Selenindtag og helbredstilstand

Mængden af selen i fødevarer kan være utilstrækkelig i store dele af verden. Det er rapporter om, at en suboptimal selenstatus er udbredt i store dele af Europa, Storbritannien og Mellemøsten [Stoffaneller & Morse]. Kystregioner i USA har en tendens til at have selenfattig jord. Store områder af Kina, Korea, Sibirien, Tibet og New Zealand er lav-selen-områder. Lav selenstatus er forbundet med en øget risiko for kræft, hjerte-karsygdom og lidelser i skjoldbruskkirtlen [Tolonen].
De hidtidige forskningsresultater tyder på, at der er en U-formet forbindelse mellem selenindtagelse og helbred. Ifølge en nylig rapport fra den mangeårige selenforsker, professor Dr. Margaret P. Rayman, University of Surrey, England, er både selenmangel og for meget selen blevet forbundet med negative sundhedseffekter.

Tilstande der angiver et behov for selentilskud

Professor Rayman oplister en række tilstande, der i forskningslitteraturen er blevet knyttet til selenmangel:

  • Keshans sygdom (en hjertemuskelsygdom forårsaget af en selenmangel sammen med en stamme af Coxsackie-virus)
  • Kashin-Beck sygdom (en knoglesygdom, hvor selenmangel er en faktor)
  • Forøget viral virulens
  • Øget dødelighed
  • Ringe immunfunktion
  • Problemer med fertilitet / reproduktion
  • Skjoldbruskkirtel-relateret autoimmun sygdom
  • Nedsat kognition / demens
  • Type-2 diabetes
  • Risiko for prostatakræft
  • Risiko for kræft i tyk- og endetarm (hos kvinder)
  • Øget risiko for tuberkulose hos HIV-patienter

Professor Rayman specificerer ikke et plasma/serum-seleniveau for selenmangel.

Hun nævner en amerikansk undersøgelse: US National Health and Nutrition Examination Survey, der målte serum-seleniveauet i 13.887 voksne deltagere og derefter fulgte op på dødelighed i op til 18 år. Dødeligheden i denne undersøgelse viste en U-formet forbindelse mellem serum-selen og dødsfald med en serum-selen koncentration på 135 mikrogram per liter i bunden af U-kurven [Rayman 2019].

Foreslåede tilstrækkelige plasma-seleniveauer

Professor C. D. Thomson har foreslået følgende plasma-selenkoncentrationer som laveste tilstrækkelige selenniveauer:

  • > 20 mkg/L For at forhindre selenmangel-sygdommen Keshans syge
  • > 79-95 mkg/L For at maksimere plasmaindholdet af selenoproteinerne GPx og SeppP
  • > 118 mkg/L For at beskytte mod nogle kræftformer

Note: GPx henviser til de selenholdige antioxidant-enzymer glutathionperoxidase, der neutraliserer hydrogenperoxid og lipidperoxid-radikaler.

SeppP henviser til det selenholdige selenoprotein, der er den vigtigste plasma-selentransportør til kropsvæv.

Det nødvendige selenindtag til at hæve plasma-seleniveauet

Selenindtaget og mængden af selen i plasma/serum varierer betydeligt fra egn til egn afhængigt af tilgængeligheden af selen i jorden, i foder og i fødevarer. Et skøn er, at de gennemsnitlige europæiske blodselen-niveauer varierer fra 70 til 80 mikrogram pr. liter, mens det gennemsnitlige amerikanske blodselen-niveau er mellem 105 og 140 mikrogram per liter [Outzen].

