Serum-selenstatus og svangerskabsdiabetes

Gravid kvinde
Forekomsten af svangerskabs-diabetes varierer fra region til region i verden fra under 5% af graviditeterne til under 10% og så højt som 20%. Svangerskabsdiabetes øger kvindens risiko for type 2 diabetes og metabolisk syndrom og øger risikoen for akutte og langsigtede, negative stofskifteforstyrrelser hos barnet. En nylig meta-analyse viser, at kvinder med svangerskabsdiabetes typisk har signifikant lavere serum-selen-koncentrationer.

Sædvanligvis er serum-selen-koncentrationsniveauet signifikant lavere hos kvinder med svangerskabs-diabetes end hos raske, gravide kvinder. Forskellene er særligt påfaldende hos ikke-kaukasiske gravide og hos gravide kvinder i tredje trimester. Det er konklusionen fra en nylig meta-analyse og systematisk gennemgang af den relevante litteratur i form af observationsstudier [Kong 2016].

Selen og svangerskabsdiabetes

Svangerskabsdiabetes defineres som en hvilken som helst grad af glukoseintolerans, der opstår ved graviditetens begyndelse. En fysiologisk insulinresistens, der begynder i andet trimester og udvikler sig gennem tredje trimester, er ret typisk for graviditeter. Kommende mødre har generelt brug for en øget insulinudskillelse for at opretholde normale blodglukoseniveauer. En nedsættelse af den nødvendige kompenserende  øgning af insulinudskillelsen fører til diagnosen svangerskabsdiabetes [Kong 2016].

Selen er et vigtigt mikronæringsstof. Det er en bestanddel af antioxidant-selenoproteiner, der har en beskyttende virkning mod oxidativt stress og inflammation [Burk 2002].

Forholdet mellem serum-seleniveauet og svangerskabsdiabetes er vigtigt af følgende grunde [Kong 2015]:

  • Lave serum-selenkoncentrationer kan medføre, at gravide kvinder og deres fostre bliver mere modtagelige for de skadelige virkninger af oxidativt stress.
  • En lav serum-selenstatus kan forværre insulinresistens hos gravide kvinder, hvilket fører til forværring af svangerskabsdiabetes.

De mekanismer, hvormed selenstatus påvirker insulinresistens og blodglukoseniveauer, er ikke kendt; Der er til dato ikke lavet nok undersøgelser af mekanismerne.

Ligeledes er det ikke kendt, hvad der kommer først. Fører en lav selenstatus til udviklingen af ​​svangerskabsdiabetes, eller er lav selenstatus en konsekvens af at have udviklet svangerskabsdiabetes, hvilket yderligere forværrer svangerskabsdiabetes?

Fordele ved et moderat selentilskud til gravide kvinder

Flere undersøgelser har vist, at et moderat tilskud til gravide – 50 – 100 mikrogram pr. dag – giver en række gavnlige sundhedsmæssige resultater:

  • Nedsat oxidativ stress [Tara 2010]
  • Nedsat forekomst af hypothyroidisme og nedsat inflammation i skjoldbruskkirtlen [Negro 2007]
  • Nedsat forekomst af graviditetsinduceret blodtryksforhøjelse [Han 1994]
  • Nedsat risiko for svangerskabsforgiftning [Rayman 2014]
  • Nedsat risiko for for tidlig bristning af membranerne [Tara 2010]
  • Nedsat risiko for fødselsdepression [Mokhber 2011]

Hvad er lave serum/plasma-seleniveauer?

De til dato bedste estimater af serum/plasma-seleniveauer er som følger [Hurst 2010]:

Serum/plasma-seleniveauer lavere end 100 mikrogram pr. liter er under normal serum/plasma-seleniveauer mellem 110 og 118 synes at være det niveau, hvor selenoprotein P nærmer sig optimal aktivitet serum-selen koncentrationer mellem 120 og 150 mikrogram pr. liter er det “formodede gavnlige område”

I meta-analysen som opsummeres i denne artikel var følgende værdier typiske for gravide kvinder diagnosticeret med svangerskabsdiabetes (gennemsnit ± standardafvigelse):

  • 34,7 ± 8,7 mikrogram pr. liter
  • 51,7 ± 11,7 mikrogram pr. liter
  • 63,5 ± 12,0 mikrogram pr. liter
  • 85,1 ± 5,4 mikrogram pr. liter

Sammenfatning: Serum-selenstatus og svangerskabsdiabetes

I betragtning af at forekomsten af svangerskabsdiabetes er stigende, og at konsekvenserne af svangerskabsdiabetes – både akut og på længere sigt – kan være alvorlig, er emnet serum-selenstatus og svangerskabsdiabetes relevant og værd af beskæftige sig med.

Vi har brug for flere undersøgelser af forholdet mellem selen og svangerskabsdiabetes med konsistente målinger af selenstatus, konsistente værdier for glukosetolerance samt konsistente kliniske data om gravide kvinder med svangerskabsdiabetes.

I det omfang selentilskud er påkrævet, er den bedste formulering et selen-gærpræparat.

 

Kilder

Burk, R.F. (2002).  Selenium: an antioxidant nutrient.  Nutr Clin Care, 5(2), 75-79.

Han, L., & Zhou, S. M. (1994). Selenium supplement in the prevention of pregnancy induced hypertension. Chinese Medical Journal, 107(11), 870-871.

Hurst, R., Armah, C.N., Dainty J.R., Hart, D.J., Teucher, B., Goldson, A.J., Broadley, M.R., Motley, A.K., Fairweather-Tait, S.J.  (2010).  Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Am J Clin Nutr, 91(4):923-31.

Kong, F., Ma, L., Chen, S., Li, G., & Zhou, J. (2016). Serum selenium level and gestational diabetes mellitus: a systematic review and meta-analysis. Nutrition Journal, 15(1), 94.

Mokhber, N., Namjoo, M., Tara, F., Boskabadi, H., Rayman, M. P., Ghayour-Mobarhan, M., & Ferns, G. (2011). Effect of supplementation with selenium on postpartum depression: a randomized double-blind placebo-controlled trial. The Journal of Maternal-Fetal & Neonatal Medicine, 24(1), 104-108.

Negro, R., Greco, G., Mangieri, T., Pezzarossa, A., Dazzi, D., & Hassan, H. (2007). The influence of selenium supplementation on postpartum thyroid status in pregnant women with thyroid peroxidase autoantibodies. The Journal of Clinical Endocrinology and Metabolism, 92(4), 1263-1268.

Rayman, M.P., Searle, E., Kelly, L., Johnsen, S. (2014). Effect of selenium on markers of risk of pre-eclampsia in UK pregnant women: a randomised, controlled pilot trial. British Journal of Nutrition, 112(1), 99-111.

Tara, F., Rayman, M. P., Boskabadi, H., Ghayour-Mobarhan, M., Sahebkar, A., Alamdari, D. H., & Ferns, G. (2010). Prooxidant-antioxidant balance in pregnancy: a randomized double-blind placebo-controlled trial of selenium supplementation. Journal of Perinatal Medicine, 38(5), 473-478.

Tara, F., Rayman, M. P., Boskabadi, H., Ghayour-Mobarhan, M., Sahebkar, A., Yazarlu, O., & Ferns, G. (2010). Selenium supplementation and premature (pre-labour) rupture of membranes: a randomised double-blind placebo-controlled trial. Journal of Obstetrics and Gynaecology, 30(1), 30-34.

Tara, F., Maamouri, G., Rayman, M. P., Ghayour-Mobarhan, M., Sahebkar, A., Yazarlu, O., & Ferns, G. (2010). Selenium supplementation and the incidence of preeclampsia in pregnant Iranian women: a randomized, double-blind, placebo-controlled pilot trial. Taiwanese Journal of Obstetrics & Gynecology, 49(2), 181-187.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Formuleringen af tilskud med selengær

Franskbrød
Bagegær, den gær der lever af sukkerstoffer i mel og frigiver kuldioxid, som får brødet til at hæve, det er den samme gær, som selenet er organisk bundet til i produktionen af selen-gærtilskud. I produktionsprocessen indarbejdes selenet i selenforbindelser: Selenomethionin, methylselenocystein, selenocystein og mange andre organiske selenformer. Selen-gærtilskud giver den bedste optagelighed, den bedste tilbage-holdelse og den bedste antioxidantvirkning, kemopræventive- og immunmodulerende støtte.

Vi ønsker stabilitet, sikkerhed og biotilgængelighed af vores selentilskud. Tilskud med selengær – også kendt som selenberiget gær – er den bedste formulering til at opnå disse mål.

Selengær-tilskud produceres ved hjælp af selen, der er blevet dyrket sammen med gær af typen Saccharomyces cerevisiae (bagegær). De af os, der tager et dagligt højt selengær-tilskud ved, at den gær, der anvendes til fremstilling af tilskuddet, er død. Gærcellerne kan ikke komme ind i vores krop og formere sig, fordi de ikke længere er i live.

Forskellige former for selentilskud

Der findes både uorganiske og organiske former for selen i kommercielt tilgængelige selentilskud. Der er tilskud lavet med uorganiske former, der indeholder selensalte som natriumselenit og natriumselenat. Deres optagelighed er ikke nær så god som optageligheden af de bedste organiske selenberigede gærtilskud.

Bemærk: Når vi anvender betegnelserne “organisk” og “uorganisk” i forbindelse med selentilskud, mener vi, at selenforbindelserne indeholder kulstof og brint (organisk) eller ikke indeholder disse (uorganisk).

Blandt de organiske selenformer i kommercielt tilgængelige selentilskud er der selenomethionin-formen (C5 H11 N02 Se). Selenomethionin er den form, der almindeligvis findes i paranødder, kornprodukter og bælgplanter.

Desværre er tilskud med en syntetisk udgave af selenomethionin blevet anvendt i nogle humanstudier, og resultaterne er ikke blevet som man havde håbet, især ikke i det såkaldte Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT) studiet [Lippman 2009].

Et godt selengær-tilskud indeholder naturligt forekommende organisk selenomethionin udover methylselenocystein (C4 H9 NO2 Se), som er den form der findes i hvidløg og broccoli, og i alt op mod 30 forskellige selenformer [Larsen 2004]. Mange af disse 30 forskellige selenformer kan godt have biologiske funktioner, som et uorganisk eller syntetisk selenomethionintilskud ikke har.

Selv blandt de kommercielt tilgængelige selengær-tilskud kan der være variationer i standardiseringen af ​​præparatet. Variationen i sammensætningen samt de selenformer der findes i de forskellige selengærtilskud antyder således, at der kan være forskelle i selenets biotilgængelighed.

Bedst dokumenterede europæisk producerede selengær

Det bedste dokumenterede selengær-tilskud, produceret i Danmark og kommercielt tilgængeligt i USA, har følgende stabile egenskaber [Larsen 2004; Bügel 2008]:

  • Optagelighed på 89-90%
  • Ca. 60% organisk selenomethioninindhold
  • I alt 30 organiske selenformer
  • Højst 1% uorganisk selen

Absorption af selengær-tilskud

Selen fra et selengær-tilskud absorberes bedre og bliver længere i kroppen end selen fra et syntetisk selenomethionintilskud eller et uorganisk selentilskud [Bügel 2008].

I den engelske pilotundersøgelse kaldet PREvention of Cancer by Intervention with Selenium (PRECISE)-undersøgelsen opnåede deltagerne i alderen 60-74 år, som havde lav selenstatus ved undersøgelsens start, følgende dosisafhængige stigninger i plasma-seleniveauet efter seks måneders dagligt tilskud med SelenoPrecise®:

  • 100 mikrogram daglig: 61% stigning i selenstatus
  • 200 mikrogram daglig: 113% stigning i selenstatus

Daglig dosering af selentilskuddet

Det er svært at komme med en generel angivelse af den mængde selen, voksne har brug for dagligt. Selen dannes ikke i menneskekroppen. Den primære kilde til selen er vores kost, og kosten varierer fra region til region og fra kultur til kultur.

  • Mængden af selen fra kosten kan variere betydeligt alt efter den region i verden, hvor vores mad produceres. Nogle steder er jord og planter selenrige; Andre steder er jord og planter selenfattige.
  • Der er sæsonmæssige variationer i selenindholdet i de fødevarer, vi spiser.
  • Der er variationer i de typer fødevarer, vi spiser.

Alt i alt er det tilrådeligt at få foretaget en blodprøve af ens seleniveau. Egen læge kan bestille en sådan test.

Så kan vi se, om vi er under det gunstige område på 120-150 mikrogram selen pr. Liter plasma [Hurst 2010]. Efterfølgende kan vi have brug for et dagligt tilskud på 50 eller 100 mikrogram selen.

