Selen er et af de mikronæringsstoffer, der vides at have en vigtig og specifik indflydelse på immunsystemets aktivitet.
Tilskud af selen øger Th1-cellers immun-respons og stimuleringen af T-celler. Afbildet her: T-hjælpercelle. Selen fungerer også som en co-faktor hvor der kan opnås et mere effektivt immunrespons fra COVID-vaccination.
I en gennemgang fra 2022 opsummerer Munteanu og Schwartz de relevante forskningsdata om modulering af immunfunktionen ved hjælp af mikronæringsstoffer, herunder selen og zink [Munteanu 2022].
Selen, som en komponent i aminosyren selenocystein, forbedrer det dannelse af inflammatoriske mediatorer.
Selenbehandling fører til et fald i genekspressionen af de pro-inflammatoriske cytokiner IL-1 og TNF-alfa. Dette indikerer, at selen har en anti-inflammatorisk effekt i kroppen.
Selen øger immunresponset af T-celler og Th1-hjælperceller. T-celler arbejder med at ødelægge celler, der er blevet inficeret af bakterier eller vira. Th1-celler er også ansvarlige for at bekæmpe bakterier og vira.
Selentilskud øger koncentrationen af antistoffer, der forstærker vaccinens virkning.
Selen fungerer som en co-faktor i den immunitet, der medieres af influenzavaccinen. Selen fungerer også som en co-faktor for at opnå en mere effektiv immunrespons på COVID-vaccination.
Selen bidrager til forsvaret mod bakterielle og vitale patogener gennem dets virkninger på redox-signaleringsaktiviteter.
Selentilskud til patienter med cancer øger antistofkoncentrationerne af immunglobulinerne IgA og IgG samt øger antallet af neutrofiler.
Selen – et afgørende mikronæringsstof for et funktionelt immunsystem
Munteanu & Schwartz [2022] fremsætter yderligere følgende punkter om en tilstrækkelig forsyning af selen:
Selen forbedrer ikke kun immunsystemes funktion, men også funktionen af skjoldbruskkirtlens stofskifte og funktionen af det kardiovaskulære system.
Selen kan spille en rolle i forebyggelsen af visse former for kræft.
Selen og COVID-19
Munteanu & Schwartz [2022] rapporterer, at selen sammen med zink har en beskyttende rolle hos COVID-19-patienter. Kombinationen af selen og zink er forbundet med en højere chance for overlevelse.
Desuden hævder Munteanu & Schwartz [2022], at tilskuddet af selen styrker responsen på vaccination mod COVID-19. Tilsvarende øger tilskud af selen koncentrationen af antistoffer mod COVID-19. Selen kan således fungere som en co-faktor i den immunitetsrespons, der medieres af COVID-19-vaccinen.
Selen og polycystisk ovariesyndrom
Hos kvinder, som er infertile som følge af polycystisk ovariesyndrom, og som gennemgår befrugtning in vitro, nedsætter selenbehandling graden af genekspression af cytokinerne IL-1 og TNF-alpha.
Selen og kræft
Hos patienter med kræft øger selentilskud koncentrationerne af immunglobulin IgA og IgG samt øger antallet af neutrofiler. På denne måde er selen involveret i reguleringen af syntesen af inflammatoriske mediatorer.
Derudover kan selen være involveret i en stigning i aktiviteten af fagocytiske celler. Selen er i stand til at forstærke Th1-cellers immunrespons og stimulering af T-celler. Selenstatus har en positiv sammenhæng med antallet af B-celler.
Selen og hjernen
I hjernen er seleninfusion blevet forbundet med dannelsen af nye neuroner (neurogenese) og med stigninger i hippocampale neurale prækursorceller [Munteanu 2022].
Konklusion: Selen gavner immunfunktionen
Munteanu & Schwartz oplister følgende gavnlige virkninger af en tilstrækkelig selenstatus på immunfunktionen:
forbedrer produktionen af inflammatoriske mediatorer
forstærker vaccinens virkning
stimulerer immunreaktionen af T-celler og T-hjælperceller
Tilstrækkeligt selen er påkrævet for dannelsen af aminosyren selenocystein, som igen er en væsentlig komponent i selenoproteiner.
Lav selenstatus over længere perioder kan sætte personer i større risiko for hjerte -kar -sygdomme, kræft og autoimmune skjoldbruskkirtelsygdomme.
Tilstrækkeligt selenindtag og status er nødvendig for god immunfunktion og beskyttelse mod infektionssygdomme. Dem der er særligt sårbare over for lav selenstatus er vegetarer og veganere, gravide og ammende kvinder, overvægtige eller fede individer, hiv-patienter, nyredialyse-patienter og personer der får parenteral ernæring samt personer, der bor i selenfattige områder.
Hvor er selenstatus sandsynligvis lav?
Stoffaneller og Morse gennemførte en omfattende undersøgelse – 143 referencer – af selenstatus i Europa, Storbritannien og Mellemøsten. De konkluderede, at selenindtag og -status generelt er suboptimal i europæiske og mellemøstlige landemed noget mere variation i Mellemøsten. De rapporterede, at suboptimal selenstatus er udbredt i hele Europa og Storbritannien, hvor østeuropæiske lande har et lavere selenindtag end vesteuropæiske lande. I landene i Mellemøsten fandt de forskellige resultater, som muligvis var forårsaget af forskellige madvaner og forskellig import i forskellige regioner og inden for forskellige socioøkonomiske grupper [Stoffaneller & Morse].
I store dele af Afrika og Asien (især nogle regioner i Kina, Sibirien, Tibet og Korea) er der et lavt selenindhold i jord og mad. Ligeledes har New Zealand, dele af Australien samt dele af Sydamerika selenfattige områder [Haug].
I USA tenderer områderne i den vestlige del, især Nordvest, Nordøst og i Sydøst ned til Florida til at have lavere udbredelse af selen i jorden end i resten af landet [Ralston].
Derimod findes de regioner i verden med et usædvanligt højt selenindhold i jorden i Wyoming samt Nord- og Syd Dakota i USA, i Enshi-regionen i Kina, i dele af Irland, Colombia og Venezuela [Haug].
Finland er det eneste land, der har gennemført et landsdækkende selen-gødningsprogram. Programmet har hævet den gennemsnitlige humane plasma-selenkoncentration fra 0,89 μmol/l til et generelt niveau på 1,40 μmol/l (fra 70 mkg/l til 110,5 mkg/l). Der er ikke nok selen i verden til, at alle selenfattige lande kan gøre, som Finland har gjort. Tilskud er nødvendigt i selenfattige områder.
Bemærk. Mængden af selen i verden er begrænset, og der går meget selen til industrielle formål. Følgelig er gødning med selen til landbrugsjorden i stor skala, som det er blevet gjort i Finland, ikke økonomisk gennemførligt i de selenfattige områder i verden [Alfthan; Haug]. Selentilskud er en løsning med mindre spild og mere bæredygtighed.
