COVID-19-virusinfektioner ledsages af overdreven aktivering af det medfødte immunsystem i form af progressiv inflammation og cytokin-storme. En gennemgang af de medicinske tidsskrifter viser, at en passende tilførsel af mikronæringsstofferne selen, zink og D-vitamin er nødvendig for at styrke immunfunktionen og reducere inflammationen.
Et tilstrækkeligt indtag af selen, zink og D-vitamin er vigtigt for at sikre modstandskraft mod virusinfektioner, for at fremme en stærk immunfunktion og for at nedsætte niveauet af inflammation. Et team af norske, svenske og russiske forskere anbefaler, at indtages passende tilskud med disse mikro-næringsstoffer i områder med høj risiko og i tilfælde af mistanke om udsættelse for SARS-CoV-2 [Alexander 2020].
Selentilskud til beskyttelse mod hyperinflammation knyttet til COVID-19
Følgelig bør personer med høj risiko, som har en selenstatus under 100 mikrogram per liter, overveje et dagligt tilskud i størrelsesordem 100-200 mikrogram selen per dag [Alexander 2020].
Personer med høj risiko har følgende karakteristika:
Er ældre
Har en medicinsk tilstand som diabetes, blodtryksforhøjelse eller hjertesygdom
Har en livsstil, der involverer rygning, alkoholbrug og kun lidt motion
Har forhøjede præ-infektionsniveauer af C-reaktivt protein, en biomarkør for systemisk inflammation
Bor eller arbejder i et område med høje infektionsrater
Har lave plasma- / serumkoncentrationer af selen, D-vitamin og zink
Biosyntese af livsvigtige selenoproteiner
Ved at tage et tilskud på 100-200 mikrogram selen fra selengær dagligt, kan disse individer opnå en relativt hurtig biologisk produktion af de vitale selenoproteiner, der repræsenterer en adjuvant tilgang til forebyggelse af aggressive COVID-19-infektioner:
Glutathionperoxidaser
Thioredoxinreduktaser
Selenoproteinerne P, K og S
Sikker øvre grænse for selenindtag fra mad og kosttilskud
Forskerne anbefaler, at den langsigtede kombinerede indtagelse af selen fra mad og kosttilskud ikke overstiger 300 mikrogram selen dagligt, fordi en højere indtagelse kan være forbundet med skadevirkninger.
Professor Urban Alehagen var den ledende forsker i KiSel-10-studiet af virkningen af et kombineret tilskud med selen og coenzym Q10 på hjerte-kardødelighed. Professor Alehagen har også været med i det forskerteam, der undersøgte ernæringsmæssig intervention med selen, zink og D-vitamin med det formål at skabe anti-viral resistens mod COVID-19.
Overaktive inflammatoriske reaktioner er typisk for svære Corona-virusinfektioner. Kombinationen af selen og coenzym Q10 til at give en betydelig lindring af den inflammatoriske respons er bemærkelsesværdig [Alexander 2020].
Selentilskud i kombination med N-acetylcystein
Funktionen af antioxidant seleno-enzymerne glutathionperoxidase er afhængig af en tilstrækkelig forsyning af cofaktoren glutathion. Et samtidigt tilskud med N-acetylcystein, som er essentielt for dannelse af glutathion, kan være nødvendigt [Alexander 2020].
Et tilstrækkeligt dagligt selenindtag fra mad og kosttilskud er nødvendigt for at kunne danne vitale selenoproteiner [Alexander 2020].
Kilder
Alehagen U, Johansson P, Björnstedt M, Rosén A, Dahlström U. Cardiovascular Mortality and N-terminal-proBNP Reduced after Combined Selenium and Coenzyme Q10 Supplementation: A 5-year Prospective Randomized Double-Blind Placebo-Controlled Trial Among Elderly Swedish Citizens. International Journal of Cardiology, 2013;167(5), 1860-1866.