En undersøgelse designet til at finde det optimale selenindtag viste, at 55 mikrogram selen dagligt fra mad plus 50 eller 100 mikrogram selen dagligt fra kosttilskud i 10 uger vil hæve plasmaselen-niveauerne som følger [Hurst 2010]:

  • Fra 95,7 mikrogram per liter op til 118,3 mikrogram per liter med et dagligt selentilskud på 50 mikrogram
  • Fra 95,7 mikrogram per liter op til 152,0 mikrogram per liter med et dagligt selentilskud på 100 mikrogram

Analyser af studier af sammenhængen mellem blodselen-niveauer og risiko for prostatakræft har vist, at kræftrisikoen langsomt faldt i takt med, at de målte blodselen-niveauer steg fra 60 til 170 mikrogram pr. liter [Hurst 2012].

Længerevarende indtagelse at høje daglige doser af selen

Figur 1 i professor Raymans rapport viser, at daglige doser af selentilskud på 300 mikrogram i fem år i et land med moderat lav selenstatus (Danmark) er forbundet med en stigning i dødeligheden af alle årsager 10 år senere [Rayman 2019].

Hun fortsætter dog med at forklare, at visse andre befolkningsgrupper med indtagelse af høje selendoser i lange perioder ser ud til at være i stand til at klare det høje selenindtag uden skadelige virkninger, f.eks. inuiterne i Grønland og det nordlige Canada samt visse befolkningsgrupper i det brasilianske Amazon-område samt regioner i Kina [Rayman].

Hun angiver fire mulige grunde til denne tolerance over for høje selendoseringer [Rayman 2019]:

  1. Nogle mennesker kan have polymorfismer i generne, der påvirker evnen til at håndtere en høj seleneksponering.
  2. Et højt selenniveau giver sundhedsmæssige fordele uden toksiske effekter i befolkningsgrupper, der er udsat for høje niveauer af arsen, cadmium og kviksølv.
  3. Omfanget af skader forårsaget af en høj eksponering af selen kan afhænge af formen (arten) af det indtagne selen.
  4. Sammensætningen af tarmens mikrobiota kan muligvis påvirke virkningen af den høje eksponering af selen.

Konklusion: Selen-indtagelse/status og helbred

Professor Rayman konkluderer, at begrebet et U-formet forhold mellem selen-indtagelse/status og sundhedseffekter er nyttigt, men også er noget forenklet.

Det selenindtag der er knyttet til et optimalt helbred varierer helt klart fra region til region og fra befolkning til befolkning og endda fra individ til individ.

Logisk set er det bedste man kan gøre, at få målt ens plasma- eller serum-seleniveau for at se, hvor det ligger i intervallet mellem 60 og 170 mikrogram pr. liter, som er det område, hvor der ses en gradvis reduktion i risikoen for prostatakræft [Hurst 2012].

Kilder

Haug, A., Graham, R. D., Christophersen, O. A., & Lyons, G. H. (2007). How to use the world’s scarce selenium resources efficiently to increase the selenium concentration in food. Microbial Ecology in Health and Disease, 19(4), 209-228.

Hurst, R., Armah, C.N., Dainty J.R., Hart, D.J., Teucher, B., Goldson, A.J., Broadley, M.R., Motley, A.K., Fairweather-Tait, S.J.  (2010).  Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Am J Clin Nutr, 91(4):923-31.

Hurst, R., Hooper, L., Norat, T., Lau, R., Aune, D., Greenwood, D. C., & Fairweather-Tait, S. J. (2012). Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. The American Journal of Clinical Nutrition, 96(1), 111-122.

Outzen, M., Tjønneland, A., Larsen, E. H., Friis, S., Larsen, S. B., Christensen, J., & Olsen, A. (2016). Selenium status and risk of prostate cancer in a Danish population. The British Journal of Nutrition, 115(9), 1669-1677.

Rayman, M.P. (2019). Selenium intake, status, and health: a complex relationship.  Hormones, doi: 10.1007/s42000-019-00125-5. [Epub ahead of print].

Thomson, C.D. (2004). Assessment of requirements for selenium and adequacy of selenium status: a review.  Eur J Clin Nutr, 58(3): 391-402.

Tolonen, M. (1990). Vitamins and minerals in health and nutrition. New York: Ellis Horwood.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *