Hermed konklusionerne fra en gennemgang af den tilgængelige forskningslitteratur om selen og inflammatorisk tarmsygdom [Ala & Kheyri 2021].
- Selenmangel er almindeligt at opdage hos patienter med Inflammatorisk Tarmsygdom (IBD), og der er en sammenhæng mellem stigende selenmangel og sygdommens sværhedsgrad.
- Selentilskud lindrer colitis (betændelse i tyktarmen).
- Selen hjælper med heling af tarmslimhinden gennem modifikation af immunresponset.
- Selen kan forbedre aktiviteten af den tarmbeskyttende mikrobiota, som er nedsat ved IBD.
- Selen kan reducere risikoen for kræft i tyktarmen ved at modulere flere signalveje.
Hvordan hjælper tilstrækkelig selenstatus patienter med inflammatorisk tarmsygdom?
- Tilstrækkelig indtagelse af selen er nødvendig til dannelse af selenoproteiner, som bidrager til den antioxidative beskyttelse af cellerne og til en effektiv funktion af immunsystemet.
- Selen som virker via selenoproteiner vides at have antiinflammatoriske egenskaber.
- Tilstrækkelig selenstatus understøtter den beskyttende tarmmikrobiota, som indirekte forbedrer styringen af IBD.
- Selen kan blokere nogle af de tumorigenese*-veje, der undersøges i colitis-associeret tyktarmskræft.
*Tumorigenese er den proces hvor kræftceller omdanner normale celler til flere kræftceller eller svulster.
Indtagelse af selen varierer fra region til region
Indtagelsen fra kosten og enkeltpersoners niveau af selen i serum varierer fra region til region. For eksempel har den amerikanske befolkning et højere serumniveau af selen (ca. 124 – 193 mkg/l) sammenlignet med de fleste europæiske og mellemøstlige befolkninger (ca. 50-120 mkg/l) simpelthen fordi jorden i mange regioner i Nordamerika er rig på selen.
Normale selenkoncentrationer i blodet skal være inden for et relativt snævert interval på 100 – 170 mkg/l [Rayman 2012 figur 3].
En daglig indtagelse fra kosten og tilskud på 100-200 mkg / dag bør give tilstrækkelig selen til personer med en normal optagelsesevne. Et dagligt indtag af selen på mere end 350-700 mkg / dag menes at være giftigt [Ala & Kheyri 2021].
Transport og distribution af kroppens selenindtagelse
I kroppen erstatter noget af det elementære selen svovlet i aminosyren cystein, som derved bliver til selenocystein. Selenocystein er en bestanddel af 25 identificerede selenoproteiner. Disse selenoproteiner har mange forskellige funktioner, herunder de antioxidative og antiinflammatoriske funktioner.
Det selenholdige selenocystein har brug for en transportør til at fragte det til det væv, der er dets mål. Selenoprotein P (SEPP) er den primære transportør i blodet. Det produceres hovedsageligt i levercellerne [Ala & Kheyri 2021].
Fordelingen af selen i kroppen følger et vævshierarki. Selv i tider med selenmangel opretholder hjernen og testiklerne en højere mængde selen, end deres funktion behøver. Tilførsel af selen til immunsystemet prioriteres derimod ikke så højt. Det meste af kroppens selen lagres i skeletmuskulaturen [Ala & Kheyri 2020].
Antioxidant-virkningen af selenoproteiner
Antioxidanter omdanner skadelige reaktive iltarter, almindeligvis kendt som frie radikaler, til mindre skadelige produkter. De frie radikaler er biprodukter fra cellulære stofskifteprocesser. I små mængder tjener disse frie radikaler nyttige formål såsom celleformering og cellesignalering.
I store mængder kan de frie radikaler beskadige lipider, nukleinsyrer og proteiner [Ala & Kheyri 2021]. Denne tilstand kaldes oxidativ stress.
Reguleringen og dæmpningen af ukontrolleret oxidativ stress hjælper med at håndtere inflammatorisk tarmsygdom [Ala & Kheyri 2021].