Alehagen U, Lindahl TL, Aaseth J, Svensson E, Johansson P. Levels of sP-selectin and hs-CRP Decrease with Dietary Intervention with Selenium and Coenzyme Q10 Combined: A Secondary Analysis of a Randomized Clinical Trial. PLoS One. 2015;10(9):e0137680.
Alehagen U, Alexander J, Aaseth J, Larsson A. Decrease in inflammatory biomarker concentration by intervention with selenium and coenzyme Q10: a subanalysis of osteopontin, osteoprotergerin, TNFr1, TNFr2 and TWEAK. J Inflamm (Lond). 2019;16:5.
Alexander J, Tinkov A, Strand TA, Alehagen U, Skalny A, Aaseth J. Early Nutritional Interventions with Zinc, Selenium and Vitamin D for Raising Anti-Viral Resistance Against Progressive COVID-19. Nutrients 2020, 12, 2358.
Moghaddam A, Heller RA, Sun Q, et al. Selenium Deficiency Is Associated with Mortality Risk from COVID-19. Nutrients. 2020;12(7):2098.
Richie JP Jr, Das A, Calcagnotto AM, et al. Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: a randomized clinical trial. Cancer Prev Res (Phila). 2014;7(8):796-804.
Stoffaneller R, Morse NL. A review of dietary selenium intake and selenium status in Europe and the Middle East. Nutrients. 2015;7(3):1494-1537.
Zhang J, Taylor EW, Bennett K, Saad R, Rayman MP. Association between regional selenium status and reported outcome of COVID-19 cases in China. Am J Clin Nutr. 2020;111(6):1297-1299.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
Forskere ved Arizona Cancer Center har udgivet undersøgelsesresultater, der ikke understøtter nogen signifikante bivirkninger af et dagligt tilskud med 200 mikrogram selengær på betacellefunktion eller insulinfølsomhed. Præparater med selengær indeholder flere selenarter med flere biologiske funktioner end præparater med 100% selenmethionin.
Forskere ved University of Arizona Cancer Center i Tucson har rapporteret om interessante fund vedrørende selentilskud [Jacobs 2019]:
Tilskud med 200 mikrogram selen dagligt fra et selengærpræparat i 2,9 år havde ingen effekt på insulinfølsomhed eller betacellefunktion sammenlignet med placebogruppen.
Yderligere stratifikation af dataene efter køn og alder viste ingen effektmodifikation som respons på selentilskuddet.
Forskerne fra University of Arizona skriver, at deres resultater indeholder nøgleinformation som klinikere kan videregive til patienter i USA om brugen af kosttilskud med selengær.
Designet af forskningen med selentilskud
Forskerne analyserede dataene fra en undergruppe på 400 individer, der deltog i Selen-undersøgelsen, en randomiseret, dobbeltblindet, placebokontrolleret undersøgelse af virkningen af et selentilskud på 200 mikrogram dagligt på adenomatøse polypper i tyktarmen [Jacobs 2019].
Dataene inkluderede fastende plasmaglukose og insulin målt både før randomisering og inden for 6 måneder efter afslutningen af interventionen.
Forskerne sammenlignede ændringer i homeostase-modelvurderingen-betacellefunktion (HOMA2-%beta) og insulinfølsomhed (HOMA2-%S) mellem den aktive selenbehandlingsgruppe og placebo-kontrolgruppen.
Forskerne sammenlignede også ændringerne i dataene fra en oral glukosetoleransetest (mOGTT) udarbejdet for en undergruppe på 175 patienter (79 selen og 96 placebo).
Resultaterne af selenstilskudsforsøg
Dataene viste ingen statistisk signifikante forskelle i ændringerne i HOMA2-%beta eller HOMA2-%S mellem de patienter, der modtog selengær-præparater sammenlignet med placebo [Jacobs 2019].
Da forskerne stratificerede dataene efter patienternes køn eller alder, fandt de stadig ingen statistisk signifikante effekter på insulinsensitivitet efter behandlingsgruppe.
