En øget dannelse af skadelige frie radikaler og øget systemisk inflammation synes at spille en direkte rolle i celledød, øget sygelighed og højere dødelighed hos kritisk syge patienter. Selen er et sporstof, der har celleregulerende, immunologiske, antioxidante og antiinflammatoriske funktioner. Selenstilskud der påbegyndes tidligt er en lovende supplerende behandling for kritisk syge patienter.
Selen-tilskud – især intravenøst selen-tilskud (IV-selen) – ser ud til at være en lovende adjuverende behandling af kritisk syge patienter.
Desuden viste resultaterne af metaanalysen, at selenstilskuddet ikke øgede forekomsten af bivirkninger fra medicin sammenlignet med kontrolgruppen [Zhao 2019].
Selen-tilskud til kritisk syge patienter – dokumentationen
Forskerne gennemgik 19 randomiserede kontrollerede forsøg med 3341 kritisk syge patienter. Der var 1694 kritisk syge patienter i selentilskudsgruppen og 1647 kritisk syge patienter i kontrolgruppen.
Patienterne i selentilskudsgruppen fik parenteralt selentilskud enkeltvis i forskellige doser (ikke i kombination med andre antioxidant-mikronæringsstoffer). Patienterne i kontrolgruppen fik placebo eller en vedligeholdelsesdosis selen eller ingen intervention [Zhao 2019].
I 14 af undersøgelserne varierede doserne af selentilskud den første dag fra 1000 mikrogram til 4000 mikrogram i forskellige studier. I fem af undersøgelserne varierede doseringen fra 300 til 535 mikrogram [Zhao 2019, tabel 1].
Varigheden af selenbehandlingen i undersøgelserne varierede fra ni dage til 28 dage [Zhao 2019, tabel 1].
Pionérundersøgelse med IV-selenbehandling til pancreatitis
Dr. Bodo Kuklinski, Rostock, Tyskland, var en af de første til at bruge selen og coenzym Q10 til akut behandling af patienter med hjerteanfald.
Så tidligt som i 1991 behandlede Dr. Bodo Kuklinski patienter med akut nekrotiserende pancreatitis. Han mistænkte, at akut pancreatitis involverer oxidativ skade forårsaget af skadelige frie radikaler [Kuklinski 1991].
I et klinisk forsøg testede Dr. Kuklinski effekten af adjuvant selen med natriumselenit i en daglig dosis på 500 mikrogram. Dødeligheden i kontrolgruppen var 89%, mens ingen patienter døde i terapi-gruppen [Kuklinski 1991].
Dokumentationen fra denne metaanalyse viser, at brugen af selen kunne reducere den samlede dødelighed betydeligt og kunne forkorte hospitalsopholdet for kritisk syge patienter [Zhao 2019].
Kilder
Kuklinski B, Buchner M, Schweder R, Nagel R. Acute pancreatitis – a free radical disease. Decrease in fatality with sodium selenite (Na2SeO3) therapy. Z Gesamte Inn Med. 1991;46:145–9.
Zhao Y, Yang M, Mao Z, et al. The clinical outcomes of selenium supplementation on critically ill patients: A meta-analysis of randomized controlled trials. Medicine (Baltimore). 2019;98(20):e15473.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
Abnorm lav selenstatus er karakteristisk for alvorlig sygdom og større fysiske traumer. Faldet i selenstatus sker meget hurtigt efter større traumer og er forbundet med dårlige overlevelses-chancer. For at være effektivt, skal adjuvant behandling med selen påbegyndes så hurtigt som muligt.
Serum-selen og niveauet af selenoprotein P falder meget hurtigt til meget lave niveauer efter større traumatisk skade. De meget lave niveauer af selen- og selenoprotein P er knyttet til dårlige overlevelses-odds [Braunstein].
Disse fund fra en undersøgelse udført på Universitetshospitalet i München, Tyskland, antyder, at selentilskud kan være en meningsfuld adjuvant behandlingsstrategi for patienter, der har være udsat for store fysiske traumer [Braunstein].
Hjertesvigt-patienter med serum-selenkoncentrationer mellem 70 og 100 mikrogram pr. liter havde en nedsat træningskapacitet og nedsat livskvalitet, der var næsten lige så dårlig som tilstanden hos de hjertesvigt-patienter, hvis serum-seleniveau var under 70 mikrogram per liter [Bomer].
Forskerne konkluderede, at serum- eller plasma-selenniveauer mellem 120 og 170 mikrogram selen pr. liter giver det største potentiale for at nedsætte risikoen for prostatakræft [Hurst].
Evidensen fra Bomer-undersøgelsen af patienter med hjertesvigt (en forværret prognose hos patienter under 100 mikrogram selen pr. Liter) og evidensen fra Hurst-undersøgelsen af patienter med prostatakræft (en forværret prognose hos patienter under 120 mikrogram selen per liter) passer fint sammen med Rayman-hypotesen.
Selenstatus og alvorlige fysiske traumer
I München, Tyskland, klarlagde forskerne status for serum-selen og selenoprotein P for traumepatienter med en gennemsnitlig score for skadens alvorlighed på 43 ± 14 (interval: 21-75) [Braunstein].
Bemærk: En score over 15 indikerer alvorlige traumer.
Sammenlignet med serum-seleniveauer i en stor kohorte af normale, sunde europæere, var traumepatienternes serum-selen- og selenoprotein P-niveauer markant lavere på alle tidspunkter fra en time til 72 timer efter traumet. Koncentrationerne var lavest en time efter traumet (den tidligste måling), den steg gradvist op til 12 timer efter traumet og faldt derefter igen [Braunstein].
Serum-seleniveauer relateret til 90-dages overlevelse
De alvorlige traumepatienter der døde, havde både lavere serumselen og lavere serum-selenoprotein P-niveauer sammenlignet med overlevende patienter.