Hvorfor er en tilstrækkelig selenstatus vigtig?
Højere selenstatus er forbundet med en forbedret immunfunktion og med et bedre forløb af virusinfektioner, herunder progression af HIV-infektion til AIDS. Højere selenstatus er også forbundet med mindre risiko for nogle former for kræft, med forbedret mandlig fertilitet, en større andel af graviditeter samt lavere risiko for hjerte-karsygdomme [Mangiapane].
Selen er involveret i mange biologiske funktioner, primært som en del af aminosyren, selenocystein, som findes i mindst 25 selenholdige proteiner (selenoproteiner). Selenocystein er den grundlæggende byggesten, som selen indbygges i; selenocystein er afgørende for den katalytiske aktivitet af mange enzymer [Mangipane].
Nogle selenoproteiner er bedre karakteriseret end andre. Blandt de velkendte selenoproteiner er glutathionperoxidaser, thioredoxinreduktaser, iodothyronindeiodinaser og selenoprotein P.
Personer med lav selenstatus eller selenmangel kan have dårlige fysiologiske reaktioner på stress, herunder oxidativ stress.
Bemærk: Oxidativ stress er blevet defineret som en ubalance mellem produktionen af reaktive iltarter (frie radikaler) og antioxidantforsvaret [Betteridge].
For eksempel er Keshan-kardiomyopati og Kashin-Beck-osteoarthropati sygdomme, der forekommer specifikt i selenfattige områder i Asien og som er specifikt knyttet til et lavt selenindtag [Delage].
Hvor meget selen er nok?
Det mest almindelige selenprotein, glutathionperoxidase-1, er afhængig af en tilstrækkelig selenforsyning. Normal glutathionperoxidase-aktivitet kræver en serum-selenværdi på mindst 90-100 mkg/l [Duffield]. Selens vigtige transportprotein, Selenoprotein P, der er det mest udbredte selenoprotein i blodet, kræver plasma-seleniveauer på mindst 125 mkg/l [Hurst 2010].
Koncentrationen af serum/plasma selenoprotein P er følgelig en mere passende biomarkør end koncentrationen af serum/plasma-glutathionperoxidase [Hurst 2012].
Hvilken form for selentilskud giver beskyttelse mod antioxidanter?
Richie et al. gennemførte et randomiseret dobbeltblindt, placebokontrolleret forsøg med gærselen-præparater (indeholdende 200 eller 285 mkg/dag) og selenomethionin (200 mkg/dag) givet i 9 måneder til 69 raske mænd. Compliance, dvs. efterlevelsen af ordinationen var høj i alle grupper (> 95%).
Deltagernes plasma-seleniveauer steg henholdsvis 93%, 54% og 86% efter ni måneder i henholdsvis selenomethionin-gruppen og lavdosis og højdosis gærselen-grupperne. Plasma-selenkoncentrationen vendte tilbage til begyndelsesniveauet (baseline) efter en tre måneders udvaskningsperiode.
Al-Mubarak AA, van der Meer P, Bomer N. Selenium, Selenoproteins, and Heart Failure: Current Knowledge and Future Perspective. Curr Heart Fail Rep. 2021 Jun;18(3):122-131.
Alfthan G, Eurola M, Ekholm P, Venäläinen E-R, Root T, Korkalainen K. Effects of nationwide addition of selenium to fertilizers on foods, and animal and human health in Finland: From deficiency to optimal selenium status of the population. J Trace Elem Med Biol. 2015;31:142–7.
Betteridge DJ. What is oxidative stress? Metabolism. 2000 Feb;49(2 Suppl 1):3-8.
Delage B. Selenium. Oregon State University. Linus Pauling Institute. Micronutrient Information Center. 2014. Retrieved from https://lpi.oregonstate.edu/mic/minerals/selenium.
Duffield AJ, Thomson CD, Hill KE, Williams S. An estimation of selenium requirements for New Zealanders. Am. J. Clin. Nutr. 1999;70:896–903.
Haug A, Graham RD, Christophersen OA & Lyons GH. How to use the world’s scarce selenium resources efficiently to increase the selenium concentration in food. Microb Ecol Health Dis. 2007;19(4):209–228.
Hurst R, Hooper L, Norat T, Lau R, Aune D, Greenwood DC, Vieira R, Collings R, Harvey LJ, Sterne JA, Beynon R, Savović J, Fairweather-Tait SJ. Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. Am J Clin Nutr. 2012 Jul;96(1):111-22.
Mangiapane E, Pessione A, Pessione E. Selenium and selenoproteins: an overview on different biological systems. Curr Protein Pept Sci. 2014;15(6):598-607.
National Institutes of Health. Office of Dietary Supplements. Selenium Fact Sheet for Health Professionals. 2021. Retrieved from https://ods.od.nih.gov/factsheets/Selenium-HealthProfessional/.
Ralston N. Selenium’s pivotal roles in relation to mercury exposure risks. EERC Conference: Promoting Healthy Communities. September 26, 2011.
Rayman MP. Selenium and human health. Lancet. 2012 Mar 31;379(9822):1256-68.
Richie JP Jr, Das A, Calcagnotto AM, Sinha R, Neidig W, Liao J, Lengerich EJ, Berg A, Hartman TJ, Ciccarella A, Baker A, Kaag MG, Goodin S, DiPaola RS, El-Bayoumy K. Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: a randomized clinical trial. Cancer Prev Res (Phila). 2014 Aug;7(8):796-804.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
Inflammatorisk tarmsygdom (IBD) inddeles i to undertyper: Colitis ulcerosa og Crohns sygdom. IBD er en meget kompleks sygdom, der er vanskelig at håndtere. Et skøn er, at 1 million personer i USA og 2,5 millioner personer i Europa lider af IBD. Disse patienter skal kæmpe med den høje pris på medicin, social stigma og nedsat livskvalitet. IBD-patienter lider af malabsorption og mangler ofte selen og andre mikronæringsstoffer.
Hermed konklusionerne fra en gennemgang af den tilgængelige forskningslitteratur om selen og inflammatorisk tarmsygdom [Ala & Kheyri 2021].
Selenmangel er almindeligt at opdage hos patienter med Inflammatorisk Tarmsygdom (IBD), og der er en sammenhæng mellem stigende selenmangel og sygdommens sværhedsgrad.
Selentilskud lindrer colitis (betændelse i tyktarmen).
Selen hjælper med heling af tarmslimhinden gennem modifikation af immunresponset.
Selen kan forbedre aktiviteten af den tarmbeskyttende mikrobiota, som er nedsat ved IBD.
Selen kan reducere risikoen for kræft i tyktarmen ved at modulere flere signalveje.
