Mange mennesker i verden lever i regioner med selenfattig jord og følgelig med selenfattig mad. Kroppen kan ikke danne selen, som er et vigtigt metal-lignende sporstof, som vi har brug for i små mængder. En nylig gennemgang af selenstatus og risikoen for kardiovaskulær sygdom tyder på, at en serum-selenstatus under 100 mkg/l er forbundet med øget risiko for hjertesygdom, nedsat træningskapacitet, nedsat livskvalitet samt med en dårligere prognose [Al-Murbarak].
- Lavt indtag af selen betyder lav selenstatus.
- Tilstrækkeligt selen er påkrævet for dannelsen af aminosyren selenocystein, som igen er en væsentlig komponent i selenoproteiner.
- Lav selenstatus over længere perioder kan sætte personer i større risiko for hjerte -kar -sygdomme, kræft og autoimmune skjoldbruskkirtelsygdomme.
- Tilstrækkeligt selenindtag og status er nødvendig for god immunfunktion og beskyttelse mod infektionssygdomme.
Dem der er særligt sårbare over for lav selenstatus er vegetarer og veganere, gravide og ammende kvinder, overvægtige eller fede individer, hiv-patienter, nyredialyse-patienter og personer der får parenteral ernæring samt personer, der bor i selenfattige områder.
Hvor er selenstatus sandsynligvis lav?
Stoffaneller og Morse gennemførte en omfattende undersøgelse – 143 referencer – af selenstatus i Europa, Storbritannien og Mellemøsten. De konkluderede, at selenindtag og -status generelt er suboptimal i europæiske og mellemøstlige lande med noget mere variation i Mellemøsten. De rapporterede, at suboptimal selenstatus er udbredt i hele Europa og Storbritannien, hvor østeuropæiske lande har et lavere selenindtag end vesteuropæiske lande. I landene i Mellemøsten fandt de forskellige resultater, som muligvis var forårsaget af forskellige madvaner og forskellig import i forskellige regioner og inden for forskellige socioøkonomiske grupper [Stoffaneller & Morse].
I store dele af Afrika og Asien (især nogle regioner i Kina, Sibirien, Tibet og Korea) er der et lavt selenindhold i jord og mad. Ligeledes har New Zealand, dele af Australien samt dele af Sydamerika selenfattige områder [Haug].
I USA tenderer områderne i den vestlige del, især Nordvest, Nordøst og i Sydøst ned til Florida til at have lavere udbredelse af selen i jorden end i resten af landet [Ralston].
Derimod findes de regioner i verden med et usædvanligt højt selenindhold i jorden i Wyoming samt Nord- og Syd Dakota i USA, i Enshi-regionen i Kina, i dele af Irland, Colombia og Venezuela [Haug].
Bemærk. Mængden af selen i verden er begrænset, og der går meget selen til industrielle formål. Følgelig er gødning med selen til landbrugsjorden i stor skala, som det er blevet gjort i Finland, ikke økonomisk gennemførligt i de selenfattige områder i verden [Alfthan; Haug]. Selentilskud er en løsning med mindre spild og mere bæredygtighed.
Hvorfor er en tilstrækkelig selenstatus vigtig?
Højere selenstatus er forbundet med en forbedret immunfunktion og med et bedre forløb af virusinfektioner, herunder progression af HIV-infektion til AIDS. Højere selenstatus er også forbundet med mindre risiko for nogle former for kræft, med forbedret mandlig fertilitet, en større andel af graviditeter samt lavere risiko for hjerte-karsygdomme [Mangiapane].
Selen er involveret i mange biologiske funktioner, primært som en del af aminosyren, selenocystein, som findes i mindst 25 selenholdige proteiner (selenoproteiner). Selenocystein er den grundlæggende byggesten, som selen indbygges i; selenocystein er afgørende for den katalytiske aktivitet af mange enzymer [Mangipane].
Nogle selenoproteiner er bedre karakteriseret end andre. Blandt de velkendte selenoproteiner er glutathionperoxidaser, thioredoxinreduktaser, iodothyronindeiodinaser og selenoprotein P.
Personer med lav selenstatus eller selenmangel kan have dårlige fysiologiske reaktioner på stress, herunder oxidativ stress.
Bemærk: Oxidativ stress er blevet defineret som en ubalance mellem produktionen af reaktive iltarter (frie radikaler) og antioxidantforsvaret [Betteridge].
For eksempel er Keshan-kardiomyopati og Kashin-Beck-osteoarthropati sygdomme, der forekommer specifikt i selenfattige områder i Asien og som er specifikt knyttet til et lavt selenindtag [Delage].
Hvor meget selen er nok?
Det mest almindelige selenprotein, glutathionperoxidase-1, er afhængig af en tilstrækkelig selenforsyning. Normal glutathionperoxidase-aktivitet kræver en serum-selenværdi på mindst 90-100 mkg/l [Duffield]. Selens vigtige transportprotein, Selenoprotein P, der er det mest udbredte selenoprotein i blodet, kræver plasma-seleniveauer på mindst 125 mkg/l [Hurst 2010].