Fald i serumselen og selenoprotein P efter alvorlige traumer
Både serum-seleniveauer og serum-selenoproteinniveauer var ekstremt lave inden for de første 60 minutter efter traumet. Dette indikerer, at de drastiske ændringer i selen- og selenoprotein P-status må have indfundet sig umiddelbart som reaktion på skaden.
Der må have været en meget hurtig og meget stærk optagelse af selenoprotein P fra blodet ind i målcellerne umiddelbart efter den traumatiske skade.
Alvorlig skade udløser oxidativ stress og en systemisk inflammatorisk respons. Det fald i serumselen og selenoprotein P der er observeret hos patienter med alvorlige traumer må logisk set forbindes med en øget produktion af frie radikaler og øget inflammation som følge af den traumatiske skade.
En tilstrækkelig høj serum-selenstatus er nødvendig for produktionen af glutathionperoxidaser, thioredoxinreduktaser og andre antioxidative selenozymer, der muliggør en passende reaktion på oxidativ stress.
Derfor kan man argumentere for en akut tilførsel af selen til patienter med alvorlige traumer. En hurtig tilførsel af ekstra selen vil muligvis forbedre kroppens produktion af selenoprotein P i de tidlige stadier af traumebehandlingen.
Dokumentation for et hurtigt tilskud af selen til kritisk syge patienter
Khalili og kolleger [2017] viste, at intravenøs selenbehandling gav en signifikant forbedring af den neurologiske funktion hos patienter med traumatisk hjerneskade. Effekten varede ved seks måneder efter udskrivelse.
Berger og kolleger[2008] viste, at behandling med selen, zink og glutathion reducerede omfanget af systemisk inflammation, men ikke tidligt’indsættende organdysfunktion hos traume- og kirurgipatienter.
Angstwurm og kolleger [2007] viste, at 1000 mikrogram natriumselenit i form af en 30-minutters bolusinjektion efterfulgt af 14 daglige kontinuerlige infusioner på 1000 mikrogram givet intravenøst reducerede dødeligheden hos patienter med svær sepsis eller septisk chok.
Kuklinski og kolleger [1994] tildelte tilfældigt nogle patienter der fik et hjerteanfald umiddelbart efter hospitalsindlæggelse til at indgå i en gruppe der fik supplerende behandling (n = 32) i form af 500 mikrogram selen som natriumselenit (intramuskulær injektion) og 100 mg coenzym Q10 (oral indtagelse) ved indlæggelse senest 6 timer efter symptomdebut. Derefter fik disse patienter orale tilskud i form af 100 mg coenzym Q10 og 1oo mikrogram selen (som l-selenomethionin), 15 mg zink, 1 mg vitamin A, 2 mg vitamin B6, 90 mg vitamin C og 15 mg E-vitamin i en periode på et år. 29 andre hjerteanfaldspatienter fik matchende placebo i et år. Denne supplerende antioxidantbehandling forbedrede langtidsprognosen efter hjerteanfaldet [Kuklinski].
Konklusion
Tidlig intervention, først med intravenøst selen og derefter et oralt selentilskud kan være en meningsfuld adjuvant behandling for traumepatienter, kritisk syge patienter og kirurgipatienter. Påbegyndelse af supplerende behandling med selen (og andre antioxidanter) skal startes så hurtigt som muligt, hvis det skal have en tilstrækkelig effekt.
Kilder
Angstwurm MWA, Engelmann L, Zimmermann T, Lehmann C, Spes CH, AbelP, Strauß R, Meier-Hellmann A, Insel R & Radke J. (2007). Selenium in intensive care (SIC): results of a prospective randomized, placebo-controlled, multiple-center study in patients with severe systemic inflammatory response syndrome, sepsis, and septic shock. Crit Care Med; 35(1):118 – 126.
Berger MM, Soguel L, Shenkin A, Revelly JP, Pinget C, Baines M & Chiolero RL. (2008). Influence of early antioxidant supplements on clinical evolution and organ function in critically ill cardiac surgery, major trauma, and subarachnoid hemorrhage patients. Crit Care;12(4):R101.
Bomer N, Grote Beverborg N, Hoes MF, Streng KW, Vermeer M, Dokter MM, IJmker J, Anker SD, Cleland JGF, Hillege HL, Lang CC, Ng LL, Samani NJ, Tromp J, van Veldhuisen DJ, Touw DJ, Voors AA & van der Meer P. (2019). Selenium and outcome in heart failure. Eur J Heart Fail. 2019 Dec 6. doi: 10.1002/ejhf.1644. [Epub ahead of print].
Braunstein M, Kusmenkov T, Zuck C, Angstwurm M, Becker NP, Böcker W, Schomburg L & Bogner-Flatz V. (2020). Selenium and selenoprotein P deficiency correlates with complications and adverse outcome after major trauma. Shock; 53(1):63-70.
Hurst R, Hooper L, Norat T, Lau R, Aune D, Greenwood DC & Fairweather-Tait, SJ (2012). Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. The American Journal of Clinical Nutrition, 96(1), 111-122.
Khalili H, Ahl R, Cao Y, Paydar S, Sjölin G, Niakan A, Dabiri G & Mohseni S. (2017). Early selenium treatment for traumatic brain injury: Does it improve survival and functional outcome? Injury; 48(9):1922-1926.
Kuklinski B, Weissenbacher E & Fähnrich A. (1994). Coenzyme Q10 and Antioxidants in Acute Myocardial Infarction; Mol Aspects Med 1994 15s s143-s147
Rayman MP. (2019). Selenium intake, status, and health: a complex relationship. Hormones (Athens), https://doi.org/10.1007/s42000-019-00125-5.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