Hvordan hjælper tilstrækkelig selenstatus patienter med inflammatorisk tarmsygdom?
Tilstrækkelig indtagelse af selen er nødvendig til dannelse af selenoproteiner, som bidrager til den antioxidative beskyttelse af cellerne og til en effektiv funktion af immunsystemet.
Selen som virker via selenoproteiner vides at have antiinflammatoriske egenskaber.
Tilstrækkelig selenstatus understøtter den beskyttende tarmmikrobiota, som indirekte forbedrer styringen af IBD.
Selen kan blokere nogle af de tumorigenese*-veje, der undersøges i colitis-associeret tyktarmskræft.
*Tumorigenese er den proces hvor kræftceller omdanner normale celler til flere kræftceller eller svulster.
Indtagelse af selen varierer fra region til region
Indtagelsen fra kosten og enkeltpersoners niveau af selen i serum varierer fra region til region. For eksempel har den amerikanske befolkning et højere serumniveau af selen (ca. 124 – 193 mkg/l) sammenlignet med de fleste europæiske og mellemøstlige befolkninger (ca. 50-120 mkg/l) simpelthen fordi jorden i mange regioner i Nordamerika er rig på selen.
Normale selenkoncentrationer i blodet skal være inden for et relativt snævert interval på 100 – 170 mkg/l[Rayman 2012 figur 3].
En daglig indtagelse fra kosten og tilskud på 100-200 mkg / dag bør give tilstrækkelig selen til personer med en normal optagelsesevne. Et dagligt indtag af selen på mere end 350-700 mkg / dag menes at være giftigt [Ala & Kheyri 2021].
Transport og distribution af kroppens selenindtagelse
I kroppen erstatter noget af det elementære selen svovlet i aminosyren cystein, som derved bliver til selenocystein. Selenocystein er en bestanddel af 25 identificerede selenoproteiner. Disse selenoproteiner har mange forskellige funktioner, herunder de antioxidative og antiinflammatoriske funktioner.
Det selenholdige selenocystein har brug for en transportør til at fragte det til det væv, der er dets mål. Selenoprotein P (SEPP) er den primære transportør i blodet. Det produceres hovedsageligt i levercellerne [Ala & Kheyri 2021].
Fordelingen af selen i kroppen følger et vævshierarki. Selv i tider med selenmangel opretholder hjernen og testiklerne en højere mængde selen, end deres funktion behøver. Tilførsel af selen til immunsystemet prioriteres derimod ikke så højt. Det meste af kroppens selen lagres i skeletmuskulaturen [Ala & Kheyri 2020].
Antioxidant-virkningen af selenoproteiner
Antioxidanter omdanner skadelige reaktive iltarter, almindeligvis kendt som frie radikaler, til mindre skadelige produkter. De frie radikaler er biprodukter fra cellulære stofskifteprocesser. I små mængder tjener disse frie radikaler nyttige formål såsom celleformering og cellesignalering.
I store mængder kan de frie radikaler beskadige lipider, nukleinsyrer og proteiner [Ala & Kheyri 2021]. Denne tilstand kaldes oxidativ stress.
Reguleringen og dæmpningen af ukontrolleret oxidativ stress hjælper med at håndtere inflammatorisk tarmsygdom [Ala & Kheyri 2021].
Der er en tæt sammenhæng mellem en tilstrækkelig selenstatus og immunsystemets funktion. Selen forøger immunresponset og modificerer også immunresponset.
Funktionen af den medfødte immunitet afhænger i høj grad af produktionen af reaktive iltforbindelser til at deaktivere skadelige mikroorganismer. Fagocytter har brug for selen og selenoproteiner for at reducere deres oxiderede produkter.
Selen er også involveret i den adaptive immunitet. Selen fungerer som forstærker for IL2-receptorsignalering. Desuden fremmer selen human T-celle-aktivering via T-celle receptorer. Det er den øgede ekspression af glutathionperoxidase-1 og thioredoxinreduktase-1, der er involveret i denne effekt på det adaptive immunsystem.
Endvidere, selvom selen forbedrer T-celle-responset, når det er nødvendigt, forhindrer det den ukontrollerede aktivering af immunsystemet i autoimmune sygdomme [Ala & Kheyri 2021].
Kliniske forsøg med selen ved behandling af colitis
Prækliniske undersøgelser viser, at selen kan lindre colitis. Nu er der behov for kliniske forsøg, der kan verificere effekten og bestemme den bedste form og dosis af selen.
Stedman-undersøgelsen
Patienter med mild til moderat ulcerøs colitis fik to selen-tabletter (300 mkg) kombineret med antioxidanter såsom betacaroten, C-vitamin og E-vitamin i otte uger.
Ala M, Kheyri Z. The rationale for selenium supplementation in inflammatory bowel disease: A mechanism-based point of view.
Nutrition. 2021; 111153.
Ghishan FK, Kiela PR. Vitamins and Minerals in Inflammatory Bowel Disease. Gastroenterol Clin North Am. 2017 Dec;46(4):797-808.
Hariharan S, Dharmaraj S. Selenium and selenoproteins: its role in regulation of inflammation. Inflammopharmacology. 2020 Jun;28(3):667-695.
Kudva AK, Shay AE, Prabhu KS. Selenium and inflammatory bowel disease. Am J Physiol Gastrointest Liver Physiol. 2015;309(2):G71-G77.
Rayman MP. Selenium and human health. Lancet. 2012 Mar 31;379(9822):1256-68.
Shapira S, Leshno A, Katz D, Maharshak N, Hevroni G, Jean-David M, et al. Of mice and men: a novel dietary supplement for the treatment of ulcerative colitis. Therapeutic advances in gastroenterology. 2018;11:1756283X17741864.
Stedman JD, Spyrou NM, Millar AD, Altaf WJ, Akanle OA, Rampton DS. Selenium supplementation in the diets of patients suffering from ulcerative colitis. Journal of radioanalytical and nuclear chemistry. 1997;217:189-91.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
Selenocystein er den 21. aminosyre. Sporstoffet selen spiller en vigtig biologisk rolle i kroppen som en bestanddel af selenocystein. Selenocystein forekommer i mindst 25 selenoproteiner, herunder selenoprotein P og de forskellige glutathionperoxidaser, thioredoxinreduktaser og iodothyronin-deiodinaser.
Resultaterne af kliniske undersøgelser giver os et skøn over, hvad individets optimale serum- eller plasma-selenstatus er.
Plasma selenstatus under 100 mikrogram pr. liter – også udtrykt som 100 nanogram pr. milliliter – betragtes generelt som en suboptimal plasma-selenstatus [Hurst 2010].
Plasma-selenstatus på mindst 110 – 118 mikrogram pr. liter betragtes som nødvendigt for det optimale udtryk af selenoprotein P [Hurst 2010].
