en dosisafhængig måde med øget taljevidde, høj BMI og en høj fedtprocent, hvilket igen kan betyde, at selenmangel kan være en risikofaktor for metabolisk syndrom [Schomburg 2020].
Metabolisk syndrom = en kombination af insulinresistens, forhøjet kolesterol og / eller triglyceridniveau, forhøjet faste-blodsukker og forhøjet blodtryk, hvilket øger risikoen for hjerte-karsygdom.
Det indbyrdes forhold mellem selenoprotein P og diabetes
Professor Schomburgs analyse af den tilgængelige litteratur indikerer, at en høj selenstatus ikke øger diabetesrisikoen, men snarere at diabetes forårsager stigende selenoprotein P-niveauer.
Han fortæller, at interaktionen mellem selenoprotein P og diabetes er mere tilbøjelig til at være en induktion af selenoprotein P via insulinresistens og ikke omvendt.
I de senere stadier af type 2-diabetes, når insulinniveauet falder på grund af det progressive fald i beta-cellefunktionen, fortsætter de høje glukosekoncentrationer således med at fremme dannelse og udskillelse af selenoprotein P, med mindre de modvirkes af medicin såsom Metformin.
Selenoprotein P = et selenoprotein der indeholder flere selenocysteinrester, der er ansvarlig for transporten af selen, også til væv såsom hjernen og testiklerne.
Selen-tilskud og prostatakræft
For professor Schomburg er det vigtigt at vurdere effekten af selentilskud med hensyn til deltagernes selenstatus ved undersøgelsens start. Hans grundlæggende hypotese er, at de positive sundhedseffekter af selentilskud er begrænset til patienter, hvis forsyning af selen er ringe og som kan betragtes som havende selenmangel og derfor har brug for et højere selenindtag
Ved at se på resultaterne fra undersøgelserne “Nutritional Prevention of Cancer (NPC)” og “Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT)” er han ikke overrasket over, at der blev set signifikante reduktioner i risikoen for prostatakræft hos undersøgelsesdeltagerne, hvis serum-selenstatus ved undersøgelsernes start var under 123 mikrogram pr. liter, dvs. under tærskelværdien for fuld ekspression af selenoprotein P.
Konklusion: Selentilskud i regioner med lav selenindtagelse
Professor Schomburg finder, at fraværet af bivirkninger i selentilskuds-undersøgelser i regioner med et lavt selenindhold i kosten er forenelig med hypotesen om, at genopbygning af selenstatus ved hjælp af selentilskud er sikker.
Han bemærker, at tilskuds-undersøgelser med selendoser på 50-200 mikrogram om dagen ikke udviser nogen grad af toksicitet.
To punkter bør nævnes her:
Dr. Margaret P. Rayman, professor i ernæringsmedicin, University of Surrey, har påpeget, at der synes at være et U-formet forhold mellem selenstatus og sundhed. Hendes kurve på grafen antyder, at mennesker med en selenstatus under 100 mkg/l og over 170 mkg/l er mere tilbøjelige til at lide af helbredsproblemer.
Duffield-Lillico AJ, Reid ME, Turnbull BW, Combs GF Jr, Slate
EH, Fischbach LA, Marshall JR, Clark LC (2002) Baseline characteristics
and the effect of selenium supplementation on cancer incidence
in a randomized clinical trial: a summary report of the Nutritional Prevention of Cancer Trial. Cancer Epidemiol Biomark Prev 11:630–639.
Lippman SM, Klein EA, Goodman PJ, Lucia MS, Thompson IM,
Ford LG, Parnes HL, Minasian LM et al (2009) Effect of selenium
and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers: the
Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT).
JAMA 301:39–51.
Rayman MP. Selenium and human health. Lancet. 2012 Mar 31;379(9822):1256-68. doi: 10.1016/S0140-6736(11)61452-9.
Richie JP Jr, Das A, Calcagnotto AM, Sinha R, Neidig W, Liao J, Lengerich EJ, Berg A, Hartman TJ, Ciccarella A, Baker A, Kaag MG, Goodin S, DiPaola RS, El-Bayoumy K. Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: a randomized clinical trial. Cancer Prev Res (Phila). 2014 Aug;7(8):796-804.
Schomburg L. The other view: the trace element selenium as a micronutrient in thyroid disease, diabetes, and beyond. Hormones (Athens). 2020 Mar;19(1):15-24.
Thompson PA, Ashbeck EL, Roe DJ, Fales L, Buckmeier J, Wang
F, Bhattacharyya A, Hsu CHet al (2016) Selenium supplementation
for prevention of colorectal adenomas and risk of associated type 2
diabetes. J Natl Cancer Inst 108.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
Resultaterne af randomiserede kontrollerede forsøg med selentilskud har enten vist gavnlige virkninger eller ingen effekt på blodsukkerniveauet og insulinfølsomhedsværdierne. I denne gennemgang opsummerer vi undersøgelsesresultaterne.
Gavnlig virkning.I en undersøgelse fra 2019 deltog 72 mandlige og 22 kvindelige patienter med diabetes mellitus type 2 i alderen 48 til 64 år. De var alle rygere, og de indtog alle middelhavskost.
Gavnlig virkning.Forskere tildelte tilfældigt 60 patienter med diabetisk nefropati til at modtage 200 µg selen dagligt (n = 30) eller placebo (n = 30) i 12 uger. Selen-tilskuddet resulterede i signifikante fald i serum-insulinniveauet og i insulinresistens-værdier såvel som i signifikante stigninger i niveauet af plasma-glutathionperoxidase sammenlignet med placebo. Selen-tilskuddet havde ingen signifikant effekt på fastende plasmaglukose [Bahmani 2016].
Bivirkning.Et randomiseret kontrolleret forsøg fra 2014, der involverede patienter med type 2-diabetes (34 mænd og 26 kvinder) viste, at tre måneders selentilskud med 200 µg dagligt var signifikant forbundet med et øget faste-glukoseniveau [Faghihi 2014]. Resultatet er besynderligt, ikke mindst fordi patienter med diabetes har vist sig at have øget oxidativ stress, der er knyttet til en nedsat selenkoncentration [Faghihi 2014].
Kvinder med svangerskabsdiabetes
Ingen påvirkning. Forskerne tildelte tilfældigt 60 gravide kvinder med svangerskabsdiabetes (gennemsnitsalder: 29 år) til at tage enten et dagligt selentilskud på 100 µg eller placebo i 12 uger begyndende i uge 24-28 af graviditeten. Sammenlignet med placebogruppen viste selentilskudsgruppen ingen signifikant forskel i fastende plasmaglucose, HbA1C, serum-insulinniveau og insulinresistens. Tilskuddet på 100 mikrogram selen påvirkede ikke glukose-homeostasen hos kvinder med svangerskabsdiabetes [Sadat Najib 2020].
Gavnlig virkning.Forskerne testede effekten af selentilskud til gravide kvinder med svangerskabsdiabetes. Deltagerne i undersøgelsen tog ikke orale hypoglykæmiske midler. Patienterne blev tilfældigt tildelt til at tage et tilskud på 200 µg selen dagligt (n = 35) eller placebo (n = 35) i 6 uger begyndende i uge 24 til 28 af graviditeten. Sammenlignet med placebo resulterede selentilskuddet i signifikante reduktioner i fastende plasmaglucose, serum-insulinniveau og insulinresistens.Samlet set viste selentilskuddet hos de gravide kvinder med svangerskabsdiabetes en gavnlig virkning på glukose-stofskiftet [Asemi 2015].