Funktioner af selen i kroppen

Vi ved, at vi har brug for et tilstrækkeligt selenintag til produktion af selenoproteiner (mange af dem er selenoenzymer), som er nødvendige af følgende sundhedsmæssige årsager:

  • antioxidantbeskyttelse mod oxidativ skade på cellerne
  • optimal funktion af immunsystemet
  • optimal funktion af skjoldbruskkirtelhormoner
  • nedsat kræftrisiko
  • sædcelleproduktion

Selengær og nedsat risiko for oxidativt stress

I et randomiseret, dobbeltblindet, placebokontrolleret studie havde sunde mænd, der tog et selenberiget gærtilskud i 9 måneder, et signifikant nedsat niveau af kendte biomarkører for oxidativt stress. Raske mænd der tog et tilskud af selenomethionin med en tilsvarende mængde selen, havde derimod ikke [Richie 2014].

Selengær og nedsat risiko for kræft

Tilskud med et selengær-præparat, der indeholder mange selenformer, herunder organisk selenocystein, selenomethionin og methylselenocystein, har været forbundet med nedsat kræftrisiko i flere undersøgelser [Blot 1993; Prasad 1995; Clark 1996; Hercberg 2004].

Tilskud med et syntetisk 100% selenomethionintilskud viste ikke nogen kræftforebyggende effekt [Lippman 2009].

Konklusion: Selengær er det bedste valg

Det er vigtigt at vælge omhyggeligt, når vi vælger et selentilskud.

  • Vi ønsker ikke et tilskud med uorganisk selen.
  • Vi ønsker ikke et tilskud med syntetisk selenomethionin.
  • Vi ønsker ikke et tilskud, der er 100% selenomethionin.

Hvad ønsker vi?

  • Vi ønsker et organisk tilskud på gærbasis der indeholder forskellige selenformer, herunder methylselenocystein.
  • Vi ønsker et tilskud, der er blevet testet i randomiserede, kontrollerede forsøg.

I en kommende artikel vil jeg opsummere nogle af de videnskabelige undersøgelser, der er lavet med selengær-tilskud.

 

Kilder

Blot, W. J., Li, J. Y., Taylor, P. R., Guo, W., Dawsey, S., Wang, G. Q., & Li, B. (1993). Nutrition intervention trials in Linxian, China: supplementation with specific vitamin/mineral combinations, cancer incidence, and disease-specific mortality in the general population. Journal of The National Cancer Institute, 85(18), 1483- 1492.

Bügel, S., Larsen, E. H., Sloth, J. J., Flytlie, K., Overvad, K., Steenberg, L. C., & Moesgaard, S. (2008). Absorption, excretion, and retention of selenium from a high selenium yeast in men with a high intake of selenium. Food & Nutrition Research, 52doi:10.3402/fnr.v52i0.1642.
Clark, L. C., Combs, G. J., Turnbull, B. W., Slate, E. H., Chalker, D. K., Chow, J., & … Taylor, J. R. (1996). Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer Study Group. JAMA, 276(24), 1957-1963.

Hercberg, S., Galan, P., Preziosi, P., Bertrais, S., Mennen, L., Malvy, D., & Briançon, S. (2004). The SU.VI.MAX Study: a randomized, placebo-controlled trial of the health effects of antioxidant vitamins and minerals. Archives of Internal Medicine, 164(21), 2335-2342.

Hurst, R., Armah, C. N., Dainty, J. R., Hart, D. J., Teucher, B., Goldson, A. J., & Fairweather-Tait, S. J. (2010). Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. The American Journal of Clinical Nutrition, 91(4), 923-931.

Larsen, E. H., Hansen, M., Paulin, H., Moesgaard, S., Reid, M., & Rayman, M. (2004). Speciation and bioavailability of selenium in yeast-based intervention agents used in cancer chemoprevention studies. Journal of AOAC International, 87(1), 225-232.

Lippman, S. M., Klein, E. A., Goodman, P. J., Lucia, M. S., Thompson, I. M., Ford, L. G., & … Coltman, C. J. (2009). Effect of selenium and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers: the Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). Jama, 301(1), 39-51.

Prasad, M. P., Mukundan, M. A., & Krishnaswamy, K. (1995). Micronuclei and carcinogen DNA adducts as intermediate end points in nutrient intervention trial of precancerous lesions in the oral cavity. European Journal of Cancer. Part B, Oral Oncology, 31B(3), 155159.

Richie, J. J., Das, A., Calcagnotto, A. M., Sinha, R., Neidig, W., Liao, J., & … El-Bayoumy, K. (2014). Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: a randomized clinical trial. Cancer Prevention Research (Philadelphia, Pa.), 7(8), 796-804. doi:10.1158/1940-6207.CAPR-14-0042

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Selen, statiner og selenoproteiner

Øverste del af artikel fra tidsskriftet PLOS
Det er vigtigt at have en tilstrækkelig produktion af adskillige selenoproteiner – herunder de forskellige glutathionperoxidaser, thioredoxinreduktaser og selenoprotein P – for antioxidantforsvaret af cellerne. Professor Urban Alehagen og en gruppe svenske forskere observerede et signifikant nedsat antal dødsfald fra hjertesygdom i en 10-årig opfølgning af raske ældre deltagere, der i fire år havde fået en kombination af selengær- og coenzym Q10-tilskud.

I en nylig artikel på websiten q10facts.com har jeg skrevet et resumé af en artikel, hvor forskere diskuterer de forskellige måder, hvormed statinmedicin (statiner) kan øge patienternes risiko for åreforkalkning og hjertesvigt. Og jo, de japanske og ameri-kanske forskere siger, at statiner faktisk sænker kolesterol-tallet [Okuyama].

Men retningslinjerne for brug af statiner bør undersøges igen. Forskerne siger: Der har været en bemærkelsesværdig stigning i forekomsten af hjertesvigt i den samme periode, hvor man har anvendt statiner [Okuyama].

Endvidere kender man til mekanismer, hvorved statiner kan forårsage en stigning i forekomsten af åreforkalkning og hjertesvigt.

  • Statiner hæmmer kroppens produktion af coenzym Q10.
  • Statiner hæmmer indbygning af selen i antioxidant-selenoproteiner.
  • Statiner er forbundet med reducerede niveauer af enzymatiske antioxidanter.
  • Statiner hæmmer dannelse af vitamin K.

Statiner og nedsat produktion af selenoproteiner

I en artikel i Lancet bemærkede de tyske forskere, Dr. Moosmann og Dr. Behr, at indtagelse af statiner er forbundet med nogle usædvanlige bivirkninger, der har potentielt alvorlige konsekvenser.

Mere specifikt ligner mønsteret af negative bivirkninger forårsaget af statin-medicinering den patologi, der er forbundet med selenmangel. For eksempel ligner patologien forbundet med at tage statiner, den patologi, der er forbundet med dilateret kardiomyopati (hjertesvigt), som er observeret i den selenfattige region af Keshan-provinsen i Kina [Moosmann & Behr].

Lægerne Moosmann & Behr postulerer, at de negative virkninger af statiner på selenoproteindannelsen forklarer mange af de negative bivirkninger af statiner, f.eks. statin-induceret muskelsmerte og træthed.

Den statininducerede hæmning af selenoproteiner, såsom glutathion-peroxidase-antioxidant-enzymerne, resulterer i et forhøjet niveau af lipidperoxidation, hvilket er forbundet med øget risiko for åreforkalkning og hjertesvigt. Højere glutathionperoxidase-aktivitet i de røde blodlegemer er forbundet med en nedsat risiko for koronar hjertesygdom og med krisefri overlevelse i mere end fem år. Statininduceret nedsat glutathionperoxidase-aktivitet ville ikke være en god ting [Moosmann & Behr].

Bemærk: Flere af glutathionperoxidaser fungerer som antioxidant-enzymer, der neutraliserer skadelige, reaktive oxygenarter så som hydrogenperoxid og lipidhydroperoxiderne. Nedsat dannelse af disse antioxidant-enzymer betyder mere oxidativt stress og oxidative skader.

Desuden kan indtagelse af statiner resultere i nedsatte niveauer af kroppens produktion af antioxidant-enzymerne superoxid-dismutase og katalase, hvilket udgør en fare for immunsystemet [Moosmann & Behr].

Statiners skadelige virkning på mitokondrier

De polske forskere, lægerne Broniarek og Jarmuszkiewicz argumenterer for, at langvarig brug af statiner forringer mitokondriernes funktion. Den negative virkning af statiner på mitokondrier kan ses på følgende måder:

  • Unormal form af mitokondrier
  • Nedsat produktion af energi fra ATP
  • Nedsat potentiale (tænk: “spænding”) over mitokondrie-membraner
  • Aktiverede mitokondrielle signalveje for apoptose (programmeret celledød)

I overensstemmelse med de japanske og amerikanske forskere [Okuyama] og de tyske forskere [Moosmann & Behr] foreslår Dr. Broniarek og Dr. Jarmuszkiewicz, at en af de sandsynlige årsager til den statin-inducerede mitokondrielle dysfunktion er en hæmmet syntese af selenoproteiner.

Bemærk: Det er ikke en overdrivelse at sige, at mitokondrierne, de små bønneformede organeller inde i cellerne, spiller en liv-eller-død-rolle i menneskets celler. Helt enkelt formuleret omdanner mitokondrierne energien i fødevarer til kemisk energi i form af ATP, der er nødvendig for en bred vifte af cellulære, biologiske processer. Følgelig har organerne med de højeste energibehov, f.eks. hjertet, nyrerne og leveren tilsvarende flere mitokondrier. Fejlfungerende mitokondrier antages at være en faktor i udviklingen af neuro-degenerative sygdomme, hjertesygdom, kræft og diabetes.

Resumé: Statiner og selenoproteiner

De japanske og amerikanske forskere har fremlagt materiale der viser farmakologiske mekanismer samt dokumentation fra kliniske forsøg, der tyder på, at brugen af statiner er “ikke kun ineffektive i forebyggelse af koronar hjertesygdom, men er i stedet i stand til at øge hjertesygdom og hjertesvigt” Okuyama]. For lige at gentage, blandt de mekanismer, de oplister, er følgende:

  • Undertrykkelse af selenoproteinsyntese
  • Undertrykkelse af vitamin K syntese
  • Nedsat dannelse af coenzym Q10 og hæmoglobin A

Betydningen af en tilstrækkelig dannelse af selenoproteiner understreges af data fra KiSel-10-studiet, hvor et dagligt tilskud med en kombination af seleniumgær og coenzym Q10 havde betydelige sundhedsmæssige gevinster for ældre borgere der var 70-80 år studiets start [Alehagen]:

  • nedsat risiko for død af hjertesygdom
  • nedsat aldersrelateret svækkelse af hjertefunktionen
  • nedsat niveau af en biomarkør for risiko for hjertesvigt

 

Kilder

Alehagen, U., Johansson, P., Björnstedt, M., Rosén, A., & Dahlström, U. (2013). Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and coenzyme Q10 supplementation: a 5-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. International Journal of Cardiology, 167(5), 1860-1866.

Broniarek, I., & Jarmuszkiewicz, W. (2016). [Statins and mitochondria]. Postepy Biochemii, 62(2), 77-84.

Moosmann, B., & Behl, C. (2004). Selenoprotein synthesis and side-effects of statins. Lancet (London, England), 363(9412), 892-894.

Okuyama, H., Langsjoen, P. H., Hamazaki, T., Ogushi, Y., Hama, R., Kobayashi, T., & Uchino, H. (2015). Statins stimulate atherosclerosis and heart failure: pharmacological mechanisms. Expert Review of Clinical Pharmacology, 8(2), 189-199. doi:10.1586/17512433.2015.1011125

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Kviksølvs neurotoksicitet og forstyrrelse af selens biokemi

Illustration af hjernens forskellige sektioner
Hjernen er særligt sårbar overfor oxidativ skade i fravær af en tilstrækkelig antioxidantbeskyttelse fra selenoproteiner af en række årsager: Hjernen har begrænsede antioxidant enzym-signalveje, hjernen har et højt jernindhold, og hjernen indeholder mange langkædede flerumættede fedtsyrer, som er sårbare over for lipidoxidation. Oxidativ skade i hjernen resulterer i strukturel og funktionel skade på hjerneceller og væv. Et selengær-tilskud har vist sig effektivt til at nedsætte mængden af biomarkører for lipidperoxidation og oxidative skader på DNA. Et rent selenomethionintilskud var ikke effektivt [Richie 2014].
Selenholdige antioxidant-selenoproteiner spiller en vigtig rolle i forebyggelsen og genopretning af oxidative skader i hjernen. Denne rolle er generelt undervurderet i undersøgelser af toksiciteten af elementært kviksølv og methylkviksølv. Den almindelige forståelse har været, at selen hjælper med at forhindre kviksølvtoksicitet ved at bindes til kviksølv og derved gøre kviksølvet inaktivt.