Letsiou et al. [2014] satte den nedre grænse for optimal selenoprotein P-aktivitet ved 120 mikrogram pr. liter eller højere.
En plasma-selenstatus på 120 til 170 mikrogram pr. liter anses for at være nødvendig for at nedsætte risikoen for prostatakræft [Hurst 2012].
Undersøgelser viser, at der er forskelle relateret til køn og alder i optagelsen og fordelingen af selen fra kosten og fra kosttilskud [Letsiou 2014; Galan 2005].
Bemærk: Mayo Medical Laboratories rapporterer, at serumkoncentrationer på 70 til 150 mikrogram pr. liter er referenceområde for voksne indbyggere i USA. Den gennemsnitlige serumkoncentration i befolkningen er 98 mikrogram pr. liter [Mayo], men husk, afhængigt af datainterval og -standardafvigelsen, er gennemsnittet ikke af så stor nytte. Det der er vigtigt, når det gælder USA er, at der er regionale forskelle i selenindtag og -status. Se herunder.
Selenindtag og selenstatus
De primære kilder til selen er kost og kosttilskud. Menneskets krop danner ikke selen. Det er svært at beregne præcist, hvor meget selen et individ får fra kosten. Det kan også være svært at vide præcis, hvor meget selen et individ optager fra et tilskud på grund af variationer i typen og formuleringen af præparaterne på markedet.
Det er derfor lettere for forskere at teste for sammenhæng mellem specifikke plasma- eller serumkoncentrationer og specifikke sundhedsfaktorer.
Kosttilskud med selengær bedst
Personer med lav selenstatus burde vælge et selen-gærtilskud – også kaldet tilskud baseret på selenberiget gær – med en dokumenteret stabil optagelighed på næsten 90% og en dokumenteret stabil tilbageholdelse på næsten 75% [Bügel]. En sammenlignende undersøgelse har vist, at tilskud med selenberiget gær nedsætter mængden af biomarkører for lipidperoxidering og oxidativ skade på DNA, mens et tilskud udelukkende baseret på selenomethionin ikke gør [Richie 2014].
Regionale variationer i selenindtag og -status
Nordamerika:
Der er både regioner med højt og lavt selenindhold. Følgende regioner har lavt indhold af selen i jorden og følgelig lavere seleniveauer i de fødevarer og foderafgrøder der dyrkes der [National Research Council]:
Stillehavet det nordvestlige USA
det nordøstlige USA
USAs sydatlantiske kyst
grænseegnen mellem Arizona og New Mexico
det nordlige og østlige Canada
Europa:
En systematisk gennemgang offentliggjort i 2015 konkluderede, at suboptimal selenstatus er udbredt i hele Europa, hvor folk i østeuropæiske lande generelt har et lavere selenindtag end folk i Vesteuropæiske lande. Denne konklusion om suboptimale selenintag i Europa omfatter befolkningen i Storbritannien, men ikke Finland, hvor et omfattende gødningsprogram med selen har øget det daglige indtag af selen [Stoffaneller & Morse 2015].
Mellemøsten:
Den systematiske gennemgang fra 2015 viser, at undersøgelser af selenindtag og status i mellemøstlige lande giver varierende resultater – på grund af forskelle i fødevareimportmønstre og forskelle i spisevaner – men afslører generelt også en suboptimal selenstatus i Mellemøsten [Stoffaneller & Morse 2015].
Resten af verden:
Store regioner i resten af verden synes også at have suboptimale seleniveauer i deres fødevareproduktion, men der er behov for yderligere kortlægning [Haug]:
Kina: I et bælte, der løber fra nordøst til det sydlige og centrale Kina
Afrika: Store regioner syd for Sahara
Australien: Både regioner med højt og lavt selenniveau
New Zealand: Regioner med lavt selen
Asien og Latinamerika: Suboptimalt selenindhold i fødevareproduktionen i mange lande, hvilket minder om situationen i store dele af Europa [Haug 2007]
Alder og køn kan påvirke den samlede selenstatus
Total selenstatus:
Forskere i en græsk undersøgelse grupperede resultaterne fra undersøgelsens deltagere i tertiler baseret på deres totale selenstatus. Selenindholdet i tre vigtige selenoproteiner steg fra den laveste til den højeste tertil for total selenstatus.
Glutathionperoxidase (GPx)
Selenoprotein (Sel-P)
Selenoalbumin (SeAlb)
Der var imidlertid kønsbestemte forskelle i selenfordelingen i den laveste selenstatus-tertil: Undergruppen med en selenstatus på under 73 mikrogram pr. liter. I den mellemste og højeste tertil var fordelingen til selenoproteinerne den samme for de mandlige og kvindelige undersøgelsesdeltagere [Letsiou 2014].
Specielt i den lave tertil-gruppe blev fordelingen af selen fortrinsvis distribueret til GPx selenoproteiner, men kun hos mænd. Forskerne spekulerede på, om denne kønsspecifikke fordeling kunne skyldes den forværrede kardiometabolske profil hos mænd eller endokrinologiske forskelle mellem kønnene [Letsiou 2014].
Det vides ikke, hvorfor mænd foretrækker at distribuere deres selen til GPx selenoproteiner, og kvinder foretrækker, i mindre grad, men signifikant, at distribuere selen til SeAlb selenoproteinerne. Variationerne i fordelingen af selen kan skyldes genetiske forskelle eller biokemiske og kliniske forskelle [Letsiou 2014].
Alder:
Det græske studie viste et signifikant fald i total selenstatus med stigende alder. Faldet i total selenstatus begyndte at sætte ind i 35-45 års alderen.
Der var et kønsspecifikt aspekt i forholdet mellem alder og selenstatus. Hos mænd var der ikke et fald i GPx-niveauet svarende til faldet i den totale selenstatus. Hos kvinder var der et fald i GPx-niveauet parallelt med faldet i den totale selenstatus. Af uforklarlige årsager forsøger mænd, men ikke kvinder, at opretholde et passende GPx-niveau selv ved et faldende niveau af total selen med stigende alder [Letsiou 2014].
Rygning var forbundet med en lavere total selenstatus, en lavere selen-GPx ratio og en lavere selen-Sel-P ratio, men kun hos mandlige undersøgelsesdeltagere. I det græske studie indtog mandlige rygere og mandlige ikke-rygere samme kost. Rygerene havde en højere grad af lav-intens systemisk inflammation i kroppen [Letsiou 2014].
Der var også en kønsspecifik forskel i sammenhængen mellem selenstatus og fysisk aktivitet. Stillesiddende mænd havde et lille men signifikant – ca. 10% – fald i selenstatus sammenlignet med fysisk aktive mænd.
Stillesiddende og fysisk aktive kvinder viste derimod ensartede selenprofiler.