Undersøgelsesdeltagere, der ikke var diagnosticeret med type 2-diabetes
Ingen påvirkning. I den danske PRECISE-undersøgelse tildelte forskere tilfældigt 491 frivillige i alderen 60 til 74 år til behandling med 100, 200 eller 300 µg selen dagligt eller placebo. Efter 2 år med selentilskud faldt HbA1c-værdierne signifikant i alle behandlingsgrupper uden forskel mellem aktiv behandling og placebo.Selenstilskud til en ældre europæisk befolkning med lav selenstatus påvirkede ikke HbA1c-niveauet signifikant efter 2 år [Stranges 2019].
Ingen påvirkning.Resultaterne af det kliniske forsøg understøttede ikke en kausal rolle for selen-tilskud på 200 µg dagligt i udviklingen af insulinresistens eller type 2-diabetes. I en gennemsnitlig periode på 2,9 år var der ingen forskel mellem selen- og placebo-tilskud med hensyn til betacelle-funktion og insulinfølsomhed.Derudover viste orale tests for glukostolerance, at fastende blodglukose-koncentrationer var signifikant højere for i placebogruppen sammenlignet med gruppen der fik selen [Jacobs 2019].
Ingen påvirkning. Forskere analyserede blodprøverne fra 76 ikke-rygere og ikke-diabetiske personer (36 mænd og 40 kvinder), der havde lave plasmakoncentrationer af selen ved undersøgelsens start (gennemsnit: 65 µg/l), og som fik tilskud med 200 µg selen dagligt i form af selengær i seks uger. Selen-tilskuddet var forbundet med et signifikant fald i niveauet af HbA1c.De nedsatte niveauer af HbA1c varede i mindst fire uger efter ophør af tilskuddet. Forskerne så ikke nogen ændringer i niveauet af fastende plasmaglukose som en følge af tilskuddet. HbA1c anses dog som en mere pålidelig markør for ændringer i glykæmisk kontrol [Jablonska 2016].
Hvorfor otte ud af 13 observationsstudier viser en statistisk signifikant positiv sammenhæng mellem koncentrationen af selen og risiko for type 2-diabetes, mens de samlede resultater af tre langtids randomiserede kliniske forsøg og flere kortsigtede interventionsstudier ikke gør er en gåde [Kohler 2018].
En forklaring kan være en omvendt årsagssammenhæng, hvor det er type 2-diabetes, der påvirker selenkoncentrationer og ikke omvendt.
En anden forklaring kunne være eksistensen af en uidentificeret medvirkende variabel i observationsstudierne.
Der er mulivis et U-formet forhold mellem selenstatus og et godt helbred. I figur 3 i sin oversigtsartikel i The Lancet viser professor Margaret P. Rayman, at de bedste sundhedsresultater peger på en selenstatus på 100-170 µg/liter [Rayman 2012].
Kilder
Algotar AM, Hsu CH, Singh P, Stratton SP. Selenium supplementation has no effect on serum glucose levels in men at high risk of prostate cancer. J Diabetes. 2013;5(4):465-470.
Algotar AM, Stratton MS, Stratton SP, Hsu CH, Ahmann FR. No effect of selenium supplementation on serum glucose levels in men with prostate cancer. Am J Med. 2010;123(8):765-768.
Alizadeh M, Safaeiyan A, Ostadrahimi A, et al. Effect of L-arginine and selenium added to a hypocaloric diet enriched with legumes on cardiovascular disease risk factors in women with central obesity: a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Ann Nutr Metab. 2012;60(2):157-168.
Asemi Z, Jamilian M, Mesdaghinia E, Esmaillzadeh A. Effects of selenium supplementation on glucose homeostasis, inflammation, and oxidative stress in gestational diabetes: Randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Nutrition. 2015;31(10):1235-1242.
Bahmani F, Kia M, Soleimani A, Asemi Z, Esmaillzadeh A. Effect of Selenium Supplementation on Glycemic Control and Lipid Profiles in Patients with Diabetic Nephropathy. Biol Trace Elem Res. 2016;172(2):282-289.
Czernichow S, Couthouis A, Bertrais S, et al. Antioxidant supplementation does not affect fasting plasma glucose in the Supplementation with Antioxidant Vitamins and Minerals (SU.VI.MAX) study in France: association with dietary intake and plasma concentrations. Am J Clin Nutr. 2006;84(2):395-399.
Faghihi T, Radfar M, Barmal M, et al. A randomized, placebo-controlled trial of selenium supplementation in patients with type 2 diabetes: effects on glucose homeostasis, oxidative stress, and lipid profile. Am J Ther. 2014;21(6):491-495.
Farrokhian A, Bahmani F, Taghizadeh M, et al. Selenium Supplementation Affects Insulin Resistance and Serum hs-CRP in Patients with Type 2 Diabetes and Coronary Heart Disease. Horm Metab Res. 2016;48(4):263-268.
Jablonska E, Reszka E, Gromadzinska J, et al. The Effect of Selenium Supplementation on Glucose Homeostasis and the Expression of Genes Related to Glucose Metabolism. Nutrients. 2016;8(12):772.
Jacobs ET, Lance P, Mandarino LJ, et al. Selenium supplementation and insulin resistance in a randomized, clinical trial. BMJ Open Diabetes Res Care. 2019;7(1):e000613.
Jamilian M, Razavi M, Fakhrie Kashan Z, Ghandi Y, Bagherian T, Asemi Z. Metabolic response to selenium supplementation in women with polycystic ovary syndrome: a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Clin Endocrinol (Oxford). 2015;82(6):885-891.
Karalis DT. The Beneficiary Role of Selenium in Type II Diabetes: A Longitudinal Study. Cureus. 2019;11(12):e6443.
Kohler LN, Foote J, Kelley CP, et al. Selenium and Type 2 Diabetes: Systematic Review. Nutrients. 2018;10(12):1924.
Raygan F, Behnejad M, Ostadmohammadi V, et al. Selenium supplementation lowers insulin resistance and markers of cardio-metabolic risk in patients with congestive heart failure: a randomised, double-blind, placebo-controlled trial. Br J Nutr. 2018;120(1):33-40.
Rayman MP. Selenium and human health. Lancet. 2012;379(9822):1256-1268.
Richie JP Jr, Das A, Calcagnotto AM, et al. Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: a randomized clinical trial. Cancer Prev Res (Phila). 2014;7(8):796-804.
Sadat Najib F, Poordast T, Rezvan Nia M, Hossein Dabbaghmanesh M. Effects of selenium supplementation on glucose homeostasis in women with gestational diabetes mellitus: A randomized, controlled trial. Int J Reprod Biomed (Yazd). 2020;18(1):57-64.
Stranges S, Rayman MP, Winther KH, Guallar E, Cold S, Pastor-Barriuso R. Effect of selenium supplementation on changes in HbA1c: Results from a multiple-dose, randomized controlled trial. Diabetes Obes Metab. 2019;21(3):541-549.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
Forskere ved Arizona Cancer Center har udgivet undersøgelsesresultater, der ikke understøtter nogen signifikante bivirkninger af et dagligt tilskud med 200 mikrogram selengær på betacellefunktion eller insulinfølsomhed. Præparater med selengær indeholder flere selenarter med flere biologiske funktioner end præparater med 100% selenmethionin.
Forskere ved University of Arizona Cancer Center i Tucson har rapporteret om interessante fund vedrørende selentilskud [Jacobs 2019]:
Tilskud med 200 mikrogram selen dagligt fra et selengærpræparat i 2,9 år havde ingen effekt på insulinfølsomhed eller betacellefunktion sammenlignet med placebogruppen.
Yderligere stratifikation af dataene efter køn og alder viste ingen effektmodifikation som respons på selentilskuddet.
Forskerne fra University of Arizona skriver, at deres resultater indeholder nøgleinformation som klinikere kan videregive til patienter i USA om brugen af kosttilskud med selengær.
