Selen og risiko for hjertesvigt

Kardiologer ved universitetet i Groningen i Holland har offentliggjort en omfattende gennemgang af den aktuelle viden om selenmangel og selenoproteins rolle i patienter med hjertesvigt [Al-Mubarak 2021].

De vigtigste punkter i deres gennemgang er som følger:

Hjertelæge
Hjertesvigt er en hjertesygdom med høj sygelighed og dødelighed og med en stigende forekomst. Det anslås, at der er mere end 26 millioner patienter med hjertesvigt verden over. Et suboptimalt selenindtag og -status påvirker hjertemusklens funktion negativt.
  • Selen er et essentielt mikronæringsstof. Det er indbygges i 25 forskellige selenoproteiner, der har mange biologiske funktioner i kroppen.
  • Et suboptimalt selenindtag og -status fører til nedsat cellulær dannelse af disse selenoproteiner og til en nedsat funktion af selenoproteiner, der kan forværre oxidativ stress og inflammation, som begge er forbundet med sværere tilfælde af hjertesvigt.
  • 70% af de patienter der diagnosticeres med hjertesvigt har suboptimale serum-seleniveauer (under 100 mikrogram pr. Liter).
  • Hjertesvigtpatienter med suboptimale serum-selenkoncentrationer har lavere træningskapacitet, lavere livskvalitet og en dårligere prognose end patienter med hjertesvigt med serum-selenkoncentrationer over 100 mkg/L.
  • Kliniske forsøg med effekten af selentilskud hos patienter med hjertesvigt har vist forbedrede kliniske symptomer såsom forbedringer af NYHA-funktionsklassen, i venstre ventrikulær ejektionsfraktion samt i lipidprofilen.
Selenmangel og hjertefejl
ObservationsUNDERSØGELSER af SELENkONCENTRATION OG HJERTESVIGT

Tre metaanalyser har skaffet dokumentation for et forhold mellem selenstatus og risikoen for hjertesygdom:

Undersøgelser af selentilskud – KISEL-10-undersøgelsen

Den mest interessante kliniske undersøgelse er KiSel-10-undersøgelsen, hvor ældre borgerne med en gennemsnitlig alder på 78 år, med lav selenstatus (gennemsnitlig baseline-niveau: 67,1 mkg/l) blev behandlet med en kombination af 200 mkg selen fra et selengær-præparat og 200 mg coenzym Q10 dagligt i fire år.

Undersøgelser af selentilskud og hjertesvigt

To randomiserede kontrollerede forsøg udført med små grupper
af patienter med hjertesvigt er af interesse:

Konklusioner: SELENSTATUS OG HJERTesygdom
  • Der er nogen evidens for, at der kan være en U-formet sammenhæng mellem selenstatus og konsekvens for helbredet med den optimale serum / plasma-selenstatus i området fra 100 – 170 mkg/l [Rayman 2012].
  • De fleste patienter med hjertesvigt har serum-seleniveauer under 100 mkg/l, så tilskud med selen virker lovende i behandlingen af ​​hjertesvigt.
  • Selen i selenoproteiner kan give gavnlige hjertesundhedseffekter både lokalt i hjertemuskelvævet og systematisk.
  • Selenoproteiner kan hjælpe med at genoprette hjertefunktion via flere mekanismer, herunder 1) opretholdelse af sunde mitokondrier, 2) reduktion af oxidativ stress, 3) en antiinflammatorisk virkning, 4) forbedring af immunsystemets funktion og 5) reduktion af endoplasmatisk reticulum-stress.
  • En undersøgelse fra Penn State University har vist, at tilskud med en organisk selengærformulering er forbundet med signifikante reduktioner i biomarkører for oxidativ stress, mens et 100% selenomethionintilskud ikke viste lignende reduktioner, hvilket tyder på, at det er andre selenformer end selenomethionin, der tegner sig for faldet i oxidativt stress [Richie 2014].
Kilder

Al-Mubarak, A.A., van der Meer, P. & Bomer, N. Selenium, selenoproteins, and heart failure: current knowledge and future perspective. Curr Heart Fail Rep (2021). https://doi.org/10.1007/s11897-021-00511-4.

Alehagen U, Alexander J, Aaseth J. Supplementation with selenium and Coenzyme Q10 reduces cardiovascular mortality in elderly with low selenium status. a secondary analysis of a randomised clinical trial. PLoS One. 2016;11(7):e0157541.

Alehagen U, Johansson P, Bjornstedt M, Rosen A, Dahlstrom U. Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and coenzyme Q10 supplementation: a 5-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. Int J Cardiol. 2013;167(5):1860–6.

Bomer N, Grote Beverborg N, Hoes MF, Streng KW, Vermeer M, Dokter MM, et al. Selenium and outcome in heart failure. Eur J Heart Fail. 2020;22(8):1415–23.

Flores-Mateo G, Navas-Acien A, Pastor-Barriuso R, Guallar E.
Selenium and coronary heart disease: a meta-analysis. Am J Clin
Nutr. 2006;84(4):762–73.

