Category: Selenoproteiner

Posted on

Selenoprotein P – transportprotein og biomarkør for selenstatus

Selen og selenoproteiner er afgørende for menneskers sundhed [Rayman 2012]. Men selenindtaget fra fødevarer varierer betydeligt fra region til region i verden, afhængigt af hvor frugtbar eller udpint jorden og fødevarerne er.

Selenforsker Professor Urban Alehagen
Professor Urban Alehagen indså, at det lave selenindhold i jorden i Sverige og i store dele af Europa resulterer i et udbredt lavt selenindtag fra kosten og i selenmangel. I den svenske KiSel-10-undersøgelse var den gennemsnitlige selenkoncentration i serum ganske lav: 67 mkg/l.

For eksempel er udbredt sub-optimal selenstatus blevet rapporteret i hele Europa, Storbritannien og Mellemøsten [Stoffaneller & Morse 2015].  I modsætning hertil har jorden og fødevarerne i store dele af USA og Canada et meget højere selen-indhold, end det er tilfældet i Europa. Serum-selenniveauer hos amerikanske borgere er generelt over 120 mkg/l. I mange euro-pæiske lande er de tilsvarende selenniveauer i serum i gennem-snit 90 mkg/l [Alehagen 2016].

  • Det bedste estimat for en serum selenstatus, der er tilstrækkelig til et godt helbred, er omkring 125 mkg/l [Winther 2020, fig. 3].
  • Serum-selenniveauer under 70 mkg/l er tegn på selenmangel [Bomer 2020].
  • Serum-selenniveauer under 100 mkg/l er tegn på suboptimal selenstatus [Al-Mubarak 2021].
SELENOPROTEIN P SOM DET STØRSTE SELEN-TRANSPORTPROTEIN

Selen fra kosten indbygges i aminosyren selenocystein, som bliver en integreret bestanddel af 25 selenoproteiner. De bedst kendte selenoproteiner er glutathionperoxidaser, thioredoxinreduktaser og
iodthyronin deiodinase [Schomburg 2019].

Selenoprotein P er det mest fremtrædende selenoprotein i blodcirkulationen. Selenoprotein P dannes i leveren. Det formidler transporten af selen til de organer, der er vigtigst for overlevelse og reproduktion, f.eks. til hjernen og de endokrine kirtler. I tider med lav selenforsyning forsynes disse organer fortrinsvis [Schomburg 2022].

SELENOPROTEIN P SOM BIOMARKØR for SELENSTATUS

Selenoprotein P er også en funktionel biomarkør for selenstatus, i det mindste indtil selenoprotein P-niveauet når et plateau. Kliniske undersøgelser har vist  en tæt sammenhæng mellem lave cirkulerende selenoprotein P-niveauer og sundhedsrisici [Schomburg 2022].

  • I det svenske Malmö Preventive Project-kohortestudie fandt forskere, at selenoprotein P-mangel forudsagde en større risiko for hjerte-karsygdom og død [Schomburg 2019].
  • I det svenske SCAN-B-studie korrelerede tre komplementære biomarkører for serum-selenstatus – totalt serumselen, serum-selenoprotein P og serum-glutathionperoxidaseaktivitet – omvendt med dødelighed og med recidiv hos patienter diagnosticeret med brystkræft. Forudsigelsen af dødelighed baseret på alle tre biomarkører overgik forudsigelsen af dødelighed baseret på tumorstørrelse og karakteristika og antallet af påvirkede lymfeknuder [Demircan 2021].
  • I en tysk undersøgelse var lave totalt serum-selenniveauer og lave serumselenoprotein P-niveauer signifikant forbundet med dødelighedsrisiko fra COVID-19 [Moghaddam 2020].
  • I en svensk kohorteundersøgelse af akut hjertesvigt målte forskere plasma selenoprotein P-koncentrationer. De fandt, at hver standardafvigelsesstigning i plasmaselenoprotein P var forbundet med en reduceret risiko for 1) dårlig helbredsrelateret livskvalitet, 2) 30 dages genindlæggelse på hospitalet og 3) dødelighed [Jujic 2019].

Bemærk: Ovennævnte undersøgelser er udført i Sverige og Tyskland, lande med selenfattig jord og en utilstrækkelig selenindtagelse [Alehagen 2016; Muecke 2018].

TESTning af SELENSTATUS

Selenforskere har foreslået, at en trestrenget tilgang til at teste selenstatus er at foretrække frem for kun at teste den totale selenkoncentration i serum.

Disse forskere går videre og tester for koncentrationen af selenoprotein P i serum og for omfanget af glutathionperoxidase-aktivitet i serum. For eksempel korrelerede disse tre komplementære serum-selenstatus-biomarkører i SCAN-B-undersøgelsen omvendt med dødelighed og med recidiv (tilbagefald af sygdom) hos patienter diagnosticeret med brystkræft [Demircan 2021].

KONKLUSION: SELENOPROTEIN P SOM BIOMARKØR FOR LAV SELENSTATUS

Selenoprotein P er den primære transportør af selen til målorganerne i kroppen [Schomburg 2022].

Plasma- eller serumkoncentrationer af selenoprotein P er en nyttig biomarkør for selenstatus i befolkninger med et relativt lavt selenindtag, fordi selenoprotein P reagerer på forskellige kostformer af selen [Hurst 2010].

Den totale plasma/serumkoncentration af selen, der er nødvendig for, at selenoprotein P-aktivitet kan nå et plateau, anslås at være noget større end 125 mkg/l [Hurst 2010].

Hos personer med en lav til moderat selenstatus, dvs. mindre end 100 mkg/l, korrelerer serum-selenoprotein P-niveauerne tæt med selenindtagelse og selenstatus. Men når personerne når fuld selenstatus, ophører den lineære korrelation mellem serumselenstatus og serumselenoprotein P-niveauerne. Et mættet selenoprotein P-ekspressionsplateau strækker sig over selenindtags-niveauer fra ca. 100 til 300 mkg/dag [Schomburg 2022, fig. 6].

Bemærk, at EFSA har sat den tolerable øvre grænse for selenindtag til 255 mkg/dag [EFSA 2023].

Et supplerende selenindtag på 50 mkg/dag fra et selengærpræparat optimerede plasmaselenoprotein P-koncentrationerne hos raske britiske mænd og kvinder i alderen 50-64 år. Undersøgelsesdeltagerne havde et gennemsnitligt dagligt indtag på 55 mkg selen fra kosten og et totalt serum-selenniveau før tilskud på 95 mkg/l [Hurst 2010].

Kilder

Al-Mubarak AA, van der Meer P, Bomer N. Selenium, Selenoproteins, and Heart Failure: Current Knowledge and Future Perspective. Curr Heart Fail Rep. 2021 Jun;18(3):122-131.

Alehagen U, Johansson P, Björnstedt M, Rosén A, Post C, Aaseth J. Relatively high mortality risk in elderly Swedish subjects with low selenium status. Eur J Clin Nutr. 2016 Jan;70(1):91-6.

Bomer N, Grote Beverborg N, Hoes MF, Streng KW, Vermeer M, Dokter MM, IJmker J, Anker SD, Cleland JGF, Hillege HL, Lang CC, Ng LL, Samani NJ, Tromp J, van Veldhuisen DJ, Touw DJ, Voors AA, van der Meer P. Selenium and outcome in heart failure. Eur J Heart Fail. 2020 Aug;22(8):1415-1423.

Demircan K, Bengtsson Y, Sun Q, Brange A, Vallon-Christersson J, Rijntjes E, Malmberg M, Saal LH, Rydén L, Borg Å, Manjer J, Schomburg L. Serum selenium, selenoprotein P and glutathione peroxidase 3 as predictors of mortality and recurrence following breast cancer diagnosis: A multicentre cohort study. Redox Biol. 2021 Nov;47:102145.

EFSA Panel on Nutrition, Novel Foods and Food Allergens (NDA); Turck D, Bohn T, Castenmiller J, de Henauw S, Hirsch-Ernst KI, Knutsen HK, Maciuk A, Mangelsdorf I, McArdle HJ, Peláez C, Pentieva K, Siani A, Thies F, Tsabouri S, Vinceti M, Aggett P, Crous Bou M, Cubadda F, Ciccolallo L, de Sesmaisons Lecarré A, Fabiani L, Titz A, Naska A. Scientific opinion on the tolerable upper intake level for selenium. EFSA J. 2023 Jan 20;21(1):e07704.

Hurst R, Armah CN, Dainty JR, Hart DJ, Teucher B, Goldson AJ, Broadley MR, Motley AK, Fairweather-Tait SJ. Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Am J Clin Nutr. 2010 Apr;91(4):923-31.

Jujić A, Melander O, Bergmann A, Hartmann O, Nilsson PM, Bachus E, Struck J, Magnusson M. Selenoprotein P Deficiency and Risk of Mortality and Rehospitalization in Acute Heart Failure. J Am Coll Cardiol. 2019 Aug 20;74(7):1009-1011.

Moghaddam A, Heller RA, Sun Q, Seelig J, Cherkezov A, Seibert L, Hackler J, Seemann P, Diegmann J, Pilz M, Bachmann M, Minich WB, Schomburg L. Selenium deficiency is associated with mortality risk from COVID-19. Nutrients. 2020 Jul 16;12(7):2098.

Muecke R, Micke O, Schomburg L, Buentzel J, Kisters K, Adamietz IA; AKTE. Selenium in radiation oncology-15 years of experiences in Germany. Nutrients. 2018 Apr 13;10(4):483.

Rayman MP. Selenium and human health. Lancet. 2012 Mar 31;379(9822):1256-68.

Schomburg L. Selenoprotein P – Selenium transport protein, enzyme and biomarker of selenium status. Free Radic Biol Med. 2022 Oct;191:150-163.

Schomburg L, Orho-Melander M, Struck J, Bergmann A, Melander O. Selenoprotein-P Deficiency Predicts Cardiovascular Disease and Death. Nutrients. 2019 Aug 9;11(8):1852.

Stoffaneller R, Morse NL. A review of dietary selenium intake and selenium status in Europe and the Middle East. Nutrients. 2015 Feb 27;7(3):1494-537.

Winther KH, Rayman MP, Bonnema SJ, Hegedüs L. Selenium in thyroid disorders – essential knowledge for clinicians. Nat Rev Endocrinol. 2020 Mar;16(3):165-176.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Posted on

Regionale, aldersmæssige og kønsmæssige forskelle i serum-selenstatus

Grafisk afbildning af selenocystein
Selenocystein er den 21. aminosyre. Sporstoffet selen spiller en vigtig biologisk rolle i kroppen som en bestanddel af selenocystein. Selenocystein forekommer i mindst 25 selenoproteiner, herunder selenoprotein P og de forskellige glutathionperoxidaser, thioredoxinreduktaser og iodothyronin-deiodinaser.

Resultaterne af kliniske undersøgelser giver os et skøn over, hvad individets optimale serum- eller plasma-selenstatus er.

  • Plasma selenstatus under 100 mikrogram pr. liter – også udtrykt som 100 nanogram pr. milliliter – betragtes generelt som en suboptimal plasma-selenstatus [Hurst 2010].
  • Plasma-selenstatus på mindst 110 – 118 mikrogram pr. liter betragtes som nødvendigt for det optimale udtryk af selenoprotein P [Hurst 2010].
  • Letsiou et al. [2014] satte den nedre grænse for optimal selenoprotein P-aktivitet ved 120 mikrogram pr. liter eller højere.
  • En plasma-selenstatus på 120 til 170 mikrogram pr. liter anses for at være nødvendig for at nedsætte risikoen for prostatakræft [Hurst 2012].
  • Undersøgelser viser, at der er forskelle relateret til køn og alder i optagelsen og fordelingen af selen fra kosten og fra kosttilskud [Letsiou 2014; Galan 2005].

Bemærk: Mayo Medical Laboratories rapporterer, at serumkoncentrationer på 70 til 150 mikrogram pr. liter er referenceområde for voksne indbyggere i USA. Den gennemsnitlige serumkoncentration i befolkningen er 98 mikrogram pr. liter [Mayo], men husk, afhængigt af datainterval og -standardafvigelsen, er gennemsnittet ikke af så stor nytte. Det der er vigtigt, når det gælder USA er, at der er regionale forskelle i selenindtag og -status. Se herunder.

Selenindtag og selenstatus

De primære kilder til selen er kost og kosttilskud. Menneskets krop danner ikke selen. Det er svært at beregne præcist, hvor meget selen et individ får fra kosten. Det kan også være svært at vide præcis, hvor meget selen et individ optager fra et tilskud på grund af variationer i typen og formuleringen af præparaterne på markedet.

Det er derfor lettere for forskere at teste for sammenhæng mellem specifikke plasma- eller serumkoncentrationer og specifikke sundhedsfaktorer.

Kosttilskud med selengær bedst

Personer med lav selenstatus burde vælge et selen-gærtilskud – også kaldet tilskud baseret på selenberiget gær – med en dokumenteret stabil optagelighed på næsten 90% og en dokumenteret stabil tilbageholdelse på næsten 75% [Bügel]. En sammenlignende undersøgelse har vist, at tilskud med selenberiget gær nedsætter mængden af biomarkører for lipidperoxidering og oxidativ skade på DNA, mens et tilskud udelukkende baseret på selenomethionin ikke gør [Richie 2014].