Designet af forskningen med selentilskud
Forskerne analyserede dataene fra en undergruppe på 400 individer, der deltog i Selen-undersøgelsen, en randomiseret, dobbeltblindet, placebokontrolleret undersøgelse af virkningen af et selentilskud på 200 mikrogram dagligt på adenomatøse polypper i tyktarmen [Jacobs 2019].
Dataene inkluderede fastende plasmaglukose og insulin målt både før randomisering og inden for 6 måneder efter afslutningen af interventionen.
Forskerne sammenlignede ændringer i homeostase-modelvurderingen-betacellefunktion (HOMA2-%beta) og insulinfølsomhed (HOMA2-%S) mellem den aktive selenbehandlingsgruppe og placebo-kontrolgruppen.
Forskerne sammenlignede også ændringerne i dataene fra en oral glukosetoleransetest (mOGTT) udarbejdet for en undergruppe på 175 patienter (79 selen og 96 placebo).
Resultaterne af selenstilskudsforsøg
Dataene viste ingen statistisk signifikante forskelle i ændringerne i HOMA2-%beta eller HOMA2-%S mellem de patienter, der modtog selengær-præparater sammenlignet med placebo [Jacobs 2019].
Da forskerne stratificerede dataene efter patienternes køn eller alder, fandt de stadig ingen statistisk signifikante effekter på insulinsensitivitet efter behandlingsgruppe.
Konklusionerne om selenstilskud
Forskerne skriver, at deres fund ikke understøtter hypotesen om, at der kan være en betydelig negativ virkning af et selentilskud med 200 mikrogram selen / dag fra selengær på betacelle-funktion eller insulinfølsomhed [Jacobs 2019].
Note: Insulinresistenser den biomedicinske betegnelse for, at kroppen ikke reagerer godt på det insulin, som bugspytkirtlen fremstiller med den konsekvens, at glukose i blodet har sværere ved at trænge ind i cellerne. Patienter med insulinresistens kan udvikle diabetes type 2.
Note: Betacellefunktionen er den biomedicinske betegnelse for funktionen af de bugspytkirtelceller, der danner og udskiller insulin. Nedsat betacellefunktion fører til utilstrækkelig insulinudskillelse og til høje blodsukkerniveauer.
Beskedent selentilskud uden indflydelse på insulinfølsomhed hos gravide kvinder
Forskere i Storbritannien målte plasmakoncentrationen af adiponectin, der anerkendes som en biomarkør for insulinresistens, i de lagrede plasmaprøver taget fra gravide kvinder i undersøgelsen: Selenium in Pregnancy Intervention Trial (SPRINT) [Mao 2016].
I SPRINT-undersøgelsen blev 230 førstegangs gravide kvinder randomiseret til behandling med selenberiget gær (60 mikrogram / dag) eller placebo fra 12 svangerskabsuge indtil fødslen.
Der var ingen signifikant forskel i ændringen i adiponectin-niveauer mellem selen og placebogrupperne fra uge 12 til graviditetsugen.
Der var stadig ingen signifikant forskel i ændringen af adiponectin-niveauer mellem de to grupper, da forskerne analyserede de laveste og øverste kvartiler af selen i fuldblod ved undersøgelsens start.
Forskerne fandt det betryggende, at en dosis selen på 60 mkg / dag fra selengær ikke havde nogen negativ indvirkning på plasmaindholdet af adiponectin hos gravide kvinder, idet adiponectin er en kendt biomarkør for insulinresistens [Mao 2016].
Resultater fra kliniske forsøg har antydet, at naturligt, organisk selengær kan være effektivt til at nedsætte risikoen for prostatakræft, hvorimod syntetisk selenomethionin ikke synes at være effektivt [Richie 2014].
I en randomiseret, dobbeltblindet, placebokontrolleret sammenligning af tilskud med selengær (både 200 og 285 mikrogram / dag) samt med selenomethionin (200 mikrogram / dag) hos 69 raske mænd i 9 måneder, viste forskere, at tilskuddet med selengær var forbundet med en signifikant reduktion af biomarkører for oxidativt stress, hvorimod tilskud med selenethionin ikke var [Richie 2014].
Undersøgelsens resultater antyder, at det er andre selenformer end selenomethionin der er ansvarlig for reduktionen af oxidativt stress.
Formålet med en dosering på 285 mikrogram selen fra selengær var, at denne dosering indeholdt selenomethionin i en mængde svarende til 200 mikrogram selenomethionin i et rent selenomethioninpræparat. Præparater med selengær varierer fra producent til producent, men et godt selengær-præparat vil indeholde 55-60% naturligt selenomethionin plus helt op til 20 andre selenformer i langt lavere mængde og højst 1-2% uorganisk selen.
Oxidativt stress defineres almindeligvis som en forhøjet dannelse af frie radikaler, der beskadiger celler og påvirker signalveje. Oxidativt stress er blevet identificeret som en nøglemekanisme i insulinresistens.
Kilder
Jacobs, ET, Lance, P, Mandarino LJ, … & Thompson, PA. (2019). Selenium supplementation and insulin resistance in a randomized, clinical trial. BMJ Open Diab Res Care, 7: e000613. doi:10.1136/bmjdrc-2018-000613.
Mao, J, Bath, SC, Vanderlelie, JJ, Perkins, AV, Redman, CW, & Rayman MP. (2016). No effect of modest selenium supplementation on insulin resistance in UK pregnant women, as assessed by plasma adiponectin concentration. Br J Nutr. 2016 Jan 14;115(1):32-8. doi: 10.1017/S0007114515004067. Epub 2015 Oct 20.
Richie, JP, Das, A, Calcagnotto, AM, Sinha, R, Neidig, W, Liao, J, … & El-Bayoumy, K. (2014). Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: a randomized clinical trial. Cancer Prev Res (Phila). 2014 Aug;7(8):796-804. doi: 10.1158/1940-6207.CAPR-14-0042. Epub 2014 Jun 17.
Sies, H. (2016). The concept of oxidative stress after 30 years. In: Gelpi, R, Boveris, A, & Poderoso, J., eds. Advances in Biochemistry in Health and Disease. New York: Springer, pp. 3–11.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
Den seneste kliniske forskning viser, at selentilskud på 200 mikrogram i form af selengær til ældre voksne i op til tre år ikke har en negativ indvirkning på betacelle-funktionen i bugspytkirtlen eller på insulinfølsomheden.
Resultater fra en klinisk undersøgelse, hvor man sammenlignede tilskud på 200 mikrogram selen med placebo-tilskud, viste ingen effekt af selentilskuddet på insulinsekretion og insulinets virkning [Jacobs].
Forskerne der gennemførte selen- og insulinresistensundersøgelsen konkluderede, at undersøgelsens resultater ikke viser nogen årsagssammenhæng mellem selen og udvikling af insulinresistens eller udvikling af type 2-diabetes [Jacobs].
Udformningen af selen og insulinresistens-undersøgelsen
Baggrund: I 2016 rapporterede forskere ved Arizona Cancer Center i Tucson om resultaterne af selenundersøgelsen [Thompson].
I den undersøgelse indskrev forskere mænd og kvinder i alderen 40 til 80 år fra endoskopiklinikker i Arizona, Colorado, New York og Texas. De testede effekten af et selengærtilskud til forebyggelse af kolorektale adenomer samt om der var risiko for at udvikle type 2-diabetes [Thompson].
Til den aktuelle undersøgelse af mulige effekter af selentilskud på risikoen for at udvikle diabetes udvalgte forskerne deltagere fra en større selenundersøgelse. Disse 400 deltagere blev tilfældigt tildelt en gruppe der fik selentilskud (n = 205) eller en placebogruppe (n = 195).
Af de 400 deltagere var 1/3 kvinder og 2/3 mænd.
Deltagerens gennemsnitsalder var 63 år plus / minus 8,9 år.
