Selen er et vigtigt sporstof, vigtigt i den forstand at vores krop ikke kan danne det, så vi må få det, vi har brug for fra vores kost.
Et suboptimalt indtag af selen, dvs. en indtagelse under det anbefalede indtagelsesniveau, er forbundet med en øget sygdomsrisiko, især for autoimmune sygdomme, kroniske sygdomme og betændelse mv.
Desværre negligeres sundhedsrisici ved selenmangel ofte. Her er nogle fakta:
- Endemiske sygdomme der kan forebygges kendes i regioner med selenmangel, f.eks. i visse dele af Kina.
- En tilstrækkelig høj selenstatus er en forudsætning for en tilstrækkelig immunsystemrespons.
- Personer, der bor i regioner med selenfattig jord, kvinder der er gravide, personer med autoimmun skjoldbruskkirtelsygdom og personer med alvorlig sygdom, f.eks. COVID-19, vides at have et suboptimalt selenindtag og tilsvarende selenstatus.
- Et forbedret kostvalg og/eller selentilskud er effektive måder at undgå alvorlig selenmangel.
Dette er hovedpunkterne i en nylig tidsskrift-artikel udgivet af professor Lutz Schomburg, Charité – Universitätsmedizin Berlin, Freie Universität Berlin og Humboldt Universität zu Berlin.
SELEN OG SELENOPROTEINER
Mikronæringsstoffet selen er en bestanddel af aminosyren selenocystein, som i sig selv er en væsentlig del af de omkring 25 selenoproteiner, der er identificeret i human biologi. Nogle selenoproteiner vides at være afgørende for livet; hvorfor disse fortrinsvis dannes og distribueres. Hjernen har for eksempel en høj prioritet for selen i perioder med mangel på stoffet.
Det kræver et tilstrækkeligt højt selenindtag at forbedre ekspressions-niveauet af selenoprotein samt at øge selenstatus i celler og væv, der har lav forsynings-prioritet af selen i perioder med et lavt selenindtag, f.eks. leveren, muskler, mave-tarmkanal og immunsystemet.
SELENSTATUS OG SYGDOMsRISIKO
Nedenstående oplysninger stammer fra oversigtssartiklen fra 2021 skrevet af professor Schomburg.
Selenstatus og Hashimotos thyroiditis
Hashimotos thyroiditis er en meget udbredt autoimmun sygdom; den er mere udbredt hos kvinder end hos mænd. Forekomsten er høj og i stigning.
Professor Schomburg bemærker, at der er set et afgørende bevis for selenmangels rolle som årsag til stigning af hypothyroidisme i et stort tværsnitsstudie i Kina, der indskrev mere end 6000 forsøgspersoner, som enten boede i et område med decideret selenmangel eller i et område med en moderat selenstatus.
Et randomiseret, kontrolleret forsøg udført i Italien testede tilskud med 200 mkg selen dagligt til gravide med eller uden positive TPO-aAb auto-antistoffer. Interventionen med selen reducerede med succes risikoen for både skjoldbruskkirtelsygdom efter fødslen og permanent hypothyroidisme (nedsat stofskifte). Der blev ikke registreret bivirkninger.
Selenstatus og Graves sygdom
Graves sygdom er den anden hovedform for autoimmun sygdom i skjoldbruskkirtlen, næst efter Hashimotos sygdom. Det forårsager symptomer på hypertyreose (for højt stofskifte), og det er også mere udbredt hos kvinder end hos mænd. Forholdet mellem selenstatus og Graves sygdom er mindre godt forstået end det tilsvarende forhold i Hashimotos sygdom.
I den store kinesiske undersøgelse, der er nævnt ovenfor, havde kun de mandlige forsøgspersoner en højere forekomst af Graves sygdom i området med lavt selen sammenlignet med mændene i området med et højere selenindtag; forekomsten af Graves sygdom hos kvinderne var stort set upåvirket af denne forskel i selen. Forskellen i andelen af kvinder og mænd der havde hypertyreose mellem det selenfattige område og det moderate selenområde var statistisk signifikant [Wu 2015].
Hvad angår selenindtag, citerer professor Schomburg et randomiseret kontrolleret forsøg, hvor en seks måneder lang intervention med selen havde positive helbredseffekter i Graves orbitopati. Seleninterventionen var forbundet med mindskelse af udstående øjenæbler og undertrykkelse af inflammatoriske biomarkører; det daglige selentilskud var forbundet med forbedret øjenmotilitet og forbedret livskvalitet [Marcocci 2011].
Selenstatus og type 1 og type 2 diabetes mellitus
Type 1 diabetes mellitus er den autoimmune form for diabetes, der primært udvikler sig i en ung alder, men den kan også forekomme som en langsomt udviklende autoimmun diabetes hos voksne eller som en pludselig type 1-diabetes hos voksne.
Det er kendetegnet ved en progressiv ødelæggelse af de insulinproducerende betaceller i bugspytkirtlen; terapeutisk behandling med insulin er nødvendig.
Det estimeres, at omkring et ud af ti tilfælde af diabetes mellitus skyldes autoimmun sygdom; de fleste tilfælde af diabetes er forbundet med insulinfølsomhed, overvægt og alder og er kendt som type 2 diabetes mellitus. Der er forskellige men overlappende kategorier af diabetes mellitus, hvilket gør en personlig diagnose og behandling et must.