Regionale variationer i selenindtag og -status

Nordamerika:

Der er både regioner med højt og lavt selenindhold. Følgende regioner har lavt indhold af selen i jorden og følgelig lavere seleniveauer i de fødevarer og foderafgrøder der dyrkes der [National Research Council]:

  • Stillehavet det nordvestlige USA
  • det nordøstlige USA
  • USAs sydatlantiske kyst
  • grænseegnen mellem Arizona og New Mexico
  • det nordlige og østlige Canada

Europa:

En systematisk gennemgang offentliggjort i 2015 konkluderede, at suboptimal selenstatus er udbredt i hele Europa, hvor folk i østeuropæiske lande generelt har et lavere selenindtag end folk i Vesteuropæiske lande. Denne konklusion om suboptimale selenintag i Europa omfatter befolkningen i Storbritannien, men ikke Finland, hvor et omfattende gødningsprogram med selen har øget det daglige indtag af selen [Stoffaneller & Morse 2015].

Mellemøsten:

Den systematiske gennemgang fra 2015 viser, at undersøgelser af selenindtag og status i mellemøstlige lande giver varierende resultater – på grund af forskelle i fødevareimportmønstre og forskelle i spisevaner – men afslører generelt også en suboptimal selenstatus i Mellemøsten [Stoffaneller & Morse 2015].

Resten af verden:

Store regioner i resten af verden synes også at have suboptimale seleniveauer i deres fødevareproduktion, men der er behov for yderligere kortlægning [Haug]:

  • Kina: I et bælte, der løber fra nordøst til det sydlige og centrale Kina
  • Afrika: Store regioner syd for Sahara
  • Australien: Både regioner med højt og lavt selenniveau
  • New Zealand: Regioner med lavt selen
  • Asien og Latinamerika: Suboptimalt selenindhold i fødevareproduktionen i mange lande, hvilket minder om situationen i store dele af Europa [Haug 2007]

Alder og køn kan påvirke den samlede selenstatus

Total selenstatus:

Forskere i en græsk undersøgelse grupperede resultaterne fra undersøgelsens deltagere i tertiler baseret på deres totale selenstatus. Selenindholdet i tre vigtige selenoproteiner steg fra den laveste til den højeste tertil for total selenstatus.

  • Glutathionperoxidase (GPx)
  • Selenoprotein (Sel-P)
  • Selenoalbumin (SeAlb)

Der var imidlertid kønsbestemte forskelle i selenfordelingen i den laveste selenstatus-tertil: Undergruppen med en selenstatus på under 73 mikrogram pr. liter. I den mellemste og højeste tertil var fordelingen til selenoproteinerne den samme for de mandlige og kvindelige undersøgelsesdeltagere [Letsiou 2014].

Specielt i den lave tertil-gruppe blev fordelingen af selen fortrinsvis distribueret til GPx selenoproteiner, men kun hos mænd. Forskerne spekulerede på, om denne kønsspecifikke fordeling kunne skyldes den forværrede kardiometabolske profil hos mænd eller endokrinologiske forskelle mellem kønnene [Letsiou 2014].

Det vides ikke, hvorfor mænd foretrækker at distribuere deres selen til GPx selenoproteiner, og kvinder foretrækker, i mindre grad, men signifikant, at distribuere selen til SeAlb selenoproteinerne. Variationerne i fordelingen af selen kan skyldes genetiske forskelle eller biokemiske og kliniske forskelle [Letsiou 2014].

Alder:

Det græske studie viste et signifikant fald i total selenstatus med stigende alder. Faldet i total selenstatus begyndte at sætte ind i 35-45 års  alderen.

Der var et kønsspecifikt aspekt i forholdet mellem alder og selenstatus. Hos mænd var der ikke et fald i GPx-niveauet svarende til faldet i den totale selenstatus. Hos kvinder var der et fald i GPx-niveauet parallelt med faldet i den totale selenstatus. Af uforklarlige årsager forsøger mænd, men ikke kvinder, at opretholde et passende GPx-niveau selv ved et faldende niveau af total selen med stigende alder [Letsiou 2014].

En italiensk undersøgelse viste, at det aldersrelaterede fald i selenstatus er særlig mærkbart hos mænd over 60 år [Morisi 1989].

Rygning:

Rygning var forbundet med en lavere total selenstatus, en lavere selen-GPx ratio og en lavere selen-Sel-P ratio, men kun hos mandlige undersøgelsesdeltagere. I det græske studie indtog mandlige rygere og mandlige ikke-rygere samme kost. Rygerene havde en højere grad af lav-intens systemisk inflammation i kroppen [Letsiou 2014].

Tilsvarende så man i den franske Su.Vi.Max. undersøgelse, at rygning var forbundet med lavere serum-seleniveauer [Galan 2005].

Fysisk aktivitet:

Der var også en kønsspecifik forskel i sammenhængen mellem selenstatus og fysisk aktivitet. Stillesiddende mænd havde et lille men signifikant – ca. 10% – fald i selenstatus sammenlignet med fysisk aktive mænd.

Stillesiddende og fysisk aktive kvinder viste derimod ensartede selenprofiler.

Der er fortsat et spørgsmål, hvorvidt alder og / eller overgangsalder kan komplicere sammenhængen mellem fysisk aktivitet og selenstatus [Letsiou 2014].

BMI (kropsmasseindeks):

Resultaterne af den græske undersøgelse viser, at det kun er hos mænd der er en kønsspecifik omvendt forbindelse mellem kropsmasseindeks og selenstatus. Dette omvendte forhold fortsætter, selv når forskerne kontrollerer variabler så som alder, højt blodtryk og højt blodsukker [Letsiou 2014].

Uddannelse:

Uddannelsesniveau er ikke blevet nøjere undersøgt, muligvis fordi uddannelsesniveauet selv kan være forbundet med effektændringsvariabler såsom kost, fysisk aktivitet og socialøkonomisk status.

Kost:

Effekten af kost er vanskelig at vurdere, fordi dataene er baseret på undersøgelsensdeltagernes egne rapporter; endvidere varierer selenindholdet i levnedsmidler fra region til region og fra sæson til sæson. Mænd spiser mere end kvinder, men deres samlede selenstatus stiger ikke i overensstemmelse hermed [Letsiou 2014].

Alkoholforbrug:

I den franske Su.Vi.Max.-undersøgelse var alkoholforbruget forbundet med højere serum-selenkoncentrationer [Galan 2005].

Konklusion

  • Niveauet af serum- eller plasmaselen er afhængig af kost og tilskud.
  • Fordelingen af selen til selenoproteiner varierer afhængig af niveauet af totalselen og af alder og køn.
  • Forholdet mellem totalselen og specifikke selenoproteiner kan igen være relevant for forståelsen af sammenhængen mellem selenstatus og forskellige sygdomme [Letsiou 2014].
  • Resultaterne af undersøgelsen om ernæringsmæssig forebyggelse af kræft (NPC) viser, at køn er en faktor som stærkt påvirker selentilskuds påvirkning af kræftforekomsten. F.eks. var risikoen for alle kræftformer forbundet med selentilskud signifikant negativt 0,67 hos mænd og positivt 1,20 for kvinder. Det vil sige at 33% færre mænd og 20% flere kvinder som tog selentilskud fik kræft sammenlignet med mænd og kvinder som fik placebo-tilskud [Vinceti 2018].
    Husk: Tre fjerdedele af deltagerene i NPC-undersøgelsen var mænd.

Tilfældig tildeling af undersøgelsesdeltagere til selentilskudsgruppen eller til placebo-kontrolgruppen samtidig med at man tog tilstrækkeligt mange prøver til at man reducerede risikoen for fejlkilder (confounding) eller påvirkning fra tilfældige udsving. Variabler så som alder, køn, fysisk aktivitet, rygning og alkoholbrug kan imidlertid tænkes at øge eller nedsætte effekten.

Der er altid de nagende spørgsmål:

  • Er der for meget heterogenitet i gruppen af undersøgelsesdeltagere som testes?
  • Kunne alder, køn, fysisk aktivitet osv. påvirke udfaldet?
  • Hvis undersøgelsen udføres primært med mænd, vil resultaterne kunne overføres til kvinder?
  • Hvis undersøgelsen udføres primært med midaldrende personer, vil resultaterne kunne overføres til ældre?

Den bedste ting at gøre – hvis finansieringen tillader det – er at inddrage tilstrækkeligt mange deltagere, således at undersøgelsen opnår styrken til at undersøge sammenhængene i undergrupper, der har at gøre med alder, køn, fysisk aktivitet osv.

 

Kilder

Bügel, S., Larsen, E. H., Sloth, J. J., Flytlie, K., Overvad, K., Steenberg, L. C., & Moesgaard, S. (2008). Absorption, excretion, and retention of selenium from a high selenium yeast in men with a high intake of selenium. Food & Nutrition Research, 52doi:10.3402/fnr.v52i0.1642

Galan, P., Viteri, F. E., Bertrais, S., Czernichow, S., Faure, H., Arnaud, J., & … Hercberg, S. (2005). Serum concentrations of beta-carotene, vitamins C and E, zinc and selenium are influenced by sex, age, diet, smoking status, alcohol consumption and corpulence in a general French adult population. European Journal of Clinical Nutrition, 59(10), 1181-1190.

Haug, A., Graham, R. D., Christophersen, O.A., & Lyons, G.H. (2007). How to use the world’s scarce selenium resources efficiently to increase the selenium concentration in food. Microb Ecol Health Dis., 19(4): 209–228. Published online 2007 Nov 27. doi:  10.1080/08910600701698986

Letsiou, S., Nomikos, T., Panagiotakos, D. B., Pergantis, S. A., Fragopoulou, E., Pitsavos, C., & … Antonopoulou, S. (2014). Gender-specific distribution of selenium to serum selenoproteins: associations with total selenium levels, age, smoking, body mass index, and physical activity. Biofactors (Oxford, England), 40(5), 524-535. doi:10.1002/biof.1176

Mayo Medical Laboratories. (2018).  Test ID: Selenium, Serum.  Mayo Clinic.  Retrieved from https://www.mayomedicallaboratories.com/test-catalog/Clinical+and+Interpretive/9765

Morisi G, Patriarca M, Marano G, Giampaoli S, Taggi F. Age and sex specific reference serum selenium levels estimated for the Italian population. Annali Dell’istituto Superiore Di Sanita [serial online]. 1989;25(3):393-403. Available from: MEDLINE with Full Text, Ipswich, MA. Accessed March 5, 2018.

National Research Council. (1983). Selenium in Nutrition: Revised Edition. Washington, DC: The National Academies Press. https://doi.org/10.17226/40.

Richie, J. J., Das, A., Calcagnotto, A. M., Sinha, R., Neidig, W., Liao, J., & … El-Bayoumy, K. (2014). Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: a randomized clinical trial. Cancer Prevention Research (Philadelphia, Pa.), 7(8), 796-804. doi:10.1158/1940-6207.CAPR-14-0042

Stoffaneller, R. & Morse, N. (2015). A review of dietary selenium intake and selenium status in Europe and the Middle East. Nutrients, 7(3): 1494–1537.

Vinceti, M., Filippini, T., Del Giovane, C., Dennert, G., Zwahlen, M., Brinkman, M., & … Crespi, C. M. (2018). Selenium for preventing cancer. The Cochrane Database Of Systematic Reviews, 1CD005195. doi:10.1002/14651858.CD005195.pub4

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Posted on

Selen, statiner og selenoproteiner

Øverste del af artikel fra tidsskriftet PLOS
Det er vigtigt at have en tilstrækkelig produktion af adskillige selenoproteiner – herunder de forskellige glutathionperoxidaser, thioredoxinreduktaser og selenoprotein P – for antioxidantforsvaret af cellerne. Professor Urban Alehagen og en gruppe svenske forskere observerede et signifikant nedsat antal dødsfald fra hjertesygdom i en 10-årig opfølgning af raske ældre deltagere, der i fire år havde fået en kombination af selengær- og coenzym Q10-tilskud.

I en nylig artikel på websiten q10facts.com har jeg skrevet et resumé af en artikel, hvor forskere diskuterer de forskellige måder, hvormed statinmedicin (statiner) kan øge patienternes risiko for åreforkalkning og hjertesvigt. Og jo, de japanske og ameri-kanske forskere siger, at statiner faktisk sænker kolesterol-tallet [Okuyama].

Men retningslinjerne for brug af statiner bør undersøges igen. Forskerne siger: Der har været en bemærkelsesværdig stigning i forekomsten af hjertesvigt i den samme periode, hvor man har anvendt statiner [Okuyama].

Endvidere kender man til mekanismer, hvorved statiner kan forårsage en stigning i forekomsten af åreforkalkning og hjertesvigt.

  • Statiner hæmmer kroppens produktion af coenzym Q10.
  • Statiner hæmmer indbygning af selen i antioxidant-selenoproteiner.
  • Statiner er forbundet med reducerede niveauer af enzymatiske antioxidanter.
  • Statiner hæmmer dannelse af vitamin K.

Statiner og nedsat produktion af selenoproteiner

I en artikel i Lancet bemærkede de tyske forskere, Dr. Moosmann og Dr. Behr, at indtagelse af statiner er forbundet med nogle usædvanlige bivirkninger, der har potentielt alvorlige konsekvenser.

Mere specifikt ligner mønsteret af negative bivirkninger forårsaget af statin-medicinering den patologi, der er forbundet med selenmangel. For eksempel ligner patologien forbundet med at tage statiner, den patologi, der er forbundet med dilateret kardiomyopati (hjertesvigt), som er observeret i den selenfattige region af Keshan-provinsen i Kina [Moosmann & Behr].