Analyseresultater fra selen- og insulinresistens-undersøgelsen
Forskerne vurderede to primære endepunkter:
Betacelle-funktionen ved hjælp af HOMA2-% β modellen
Insulinfølsomhed ved hjælp af HOMA2-% S-modellen
HOMA2-analyserne viste følgende resultater:
Ingen statistisk signifikante forskelle mellem selengruppen og placebogruppen på begge målinger (betacellefunktion eller insulinfølsomhed) efter 2.9 år med tilskud [Jacobs]
Ingen statistisk signifikante forskelle mellem selengruppen og placebogruppen, når de inddeles efter alder eller køn [Jacobs].
Sekundær analyse fra selen- og insulinresistensundersøgelsen
For yderligere at teste om der skulle være en sammenhæng mellem selentilskud og risikoen for type 2-diabetes udarbejdede forskerne et passende udvalg på 175 deltagere – 96 deltagere i placebogruppen og 79 deltagere i selen-tilskudsgruppen.
De gav den modificerede orale glukosetolerancetest (mOGTT test) til disse deltagere.
Den orale glukosetolerancetest (OGTT) måler kroppens respons på sukker.
Derfor kan OGTT-testen bruges til at screene for type 2-diabetes. Den modificerede version af OGTT bruges ofte til at diagnosticere svangerskabsdiabetes.
Resultatet af den orale glukosetolerancetest
Både selengruppen og placebogruppen havde i gennemsnit fasteværdier af glukose, som lå inden for normalområdet (= mindre end 100 mg/dl).
Dette er især bemærkelsesværdigt, fordi tidligere studier synes at vise, at den bedste beskyttelse mod udviklingen af prostatakræft findes ved et selenindhold i serum på mellem 120 mikrogram pr. Liter til 170 mikrogram pr. Liter [Hurst].
Resultaterne fra en meta-analyse lavet i 2018 og en systematisk gennemgang tyder på, at selen “sandsynligvis har en beskyttende effekt mod prostatakræft og dens udvikling til mere fremskredne stadier.” Derfor konkluderer meta-analysens forfatterne, at “selentilskud kan foreslås som forebyggelse af prostatakræft “[Sayehmiri].
Kilder
Hurst, R., Hooper, L., Norat, T., Lau, R., Aune, D., Greenwood, D. C., & Fairweather-Tait, S. J. (2012). Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. The American Journal of Clinical Nutrition, 96(1), 111-122.
Jacobs, E. T., Lance, P., Mandarino, L. J., Ellis, N. A., Sherry Chow, H-H, … & Thompson, P. A. (2019). Selenium supplementation and insulin resistance in a randomized, clinical trial. BMJ Open Diabetes Research & Care, 7 e000613, doi: 10.1136/bmjdrc-2018-000613
Sayehmiri, K., Azami, M., Mohammadi, Y., Soleymani, A. & Tardeh, Z. (2018). The association between selenium and prostate cancer: a systematic review and meta-analysis. Asian Pac J Cancer Prev, 19 (6), 1431-1437.
Thompson, P. A., Ashbeck, E. L., Roe, D. J., Fales, L., Buckmeier, J., Wang, F., & Lance, P. (2016). Selenium Supplementation for Prevention of Colorectal Adenomas and Risk of Associated Type 2 Diabetes. Journal of The National Cancer Institute, 108(12). https://doi-org.db14.linccweb.org/10.1093/jnci/djw152
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
Forekomsten af svangerskabs-diabetes varierer fra region til region i verden fra under 5% af graviditeterne til under 10% og så højt som 20%. Svangerskabsdiabetes øger kvindens risiko for type 2 diabetes og metabolisk syndrom og øger risikoen for akutte og langsigtede, negative stofskifteforstyrrelser hos barnet. En nylig meta-analyse viser, at kvinder med svangerskabsdiabetes typisk har signifikant lavere serum-selen-koncentrationer.
Sædvanligvis er serum-selen-koncentrationsniveauet signifikant lavere hos kvinder med svangerskabs-diabetes end hos raske, gravide kvinder. Forskellene er særligt påfaldende hos ikke-kaukasiske gravide og hos gravide kvinder i tredje trimester. Det er konklusionen fra en nylig meta-analyse og systematisk gennemgang af den relevante litteratur i form af observationsstudier [Kong 2016].
Selen og svangerskabsdiabetes
Svangerskabsdiabetes defineres som en hvilken som helst grad af glukoseintolerans, der opstår ved graviditetens begyndelse. En fysiologisk insulinresistens, der begynder i andet trimester og udvikler sig gennem tredje trimester, er ret typisk for graviditeter. Kommende mødre har generelt brug for en øget insulinudskillelse for at opretholde normale blodglukoseniveauer. En nedsættelse af den nødvendige kompenserende øgning af insulinudskillelsen fører til diagnosen svangerskabsdiabetes [Kong 2016].
Selen er et vigtigt mikronæringsstof. Det er en bestanddel af antioxidant-selenoproteiner, der har en beskyttende virkning mod oxidativt stress og inflammation [Burk 2002].
Forholdet mellem serum-seleniveauet og svangerskabsdiabetes er vigtigt af følgende grunde [Kong 2015]:
Lave serum-selenkoncentrationer kan medføre, at gravide kvinder og deres fostre bliver mere modtagelige for de skadelige virkninger af oxidativt stress.
En lav serum-selenstatus kan forværre insulinresistens hos gravide kvinder, hvilket fører til forværring af svangerskabsdiabetes.
De mekanismer, hvormed selenstatus påvirker insulinresistens og blodglukoseniveauer, er ikke kendt; Der er til dato ikke lavet nok undersøgelser af mekanismerne.
Ligeledes er det ikke kendt, hvad der kommer først. Fører en lav selenstatus til udviklingen af svangerskabsdiabetes, eller er lav selenstatus en konsekvens af at have udviklet svangerskabsdiabetes, hvilket yderligere forværrer svangerskabsdiabetes?
Fordele ved et moderat selentilskud til gravide kvinder
Flere undersøgelser har vist, at et moderat tilskud til gravide – 50 – 100 mikrogram pr. dag – giver en række gavnlige sundhedsmæssige resultater:
Nedsat oxidativ stress [Tara 2010]
Nedsat forekomst af hypothyroidisme og nedsat inflammation i skjoldbruskkirtlen [Negro 2007]
Nedsat forekomst af graviditetsinduceret blodtryksforhøjelse [Han 1994]
Nedsat risiko for svangerskabsforgiftning [Rayman 2014]
Nedsat risiko for for tidlig bristning af membranerne [Tara 2010]
Nedsat risiko for fødselsdepression [Mokhber 2011]
Hvad er lave serum/plasma-seleniveauer?
De til dato bedste estimater af serum/plasma-seleniveauer er som følger [Hurst 2010]:
Serum/plasma-seleniveauer lavere end 100 mikrogram pr. liter er under normal serum/plasma-seleniveauer mellem 110 og 118 synes at være det niveau, hvor selenoprotein P nærmer sig optimal aktivitet serum-selen koncentrationer mellem 120 og 150 mikrogram pr. liter er det “formodede gavnlige område”
I meta-analysen som opsummeres i denne artikel var følgende værdier typiske for gravide kvinder diagnosticeret med svangerskabsdiabetes (gennemsnit ± standardafvigelse):
34,7 ± 8,7 mikrogram pr. liter
51,7 ± 11,7 mikrogram pr. liter
63,5 ± 12,0 mikrogram pr. liter
85,1 ± 5,4 mikrogram pr. liter
Sammenfatning: Serum-selenstatus og svangerskabsdiabetes
I betragtning af at forekomsten af svangerskabsdiabetes er stigende, og at konsekvenserne af svangerskabsdiabetes – både akut og på længere sigt – kan være alvorlig, er emnet serum-selenstatus og svangerskabsdiabetes relevant og værd af beskæftige sig med.