Konklusionerne om selenstilskud
Forskerne skriver, at deres fund ikke understøtter hypotesen om, at der kan være en betydelig negativ virkning af et selentilskud med 200 mikrogram selen / dag fra selengær på betacelle-funktion eller insulinfølsomhed [Jacobs 2019].
Note: Insulinresistenser den biomedicinske betegnelse for, at kroppen ikke reagerer godt på det insulin, som bugspytkirtlen fremstiller med den konsekvens, at glukose i blodet har sværere ved at trænge ind i cellerne. Patienter med insulinresistens kan udvikle diabetes type 2.
Note: Betacellefunktionen er den biomedicinske betegnelse for funktionen af de bugspytkirtelceller, der danner og udskiller insulin. Nedsat betacellefunktion fører til utilstrækkelig insulinudskillelse og til høje blodsukkerniveauer.
Beskedent selentilskud uden indflydelse på insulinfølsomhed hos gravide kvinder
Forskere i Storbritannien målte plasmakoncentrationen af adiponectin, der anerkendes som en biomarkør for insulinresistens, i de lagrede plasmaprøver taget fra gravide kvinder i undersøgelsen: Selenium in Pregnancy Intervention Trial (SPRINT) [Mao 2016].
I SPRINT-undersøgelsen blev 230 førstegangs gravide kvinder randomiseret til behandling med selenberiget gær (60 mikrogram / dag) eller placebo fra 12 svangerskabsuge indtil fødslen.
Der var ingen signifikant forskel i ændringen i adiponectin-niveauer mellem selen og placebogrupperne fra uge 12 til graviditetsugen.
Der var stadig ingen signifikant forskel i ændringen af adiponectin-niveauer mellem de to grupper, da forskerne analyserede de laveste og øverste kvartiler af selen i fuldblod ved undersøgelsens start.
Forskerne fandt det betryggende, at en dosis selen på 60 mkg / dag fra selengær ikke havde nogen negativ indvirkning på plasmaindholdet af adiponectin hos gravide kvinder, idet adiponectin er en kendt biomarkør for insulinresistens [Mao 2016].
Resultater fra kliniske forsøg har antydet, at naturligt, organisk selengær kan være effektivt til at nedsætte risikoen for prostatakræft, hvorimod syntetisk selenomethionin ikke synes at være effektivt [Richie 2014].
I en randomiseret, dobbeltblindet, placebokontrolleret sammenligning af tilskud med selengær (både 200 og 285 mikrogram / dag) samt med selenomethionin (200 mikrogram / dag) hos 69 raske mænd i 9 måneder, viste forskere, at tilskuddet med selengær var forbundet med en signifikant reduktion af biomarkører for oxidativt stress, hvorimod tilskud med selenethionin ikke var [Richie 2014].
Undersøgelsens resultater antyder, at det er andre selenformer end selenomethionin der er ansvarlig for reduktionen af oxidativt stress.
Formålet med en dosering på 285 mikrogram selen fra selengær var, at denne dosering indeholdt selenomethionin i en mængde svarende til 200 mikrogram selenomethionin i et rent selenomethioninpræparat. Præparater med selengær varierer fra producent til producent, men et godt selengær-præparat vil indeholde 55-60% naturligt selenomethionin plus helt op til 20 andre selenformer i langt lavere mængde og højst 1-2% uorganisk selen.
Oxidativt stress defineres almindeligvis som en forhøjet dannelse af frie radikaler, der beskadiger celler og påvirker signalveje. Oxidativt stress er blevet identificeret som en nøglemekanisme i insulinresistens.
Kilder
Jacobs, ET, Lance, P, Mandarino LJ, … & Thompson, PA. (2019). Selenium supplementation and insulin resistance in a randomized, clinical trial. BMJ Open Diab Res Care, 7: e000613. doi:10.1136/bmjdrc-2018-000613.
Mao, J, Bath, SC, Vanderlelie, JJ, Perkins, AV, Redman, CW, & Rayman MP. (2016). No effect of modest selenium supplementation on insulin resistance in UK pregnant women, as assessed by plasma adiponectin concentration. Br J Nutr. 2016 Jan 14;115(1):32-8. doi: 10.1017/S0007114515004067. Epub 2015 Oct 20.