Denne kemiske binding og inaktivering af kviksølv er reel nok. Kviksølv har en stor affinitet for selen som anslås at være ca. en million gange stærkere end kviksølvs affinitet for svovl. Så selens binding til kviksølv i vævene afholder virkelig kviksølvet fra at skade hjernen og rygmarven, det perifere nerve-system samt det endokrine system.

Kviksølv og selen: Forstået den anden vej rundt

Imidlertid er den reelle måde som kviksølv skader på, at det hæmmer kroppens evne til at fremstille de antioxidant selenoproteiner, der er nødvendige for at beskytte mod oxidative skader i hjernen og det neuroendokrine væv.

Kviksølv gør dette ved at binde selenet i selenocystein, den 21. aminosyre, der ellers ville være tilgængelig for dannelsen af selenoproteiner. I virkeligheden holder kviksølv selenet fanget og afholder det derved fra at udøve dets antioxidantfunktioner.

Hjernen er især modtagelig for oxidativ skade forårsaget af reaktive oxygenarter (frie radikaler), fordi hjernen bruger ca. 20% af den ilt, der forbruges af kroppen til at oprette og vedligeholde sine millioner af neuronale forbindelser.

  • Ved hjernens brug af ilt dannes der automatisk frie radikaler der overfører redoxsignaler*.
  • Når alt går godt, regulerer redox-signaleringen kritiske funktioner i hjernen og nervesystemet.
  • Når der imidlertid er overproduktion af frie radikaler og en ubalance mellem frie radikaler og antioxidanter, så lider hjernecellerne og vævene oxidativ skade.

*Bemærk: Det er en almindelig misforståelse, at reaktive iltforbindelser kun virker som skadelige frie radikaler, der forårsager oxidativ skade. De reaktive iltforbindelsers centrale rolle i cellesignalering har brug for at blive erkendt. Det er ubalancen mellem frie radikaler og antioxidanter, som forårsager oxidative skader.

Professor Nicholas Ralston og Dr. Laura J. Raymond forklarer i en nylig review-artikel, at den toksiske virkning på hjernen og nervesystemet primært kommer fra kviksølvs hæmning af selenstofskiftet. Selenstofskiftet hæmmes, fordi kviksølv binder sig til og beslaglægger selen og derved tømmer kroppen for selenforbindelser til dannelse af selenoproteiner. Giftvirkningen på hjernen opstår, fordi der er en utilstrækkelig antioxidantbeskyttelse [Ralston & Raymond, 2018].

Hjernen er særligt sårbar overfor oxidativ skade

Hjernen er særligt sårbar over for oxidativ skade i fravær af en tilstrækkelig antioxidant-beskyttelse fra selenoproteiner af forskellige årsager [Ralston & Raymond 2018]:

  • Hjernen har et begrænset antal antioxidant-enzym-signalveje, som er tilgængelige i rigt mål i andre væv.
  • Hjernen har et højt jernindhold, hvilket er i stand til at øge oxidative skader.
  • Hjernen har en overflod af langkædede, flerumættede fedtsyrer, som er sårbare for lipidoxidering.

Kviksølvs forstyrrelse af selens biokemi

Titlen på professor Ralston og Dr. Raymond’s 2018 artikel er afslørende: Kviksølvs neurotoksicitet er kendetegnet ved dets forstyrrelse af selens biokemi.

Deres tese er, at det er tabet af cellulær redox-kontrol, der forårsager meget af den kviksølvrelaterede skade på hjernen og det neuroendokrine system. Under normale forhold opretholder produktion og fjernelse af reaktive oxygenforbindelser samt reaktive nitrogenforbindelser den korrekte funktion af de cellulære redox-signalproteiner. En sådan korrekt funktion er nødvendig for celleoverlevelsen. En ubalance mellem reaktive iltforbindelser og antioxidanter resulterer i oxidativt stress og oxidativ skade [Ralston & Raymond 2018].

Mangel på tilstrækkeligt selen til at producere antioxidant-selenoproteiner er en årsag til tabet af cellulær redoxkontrol. Tab af cellulær redoxkontrol resulterer i oxidativt stress og skader på hjerneceller og væv.

Selen: Det biokemiske mål for kviksølv

Dr. Ralston og Dr. Raymond mener, at selen alene er det biokemiske mål for de toksiske methylkviksølvmolekyler. Når methylkviksølv kommer ind i kroppen, kanaliseres det ind i stofskiftets signalveje, hvor det forstyrrer eller afbryder normal nødvendig omsætning af selen.

Selens “beskyttende virkning”

Det er med andre ord bekvemt, men upræcist og vildledende udelukkende at tale om en “beskyttende” virkning af selen i forbindelse med kviksølvs toksicitet. Denne forklaring er utilstrækkelig.

Det drejer sig ikke kun om, at selen modvirker og beskytter mod kviksølvs toksicitet i sig selv. Det er snarere sådan, at skaderne på hjernen og nervesystemet, som er forbundet med kviksølvs toksicitet, er typiske for de oxidative skader, der skyldes en mangel på antioxidant-selenoenzymer.

Professor Ralston og Dr. Raymond siger, at skaden fra selenmangel – den oxidative skade – medfører de fleste af de karakteristika, som vi associerer med kviksølvtoksicitet. Således synes kviksølvets skadelige virkninger primært at stamme fra hæmningen af selenstofskiftet. Hvis der er tilstrækkeligt selen til rådighed til støtte for selenoenzymaktiviteterne i hjernen, vil skadevirkningerne fra selv toksiske doser af kviksølv ikke udvikle sig [Ralston & Raymond 2018].

  • Der kan være en langvarig forsinkelse mellem indtagelse af en skadelig dosis kviksølv og symptomernes opståen. En hjerneskades sværhedsgrad forårsaget af kviksølveksponering er direkte forbundet med doseringen, men latensperioden er ikke.
  • Latensperioden varierer alt efter den kviksølvforgiftedes selenstatus
  • Udsættelse for kviksølv ved mangel på tilstrækkeligt selen medfører en sekvens af symptomer der svarer til følgende:
    • prikkende fornemmelse i læber og ekstremiteter
    • nedsat bevægelseskoordinering
    • vanskeligheder med at udtale ord
    • nedsat syn
    • døvhed
    • død i tilfælde af dødelige doser

Betydningen af et vellykket selenstofskifte

Et vellykket selenstofskifte er vigtigt, fordi elementært selen, der indgår i aminosyren selenocystein, er en nøglebestanddel af de 25 kendte selenoproteiner, der findes hos mennesker. Mange af disse selenoproteiner er selenoenzymer, som er nødvendige for at forebygge og reparere oxidative skader i hjernen og det neuroendokrine system.

  • glutathionperoxidaserne (især GPx 1, 2, 4 og 6)
  • thioredoxinreduktaser (TXNRD 1-3)
  • Selenoproteinerne M, N og W

Dannelsen af disse selenoenzymer er særligt sårbar over for irreversibel forstyrrelse og hæmning fra methylkviksølv. Forstyrrelsen og afbrydelsen af selenoenzymernes antioxidantaktivitet er det, der synes at forårsage mange af de patologiske virkninger af kviksølvtoksicitet [Ralston & Raymond 2018].

Betydningen af antioxidant-selenoenzymerne fremgår af, at kroppen fortrinsvis leverer og bevarer selenoproteiner til hjernen og det neuroendokrine væv i tider med en utilstrækkelig selentilførsel [Ralston & Raymond].

Udsættelse for kviksølv og blod-hjernebarrieren

Eksponering på lavt niveau for kviksølv og methylkviksølv er almindeligt og generelt uden bivirkninger. Høje eksponeringsniveauer er imidlertid neurotoksiske, fordi kviksølv og methylkviksølv nemt krydser blodhjernebarrieren, og i hjernen og nervesystemet binder de fortrinsvis selen, hvorved de berøver disse organer det selen, de har behov for [Ralston & Raymond, 2018].

Eksponering for kviksølv og moderkagens blodbarriere

Moderkagebarrieren evne til at blokere for passage af giftige kemikalier er meget ringe. Den blokerer ikke for passage af methylkviksølvforbindelser fra moder til foster.

Desuden mangler fostret generelt en reserve af selen i vævet. Hvis tilførslen af selen fra moder til foster pludselig stopper, fordi moderens selen i stigende grad bindes til giftigt kviksølv, vil der opstå et nedsat selenstofskifte i fosterhjernen med alvorlige konsekvenser for fosterhjernens udvikling [Ralston & Raymond 2018].

Gennemgangen af tilgængelig forskning viser, at gravide kvinder, der spiser “sikre” havfisk, som indeholder selen i et molært overskud i forhold til kviksølv, får børn der er bedre neurologisk udviklede. Gravide kvinder, der undgår at spise “sikre” havfisk under graviditeten, kan få børn med høj risiko for dårligt helbred og udviklingsproblemer [Ralston & Raymond 2018].

Kostkilder til selen

Professor Ralston og Dr. Raymond siger, at hav- og ferskvandsfisk er den dominerende kilde til eksponering for methylkviksølv i kosten.

Undersøgelser viser imidlertid, at mange havfisk har et molært forhold mellem selen og kviksølv til fordel for selen og kan derfor betragtes som “sikre” at spise. Havfisk med ugunstige, molære selen-kviksølv-forhold bør undgås [Ralston & Raymond 2018]:

  • Rovhvaler
  • Hajer
  • Sværdfisk
  • Helleflynder

Med hensyn til ferskvandsfisk og dambrugsfisk kan det molære selen-kviksølvforhold variere i overensstemmelse med det regionale indhold af selen i jorden. Det er bedst at tjekke lokale analyser af det molære selen-kviksølv-forhold og at tjekke websiten http://www.seafoodwatch.org/

Konklusioner om kviksølvs og selens biokemi

Selen og selenoproteiner er vigtige for en sund hjerne og neuroendokrint system. I perioder med langvarig selenmangel vil selenindholdet i organer som lever, muskler og blod falde, så hjernen og det endokrine væv fortsat har selen [Ralston & Raymond 2018].

Høje koncentrationer af kviksølv i hjernen og det endokrine væv ser ud til at være uden toksicitetsmæssige konsekvenser, så længe der er tilgængeligt selen, der kan binde sig til kviksølvet, således at dannelsen af livsvigtige antioxidant-selenoenzymer kan finde sted [Ralston & Raymond 2018].

Betydningen af selentilskud i områder, hvor kostindtaget af selen er utilstrækkeligt, ses i nyere undersøgelser, der har vist, at selenberiget kost ikke kun modvirker methylkviksølvs toxicitet, men også kan også vende forløbet af de alvorligste symptomer forbundet med kviksølvforgiftning [Ralston & Raymond 2018].

 

Kilder

Ralston, N. V. C. & Raymond, L. J.  (2018).  Mercury’s neurotoxicity is characterized by its disruption of selenium biochemistry.  Biochim Biophys Acta, pii: S0304-4165(18)30141-7. doi: 10.1016/j.bbagen.2018.05.009. [Epub ahead of print]

Richie, J. J., Das, A., Calcagnotto, A. M., Sinha, R., Neidig, W., Liao, J., & … El-Bayoumy, K. (2014). Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: a randomized clinical trial. Cancer Prevention Research (Philadelphia, Pa.), 7(8), 796-804. doi:10.1158/1940-6207.CAPR-14-0042

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Selen til forebyggelse af kræft

Et tastatur
Et Cochrane review er en systematisk gennemgang af forskningsresultater indenfor human sundhedspleje eller sundhedspolitik. Forfatterne til et review opsummerer og analyserer resultaterne fra observationsstudier og randomiserede kontrollerede undersøgelser. Observationsstudier er undersøgelser, hvor prædiktorvariablen (deltagernes eksponering for selen) ikke er under forskernes kontrol. I randomiserede, kontrollerede undersøgelser er prædiktor-variablen (selentilskud til nogle af deltagerne) under forskernes kontrol, selvom de almindeligvis blindes fra at vide, hvilke deltagere der modtager det aktive stof i stedet for placebo indtil studiet er afsluttet.

Observationsstudier viser overvejende og konsekvent en omvendt sammenhæng mellem seleneksponering og risikoen for visse kræftformer [Vinceti 2018; Cai 2016]. Resultaterne fra omkring 70 observations-undersøgelser tyder på, at større eksponering for selen er forbundet med lavere niveauer af kræfttilfælde og dødelighed [Vinceti 2018]. Hvad observationsstudierne endnu ikke har vist, er et systematisk mønster, der tyder på specifikke dosis-responsforhold. [Vinceti 2018].

Resultaterne fra observations-studier indikerer også, at der kan være en U-formet form for forholdet mellem selen-eksponering og sygdomsrisiko. For eksempel antyder en undersøgelse, at det bedste serum selenområde for beskyttelse mod prostatacancer er mellem 119 og 137 mikrogram pr. Liter [Chiang 2010]. En anden undersøgelse viser, at risikoen for prostatakræft falder gradvist, idet selenkoncentrationerne stiger i området fra 60 mikrogram selen pr. liter plasma op til 170 mikrogram pr. liter. Over 170 mikrogram pr. Liter ophører beskyttelsen [Hurst 2012].