Vi har brug for flere undersøgelser af forholdet mellem selen og svangerskabsdiabetes med konsistente målinger af selenstatus, konsistente værdier for glukosetolerance samt konsistente kliniske data om gravide kvinder med svangerskabsdiabetes.
I det omfang selentilskud er påkrævet, er den bedste formulering et selen-gærpræparat.
Kilder
Burk, R.F. (2002). Selenium: an antioxidant nutrient. Nutr Clin Care, 5(2), 75-79.
Han, L., & Zhou, S. M. (1994). Selenium supplement in the prevention of pregnancy induced hypertension. Chinese Medical Journal, 107(11), 870-871.
Hurst, R., Armah, C.N., Dainty J.R., Hart, D.J., Teucher, B., Goldson, A.J., Broadley, M.R., Motley, A.K., Fairweather-Tait, S.J. (2010). Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Am J Clin Nutr, 91(4):923-31.
Kong, F., Ma, L., Chen, S., Li, G., & Zhou, J. (2016). Serum selenium level and gestational diabetes mellitus: a systematic review and meta-analysis. Nutrition Journal, 15(1), 94.
Mokhber, N., Namjoo, M., Tara, F., Boskabadi, H., Rayman, M. P., Ghayour-Mobarhan, M., & Ferns, G. (2011). Effect of supplementation with selenium on postpartum depression: a randomized double-blind placebo-controlled trial. The Journal of Maternal-Fetal & Neonatal Medicine, 24(1), 104-108.
Negro, R., Greco, G., Mangieri, T., Pezzarossa, A., Dazzi, D., & Hassan, H. (2007). The influence of selenium supplementation on postpartum thyroid status in pregnant women with thyroid peroxidase autoantibodies. The Journal of Clinical Endocrinology and Metabolism, 92(4), 1263-1268.
Rayman, M.P., Searle, E., Kelly, L., Johnsen, S. (2014). Effect of selenium on markers of risk of pre-eclampsia in UK pregnant women: a randomised, controlled pilot trial. British Journal of Nutrition, 112(1), 99-111.
Tara, F., Rayman, M. P., Boskabadi, H., Ghayour-Mobarhan, M., Sahebkar, A., Alamdari, D. H., & Ferns, G. (2010). Prooxidant-antioxidant balance in pregnancy: a randomized double-blind placebo-controlled trial of selenium supplementation. Journal of Perinatal Medicine, 38(5), 473-478.
Tara, F., Rayman, M. P., Boskabadi, H., Ghayour-Mobarhan, M., Sahebkar, A., Yazarlu, O., & Ferns, G. (2010). Selenium supplementation and premature (pre-labour) rupture of membranes: a randomised double-blind placebo-controlled trial. Journal of Obstetrics and Gynaecology, 30(1), 30-34.
Tara, F., Maamouri, G., Rayman, M. P., Ghayour-Mobarhan, M., Sahebkar, A., Yazarlu, O., & Ferns, G. (2010). Selenium supplementation and the incidence of preeclampsia in pregnant Iranian women: a randomized, double-blind, placebo-controlled pilot trial. Taiwanese Journal of Obstetrics & Gynecology, 49(2), 181-187.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
I vores forståelse af kost og fitness skal videnskabelig forskning være vores højeste autoritet. Resultaterne fra randomiserede, kontrollerede undersøgelser er det bedste bevis for en mulig årsag-virknings-sammenhæng mellem behandling med et selen- (eller coenzym Q10-) tilskud og gode helbredsresultater.
For nylig søgte jeg iMedline-databasenom selentilskud og dets virkning eller manglende virkning på glukosestofskiftet, insulinresistens, glykæmisk kontrol osv. Jeg begrænsede min søgning til artikler med data fra randomiserede, kontrollerede forsøg.
Samlet gav Medlinesøgningen 48 hits. Ved gennemgang af resumeer fra de 48 tidskriftsartikler, var jeg i stand til at udelukke 30 referencer fra yderligere overvejelse. Disse 30 undersøgelser inkluderede alle mine søgeord, men havde faktisk ikke målt virkningen af intervention med selen på nogle aspekter af glucosestofskiftet.
18 gode undersøgelser med selentilskud
Jeg stod tilbage med 18 gode interventionsundersøgelser, der opfyldte mine søgekriterier. Jeg læste disse undersøgelser og opdelte dem i tre forskellige kategorier relateret til effekten af selentilskud på glukosestofskifte og insulinfølsomhed:
Gavnlig virkning af selentilskud (n = 6)
Ingen effekt af selentilskud (n = 9)
Ikke gavnlig virkning af selentilskud (n = 3)
Selentilskud gavnlig for glukosestofskiftet
I de seks undersøgelser, der viste gavnlige virkninger af selentilskud på glukosestofskiftet og/eller insulinfølsomheden, indgik ialt 402 patienter. Alle seks undersøgelser blev udført på iranske patienter.
Faktisk viste disse seks undersøgelser, at selentilskud var forbundet med følgende sundhedsmæssige fordele:
Nedsatte plasma-glukoseniveauer
Nedsatte serum-insulinniveauer
Nedsatte plasma-HOMA-B niveauer
Nedsatte plasma-HOMA-IR niveauer
Note: HOMA (homeostasis model assessment) Målinger er baseret på plasma-niveauer af faste-glucose og insulin. HOMA-pointtal er valideret til at repræsentere graden af insulinresistens [Song].
Selentilskud uden virkning på glukosestofskiftet
De ni undersøgelser der ikke viste en virkning af selentilskud – hverken positiv eller negativ – på glukosestofskiftet, medtog i alt 8568 patienter, de var alle studerende i Storbritannien, USA eller Frankrig.
I disse ni undersøgelser var selentilskud ikke forbundet med nogen væsentlige forandringer:
I plasma- eller serumglucoseniveauer
I målinger for insulinfølsomhed
I biomarkører for insulinresistens
Selentilskud med ugunstig effekt på glukosestofskiftet
De tre undersøgelser hvor selentilskud viste en uønsket effekt på glukosestofskiftet medtog i alt 1315 patienter og undersøgelsesdeltagere. Patienterne i to af undersøgelserne (n = 113) var af iransk oprindelse. Deltagerne i den tredje undersøgelse (n = 1202) boede i USA.
En iransk undersøgelse (n = 60) rapporterede øget insulinresistens [Hosseinzadeh].
Den anden iranske undersøgelse (n = 53) rapporterede øget faste-plasmaglukose [Faghihi].
Den store amerikanske undersøgelse (n = 1202) var en post-hoc-undersøgelse ledet af Dr. Saverio Stranges af data fra den såkaldte Nutritional Prevention of Cancer (NPC)-undersøgelse.
NPC-undersøgelsens data viser en stærk sammenhæng mellem et dagligt tilskud på 200 mikrogram selen fra et selengærpræparat og en signifikant nedsættelse af den totale kræftdødelighed, det samlede antal kræfttilfælde og forekomst af prostatakræft [Clark].
Dr. Stranges rapporterede om fundet af en “eksponerings-responsgradient” på tværs af plasma-selenkoncentrationer i tertilerne* ved undersøgelsesstart. Han rapporterede kun om en øget risiko for type 2-diabetes i den højeste tertil, den tertil med et plasmaseleniveau over 121,6 mikrogram pr. Liter ved undersøgelsesstart.
* Tertil: Tredjedel. Forsøgsdeltagerne inddeles i tre grupper i forhold til mængden af selen i deres plasma.
Dr. Stranges konstaterede, at hans undersøgelse havde den begrænsning, at diabetes var et sekundært endemål i NPC-undersøgelsen, og at diagnoserne af diabetes var selvrapporterede [Stranges].
U-formet kurve i forholdet mellem selen og glucosestofskiftet?
