Selen og risikoen for svangerskabsforgiftning

Gravid kvinde læner sig op af et træ
Svangerskabsforgiftning er en alvorlig tilstand, der forårsager for højt blodtryk hos gravide kvinder, som ikke havde for højt blodtryk før deres graviditet. Det høje blodtryk udvikler sig typisk efter graviditetens 20. uge. Videnskabelige undersøgelser viser, at et dagligt selentilskud kan reducere risikoen for svangerskabsforgiftning.

Der er et klart forhold mellem en gravid kvindes selenniveau og hendes risiko for svangerskabsforgiftning. Observationsundersøgelser viser, at et lavt selenniveau er forbundet med en større risiko for svangerskabsforgiftning. Undersøgelser med brug af selentilskud har vist en nedsat forekomst af svangerskabsforgiftning [Xu].

Hvad er svangerskabsforgiftning?
Svangerskabsforgiftning er en kompleks tilstand karakteriseret ved følgende symptomer, der begynder omkring graviditetens uge 20:

  • et unormalt højt proteinindhold i urinen (som indikerer mulig skade på nyrerne)
  • et systolisk blodtryk højere end 140 mmHg eller et diastolisk blodtryk over 90 mmHg, målt to gange med et interval på mindst 4-6 timer og med højst 7 dages mellemrum [Uzan]
  • svær hovedpine
  • sløret syn
  • en nedsat mængde blodplader i blodet [Mayo Clinic]

Svangerskabsforgiftning synes at være forårsaget af en unormal udvikling af de nye blodkar, der er nødvendige for at transportere blod til moderkagen. De nye blodkar er snævrere end de burde være, og de reagerer anderledes på hormonal påvirkning [Mayo Clinic].

Svangerskabsforgiftning er en alvorlig lidelse under graviditeten; den kan forårsage for tidlig fødsel eller endda moderens eller barnets død ved og omkring fødslen [Uzan].

Selentilskud og risikoen for svangerskabsforgiftning: en meta-analyse
I 2016 rapporterede Dr. Xu og hans kolleger om resultaterne af en meta-analyse af 13 observationsstudier med 1515 deltagere og 3 randomiserede, kontrollerede undersøgelser med 439 deltagere.

De kombinerede resultater af de 3 randomiserede, kontrollerede undersøgelser viste en relativ risiko på 0,28 (konfidensinterval: 0,09 til 0,84) for svangerskabsforgiftning i selentilskudsgruppen.

Relativ risiko forstås som forholdet mellem risikoen i selenbehandlingsgruppen og risikoen i placebogruppen. Den relative risiko på 0,28 viser en stærk beskyttende virkning af selentilskuddet. Konfidensintervallet viser, at forskerne var 95% sikre på, at befolkningens relative risiko ligger et sted mellem 0,09 og 0,84.

Ved at trække 0,28 fra 1,0 får vi 0,72, altså en relativ risikonedsættelse på 72% som følge af brugen af selentilskud sammenlignet med placebo. Den sande relative risikonedsættelse ligger sandsynligvis et sted mellem 16% og 91%. Pointen er, at der var en betydelig nedsat risiko i selentilskuds-grupperne i disse tre undersøgelser.

Hvis den beregnede relative risiko for de 3 undersøgelser var større end 1,0, ville vi have mistænkt, at selentilskuddet var skadeligt. Men resultaterne af meta-analysen viser, at selentilskuddet med statistisk sikkerhed er gavnligt ved at reducere risikoen for svangerskabsforgiftning [Xu]. Det er gode nyheder.

Individuelle undersøgelser af selentilskud og risiko for svangerskabsforgiftning
Lad os se på nogle af de interessante, randomiserede, dobbeltblindede, placebokontrollerede forsøg med selentilskud og dets virkning på risikoen for svangerskabsforgiftning.

Rayman-undersøgelsen af selentilskud og risiko for svangerskabsforgiftning
I 2014 rapporterede professor Margaret P. Rayman og hendes kolleger om resultaterne af en undersøgelse, hvor 230 førstegangsgravide tilfældigt blev tildelt en af to forsøgsgrupper

  • en selenbehandlingsgruppe, hvor hver deltager fik en tablet med 60 µg selen fra selenberiget gær dagligt
  • en placebo-gruppe, der fik en matchende placebo-gærtablet dagligt

Behandlingen begyndte ved graviditetens 12. til 14. uge og fortsatte indtil kvinderne fødte.

Forskerne målte kvindernes selenkoncentrationer i helblod ved undersøgelsens start og ved 35. uge. De målte også kvindernes selenoprotein P-koncentrationer i plasma ved 35. uge.

Koncentrationen af selen i helblod steg signifikant hos de gravide kvinder i selenbehandlingsgruppen, mens selenkoncentrationen i helblod hos de gravide kvinder i placebogruppen faldt signifikant. I uge 35 var koncentrationerne af selen i helblod og selenoprotein P hos kvinderne i behandlingsgruppen signifikant højere end de tilsvarende koncentrationer hos kvinderne i placebogruppen [Rayman 2014].

Det primære mål med undersøgelsen involverede sammenligning af niveauerne af sFlt-1 protein i blodet, der er kendt for at deaktivere de proteiner, der fremmer vækst og udvikling af blodkar. Øgede koncentrationer af sFlt-1-proteinet er en bio-markør for en forhøjet risiko for svangerskabsforgiftning.

I uge 35 viste målinger af koncentrationerne af sFlt-1-proteinet, at koncentrationerne var signifikant lavere i selenbehandlingsgruppen end i placebogruppen, hvilket betød en nedsat risiko for svangerskabsforgiftning (Rayman 2014).