Richie, JP, Das, A, Calcagnotto, AM, Sinha, R, Neidig, W, Liao, J, … & El-Bayoumy, K. (2014). Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: a randomized clinical trial. Cancer Prev Res (Phila). 2014 Aug;7(8):796-804. doi: 10.1158/1940-6207.CAPR-14-0042. Epub 2014 Jun 17.
Sies, H. (2016). The concept of oxidative stress after 30 years. In: Gelpi, R, Boveris, A, & Poderoso, J., eds. Advances in Biochemistry in Health and Disease. New York: Springer, pp. 3–11.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
Den seneste kliniske forskning viser, at selentilskud på 200 mikrogram i form af selengær til ældre voksne i op til tre år ikke har en negativ indvirkning på betacelle-funktionen i bugspytkirtlen eller på insulinfølsomheden.
Resultater fra en klinisk undersøgelse, hvor man sammenlignede tilskud på 200 mikrogram selen med placebo-tilskud, viste ingen effekt af selentilskuddet på insulinsekretion og insulinets virkning [Jacobs].
Forskerne der gennemførte selen- og insulinresistensundersøgelsen konkluderede, at undersøgelsens resultater ikke viser nogen årsagssammenhæng mellem selen og udvikling af insulinresistens eller udvikling af type 2-diabetes [Jacobs].
Udformningen af selen og insulinresistens-undersøgelsen
Baggrund: I 2016 rapporterede forskere ved Arizona Cancer Center i Tucson om resultaterne af selenundersøgelsen [Thompson].
I den undersøgelse indskrev forskere mænd og kvinder i alderen 40 til 80 år fra endoskopiklinikker i Arizona, Colorado, New York og Texas. De testede effekten af et selengærtilskud til forebyggelse af kolorektale adenomer samt om der var risiko for at udvikle type 2-diabetes [Thompson].
Til den aktuelle undersøgelse af mulige effekter af selentilskud på risikoen for at udvikle diabetes udvalgte forskerne deltagere fra en større selenundersøgelse. Disse 400 deltagere blev tilfældigt tildelt en gruppe der fik selentilskud (n = 205) eller en placebogruppe (n = 195).
Af de 400 deltagere var 1/3 kvinder og 2/3 mænd.
Deltagerens gennemsnitsalder var 63 år plus / minus 8,9 år.
Analyseresultater fra selen- og insulinresistens-undersøgelsen
Forskerne vurderede to primære endepunkter:
Betacelle-funktionen ved hjælp af HOMA2-% β modellen
Insulinfølsomhed ved hjælp af HOMA2-% S-modellen
HOMA2-analyserne viste følgende resultater:
Ingen statistisk signifikante forskelle mellem selengruppen og placebogruppen på begge målinger (betacellefunktion eller insulinfølsomhed) efter 2.9 år med tilskud [Jacobs]
Ingen statistisk signifikante forskelle mellem selengruppen og placebogruppen, når de inddeles efter alder eller køn [Jacobs].
Sekundær analyse fra selen- og insulinresistensundersøgelsen
For yderligere at teste om der skulle være en sammenhæng mellem selentilskud og risikoen for type 2-diabetes udarbejdede forskerne et passende udvalg på 175 deltagere – 96 deltagere i placebogruppen og 79 deltagere i selen-tilskudsgruppen.
De gav den modificerede orale glukosetolerancetest (mOGTT test) til disse deltagere.
Den orale glukosetolerancetest (OGTT) måler kroppens respons på sukker.
Derfor kan OGTT-testen bruges til at screene for type 2-diabetes. Den modificerede version af OGTT bruges ofte til at diagnosticere svangerskabsdiabetes.
Resultatet af den orale glukosetolerancetest
Både selengruppen og placebogruppen havde i gennemsnit fasteværdier af glukose, som lå inden for normalområdet (= mindre end 100 mg/dl).