Forholdet mellem selen og glukosestofskiftet er helt klart en kompleks sag. Professor Rayman, University of Surrey, Guildford, Storbritannien, har foreslået, at der kunne være et U-formet forhold mellem niveauet af visse selenoproteiner og glukosestofskiftet eller insulinresistensen [Rayman].
I så fald kan det være, at både lave niveauer af selen og høje niveauer af selen over en længere periode kan have skadelige virkninger.
Det beskyttende område for niveauet af plasmaselen synes at være 120-170 mikrogram pr. Liter [Hurst].
En systematisk gennemgang og meta-analyse af fem observationsstudier (note: Ikke interventionsstudier) offentliggjort i 2016, har også foreslået et U-formet forhold mellem selenstatus og risikoen for type 2-diabetes. Befolkningsgrupper med forholdsvis lave og relativt høje niveauer af serumselen blev anset for at have en øget risiko [Wang].
Passende niveau af selentilskud
I betragtning af hvad vi ved om de gavnlige virkninger af et optimalt selenniveau, vælger jeg at få testet mit blods serum-selenniveau.
gavnlige virkninger på forebyggelsen af kræft
gavnlige virkninger på forebyggelsen af skjoldbruskkirtelsygdomme
gavnlige virkninger på styrkelsen af immunsystemet
Derefter kan jeg med testresultaterne i hånden afgøre, hvor meget selen – 50, 100 eller 200 mikrogram dagligt i form af selentilskud – der passer til mig.
Begrænsninger i den tilgængelige forskning
De randomiserede, kontrollerede undersøgelser, der er foretaget på effekten af selentilskud på glukosestofskifte, er blevet udført på forsøgspersoner med stor heterogenitet med hensyn til alder, køn, etnisk baggrund og helbredstilstand.
Desuden kommer de fleste data fra undersøgelser, hvor effekten på glukosestofskiftet ikke var det primære endemål.
Vi har brug for flere og bedre undersøgelser. Imidlertid er det ikke sandsynligt, at vi vil opleve finansiering af store veldesignede undersøgelser, fordi selen ikke er et stof, der kan patenteres. Det bedste, vi kan gøre er, at sørge for, at vores selenstatus i det estimerede beskyttende sområde [Hurst].
Kilder
Undersøgelser der viser en gavnlig effekt:
Alizadeh, M., Safaeiyan, A., Ostadrahimi, A., Estakhri, R., Daneghian, S., Ghaffari, A., & Gargari, B. P. (2012). Effect of L-arginine and selenium added to a hypocaloric diet enriched with legumes on cardiovascular disease risk factors in women with central obesity: a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Annals Of Nutrition & Metabolism, 60(2), 157-168.
Asemi, Z., Jamilian, M., Mesdaghinia, E., & Esmaillzadeh, A. (2015). Effects of selenium supplementation on glucose homeostasis, inflammation, and oxidative stress in gestational diabetes: Randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Nutrition (Burbank, Los Angeles County, Calif.), 31(10), 1235-1242.
Bahmani, F., Kia, M., Soleimani, A., Asemi, Z., & Esmaillzadeh, A. (2016). Effect of Selenium Supplementation on Glycemic Control and Lipid Profiles in Patients with Diabetic Nephropathy. Biological Trace Element Research, 172(2), 282-289.
Farrokhian, A., Bahmani, F., Taghizadeh, M., Mirhashemi, S. M., Aarabi, M. H., Raygan, F., & Asemi, Z. (2016). Selenium Supplementation Affects Insulin Resistance and Serum hs-CRP in Patients with Type 2 Diabetes and Coronary Heart Disease. Hormone and Metabolic Research, 48(4).
Jamilian, M., Razavi, M., Fakhrie Kashan, Z., Ghandi, Y., Bagherian, T., & Asemi, Z. (2015). Metabolic response to selenium supplementation in women with polycystic ovary syndrome: a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Clinical Endocrinology, 82(6), 885-891.
Karamali, M., Nourgostar, S., Zamani, A., Vahedpoor, Z., & Asemi, Z. (2015). The favourable effects of long-term selenium supplementation on regression of cervical tissues and metabolic profiles of patients with cervical intraepithelial neoplasia: a randomised, double-blind, placebo-controlled trial. The British Journal of Nutrition, 114(12), 2039-2045.
Undersøgelser uden effekt:
Algotar, A. M., Hsu, C., Singh, P., & Stratton, S. P. (2013). Selenium supplementation has no effect on serum glucose levels in men at high risk of prostate cancer. Journal of Diabetes, 5(4), 465-470.
Algotar, A. M., Stratton, M. S., Stratton, S. P., Hsu, C., & Ahmann, F. R. (2010). No effect of selenium supplementation on serum glucose levels in men with prostate cancer. The American Journal of Medicine, 123(8), 765-768.
Czernichow, S., Couthouis, A., Bertrais, S., Vergnaud, A., Dauchet, L., Galan, P., & Hercberg, S. (2006). Antioxidant supplementation does not affect fasting plasma glucose in the Supplementation with Antioxidant Vitamins and Minerals (SU.VI.MAX) study in France: association with dietary intake and plasma concentrations. The American Journal of Clinical Nutrition, 84(2), 395-399.
Karp, D. D., Lee, S. J., Keller, S. M., Wright, G. S., Aisner, S., Belinsky, S. A., & Khuri, F. R. (2013). Randomized, double-blind, placebo-controlled, phase III chemoprevention trial of selenium supplementation in patients with resected stage I non-small-cell lung cancer: ECOG 5597. Journal of Clinical Oncology, 31(33), 4179-4187.
Lippman, S. M., Klein, E. A., Goodman, P. J., Lucia, M. S., Thompson, I. M., Ford, L. G., & Coltman, C. J. (2009). Effect of selenium and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers: the Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). JAMA, 301(1), 39-51.
Mao, J., Bath, S. C., Vanderlelie, J. J., Perkins, A. V., Redman, C. G., & Rayman, M. P. (2016). No effect of modest selenium supplementation on insulin resistance in UK pregnant women, as assessed by plasma adiponectin concentration. The British Journal of Nutrition, 115(1), 32-38.
Rayman, M. P., Blundell-Pound, G., Pastor-Barriuso, R., Guallar, E., Steinbrenner, H., & Stranges, S. (2012). A randomized trial of selenium supplementation and risk of type-2 diabetes, as assessed by plasma adiponectin. Plos One, 7(9), e45269. doi:10.1371/journal.pone.0045269
Richie, J. J., Das, A., Calcagnotto, A. M., Sinha, R., Neidig, W., Liao, J., & El-Bayoumy, K. (2014). Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: a randomized clinical trial. Cancer Prevention Research (Philadelphia, Pa.), 7(8), 796-804.
Thompson, P. A., Ashbeck, E. L., Roe, D. J., Fales, L., Buckmeier, J., Wang, F., & Lance, P. (2016). Selenium Supplementation for Prevention of Colorectal Adenomas and Risk of Associated Type 2 Diabetes. Journal of The National Cancer Institute, 108(12), doi:10.1093/jnci/djw152.
Undersøgelser der viser en ikke-gavnlig effekt:
Faghihi, T., Radfar, M., Barmal, M., Amini, P., Qorbani, M., Abdollahi, M., & Larijani, B. (2014). A randomized, placebo-controlled trial of selenium supplementation in patients with type 2 diabetes: effects on glucose homeostasis, oxidative stress, and lipid profile. American Journal of Therapeutics, 21(6), 491-495.
Mohammad Hosseinzadeh, F., Hosseinzadeh-Attar, M. J., Yekaninejad, M. S., & Rashidi, B. (2016). Effects of selenium supplementation on glucose homeostasis and free androgen index in women with polycystic ovary syndrome: A randomized, double blinded, placebo controlled clinical trial. Journal Of Trace Elements In Medicine And Biology, 3456-61.