Resultater fra randomiserede kontrollerede forsøg (RCT) er mindre entydige end resultater fra observationsundersøgelser. Det seneste Cochrane-review analyserer resultaterne fra 11 randomiserede, kontrollerede undersøgelser af selentilskud og kræftrisiko med i alt 44.743 deltagere (94% mænd). Det konkluderes, at selentilskud ikke signifikant reducerede den samlede forekomst af kræft eller dødelighed [Vinceti 2018].

Det er i nogen grad et forunderligt resultat. Hvorfor, tænker man, afviger resultaterne fra de 11 randomiserede, kontrollerede undersøgelser sig så markant fra resultaterne fra de 70 observationsstudier, der blev analyseret i reviewet?

Virkningen af selen og vitamin E-kræftforebyggelses-undersøgelsen (SELECT-studiet) på Cochrane-reviewet.

“Gorillaen på 800 pund” i Cochrane-undersøgelsen er SELECT-studiet, som var et randomiseret, placebokontrolleret studie af selen og / eller E-vitamin-tilskud med henblik på forebyggelse af prostatakræft [Lippman 2009].

34.888 mænd gennemførte SELECT-studiet. De 34.888 deltagere udgør 78% af det samlede antal deltagere i undersøgelsen, der blev medtaget i RCT-delen af Cochrane-reviewet.
(RTC = Randomiseret, kontrolleret undersøgelse)

Forfatterne til Cochrane Reviewet udtaler: “SELECT-studiet havde den stærkeste indflydelse på effektopgørelsen” af enhver kræftrisiko, af risikoen for tyktarmskræft, af risikoen for blærekræft og af risikoen for prostatakræft [Vinceti 2018].

Bemærk: SELECT-forsøget blev standset tidligt, da data viste, at hverken E-vitamin eller selentilskud var forbundet med forebyggelse af prostatakræft.

Foreslåede årsager til at SELECT-studiet fejlede

Selenforskere har fremlagt to mulige forklaringer på, at SELECT-studiet ikke kunne gentage de lovende resultater med nedsat-risiko-for-prostatakræft fra den tidligere Ernæringsmæssig Forebyggelse af Kræft (NPC-studiet) [Duffield-Lillico 2002].

  • Typen af selentilskud: I SELECT-studiet anvendte forskerne et syntetisk selenomethionintilskud, hvorimod forskerne havde anvendt et selengær-tilskud i NPC-studiet.
  • Deltagernes selenstatus ved undersøgelsesstart: SELECT-deltagere (gennemsnit: 135 mikrogram pr. liter) havde et selenindhold ved undersøgelsesstart der var meget højere end NPC-deltagernes indhold ved undersøgelsesstart (gennemsnitlig 114 mikrogram pr. liter). De bedste kræftforebyggelses-resultater blev set hos de studiedeltagere, der havde et plasmaindhold af selen på under 121,6 mikrogram pr. liter [Duffield-Lillico 2002].

Betydningen af formen af selentilskuddet

En generel konklusion fra resultaterne af SELECT-studiet er, at den foretrukne formulering af selentilskud er den form, der blev anvendt i NPC-studiet: Selenberiget gær, også blot kendt som selengær.

Tilskud med selenberiget gær – gær-selentilskud – er kosttilskud der produceres ved at dyrke en gærstamme i et selenrigt medium. Selenatomerne i mediet inkorporeres i gærens proteiner og bliver derved organisk bundet til gæren. Gærcellerne tørres og dør og er inaktive i selengær-tilskuddet.

Tilskud med gærselen i høj kvalitet indeholder ca. 60% naturligt selenomethionin og yderligere op mod 30 andre selenarter, hvoraf nogle eller mange synes at have vigtige biologiske funktioner og kan være ansvarlige for den kræftforebyggelse der blev set i NPC-studiet.

Bemærk: Modsætningen mellem de naturlige selenformer i selengær-præparater og den 100% syntetiske selenomethionin-sammensætning, der blev anvendt i SELECT-studiet. Modsætningen mellem begyndelsesniveauerne af selen i de to forskellige typer studier.

Bemærk desuden, at en undersøgelse fra New Zealand har vist, at en dosis på 200 mikrogram selengær pr. dag er et mere sikkert tilskud end den tilsvarende dosis syntetisk selenomethionin [Karunasinghe 2013].

Separat sammenligning af selengær-studier

I visse henseender synes det at analysere og sammenblande resultaterne af kræftstudier der har anvendt syntetisk selenomethionin og kræftstudier der har anvendt selengær, som at sammenligne æbler og pærer.

Hvad sker der, hvis man undersøger de studier, der har anvendt selengær, separat, for sig selv, og altså udelader studierne, hvor der er anvendt syntetisk selenomethionin?

Selengær- og kræftstudierne

Algotar [2013], 699 deltagere = ingen signifikante resultater over fem år på forekomst af prostatakræft hos mænd med høj risiko for prostatakræft fra studiestart

Dreno [2007], 184 deltagere = Ingen signifikant forebyggelse over tre år af hudlæsioner forbundet med humant papillomavirus (HPV)

Duffield-Lillico [2002], 1312 deltagere = signifikant reduceret forekomst af samlet mængde kræft og prostatakræft over seks års med opfølgning hvor de stærkeste gavnlige virkninger blev set hos deltagere med plasmakoncentrationer ved undersøgelsesstart på under 121,6 mikrogram pr. liter

Karp [2013], 1561 deltagere = ingen signifikant reduktion i forekomsten af tilbagevendende primære tumorer i løbet af fem år hos patienter med resekterbar ikke-småcellet lungekræft

Reid [2008], 423 deltagere = signifikant reduceret samlet antal kræfttilfælde (med 25%) ved tilskud på 200 mikrogram dagligt; ingen signifikant reduktion ved tilskud på 400 mikrogram dagligt

Yu [1991], 2474 deltagere = signifikant reduceret primær leverkræft-forekomst (med 35%) under 8 års opfølgning

Yu [1997], 226 deltagere = signifikant hæmmet primær leverkræft og hepatitis B-virusinfektion over fire år

Der har været andre selengær- og kræftstudier, der var randomiserede og kontrollerede, og som viste signifikante, gavnlige resultater af tilskuddet. Disse undersøgelser blev ikke analyseret i Cochrane-undersøgelsen, fordi disse studier undersøgte selens virkning på kræft i kombination med andre antioxidanter:

Preliminære konklusioner om selengær- og kræftstudier

Hvad ser vi?

Selengær- og kræftstudier udgør kun 16% af det samlede antal deltagere i Cochrane Reviewet. Kræftstudier med syntetisk selenomethionin, SELECT-studiet [Lippman 2009] og Marshall-studiet [2011] udgør 78% af det samlede antal deltagere i Cochrane Reviewet [Vinceti 2018]. De resterende 6% af de kontrollerede lodtrækningsstudier, der er analyseret i Cochrane Reviewet, er studier der har anvendt uorganiske selenitpræparater [Vinceti 2018].

  • Der er for få studier og for få deltagere i selengær- og kræftstudierne til definitivt at konkludere, at selen-gærtilskud ikke signifikant nedsætter det samlede antal kræfttilfælde eller dødeligheden.
  • Resultaterne af Nutritional Prevention of Cancer-studiet [Duffield-Lillico 2002; Reid 2008] er opmuntrende, ligesom resultaterne af Yu-studierne [1991; 1997], Linxianstudierne [Blot 1993] og Su.Vi.Max. studiet [Hercberg 2004]. Disse studier anvendte en anden form for selentilskud til deltagere med et meget lavere serum-selenindhold ved undersøgelsens start

Mere finansiering er nødvendig til flere studier af selengær og kræft

Vi vil gerne se finansiering af tilsvarende studier der kan bekræfte de resultater der er opnået med brug af selengær-præparater i befolkningsgrupper med lav selenstatus og med deltagelse af et passende antal både mænd og kvinder. Det er for tidligt at afskrive selentilskud til kræftforebyggelse på grund af resultaterne af SELECT-studiet.

 

Kilder

Algotar, A. M., Stratton, M. S., Stratton, S. P., Hsu, C., & Ahmann, F. R. (2010). No effect of selenium supplementation on serum glucose levels in men with prostate cancer. The American Journal of Medicine, 123(8), 765-768.

Blot, W. J., Li, J. Y., Taylor, P. R., Guo, W., Dawsey, S., Wang, G. Q., et al.  (1993). Nutrition intervention trials in Linxian, China: supplementation with specific vitamin/mineral combinations, cancer incidence, and disease-specific mortality in the general population. Journal of The National Cancer Institute, 85(18), 1483-1492.

Cai, X., Wang, C., Yu, W., Fan, W., Wang, S., Shen, N., & Wang, F. (2016). Selenium exposure and cancer risk: an updated meta-analysis and meta-regression. Scientific Reports, 619213.

Chiang, E. C., Shuren, S., Kengeri, S. S., Xu, H., Combs, Jr., G. F., Morris, J. S., Bostwick, D. G., & Waters, D. J. (2010).  Defining the Optimal Selenium Dose for Prostate Cancer Risk Reduction: Insights from the U-Shaped Relationship between Selenium Status, DNA Damage, and Apoptosis.  Dose Response, 8(3): 285–300.  doi:  10.2203/dose-response.09-036.

Clark, L. C., Combs, G. J., Turnbull, B. W., Slate, E. H., Chalker, D. K., Chow, J., & Taylor, J. R. (1996). Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer Study Group. JAMA, 276(24), 1957-1963.

Dréno, B., Euvrard, S., Frances, C., Moyse, D., & Nandeuil, A. (2007). Effect of selenium intake on the prevention of cutaneous epithelial lesions in organ transplant recipients. European Journal of Dermatology: EJD, 17(2), 140-145.

Duffield-Lillico, A. J., Reid, M. E., Turnbull, B. W., Combs, G. J., Slate, E. H., Fischbach, L. A., & … Clark, L. C. (2002). Baseline characteristics and the effect of selenium supplementation on cancer incidence in a randomized clinical trial: a summary report of the Nutritional Prevention of Cancer Trial. Cancer Epidemiology, Biomarkers & Prevention, 11(7), 630-639.

Hercberg, S., Galan, P., Preziosi, P., Bertrais, S., Mennen, L., Malvy, D., & Briançon, S. (2004). The SU.VI.MAX Study: a randomized, placebo-controlled trial of the health effects of antioxidant vitamins and minerals. Archives of Internal Medicine, 164(21), 2335-2342.

Hurst, R., Hooper, L., Norat, T., Lau, R., Aune, D., Greenwood, D. C., & Fairweather-Tait, S. J. (2012). Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. The American Journal of Clinical Nutrition, 96(1), 111-122. doi:10.3945/ajcn.111.033373

Karp, D. D., Lee, S. J., Keller, S. M., Wright, G. S., Aisner, S., Belinsky, S. A., & Khuri, F. R. (2013). Randomized, double-blind, placebo-controlled, phase III chemoprevention trial of selenium supplementation in patients with resected stage I non-small-cell lung cancer: ECOG 5597. Journal of Clinical Oncology, 31(33), 4179-4187.

Karunasinghe, N., Han, D.Y., Zhu, S., Duan, H., Ko, Y.J., Yu, J.F., Triggs, C.M. & Ferguson, L.R. (2013). Effects of supplementation with selenium, as selenized yeast, in a healthy male population from New Zealand. Nutr Cancer, 65(3):355-66. doi: 10.1080/01635581.2013.760743.

Lippman, S.M., Klein, E.A., Goodman, P.J., Lucia, M.S., Thompson, I.M., Ford, L.G., et al. (2009). Effect of selenium and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers: the Selenium and Vitamin E Cancer Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). JAMA, 301(1):39–51.

Prasad, M. P., Mukunda, M. A., & Krishnaswamy, K.  (1995).  Micronuclei and carcinogen DNA adducts as intermediate end points in nutrient intervention trial of precancerous lesions in the oral cavity. Eur. J. Cancer B Oral Oncol, 31B: 155-159.

Reid, M.E., Duffield-Lillico, A.J., Slate, E., et al. The nutritional prevention of cancer: 400 μg per day selenium treatment. Nutr Cancer. 2008;60(2):155-163.

Vinceti, M., Filippini, T., Del Giovane, C., Dennert, G., Zwahlen, M., Brinkman, M., & … Crespi, C. M. (2018). Selenium for preventing cancer. The Cochrane Database of Systematic Reviews, 1CD005195. doi:10.1002/14651858.CD005195.pub4

Yu, S.Y., Zhu, Y.J. & Li, W.G. Protective role of selenium against hepatitis B virus and primary liver cancer in Qidong. Biol Trace Elem Res. 1997;56(1):117-124.