Lægerne Moosmann & Behr postulerer, at de negative virkninger af statiner på selenoproteindannelsen forklarer mange af de negative bivirkninger af statiner, f.eks. statin-induceret muskelsmerte og træthed.

Den statininducerede hæmning af selenoproteiner, såsom glutathion-peroxidase-antioxidant-enzymerne, resulterer i et forhøjet niveau af lipidperoxidation, hvilket er forbundet med øget risiko for åreforkalkning og hjertesvigt. Højere glutathionperoxidase-aktivitet i de røde blodlegemer er forbundet med en nedsat risiko for koronar hjertesygdom og med krisefri overlevelse i mere end fem år. Statininduceret nedsat glutathionperoxidase-aktivitet ville ikke være en god ting [Moosmann & Behr].

Bemærk: Flere af glutathionperoxidaser fungerer som antioxidant-enzymer, der neutraliserer skadelige, reaktive oxygenarter så som hydrogenperoxid og lipidhydroperoxiderne. Nedsat dannelse af disse antioxidant-enzymer betyder mere oxidativt stress og oxidative skader.

Desuden kan indtagelse af statiner resultere i nedsatte niveauer af kroppens produktion af antioxidant-enzymerne superoxid-dismutase og katalase, hvilket udgør en fare for immunsystemet [Moosmann & Behr].

Statiners skadelige virkning på mitokondrier

De polske forskere, lægerne Broniarek og Jarmuszkiewicz argumenterer for, at langvarig brug af statiner forringer mitokondriernes funktion. Den negative virkning af statiner på mitokondrier kan ses på følgende måder:

  • Unormal form af mitokondrier
  • Nedsat produktion af energi fra ATP
  • Nedsat potentiale (tænk: “spænding”) over mitokondrie-membraner
  • Aktiverede mitokondrielle signalveje for apoptose (programmeret celledød)

I overensstemmelse med de japanske og amerikanske forskere [Okuyama] og de tyske forskere [Moosmann & Behr] foreslår Dr. Broniarek og Dr. Jarmuszkiewicz, at en af de sandsynlige årsager til den statin-inducerede mitokondrielle dysfunktion er en hæmmet syntese af selenoproteiner.

Bemærk: Det er ikke en overdrivelse at sige, at mitokondrierne, de små bønneformede organeller inde i cellerne, spiller en liv-eller-død-rolle i menneskets celler. Helt enkelt formuleret omdanner mitokondrierne energien i fødevarer til kemisk energi i form af ATP, der er nødvendig for en bred vifte af cellulære, biologiske processer. Følgelig har organerne med de højeste energibehov, f.eks. hjertet, nyrerne og leveren tilsvarende flere mitokondrier. Fejlfungerende mitokondrier antages at være en faktor i udviklingen af neuro-degenerative sygdomme, hjertesygdom, kræft og diabetes.

Resumé: Statiner og selenoproteiner

De japanske og amerikanske forskere har fremlagt materiale der viser farmakologiske mekanismer samt dokumentation fra kliniske forsøg, der tyder på, at brugen af statiner er “ikke kun ineffektive i forebyggelse af koronar hjertesygdom, men er i stedet i stand til at øge hjertesygdom og hjertesvigt” Okuyama]. For lige at gentage, blandt de mekanismer, de oplister, er følgende:

  • Undertrykkelse af selenoproteinsyntese
  • Undertrykkelse af vitamin K syntese
  • Nedsat dannelse af coenzym Q10 og hæmoglobin A

Betydningen af en tilstrækkelig dannelse af selenoproteiner understreges af data fra KiSel-10-studiet, hvor et dagligt tilskud med en kombination af seleniumgær og coenzym Q10 havde betydelige sundhedsmæssige gevinster for ældre borgere der var 70-80 år studiets start [Alehagen]:

  • nedsat risiko for død af hjertesygdom
  • nedsat aldersrelateret svækkelse af hjertefunktionen
  • nedsat niveau af en biomarkør for risiko for hjertesvigt

 

Kilder

Alehagen, U., Johansson, P., Björnstedt, M., Rosén, A., & Dahlström, U. (2013). Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and coenzyme Q10 supplementation: a 5-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. International Journal of Cardiology, 167(5), 1860-1866.

Broniarek, I., & Jarmuszkiewicz, W. (2016). [Statins and mitochondria]. Postepy Biochemii, 62(2), 77-84.

Moosmann, B., & Behl, C. (2004). Selenoprotein synthesis and side-effects of statins. Lancet (London, England), 363(9412), 892-894.

Okuyama, H., Langsjoen, P. H., Hamazaki, T., Ogushi, Y., Hama, R., Kobayashi, T., & Uchino, H. (2015). Statins stimulate atherosclerosis and heart failure: pharmacological mechanisms. Expert Review of Clinical Pharmacology, 8(2), 189-199. doi:10.1586/17512433.2015.1011125

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Posted on

Selentilskud i Su.Vi.Max.-undersøgelsen

Illustration af apoptose og normal celledeling
Illustrationen ovenfor (A): Apoptose i normal celledeling med en beskadiget celle (2) og programmeret celledød (1). Nedenfor (B): Kræftceller der deler sig med uhindret dannelse af celler og stadig mere farlige celle-mutationer. Selentilskud kan hjælpe normale, raske voksne, som har et lavt selenniveau med at forebygge kræft, med en bedre skjoldbrusk-kirtelfunktion samt en bedre kognition.

Su.Vi.Max.-undersøgelsen – SUpplementation en VItamines et Minéraux AntioXydants – var et stort randomiseret, dobbeltblindet, placebokontrolleret studie udført med typisk fransk effektivitet. Selvom jeg har skrevet navnet på studiet på fransk, er der så mange engelske oversættelser, at jeg er sikker på at du kan læse studiets fulde navn.

Undersøgelsen var designet til at teste de sundhedsmæssige fordele af et dagligt tilskud med en række vitaminer og mineraler i en dosering (cirka en til tre gange den anbefalede daglige indtagelse). [Hercberg 1998]:

  • Selen, 100 mikrogram
  • Vitamin C, 120 mg
  • Vitamin E, 30 mg
  • Betacaroten, 6 mg
  • Zink, 20 mg

De franske forskere ønskede især at se effekten af det daglige tilskud over en lang periode, ca. 7,5 år fra 1994 til 2002 på forebyggelse af kræft og kardiovaskulær sygdom, som begge er blevet knyttet til oxidativt stress og oxidativ skade og derfor burde kunne påvirkes af tilskud med antioxidanter.

Selen som en antioxidantkomponent

I kroppen inkorporeres selen i selenoproteiner. Blandt de selenholdige proteiner er glutathionperoxidaser (GPx), som er en familie af antioxidanter, der neutraliserer hydrogenperoxid og forskellige hydroperoxid-radikaler. GPx-selenoproteinerne er blandt de vigtigste antioxidanter, der beskytter den menneskelige krop mod skader fra frie radikaler. Et andet selenholdigt protein med en vis antioxidantfunktion er Selenoprotein P (SEPP1) [Rayman 2012].

Ud over at reducere oxidativt stress er nogle selenoproteiner kendt for at nedsætte graden af inflammation [Rayman 2012]. Alt i alt var og er der god grund til at tro, at selentilskud til personer med lav selenstatus kan få reduceret hyppigheden af degenerative sygdomme og for tidlige dødsfald.

SU.VI.MAX. = En stor undersøgelse af selen og andre antioxidanter

Forskerne indskrev 12.741 voksne undersøgelsesdeltagere, både kvinder i alderen 35 til 60 år og mænd i alderen 45 til 60 år. Der blev ialt indskrevet 7713 kvinder og 5028 mænd [Ezzedine 2010]. Denne store undersøgelsesgruppe blev udtrukket til at repræsentere den generelle voksne befolkning i Frankrig, til at repræsentere alle voksne i alle helbredstilstande og ikke udelukkende repræsentere højrisiko-personer [Hercberg 1998]. Som sådan skulle resultaterne fra Su.Vi. Max.-undersøgelsen være anvendelige for voksne i alle vestlige, industrialiserede lande.

Den tilfældige tildeling af personer til en aktiv behandlingsgruppe (som fik daglige kosttilskud) eller til en kontrolgruppe (som fik daglige placebo-tilskud) var for at sikre, at den eneste reelle forskel mellem de to testgrupper så vidt muligt var tilførslen eller ikke-tilførslen af selen og andre antioxidanter. Forskerne ønskede at sikre, at forskelle i resultater mellem de to grupper ville være resultatet af selve tilskuddet og ikke resultatet af forskellige variabler så som alder, køn, kost, motion eller sygdomstilstand.

Undersøgelsen var dobbeltblindet, så resultatet ikke blev påvirket af forskernes eller deltagernes forventninger. Anvendelsen af en kontrolgruppe var selvfølgelig beregnet til at danne grundlag for sammenligning af resultaterne af at tage daglige selen- og antioxidanttilskud i en længere periode.

Interessante resultater fra Su.Vi.Max. -undersøgelsen af selen og antioxidanter

Efter at have indsamlet data fra Su.Vi.Max.-deltagerne i næsten 8 år offentliggjorde forskerne deres resultater:

Serum selenniveauer

Undersøgelsesdeltagernes indhold af antioxidanter i blodet (serum) blev påvirket af sådanne variabler som alder, alkoholforbrug, kropsvægt, kost, køn og tobaksrygning [Galan 2005].

Selen og kræft

Det daglige tilskud af selen og andre antioxidanter i 7,5 år sænkede det totale antal kræfttilfælde samt dødsfald af alle årsager hos mænd, men ikke hos kvinder [Hercberg 2004].

Selen og aldring

Resultaterne fra en opfølgende Su.Vi.Max 2-undersøgelse, der vurderede omfanget af sund aldring i en undergruppe af den oprindelige kohorte i årene 2007-2009 viste, at Su.Vi.Max.-tilskuddet var forbundet med en større andel af sund aldring blandt mændene, men ikke blandt kvinderne og dermed ikke i undergruppen som helhed [Assmann 2015].

Forskelle relateret til køn som følge af selen

Disse kønsdifferentierede resultater fra Su.Vi.Max.-undersøgelsen var blandt de første indikationer på en mulig kønsrelateret forskel som følge af selentilskud.

Interessant nok viste den niårige længdesnits-EVA-undersøgelse (Epidemiology of Vascular Aging) i Frankrig en højere selenkoncentration i plasma, som var forbundet med en marginalt signifikant nedsat risiko for dysglykæmi (insulinresistens eller diabetes) hos mænd, men ikke hos kvinder [Akbaraly 2010]. Vi vil gerne se flere undersøgelser af kønsforskelle som følge af selenindtagelse.

Selen og præventionsbehandling og alder

Blandt kvinder viste resultaterne fra Su.Vi.Max.-undersøgelsen signifikante forskelle i koncentrationerne af serumselen i forhold til præventionsbehandling og alder [Arnaud 2007]. Øgede selenkoncentrationer var forbundet med en forøget mængde serumlipider og / eller nedsat blødning.

Selen og kognitiv funktion

Yderligere opfølgning viste, at de undersøgelsesdeltagere, som havde fået de aktive tilskud i form af selen og antioxidanter, havde en bedre score for episodisk hukommelse og verbal hukommelse samt bedre eksekutive funktioner. Imidlertid blev forbedringen i verbal hukommelse kun set hos ikke-rygerne [Kesse-Guyot 2011].

Selen og metabolisk syndrom og glukoseniveauer

7,5 år med et dagligt tilskud af selen og andre antioxidanter i fysiologiske doser påvirker ikke risikoen for metabolisk syndrom. Tilskuddet havde hverken en gavnlig eller en skadelig virkning på metabolisk syndrom [Czernichow 2009].

Metabolisk syndrom er paraplybetegnelse for en gruppe faktorer, der øger risikoen for hjertesygdom, slagtilfælde og diabetes, så konstateringen af at der ikke er nogen skadelig virkning af tilskuddet, er et godt resultat.

Tilsvarende havde 7,5 år med et dagligt tilskud med 100 mikrogram selen ingen effekt på fastesukkeret i plasma hos hverken mænd eller kvinder [Czernichow 2006].

Selen og skjoldbruskkirtelfunktionen

Resultaterne fra Su.Vi.Max. tyder på, at selen kan beskytte mod struma, og at selen også kan beskytte mod autoimmun sygdom i skjoldbruskkirtlen [Derumeaux 2003].

Konklusioner fra Su.Vi.Max.-undersøgelsen 

Professor Serge Hercberg konkluderede, at sundhedsfordelene ved et dagligt kosttilskud med selen og antioxidanter afhænger af følgende faktorer [Hercberg 2006]:

  • Doseringerne (kostmæssige versus farmakologiske)
  • Undersøgelsesdeltagere niveau af antioxidanter ved undersøgelsesstart
  • Undersøgelsesdeltagernes køn
  • Undersøgelsesdeltagernes kostvaner
  • Undersøgelsesdeltagernes sundhedstilstand

Et dagligt tilskud med selen og andre antioxidanter over en længere periode har gavnlige virkninger på kræftforebyggelse og sund aldring hos mænd (men ikke hos kvinder) samt gavnlige virkninger på skjoldbruskkirtelfunktion og den kognitive funktion hos både mænd og kvinder. Der var ingen virkning, hverken gavnlig eller skadelig, på nogen aspekter af metabolisk syndrom, herunder plasmaglukoseniveauer.