Dette er især bemærkelsesværdigt, fordi tidligere studier synes at vise, at den bedste beskyttelse mod udviklingen af prostatakræft findes ved et selenindhold i serum på mellem 120 mikrogram pr. Liter til 170 mikrogram pr. Liter [Hurst].
Resultaterne fra en meta-analyse lavet i 2018 og en systematisk gennemgang tyder på, at selen “sandsynligvis har en beskyttende effekt mod prostatakræft og dens udvikling til mere fremskredne stadier.” Derfor konkluderer meta-analysens forfatterne, at “selentilskud kan foreslås som forebyggelse af prostatakræft “[Sayehmiri].
Kilder
Hurst, R., Hooper, L., Norat, T., Lau, R., Aune, D., Greenwood, D. C., & Fairweather-Tait, S. J. (2012). Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. The American Journal of Clinical Nutrition, 96(1), 111-122.
Jacobs, E. T., Lance, P., Mandarino, L. J., Ellis, N. A., Sherry Chow, H-H, … & Thompson, P. A. (2019). Selenium supplementation and insulin resistance in a randomized, clinical trial. BMJ Open Diabetes Research & Care, 7 e000613, doi: 10.1136/bmjdrc-2018-000613
Sayehmiri, K., Azami, M., Mohammadi, Y., Soleymani, A. & Tardeh, Z. (2018). The association between selenium and prostate cancer: a systematic review and meta-analysis. Asian Pac J Cancer Prev, 19 (6), 1431-1437.
Thompson, P. A., Ashbeck, E. L., Roe, D. J., Fales, L., Buckmeier, J., Wang, F., & Lance, P. (2016). Selenium Supplementation for Prevention of Colorectal Adenomas and Risk of Associated Type 2 Diabetes. Journal of The National Cancer Institute, 108(12). https://doi-org.db14.linccweb.org/10.1093/jnci/djw152
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
I mange områder i verden er det måske ikke muligt at få en optimal mængde selen fra måltiderne. Indholdet af selen i vores mad afhænger af tilgængeligheden af selen i jorden. Kendte selenfattige områder findes i store dele af Europa og Mellemøsten, Kina, Korea, Japan og New Zealand. I USA har kystområderne en tendens til at have et lavere selenindhold end i midten af landet.
I 2013 gennemgik dr. Margaret Rayman fra University of Surrey i England de offentliggjorte artikler om randomiserede, kontrollerede forsøg, hvor man havde anvendt selentilskud som eneste behandling, og hvor der var lavet opfølgende analyser eller undergruppe-analyser af effekten af selentilskuddene på risikoen for type 2 diabetes.
Dr. Rayman fandt fem sådanne undersøgelser. Jeg vil opsummere Dr. Raymans gennemgang, og så vil jeg se, hvilke undersøgelser der er lavet siden 2013.
Selen og diabetes-undersøgelser Ernæringsmæssig Forebyggelse af Kræft (NPC-undersøgelsen) I 2007 offentliggjorde Dr. Saverio Stranges resultaterne af en post-hoc-analyse, (en søgning efter mønstre, der ikke var specificeret ved undersøgelsens tilrettelæggelse) af data fra NPC-undersøgelsen. I NPC-undersøgelsen resulterede tilskud med 200 mikrogram selen fra gærselentabletter i gennemsnitligt 4,5 år i en væsentlig nedsat risiko for lungekræft, tyktarmskraft og prostatakræft [Clark 1996]. Hovedparten af deltagerne i undersøgelsen var 63 år, plus, minus 10 år.
I sin post-fact-analyse fandt Dr. Stranges, at risikoen for type 2-diabetes kun var højere i den højeste terti (den højeste tredjedel) af undersøgelsens deltagere. Det var de deltagere som ved undersøgelsens start havde plasma-selenkoncentrationer der var større end 121,6 mikrogram pr. Liter [Stranges].
Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT-undersøgelsen)
I SELECT-undersøgelsen, som udelukkende indrullerede mænd, var der en gruppe, hvor behandlingsmuligheden sammenlignet med placebo-gruppen kun bestod af et tilskud på 200 mikrogram selen dagligt(uden vitamin E). SELECT-studiets opfølgningsperiode var 5,5 år. De fleste deltagere havde en alder på 64 år, plus eller minus 6 år.
Det selentilskud, der blev anvendt i SELECT-studiet, var et syntetisk selen-methioninpræparat i modsætning til de selen-gærpræparater, der blev anvendt i andre undersøgelser af kræftforebyggelse gennemgået af Dr. Rayman [2013]:
NPC-undersøgelsen
PRECISE-undersøgelsen
Watchful Waiting-undersøgelsen
HDEL and selenium-undersøgelsen
SELECT-undersøgelsen viste ikke signifikante reduktioner af risikoen for kræft, og undersøgelsen blev standset tidligt. Forskellen i form af selentilskuddet samt forskellen i deltagernes serum-selenniveauer ved undersøgelsens start blev anset for at være plausible forklaringer på selentilskudets manglende effekt på risikoen for kræft i denne undersøgelse [Kristal 2008].
Den gennemsnitlige serum-selenkoncentration ved undersøgelsesstart i SELECT-studiet var 136 mikrogram pr. Liter, væsentligt højere end basisniveauet i NPC-studiet (114 mikrogram pr. Liter) og PRECISE-undersøgelsen (92 mikrogram pr. Liter).
Under alle omstændigheder viste analysen af de deltagere i SELECT-undersøgelsen, som udelukkende fik selen, at der var ingen statistisk signifikant risiko for type 2-diabetes med selentilskuddet [Klein 2011].
Forebyggelse af kræft ved intervention med selen (PRECISE)-undersøgelsen
PRECISE-undersøgelsen var kortere i varighed end NPC- og SELECT-undersøgelserne. Det varede seks måneder, indrullerede ældre deltagere i alderen 60-74 år og sammenlignede virkningerne af et dagligt tilskud med 100, 200 eller 300 mikrogram af et organisk selengærpræparat med virkningerne af den tilsvarende placebobehandling.
Det gennemsnitlige plasma-seleniveau ved starten af PRECISE undersøgelsen var 92 mikrogram pr. liter. Der var ingen effekt af selentilskuddet på niveauet af plasma-adiponectin. Plasma-adiponectin er en anerkendt biomarkør for og uafhængig indikator for risikoen for type 2-diabetes [Rayman 2012]. Derudover var der ingen tegn på at selentilskuddet i PRECISE-undersøgelsen øgede risikoen for udvikling af diabetes.
Watchful Waiting-undersøgelsen
I Watchful Waiting-undersøgelsen, der var et andet studie kun med mænd, indgik deltagerne tilfældigt i en gruppe, der enten fik 200 mikrogram dagligt, 800 mikrogram dagligt eller indgik i en placebogruppe i en periode på fem år. Det anvendte selenpræparat var et selengærpræparat. De fleste af deltagerne i undersøgelsen var 73 år plus minus 6 år.
Serum-glukoseprøver blev indsamlet hver sjette måned i femårsperioden. Der var ingen effekt af selentilskuddet på serumglukoseniveauerne, hverken med 200 mikrogram dagligt eller med 800 mikrogram dagligt [Algotar 2010].
HDEL og selen-undersøgelsen
Iranske forskere rapporterede om resultaterne af en undersøgelse designet til at teste om en daglig tilsætning af l-arginin og selen taget enkeltvis eller sammen øger effekten af en lavkalorie diæt beriget med bælgfrugter (HDEL) hos raske præmenopausale, overvægtige kvinder over en seks ugers periode. Selentilskuddet var et selen-gærpræparat på 200 µg dagligt.
Forskerne fandt, at selentilskuddet signifikant sænkede seruminsulinniveauerne hos fastende og sænkede signifikant niveauet af en markør for insulinresistens [Alizadeh 2012]. Selentilskuddet syntes at reducere risikoen for diabetes og indikerede en gavnlig effekt på insulinresistens.