Yu, S. Y., Zhu, Y. J., Li, W. G., Huang, Q. S., Huang, C. Z., Zhang, Q. N., & Hou, C. (1991). A preliminary report on the intervention trials of primary liver cancer in high-risk populations with nutritional supplementation of selenium in China. Biological Trace Element Research, 29(3), 289-294.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Selen, coenzym Q10 og beskyttelse af hjertet

Illustration af kvinde og hendes indre organer
Sund aldring er målet for os alle. Vi ønsker at forblive fysisk aktive og mentalt klare så længe vi kan. En undersøgelse af tilskud til ældre svenske borgere har vist, at daglig indtagelse af selengær-tabletter og coenzym Q10 kapsler reducerede dødeligheden fra hjertesygdomme signifikant. Illustrationen: Symptomer på hjerteanfald.

Svenske kardiologer gennemførte et fireårigt studie – KiSel-10-studiet – af 443 ældre svenske borgere og fandt, at en profylaktisk behandling med 200 mikrogram selengær og 200 milligram coenzym Q10 reducerer risikoen for at dø af hjertesygdom med over 50 procent. Dette er et uhyre interessant forsknings-resultat, fordi hjertesygdom er dræber nummer et i vestlige lande.

KiSel-10 studiet

KiSel-10-studiet – et randomiseret, dobbeltblindet, placebokontrolleret studie – undersøgte effekten af en kombination af selengær-tabletter og coenzym Q10-kapsler sammenlignet med matchende placebo kapsler og tabletter på følgende områder:

  • Risiko for død af hjertesygdom
  • Risiko for aldersrelateret nedgang i hjertefunktionen
  • Risiko for ændringer i blodets indhold af proteiner kendt at være bio-markører for hjertesvigt

I perioden fra 2013 til 2018 udgav KiSel-10 forskerne 12 artikler, der analyserede og forklarede data fra KiSel-10-studiet. I det følgende opsummerer jeg konklusionerne fra det kliniske KiSel-10-studie.

Lav serum selenkoncentration og øget risiko for dødelighed

Professor Alehagen og forskerne fra Linköpings Universitet målte serumseleniveauet på 668 raske ældre borgere i et landdistrikt i det sydlige Sverige. Den gennemsnitlige serumselenkoncentration i gruppen var 67,1 mikrogram pr. liter, langt under det anbefalede minimumsniveau på 100-120 mikrogram pr. liter og det anslåede fordelagtige interval på mellem 120-150 mikrogram pr. liter [Hurst 2010].

En analyse af en undergruppe af de 668 deltagere viste efter næsten syv års opfølgning, at placering i den laveste fjerdedel af serum-selenkoncentrationen – under 57 mikrogram pr. liter – var signifikant forbundet med en 43% større risiko for at dø fra alle årsager og en 56% større risiko for at dø af hjertesygdom. Forskerne anbefalede selentilskud til svenske borgere med lave serum-selenkoncentrationer [Alehagen 2016]

Tilskud med en kombination af selengær og coenzym Q10

Forskerne indskrev og tildelte tilfældigt 443 raske ældre svenske borgere til enten en aktiv behandlingsgruppe eller en placebo-kontrolgruppe. Deltagerne i den aktive behandlingsgruppe tog et præparat med 200 mikrogram selengær og et præparat med 200 milligram coenzym Q10 hver dag i fire år.

I 2013 offentliggjorde forskerne de første statistisk signifikante resultater fra undersøgelsens data [Alehagen 2013; Johansson 2013]:

  • Nedsat risiko for at dø af hjertesygdom på 54%
  • Forbedret hjertefunktion vist på ekkokardiogrammer
  • Nedsatte niveauer af en kendt biomarkør for hjertesvigt

Selen, coenzym Q10 og inflammation

Dernæst gravede forskerne sig gennem undersøgelsens data efter beviser på en signifikant sammenhæng mellem den aktive behandling med selengær og coenzym Q10 og en biomarkør for inflammation – C-reaktive proteiner – samt en biomarkør for oxidativ stress – opløselig P-selectin (SP-selectin). Tilskuddet med selengær og coenzym Q10 over en fireårsperiode viste gunstige ændringer på biomarkørerne [Alehagen 2015].

Selen, coenzym Q10 og oxidativ stress

Yderligere granskning af undersøgelsens data afslørede gavnlige virkninger af kombinationsbehandlingen på flere biomarkører for oxidativ stress. Sammenlignet med deltagerne i placebogruppen havde deltagerne i den aktive behandlingsgruppe væsentligt bedre værdier fra måling af disse to biomarkører for oxidativ stress: Copeptin og adrenomedullin [Alehagen 2015].

Selen, coenzym Q10, hospitalsindlæggelse og livskvalitet

Derefter lavede forskerne en underanalyse af de data, hvor de matchede undersøgelsesdeltagere for alder, køn og spænding i hjertevæggen ved undersøgelsens start. De opdagede, at det gennemsnitlige antal dage, hvor de ikke var indlagt på hospitalet, var signifikant højere for deltagerne i den aktive behandlingsgruppe sammenlignet med det gennemsnitlige antal dage, hvor placebo-gruppens deltagere ikke havde brug for indlæggelse [Johansson 2015].

Desuden viste deres data, at deltagerne i selen- og coenzym Q10-gruppen ikke fik de samme aldersrelaterede fald i deres kognitive funktion, funktion af nervesystem, fysisk aktivitet og i den generelle livskvalitet, som deltagerne i placebogruppen gjorde [ Johansson 2015].

Ti års opfølgning på effekten af selen og coenzym Q10

Ti år efter starten på KiSel-10-studiet brugte de svenske forskere dødsattester og obduktionsrapporter til at opspore de deltagere, der var døde i de mellemliggende år. Deres forskning viste, at effekten af kombinationstilskuddet – signifikant reducerede risikoen for dødsfald på grund af hjertesygdom – og varede ved i hele den tiårige opfølgningsperiode hos både mænd og kvinder [Alehagen 2015].

Selen og coenzym Q10 til personer med lavt serumselen

Ved fortsat at analysere undersøgelsens data i stadig større dybde viste forskerne, at kombinationstilskuddet med selengær og coenzym Q10 havde givet den største beskyttelse af hjertet hos de undersøgelsesdeltagere med serum-seleniveauer under 85 mikrogram pr. liter [Alehagen 2016].

Særlig intern sammenhæng mellem selen og coenzym Q10

I 2015 gav professor Alehagen (Sverige) og professor Aaseth (Norge) en teoretisk forklaring på den kliniske succes med tilskud til ældre svenske borgere med selengær og coenzym Q10. De understregede antioxidantrollen af forskellige selenoproteiner herunder glutathionperoxidaser og selenoprotein P samt af coenzym Q10 i dets reducerede form. Derudover citerede de forskning, der viste, at utilstrækkelige selenkoncentrationer kan forhindre, at cellerne får tilstrækkelige mængder coenzyme Q10, og at utilstrækkelige niveauer af coenzym Q10 kan hæmme en optimal selenfunktion. De hævdede, at der eksisterer en særlig sammenhæng mellem selen og coenzym Q10 i kroppen [Alehagen & Aaseth 2015].

Selen, coenzym Q10 og hjertebeskyttelse

I 2017 fortsatte de svenske forskere med at søge efter biologiske mekanismer, hvor kombinationen af selengær og coenzym Q10 giver en forbedret hjertebeskyttelse hos ældre. De fandt 1) at sammenlignet med placebo var tilskud med selengær og coenzym Q10 forbundet med signifikante forskelle i udtrykket af op mod 70 forskellige mikroRNA’er og 2) at sammenlignet med placebo var behandling med selen og coenzym Q10 forbundet med et signifikant forøget niveau af insulinlignende vækstfaktor-1 [Alehagen 2017].

Bemærk: MicroRNA’er antages at spille en vigtig rolle i udviklingen af hjertesygdom og diabetes. Insulinlignende vækstfaktorproteiner antages at have antiinflammatoriske og antioxidante virkninger.

Selen, coenzym Q10 og fibrose

Analyse af data fra undersøgelsen viste signifikant reducerede koncentrationer i blodet af syv ud af de otte biologiske markører for fibrogen aktivitet i behandlingsgruppen der fik selen og Q10 sammenlignet med placebogruppen. Forbindelsen mellem kombinationstilskuddet og reduktionen af de biologiske markører for fibrose kan delvis forklare den nedsatte risiko for dødsfald pga. hjertesygdom hos de ældre deltagere i den aktive behandlingsgruppe. Udvikling af fibrøs vævsaflejring i hjertemusklen eller hjerteklapper kan øge risikoen for hjertesvigt.

Resumé

Et dagligt tilskud med en kombination af selengær-tabletter og coenzym Q10 kapsler nedsatte risikoen for af dø af hjertesygdom hos ældre raske borgere.

Kilder

Alehagen, U., Johansson, P., Björnstedt, M., Rosén, A., Post, C., & Aaseth, J. (2016). Relatively high mortality risk in elderly Swedish subjects with low selenium status. European Journal of Clinical Nutrition, 70(1), 91-96. doi:10.1038/ejcn.2015.92

Alehagen, U., Johansson, P., Björnstedt, M., Rosén, A., & Dahlström, U. (2013). Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and Coenzyme Q10 supplementation: a 5-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. International Journal of Cardiology, 167(5), 1860-1866. doi:10.1016/j.ijcard.2012.04.156

Alehagen, U., Lindahl, T. L., Aaseth, J., Svensson, E., & Johansson, P. (2015). Levels of sP-selectin and hs-CRP Decrease with Dietary Intervention with Selenium and Coenzyme Q10 Combined: A Secondary Analysis of a Randomized Clinical Trial. Plos One, 10(9), e0137680. doi:10.1371/journal.pone.0137680

Alehagen, U., Aaseth, J., & Johansson, P. (2015). Less increase of copeptin and MR-proADM due to intervention with selenium and coenzyme Q10 combined: Results from a 4-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. Biofactors (Oxford, England), 41(6), 443-452. doi:10.1002/biof.1245

Alehagen, U., Aaseth, J., & Johansson, P. (2015). Reduced Cardiovascular Mortality 10 Years after Supplementation with Selenium and Coenzyme Q10 for Four Years: Follow-Up Results of a Prospective Randomized Double-Blind Placebo-Controlled Trial in Elderly Citizens. Plos One, 10(12), e0141641. doi:10.1371/journal.pone.0141641

Alehagen, U., Alexander, J., & Aaseth, J. (2016). Supplementation with Selenium and Coenzyme Q10 Reduces Cardiovascular Mortality in Elderly with Low Selenium Status. A Secondary Analysis of a Randomised Clinical Trial. Plos One, 11(7), e0157541. doi:10.1371/journal.pone.0157541

Alehagen, U., & Aaseth, J. (2015). Selenium and Coenzyme Q10 interrelationship in cardiovascular diseases–A clinician’s point of view. Journal of Trace Elements in Medicine and Biology, 31157-162. doi:10.1016/j.jtemb.2014.11.006

Alehagen, U., Johansson, P., Aaseth, J., Alexander, J., & Wågsäter, D. (2017). Significant changes in circulating microRNA by dietary supplementation of selenium and Coenzyme Q10 in healthy elderly males. A subgroup analysis of a prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. Plos One, 12(4), e0174880. doi:10.1371/journal.pone.0174880

Alehagen, U., Johansson, P., Aaseth, J., Alexander, J., & Brismar, K. (2017). Increase in insulin-like growth factor 1 (IGF-1) and insulin-like growth factor binding protein 1 after supplementation with selenium and Coenzyme Q10. A prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. Plos One, 12(6), e0178614. doi:10.1371/journal.pone.0178614

Alehagen, U., Aaseth, J., Alexander, J., Svensson, E., Johansson, P., & Larsson, A. (2017). Less fibrosis in elderly subjects supplemented with selenium and coenzyme Q10-A mechanism behind reduced cardiovascular mortality? Biofactors (Oxford, England), doi:10.1002/biof.1404

Johansson, P., Dahlström, Ö., Dahlström, U., & Alehagen, U. (2013). Effect of selenium and Q10 on the cardiac biomarker NT-proBNP. Scandinavian Cardiovascular Journal: SCJ, 47(5), 281-288. doi:10.3109/14017431.2013.820838

Hurst, R., Armah, C. N., Dainty, J. R., Hart, D. J., Teucher, B., Goldson, A. J., & Fairweather-Tait, S. J. (2010). Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. The American Journal of Clinical Nutrition, 91(4), 923-931.

