Selentilskud og insulinresistens: En klinisk undersøgelse

Den seneste kliniske forskning viser, at selentilskud på 200 mikrogram i form af selengær til ældre voksne i op til tre år ikke har en negativ indvirkning på betacelle-funktionen i bugspytkirtlen eller på insulinfølsomheden.

Resultater fra en klinisk undersøgelse, hvor man sammenlignede tilskud på 200 mikrogram selen med placebo-tilskud, viste ingen effekt af selentilskuddet på insulinsekretion og insulinets virkning [Jacobs].

Disse resultater kan ses som vigtige tegn på, at selentilskud i op til tre år hos ældre individer ikke har nogen diabetesfremkaldende virkninger hos mennesker [Jacobs].

Forskerne der gennemførte selen- og insulinresistensundersøgelsen konkluderede, at undersøgelsens resultater ikke viser nogen årsagssammenhæng mellem selen og udvikling af insulinresistens eller udvikling af type 2-diabetes [Jacobs].

Udformningen af selen og insulinresistens-undersøgelsen

Baggrund: I 2016 rapporterede forskere ved Arizona Cancer Center i Tucson om resultaterne af selenundersøgelsen [Thompson].

I den undersøgelse indskrev forskere mænd og kvinder i alderen 40 til 80 år fra endoskopiklinikker i Arizona, Colorado, New York og Texas. De testede effekten af et selengærtilskud til forebyggelse af kolorektale adenomer samt om der var risiko for at udvikle type 2-diabetes [Thompson].

Til den aktuelle undersøgelse af mulige effekter af selentilskud på risikoen for at udvikle diabetes udvalgte forskerne deltagere fra en større selenundersøgelse. Disse 400 deltagere blev tilfældigt tildelt en gruppe der fik selentilskud (n = 205) eller en placebogruppe (n = 195).

Af de 400 deltagere var 1/3 kvinder og 2/3 mænd.

Deltagerens gennemsnitsalder var 63 år plus / minus 8,9 år.

Analyseresultater fra selen- og insulinresistens-undersøgelsen

Forskerne vurderede to primære endepunkter:

  • Betacelle-funktionen ved hjælp af HOMA2-% β modellen
  • Insulinfølsomhed ved hjælp af HOMA2-% S-modellen

HOMA2-analyserne viste følgende resultater:

Ingen statistisk signifikante forskelle mellem selengruppen og placebogruppen på begge målinger (betacellefunktion eller insulinfølsomhed) efter 2.9 år med tilskud [Jacobs]
Ingen statistisk signifikante forskelle mellem selengruppen og placebogruppen, når de inddeles efter alder eller køn [Jacobs].

Sekundær analyse fra selen- og insulinresistensundersøgelsen

For yderligere at teste om der skulle være en sammenhæng mellem selentilskud og risikoen for type 2-diabetes udarbejdede forskerne et passende udvalg på 175 deltagere – 96 deltagere i placebogruppen og 79 deltagere i selen-tilskudsgruppen.

De gav den modificerede orale glukosetolerancetest (mOGTT test) til disse deltagere.

Den orale glukosetolerancetest (OGTT) måler kroppens respons på sukker.

Derfor kan OGTT-testen bruges til at screene for type 2-diabetes. Den modificerede version af OGTT bruges ofte til at diagnosticere svangerskabsdiabetes.

Resultatet af den orale glukosetolerancetest

Både selengruppen og placebogruppen havde i gennemsnit fasteværdier af glukose, som lå inden for normalområdet (= mindre end 100 mg/dl).

  • Selengruppen: 92,3 mg/dL (plus/minus 12 mg/dl)
  • Placebogruppen: 96,6 mg/dL (plus/minus 14,6 mg/dl)

Selentilskud og risikoen for prostatakræft

Denne undersøgelse er opmuntrende, fordi den ikke viser nogen diabetesfremkaldende effekt af selentilskud. Derudover synes der ikke at være nogen aldersrelateret effekt af selentilskud på insulinfølsomhed (Jacobs, figur 4).

Dette er især bemærkelsesværdigt, fordi tidligere studier synes at vise, at den bedste beskyttelse mod udviklingen af prostatakræft findes ved et selenindhold i serum på mellem 120 mikrogram pr. Liter til 170 mikrogram pr. Liter [Hurst].

Resultaterne fra en meta-analyse lavet i 2018 og en systematisk gennemgang tyder på, at selen “sandsynligvis har en beskyttende effekt mod prostatakræft og dens udvikling til mere fremskredne stadier.” Derfor konkluderer meta-analysens forfatterne, at “selentilskud kan foreslås som forebyggelse af prostatakræft “[Sayehmiri].

 

Kilder

Hurst, R., Hooper, L., Norat, T., Lau, R., Aune, D., Greenwood, D. C., & Fairweather-Tait, S. J. (2012). Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. The American Journal of Clinical Nutrition, 96(1), 111-122.

Jacobs, E. T., Lance, P., Mandarino, L. J., Ellis, N. A., Sherry Chow, H-H, … & Thompson, P. A. (2019). Selenium supplementation and insulin resistance in a randomized, clinical trial. BMJ Open Diabetes Research & Care, 7 e000613, doi: 10.1136/bmjdrc-2018-000613

Sayehmiri, K., Azami, M., Mohammadi, Y., Soleymani, A. & Tardeh, Z. (2018). The association between selenium and prostate cancer: a systematic review and meta-analysis. Asian Pac J Cancer Prev, 19 (6), 1431-1437.

Thompson, P. A., Ashbeck, E. L., Roe, D. J., Fales, L., Buckmeier, J., Wang, F., & Lance, P. (2016). Selenium Supplementation for Prevention of Colorectal Adenomas and Risk of Associated Type 2 Diabetes. Journal of The National Cancer Institute, 108(12). https://doi-org.db14.linccweb.org/10.1093/jnci/djw152

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.