Der er fortsat et spørgsmål, hvorvidt alder og / eller overgangsalder kan komplicere sammenhængen mellem fysisk aktivitet og selenstatus [Letsiou 2014].
BMI (kropsmasseindeks):
Resultaterne af den græske undersøgelse viser, at det kun er hos mænd der er en kønsspecifik omvendt forbindelse mellem kropsmasseindeks og selenstatus. Dette omvendte forhold fortsætter, selv når forskerne kontrollerer variabler så som alder, højt blodtryk og højt blodsukker [Letsiou 2014].
Uddannelse:
Uddannelsesniveau er ikke blevet nøjere undersøgt, muligvis fordi uddannelsesniveauet selv kan være forbundet med effektændringsvariabler såsom kost, fysisk aktivitet og socialøkonomisk status.
Kost:
Effekten af kost er vanskelig at vurdere, fordi dataene er baseret på undersøgelsensdeltagernes egne rapporter; endvidere varierer selenindholdet i levnedsmidler fra region til region og fra sæson til sæson. Mænd spiser mere end kvinder, men deres samlede selenstatus stiger ikke i overensstemmelse hermed [Letsiou 2014].
Alkoholforbrug:
I den franske Su.Vi.Max.-undersøgelse var alkoholforbruget forbundet med højere serum-selenkoncentrationer [Galan 2005].
Konklusion
Niveauet af serum- eller plasmaselen er afhængig af kost og tilskud.
Fordelingen af selen til selenoproteiner varierer afhængig af niveauet af totalselen og af alder og køn.
Forholdet mellem totalselen og specifikke selenoproteiner kan igen være relevant for forståelsen af sammenhængen mellem selenstatus og forskellige sygdomme [Letsiou 2014].
Resultaterne af undersøgelsen om ernæringsmæssig forebyggelse af kræft (NPC) viser, at køn er en faktor som stærkt påvirker selentilskuds påvirkning af kræftforekomsten. F.eks. var risikoen for alle kræftformer forbundet med selentilskud signifikant negativt 0,67 hos mænd og positivt 1,20 for kvinder. Det vil sige at 33% færre mænd og 20% flere kvinder som tog selentilskud fik kræft sammenlignet med mænd og kvinder som fik placebo-tilskud [Vinceti 2018]. Husk: Tre fjerdedele af deltagerene i NPC-undersøgelsen var mænd.
Tilfældig tildeling af undersøgelsesdeltagere til selentilskudsgruppen eller til placebo-kontrolgruppen samtidig med at man tog tilstrækkeligt mange prøver til at man reducerede risikoen for fejlkilder (confounding) eller påvirkning fra tilfældige udsving. Variabler så som alder, køn, fysisk aktivitet, rygning og alkoholbrug kan imidlertid tænkes at øge eller nedsætte effekten.
Der er altid de nagende spørgsmål:
Er der for meget heterogenitet i gruppen af undersøgelsesdeltagere som testes?
Kunne alder, køn, fysisk aktivitet osv. påvirke udfaldet?
Hvis undersøgelsen udføres primært med mænd, vil resultaterne kunne overføres til kvinder?
Hvis undersøgelsen udføres primært med midaldrende personer, vil resultaterne kunne overføres til ældre?
Den bedste ting at gøre – hvis finansieringen tillader det – er at inddrage tilstrækkeligt mange deltagere, således at undersøgelsen opnår styrken til at undersøge sammenhængene i undergrupper, der har at gøre med alder, køn, fysisk aktivitet osv.
Kilder
Bügel, S., Larsen, E. H., Sloth, J. J., Flytlie, K., Overvad, K., Steenberg, L. C., & Moesgaard, S. (2008). Absorption, excretion, and retention of selenium from a high selenium yeast in men with a high intake of selenium. Food & Nutrition Research, 52doi:10.3402/fnr.v52i0.1642
Galan, P., Viteri, F. E., Bertrais, S., Czernichow, S., Faure, H., Arnaud, J., & … Hercberg, S. (2005). Serum concentrations of beta-carotene, vitamins C and E, zinc and selenium are influenced by sex, age, diet, smoking status, alcohol consumption and corpulence in a general French adult population. European Journal of Clinical Nutrition, 59(10), 1181-1190.
Haug, A., Graham, R. D., Christophersen, O.A., & Lyons, G.H. (2007). How to use the world’s scarce selenium resources efficiently to increase the selenium concentration in food. Microb Ecol Health Dis., 19(4): 209–228. Published online 2007 Nov 27. doi: 10.1080/08910600701698986
Letsiou, S., Nomikos, T., Panagiotakos, D. B., Pergantis, S. A., Fragopoulou, E., Pitsavos, C., & … Antonopoulou, S. (2014). Gender-specific distribution of selenium to serum selenoproteins: associations with total selenium levels, age, smoking, body mass index, and physical activity. Biofactors (Oxford, England), 40(5), 524-535. doi:10.1002/biof.1176
Mayo Medical Laboratories. (2018). Test ID: Selenium, Serum. Mayo Clinic. Retrieved from https://www.mayomedicallaboratories.com/test-catalog/Clinical+and+Interpretive/9765
Morisi G, Patriarca M, Marano G, Giampaoli S, Taggi F. Age and sex specific reference serum selenium levels estimated for the Italian population. Annali Dell’istituto Superiore Di Sanita [serial online]. 1989;25(3):393-403. Available from: MEDLINE with Full Text, Ipswich, MA. Accessed March 5, 2018.
National Research Council. (1983). Selenium in Nutrition: Revised Edition. Washington, DC: The National Academies Press. https://doi.org/10.17226/40.
Richie, J. J., Das, A., Calcagnotto, A. M., Sinha, R., Neidig, W., Liao, J., & … El-Bayoumy, K. (2014). Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: a randomized clinical trial. Cancer Prevention Research (Philadelphia, Pa.), 7(8), 796-804. doi:10.1158/1940-6207.CAPR-14-0042
Stoffaneller, R. & Morse, N. (2015). A review of dietary selenium intake and selenium status in Europe and the Middle East. Nutrients, 7(3): 1494–1537.
Vinceti, M., Filippini, T., Del Giovane, C., Dennert, G., Zwahlen, M., Brinkman, M., & … Crespi, C. M. (2018). Selenium for preventing cancer. The Cochrane Database Of Systematic Reviews, 1CD005195. doi:10.1002/14651858.CD005195.pub4
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
Statin-præparater. Hvad ved vi? Ja, statinerne er gode til at hæmme kroppens egen produktion af kolesterol. Men statinerne har den utilsigtede bivirkning, at de også hæmmer kroppens produktion af coenzym Q10 samt kroppens evne til at danne seleno-proteiner. Denne hæmning af coenzym Q10 og selenoproteiner kan medføre for tidlig aldring og degenerative sygdomme.