Selen virker via selenoproteiner som en del af kroppens antioxidantforsvar. De mest aktive antioxidant-selenoproteiner hører under gruppen glutathionperoxidase (GPx) samt varianter der hører under gruppen Thioredoxin-reduktase (Trx).
Selen og immunsystemet
Der er en tæt sammenhæng mellem en tilstrækkelig selenstatus og immunsystemets funktion. Selen forøger immunresponset og modificerer også immunresponset.
- Funktionen af den medfødte immunitet afhænger i høj grad af produktionen af reaktive iltforbindelser til at deaktivere skadelige mikroorganismer. Fagocytter har brug for selen og selenoproteiner for at reducere deres oxiderede produkter.
- Selen er også involveret i den adaptive immunitet. Selen fungerer som forstærker for IL2-receptorsignalering. Desuden fremmer selen human T-celle-aktivering via T-celle receptorer. Det er den øgede ekspression af glutathionperoxidase-1 og thioredoxinreduktase-1, der er involveret i denne effekt på det adaptive immunsystem.
- Endvidere, selvom selen forbedrer T-celle-responset, når det er nødvendigt, forhindrer det den ukontrollerede aktivering af immunsystemet i autoimmune sygdomme [Ala & Kheyri 2021].
Kliniske forsøg med selen ved behandling af colitis
Prækliniske undersøgelser viser, at selen kan lindre colitis. Nu er der behov for kliniske forsøg, der kan verificere effekten og bestemme den bedste form og dosis af selen.
Stedman-undersøgelsen
Patienter med mild til moderat ulcerøs colitis fik to selen-tabletter (300 mkg) kombineret med antioxidanter såsom betacaroten, C-vitamin og E-vitamin i otte uger.
Behandlingen med selen + antioxidanter øgede selen-niveauet hos patienterne og nedsatte deres niveau af jern.
Behandlingen var forbundet med en signifikant nedsættelse af tilfælde med blød/flydende afføring [Stedman 1997].
Shapira undersøgelsen
Patienterne fik tilskud der indeholdt 1000 mg curcumin, 200 mkg selen og 500 mg grøn te-ekstrakt dagligt i 8 uger. Resultaterne af undersøgelsen viste forbedret endoskopisk inflammation og bedring (remission) af mild til moderat colitis ulcerosa [Shapira 2018].
Konklusioner
- Inflammatoriske tarmsygdomme har ofte lav selenstatus. Jo lavere selenstatus, desto mere alvorlig er sygdommen.
- Selentilskud for at genoprette manglen giver grundlaget til dannelse af selenoproteiner, der har en antioxidativ og antiinflammatorisk virkning.
- Forskerne Ala og Kheyri konkluderer, at selen synes at være en god mulighed for at lindre selenmanglen ved inflammatorisk tarmsygdom på både kort og lang sigt.
Kilder
Ala M, Kheyri Z. The rationale for selenium supplementation in inflammatory bowel disease: A mechanism-based point of view.
Nutrition. 2021; 111153.
Ghishan FK, Kiela PR. Vitamins and Minerals in Inflammatory Bowel Disease. Gastroenterol Clin North Am. 2017 Dec;46(4):797-808.
Hariharan S, Dharmaraj S. Selenium and selenoproteins: its role in regulation of inflammation. Inflammopharmacology. 2020 Jun;28(3):667-695.
Kudva AK, Shay AE, Prabhu KS. Selenium and inflammatory bowel disease. Am J Physiol Gastrointest Liver Physiol. 2015;309(2):G71-G77.
Rayman MP. Selenium and human health. Lancet. 2012 Mar 31;379(9822):1256-68.
Shapira S, Leshno A, Katz D, Maharshak N, Hevroni G, Jean-David M, et al. Of mice and men: a novel dietary supplement for the treatment of ulcerative colitis. Therapeutic advances in gastroenterology. 2018;11:1756283X17741864.
Stedman JD, Spyrou NM, Millar AD, Altaf WJ, Akanle OA, Rampton DS. Selenium supplementation in the diets of patients suffering from ulcerative colitis. Journal of radioanalytical and nuclear chemistry. 1997;217:189-91.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.