Johansson, P., Dahlström, Ö., Dahlström, U., & Alehagen, U. (2015). Improved Health-Related Quality of Life, and More Days out of Hospital with Supplementation with Selenium and Coenzyme Q10 Combined. Results from a Double Blind, Placebo-Controlled Prospective Study. The Journal of Nutrition, Health & Aging, 19(9), 870-877. doi:10.1007/s12603-015-0509-9

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Selen i kombination med coenzym Q10

Illustration af selenocystein-molekyle.
Selenocystein, C3H7NO2Se, er kendt som den 21. aminosyre. Der indgår selen som en af dets bestanddele. Det er en af de 25 kendte selenoproteiner og selenoenzymer, der findes i menneskekroppen. Selenoproteinerne spiller også en vigtig rolle i kroppens forsvar mod kræft, hjerte-karsygdom og neurodegenerativ sygdom.

Selen er et vigtigt mikro-næringsstof for os mennesker. Det er en bestanddel af selenoproteinerne, som vi har brug for i vores antioxidant-forsvar samt for god immun-funktion. Selenoproteinerne glutathionperoxidase, thioredoxinreduktase og selenoprotein P er uden tvivl de vigtigste selenoproteiner [Alehagen 2014].

Varierende selenindhold og indtag

Jordens indhold af selen og dermed kostindtaget af selen varierer betydeligt verden over. Som en konsekvens heraf varierer behovet for selentilskud sig fra region til region. Generelt er selenindtaget lavere i Europa end i USA; der er dog også stor variation inden for USAs grænser. Den sikreste ting at gøre er at få foretaget en analyse af selenindholdet i plasma- eller serum.

Dagligt minimumsindtag af selen

I mellemtiden vurderer professor Urban Alehagen, Linköpings Universitet, Sverige, og ledende forsker på KiSel-10-studiet samt en af forskerne på Q-Symbio-studiet, at voksne har behov for mindst 75-105 mikrogram selen dagligt for at opnå optimal plasmaaktivitet af de selenholdige enzymer glutathionperoxidase og selenoprotein P [Alehagen 2014]. Professor Alehagen påpeger, at de nuværende estimater er, at voksne har behov for et dagligt indtag på 75-125 mikrogram selen for at opnå en nedsat risiko for kræft [Alehagen 2014].

Optimal form af selentilskuddet

I KiSel-10-studiet valgte professor Alehagen at anvende et organisk selengærpræparat af farmaceutisk kvalitet, der indeholder talrige selenformer [Alehagen 2014].

KiSel-10-studiet var et fireårigt studie af effekten af et dagligt tilskud af selen og coenzym Q10 på hjerte-kredsløb hos ældre svenske borgere. Forskerne tildelte tilfældigt 443 undersøgelsesdeltagere til enten behandlingsgruppen, der modtog 200 mikrogram selen og 200 milligram coenzym Q10 dagligt eller til kontrolgruppen, der modtog matchende placebo-præparater.

Data fra KiSel-10-studiet viste følgende signifikante resultater af tilskuddet med selen og coenzym Q10 sammenlignet med placebotilskuddene [Alehagen 2013; Johansson 2013]:

  • lavere antal dødsfald fra hjertesygdom
  • forbedret funktion af hjertemusklen – dokumenteret via ultralydsundersøgelser
  • lavere plasmakoncentration af en kendt biomarkør for hjertesvigt

Kombination af selen og coenzym Q10

I KiSel-10-studiet testede professor Alehagen og hans kollegaer hypotesen om, at der kunne være en teoretisk fordel i at give sunde, ældre voksne en kombination af selen og coenzym Q10. Hypotesen var baseret på fire kendte fakta:

  1. Der er en dokumenteret speciel biomedicinsk sammenhæng mellem selen og Ccoenzym Q10 i vores krop, således at en lav selenstatus begrænser cellernes evne til at opnå optimale koncentrationer af coenzym Q10 og derfor har vores celler brug for en tilstrækkelig mængde coenzym Q10 for at sikre en optimal funktion af selen og selenoproteiner [Xia 2003; Nordman 2003].
  2. Patienter, der er diagnosticeret med kongestivt hjertesvigt, har vist sig at have lavere plasma-selenkoncentrationer end personer, der ikke har kongestivt hjertesvigt [Le Bouil 1992]. Tilsvarende har patienter med hjertesvigt vist sig at have lavere niveauer af coenzym Q10 i hjertemuskelvæv end personer uden hjertesvigt [Folkers 1985].
  3. Fra ca. 20 års alderen danner mennesker stadig mindre coenzym Q10 med stigende alder; det resulterende lave niveau er praktisk taget umuligt at kompensere for i kosten, hvorfor tilskud er påkrævet [Kalén 1989].
  4. Statinmedicin interfererer med dannelsen af ​​selenoproteiner i kroppen og med dannelsen af ​​coenzym Q10 [Alehagen 2014; Moosman 2004]

Kombinationen af tilskud med selen og coenzym Q10

Hvad har vi lært af den forskning, der blev udført af professor Urban Alehagen og forskerholdet på Linköpings Universitet?

  • Oxidativt stress, inflammatorisk sygdom og aterosklerose – disse lidelser er alle forbundet med øget risiko for at dø af hjertesygdom, både iskæmisk hjertesygdom og hjertesvigt [Alehagen 2014].
  • Forskningsdata viser en signifikant sammenhæng mellem niveauet af oxidativt stress og niveauet af inflammation, hvilket også er forbundet med en øget risiko for hjertesygdom [Abramson 2005].
  • Selen er et af de vigtigste antioxidanter i menneskekroppen; det er en bestanddel af selenoproteinerne, der beskytter mod oxidative skader på cellerne [Alehagen 2014].
  • Der er en særlig biomedicinsk sammenhæng mellem selen og coenzym Q10, idet hver er nødvendig i passende koncentrationer for en optimal beskyttelse mod oxidativt stress og inflammation [Alehagen 2014].
  • Resultaterne af det randomiserede, kontrollerede KiSel-10-studie viser, at det daglige tilskud med en kombination af selengær og farmaceutisk formuleret coenzym Q10 reducerer mængden af biomarkører for både oxidativt stress og kronisk inflammation [Alehagen 2015

 

Kilder

Abramson, J.L., Hooper, W.C., Jones, D.P., Ashfaq, S., Rhodes, S.D., & Weintraub, W.S. (2005). Association between novel oxidative stress markers and C-reactive protein among adults without clinical coronary heart disease. Atherosclerosis, 178:115–21

Alehagen, U., Johansson, P., Björnstedt, M., Rosén, A., & Dahlström, U. (2013). Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and coenzyme Q10 supplementation: a 5-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. International Journal of Cardiology, 167(5), 1860-1866. doi:10.1016/j.ijcard.2012.04.156

Alehagen, U., & Aaseth, J. (2014). Selenium and coenzyme Q10 interrelationship in cardiovascular diseases – A clinician’s point of view. Journal of Trace Elements in Medicine and Biology, doi:10.1016/j.jtemb.2014.11.006

Alehagen, U., Lindahl, T. L., Aaseth, J., Svensson, E., & Johansson, P. (2015). Levels of sP-selectin and hs-CRP decrease with dietary intervention with selenium and coenzyme q10 combined: a secondary analysis of a randomized clinical trial. Plos One, 10(9), e0137680. doi:10.1371/journal.pone.0137680.

Alehagen, U., Aaseth, J., & Johansson, P. (2015). Less increase of copeptin and MR-proADM due to intervention with selenium and coenzyme Q10 combined: Results from a 4-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. Biofactors (Oxford, England), 41(6), 443-452.

Folkers, K., Vadhanavikit, S., & Mortensen, S.A. (1985). Biochemical rationale and myocardial tissue data on the effective therapy of cardiomyopathy with Coenzyme Q10. Proc Natl Acad Sci USA, 82:901–4.

Johansson, P., Dahlström, Ö., Dahlström, U., & Alehagen, U. (2013). Effect of selenium and Q10 on the cardiac biomarker NT-proBNP. Scandinavian Cardiovascular Journal: SCJ, 47(5), 281-288. doi:10.3109/14017431.2013.820838

Kalen A, Appelkvist EL, Dallner G. (1989). Age-related changes in the lipid compositions of rat and human tissues. Lipids, 24(7):579–584.

Le Bouil, A., Briand, P., Allain, P., Dupuis, J.M., Geslin, P., & Tadei, A. (1992). Plasma selenium in congestive heart failure. Clin Chem, 38:1192–3.

Moosmann, B. & Behl, C. (2004). Selenoproteins, cholesterol-lowering drugs, and the consequences: revisiting of the mevalonate pathway. Trends Cardiovasc Med, 14:273–81

Nordman, T., Xia, L., Björkhem-Bergman, L., Damdimopoulos, A., Nalvarte, I., Arnér, E. J., & Olsson, J. M. (2003). Regeneration of the antioxidant ubiquinol by lipoamide dehydrogenase, thioredoxin reductase and glutathione reductase. Biofactors (Oxford, England), 18(1-4), 45-50.

Xia, L., Nordman, T., Olsson, J. M., Damdimopoulos, A., Björkhem-Bergman, L., Nalvarte, I., & Björnstedt, M. (2003). The mammalian cytosolic selenoenzyme thioredoxin reductase reduces ubiquinone. A novel mechanism for defense against oxidative stress. The Journal of Biological Chemistry, 278(4), 2141-2146.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Lav serum-selenstatus og øget dødelighed

Professor Urban Alhagen taler
Kun få undersøgelser har undersøgt forholdet mellem et lavt selenniveau og negative sundhedsvirkninger. Professor Urban Alehagen fra Linköpings Universitet i Sverige har offentliggjort resultaterne af en undersøgelse der viser, at et lavt serum selenniveau er signifikant forbundet med en øget hjerte-kardødelighed samt dødelighed af alle årsager.

I en opfølgningsperiode på næsten syv år havde ældre, sunde, svenske borgere med lave serum-selenkoncentrationer en signifikant øget hjerte-kar-dødelighed og en øget total dødelighed sammenlignet med jævnaldrende med højere serum-selenkoncentrationer. Mere specifikt var der en 56% øget risiko for hjerte-kardødelighed og en 43% øget risiko for at dø af alle årsager. Derfor foreslog de svenske forskere, at selentilskud skulle anbefales til alle svenske borgere med en serumselen-koncentration under 57 mikrogram pr. liter [Alehagen 2016].

Faktisk påpegede professor Urban Alehagen og hans forskerhold på Linköpings Universitet, at de gennemsnitlige serum-selenkoncentrationer i undersøgelsen af ældre svenske borgere – 67,1 mikrogram pr. liter – ikke er tilstrækkelige til at opnå en optimal funktion af de vigtige selenoproteiner, hvor selen indgår som en komponent [Alehagen 2016]:

  • Glutathionperoxidase
  • Thioredoxinreductase
  • Selenoprotein P (SEPP1)

Disse selenoproteiner beskytter væv mod de skadelige virkninger af oxidativt stress og beskytter endotelfunktioner [Rayman 2012].

Tilskud af selen og coenzym Q10 i kombination

I KiSel-10-studiet tildelte de svenske forskere tilfældigt studiedeltagerne til behandlingsgruppen der modtog aktiv behandling i form af 200 mikrogram selengær og 200 mg Q10 i farmaceutisk kvalitet. Deltagerne i den aktive behandlingsgruppe opnåede betydeligt bedre sundhedsresultater sammenlignet med deltagerne i placebogruppen. De gavnlige virkninger vedblev over en tiårig periode [Alehagen 2015]:

  • Nedsat risiko for at dø af hjertesygdom
  • Forbedret hjertefunktion vist på ekkokardiogrammer
  • Nedsat niveau af en biomarkør for hjertesvigt

Dagligt selenindtag og optimal SEPP1-aktivitet

Hurst et al [2010] i Storbritannien har vurderet, at det kræver en samlet selenindtagelse på ca. 105 mikrogram dagligt at opnå optimal SEPP1-aktivitet. I Storbritannien ville det svare til ca. 55 mikrogram fra maden og 50 mikrogram fra et selentilskud. Hurst et al konkluderede i deres arbejde, at det gunstige område for koncentrationen af selen i plasma er intervallet mellem 120 og 150 mikrogram pr. liter [Hurst 2010].

Det er vigtigt at huske, at jordens indhold af selen og dermed fødeindtaget af selen varierer betydeligt i forskellige regioner af verden. Det ville være en god idé at få målt niveauet af serum-selen for at se om man har brug for 50 eller 100 mikrogram pr. dag fra kosttilskud.

Seleniveauer og oxidativt stress

Oxidativt stress er det biomedicinske udtryk for den potentielle skade på celler, lipider, proteiner og DNA forårsaget af frie radikaler, når antallet af frie radikaler langt overskrider antallet af neutraliserende antioxidanter.

