Tag: prostatakræft

Selen er et vigtigt mikronæringsstof. Det er afgørende for livet for både mennesker og dyr. Kroppen kan ikke danne selen og er derfor afhængig af det selen, vi kan få fra kosten. I mange områder af verden er der for lidt selen i jorden og i fødevarerne, og tilskud er derfor nødvendigt for at opnå optimal sundhed.

Regioner med selenfattig jord
I mange områder af verden er indholdet af selen i jorden er ganske lavt. I store dele af Asien, især Kina og i store dele af Europa og Mellemøsten er der er lave niveauer af selen i jorden.

Planter optager uorganisk selen fra jorden og omdanner det til organisk selen. På den måde kommer selen ind i fødekæden. For eksempel ved køer som spiser græs der indeholder selen, og noget af dette selen havner i kød og mælk fra køerne. Folk spiser kødet og drikker mælken. For lidt selen i jorden betyder således for lidt selen i fødevarerne.

Den finske eksperiment med at tilsætte selen til gødning
I 1985 besluttede den finske regering, at der skulle tilsættes selen til al landbrugsgødning. Baggrunden for denne beslutning var en intens debat, hvor fortalere for selentilsætning præsenterede data om de lave niveauer af selen i den finske befolkning. Selenniveauet hos finske borgere havde nået et så lavt niveau, at sundhedsmyndighederne i Finland var bekymrede over farerne ved selenmangel.

Succesen med selengødningsprojektet i Finland
Tyve år senere, i 2005, udstedte de finske myndigheder en rapport med en opsummering af de første 20 år med selengødning. De nye data viste, at tilsætning af selen til lansbrugsgødning havde været en sikker og effektiv løsning på problemet med det finske folks lave selenstatus. Faktisk viste målingerne af selen i blodprøver, i mælkeprøver og i prøver af kød alle viste en positiv tendens, undtagen inden for økologisk landbrug, hvor brugen af kunstgødning ikke er tilladt.

Ikke nok selen til at kopiere det finske eksperiment
På trods af succesen med det finske eksperiment har ingen andre lande i Europa taget en lignende beslutning. En vigtig årsag er, at selen er et sjældent sporstof, og at der produceres relativt lidt selen hvert år. Ud af den årligt producerede mængde, går hovedparten til industrielle formål.

Der er helt enkelt ikke nok selen til rådighed til at gøde dyrkede marker og græsgange med det i alle selenfattige lande i verden i det omfang, finnerne har gjort. Selen er så forholdsvis sjældent, at vi mennesker har brug for at administrere anvendelsen af det omhyggeligt og bør begynde at opbygge lagre af det til brug for kommende generationer [Haug].

Anbefalet daglig tilførsel af selen fra kosten
I dag er den anbefalede tilførsel af selen fra kosten i USA og Canada og mange lande i Europa fastsat til 55 mikrogram per dag. Det er den daglige mængde som menes at medføre optimal aktivitet af det selen-afhængige antioxidantenzym glutathionperoxidase.

Siden etableringen af denne grænseværdi for indtagelse har selenforskere peget på, at der kan være behov for en højere indtagelse grundet en selenafhængig beskyttelse mod kræft og andre kroniske sygdomme. Det formodede gavnlige niveau af selen i plasma ligger mellem 120 og 170 nanogram per milliliter [Hurst 2010]. Bevismaterialet fra Hurst’ forskning tyder på, at vi har brug for omkring 105 mikrogram per dag for at nå den nedre grænse af dette interval og ca. 155 mikrogram per dag for at nå den øvre grænse af intervallet. Begge indtag er pænt under den øvre tolerable grænse for daglig indtagelse fastsat af den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet EFSA i februar 2006: 300 mikrogram selen om dagen.

Særlige grupper med risiko for at få for lidt selen
Selv med det anbefalede niveau på 55 mikrogram selen om dagen, kan der være særlige grupper af mennesker med risiko for at få for lidt selen i deres kost. For eksempel vil vegetarer og veganere sandsynligvis være i fare, fordi kød, fisk, og mejeriprodukter er vigtige kilder til selen i kosten.

En anden gruppe der kan være udsat, er den gruppe af mennesker, der er følsomme over for gluten og som derfor undgå kornprodukter. Korn ligger lige under fisk og kød fra pattedyr på listen over vigtige kostkilder til selen.

Ældre mennesker der spiser mindre kan være i fare. Rygere kan have behov for ekstra selen. Også kropsstørrelse og graden af motion kan påvirke den daglige, nødvendige mængde selen.