Kilder

Akbaraly,T.N., Arnaud,J., Rayman,M.P., Hininger-Favier, J., Roussel, A.M., Berr, C., & Fontbonne, A.
Plasma selenium and risk of dysglycemia in an elderly French population: Results from the prospective Epidemiology of Vascular Ageing Study. Nutr Metab. 2010;7(21).

Arnaud, J., Arnault, N., Roussel, A., Bertrais, S., Ruffieux, D., Galan, P., & Hercberg, S. (2007). Relationships between selenium, lipids, iron status and hormonal therapy in women of the SU.VI.M.AX cohort. Journal of Trace Elements in Medicine and Biology, 21 Suppl 166-69.

Assmann, K. E., Andreeva, V. A., Jeandel, C., Hercberg, S., Galan, P., & Kesse-Guyot, E. (2015). Healthy Aging 5 Years After a Period of Daily Supplementation with Antioxidant Nutrients: A Post Hoc Analysis of the French Randomized Trial SU.VI.MAX. American Journal of Epidemiology, 182(8), 694-704.

Czernichow, S., Vergnaud, A., Galan, P., Arnaud, J., Favier, A., Faure, H., & Ahluwalia, N. (2009). Effects of long-term antioxidant supplementation and association of serum antioxidant concentrations with risk of metabolic syndrome in adults. The American Journal of Clinical Nutrition, 90(2), 329-335.

Czernichow, S., Couthouis, A., Bertrais, S., Vergnaud, A., Dauchet, L., Galan, P., & Hercberg, S. (2006). Antioxidant supplementation does not affect fasting plasma glucose in the Supplementation with Antioxidant Vitamins and Minerals (SU.VI.MAX) study in France: association with dietary intake and plasma concentrations. The American Journal of Clinical Nutrition, 84(2), 395-399.

Derumeaux, H., Valeix, P., Castetbon, K., Bensimon, M., Boutron-Ruault, M., Arnaud, J., & Hercberg, S. (2003). Association of selenium with thyroid volume and echostructure in 35- to 60-year-old French adults. European Journal of Endocrinology, 148(3), 309-315.

Ezzedine, K., Latreille, J., Kesse-Guyot, E., Galan, P., Hercberg, S., Guinot, C., & Malvy, D. (2010). Incidence of skin cancers during 5-year follow-up after stopping antioxidant vitamins and mineral supplementation. European Journal of Cancer (Oxford, England: 1990), 46(18), 3316-3322.

Galan, P., Viteri, F. E., Bertrais, S., Czernichow, S., Faure, H., Arnaud, J., & … Hercberg, S. (2005). Serum concentrations of beta-carotene, vitamins C and E, zinc and selenium are influenced by sex, age, diet, smoking status, alcohol consumption and corpulence in a general French adult population. European Journal of Clinical Nutrition, 59(10), 1181-1190.

Hercberg, S. (2006). [The SU.VI.MAX study, a randomized, placebo-controlled trial on the effects of antioxidant vitamins and minerals on health]. Annales Pharmaceutiques Francaises, 64(6), 397-401.

Hercberg, S., Galan, P., Preziosi, P., Bertrais, S., Mennen, L., Malvy, D., & … Briançon, S. (2004). The SU.VI.MAX Study: a randomized, placebo-controlled trial of the health effects of antioxidant vitamins and minerals. Archives Of Internal Medicine, 164(21), 2335-2342.

Hercberg, S., Galan, P., Preziosi, P., Roussel, A. M., Arnaud, J., Richard, M. J., & … Favier, A. (1998). Background and rationale behind the SU.VI.MAX Study, a prevention trial using nutritional doses of a combination of antioxidant vitamins and minerals to reduce cardiovascular diseases and cancers. SUpplementation en VItamines et Minéraux AntioXydants Study. International Journal for Vitamin and Nutrition Research, 68(1), 3-20.

Kesse-Guyot, E., Fezeu, L., Jeandel, C., Ferry, M., Andreeva, V., Amieva, H., & … Galan, P. (2011). French adults’ cognitive performance after daily supplementation with antioxidant vitamins and minerals at nutritional doses: a post hoc analysis of the Supplementation in Vitamins and Mineral Antioxidants (SU.VI.MAX) trial. The American Journal of Clinical Nutrition, 94(3), 892-899.

Rayman, M. P. (2012). Selenium and human health. Lancet (London, England), 379(9822), 1256-1268.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Posted on

Hvor meget selen dagligt?

Asiatisk kvinde
Ja, et godt helbred afhænger af gode gener. Men det afhænger også af en god kost, god motion, god søvn og et passende indtag af essentielle næringsstoffer som f.eks. selen og coenzym Q10.

Den passende daglige dosering af selen til normale mennesker? Normale mennesker? Hvor mange af os er omtrent normale? 68 procent af os, måske? Ja, vi mennesker er mere ens på mange måder end vi er forskellige. Imidlertid er der en betydelig biokemisk variation blandt os mennesker. Så det er svært at sige, hvem der er gennemsnitlig og normal og derefter foreslå en ideel daglig dosis selen.

Hvad siger tallene fra selenestudier?
Lad os se på tallene fra den offentliggjorte forskning og se, om vi kan få mening ud af dem. Husk: Vi mennesker har brug for tilstrækkelige selenkoncentrationer i vores plama for at opnå en optimal antioxidant- antiviral- og anti-kræftfremkaldende beskyttelse [Schrauzer 2009].

Det formodede, gavnlige område for plasma-selenniveauet
Hurst og Fairweather-Tait og kolleger, forskere fra Norwich Medical School, University of East Anglia, i Storbritannien har peget på, at det “formodede gavnlige område” ligger mellem 120 og 150 nanogram selen per milliliter plasma [Hurst 2010].

Dette giver os et udgangspunkt. Hvordan holder vi vores plasma-selensstatus på det niveau?

I 2010 rapporterede Hurst og Fairweather-Tait og deres kolleger om  resultaterne fra et randomiseret, kontrolleret forsøg med et gær-selenpræparat til raske, britiske mænd og kvinder i alderen 50-64 år. Den gennemsnitlige koncentration af plasmaselen hos undersøgelsesdeltagerne ved forsøgets start var 95,7 nanogram per milliliter, klart under det foreslåede gavnlige område.

Ti uger med et dagligt tilskud på 50 milligram selen fra en selengærtablet øgede deltagernes plasma-selenkoncentrationer til et gennemsnit på 118,3 nanogram per milliliter.

Ti uger med et dagligt tilskud på 100 milligram selen fra en selengærtablet øgede deltagernes plasma-selenkoncentrationer til et gennemsnit på 152,0 nanogram per milliliter.

Den daglige selengærtablet med 50 milligram selen bragte deltagernes selenniveau op til den nedre grænse for det formodede gavnlige område. Den daglige selengærtablet med 100 mikrogram selen bragte deltagernes selenniveau op til den øvre grænse for det formodede gavnlige område.

Men vær opmærksom på, at disse resultater som Hurst, Fairweather-Tait og kolleger rapporterede, blev opnået af mænd og kvinder i alderen 50-64 år af kaukasisk afstamning, som havde en klart, lav plasma-selenkoncentration ved undersøgelsens start. Vi bør være forsigtige med at generalisere ud fra denne ret homogene gruppe i forhold til langt mere forskellige befolkningsgrupper.

Plasma-seleniveauer og risiko for prostatakræft
I 2012 offentliggjorde Hurst og Fairweather-Tait og deres kolleger resultaterne af en systematisk gennemgang og meta-analyse af forskningsresultater fra randomiserede kontrollerede forsøg, case-control-studier og prospektive kohortestudier. Alt i alt gennemgik de 12 studier med i alt 13.254 deltagere.

Deres meta-analyse viste, at plasma-selenkoncentrationer i området fra 120 nanogram per milliliter op til 170 nanogram per milliliter var forbundet med en nedsat risiko for prostatakræft [Hurst 2012]. Det er brugbare oplysninger.

Plasma-selenoprotein-niveauer
Selen udfører sine biologiske funktioner primært som en bestanddel af aminosyren selenocystein. Selenocystein er til gengæld en bestanddel af 25 selenoproteiner. Blandt de bedre kendte selenoproteiner er glutathionperoxidaser, thioredoxinreduktaser, iodothyronin-deiodinaser samt selenoprotein P.

Nu undrer du dig måske over, hvorfor vi er så optaget af plasma-seleniveauer? Ville det ikke være bedre at se på plasmaniveauerne af nogle af de helt vigtige selenoproteiner? Hvad viser undersøgelserne?

Plasma- og blodpladeniveauer af glutathionperoxidase
Hurst, Fairweather-Tait og kolleger giver os nogle tal, som vi kan se på. For eksempel viste de i deres randomiserede, kontrollerede forsøg med tilskud af selengær til raske, britiske mænd og kvinder i alderen 50-64 år, at doser på 50, 100 og 200 mikrogram pr. dag ikke signifikant ændrede niveauet af plasma-glutathionperoxidase eller blodplade-glutathionperoxidase.

Selv hos deltagere med et ret lavt gennemsnitligt niveau ved undersøgelsens start (95,7 nanogram per milliliter) var plasma-glutathionperoxidase og blodplade-peroxidase ikke følsomme nok som markører for kroppens selenstatus.

Baggrundsnotat: Glutathionperoxidase er navnet på en hel familie af antioxidant-enzymer, der beskytter celler og væv mod oxidative skader forårsaget af skadelige frie radikaler. Glutathionperoxidase udgør normalt 10 til 30 procent af den samlede mængde selen i plasma.

Husk: Selen flyder ikke rundt i kroppen som et enkelt grundstof; det findes næsten overalt i kroppen som en bestanddel af et selenoprotein.

Optimal glutathionperoxidaseaktivitet ser ud til at nå et plateau ved plasmakoncentrationer omkring 70 – 90 nanogram per milliliter. Det vil sige, at  plasma-glutathionperoxidase synes at nå sin optimale aktivitet ved et niveau lavere end de niveauer, der menes at korrelere med en nedsat kræftrisiko [Hurst 2010]. Hverken plasma- eller blodplade-glutathionperoxidasestatus er følsom nok til at fungere som markør for en tilstrækkelig selenindtagelse og et tilstrækkeligt selenniveau.

Plasmaniveauer af selenoprotein P
Selenoprotein P er det mest almindelige selenoprotein i plasma som tegner sig for ca. 25% – 50% af den samlede selenmængde i plasma. Det er særligt rigt på selenocystein, den 21. aminosyre, der udgør en vital komponent i selenoproteinerne. Selenoprotein P fungerer som en antioxidant, men har også andre biologiske funktioner.

Koncentrationen af plasma-selenoprotein P er uden tvivl et bedre indeks for kroppens selenstatus end glutathionperoxidase, fordi glutathionperoxidaseaktiviteten når optimale niveauer ved lavere plasmakoncentrationer.

Plasma selenoprotein P koncentrationer
Hurst-undersøgelsen – husk data fra undersøgelsens deltagere – viste plasmakoncentrationer af selenoprotein P, der begyndte at stabilisere sig ved et niveau på 110-118 nanogram pr. milliliter.

Sammenlign med plasma-glutathionperoxidase-aktiviteten som synes at stabilisere sig ved 90 nanogram per milliliter [Duffield 1999].

NB: Mange faktorer påvirker selenstatus
Husk at det er svært at specificere, hvilke doser daglig selen, der vil resultere i hvilke gavnlige niveauer af plasma- (eller serum)-selen for alle individer. Der er simpelthen for mange faktorer, der påvirker optagelsen af selen fra vores mad og vores selentilskud.

Kostfaktorer der hæmmer selenoptagelsen
Nogle mineraler og andre kostkomponenter kan hæmme optagelsen af selen. Schrauzer identificerede en lang liste over mineraler og tungmetaller i fødevarer og vand som vil interagere med selen, hvoraf mange af dem er selen-antagonister. Når selen binder sig til tungmetaller, f.eks. kviksølv eller cadmium opnås en gavnlig afgiftning. Imidlertid vil selenets binding til andre grundstoffer resultere i et lavere reservoir af selen til fysiologiske formål [Schrauzer].

Biokemiske forskelle der påvirker selenoptagelsen
Evnen til at optage selen fra fordøjelsessystemet varierer fra individ til individ. For eksempel er der nogle tegn på, at kroppens respons på selenindtagelse kan variere afhængigt af køn [Ogawa-Wong]. Alder kan også spille en rolle for kroppens respons på selenindtagelse [Thompson].

Mange selenundersøgelser er blevet udført med overvejende kaukasiske deltagere fra USA og Europa. Vi har brug for at kende andre befolkningsgruppers respons på selentilskud.

Selentilskud, formuleringer og optagelse
Forskellige formuleringer af selentilskud kan have stor indflydelse på den hastighed hvormed og i hvilken udstrækning tilskuddet ændrer plasma-seleniveauet. På nuværende tidspunkt er den bedste formulering til nedsættelse af kræftrisikoen, en organisk selengær.

Tilskud baseret på selengær synes at optages bedre og blive længere i kroppen end tilskud baseret på syntetisk L-selenomethionin og uorganisk natriumselenit [Bügel; Larsen].

Hvad kan vi gøre med disse tal?
For dem, der ikke ved, hvor meget selen vi får i vores mad, er det måske et godt sted at starte at få målt selenindholdet i plasma eller serum? Når vi har en ide om vores plasma-selenstatus, kan vi overveje, hvor stort et selentilskud vi mener, vi har brug for: 50 eller 100 mikrogram om dagen?

Kombinationen af selengær-tabletter og coenzym Q10-kapsler
En sidste tanke: Det er også værd at nævne, at der eksisterer et særligt indbyrdes forhold mellem mikronæringsstoffet selen og det biologiske næringsstof coenzym Q10. Taget i kombination synes de to tilskud at give et bedre sundhedsmæssigt resultat [Alehagen].

 

Kilder

Alehagen, U., & Aaseth, J. (2015). Selenium and coenzyme Q10 interrelationship in cardiovascular diseases–A clinician’s point of view. Journal of Trace Elements in Medicine and Biology, 31157-162.

Alfthan G., Aro A., Arvilommi H., Huttunen J.K. (1991). Selenium metabolism and platelet glutathione peroxidase activity in healthy Finnish men: Effects of selenium yeast, selenite, and selenate. Am. J. Clin. Nutr. 53:120–125.

Bügel, S., Larsen, E. H., Sloth, J. J., Flytlie, K., Overvad, K., Steenberg, L. C., & Moesgaard, S. (2008). Absorption, excretion, and retention of selenium from a high selenium yeast in men with a high intake of selenium. Food & Nutrition Research, 52doi:10.3402/fnr.v52i0.1642.

Duffield A.J., Thomson C.D., Hill K.E., Williams S.  (1999). An estimation of selenium requirements for New Zealanders. Am. J. Clin. Nutr. 70:896–903.

Duffield, A. J., Thomson, C. D., Hill, K. E., & Williams, S. (1999). An estimation of selenium requirements for New Zealanders. The American Journal Of Clinical Nutrition, 70(5), 896-903.

Hurst, R., Hooper, L., Norat, T., Lau, R., Aune, D., Greenwood, D. C., & Fairweather-Tait, S. J. (2012). Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. The American Journal of Clinical Nutrition, 96(1), 111-122.

Hurst, R., Armah, C. N., Dainty, J. R., Hart, D. J., Teucher, B., Goldson, A. J., & Fairweather-Tait, S. J. (2010). Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. The American Journal of Clinical Nutrition, 91(4), 923-931.

Larsen, E. H., Hansen, M., Paulin, H., Moesgaard, S., Reid, M., & Rayman, M. (2004). Speciation and bioavailability of selenium in yeast-based intervention agents used in cancer chemoprevention studies. Journal Of AOAC International, 87(1), 225-232.

Ogawa-Wong, A. N., Berry, M. J., & Seale, L. A. (2016). Selenium and Metabolic Disorders: An Emphasis on Type 2 Diabetes Risk. Nutrients, 8(2), 80.

Schrauzer, G. N. (2009). Selenium and selenium-antagonistic elements in nutritional cancer prevention. Critical Reviews in Biotechnology, 29(1), 10-17.

Thompson, P. A., Ashbeck, E. L., Roe, D. J., Fales, L., Buckmeier, J., Wang, F., & Lance, P. (2016). Selenium Supplementation for Prevention of Colorectal Adenomas and Risk of Associated Type 2 Diabetes. Journal of The National Cancer Institute, 108(12),

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Posted on

Den daglige selenindtagelse

Kvinde sier ris
Indtaget af den daglige mængde selen fra kosten varierer betydeligt fra person til person og fra region til region. Selentilskud er nødvendigt for at hæve selenniveauet tilstrækkeligt til at forhindre oxidativ beskadigelse af cellerne, forbedre immunsystemets funktion og for at reducere risikoen for kræft og hjertesygdom.

Hvor meget selen fra mad og kosttilskud har vi brug for om dagen? Hvilke bio-markører for optimal selenstatus er de bedste til at besvare disse spørgsmål? Dr. Rachel Hurst og Dr. Susan J. Fairweather-Tait fra Norwich Medical School i Storbritannien og deres kolleger satte sig for at finde  nogle svar. Den måde de designede deres undersøgelse på er meget interessant.

De indskrev 119 raske, britiske mænd og kvinder i alderen 50 – 64 år i et randomiseret, dobbelt-blindet, placebokontrolleret studie, der varede 12 uger [Hurst]. De udelukkede følgende personer fra undersøgelsen:

  • rygere
  • overvægtige
  • personer der allerede havde et højt niveau af plasma-selen
  • personer med længerevarende sygdomme
  • personer der tog forskellige former for medicin
  • personer der var uvillige til at ophøre med at tage vitaminer og urtepræparater mindst en måned før starten af undersøgelsen

De 119 deltagere i undersøgelsen fik enten placebo eller en af de følgende behandlinger:

  • selenberigede gærtabletter med 50, 100 eller 200 mikrogram patenteret, organisk selen (SelenoPrecise® leveret af Pharma Nord, Danmark)
  • selenberigede løg-måltider som gav, hvad der svarede til 50 mikrogram selen om dagen
  • ikke-berigede løg-måltider som gav mindre end 4 mikrogram selen om dagen

Målinger af selen
Husk: Selen er et sporstof. Vi måler indtagelsen i mikrogram per dag, ikke i milligram. Vi måler selenstatus i plasma og serum i form af mikrogram per liter (eller tilsvarende i nanogram per milliliter). Selen i tånegle eller hår måler vi i mikrogram per gram.

Resultater fra Hurst-studiet af selenstatus
Ved undersøgelsens start havde deltagernes selenkoncentration i plasma en middelværdi på 95,7 mikrogram per liter med en standardafvigelse på 11,5 mikrogram per liter. Det betyder, at omkring 68 procent af undersøgelsens deltagere havde selenkoncentrationer i plasma, der varierede mellem 84,2 og 107,2 mikrogram per liter. Groft regnet havde 95 procent af undersøgelsens deltagere selenkoncentrationer i plasma, der varierede mellem 72,7 og 118,7 mikrogram per liter.

Sådanne gennemsnitlige koncentrationer af selen i plasma er noget højere, end der kan forventes i hele Storbritannien, som er almindeligt kendt for at være en af verdens selenfattige regioner.

Bemærk venligst: 95,7 mikrogram per liter er den samme koncentration som 95,7 nanogram per milliliter (nanogram er mikrogram divideret med 1000, milliliter er liter divideret med 1000). Du kan støde på nanogram per milliliter, når du læser forskningsrapporter.

Efter 10 ugers tilskud steg Hurst-studiets deltagernes plasma-selenkoncentrationer betydeligt fra deres begyndelsesniveau til følgende niveauer:

  • 118.3 +/- 13.1 mikrogram per liter for deltagere der tog 50 mikrogram selen dagligt
  • 152.0 +/- 24.3 mikrogram per liter for deltagere der tog 100 mikrogram selen dagligt
  • 177.4 +/- 26.3 mikrogram per liter for deltagere der tog 200 mikrogram selen dagligt

Hvad skete der efter 10 uger med selentilskud?
Aktiviteten af plasma-glutathionperoxidase ændrede sig ikke væsentligt.

Baggrundsnotat: Glutathionperoxidaser (forkortet: GPx) er selenoproteiner. De er enzymer, hvis primære biologiske funktion synes at være at tjene som antioxidanter og forhindre oxidative skader forårsaget af skadelige frie radikaler.

Faktisk forventede forskerne ikke, at niveauerne af plasma-glutathionperoxidase ville ændres, fordi det område, hvor plasma-glutathionaktiviteten synes at nå dets optimale niveau, menes at ligge mellem 70 og 90 mikrogram per liter. Deltagerne i undersøgelsen, de fleste af dem, var allerede på dette niveau eller over det, da de begyndte at tage selentilskud.

Aktiviteten af glutathionperoxidase i blodplader ændrede sig ikke væsentligt som følge af de forskellige doseringer eller nogen af de forskellige selenformer fra kosten.

Igen forventede forskerne ikke at se en markant reaktion i aktiviteten af glutathionperoxidase i blodpladerne – som betragtes som en mere følsom markør for selenstatus end aktiviteten af glutathionperoxidase i plasma – fordi den gennemsnitlige plasma-selenkoncentration på 95,7 mikrogram per liter ved undersøgelsens start var inden for de formodede grænseværdier for glutathionperoxidase-koncentrationer i blodplader: 80 – 120 mikrogram per liter.

Niveauerne af Selenoprotein P steg faktisk betydeligt i alle interventionerne med organisk højdoseret selen.

Forskernes konklusion: Plasma-selenoprotein P er en mere anvendelig bio-markør for selenstatus, i det mindste i befolkningsgrupper med en relativt lav selenstatus (defineret som mindre end 100 mikrogram per liter), fordi selenoprotein P responderer bedre på forskellige former for selen i kosten end glutathionperoxidase gør.

Baggrundsnotat: Selen fra tilskud flyder ikke rundt i plasma eller i kroppens væv som et isoleret grundstof. Det indbygges i aminosyrerne selenomethionin og selenocystein. Aminosyren selenocystein er således en afgørende vigtig del af de biologisk aktive selenoproteiner.

Selenoprotein P (forkortet: SePP) er det mest udbredte selenoprotein i blodet hos mennesker. Det udgør ca. 25-50% af den totale mængde plasmaselen. Glutathionperoxidaser er de næstmest udbredte selenoproteiner i blodet, som typisk udgør ca. 10-30% af den totale mængde plasmaselen. Ud over dets antioxidantfunktion som beskytter cellerne mod oxidativ skade, har selenoprotein P også andre vigtige biologiske funktioner [Hurst]:

  • Reducerer risikoen for sygdom og død forårsaget af infektioner
  • Reducerer risikoen for at dø af visse kræftformer
  • Bidrager til at opretholde cellehomeostasen

Selenindtag og selenstatus
Dr. Hurst og Dr. Fairweather-Tait og deres kolleger skønnede, at den almindelige selenindtagelse hos undersøgelsens deltagere lå på omkring 55 mikrogram om dagen. Selvfølgelig er der en anseelig variation i selenindtagelsen i den generelle befolkning.

Men under forudsætning af en gennemsnitlig daglig indtagelse på 55 mikrogram fra kosten, så vil et mindste tilskud på 50 – 100 mikrogram dagligt være nødvendigt for at optimere koncentrationen af plasma-selenoprotein P i mennesker, der biokemisk svarer til deltagerene i Hurst/Fairweather-Tait-undersøgelsen.

Behov for forskning i selentilskud
Hurst / Fairweather-Tait-undersøgelsen har behov for at blive gentaget i forsøg med den samme forsøgsopstilling, men også i forsøg med andre forsøgsopstillinger. Vi har brug for at se, hvor meget stigningerne i selenstatus varierer med forskellige typer af selentilskud og med forskellige undersøgelsesdeltagere (herunder forskelle i deres alder, køn og etniske baggrund). Vi har brug for mere evidens for at etablere sammenhængen mellem plasma-selenstatus og risikoen for forekomst og dødelighed af kræft, hvilket er det, der interesserer os mest i relation til selenindtagelse.

Selen kosttilskud og kræftrisiko
Vi ved fra randomiserede, kontrollerede forsøg, at tilskud af præparater med organisk højtberiget selengær er forbundet med en væsentlig reduktion af kræftrisikoen [Blot, Clark, Yu]. Derudover ved vi, at tilskud af præparater med organisk højtberiget selengær har vist sig at reducere risikoen for tilbagevendende adenomer (polypper) i tyktarmen som er forstadier til kræft [Bonelli].

Kosttilskud med selen og risiko for hjertesygdom
Derudover har tilskud med en kombination af den samme organiske højtberigede selengær og et patenteret Coenzym Q10-præparat signifikant nedsat risikoen for at dø af hjertesygdom [Alehagen].

 

Kilder

Alehagen, U., Aaseth, J., & Johansson, P. (2015). Reduced Cardiovascular Mortality 10 Years after Supplementation with Selenium and Coenzyme Q10 for Four Years: Follow-Up Results of a Prospective Randomized Double-Blind Placebo-Controlled Trial in Elderly Citizens. Plos One, 10(12), e0141641.

Blot, W.J., Li, J.Y., Taylor, P.R., Guo, W., Dawsey, S., Wang, G.Q., Yang, C.S., Zheng, S.F., Gail, M., Li, G.Y. (1993).  Nutrition intervention trials in Linxian, China: supplementation with specific vitamin/mineral combinations, cancer incidence, and disease-specific mortality in the general population. J Natl Cancer Inst, 85(18):1483-92.

Bonelli, L., Puntoni, M., Gatteschi, B., Massa, P., Missale, G., Munizzi, F., & Bruzzi, P. (2013). Antioxidant supplement and long-term reduction of recurrent adenomas of the large bowel. A double-blind randomized trial. Journal of Gastroenterology, 48(6), 698-705.

Clark LC, Combs GF, Jr., Turnbull BW, et al. Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer Study Group. JAMA. 1996;276(24):1957-1963.

Hurst, R., Armah, C.N., Dainty J.R., Hart, D.J., Teucher, B., Goldson, A.J., Broadley, M.R., Motley, A.K., Fairweather-Tait, S.J.  (2010).  Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Am J Clin Nutr, 91(4):923-31.

Reid ME, Duffield-Lillico AJ, Slate E, et al. The nutritional prevention of cancer: 400 μg per day selenium treatment. Nutr Cancer. 2008;60(2):155-163.