Garakyaraghi M, Bahrami P, Sadeghi M, Rabiei K. Combination
effects of selenium and coenzyme Q10 on left ventricular systolic
function in patients with heart failure. Iran Heart J. 2015;15(4):6–
12.

Hurst R, Armah CN, Dainty JR, Hart DJ, Teucher B, Goldson AJ,
et al. Establishing optimal selenium status: results of a randomized,
double-blind, placebo-controlled trial. Am J Clin Nutr.
2010;91(4):923–31.

Kuria A, Tian H, Li M, Wang Y, Aaseth JO, Zang J, et al. Selenium status in the body and cardiovascular disease: a systematic review and meta-analysis. Crit Rev Food Sci Nutr. 2020;1–10.

Loscalzo J. Keshan disease, selenium deficiency, and the selenoproteome. Longo DL, editor. N Engl J Med. 2014;370(18):1756–60.

Raygan F, Behnejad M, Ostadmohammadi V, Bahmani F, Mansournia MA, Karamali F, et al. Selenium supplementation lowers insulin resistance and markers of cardio-metabolic risk in patients with congestive heart failure: a randomised, double-blind, placebo-controlled trial. Br J Nutr. 2018;120(1):33–40.

Rayman MP. Selenium and human health. Lancet. 2012;379(9822):1256–68.

Richie JP Jr, Das A, Calcagnotto AM, Sinha R, Neidig W, Liao J, Lengerich EJ, Berg A, Hartman TJ, Ciccarella A, Baker A, Kaag MG, Goodin S, DiPaola RS, El-Bayoumy K. Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: a randomized clinical trial. Cancer Prev Res (Phila). 2014 Aug;7(8):796-804.

Zhang X, Liu C, Guo J, Song Y. Selenium status and cardiovascular
diseases: meta-analysis of prospective observational studies
and randomized controlled trials. Eur J Clin Nutr. 2016;70(2):
162–9.

Zhou, H., Wang, T., Li, Q. et al. Prevention of Keshan Disease by selenium supplementation: a systematic review and meta-analysis. Biol Trace Elem Res 186, 98–105 (2018).

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Selenindtag og helbredstilstand

En tallerken med salat
Mængden af selen i fødevarer kan være utilstrækkelig i store dele af verden. Det er rapporter om, at en suboptimal selenstatus er udbredt i store dele af Europa, Storbritannien og Mellemøsten [Stoffaneller & Morse]. Kystregioner i USA har en tendens til at have selenfattig jord. Store områder af Kina, Korea, Sibirien, Tibet og New Zealand er lav-selen-områder. Lav selenstatus er forbundet med en øget risiko for kræft, hjerte-karsygdom og lidelser i skjoldbruskkirtlen [Tolonen].
De hidtidige forskningsresultater tyder på, at der er en U-formet forbindelse mellem selenindtagelse og helbred. Ifølge en nylig rapport fra den mangeårige selenforsker, professor Dr. Margaret P. Rayman, University of Surrey, England, er både selenmangel og for meget selen blevet forbundet med negative sundhedseffekter.

Tilstande der angiver et behov for selentilskud

Professor Rayman oplister en række tilstande, der i forskningslitteraturen er blevet knyttet til selenmangel:

  • Keshans sygdom (en hjertemuskelsygdom forårsaget af en selenmangel sammen med en stamme af Coxsackie-virus)
  • Kashin-Beck sygdom (en knoglesygdom, hvor selenmangel er en faktor)
  • Forøget viral virulens
  • Øget dødelighed
  • Ringe immunfunktion
  • Problemer med fertilitet / reproduktion
  • Skjoldbruskkirtel-relateret autoimmun sygdom
  • Nedsat kognition / demens
  • Type-2 diabetes
  • Risiko for prostatakræft
  • Risiko for kræft i tyk- og endetarm (hos kvinder)
  • Øget risiko for tuberkulose hos HIV-patienter

Professor Rayman specificerer ikke et plasma/serum-seleniveau for selenmangel.

Hun nævner en amerikansk undersøgelse: US National Health and Nutrition Examination Survey, der målte serum-seleniveauet i 13.887 voksne deltagere og derefter fulgte op på dødelighed i op til 18 år. Dødeligheden i denne undersøgelse viste en U-formet forbindelse mellem serum-selen og dødsfald med en serum-selen koncentration på 135 mikrogram per liter i bunden af U-kurven [Rayman 2019].

Foreslåede tilstrækkelige plasma-seleniveauer

Professor C. D. Thomson har foreslået følgende plasma-selenkoncentrationer som laveste tilstrækkelige selenniveauer:

  • > 20 mkg/L For at forhindre selenmangel-sygdommen Keshans syge
  • > 79-95 mkg/L For at maksimere plasmaindholdet af selenoproteinerne GPx og SeppP
  • > 118 mkg/L For at beskytte mod nogle kræftformer

Note: GPx henviser til de selenholdige antioxidant-enzymer glutathionperoxidase, der neutraliserer hydrogenperoxid og lipidperoxid-radikaler.