Stranges, S., Marshall, J. R., Natarajan, R., Donahue, R. P., Trevisan, M., Combs, G. F., & Reid, M. E. (2007). Effects of long-term selenium supplementation on the incidence of type 2 diabetes: a randomized trial. Annals of Internal Medicine, 147(4), 217-223.
Andre relevante undersøgelser:
Clark, L. C., Combs, G. J., Turnbull, B. W., Slate, E. H., Chalker, D. K., Chow, J., & … Taylor, J. R. (1996). Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer Study Group. JAMA, 276(24), 1957-1963.
Hurst, R., Armah, C. N., Dainty, J. R., Hart, D. J., Teucher, B., Goldson, A. J., & Fairweather-Tait, S. J. (2010). Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. The American Journal of Clinical Nutrition, 91(4), 923-931.
Rayman, M. P., & Stranges, S. (2013). Epidemiology of selenium and type 2 diabetes: can we make sense of it? Free Radical Biology & Medicine, 65,1557-1564.
Song, Y., Manson, J. E., Tinker, L., Howard, B. V., Kuller, L. H., Nathan, L., & Liu, S. (2007). Insulin sensitivity and insulin secretion determined by homeostasis model assessment and risk of diabetes in a multiethnic cohort of women: the Women’s Health Initiative Observational Study. Diabetes Care, 30(7), 1747-1752.
Wang, X., Yang, T., Wei, J., Lei, G., & Zeng, C. (2016). Association between serum selenium level and type 2 diabetes mellitus: a non-linear dose-response meta-analysis of observational studies. Nutrition Journal, 15(1), 48
Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.
I mange områder i verden er det måske ikke muligt at få en optimal mængde selen fra måltiderne. Indholdet af selen i vores mad afhænger af tilgængeligheden af selen i jorden. Kendte selenfattige områder findes i store dele af Europa og Mellemøsten, Kina, Korea, Japan og New Zealand. I USA har kystområderne en tendens til at have et lavere selenindhold end i midten af landet.
I 2013 gennemgik dr. Margaret Rayman fra University of Surrey i England de offentliggjorte artikler om randomiserede, kontrollerede forsøg, hvor man havde anvendt selentilskud som eneste behandling, og hvor der var lavet opfølgende analyser eller undergruppe-analyser af effekten af selentilskuddene på risikoen for type 2 diabetes.
Dr. Rayman fandt fem sådanne undersøgelser. Jeg vil opsummere Dr. Raymans gennemgang, og så vil jeg se, hvilke undersøgelser der er lavet siden 2013.
Selen og diabetes-undersøgelser Ernæringsmæssig Forebyggelse af Kræft (NPC-undersøgelsen) I 2007 offentliggjorde Dr. Saverio Stranges resultaterne af en post-hoc-analyse, (en søgning efter mønstre, der ikke var specificeret ved undersøgelsens tilrettelæggelse) af data fra NPC-undersøgelsen. I NPC-undersøgelsen resulterede tilskud med 200 mikrogram selen fra gærselentabletter i gennemsnitligt 4,5 år i en væsentlig nedsat risiko for lungekræft, tyktarmskraft og prostatakræft [Clark 1996]. Hovedparten af deltagerne i undersøgelsen var 63 år, plus, minus 10 år.
I sin post-fact-analyse fandt Dr. Stranges, at risikoen for type 2-diabetes kun var højere i den højeste terti (den højeste tredjedel) af undersøgelsens deltagere. Det var de deltagere som ved undersøgelsens start havde plasma-selenkoncentrationer der var større end 121,6 mikrogram pr. Liter [Stranges].
Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT-undersøgelsen)
I SELECT-undersøgelsen, som udelukkende indrullerede mænd, var der en gruppe, hvor behandlingsmuligheden sammenlignet med placebo-gruppen kun bestod af et tilskud på 200 mikrogram selen dagligt(uden vitamin E). SELECT-studiets opfølgningsperiode var 5,5 år. De fleste deltagere havde en alder på 64 år, plus eller minus 6 år.
Det selentilskud, der blev anvendt i SELECT-studiet, var et syntetisk selen-methioninpræparat i modsætning til de selen-gærpræparater, der blev anvendt i andre undersøgelser af kræftforebyggelse gennemgået af Dr. Rayman [2013]:
NPC-undersøgelsen
PRECISE-undersøgelsen
Watchful Waiting-undersøgelsen
HDEL and selenium-undersøgelsen
SELECT-undersøgelsen viste ikke signifikante reduktioner af risikoen for kræft, og undersøgelsen blev standset tidligt. Forskellen i form af selentilskuddet samt forskellen i deltagernes serum-selenniveauer ved undersøgelsens start blev anset for at være plausible forklaringer på selentilskudets manglende effekt på risikoen for kræft i denne undersøgelse [Kristal 2008].
Den gennemsnitlige serum-selenkoncentration ved undersøgelsesstart i SELECT-studiet var 136 mikrogram pr. Liter, væsentligt højere end basisniveauet i NPC-studiet (114 mikrogram pr. Liter) og PRECISE-undersøgelsen (92 mikrogram pr. Liter).
Under alle omstændigheder viste analysen af de deltagere i SELECT-undersøgelsen, som udelukkende fik selen, at der var ingen statistisk signifikant risiko for type 2-diabetes med selentilskuddet [Klein 2011].
Forebyggelse af kræft ved intervention med selen (PRECISE)-undersøgelsen
PRECISE-undersøgelsen var kortere i varighed end NPC- og SELECT-undersøgelserne. Det varede seks måneder, indrullerede ældre deltagere i alderen 60-74 år og sammenlignede virkningerne af et dagligt tilskud med 100, 200 eller 300 mikrogram af et organisk selengærpræparat med virkningerne af den tilsvarende placebobehandling.
Det gennemsnitlige plasma-seleniveau ved starten af PRECISE undersøgelsen var 92 mikrogram pr. liter. Der var ingen effekt af selentilskuddet på niveauet af plasma-adiponectin. Plasma-adiponectin er en anerkendt biomarkør for og uafhængig indikator for risikoen for type 2-diabetes [Rayman 2012]. Derudover var der ingen tegn på at selentilskuddet i PRECISE-undersøgelsen øgede risikoen for udvikling af diabetes.
Watchful Waiting-undersøgelsen
I Watchful Waiting-undersøgelsen, der var et andet studie kun med mænd, indgik deltagerne tilfældigt i en gruppe, der enten fik 200 mikrogram dagligt, 800 mikrogram dagligt eller indgik i en placebogruppe i en periode på fem år. Det anvendte selenpræparat var et selengærpræparat. De fleste af deltagerne i undersøgelsen var 73 år plus minus 6 år.
Serum-glukoseprøver blev indsamlet hver sjette måned i femårsperioden. Der var ingen effekt af selentilskuddet på serumglukoseniveauerne, hverken med 200 mikrogram dagligt eller med 800 mikrogram dagligt [Algotar 2010].
HDEL og selen-undersøgelsen
Iranske forskere rapporterede om resultaterne af en undersøgelse designet til at teste om en daglig tilsætning af l-arginin og selen taget enkeltvis eller sammen øger effekten af en lavkalorie diæt beriget med bælgfrugter (HDEL) hos raske præmenopausale, overvægtige kvinder over en seks ugers periode. Selentilskuddet var et selen-gærpræparat på 200 µg dagligt.
Forskerne fandt, at selentilskuddet signifikant sænkede seruminsulinniveauerne hos fastende og sænkede signifikant niveauet af en markør for insulinresistens [Alizadeh 2012]. Selentilskuddet syntes at reducere risikoen for diabetes og indikerede en gavnlig effekt på insulinresistens.