Selen, selenocystein og selenoproteiner
Selenoproteiner er proteiner i kroppen, der indeholder selenocystein, den 21. aminosyre. Selenocystein er selv afhængig af, at der er selen til rådighed til dets dannelse. Forskere har identificeret 25 selenoproteiner, der spiller en rolle i menneskers sundhed. Disse selenoproteiner har adskillige biologiske funktioner:

• fungerer som antioxidanter, der beskytter cellerne og DNA mod oxidativ skade
• aktiverer skjoldbruskkirtelhormoner
• styrker immunsystemet
• beskytter prostata
• støtter produktionen af sunde sædceller
• bidrager til hjernens udvikling

Selen og selenoprotein P
En af de vigtigste selenoproteiner er selenoprotein P. Det er det mest udbredte selenoprotein i blodplasmaet, som udgør 25 – 50 procent af den samlede mængde selen i plasma. Det er et vigtigt selenoprotein til beskyttelse af prostata. Det er en nyttig bio-markør for menneskers selenniveu, fordi det er mere følsomt overfor lave og mellemstore niveauer af plasmaselen end glutathionperoxidase er [Hurst 2010].

Dansk undersøgelse af mænds selenstatus
I en dansk tværsnitsundersøgelse af 27.000 mænd, viste data, at 80% af mændene havde for lidt selen i blodet til at optimere aktiviteten af selenoprotein P. Undersøgelsen, som blev offentliggjort i British Journal of Nutrition i 2016, havde til formål at se, om et lavt selenniveau udgjorde en sundhedsrisiko for danske mænd. I undersøgelsen blev højere niveauer af plasmaselen og selenoprotein P forbundet med lavere risiko for aggressiv kræft [Outzen].

Lav selenstatus og risiko for prostatakræft
Resultaterne fra den danske undersøgelse svarer til resultaterne fra en tilsvarende undersøgelse foretaget i Holland. I den hollandske undersøgelse viste data, at højere selenniveauer i tånegle var forbundet med betydelige fald i risikoen for fremskreden prostatakræft. Selenniveauet i tånegle anses som en bedre langsigtet markør af selenstatus end plasma- eller serumselen-niveauer [Geybels].

Resumé: Hvad er selen?

Et sjældent og essentielt mikronæringsstof som ikke syntetiseres i kroppen
Selen er et sjældent mikronæringsstof, som vi mennesker ikke selv kan producere, og det er afgørende for et godt helbred. Idet vi ikke kan syntetisere det selv, men behøver det, minder selen om et vitamin. Det har også egenskaber tilfælles med C-vitamin og E-vitamin i den forstand, at det tjener som en vigtig antioxidant via dets deltagelse som komponent i selenoproteiner.

Bruges mest til industrielle formål
Selen er et biprodukt fra udvinding af kobber. Langt den største udnyttelse af jordens selenressourcer går til industriel produktion af elektronik, metal- og glasprodukter. For eksempel anvendes selen til fremstilling af røde glasprodukter. Kun omkring 10% af verdens årlige produktion af selen anvendes til at gøde landbrugsjord. Langt under 10% er til rådighed til brug i kosttilskud.

Ulige fordelt i verden
Den ulige fordeling af selen i verden er et bekymrende problem. Næsten 70% af Jordens selenreserver er koncentreret i fire lande: Chile (25%), Rusland (20%), Peru (13%) og USA (10%), Der er ingen kendte, store reserver nogen steder i Europa . Reserverne af selen er så relativt små, at nogle forskere foreslår, at det nuværende forbrug af selen administreres omhyggeligt, og at der bør oplagres selen til brug for kommende generationer.

En passende indtagelse er nødvendigt for et godt helbred
Forskning har vist, at et tilstrækkeligt indtag af selen er nødvendigt for et godt cellestofskifte, en stærk immunrespons, produktion af sunde sædceller, beskyttelse af cellens DNA-struktur og funktion samt et sundt hår og stærke negle. Nogle epidemiologiske undersøgelser tyder på, at en tilstrækkelig selenstatus er knyttet til forebyggelse af kroniske sygdomme.

Kilder

Geybels, M. S., Verhage, B. J., van Schooten, F. J., Goldbohm, R. A., & van den Brandt, P. A. (2013). Advanced prostate cancer risk in relation to toenail selenium levels. Journal Of The National Cancer Institute, 105(18), 1394-1401.

Haug, A., Graham, R. D., Christophersen, O. A., & Lyons, G. H. (2007). How to use the world’s scarce selenium resources efficiently to increase the selenium concentration in food. Microbial Ecology In Health And Disease, 19(4), 209-228.

Hurst, R., Hooper, L., Norat, T., Lau, R., Aune, D., Greenwood, D. C., & Fairweather-Tait, S. J. (2012). Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. The American Journal Of Clinical Nutrition, 96(1), 111-122.

Hurst, R., Armah, C. N., Dainty, J. R., Hart, D. J., Teucher, B., Goldson, A. J., & Fairweather-Tait, S. J. (2010). Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. The American Journal Of Clinical Nutrition, 91(4), 923-931.

Outzen, M., Tjønneland, A., Larsen, E. H., Friis, S., Larsen, S. B., Christensen, J., & Olsen, A. (2016). Selenium status and risk of prostate cancer in a Danish population. The British Journal Of Nutrition, 115(9), 1669-1677.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.