SeppP henviser til det selenholdige selenoprotein, der er den vigtigste plasma-selentransportør til kropsvæv.

Det nødvendige selenindtag til at hæve plasma-seleniveauet

Selenindtaget og mængden af selen i plasma/serum varierer betydeligt fra egn til egn afhængigt af tilgængeligheden af selen i jorden, i foder og i fødevarer. Et skøn er, at de gennemsnitlige europæiske blodselen-niveauer varierer fra 70 til 80 mikrogram pr. liter, mens det gennemsnitlige amerikanske blodselen-niveau er mellem 105 og 140 mikrogram per liter [Outzen].

En undersøgelse designet til at finde det optimale selenindtag viste, at 55 mikrogram selen dagligt fra mad plus 50 eller 100 mikrogram selen dagligt fra kosttilskud i 10 uger vil hæve plasmaselen-niveauerne som følger [Hurst 2010]:

  • Fra 95,7 mikrogram per liter op til 118,3 mikrogram per liter med et dagligt selentilskud på 50 mikrogram
  • Fra 95,7 mikrogram per liter op til 152,0 mikrogram per liter med et dagligt selentilskud på 100 mikrogram

Analyser af studier af sammenhængen mellem blodselen-niveauer og risiko for prostatakræft har vist, at kræftrisikoen langsomt faldt i takt med, at de målte blodselen-niveauer steg fra 60 til 170 mikrogram pr. liter [Hurst 2012].

Længerevarende indtagelse at høje daglige doser af selen

Figur 1 i professor Raymans rapport viser, at daglige doser af selentilskud på 300 mikrogram i fem år i et land med moderat lav selenstatus (Danmark) er forbundet med en stigning i dødeligheden af alle årsager 10 år senere [Rayman 2019].

Hun fortsætter dog med at forklare, at visse andre befolkningsgrupper med indtagelse af høje selendoser i lange perioder ser ud til at være i stand til at klare det høje selenindtag uden skadelige virkninger, f.eks. inuiterne i Grønland og det nordlige Canada samt visse befolkningsgrupper i det brasilianske Amazon-område samt regioner i Kina [Rayman].

Hun angiver fire mulige grunde til denne tolerance over for høje selendoseringer [Rayman 2019]:

  1. Nogle mennesker kan have polymorfismer i generne, der påvirker evnen til at håndtere en høj seleneksponering.
  2. Et højt selenniveau giver sundhedsmæssige fordele uden toksiske effekter i befolkningsgrupper, der er udsat for høje niveauer af arsen, cadmium og kviksølv.
  3. Omfanget af skader forårsaget af en høj eksponering af selen kan afhænge af formen (arten) af det indtagne selen.
  4. Sammensætningen af tarmens mikrobiota kan muligvis påvirke virkningen af den høje eksponering af selen.

Konklusion: Selen-indtagelse/status og helbred

Professor Rayman konkluderer, at begrebet et U-formet forhold mellem selen-indtagelse/status og sundhedseffekter er nyttigt, men også er noget forenklet.

Det selenindtag der er knyttet til et optimalt helbred varierer helt klart fra region til region og fra befolkning til befolkning og endda fra individ til individ.

Logisk set er det bedste man kan gøre, at få målt ens plasma- eller serum-seleniveau for at se, hvor det ligger i intervallet mellem 60 og 170 mikrogram pr. liter, som er det område, hvor der ses en gradvis reduktion i risikoen for prostatakræft [Hurst 2012].

Kilder

Haug, A., Graham, R. D., Christophersen, O. A., & Lyons, G. H. (2007). How to use the world’s scarce selenium resources efficiently to increase the selenium concentration in food. Microbial Ecology in Health and Disease, 19(4), 209-228.

Hurst, R., Armah, C.N., Dainty J.R., Hart, D.J., Teucher, B., Goldson, A.J., Broadley, M.R., Motley, A.K., Fairweather-Tait, S.J.  (2010).  Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Am J Clin Nutr, 91(4):923-31.

Hurst, R., Hooper, L., Norat, T., Lau, R., Aune, D., Greenwood, D. C., & Fairweather-Tait, S. J. (2012). Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. The American Journal of Clinical Nutrition, 96(1), 111-122.

Outzen, M., Tjønneland, A., Larsen, E. H., Friis, S., Larsen, S. B., Christensen, J., & Olsen, A. (2016). Selenium status and risk of prostate cancer in a Danish population. The British Journal of Nutrition, 115(9), 1669-1677.

Rayman, M.P. (2019). Selenium intake, status, and health: a complex relationship.  Hormones, doi: 10.1007/s42000-019-00125-5. [Epub ahead of print].

Thomson, C.D. (2004). Assessment of requirements for selenium and adequacy of selenium status: a review.  Eur J Clin Nutr, 58(3): 391-402.

Tolonen, M. (1990). Vitamins and minerals in health and nutrition. New York: Ellis Horwood.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.