Der er observeret forhøjede serum- eller plasmaseleniveauer hos mange type 2 -diabetespatienter. Professor Schomburg forklarer, at når folk udvikler type 2-diabetes, forstyrres den normale regulering af dannelse af Selenoprotein P i leveren, hvilket igen forårsager et højere indhold af serum-selenoprotein P- og selen i blodet.
Professor Schomburg hævder, at dataene fra store og velkontrollerede randomiserede undersøgelser indikerer, at selentilskud ikke er årsagsmæssigt knyttet til en højere forekomst af type 2-diabetes. Han foreslår, at det kan være omvendt: At høje serum-seleniveauer skyldes udvikling af diabetes [Schomburg 2020].
Selenstatus og leddegigt (reumatoid arthritis)
En tredje hovedgruppe af inflammatoriske og kroniske autoimmune sygdomme er leddegigt, som primært påvirker leddene, men kan sprede sig til større organer i kroppen. Lidelsen påvirker også kvinder mere end mænd; det har en tendens til at toppe i slutningen af voksenalderen.
Serum-selenstatus samt status for tre biomarkører for selenstatus: Niveauet af glutathionperoxidase-3, niveauet af total-selen og niveauet af selenoprotein P. De har vist sig at være signifikant reduceret hos patienter med leddegigt i forhold til de tilsvarende niveauer hos kontrolgrupper. (Zinkmangel er også rapporteret hos patienter med leddegigt).
Reduceret selenstatus er forbundet med en opregulering af en række inflammationsrelevante gener. Den kroniske inflammation, der er forbundet med leddegigt, ser ud til at forringe omsætningen af selen og forringe dannelse af selenoprotein P i leveren, hvilket resulterer i et fald i serum-selenstatus hos patienter med leddegigt sammenlignet med raske kontroller.
Antireumatisk behandling har vist en positiv effekt på selenstatus, og den øgede selenstatus følger sideløbende med en nedsat inflammatorisk aktivitet.
Af ukendte årsager er selentilskud til patienter med leddegigt ikke blevet omfattende eller systematisk undersøgt . Der har været et par interventionsundersøgelser med selentilskud, men de har været karakteriseret ved små grupper af patienter af kort varighed og en begrænset monitorering af biomarkører for selenstatus.
Konklusioner: SELENSTATUS OG risiko for autoimmun sygdom
Vi har brug for et tilstrækkeligt indtag af sporstoffet selen til et normalt fungerende immunsystem.
En suboptimal selenstatus kan forringe immunresponset og gøre os sårbare over for autoimmune sygdomme, f.eks. autoimmune sygdomme i skjoldbruskkirtlen.
Desuden kan forhøjede cytokinniveauer i et aktivt immunsystem have en dæmpende effekt på dannelsen af selenoproteiner i leveren og på udskillelsen af selenoprotein P til blodkredsløbet, hvilket resulterer i et nedsat selenstofskifte og nedsat selenstatus.
Ved at undgå alvorlig selenmangel kan man reducere risikoen for autoimmun sygdom, og det er muligt at lindre sygdomssymptomer.
Selentilskud kan således stærkt anbefales ved akut eller kronisk mangel.
På nuværende tidspunkt ser det ikke ud til at være nødvendigt med selentilskud til raske personer, blot niveauet er tilstrækkeligt højt.
Bemærk: Bomer et al. [2019] har vist, at serum-selenstatus under 70 mkg/l klart er forbundet med mere alvorlige tegn og symptomer på hjertesvigt, dårligere træningskapacitet og dårligere livskvalitet. I deres undersøgelse havde patienter med hjertesvigt med serum-seleniveauer under 100 mkg/l også mærkbart dårligere træningskapacitet og dårligere livskvalitet end patienter med højere serum-selenkoncentrationer.
Kilder
Bomer N, Grote Beverborg N, Hoes MF, Streng KW, Vermeer M, Dokter MM, IJmker J, Anker SD, Cleland JGF, Hillege HL, Lang CC, Ng LL, Samani NJ, Tromp J, van Veldhuisen DJ, Touw DJ, Voors AA, van der Meer P. Selenium and outcome in heart failure. Eur J Heart Fail. 2020 Aug;22(8):1415-1423.
Mao J, Teng W. The relationship between selenoprotein P and glucose metabolism in experimental studies. Nutrients. 2013;5:1937–1948.
Marcocci C, Kahaly GJ, Krassas GE, Bartalena L, Prummel M, Stahl M, Altea MA, Nardi M, Pitz S, Boboridis K et al. Selenium and the course of mild Graves’ orbitopathy. N. Engl. J. Med. 2011;364:1920–1931.
Schomburg L. Selenium deficiency due to diet, pregnancy, severe illness, or covid-19—a preventable trigger for autoimmune disease. Int. J. Mol. Sci. 2021;22(16):8532.
Schomburg L. The other view: The trace element selenium as a micronutrient in thyroid disease, diabetes, and beyond. Hormones
2020, 19, 15–24.
Speckmann B, Sies H, Steinbrenner H. Attenuation of hepatic expression and secretion of selenoprotein P by metformin. Biochem. Biophys. Res. Commun. 2009, 387, 158–163.
Wu Q, Rayman MP, Lv H, Schomburg L, Cui B, Gao C, Chen P, Zhuang G, Zhang Z, Peng X, et al. Low Population selenium status is associated with increased prevalence of thyroid disease. J. Clin. Endocrinol. Metab. 2015;100: 4037–4047.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