Tara-studiet af selentilskud og risiko for svangerskabsforgiftning
I 2010 rapporterede Dr. Tara, Dr. Rayman og deres hold af forskere om resultaterne af en undersøgelse, hvor 166 førstegangs-gravide i deres første trimester tilfældigt blev tildelt en af to deltagergrupper:

  • En selenbehandlingsgruppe hvor deltagerne fik 100 mikrogram selen fra et selenberiget gærpræparat dagligt
  • En kontrolgruppe hvor deltagerne fik en matchende placebo-gærtablet dagligt

Undersøgelsen fortsatte indtil kvinderne fødte. Forskernes målinger viste, at serum-selenkoncentrationerne hos kvinderne i behandlingsgruppen steg markant; serum selenkoncentrationen hos kvinderne i placebogruppen forblev uændret i løbet af undersøgelsen. Selentilskuddet var ikke forbundet med nogen større bivirkninger [Tara].

Der var ingen tilfælde af svangerskabsforgiftning i selen-behandlingsgruppen; Der var 3 tilfælde af svangerskabsforgiftning i placebogruppen, hvilket tyder på, at der kan være en sammenhæng mellem selentilskud og en lavere frekvens af svangerskabsforgiftning. Selv om forskellen ikke nåede niveauet for statistisk signifikans, kan det være klinisk signifikant [Tara].

Tabletterne med højtberiget selengær og de tilsvarende placebo-gærtabletter, der blev anvendt i Rayman og Taras undersøgelser, blev leveret af den danske farmaceutiske virksomhed, Pharma Nord.

Han-undersøgelsen af selentilskud og risiko for svangerskabsforgiftning
Dr. Han og et forskerteam studerede effekten af selentilskud på 100 gravide kvinder med høj risiko for at få graviditetsinduceret forhøjet blodtryk. Disse højrisiko-kvinder blev tilfældigt tildelt en af to grupper:

  • en behandlingsgruppe hvor hver deltager fik 100 mikrogram selen i en tilskudsdrik hver dag
  • en kontrolgruppe hvor hver fik en lignende placebovæske hver dag

De gravide kvinder tog deres tildelte tilskud i 6 til 8 uger i den senere del af graviditeten. Den pleje de fik, var den samme uanset hvilken undersøgelsesgruppe de var blevet tildelt.

Resultaterne fra undersøgelsen viste, at selentilskuddet øgede blodets selenindhold betydeligt hos de gravide kvinder i behandlingsgruppen, mens blod-seleniveauet hos de gravide kvinder i kontrolgruppen faldt signifikant under graviditeten.

Selentilskuddet forhindrede og nedsatte forekomsten af ​​forhøjet blodtryk og forekomst af ​ødemer forårsaget af graviditet [Han].

Resumé: selentilskud og svangerskabsforgiftning
I en oversigtsartikel har professor Rayman fra Det Sundhedsvidenskabelige og Medicinske Fakultet, University of Surrey, Guildford, Storbritannien, dokumenteret følgende relevante forhold:

  • Kvinder i første trimester og / eller med tilbagevendende aborter, har signifikant lavere selenniveau end gravide kvinder, der ikke aborterer.
  • Selenindtag og selenstatus har begge blevet knyttet til risiko for svangerskabsforgiftning.
  • Kvinder med svangerskabsforgiftning har et signifikant lavere indhold af selen i deres plasma og tånegle end tilsvarende sunde, gravide kvinder.
  • Forøget plasmavolumen under graviditeten kan redegøre for en del af det nedsatte selenniveu, men systemisk betændelse – som er forbundet med både abort og præeklampsi – kan også være en faktor, der nedsætter blodets selenniveau [Rayman 2012].

De ovenfor beskrevne randomiserede, kontrollerede forsøg med selentilskud og risiko for svangerskabsforgiftning viser en gavnlig sundhedsvirkning for gravide kvinder med lavt selenniveau.

 

Kilder

Han, L., & Zhou, S. M. (1994). Selenium supplement in the prevention of pregnancy induced hypertension. Chinese Medical Journal, 107(11), 870-871.

Mayo Clinic. (2017). Preeclampsia.  Symptoms and Causes.  Retrieved from
http://www.mayoclinic.org/diseases-conditions/preeclampsia/symptoms-causes/dxc-20316143.

Rayman, M. P., Searle, E., Kelly, L., Johnsen, S., Bodman-Smith, K., Bath, S. C., & … Redman, C. G. (2014). Effect of selenium on markers of risk of pre-eclampsia in UK pregnant women: a randomised, controlled pilot trial. The British Journal of Nutrition, 112(1), 99-111.

Rayman, M. P. (2012). Selenium and human health. Lancet (London, England), 379(9822), 1256-1268.

Tara, F., Maamouri, G., Rayman, M. P., Ghayour-Mobarhan, M., Sahebkar, A., Yazarlu, O., & Ferns, G. (2010). Selenium supplementation and the incidence of preeclampsia in pregnant Iranian women: a randomized, double-blind, placebo-controlled pilot trial. Taiwanese Journal of Obstetrics & Gynecology, 49(2), 181-187.

Uzan, J., Carbonnel, M., Piconne, O., Asmar, R., & Ayoubi, J. (2011). Pre-eclampsia: pathophysiology, diagnosis, and management. Vascular Health and Risk Management, 7467-474.

Xu, M., Guo, D., Gu, H., Zhang, L., & Lv, S. (2016). Selenium and Preeclampsia: a Systematic Review and Meta-analysis. Biological Trace Element Research, 171(2), 283-292. doi:10.1007/s12011-015-0545-7.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.