Yu SY, Zhu YJ, Li WG. Protective role of selenium against hepatitis B virus and primary liver cancer in Qidong. Biol Trace Elem Res. 1997;56(1):117-124.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Posted on

En grundlæggende guide til selen

Åben kobbermine
Selen er et biprodukt ved udvinding og raffinering af kobber. Der er ingen steder i verden, hvor man udelukkende udvinder selen. På grund af dets relative knaphed og dens mange anvendelsesmuligheder — industri og landbrug samt ernæringsmæssige — vil selen til kosttilskud helt sikkert blive dyrere i fremtiden, og der kan meget vel opstå mangel på det i fremtiden. Derfor er det vigtigt for os at bruge det klogt og bevare det.

Selen er et vigtigt mikronæringsstof. Det er afgørende for livet for både mennesker og dyr. Kroppen kan ikke danne selen og er derfor afhængig af det selen, vi kan få fra kosten. I mange områder af verden er der for lidt selen i jorden og i fødevarerne, og tilskud er derfor nødvendigt for at opnå optimal sundhed.

Regioner med selenfattig jord
I mange områder af verden er indholdet af selen i jorden er ganske lavt. I store dele af Asien, især Kina og i store dele af Europa og Mellemøsten er der er lave niveauer af selen i jorden.

Planter optager uorganisk selen fra jorden og omdanner det til organisk selen. På den måde kommer selen ind i fødekæden. For eksempel ved køer som spiser græs der indeholder selen, og noget af dette selen havner i kød og mælk fra køerne. Folk spiser kødet og drikker mælken. For lidt selen i jorden betyder således for lidt selen i fødevarerne.

Den finske eksperiment med at tilsætte selen til gødning
I 1985 besluttede den finske regering, at der skulle tilsættes selen til al landbrugsgødning. Baggrunden for denne beslutning var en intens debat, hvor fortalere for selentilsætning præsenterede data om de lave niveauer af selen i den finske befolkning. Selenniveauet hos finske borgere havde nået et så lavt niveau, at sundhedsmyndighederne i Finland var bekymrede over farerne ved selenmangel.

Succesen med selengødningsprojektet i Finland
Tyve år senere, i 2005, udstedte de finske myndigheder en rapport med en opsummering af de første 20 år med selengødning. De nye data viste, at tilsætning af selen til lansbrugsgødning havde været en sikker og effektiv løsning på problemet med det finske folks lave selenstatus. Faktisk viste målingerne af selen i blodprøver, i mælkeprøver og i prøver af kød alle viste en positiv tendens, undtagen inden for økologisk landbrug, hvor brugen af kunstgødning ikke er tilladt.

Ikke nok selen til at kopiere det finske eksperiment
På trods af succesen med det finske eksperiment har ingen andre lande i Europa taget en lignende beslutning. En vigtig årsag er, at selen er et sjældent sporstof, og at der produceres relativt lidt selen hvert år. Ud af den årligt producerede mængde, går hovedparten til industrielle formål.

Der er helt enkelt ikke nok selen til rådighed til at gøde dyrkede marker og græsgange med det i alle selenfattige lande i verden i det omfang, finnerne har gjort. Selen er så forholdsvis sjældent, at vi mennesker har brug for at administrere anvendelsen af det omhyggeligt og bør begynde at opbygge lagre af det til brug for kommende generationer [Haug].

Anbefalet daglig tilførsel af selen fra kosten
I dag er den anbefalede tilførsel af selen fra kosten i USA og Canada og mange lande i Europa fastsat til 55 mikrogram per dag. Det er den daglige mængde som menes at medføre optimal aktivitet af det selen-afhængige antioxidantenzym glutathionperoxidase.

Siden etableringen af denne grænseværdi for indtagelse har selenforskere peget på, at der kan være behov for en højere indtagelse grundet en selenafhængig beskyttelse mod kræft og andre kroniske sygdomme. Det formodede gavnlige niveau af selen i plasma ligger mellem 120 og 170 nanogram per milliliter [Hurst 2010]. Bevismaterialet fra Hurst’ forskning tyder på, at vi har brug for omkring 105 mikrogram per dag for at nå den nedre grænse af dette interval og ca. 155 mikrogram per dag for at nå den øvre grænse af intervallet. Begge indtag er pænt under den øvre tolerable grænse for daglig indtagelse fastsat af den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet EFSA i februar 2006: 300 mikrogram selen om dagen.

Særlige grupper med risiko for at få for lidt selen
Selv med det anbefalede niveau på 55 mikrogram selen om dagen, kan der være særlige grupper af mennesker med risiko for at få for lidt selen i deres kost. For eksempel vil vegetarer og veganere sandsynligvis være i fare, fordi kød, fisk, og mejeriprodukter er vigtige kilder til selen i kosten.

En anden gruppe der kan være udsat, er den gruppe af mennesker, der er følsomme over for gluten og som derfor undgå kornprodukter. Korn ligger lige under fisk og kød fra pattedyr på listen over vigtige kostkilder til selen.

Ældre mennesker der spiser mindre kan være i fare. Rygere kan have behov for ekstra selen. Også kropsstørrelse og graden af motion kan påvirke den daglige, nødvendige mængde selen.

Selen, selenocystein og selenoproteiner
Selenoproteiner er proteiner i kroppen, der indeholder selenocystein, den 21. aminosyre. Selenocystein er selv afhængig af, at der er selen til rådighed til dets dannelse. Forskere har identificeret 25 selenoproteiner, der spiller en rolle i menneskers sundhed. Disse selenoproteiner har adskillige biologiske funktioner:

  • fungerer som antioxidanter, der beskytter cellerne og DNA mod oxidativ skade
  • aktiverer skjoldbruskkirtelhormoner
  • styrker immunsystemet
  • beskytter prostata
  • støtter produktionen af sunde sædceller
  • bidrager til hjernens udvikling

Selen og selenoprotein P
En af de vigtigste selenoproteiner er selenoprotein P. Det er det mest udbredte selenoprotein i blodplasmaet, som udgør 25 – 50 procent af den samlede mængde selen i plasma. Det er et vigtigt selenoprotein til beskyttelse af prostata. Det er en nyttig bio-markør for menneskers selenniveu, fordi det er mere følsomt overfor lave og mellemstore niveauer af plasmaselen end glutathionperoxidase er [Hurst 2010].

Dansk undersøgelse af mænds selenstatus
I en dansk tværsnitsundersøgelse af 27.000 mænd, viste data, at 80% af mændene havde for lidt selen i blodet til at optimere aktiviteten af selenoprotein P. Undersøgelsen, som blev offentliggjort i British Journal of Nutrition i 2016, havde til formål at se, om et lavt selenniveau udgjorde en sundhedsrisiko for danske mænd. I undersøgelsen blev højere niveauer af plasmaselen og selenoprotein P forbundet med lavere risiko for aggressiv kræft [Outzen].

Lav selenstatus og risiko for prostatakræft
Resultaterne fra den danske undersøgelse svarer til resultaterne fra en tilsvarende undersøgelse foretaget i Holland. I den hollandske undersøgelse viste data, at højere selenniveauer i tånegle var forbundet med betydelige fald i risikoen for fremskreden prostatakræft. Selenniveauet i tånegle anses som en bedre langsigtet markør af selenstatus end plasma- eller serumselen-niveauer [Geybels].

Resumé: Hvad er selen?

Et sjældent og essentielt mikronæringsstof som ikke syntetiseres i kroppen
Selen er et sjældent mikronæringsstof, som vi mennesker ikke selv kan producere, og det er afgørende for et godt helbred. Idet vi ikke kan syntetisere det selv, men behøver det, minder selen om et vitamin. Det har også egenskaber tilfælles med C-vitamin og E-vitamin i den forstand, at det tjener som en vigtig antioxidant via dets deltagelse som komponent i selenoproteiner.

Bruges mest til industrielle formål
Selen er et biprodukt fra udvinding af kobber. Langt den største udnyttelse af jordens selenressourcer går til industriel produktion af elektronik, metal- og glasprodukter. For eksempel anvendes selen til fremstilling af røde glasprodukter. Kun omkring 10% af verdens årlige produktion af selen anvendes til at gøde landbrugsjord. Langt under 10% er til rådighed til brug i kosttilskud.

Ulige fordelt i verden
Den ulige fordeling af selen i verden er et bekymrende problem. Næsten 70% af Jordens selenreserver er koncentreret i fire lande: Chile (25%), Rusland (20%), Peru (13%) og USA (10%), Der er ingen kendte, store reserver nogen steder i Europa . Reserverne af selen er så relativt små, at nogle forskere foreslår, at det nuværende forbrug af selen administreres omhyggeligt, og at der bør oplagres selen til brug for kommende generationer.

En passende indtagelse er nødvendigt for et godt helbred
Forskning har vist, at et tilstrækkeligt indtag af selen er nødvendigt for et godt cellestofskifte, en stærk immunrespons, produktion af sunde sædceller, beskyttelse af cellens DNA-struktur og funktion samt et sundt hår og stærke negle. Nogle epidemiologiske undersøgelser tyder på, at en tilstrækkelig selenstatus er knyttet til forebyggelse af kroniske sygdomme.

 

Kilder

Geybels, M. S., Verhage, B. J., van Schooten, F. J., Goldbohm, R. A., & van den Brandt, P. A. (2013). Advanced prostate cancer risk in relation to toenail selenium levels. Journal Of The National Cancer Institute, 105(18), 1394-1401.

Haug, A., Graham, R. D., Christophersen, O. A., & Lyons, G. H. (2007). How to use the world’s scarce selenium resources efficiently to increase the selenium concentration in food. Microbial Ecology In Health And Disease, 19(4), 209-228.

Hurst, R., Hooper, L., Norat, T., Lau, R., Aune, D., Greenwood, D. C., & Fairweather-Tait, S. J. (2012). Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. The American Journal Of Clinical Nutrition, 96(1), 111-122.

Hurst, R., Armah, C. N., Dainty, J. R., Hart, D. J., Teucher, B., Goldson, A. J., & Fairweather-Tait, S. J. (2010). Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. The American Journal Of Clinical Nutrition, 91(4), 923-931.

Outzen, M., Tjønneland, A., Larsen, E. H., Friis, S., Larsen, S. B., Christensen, J., & Olsen, A. (2016). Selenium status and risk of prostate cancer in a Danish population. The British Journal Of Nutrition, 115(9), 1669-1677.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Posted on

Hvad er tilskud med højtberiget selengær?

Bagegær, ølgær og højtberiget selengær … alle stammer fra samme art af gær … Saccharomyces cerevisiae … Præparater med højtberiget selengær er den mest effektive form for selen i kosttilskud. Gæren i tabletterne er død og inaktiv. Der er ingen risiko for en gærinfektion fra et præparat med højtberiget selengær.

Sporstoffet selen udgør en væsentlig del af de selenafhængige enzymer kaldet selenoproteiner. Vi har brug for disse selenoproteiner for en optimal biologisk funktion af vores celler. Konkret har vi brug for et tilstrækkeligt dagligt selenindtag til at beskytte den cellulære DNA, til en velfungerende reproduktionsevne, til en ordentlig skjoldbruskkirtelfunktion, til beskyttelse mod infektioner, til antioxidativ beskyttelse mod skader forårsaget af frie radikaler og ikke mindst til at forebygge kræft og hjertesygdom.

Hvilken slags selen er bedst?
Mange af os får ikke tilstrækkeligt selen fra vores kost, især hvis vi ikke regelmæssigt spiser paranødder (som er meget selenholdige), eller hvis vi spiser relativt lidt kød og fisk. Men der er forskellige former for selentilskud til rådighed for os som forbrugere.

Der er både organiske og uorganiske selenformer til rådighed. Organiske former er kemiske forbindelser, der indeholder kulstofatomer; for eksempel indeholder selenomethionin-molekylet, C5H11NO2Se fem kulstofatomer.

Tilskud med højtberiget selengær indeholder organiske former af selen. Højtberiget selengær er den bedste form for selentilskud, vi har til rådighed. Det er en naturlig form (ikke syntetisk). Det er en form, som indeholder flere forskellige former for selen, som hver især kan påvirke de biologiske funktioner forskelligt.

Organiske selenformer er at foretrække
Generelt optages kosttilskud med organiske selenformer bedre, bliver længere i kroppen og har større sundhedsmæssige fordele end uorganiske former.

Især blandt de organiske former for selentilskud, præparater med selengær (også kendt som selenberigede gærpræparater), har det vist sig, at de giver de bedste sundhedsmæssige fordele (mere om dette længere fremme i artiklen).

Uorganiske selenformer kan kendes ved deres navne
De uorganiske former for selen, som også har en god absorption, men som har vist sig ikke at have lige så gode sundhedsmæssige virkninger som de organiske former, kan kendes ved deres navne.

De uorganiske selentilskud består af salte: Ioniske forbindelser dannet ved en reaktion mellem en syre og en base. Således indeholder de mest almindeligt forekommende kosttilskud med uorganisk selen, selenforbindelser med navne som natriumselenit og natriumselenat.

Disse uorganiske selensalte bliver i stigende grad erstattet med organiske former som selenmethionin og højtberiget selengær i kosttilskud til mennesker samt i dyrefoder.

Præparater med højtberiget selengær
Præparater med højtberiget selengær er kosttilskud, som er blevet fremstillet ved dyrkning af gærstammen Saccharomyces cerevisiae – den samme gærstamme der anvendes i bagning og til ølbrygning – i et selenrigt næringssubstrat.

Selenberigelsen af gærcellerne sker ved tilsætning af uorganisk selen, typisk natriumselenit, til det næringssubstrat, som gærcellerne dyrkes i.