Statinbehandling: Godt nyt eller dårligt nyt? På den ene side er statinpræparater effektive til at reducere kolesterolniveauer, og er – tilsyneladende – gode at til reducere antallet af dødsfald fra hjertesvigt. På den anden side har vi set en meget betydelig stigning i antallet af tilfælde af kronisk hjertesvigt … i samme periode hvor der er ordineret statinpræparater. Lægerne Okuyama og Langsjoen og deres kolleger har forklaret de mulige farmakologiske mekanismer bag dette medicinske paradoks [Okuyama].
Statinbehandling hæmmer kroppens produktion af coenzym Q10
Okay, jeg var opmærksom på evidensen fra de veldesignede undersøgelser der knytter indtagelse af statinpræparater til en nedsat plasmakoncentration af coenzym Q10. Coenzym Q10 er en vigtig faktor i den cellulære energiproduktion og er en vigtig fedtopløselig antioxidant [Folkers, Littarru, McMurray]. Og jeg vidste, at det energi-berøvede hjerte er et svigtende hjerte [Folkers, Molyneux, Mortensen]. Derfor vidste jeg, at alle der tager et statinpræparat har brug for at tale med hans eller hendes læge om også at tage et godt Q10-præparat.
Statinbehandling hæmmer også kroppens produktion af selenoproteiner
Men Dr. Okuyama og Dr. Langsjoen går videre i deres forklaring af de utilsigtede konsekvenser af at tage et statinpræparat. Videre end den hæmmende virkning af statinerne på kroppens produktion af coenzym Q10.
De forklarer, hvordan statinpræparaterne hæmmer kroppens produktion af de selenholdige proteiner kaldet selenoproteiner. Nogle af disse selenoproteiner er glutathionperoxidaser og thioredoxinreduktaser. Disse selenoproteiner fungerer som antioxidant-enzymer der hjælper med at nedsætte de oxidative skader på lipider, proteiner og DNA forårsaget af skadelige frie radikaler.
Dr. Okuyama og Dr. Langsjoen hævder, at statinpræparaternes hæmning af kroppens produktion af selenoproteiner sagtens kunne være en faktor i den markante stigning af tilfælde af kongestiv hjerteinsufficiens i de seneste år. Efter alt, er det kendt, at selenmangel er forbundet med udvikling af dilateret kardiomyopati (= udvidet/slapt hjerte med nedsat pumpefunktion).
Keshans syge og selenmangel
Netop. Jeg havde læst om den ofte dødelige hjertesygdom kaldet Keshans syge i en selenfattig region af Kina og om den vellykkede behandling af Keshans syge med selentilskud [Chen]. Jeg blev straks interesseret i, hvad Dr. Okuyama og Dr. Langsjoen har at sige om sagen. Jeg blev nødt til at lave en Medline-søgning for at se, hvilken anden evidens der er i forbindelse med indtagese af statinpræparater og nedsat produktion af selenoproteiner.
Bivirkninger af statinbehandling og selenoprotein-produktion
Ret hurtigt fandt jeg udgivne artikler af forskerne Moosmann og Behl og Kromer og Moosmann fra Johannes Gutenberg Universitetet i Mainz, Tyskland.
De viser, hvordan statinbehandling reducerer kroppens produktion af kolesterol ved at hæmme den biologiske signalvej, hvori mevalonsyre og dets derivat mevalonat produceres. Mevalonat er nødvendigt for produktionen af kolesterol. Mindre mevalonat er lig med mindre kolesterol.
Imidlertid er mevalonat også nødvendigt for kroppens produktion af isopentenylpyrofosfat (IPP), og IPP er nødvendigt for kroppens produktion af aminosyren selenocystein [Moosmann].
Mindre selenocystein = færre selenoproteiner
Vi ved, at det selen vi indtager fra mad og kosttilskud, ikke flyder rundt i blodet og i cellerne i dets elementære form. Selen bliver enten indbygget i aminosyren selenomethionin eller i aminosyren selenocystein. Heller ikke selenocystein eksisterer frit i cellerne.
Selenocystein indbygges i 25 kendte selenoproteiner. Der findes omkring 22.000 proteiner i den menneskelige krop. Kun 25 af disse proteiner er selenoproteiner som indeholder selenocystein. På trods af deres relative sjældenhed er selenoproteiner vigtige for mange og forskelligartede funktioner:
antioxidantfunktion
hjertemuskelfunktion
skeletmuskelfunktion
immunfunktion
skjoldbruskkirtelfunktion
reproduktiv funktion
kræftforebyggende funktion [Bellinger]
Utilsigtet konsekvens af statinpræparater
Sagt meget simplificeret har statinerne følgende bivirkninger, som er knyttet til produktionen af selenoproteiner:
statiner hæmmer dannelsen af mevalonat
mindre mevalonat betyder mindre produktion af selenocystein
mindre selenocystein betyder færre dannede selenoproteiner
Er hæmning af selenoprotein-dannelsen mere alvorlig end hæmning af Coenzym Q10-dannelsen?
Hvis kroppens produktion af coenzym Q10 blokeres ved anvendelse af statinpræparater, så er det muligt at kompensere for denne bivirkning af statinpræparatet ved at tage et tilskud af coenzym Q10 i en god kvalitet til maden [Folkers, Littarru].
I tilfældet med statinpræparaternes (utilsigtede) hæmning af dannelsen af selenoproteiner er svaret imidlertid ikke så let. En forøgelse af dosering og hyppighed af selentilskud vil ikke hjælpe, hvis problemet er, at kroppen ikke kan udnytte selenet til at fremstille aminosyren selenocystein.
Statinbehandling og dets blokering af omsætningen af mevalonat berøver effektivt kroppen for stoffet IPP, som den har brug for til dannelse og modning af selenocystein. Og da selenoproteiner har brug selenocystein for at blive til selenoproteiner [Moosmann], er dette en alvorlig bivirkning ved statinpræparater.
Forbindelsen til hjertesvigt?
Husk at vi definerer hjertesvigt som en sygdom, hvor hjertemusklen er berøvet energi. Hjertesvigt er kendetegnet ved følgende bivirkninger:
lave niveauer af cellulær ATP-produktion
forøget mitokondrie-dysfunktion
forøget oxidativ skade fra frie radikaler
øget endotel-dysfunktion
ringe omsætning af calcium [Sharma]
Hjertesvigt er en sygdom med en dårlig prognose på trods af de mange behandlinger med medicin og apparatur, der er til rådighed for kardiologer [Mortensen, Sharma]. Adjuverende behandling med coenzym Q10 – foruden konventionel hjertemedicin mod insufficiens – har vist sig at være til stor hjælp.
Dr. Okuyama, Dr. Langsjoen og deres forskerkolleger har beskrevet de negative virkninger af statinbehandling på funktionen af Q10 og selen i hjertemusklen.