Således kan er en mulig forklaring på den signifikante forbindelse mellem lave serum-selenniveauer og en øget hjerte-kardødelighed og dødelighed af alle årsager være den øgede mængde oxidativt stress hos patienter med iskæmisk hjertesygdom og hjertesvigt. Utilstrækkelige niveauer af selenoproteiner vil resultere i et suboptimalt antioxidativt forsvar mod frie radikaler, hvilket kunne forklare den øgede dødelighed hos ældre mennesker med lavt serum-seleniveau [Alehagen 2016].

Forklaringen der involverer suboptimal selenoproteinaktivitet,  idet den vedrører et utilstrækkeligt antioxidantforsvar, forekommer særligt plausibel, fordi de svenske forskere korrigerede for de modificerende virkninger af andre kendte kliniske tilstande, der er forbundet med øget risiko for at dø. For eksempel målte forskerne niveauerne af to biomarkører for inflammation på hver af de fire kvartiler af undersøgelsesdeltagere og fandt ikke signifikante forskelle mellem det kvartil der havde det laveste serum-selenniveau og kvartilerne med et højere serum-selenniveau [Alehagen 2016]:

  • Niveauet af højfølsom C-reaktivt protein (hs-CRP)
  • Niveauet af sP-selectin

Serumselen-koncentrationer og rygning

Rygere i undersøgelsen havde lavere serum-seleniveauer end ikke-rygere, men forskellen var ikke statistisk signifikant. Professor Alehagen mente, at manglen på en væsentlig forskel skyldes det lave antal rygere i undersøgelsen (kun 9% af alle deltagere). Nogle undersøgelser har fundet et nedsat seleniveau hos rygere; Andre undersøgelser har ikke kunnet finde en sammenhæng mellem rygning og seleniveau [Alehagen 2016].

Serum-selenkoncentrationer og kræftdødelighed

I dette svenske studie var der ingen signifikant forskel i kræftdødeligheden mellem kvartilen med den laveste selenkoncentration og kvartilerne med noget højere selenkoncentrationer [Alehagen 2016].

Sammenhæng mellem serum-seleniveauer og hjertesygdom

Tidligere studier har også vist en betydelig sammenhæng mellem lavt serum-selennieau og øget risiko for hjerte-karsygdom:

  • En dansk undersøgelse af mere end 3000 mænd viste, at serum-selenkoncentrationer under 60 mikrogram pr. liter er forbundet med en øget risiko for iskæmisk hjertesygdom [Suadicani 1992].
  • En finsk case-control-undersøgelse viste, at serum-seleniveauer på mindre end 45 mikrogram pr. liter er forbundet med en øget risiko for både dødelige og ikke-dødelige hjerteanfald [Salonen 1982].
  • En fransk undersøgelse, en niårig længdesnitsundersøgelse, viste en sammenhæng mellem et lavt plasma-seleniveau og øget dødelighed [Akbaraly 2005].

Konklusion

Vi har brug for flere undersøgelser af selenniveauets betydning og effekten af selentilskud med henblik på positive sundhedsresultater. De undersøgelser, vi har, viser, at et tilstrækkeligt serum-selenniveau spiller en rolle i opretholdelsen af et godt helbred hos ældre.

Forskningsdata fra KiSel-10-undersøgelsen viser, at tilskud til personer med lavt selenniveau med en kombination af selengær og coenzym Q10 forbedrer dødelighed og livskvalitet [Alehagen 2015].

 

Kilder

Akbaraly, N. T., Arnaud, J., Hininger-Favier, I., Gourlet, V., Roussel, A., & Berr, C. (2005). Selenium and mortality in the elderly: results from the EVA study. Clinical Chemistry, 51(11), 2117-2123.

Alehagen, U., Johansson, P., Björnstedt, M., Rosén, A., Post, C., & Aaseth, J. (2016). Relatively high mortality risk in elderly Swedish subjects with low selenium status. European Journal of Clinical Nutrition, 70(1), 91-96. doi:10.1038/ejcn.2015.92

Hurst, R., Armah, C. N., Dainty, J. R., Hart, D. J., Teucher, B., Goldson, A. J., & Fairweather-Tait, S. J. (2010). Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. The American Journal of Clinical Nutrition, 91(4), 923-931.

Rayman, M.P. (2012). Selenium and human health.  Lancet, 379, 1256-1268.

Salonen, J. T., Alfthan, G., Huttunen, J. K., Pikkarainen, J., & Puska, P. (1982). Association between cardiovascular death and myocardial infarction and serum selenium in a matched-pair longitudinal study. Lancet (London, England), 2(8291), 175-179.

Suadicani, P., Hein, H. O., & Gyntelberg, F. (1992). Serum selenium concentration and risk of ischaemic heart disease in a prospective cohort study of 3000 males. Atherosclerosis, 96(1), 33-42.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Selentilskud i Su.Vi.Max.-undersøgelsen

Illustration af apoptose og normal celledeling
Illustrationen ovenfor (A): Apoptose i normal celledeling med en beskadiget celle (2) og programmeret celledød (1). Nedenfor (B): Kræftceller der deler sig med uhindret dannelse af celler og stadig mere farlige celle-mutationer. Selentilskud kan hjælpe normale, raske voksne, som har et lavt selenniveau med at forebygge kræft, med en bedre skjoldbrusk-kirtelfunktion samt en bedre kognition.

Su.Vi.Max.-undersøgelsen – SUpplementation en VItamines et Minéraux AntioXydants – var et stort randomiseret, dobbeltblindet, placebokontrolleret studie udført med typisk fransk effektivitet. Selvom jeg har skrevet navnet på studiet på fransk, er der så mange engelske oversættelser, at jeg er sikker på at du kan læse studiets fulde navn.

Undersøgelsen var designet til at teste de sundhedsmæssige fordele af et dagligt tilskud med en række vitaminer og mineraler i en dosering (cirka en til tre gange den anbefalede daglige indtagelse). [Hercberg 1998]:

  • Selen, 100 mikrogram
  • Vitamin C, 120 mg
  • Vitamin E, 30 mg
  • Betacaroten, 6 mg
  • Zink, 20 mg

De franske forskere ønskede især at se effekten af det daglige tilskud over en lang periode, ca. 7,5 år fra 1994 til 2002 på forebyggelse af kræft og kardiovaskulær sygdom, som begge er blevet knyttet til oxidativt stress og oxidativ skade og derfor burde kunne påvirkes af tilskud med antioxidanter.

Selen som en antioxidantkomponent

I kroppen inkorporeres selen i selenoproteiner. Blandt de selenholdige proteiner er glutathionperoxidaser (GPx), som er en familie af antioxidanter, der neutraliserer hydrogenperoxid og forskellige hydroperoxid-radikaler. GPx-selenoproteinerne er blandt de vigtigste antioxidanter, der beskytter den menneskelige krop mod skader fra frie radikaler. Et andet selenholdigt protein med en vis antioxidantfunktion er Selenoprotein P (SEPP1) [Rayman 2012].

Ud over at reducere oxidativt stress er nogle selenoproteiner kendt for at nedsætte graden af inflammation [Rayman 2012]. Alt i alt var og er der god grund til at tro, at selentilskud til personer med lav selenstatus kan få reduceret hyppigheden af degenerative sygdomme og for tidlige dødsfald.

SU.VI.MAX. = En stor undersøgelse af selen og andre antioxidanter

Forskerne indskrev 12.741 voksne undersøgelsesdeltagere, både kvinder i alderen 35 til 60 år og mænd i alderen 45 til 60 år. Der blev ialt indskrevet 7713 kvinder og 5028 mænd [Ezzedine 2010]. Denne store undersøgelsesgruppe blev udtrukket til at repræsentere den generelle voksne befolkning i Frankrig, til at repræsentere alle voksne i alle helbredstilstande og ikke udelukkende repræsentere højrisiko-personer [Hercberg 1998]. Som sådan skulle resultaterne fra Su.Vi. Max.-undersøgelsen være anvendelige for voksne i alle vestlige, industrialiserede lande.

Den tilfældige tildeling af personer til en aktiv behandlingsgruppe (som fik daglige kosttilskud) eller til en kontrolgruppe (som fik daglige placebo-tilskud) var for at sikre, at den eneste reelle forskel mellem de to testgrupper så vidt muligt var tilførslen eller ikke-tilførslen af selen og andre antioxidanter. Forskerne ønskede at sikre, at forskelle i resultater mellem de to grupper ville være resultatet af selve tilskuddet og ikke resultatet af forskellige variabler så som alder, køn, kost, motion eller sygdomstilstand.

Undersøgelsen var dobbeltblindet, så resultatet ikke blev påvirket af forskernes eller deltagernes forventninger. Anvendelsen af en kontrolgruppe var selvfølgelig beregnet til at danne grundlag for sammenligning af resultaterne af at tage daglige selen- og antioxidanttilskud i en længere periode.

Interessante resultater fra Su.Vi.Max. -undersøgelsen af selen og antioxidanter

Efter at have indsamlet data fra Su.Vi.Max.-deltagerne i næsten 8 år offentliggjorde forskerne deres resultater:

Serum selenniveauer

Undersøgelsesdeltagernes indhold af antioxidanter i blodet (serum) blev påvirket af sådanne variabler som alder, alkoholforbrug, kropsvægt, kost, køn og tobaksrygning [Galan 2005].

Selen og kræft

Det daglige tilskud af selen og andre antioxidanter i 7,5 år sænkede det totale antal kræfttilfælde samt dødsfald af alle årsager hos mænd, men ikke hos kvinder [Hercberg 2004].

Selen og aldring

Resultaterne fra en opfølgende Su.Vi.Max 2-undersøgelse, der vurderede omfanget af sund aldring i en undergruppe af den oprindelige kohorte i årene 2007-2009 viste, at Su.Vi.Max.-tilskuddet var forbundet med en større andel af sund aldring blandt mændene, men ikke blandt kvinderne og dermed ikke i undergruppen som helhed [Assmann 2015].

Forskelle relateret til køn som følge af selen

Disse kønsdifferentierede resultater fra Su.Vi.Max.-undersøgelsen var blandt de første indikationer på en mulig kønsrelateret forskel som følge af selentilskud.

Interessant nok viste den niårige længdesnits-EVA-undersøgelse (Epidemiology of Vascular Aging) i Frankrig en højere selenkoncentration i plasma, som var forbundet med en marginalt signifikant nedsat risiko for dysglykæmi (insulinresistens eller diabetes) hos mænd, men ikke hos kvinder [Akbaraly 2010]. Vi vil gerne se flere undersøgelser af kønsforskelle som følge af selenindtagelse.

Selen og præventionsbehandling og alder

Blandt kvinder viste resultaterne fra Su.Vi.Max.-undersøgelsen signifikante forskelle i koncentrationerne af serumselen i forhold til præventionsbehandling og alder [Arnaud 2007]. Øgede selenkoncentrationer var forbundet med en forøget mængde serumlipider og / eller nedsat blødning.

Selen og kognitiv funktion

Yderligere opfølgning viste, at de undersøgelsesdeltagere, som havde fået de aktive tilskud i form af selen og antioxidanter, havde en bedre score for episodisk hukommelse og verbal hukommelse samt bedre eksekutive funktioner. Imidlertid blev forbedringen i verbal hukommelse kun set hos ikke-rygerne [Kesse-Guyot 2011].

Selen og metabolisk syndrom og glukoseniveauer

7,5 år med et dagligt tilskud af selen og andre antioxidanter i fysiologiske doser påvirker ikke risikoen for metabolisk syndrom. Tilskuddet havde hverken en gavnlig eller en skadelig virkning på metabolisk syndrom [Czernichow 2009].

Metabolisk syndrom er paraplybetegnelse for en gruppe faktorer, der øger risikoen for hjertesygdom, slagtilfælde og diabetes, så konstateringen af at der ikke er nogen skadelig virkning af tilskuddet, er et godt resultat.

Tilsvarende havde 7,5 år med et dagligt tilskud med 100 mikrogram selen ingen effekt på fastesukkeret i plasma hos hverken mænd eller kvinder [Czernichow 2006].

Selen og skjoldbruskkirtelfunktionen

Resultaterne fra Su.Vi.Max. tyder på, at selen kan beskytte mod struma, og at selen også kan beskytte mod autoimmun sygdom i skjoldbruskkirtlen [Derumeaux 2003].

Konklusioner fra Su.Vi.Max.-undersøgelsen 

Professor Serge Hercberg konkluderede, at sundhedsfordelene ved et dagligt kosttilskud med selen og antioxidanter afhænger af følgende faktorer [Hercberg 2006]:

  • Doseringerne (kostmæssige versus farmakologiske)
  • Undersøgelsesdeltagere niveau af antioxidanter ved undersøgelsesstart
  • Undersøgelsesdeltagernes køn
  • Undersøgelsesdeltagernes kostvaner
  • Undersøgelsesdeltagernes sundhedstilstand

Et dagligt tilskud med selen og andre antioxidanter over en længere periode har gavnlige virkninger på kræftforebyggelse og sund aldring hos mænd (men ikke hos kvinder) samt gavnlige virkninger på skjoldbruskkirtelfunktion og den kognitive funktion hos både mænd og kvinder. Der var ingen virkning, hverken gavnlig eller skadelig, på nogen aspekter af metabolisk syndrom, herunder plasmaglukoseniveauer.