Selenatomer i næringssubstratet indarbejdes i gærens proteiner og bliver dermed organisk bundet til gæren.

De selenholdige gærceller er døde og inaktive i kosttilskud med højtberiget selengær
Ved afslutningen af gærens vækstperiode, tørres gærcellerne, hvorved gæren gøres inaktiv. I gærselen-tilskud af høj kvalitet steriliseres gærcellerne af varmebehandlingen og cellevæggene brydes op i fragmenter. Disse cellefragmenter udgør et protein- og selenrigt pulver, som derefter presses til tabletter.

Ingen grund til bekymring om selengær og gærinfektioner
Der er således ingen grund til at bekymre sig om at få en gærinfektion, f.eks en opblussen af Candida albicans. Men da der stadig er gær-allergener tilstede i dette gærpulver, kan det ikke udelukkes, at nogle der allerede har en Candida-infektion kan opleve en allergi-relateret forværring af deres symptomer.

Adskillige selenformer i tilskud med højtberiget selengær
For det meste indeholder tabletter med højtberiget selengær mellem 60 og 80 procent selenomethionin, men samtidig vil der i et velformuleret selenberiget præparat være op mod 30 andre selenformer. For eksempel vil der i præparater med højtberiget selengær sandsynligvis være små mængder af selenformer som gamma-glutamyl Se-methylselenocystein og methylselenocystein, hvilket er selenformer som findes i broccoli, kål, hvidløg og løg.

Selenomethionin-præparater
Grunden til at foretrække præparater med højtberiget selengær frem for præparater med ren selenomethionin er tofold:

  • Præparater med højtberiget selengær tilfører kroppen en række ekstra selenformer, der meget vel kan have vigtige biologiske funktioner
  • Præparater med højtberiget selengær har klaret sig bedre i videnskabelige studier af kræftforebyggelse end de rene selenomethionin-former har

Højtberiget selengær og kræft
Vi ved fra observationsstudier, at lav selenstatus er forbundet med øget risiko for kræft [Vinceti]. Desuden ved vi fra en metaanalyse af 69 undersøgelser, at høje selenindtag har en beskyttende virkning på risikoen for kræft [Cai].

Tre randomiserede, kontrollerede undersøgelser med tilskud af højtberiget selengær har vist signifikant nedsat risiko for kræft:

Selenomethionin og kræft
En stor kræftforebyggelsesundersøgelse, hvor man brugte tilskud med syntetisk selenomethionin, blev standset tidligt, fordi man ikke så nogen forbedringer [Klein, Lippman].

Højtberiget selengær og hjertesygdom
Udviklingen og forløbet af hjertesygdom – uanset om det er iskæmisk hjertesygdom eller kronisk hjertesvigt – kan meget vel påvirkes af patienternes nedsatte anti-oxidative kapacitet. Et randomiseret kontrolleret studie, hvor man både brugte højtberiget selengær og et coenzym Q10 præparat af høj kvalitet til en gruppe ældre deltagere, viste en signifikant nedsættelse af dødeligheden af hjertesygdom, en forbedret hjertefunktion og en lavere spænding i hjertemusklen sammenlignet med placebo [Alehagen].

Konklusion
Resultaterne fra randomiserede, kontrollerede forsøg favoriserer helt klart præparater med højtberiget selengær frem for præparater med selenomethionin eller natriumselenit.

 

Kilder

Alehagen, U., Johansson, P., Björnstedt, M., Rosén, A., & Dahlström, U. (2013). Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and coenzyme Q10 supplementation: a 5-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. International Journal of Cardiology, 167(5), 1860-1866.

Alehagen, U., & Aaseth, J. (2015). Selenium and coenzyme Q10 interrelationship in cardiovascular diseases–A clinician’s point of view. Journal of Trace Elements in Medicine and Biology, 31157-162.

Blot, W. J., Li, J. Y., Taylor, P. R., Guo, W., Dawsey, S., Wang, G. Q., & Li, B. (1993). Nutrition intervention trials in Linxian, China: supplementation with specific vitamin/mineral combinations, cancer incidence, and disease-specific mortality in the general population. Journal of The National Cancer Institute, 85(18), 1483- 1492.

Cai, X., Wang, C., Yu, W., Fan, W., Wang, S., Shen, N., & Wang, F. (2016). Selenium exposure and cancer risk: an updated meta-analysis and meta-regression. Scientific Reports, 619213.

Clark, L. C., Combs, G. J., Turnbull, B. W., Slate, E. H., Chalker, D. K., Chow, J., & … Taylor, J. R. (1996). Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer Study Group. JAMA, 276(24), 1957-1963.

Clark, L. C., Combs, G. J., Turnbull, B. W., Slate, E. H., Chalker, D. K., Chow, J., & Taylor, J. R. (1996). Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer Study Group. JAMA, 276(24), 1957-1963.

Hercberg, S., Galan, P., Preziosi, P., Bertrais, S., Mennen, L., Malvy, D., & Briançon, S. (2004). The SU.VI.MAX Study: a randomized, placebo-controlled trial of the health effects of antioxidant vitamins and minerals. Archives of Internal Medicine, 164(21), 2335-2342.

Klein, E. A., Thompson, I. J., Tangen, C. M., Crowley, J. J., Lucia, M. S., Goodman, P. J., & Baker, L. H. (2011). Vitamin E and the risk of prostate cancer: the Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). JAMA, 306(14), 1549-1556.

Lippman, S. M., Klein, E. A., Goodman, P. J., Lucia, M. S., Thompson, I. M., Ford, L. G., & Coltman, C. J. (2009). Effect of selenium and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers: the Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). Jama, 301(1), 39-51.

Vinceti, M., Dennert, G., & Crespi, C.M. (2014). Selenium for preventing cancer. Cochrane Database Syst Rev., 3:CD005195.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Posted on

Vores krop kan ikke producere selen

Kviinde ved bogreol
Forskning i tilskud med selen viser behovet for en passende daglig selenindtagelse og et passende selenniveau i kroppen. Både formuleringen og doseringen af selentilskud er meget vigtige.

Den daglige selenindtagelse? Vi har behov for dette essentielle sporstof — selen — i vores kost og i vores kosttilskud, fordi vores krop ikke kan fremstille det for os. Forskning udført af Dr. Gerhard N. Schrauzer, Dr. Raymond J. Shamberger og Dr. Douglas V. Frost har vist, at der er et omvendt forhold mellem vores selenstatus og risikoen for at dø af kræft. Dyreforsøg viser også en omvendt korrelation mellem selenstatus og forekomsten af kræft. Observations-undersøgelser viser lavere risiko for forskellige former for kræft med højere selenstatus.

Interventionsstudier af selentilskud og kræft
Kliniske studier i Kina
Store interventionsstudier i Kina, et af de områder i verden med selenfattig jord og selenfattige fødevarer, har vist, at kosttilskud med selen beskytter mod hepatitis B-virus og primær leverkræft [Yu], og at tilskud med en kombination af selen og andre antioxidanter reducerer forekomsten af kræft og dødelighed i en region præget af en høj kræftdødelighed [Blot].

Ernæringsmæssig forebyggelse af kræft (NPC-studiet)
Dr. Larry Clark og hans forskerkollegers forsøg (The Nutritional Prevention of Cancer) har vist, at et længerevarende dagligt tilskud med 200 mikrogram organisk, højtberiget selengær resulterede i signifikante nedsættelser af kræft i prostata, tyktarm og lunger samt af den samlede andel af kræft [Clark].

The Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT-studiet)
I stedet for at forsøge at gentage NPC-studiet ved at anvende det samme organiske, højtberigede selengærpræparat, anvendte forskerne i SELECT-studiet et helt andet selenpræparat, et syntetisk selenomethionin-præparat, og de tilføjede også et E-vitaminpræparat til behandlingen. Tilskud med disse nye præparater var ikke i stand til at give den samme sundhedsmæssige gevinst som NPC-studiet gjorde, og SELECT-studiet blev standset før tid.

Problemet med SELECT-studiet synes at være forårsaget af formuleringen samt undersøgelsen design og ikke af selenindholdet i sig selv (jeg vil uddybe dette emne om selenomethionin versus andre selenformer i kommende artikler på denne website).

Bonellis studie af selen og tilbagevendende adenomer
Det langvarige Bonelli-studie viste, at tilskud i fem år med følgende kosttilskud i væsentlig grad reducerede antallet af patienter med tilbagevendende adenomer (godartede svulster) i tyktarmen:

  • 200 mikrogram selen
  • 30 milligram zink
  • 2 milligram vitamin A
  • 180 milligram vitamin C
  • 30 milligram vitamin E

Tilskuddet, som blev leveret af Pharma Nord, havde en beskyttende virkning der rakte langt ud over studiets fem-årige tilskudsperiode.

Note: Jeg vil skrive mere detaljeret om NPC-studiet, SELECT-studiet og Bonelli-studiet i kommende artikler på denne website.

Interventionsstudie af selen, coenzym Q10 og hjertesygdom
I fire år gav professor Urban Alehagen og hans forskerkolleger ved Linköping Universitet i Sverige en gruppe raske, ældre borgere i alderen 70 – 88 år en daglig kombination af 200 mikrogram selen og 200 milligram Coenzym Q10 eller tilsvarende placebo. De deltagere i studiet der modtog den aktive behandling med selen og coenzym Q10 opnåede en signifikant nedsat risiko for at dø af hjertesygdom opgjort både ved den første opgørelse efter 5,2 år (i gennemsnit) og i en opfølgende undersøgelse 10 år efter studiets start [Alehagen].

Selenafhængige enzymers antioxidantegenskaber
En plausibel forklaring på den beskyttende virkning af selen og coenzym Q10-tilskud mod kræft og hjertesygdomme er baseret på de to stoffers vigtige antioxidant-egenskaber. Selen er en vigtig del af glutationperoxidase-enzymernes antioxidantfunktion samt af andre selenafhængige antioxidant-enzymer, der tjener til at minimere skader på proteiner og DNA i cellerne forårsaget af skadelige frie radikaler såsom hydrogenperoxider og organiske peroxider.

Selens biokemi
Selens biokemi er kompliceret, når det handler om det daglige selenindtag og om selenstatus. For eksempel viste NPC-studiet en betydlige sundhedsgevinst med 200 mikrogram selen dagligt; tilskud med 400 mikrogram selen gjorde imidlertid ikke [Reid]. Det er helt klart, at selentilskuddets form og dosering er vigtig.

Forskellige formuleringer og doseringer af selen
Forskellige former for selen synes at have forskellige virkninger med hensyn til optagelse og oplagring. Det er derfor vanskeligt at specificere præcise formuleringer og præcise doseringer, der vil give og opretholde den ønskede koncentration af selen i blodet [Thomson].

Forskellige kostfaktorer der påvirker selenoptagelse
Enkeltpersoner har en forskellig biokemi. Kosten varierer i sin kemiske sammensætning. Raske mennesker og patienters forskellige karakteristika påvirker optagelse og fastholdelse af selen i kroppen. For eksempel synes der at være stor forskel på den måde rygere og ikke-rygere omsætter selen fra kosten og kosttilskud. Noget kost kan indeholde flere (eller færre) vitaminer og mineraler, der virker synergistisk eller antagonistisk overfor selen. Noget kost kan indeholde andre stoffer der påvirker optagelsen og aktiviteten af selen i kroppen, f.eks.tungmetaller så som kviksølv.

Lav selenstatus og kræftrisiko
Et vigtigt spørgsmål har længe været: Forårsager kræft en lav selenstatus, eller bidrager en lav selenstatus til udviklingen af kræft?

Willett og kolleger lavede en undersøgelse for at minimere muligheden for, at det er kræft, der forårsager det lave selenniveau. De fandt, at den femtedel af patienterne med det laveste selenindhold i blodet havde en risiko for at dø af kræft, der var dobbelt så høj som patienterne i den femtedel med det højeste selenindhold i blodet. En lav selenstatus øger risikoen for at udvikle kræft.

Nødvendige og tilstrækkelige koncentrationer af selen i blodet
På nuværende tidspunkt (2016) rummer vores vidensbase ikke præcise oplysninger om, hvilken mængde selen i blodet der er nødvendig for at opnå følgende resultater:

  • Optimal aktivitet af glutationperoxidase
  • Optimal aktivitet af selenoprotein P
  • Optimal immunfunktion
  • Optimal beskyttelse mod udviklingen af kræft og hjertesygdom

Biomarkører for tilstrækkelig selenstatus
Forskere i selen er ikke færdige med at undersøge, hvilke biomarkører der er de bedst egnede som markører for et passende selenniveu. Koncentrationen af selen i tånegle og hår er blevet foreslået som bedre langsigtede markører end selenkoncentrationen i plasma. Koncentrationerne af glutathionperoxidase i plasma og blodplader er blevet undersøgt. I nyere tid er en begyndende koncensus begyndt at udvikle sig omkring koncentrationen af selenoprotein P (Sepp) som en egnet markør af selen status.

I en kommende artikel vil jeg gerne præsentere resultaterne fra Hurst-studiet. Forskeren Hurst og kolleger lavede et randomiseret, kontrolleret studie i England, hvor de forsøgte at finde det optimale selenniveau og at relatere dette optimale selenniveau til en optimal selenindtagelse – en vanskelig opgave.