Selen-undersøgelser siden Raymans gennemgang Systematisk analyse og meta-analyse
I 2013 analyserede Rees og kolleger data fra 12 randomiserede, kontrollerede forsøg, hvor selen var det eneste anvendte interventionsstof. I de 12 studier indgik der i alt 19.715 deltagere hvor effekten af selentilskud på risikoen for hjertesygdom blev undersøgt. Deres analyse viste en lille forøget risiko for type 2-diabetes, men stigningen var ikke statistisk signifikant [Rees]. Den lille stigning kunne have været forårsaget tilfældigt.
Selen og forebyggelse af type-2 diabetes
I 2014 lavede S. Mao og kolleger en meta-analyse af data fra fire randomiserede kontrollerede forsøg med selentilskud. De fire forsøg havde indrulleret i alt 20.294 deltagere af kaukasisk oprindelse. I analysen af disse data så forskerne ikke nogen væsentlig ændring i risikoen for udvikling af diabetes [Mao]. I meta-regressionsanalyser havde hverken alder eller undersøgelsens længde nogen indflydelse på den relative risiko [Mao].
Fremskreden alder en mulig covariabel
Thompson og kolleger fandt ingen samlet stigning i risikoen for diabetes med selen i SEL/CEL-undersøgelsen af selentilskud til forebyggelse af tilbagevendende adenomer i tyktarmen. Deltagerne i undersøgelsen tog 200 mikrogram selen fra et gærselentilskud eller placebo i gennemsnitligt 33 måneder. Da forskerne lavede en underanalyse, hvor de opdelte deltagerne i to grupper – dem under 63 år og dem på 63 år eller ældre – var der en sammenhæng mellem højere alder og selentilskud og diabetesrisiko [Thompson].
Selentilskud og graviditet og insulinfølsomhed
I 2016 rapporterede J. Mao og Rayman og kolleger om resultaterne af en randomiseret, kontrolleret undersøgelse af selentilskud til gravide kvinder med en dosering på 60 mikrogram dagligt. De gravide kvinder tog selentilskuddene fra den 12. svangerskabsuge og frem til fødslen. Selentilskuddet havde ingen negativ effekt på insulinfølsomhed og insulinresistens [Mao 2016].
Behov for flere undersøgelser
Det må være klart, at før vi drager nogen konklusioner, har vi brug for beviser fra flere randomiserede, kontrollerede undersøgelser, hvor selen anvendes som enkeltmiddel-intervention. Mere specifikt har vi brug for undersøgelser, der ser på sammenhængen, om nogen, mellem selenindtagelse og risikoen for diabetes med fokus på følgende forskelle hos undersøgelsens deltagere:
alder
selenniveau ved undersøgelsens start
kropsvægt (overvægt? fedme?)
graden af motion
type og dosis af selentilskud
køn
genotype
Det der skal afklares, er det optimale indtag efter et specificeret selenniveau ved tilskudsstart med henblik på at opnå følgende sundhedsmæssige fordele:
Beskyttelse mod oxidativ skade på cellerne
Forbedring af immunsystemfunktionen
Forebyggelse af kræft og hjertesygdom
Fremme af en god skjoldbruskkirtelfunktion
Resumé
Selen er involveret i kroppens glukosestofskifte på måder, der ikke er fuldstændigt forstået på nuværende tidspunkt.
Evidensen fra kliniske forsøg viser ikke definitivt, at selentilskud øger eller mindsker risikoen for type 2-diabetes.
Med ordene fra professor Holger Steinbrenner fra Friedrich-Schiller-Universitetet i Jena, Tyskland, er seleniveauerne i normal kost og kosttilskud sandsynligvis ikke nok til at forårsage åbenbar diabetes hos raske individer [Steinbrenner].
Evidensen fra randomiserede, kontrollerede forsøg viser, at den eneste forøgede risiko for type 2-diabetes er blevet rapporteret hos personer med et usædvanligt højt seleniveau som udgangspunkt. Desuden er denne påvirkning kun blevet set hos mænd. Det kan være, at mænd og kvinder reagerer på selen på forskellig vis [Ogawa-Wong].