Kilder

Akbaraly,T.N., Arnaud,J., Rayman,M.P., Hininger-Favier, J., Roussel, A.M., Berr, C., & Fontbonne, A.
Plasma selenium and risk of dysglycemia in an elderly French population: Results from the prospective Epidemiology of Vascular Ageing Study. Nutr Metab. 2010;7(21).

Arnaud, J., Arnault, N., Roussel, A., Bertrais, S., Ruffieux, D., Galan, P., & Hercberg, S. (2007). Relationships between selenium, lipids, iron status and hormonal therapy in women of the SU.VI.M.AX cohort. Journal of Trace Elements in Medicine and Biology, 21 Suppl 166-69.

Assmann, K. E., Andreeva, V. A., Jeandel, C., Hercberg, S., Galan, P., & Kesse-Guyot, E. (2015). Healthy Aging 5 Years After a Period of Daily Supplementation with Antioxidant Nutrients: A Post Hoc Analysis of the French Randomized Trial SU.VI.MAX. American Journal of Epidemiology, 182(8), 694-704.

Czernichow, S., Vergnaud, A., Galan, P., Arnaud, J., Favier, A., Faure, H., & Ahluwalia, N. (2009). Effects of long-term antioxidant supplementation and association of serum antioxidant concentrations with risk of metabolic syndrome in adults. The American Journal of Clinical Nutrition, 90(2), 329-335.

Czernichow, S., Couthouis, A., Bertrais, S., Vergnaud, A., Dauchet, L., Galan, P., & Hercberg, S. (2006). Antioxidant supplementation does not affect fasting plasma glucose in the Supplementation with Antioxidant Vitamins and Minerals (SU.VI.MAX) study in France: association with dietary intake and plasma concentrations. The American Journal of Clinical Nutrition, 84(2), 395-399.

Derumeaux, H., Valeix, P., Castetbon, K., Bensimon, M., Boutron-Ruault, M., Arnaud, J., & Hercberg, S. (2003). Association of selenium with thyroid volume and echostructure in 35- to 60-year-old French adults. European Journal of Endocrinology, 148(3), 309-315.

Ezzedine, K., Latreille, J., Kesse-Guyot, E., Galan, P., Hercberg, S., Guinot, C., & Malvy, D. (2010). Incidence of skin cancers during 5-year follow-up after stopping antioxidant vitamins and mineral supplementation. European Journal of Cancer (Oxford, England: 1990), 46(18), 3316-3322.

Galan, P., Viteri, F. E., Bertrais, S., Czernichow, S., Faure, H., Arnaud, J., & … Hercberg, S. (2005). Serum concentrations of beta-carotene, vitamins C and E, zinc and selenium are influenced by sex, age, diet, smoking status, alcohol consumption and corpulence in a general French adult population. European Journal of Clinical Nutrition, 59(10), 1181-1190.

Hercberg, S. (2006). [The SU.VI.MAX study, a randomized, placebo-controlled trial on the effects of antioxidant vitamins and minerals on health]. Annales Pharmaceutiques Francaises, 64(6), 397-401.

Hercberg, S., Galan, P., Preziosi, P., Bertrais, S., Mennen, L., Malvy, D., & … Briançon, S. (2004). The SU.VI.MAX Study: a randomized, placebo-controlled trial of the health effects of antioxidant vitamins and minerals. Archives Of Internal Medicine, 164(21), 2335-2342.

Hercberg, S., Galan, P., Preziosi, P., Roussel, A. M., Arnaud, J., Richard, M. J., & … Favier, A. (1998). Background and rationale behind the SU.VI.MAX Study, a prevention trial using nutritional doses of a combination of antioxidant vitamins and minerals to reduce cardiovascular diseases and cancers. SUpplementation en VItamines et Minéraux AntioXydants Study. International Journal for Vitamin and Nutrition Research, 68(1), 3-20.

Kesse-Guyot, E., Fezeu, L., Jeandel, C., Ferry, M., Andreeva, V., Amieva, H., & … Galan, P. (2011). French adults’ cognitive performance after daily supplementation with antioxidant vitamins and minerals at nutritional doses: a post hoc analysis of the Supplementation in Vitamins and Mineral Antioxidants (SU.VI.MAX) trial. The American Journal of Clinical Nutrition, 94(3), 892-899.

Rayman, M. P. (2012). Selenium and human health. Lancet (London, England), 379(9822), 1256-1268.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Selen og mundhulekræft

Histo-patologisk billede af et såkaldt pladecellekarcinom i en biopsi
Fordi mange kræftformer er så lang tid om at udvikles, kræver undersøgelser, hvis endepunkt det er at påvise kræft, en lang observationsperiode og er meget dyre. Fokus på mellemliggende endepunkter så som biomarkører for udvikling af kræft er nyttig til at vurdere af værdien af selen-tilskud i kræftforebyggelse. Ovenstående billede: Et histo-patologisk billede, der viser et såkaldt pladecellekarcinom i en biopsi.

Når vi tester effekten af selentilskud til forebyggelse af kræft, ser vi ofte på effekten af selentilskuddet på biomarkører for udvikling af kræft. Bio-markører er stoffer, hvis tilstedeværelse i blod eller væv indikerer samtidig forekomst af en sygdom eller en infektion.

En indisk undersøgelse har vist, at tilskud med selen, zink, riboflavin og A-vitamin hæmmer udviklingen af biologiske markører for kræft i mundhulen [Prasad].

Okay, fordi selen blev givet som en del af en cocktail af mikro-næringsstoffer, kan vi ikke tilskrive resultatet til selendelen alene. Men det er et godt bud, at selenet – via dets indbygning i antioxidant-selenoproteiner – udgjorde en vigtig faktor i de gavnlige helbredseffekter. Det giver støtte til tanken om, at antioxidant-kosttilskud er effektive som kræftforebyggende midler [Prasad].

Selen og kræft i mundhulen

Forskere ved Det Indiske Råd for Medicinsk Forskning i Hyderabad i Indien, ønskede at se, om tilførslen af selen og andre mikronæringsstoffer ville reducere antallet af læsioner samt mængden af to biomarkører for mundhulekræft hos rygere.

Forskningsresultaterne viste følgende signifikante reduktioner:

  • Total regression af læsioner (sår, mavesår, abscesser) i munden hos 57% af de rygere, der modtog aktiv tilskudsbehandling, og kun hos 8% af rygere på placebobehandling [Prasad]
  • Yderligere progression af eksisterende læsioner forekom hos kun 10% af gruppen der fik tilskud sammenlignet med 47% i placebogruppen [Krishnaswamy]
  • Forekomst af nye læsioner i munden hos kun 12% af rygere der fik aktiv tilskudsbehandling, imod 48% af rygere der fik placebobehandling [Prasad]
  • 60% reduktion i hyppigheden af mikronukleier i munden hos rygere med og uden læsioner, der modtog aktiv tilskudsbehandling sammenlignet med 35% reduktion i munden hos rygere, der fik placebobehandling [Prasad]

Endvidere forekom alle reduktionerne i hyppigheden af mikronukleier hos placebogruppens rygere hos dem uden læsioner i munden. Ingen af reduktionerne i placebogruppens rygere forekom hos dem med sår i munden.

Note: Celler med mikronuklei er celler, der udvikler sig, når et kromosom eller en del af et kromosom ikke indarbejdes i dattercellen under celledelingen. Disse mikronuklei ses ofte i kræftceller.

Den indiske undersøgelse viste også signifikante resultater med hensyn til DNA-addukter:

  • Tretten gange større reduktion i antallet af DNA-addukter i den aktive tilskudsgruppe end i placebogruppen hos rygere med læsioner i munden
  • Tre gange større reduktion i antallet af DNA-addukter i den aktive tilskudsgruppe end i placebogruppen hos rygere uden læsioner i munden [Prasad]

Note: DNA-addukter er segmenter af DNA, der er bundet til kræftfremkaldende stoffer. Som sådan er de biomarkører for udvikling af kræft, i dette tilfælde kræft i munden.

Deltagerne i selen og præcancerøse læsioner-undersøgelsen

De indiske forskere indskrev i alt 298 rygere: 79 mænd og 219 kvinder mellem 25 og 70 år. To tredjedele af undersøgelsens deltagerne havde prækancerøse læsioner i deres mund; en tredjedel havde ikke.

Undersøgelsens deltagerne røg uforarbejdet tobak indpakket i halvtørrede tobaksblade (cigaretterne er kendt som beedis, tobakken hedder chutta). Rygerne røg cigaretterne med den tændte ende i deres mund på en måde der kaldes “reverse smoking” [Prasad]. Chutta-rygning er forbundet med et højt antal tilfælde af kræft i mund og svælg [Malik].

Deltagerne blev randomiseret til enten at indgå i en tilskudsgruppe (n = 150) eller en placebokontrolgruppe (n = 148). Forskerne foretog en komplet mundundersøgelse før studiets start og efter tolv måneders deltagelse. De fjernede epithelceller fra deltagernes mund som blev undersøgt for tilstedeværelse af DNA-addukter og mikronukleier.

Note: De epithelceller der omtales her, er cellerne, der beklæder indersiden af munden og spiserøret.

Doseringerne anvendt i selen og mundhulekræft-undersøgelsen

Undersøgelsens deltagere tog antioxidanttilskud eller placebo i form af en enkelt kapsel to gange om ugen i et helt år.

  • I løbet af undersøgelsens første fire måneder modtog deltagerne i den aktive tilskudsgruppe 100 mikrogram selen og 12,5 milligram zink pr. tablet. I de sidste måneder af undersøgelsen blev doserne ændret til 50 mikrogram selen og 25 milligram zink.
  • Doseringen af riboflavin blev ændret tilsvarende: 50 milligram de første fire måneder efterfulgt af 15 milligram i de følgende fire måneder og endelig 30 milligram i de sidste fire måneder af den et år lange undersøgelse.
  • Doseringen af vitamin A var 25.000 internationale enheder i de første og de sidste fire måneder af undersøgelsen og 10.000 internationale enheder i de midterste fire måneder

Med andre ord var de anvendte doser fysiologiske doseringer, ikke farmaceutiske doseringer.

Videnskabelig information fra selen og mundhulekræft-undersøgelsen

Data fra den indiske undersøgelse viser følgende opmuntrende resultater:

  • De to biomarkører til udvikling af mundhulekræft – DNA-addukter og mikronukleier – blev reduceret signifikant ved indtagelse af selen og de andre antioxidanttilskud.
  • Antallet af læsioner i rygernes mund var reduceret, udviklingen af eksisterende læsioner blev reduceret, og udviklingen af nye læsioner blev reduceret signifikant ved tilførsel af selen og andre antioxidant-kosttilskud.
  • Deltagernes positive kliniske respons på behandlingen med antioxidant-tilskud relateret til kræft-bio-markører og præcancerøse læsioner antyder en gavnlig indvirkning på forebyggelsen af fuldt udviklet mundhulekræft.

Bemærk: Hvad mener vi, når vi siger, at sammenhængen mellem selentilskuddet og et gavnligt helbredsmæssigt resultat var statistisk signifikant?

Vi mener, at  der kun er en meget lille sandsynlighed for, at vi vil få en sundhedsmæssig gavn af selentilskuddet der var så stort som det vi fik sammenlignet med placebo, hvis det kun skyldtes tilfældighed eller stikprøvevariation. I denne indiske undersøgelse var sandsynligheden for at opnå den observerede sammenhæng mellem selentilskud og reduktionen i antallet af mikronuklei mindre end én ud af tusind. Vores usikkerhed om “ægtheden” af de observerede sundhedsvirkninger er tilsvarende lav.

Kilder

Krishnaswamy, K., Prasad, M. P., Krishna, T. P., Annapurna, V. V., & Reddy, G. A. (1995). A case study of nutrient intervention of oral precancerous lesions in India. European Journal of Cancer. Part B, Oral Oncology, 31B(1), 41-48.

Malik, S. K., Behera, D., & Jindal, S. K. (1983). Reverse smoking and chronic obstructive lung disease. British Journal of Diseases of The Chest, 77(2), 199-201.

Prasad, M. P., Mukundan, M. A., & Krishnaswamy, K. (1995). Micronuclei and carcinogen DNA adducts as intermediate end points in nutrient intervention trial of precancerous lesions in the oral cavity. European Journal of Cancer. Part B, Oral Oncology, 31B(3), 155-159.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.