En meta-analyse af 12 undersøgelser med 13.254 deltagere (5007 tilfælde af prostatakræft) har vist en sammenhæng mellem plasma/serum seleniveauer og forekomsten af prostatakræft, hvor risikoen for prostata faldt med stigende plasma/serum selen fra 60 mkg/l op til 170 mkg/l [Hurst 2012].
Koncentrationen af serum/plasma selenoprotein P er følgelig en mere passende biomarkør end koncentrationen af serum/plasma-glutathionperoxidase [Hurst 2012].
En gennemgang af prospektive undersøgelser har vist, at forholdet mellem koncentrationen af selen i blodet og risikoen for ringe sundhed og øget dødelighed kan beskrives ved en U-formet kurve. Tilstrækkelig selenstatus – det område, hvor risikoen for dårligt helbred og for at dø er lavest – synes at ligge i området 130 – 150 mkg/l serumselen [Rayman].
Hvilken form for selentilskud giver beskyttelse mod antioxidanter?
Richie et al. gennemførte et randomiseret dobbeltblindt, placebokontrolleret forsøg med gærselen-præparater (indeholdende 200 eller 285 mkg/dag) og selenomethionin (200 mkg/dag) givet i 9 måneder til 69 raske mænd. Compliance, dvs. efterlevelsen af ordinationen var høj i alle grupper (> 95%).
Deltagernes plasma-seleniveauer steg henholdsvis 93%, 54% og 86% efter ni måneder i henholdsvis selenomethionin-gruppen og lavdosis og højdosis gærselen-grupperne. Plasma-selenkoncentrationen vendte tilbage til begyndelsesniveauet (baseline) efter en tre måneders udvaskningsperiode.
Forskningsdataene viste betydelige reduktioner i biomarkører for oxidativ stress efter tilskud med selengær-præparater, men ikke med selenomethionin-præparatet. Resultaterne tyder på, at andre selenformer end selenomethionin tegner sig for faldet i oxidativt stress [Richie].
Kilder
Al-Mubarak AA, van der Meer P, Bomer N. Selenium, Selenoproteins, and Heart Failure: Current Knowledge and Future Perspective. Curr Heart Fail Rep. 2021 Jun;18(3):122-131.
Alfthan G, Eurola M, Ekholm P, Venäläinen E-R, Root T, Korkalainen K. Effects of nationwide addition of selenium to fertilizers on foods, and animal and human health in Finland: From deficiency to optimal selenium status of the population. J Trace Elem Med Biol. 2015;31:142–7.
Betteridge DJ. What is oxidative stress? Metabolism. 2000 Feb;49(2 Suppl 1):3-8.
Delage B. Selenium. Oregon State University. Linus Pauling Institute. Micronutrient Information Center. 2014. Retrieved from https://lpi.oregonstate.edu/mic/minerals/selenium.
Duffield AJ, Thomson CD, Hill KE, Williams S. An estimation of selenium requirements for New Zealanders. Am. J. Clin. Nutr. 1999;70:896–903.
Haug A, Graham RD, Christophersen OA & Lyons GH. How to use the world’s scarce selenium resources efficiently to increase the selenium concentration in food. Microb Ecol Health Dis. 2007;19(4):209–228.
Hurst R, Armah CN, Dainty JR, Hart DJ, Teucher B, Goldson AJ, Broadley MR, Motley AK, Fairweather-Tait SJ. Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Am J Clin Nutr. 2010 Apr;91(4):923-31.
Hurst R, Hooper L, Norat T, Lau R, Aune D, Greenwood DC, Vieira R, Collings R, Harvey LJ, Sterne JA, Beynon R, Savović J, Fairweather-Tait SJ. Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. Am J Clin Nutr. 2012 Jul;96(1):111-22.
Mangiapane E, Pessione A, Pessione E. Selenium and selenoproteins: an overview on different biological systems. Curr Protein Pept Sci. 2014;15(6):598-607.
National Institutes of Health. Office of Dietary Supplements. Selenium Fact Sheet for Health Professionals. 2021. Retrieved from https://ods.od.nih.gov/factsheets/Selenium-HealthProfessional/.
Ralston N. Selenium’s pivotal roles in relation to mercury exposure risks. EERC Conference: Promoting Healthy Communities. September 26, 2011.
Rayman MP. Selenium and human health. Lancet. 2012 Mar 31;379(9822):1256-68.
Richie JP Jr, Das A, Calcagnotto AM, Sinha R, Neidig W, Liao J, Lengerich EJ, Berg A, Hartman TJ, Ciccarella A, Baker A, Kaag MG, Goodin S, DiPaola RS, El-Bayoumy K. Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: a randomized clinical trial. Cancer Prev Res (Phila). 2014 Aug;7(8):796-804.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.