Selen-undersøgelser siden Raymans gennemgang Systematisk analyse og meta-analyse
I 2013 analyserede Rees og kolleger data fra 12 randomiserede, kontrollerede forsøg, hvor selen var det eneste anvendte interventionsstof. I de 12 studier indgik der i alt 19.715 deltagere hvor effekten af selentilskud på risikoen for hjertesygdom blev undersøgt. Deres analyse viste en lille forøget risiko for type 2-diabetes, men stigningen var ikke statistisk signifikant [Rees]. Den lille stigning kunne have været forårsaget tilfældigt.
Selen og forebyggelse af type-2 diabetes
I 2014 lavede S. Mao og kolleger en meta-analyse af data fra fire randomiserede kontrollerede forsøg med selentilskud. De fire forsøg havde indrulleret i alt 20.294 deltagere af kaukasisk oprindelse. I analysen af disse data så forskerne ikke nogen væsentlig ændring i risikoen for udvikling af diabetes [Mao]. I meta-regressionsanalyser havde hverken alder eller undersøgelsens længde nogen indflydelse på den relative risiko [Mao].
Fremskreden alder en mulig covariabel
Thompson og kolleger fandt ingen samlet stigning i risikoen for diabetes med selen i SEL/CEL-undersøgelsen af selentilskud til forebyggelse af tilbagevendende adenomer i tyktarmen. Deltagerne i undersøgelsen tog 200 mikrogram selen fra et gærselentilskud eller placebo i gennemsnitligt 33 måneder. Da forskerne lavede en underanalyse, hvor de opdelte deltagerne i to grupper – dem under 63 år og dem på 63 år eller ældre – var der en sammenhæng mellem højere alder og selentilskud og diabetesrisiko [Thompson].
Selentilskud og graviditet og insulinfølsomhed
I 2016 rapporterede J. Mao og Rayman og kolleger om resultaterne af en randomiseret, kontrolleret undersøgelse af selentilskud til gravide kvinder med en dosering på 60 mikrogram dagligt. De gravide kvinder tog selentilskuddene fra den 12. svangerskabsuge og frem til fødslen. Selentilskuddet havde ingen negativ effekt på insulinfølsomhed og insulinresistens [Mao 2016].
Behov for flere undersøgelser
Det må være klart, at før vi drager nogen konklusioner, har vi brug for beviser fra flere randomiserede, kontrollerede undersøgelser, hvor selen anvendes som enkeltmiddel-intervention. Mere specifikt har vi brug for undersøgelser, der ser på sammenhængen, om nogen, mellem selenindtagelse og risikoen for diabetes med fokus på følgende forskelle hos undersøgelsens deltagere:
alder
selenniveau ved undersøgelsens start
kropsvægt (overvægt? fedme?)
graden af motion
type og dosis af selentilskud
køn
genotype
Det der skal afklares, er det optimale indtag efter et specificeret selenniveau ved tilskudsstart med henblik på at opnå følgende sundhedsmæssige fordele:
Beskyttelse mod oxidativ skade på cellerne
Forbedring af immunsystemfunktionen
Forebyggelse af kræft og hjertesygdom
Fremme af en god skjoldbruskkirtelfunktion
Resumé
Selen er involveret i kroppens glukosestofskifte på måder, der ikke er fuldstændigt forstået på nuværende tidspunkt.
Evidensen fra kliniske forsøg viser ikke definitivt, at selentilskud øger eller mindsker risikoen for type 2-diabetes.
Med ordene fra professor Holger Steinbrenner fra Friedrich-Schiller-Universitetet i Jena, Tyskland, er seleniveauerne i normal kost og kosttilskud sandsynligvis ikke nok til at forårsage åbenbar diabetes hos raske individer [Steinbrenner].
Evidensen fra randomiserede, kontrollerede forsøg viser, at den eneste forøgede risiko for type 2-diabetes er blevet rapporteret hos personer med et usædvanligt højt seleniveau som udgangspunkt. Desuden er denne påvirkning kun blevet set hos mænd. Det kan være, at mænd og kvinder reagerer på selen på forskellig vis [Ogawa-Wong].
Kilder
Algotar, A. M., Hsu, C., Singh, P., & Stratton, S. P. (2013). Selenium supplementation has no effect on serum glucose levels in men at high risk of prostate cancer. Journal of Diabetes, 5(4), 465-470.
Alizadeh, M., Safaeiyan, A., Ostadrahimi, A., Estakhri, R., Daneghian, S., Ghaffari, A., & Gargari, B. P. (2012). Effect of L-arginine and selenium added to a hypocaloric diet enriched with legumes on cardiovascular disease risk factors in women with central obesity: a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Annals of Nutrition & Metabolism, 60(2), 157-168.
Clark, L. C., Combs, G. J., Turnbull, B. W., Slate, E. H., Chalker, D. K., Chow, J., & … Taylor, J. R. (1996). Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer Study Group. JAMA, 276(24), 1957-1963.
Klein, E. A., Thompson, I. J., Tangen, C. M., Crowley, J. J., Lucia, M. S., Goodman, P. J., & … Baker, L. H. (2011). Vitamin E and the risk of prostate cancer: the Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). Jama, 306(14), 1549-1556.
Kristal, A. R. (2008). Are clinical trials the “gold standard” for cancer prevention research? Cancer Epidemiology, Biomarkers & Prevention, 17(12), 3289-3291.
Mao, J., Bath, S. C., Vanderlelie, J. J., Perkins, A. V., Redman, C. G., & Rayman, M. P. (2016). No effect of modest selenium supplementation on insulin resistance in UK pregnant women, as assessed by plasma adiponectin concentration. The British Journal of Nutrition, 115(1), 32-38.
Mao, S., Zhang, A., & Huang, S. (2014). Selenium supplementation and the risk of type 2 diabetes mellitus: a meta-analysis of randomized controlled trials. Endocrine, 47(3), 758-763.
Ogawa-Wong, A. N., Berry, M. J., & Seale, L. A. (2016). Selenium and Metabolic Disorders: An Emphasis on Type 2 Diabetes Risk. Nutrients, 8(2), 80.
Rayman, M. P., Blundell-Pound, G., Pastor-Barriuso, R., Guallar, E., Steinbrenner, H., & Stranges, S. (2012). A randomized trial of selenium supplementation and risk of type-2 diabetes, as assessed by plasma adiponectin. Plos One, 7(9), e45269.
Rayman, M. P., & Stranges, S. (2013). Epidemiology of selenium and type 2 diabetes: can we make sense of it? Free Radical Biology & Medicine, 651557-1564.
Rees, K., Hartley, L., Day, C., Flowers, N., Clarke, A., & Stranges, S. (2013). Selenium supplementation for the primary prevention of cardiovascular disease. The Cochrane Database of Systematic Reviews, (1), CD009671.
Steinbrenner, H. (2013). Interference of selenium and selenoproteins with the insulin-regulated carbohydrate and lipid metabolism. Free Radical Biology & Medicine, 65, 1538-1547.
Stranges, S., Marshall, J. R., Natarajan, R., Donahue, R. P., Trevisan, M., Combs, G. F., & Reid, M. E. (2007). Effects of long-term selenium supplementation on the incidence of type 2 diabetes: a randomized trial. Annals of Internal Medicine, 147(4), 217-223.
Thompson, P. A., Ashbeck, E. L., Roe, D. J., Fales, L., Buckmeier, J., Wang, F., & Lance, P. (2016). Selenium Supplementation for Prevention of Colorectal Adenomas and Risk of Associated Type 2 Diabetes. Journal of The National Cancer Institute, 108(12), djw152.
Wang, X., Yang, T., Wei, J., Lei, G., & Zeng, C. (2016). Association between serum selenium level and type 2 diabetes mellitus: a non-linear dose-response meta-analysis of observational studies. Nutrition Journal, 15(1), 48.
Ansvarsfraskrivelse: Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.