De har rejst spørgsmålet om, hvorvidt den epidemiske udbredelse af hjertesvigt i vor tid kan blive forværret af den omfattende brug af statinpræparater. De har opfordret til, at retningslinjerne for brug af statiner gives en kritisk revurdering.
I mellemtiden har et randomiseret, kontrolleret forsøg, hvor raske ældre forsøgsdeltagere i alderen 70 – 88 år fik tilskud med 200 mikrogram højtberiget selengær og 200 milligram coenzym Q10 dagligt i fire år, vist signifikante fordele for den aktive behandlingsgruppe sammenlignet med placebogruppen:
nedsat hjertedødelighed
bedre hjertefunktion vist på ekkokardiogrammer
nedsat niveau af en bio-markør for hjertesygdom
Sagens kerne for os som patienter
Alle der tager et statinpræparat burde helt sikkert tale med hans eller hendes læge om de potentielt skadelige virkninger af statiner på kroppens Q10-niveau og på kroppens niveau af glutathionperoxidase.
Desuden bør vi være opmærksomme på, at der synes at være en særlig indbyrdes sammenhæng mellem selen og coenzym Q10 på den måde, at når de to stoffer tages sammen, øges effekten af begge stoffer.
Kilder
Bellinger, F. P., Raman, A. V., Reeves, M. A., & Berry, M. J. (2009). Regulation and function of selenoproteins in human disease. The Biochemical Journal, 422(1), 11-22.
Chen, J. (2012). An original discovery: selenium deficiency and Keshan disease (an endemic heart disease). Asia Pacific Journal of Clinical Nutrition, 21(3), 320-326.
Folkers, K., Vadhanavikit, S., & Mortensen, S. A. (1985). Biochemical rationale and myocardial tissue data on the effective therapy of cardiomyopathy with coenzyme Q10. Proceedings of The National Academy of Sciences of The United States of America, 82(3), 901-904.
Folkers, K, Langsjoen, P., Willis, R., Richardson, P., Xia, L.J., Ye, C.Q., & Tamagawa, H. (1990”. Lovastatin decreases coenzyme Q levels in humans. Proceedings of The National Academy of Sciences of The United States of America 87, no. 22: 8931-8934.
Kromer, A., & Moosmann, B. (2009). Statin-induced liver injury involves cross-talk between cholesterol and selenoprotein biosynthetic pathways. Molecular Pharmacology, 75(6), 1421-1429.
Littarru, G. P., & Langsjoen, P. (2007). Coenzyme Q10 and statins: biochemical and clinical implications. Mitochondrion, 7 SupplS168-S174.
McMurray, J. V., Dunselman, P., Wedel, H., Cleland, J. F., Lindberg, M., Hjalmarson, A., & Wikstrand, J. (2010). Coenzyme Q10, rosuvastatin, and clinical outcomes in heart failure: a pre-specified substudy of CORONA (controlled rosuvastatin multinational study in heart failure). Journal of The American College of Cardiology, 56(15), 1196-1204.
Molyneux, S. L., Florkowski, C. M., George, P. M., Pilbrow, A. P., Frampton, C. M., Lever, M., & Richards, A. M. (2008). Coenzyme Q10: an independent predictor of mortality in chronic heart failure. Journal of The American College of Cardiology, 52(18), 1435-1441.
Moosmann, B., & Behl, C. (2004). Selenoproteins, cholesterol-lowering drugs, and the consequences: revisiting of the mevalonate pathway. Trends in Cardiovascular Medicine, 14(7), 273-281.
Moosmann, B., & Behl, C. (2004). Selenoprotein synthesis and side-effects of statins. Lancet (London, England), 363(9412), 892-894.
Mortensen, S. A., Rosenfeldt, F., Kumar, A., Dolliner, P., Filipiak, K. J., Pella, D., & … Littarru, G. P. (2014). The effect of coenzyme Q10 on morbidity and mortality in chronic heart failure: results from Q-SYMBIO: a randomized double-blind trial. JACC. Heart Failure, 2(6), 641-649.
Sharma, A., Fonarow, G. C., Butler, J., Ezekowitz, J. A., & Felker, G. M. (2016). Coenzyme Q10 and Heart Failure: A State-of-the-Art Review. Circulation. Heart Failure, 9(4), e002639.
Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.
Selen er en vigtig del af cellernes antioxidantforsvar. Det hjælper med at beskytte mod oxidative skader, både på celler og DNA. Det har vist sig at have en beskyttende virkning mod de skader på hudens celler som forårsages af ultraviolet stråling.
Hvorfor denne interesse for selenfakta? Her i opstarten af selenmangel.dk websiten vil vi i bred forstand gennemgå, hvad vi ved om de funktioner, som selentilskud har. Vi er især interesseret i selens virkninger som antioxidant og dets anti-inflammatoriske virkninger i menneskers krop.
Selen er et essentielt sporstof i menneskets kost, og i mange egne af verden, er det absolut nødvendigt i form af tilskud. Det har mange og forskelligartede funktioner i vores krop.
En af de interessante ting ved selen er, at det ikke udfører dets funktioner som et grundstof eller som en ion. I stedet fungerer det som en bestanddel af mere komplekse forbindelser. Det er i særlig grad en vigtig bestanddel af den 21. aminosyre, selenocystein.
Selenocystein er en afgørende komponent i omkring 25 forskellige selenoproteiner der udøver deres funktioner i menneskets celler og væv. Selenoproteinerer selenocystein-holdige proteiner, som udfører en række forskellige biologiske funktioner i kroppen. Genopbygning og vedligeholdelse af mængden af selenoproteiner gavner et godt helbred og er en af de primære årsager til at tage et dagligt tilskud af selen.
Oversigt over selens funktioner i kroppen
Dyreforsøg, observationsstudier, og humane interventionsstudier har vist, at selen er afgørende for at forebygge udviklingen af sygdomme:
Forskellige former for kræft
Forskellige former for hjerte-karsygdomme
Undersøgelser har vist, at selen spiller en vigtig rolle i behandlingen af sygdomme:
Skjoldbruskkirtellidelser
Infektionssygdomme (herunder HIV-infektion)
Afgiftning og fjernelse af tungmetaller
Neurodegenerative sygdomme forårsaget af oxidativt stress
Selentilskud synes at være særligt vigtigt for individer i de følgende grupper:
Ældre
Rygere
Undersøgelser synes at vise, at selentilskud er sikkert at indtage for personer i de følgende grupper:
Diabetikere
Gravide
Lav selenstatus er knyttet til følgende tilstande:
Nedsat immunforsvar
Nedsat kognition
Højere selenstatus er forbundet med følgende sundhedsmæssige fordele:
Anti-virale virkninger
Vellykket human reproduktionsevne
Selen er en afgørende bestanddel af vigtige selenoproteiner og selenafhængige antioxidant-enzymer som:
Glutathionperoxidase
Thioredoxin reductase
Iodthyronin deiodinase
Selenoprotein P
Selen og cellernes og DNAs antioxidantforsvar
Selen er helt specifikt en væsentlig bestanddel af de antioxidantenzymer, der forsvarer kroppen mod de skadelige virkninger af frie radikaler og andre reaktive oxygenformer, som forårsager oxidativ skade på celler og DNA.