Kilder
Algotar, A. M., Hsu, C., Singh, P., & Stratton, S. P. (2013). Selenium supplementation has no effect on serum glucose levels in men at high risk of prostate cancer. Journal of Diabetes, 5(4), 465-470.
Alizadeh, M., Safaeiyan, A., Ostadrahimi, A., Estakhri, R., Daneghian, S., Ghaffari, A., & Gargari, B. P. (2012). Effect of L-arginine and selenium added to a hypocaloric diet enriched with legumes on cardiovascular disease risk factors in women with central obesity: a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Annals of Nutrition & Metabolism, 60(2), 157-168.
Clark, L. C., Combs, G. J., Turnbull, B. W., Slate, E. H., Chalker, D. K., Chow, J., & … Taylor, J. R. (1996). Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer Study Group. JAMA, 276(24), 1957-1963.
Klein, E. A., Thompson, I. J., Tangen, C. M., Crowley, J. J., Lucia, M. S., Goodman, P. J., & … Baker, L. H. (2011). Vitamin E and the risk of prostate cancer: the Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). Jama, 306(14), 1549-1556.
Kristal, A. R. (2008). Are clinical trials the “gold standard” for cancer prevention research? Cancer Epidemiology, Biomarkers & Prevention, 17(12), 3289-3291.
Mao, J., Bath, S. C., Vanderlelie, J. J., Perkins, A. V., Redman, C. G., & Rayman, M. P. (2016). No effect of modest selenium supplementation on insulin resistance in UK pregnant women, as assessed by plasma adiponectin concentration. The British Journal of Nutrition, 115(1), 32-38.
Mao, S., Zhang, A., & Huang, S. (2014). Selenium supplementation and the risk of type 2 diabetes mellitus: a meta-analysis of randomized controlled trials. Endocrine, 47(3), 758-763.
Ogawa-Wong, A. N., Berry, M. J., & Seale, L. A. (2016). Selenium and Metabolic Disorders: An Emphasis on Type 2 Diabetes Risk. Nutrients, 8(2), 80.
Rayman, M. P., Blundell-Pound, G., Pastor-Barriuso, R., Guallar, E., Steinbrenner, H., & Stranges, S. (2012). A randomized trial of selenium supplementation and risk of type-2 diabetes, as assessed by plasma adiponectin. Plos One, 7(9), e45269.
Rayman, M. P., & Stranges, S. (2013). Epidemiology of selenium and type 2 diabetes: can we make sense of it? Free Radical Biology & Medicine, 651557-1564.
Rees, K., Hartley, L., Day, C., Flowers, N., Clarke, A., & Stranges, S. (2013). Selenium supplementation for the primary prevention of cardiovascular disease. The Cochrane Database of Systematic Reviews, (1), CD009671.
Steinbrenner, H. (2013). Interference of selenium and selenoproteins with the insulin-regulated carbohydrate and lipid metabolism. Free Radical Biology & Medicine, 65, 1538-1547.
Stranges, S., Marshall, J. R., Natarajan, R., Donahue, R. P., Trevisan, M., Combs, G. F., & Reid, M. E. (2007). Effects of long-term selenium supplementation on the incidence of type 2 diabetes: a randomized trial. Annals of Internal Medicine, 147(4), 217-223.
Thompson, P. A., Ashbeck, E. L., Roe, D. J., Fales, L., Buckmeier, J., Wang, F., & Lance, P. (2016). Selenium Supplementation for Prevention of Colorectal Adenomas and Risk of Associated Type 2 Diabetes. Journal of The National Cancer Institute, 108(12), djw152.
Wang, X., Yang, T., Wei, J., Lei, G., & Zeng, C. (2016). Association between serum selenium level and type 2 diabetes mellitus: a non-linear dose-response meta-analysis of observational studies. Nutrition Journal, 15(1), 48.
Ansvarsfraskrivelse: Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.