Hvorfor er et optimalt selenniveau afgørende?
Selens biologiske funktioner kommer primært fra dets inkorporering i aminosyren selenocystein, som i sig selv udgør en vigtig komponent i 25 forskellige selenoproteiner. Blandt disse selenoproteiner fortjener følgende biologiske funktioner vores opmærksomhed:

  • Glutathionperoxidaserne er vigtige antioxidantenzymer
  • Thioredoxinreduktaser regulerer cellevækst og regenererer andre antioxidanter, ikke mindst coenzym Q10
  • Iodthyronindeiodinaser regulerer skjoldbruskkirtelens funktion
  • Selenoprotein P er det selenoprotein der er mest af i plasma. Det fungerer som en antioxidant ud over at udføre andre vigtige biologiske funktioner

Randomiserede, kontrollerede studier har vist, at selentilskud er forbundet med en beskyttende virkning mod udviklingen af kræft og hjertesygdom.

 

Kilder

Alehagen, U., Aaseth, J., & Johansson, P. (2015). Reduced Cardiovascular Mortality 10 Years after Supplementation with Selenium and Coenzyme Q10 for Four Years: Follow-Up Results of a Prospective Randomized Double-Blind Placebo-Controlled Trial in Elderly Citizens. Plos One, 10(12), e0141641.

Blot, W.J., Li, J.Y., Taylor, P.R., Guo, W., Dawsey, S., Wang, G.Q., Yang, C.S., Zheng, S.F., Gail, M., Li, G.Y. (1993).  Nutrition intervention trials in Linxian, China: supplementation with specific vitamin/mineral combinations, cancer incidence, and disease-specific mortality in the general population. J Natl Cancer Inst, 85(18):1483-92.

Bonelli, L., Puntoni, M., Gatteschi, B., Massa, P., Missale, G., Munizzi, F., & … Bruzzi, P. (2013). Antioxidant supplement and long-term reduction of recurrent adenomas of the large bowel. A double-blind randomized trial. Journal of Gastroenterology, 48(6), 698-705.

Clark LC, Combs GF, Jr., Turnbull BW, et al. Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer Study Group. JAMA. 1996;276(24):1957-1963.

Hurst, R., Armah, C.N., Dainty J.R., Hart, D.J., Teucher, B., Goldson, A.J., Broadley, M.R., Motley, A.K., Fairweather-Tait, S.J.  (2010).  Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Am J Clin Nutr, 91(4):923-31.

Reid ME, Duffield-Lillico AJ, Slate E, et al. The nutritional prevention of cancer: 400 μg per day selenium treatment. Nutr Cancer. 2008;60(2):155-163.

Thomson, C.D. (2004). Assessment of requirements for selenium and adequacy of selenium status: a review. Eur J Clin Nutr 58, 391-402.

Willett, W.C., Polk, B.F., & Morris,J.S. (1983). Prediagnostic serum selenium and risk of cancer. Lancet, ii: 130-4.

Yu SY, Zhu YJ, Li WG. Protective role of selenium against hepatitis B virus and primary liver cancer in Qidong. Biol Trace Elem Res. 1997;56(1):117-124.

Ansvarsfraskrivelse: Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Posted on

Den navnkundige selenforsker, Dr. Gerhard N. Schrauzer

Dr. Gerhard N. Schrauzer
Dr. Gerhard N. Schrauzer var den første videnskabsmand, der systematisk undersøgte selens biologiske funktioner. Han var internationalt kendt for sit pionerarbejde indenfor selens kræftbeskyttende egenskaber. (Billede: Cancer Research, vol 49 nr. 23, dec. 1, 1989)

Dr. Gerhard N. Schrauzer var selenforskningens “grand old man”. Faktisk var han en lederskikkelse indenfor forskning i sporstoffer i 30 år eller mere i USA. Han var en af pionererne som leverede en betydende indsats indenfor selenforskningen. Lad os tage et kig på de nyttige bidrag til vidensdatabasen om selentilskud, som Dr. Schrauzer leverede.

For det første, hvem var Dr. Schrauzer i relation til selenforskning?
Dr. Schrauzer tog sin afsluttende eksamen i kemi ved universitetet i München, Tyskland. To år senere fik han sin Ph.D. summa cum laude. Fra 1966 til 1994 var han professor i kemi og biokemi ved University of California i San Diego (UCSD). Efter sin pensionering var han professor emeritus ved UCSD.

Dr. Schrauzer var en af de første forskere, der for alvor undersøgte selens biologiske funktioner i kosten og i form af tilskud og som også undersøgte selentilskuds kræftbeskyttende egenskaber. I hans korrelationsundersøgelser af kræftdødelighed viste Dr. Schrauzer, at der i de 27 lande som indgik i undersøgelsen, var et omvendt forhold mellem kræftdødelighed og mængden af selen i den nationale kost. Et lavt selenindhold i kosten korrelerede med højere kræftdødelighed. Dr. Schrauzer var en førende ekspert inden for selentilskud. Han døde i 2014.

For det andet, hvad er sporstoffer?
Indenfor ernæringsvidenskab, defineres sporstoffer (undertiden kaldet mikronæringsstoffer), som kemiske grundstoffer, der er nødvendige for menneskers sundhed i meget små mængder; ofte indgår de som en del af et protein. I dette tilfælde defineres “meget små” som mindre end én del ud af 1000 dele. Mennesker har behov for følgende sporstoffer:

  • Bor
  • Kobber
  • Mangan
  • Molybdæn
  • Selen
  • Zink

For det tredje, hvad vidste Dr. Schrauzer om selentilskud?
I denne artikel vil vi opsummere de evaluerede vurderinger fra Dr. Schrauzer om de følgende emner:

  • Selenindtagelse fra kost og kosttilskud
  • Formulering af selentilskuddet
  • Selens biologiske funktioner
  • Selen og oxidativt stress
  • Selen og kræft
  • Sikkerhed af selen

Selenindtag
Dr. Schrauzers selenundersøgelser fik ham til at mene, at den anbefalede daglige indtagelse på 55 mikrogram var utilstrækkelig for de fleste voksne, og han tvivlede på, at 75 mikrogram om dagen ville være tilstrækkeligt for de fleste voksne til at erstatte den mængde selen, der fjernes hver dag og til opbygge kroppens reserver, så der nås et niveau, som forhindrer udviklingen af kræft.

Dr. Schrauzer erkendte tidligt, at spørgsmålet om anbefalede daglige indtag kompliceres af den betydelige variation i jordens selenindhold fra region til region og at selenindholdet i vegetabilske fødevarer og i forlængelse heraf, i animalske fødevarer, dermed også varierer.

Han var også klar over, at den daglige selenindtagelse der støtter aktiviteten af det meget vigtige selenafhængige enzym glutathionperoxidase, muligvis ikke var tilstrækkeligt til at støtte de gavnlige helsevirkninger af andre selenoproteiner såsom selenoprotein P. Han mente, at det ville være forkert at begrænse det anslåede daglige selenbehov på baggrund af selens virkning på glutathionperoxidase-enzymerne.

På den baggrund mente Dr. Schrauzer, at et passende selentilskud til mennesker med henblik på nedsættelse af kræftrisikoen ligger på 200-300 mikrogram per dag.

Formulering af selentilskuddet
Dr. Schrauzer mente, at selentilskud burde svare til kostens selen så meget som muligt. Selenmethionin er den mest almindelige form for selen i fødevarer, og det er den mest almindelige form for selen i kosttilskud med organisk selengær. Hertil kommer, at kosttilskud med et højt indhold af selengær indeholder op mod 30 andre selenforbindelser, især små mængder methylselenocystein, som muligvis er de mest effektive i forebyggelse af kræft.

De bedste resultater fra videnskabelige undersøgelser af kræftforebyggelse er opnået med tilskud baseret på selengær.

Selens biologiske funktioner
I et interview i 2010 drøftede Dr. Schrauzer selens biologiske funktioner med med Dr. Richard A. Passwater. Foruden en kræftbeskyttende funktion, nævnte Dr. Schrauzer følgende biologiske funktioner:

  • Vedligeholdelse af immunsystemets funktioner
  • Vedligeholdelse af den mandlige reproduktionsevne
  • Beskyttelse mod tungmetallers giftvirkning
  • Beskyttelse af huden mod UV-stråling
  • Beskyttelse mod ioniserende stråling
  • Beskyttelse mod skadelige vira
  • Regulering af skjoldbruskkirtlens hormonelle funktion

Han advarede også om, at kroppens nødvendige brug af selen til afgifte kroppen for tungmetaller kan tømme dens reserver af selen og dermed mindske den grad af beskyttelse mod kræft, som selen giver.

Selen og oxidativt stress
Dr. Schrauzer vidste, at en af de uundgåelige konsekvenser af at producere cellulær energi ved hjælp ilt, er et biprodukt kaldet frie radikaler. Frie radikaler er meget reaktive atomer, som kan igangsætte kædereaktioner, der kan forårsage skader på celler og celle-DNA. Denne form for beskadigelse, der kaldes oxidativ skade, kan i sidste ende føre til kræft og ældning samt andre degenerative sygdomme.

En af de store sundhedsmæssige fordele ved selen er, at det er en nødvendig bestanddel af selenoproteiner som selv er kraftige antioxidantenzymer, der hjælper til at neutralisere skadelige frie radikaler og forebygge skader på cellerne.

Selen og kræftforebyggelse
Selen som en komponent af selenafhængige antioxidantenzymer hjælper til at neutralisere frie radikaler og dermed til at forhindre skader på cellerne. En teori om kræft går ud på, at skader fra frie radikaler på celle-DNA kan føre til udvikling af visse kræftformer.

Dr. Schrauzer var opmærksom på de betydelige kræftbeskyttende resultater af tilskud med selen og andre antioxidanter i de kliniske studier Linxian og SU.VI.MAX samt i the National Prevention of Cancer-studiet (mere om disse studier i kommende artikler på denne hjemmeside).

Dr. Schrauzer mente ikke, at de ufyldestgørende resultater fra SELECT-studiet tydede på, at selentilskud mod risikoen for kræft generelt set var ineffektive; han forklarede resultaterne af SELECT undersøgelsen ved at henvise til følgende faktorer:

  • Deltagernes relativt høje selenniveau ved forsøgets start
  • Anvendelse af en syntetisk selenomethionin som intervention (i stedet for selengær som tidligere havde vist at have kræftbeskyttende egenskaber)
  • Anvendelse af selenomethionin i ren form i stedet for en proteinbundet form, (i gærselen er indholdet af selenmethionin proteinbundet)

N.B. Vi vil uddybe de videnskabelige artikler om selen og kræft mere i kommende artikler.

Sikkerheden ved selentilskud
Dr. Schrauzer betragtede et tilskud på 100 til 200 mikrogram selen dagligt som fuldstændigt sikkert. Han bemærkede, at den sikre maksimale indtagelse for selen er fastsat til 400 mikrogram per dag. Han påpegede, at individer hvis kost indeholder tilstrækkelige mængder protein, lettere tåler en højere selenindtagelse.

Selen ophobes ikke i kroppen. Det forlader kroppen relativt hurtigt. Hvis vi reducerer eller ophører med at indtage selen fra kost og tilskud, vil vi ikke fortsat have tilstrækkeligt med selen i kroppen til at forebygge kræft.

Her kan tilføjes, at i tilfælde af en utilsigtet overdosis vil de tidlige tegn på selenforgiftning — misfarvede og skøre finger- og tånegle samt en ubehagelig hvidløgsånde — let kunne genkendes og eventuelle sundhedsskadelige konsekvenser undgås.

Sammenfatning
Uden Dr. Schrauzer og hans kollegers forskning og publikationer ville den videnskabelige udvikling af selenforskningen og de videnskabelige undersøgelser af selen som et kræftforebyggende middel være blevet meget forsinket.

 

Kilder

Clark, L. C., Combs, G. J., Turnbull, B. W., Slate, E. H., Chalker, D. K., Chow, J., & … Taylor, J. R. (1996). Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer Study Group. Jama, 276(24), 1957-1963.

Larsen, E. H., Hansen, M., Paulin, H., Moesgaard, S., Reid, M., & Rayman, M. (2004). Speciation and bioavailability of selenium in yeast-based intervention agents used in cancer chemoprevention studies. Journal Of AOAC International, 87(1), 225-232.

McCann, J. C., & Ames, B. N. (2011). Adaptive dysfunction of selenoproteins from the perspective of the triage theory: why modest selenium deficiency may increase risk of diseases of aging. FASEB Journal, 25(6), 1793-1814.

Olmsted, L., Schrauzer, G. N., Flores-Arce, M., & Dowd, J. (1989). Selenium supplementation of symptomatic human immunodeficiency virus infected patients. Biological Trace Element Research, 20(1-2), 59-65.

Passwater, R. (2013, June). Selenium and human health: an interview with Gerhard Schrauzer, Ph.D. Whole Foods Magazine. Retrieved from http://www.drpasswater.com/nutrition_library/SeleniumHumanHealth.html.

Schrauzer, G. N. (2000). Anticarcinogenic effects of selenium. Cellular And Molecular Life Sciences: CMLS, 57(13-14), 1864-1873.

Schrauzer, G. N. (2009). Selenium and selenium-antagonistic elements in nutritional cancer prevention. Critical Reviews In Biotechnology, 29(1), 10-17.

Schrauzer, G. N., & White, D. A. (1978). Selenium in human nutrition: dietary intakes and effects of supplementation. Bioinorganic Chemistry, 8(4), 303-318.

Ansvarsfraskrivelse: Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.