Vira er meget små mikrober, der består af genetisk materiale (DNA eller RNA) inde i en proteinskal. I modsætning til bakterier kan vira ikke overleve alene. De har brug for værtsceller [MedlinePlus 2016].
Antibiotika er ikke effektivt mod vira. For nogle få virusinfektioner findes der effektive antivirale lægemidler. For andre kan vacciner være en mulighed. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at have et stærkt immunsystem til at afværge eller komme sig fra virusinfektioner.
Skadelige frie radikaler spiller en vigtig rolle i virusinfektioner. Cellernes normale omsætning af oxygen genererer reaktive oxygenarter som et biprodukt. Ved lave og stabile niveauer spiller disse “frie radikaler” en rolle i celle-signalering og i cellefunktion. I forløbet af virusinfektioner kan overproduktionen af frie radikaler imidlertid overvælde kroppens beskyttende antioxidantsystemer og forårsage oxidativ stress [Guillen 2019].
Oxidativ stress defineres som en ubalance mellem dannelsen af skadelige frie radikaler og tilgængeligheden af beskyttende antioxidanter.
Antioxidanter er nødvendige for at forhindre oxidativ skade på celler og på proteiner, lipider og DNA i cellerne.
Oxidativ stress har været impliceret i mange sygdomme forårsaget af virusinfektioner. Desuden kan de skadelige frie radikaler, ukontrolleret, forbedre replikationen af de invasive vira [Guillen 2019]. Dette er den biologiske ækvivalent til en dobbelt whammy (dobbelt uheldigt): øget oxidativ stress og stimulering af replikationen af selve virussen.
SELENSTATUS VIGTIGT VED VIRusINFEKTIONER
Virusinfektioner er særligt farlige, fordi de både øger behovet for mikronæringsstoffer såsom selen og forårsager tab af mikro-næringsstoffer [Guillen 2019]. Den resulterende mangel på selen skal f.eks. kompenseres for ved hjælp af orale selentilskud.
Den menneskelige krop danner ikke selen for at opfylde dets behov for dette sporstof. Desuden er indholdet af selen i jorden og i maden lavt i mange egne af verden [Stoffaneller & Morse 2015; Winther 2020, figur 2].
SELENS ROLLE I ANTIOXIDANT-FORSVARet
Via aktiviteten af flere af dets selenoproteiner spiller selen en vigtig rolle i antioxidantforsvaret. Nogle selenoproteinfamilier, især glutathionperoxidaserne og thioredoxinreduktaserne, er vigtige for at kontrollere oxidativ stress.
Derudover er selenmangel forbundet med en øget evne hos vira til at forårsage sygdom. Denne øgede patogenicitet ved vira opstår af to årsager [Guillen 2019]:
- Der er mindre ekspression af selenoprotein til at bekæmpe det oxidative stress.
- Ved tilstande med lav selenstatus og øget oxidativ stress muterer nogle vira fra mildt patogene stammer til meget virulente stammer.
SELENMANGEL OG SARS-COV-2 VIRUS
Selenmangel ændrer både immunresponset på virusinfektioner og arten af selve virusinfektionen. Lav selenstatus bidrager til stigninger i oxidativ stress og til stigninger i hastigheden af mutationer i det virale genom. Resultatet er øget viral kapacitet til at forårsage infektion og beskadigelse af værtscellerne.
For eksempel viser den tilgængelige forskningslitteratur, der undersøger SARS-CoV-2-virusinfektioner og selenstatus, en sammenhæng mellem selenstatus og sværhedsgraden af COVID-19-forløbet [Martinez 2022].
Konklusion: Selenstatus, vira og virusinfektioner
Selenstatus skal overvåges hos patienter med risiko for virusinfektioner. Lav selenstatus er blevet forbundet med mere alvorlige infektionsforløb og med mutationer af vira til mere virulente former. I fremtiden kan cirkulerende selenoprotein P-koncentrationer blive den foretrukne biomarkør for selentilskud, i det mindste indtil det punkt, hvor Selenoprotein P-koncentrationer når et plateau, ogder er opnået en mættet selenstatus [Schomburg 2022].
I mellemtiden er her de generelle sundhedsretningslinjer for serum/plasma selenstatus [Winther 2020, figur 3]:
- Mangel: Under 70 mkg/l
- Utilstrækkelig: Mellem 70 og 85 mkg/l
- Optimal: Omkring 125 mkg/l
En sammenlignende test af to forskellige former for selen på biomarkører for oxidativ stress hos raske mænd har vist, at tilskud med selengær, men ikke med ren selenmethionin, er forbundet med et fald i oxidativ stress. Dette tyder på, at andre selenarter end selenomethionin i selengærpræparatet tegner sig for faldet i oxidativt stress [Richie 2014].
Kilder
Guillin OM, Vindry C, Ohlmann T, Chavatte L. Selenium, selenoproteins and viral infection. Nutrients. 2019 Sep 4;11(9):2101.
Martinez SS, Huang Y, Acuna L, Laverde E, Trujillo D, Barbieri MA, Tamargo J, Campa A, Baum MK. Role of Selenium in Viral Infections with a Major Focus on SARS-CoV-2. Int J Mol Sci. 2021 Dec 28;23(1):280.
MedlinePlus [Internet]. Bethesda, MD: National Library of Medicine; [updated 2016 Aug 31]. Viral infections. Available from: https://medlineplus.gov/viralinfections.html.
Richie JP Jr, Das A, Calcagnotto AM, Sinha R, Neidig W, Liao J, Lengerich EJ, Berg A, Hartman TJ, Ciccarella A, Baker A, Kaag MG, Goodin S, DiPaola RS, El-Bayoumy K. Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: a randomized clinical trial. Cancer Prev Res (Phila). 2014 Aug;7(8):796-804.
Schomburg L. Selenoprotein P – Selenium transport protein, enzyme and biomarker of selenium status. Free Radic Biol Med. 2022 Oct;191:150-163.
Stoffaneller R, Morse NL. A review of dietary selenium intake and selenium status in Europe and the Middle East. Nutrients. 2015 Feb 27;7(3):1494-537.
Winther KH, Rayman MP, Bonnema SJ, Hegedüs L. Selenium in thyroid disorders – essential knowledge for clinicians. Nat Rev Endocrinol. 2020 Mar;16(3):165-176.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.