Teorien om frie radikaler som årsag til degenerativ sygdom og aldring postulerer, at reaktive forbindelser og frie radikaler forårsager oxidative skader på celler og DNA, når der produceres en stor mængde frie radikaler i kroppen over lange perioder som ikke neutraliseres af antioxidanter såsom coenzym Q10 og vitamin C og -E samt forskellige selenafhængige enzymer. Der er foreslået tre modeller for kostændringer med henblik på at reducere oxidative skader forårsaget af frie radikaler:
Begrænsning af kalorieindtaget
Begrænsning af indtagelsen af flerumættede fedtstoffer
Supplering af kosten med selen og andre antioxidanter
Finansiering af flere kliniske forsøg med selen nødvendigt
Selen er et relativt sjældent sporstof. Det er et grundstof, der er ulige fordelt i jorden verden over og er derfor tilsvarende ujævnt fordelt i de fødevarer, der produceres verden over. Dets anvendelse i kosttilskud og medicinske præparater ikke kan patenteres. Derfor er farmaceutiske virksomheder ikke villige til at investere forskningsmidler i kliniske forsøg om sikkerhed og effekt af selenpræparater.
Det eksisterende vidensgrundlag om selentilskud ville kunne drage nytte af midler til opfølgende undersøgelser om følgende emner:
Det optimale daglige indtag af selen fra kosten (herunder selen fra kosttilskud)
Den optimale formulering af selen i kosttilskud med henblik på absorption og specifikke sundhedsmæssige fordele
Den optimale dosering af selen i kosttilskud med henblik på absorption og specifikke sundhedsmæssige fordele
Virkningen af selentilskud med henblik på koncentrationer og aktiviteten af specifikke selenoproteiner og selenafhængige antioxidant-enzymer
Oversigt over selentilskud og sygdomsforebyggelse
I de kommende uger og måneder vil vi skrive mere detaljeret om resultaterne af kliniske forsøg med selentilskud. I denne artikel vil vi belyse resultaterne af nogle af de mest interessante kliniske forsøg til dato.
Selen ogkliniske kræftforsøg Linxian, China, study (1993) = Et dagligt tilskud af 50 mikrogram selen sammen med betacaroten og vitamin E nedsatte kræftdødeligheden signifikant.
Nutritional Prevention of Cancer (NPC) clinical study (1996) = Tilskud af 200 mikrogram selengær dagligt nedsatte risikoen for kræft i tyktarm, lunger og prostata signifikant.
SU.VI.MAX study (2003) = Tilskud med 100 mikrogram selen sammen med C-vitamin, E-vitamin, betacaroten, og zink kosttilskud nedsatte forekomsten af kræft og kræftdødsfald signifikant.
Bonelli adenoma recurrence study (2013) = Et dagligt tilskud af 200 mikrogram selen sammen med zink, vitamin A, vitamin C og vitamin E i 5 år nedsatte signifikant genkomst af tyktarmsadenomer.
Selen og undersøgelser af hjerte-karsygdomme KiSel-10 study (2013) = Et dagligt tilskud af 200 mikrogram selen fra organisk selengær og 200 milligram coenzym Q10 til ældre, sunde, hjemmeboende, svenske borgere nedsatte signifikant hyppigheden af hjerte-kardødsfald og forbedrede signifikant hjertefunktionen. Forskerne pegede på en særlig samvirkende forbindelse mellem selen og coenzym Q10, som har vist sig at være hjerte-beskyttende. Anvendelsen de to antioxidanter i kombination synes at give større sundhedsmæssige fordele.
Selen og andre kendte sundhedsmæssige fordele
I kommende artikler på dette website, vil vi opsummere resultaterne af randomiserede, kontrollerede forsøg med selentilskud på kræft, hjertesygdom, skjoldbruskkirtel-lidelser, HIV-infektion, tungmetalforgiftning, diabetes og graviditet.
Kilder
Alehagen, U., Johansson, P., Björnstedt, M., Rosén, A., & Dahlström, U. (2013). Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and coenzyme Q10 supplementation: a 5-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. International Journal of Cardiology, 167(5), 1860-1866.
Alehagen, U., & Aaseth, J. (2015). Selenium and coenzyme Q10 interrelationship in cardiovascular diseases–A clinician’s point of view. Journal of Trace Elements in Medicine and Biology, 31157-162.
Blot, W. J., Li, J. Y., Taylor, P. R., Guo, W., Dawsey, S., Wang, G. Q., & Li, B. (1993). Nutrition intervention trials in Linxian, China: supplementation with specific vitamin/mineral combinations, cancer incidence, and disease-specific mortality in the general population. Journal of The National Cancer Institute, 85(18), 1483- 1492.
Bonelli, L., Puntoni, M., Gatteschi, B., Massa, P., Missale, G., Munizzi, F., & Bruzzi, P. (2013). Antioxidant supplement and long-term reduction of recurrent adenomas of the large bowel. A double-blind randomized trial. Journal of Gastroenterology, 48(6), 698-705.
Clark, L. C., Combs, G. J., Turnbull, B. W., Slate, E. H., Chalker, D. K., Chow, J., & Taylor, J. R. (1996). Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer Study Group. JAMA, 276(24), 1957-1963.
Hercberg, S., Galan, P., Preziosi, P., Bertrais, S., Mennen, L., Malvy, D., & Briançon, S. (2004). The SU.VI.MAX Study: a randomized, placebo-controlled trial of the health effects of antioxidant vitamins and minerals. Archives of Internal Medicine, 164(21), 2335-2342.
Klein, E. A., Thompson, I. J., Tangen, C. M., Crowley, J. J., Lucia, M. S., Goodman, P. J., & Baker, L. H. (2011). Vitamin E and the risk of prostate cancer: the Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). JAMA, 306(14), 1549-1556.
Lippman, S. M., Klein, E. A., Goodman, P. J., Lucia, M. S., Thompson, I. M., Ford, L. G., & Coltman, C. J. (2009). Effect of selenium and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers: the Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). Jama, 301(1), 39-51.
McKenzie, R. C. (2000). Selenium, ultraviolet radiation and the skin. Clinical And Experimental Dermatology, 25(8), 631-636.
Rayman, M. P. (2012). Selenium and human health. Lancet (London, England), 379(9822), 1256-1268.
Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.
