Selenindtagelse og type 2 diabetes

I mange områder i verden er det måske ikke muligt at få en optimal mængde selen fra måltiderne. Indholdet af selen i vores mad afhænger af tilgængeligheden af selen i jorden. Kendte selenfattige områder findes i store dele af Europa og Mellemøsten, Kina, Korea, Japan og New Zealand. I USA har kystområderne en tendens til at have et lavere selenindhold end i midten af landet.

I 2013 gennemgik dr. Margaret Rayman fra University of Surrey i England de offentliggjorte artikler om randomiserede, kontrollerede forsøg, hvor man havde anvendt selentilskud som eneste behandling, og hvor der var lavet opfølgende analyser eller undergruppe-analyser af effekten af selentilskuddene på risikoen for type 2 diabetes.

Dr. Rayman fandt fem sådanne undersøgelser. Jeg vil opsummere Dr. Raymans gennemgang, og så vil jeg se, hvilke undersøgelser der er lavet siden 2013.

Selen og diabetes-undersøgelser
Ernæringsmæssig Forebyggelse af Kræft (NPC-undersøgelsen)
I 2007 offentliggjorde Dr. Saverio Stranges resultaterne af en post-hoc-analyse, (en søgning efter mønstre, der ikke var specificeret ved undersøgelsens tilrettelæggelse) af data fra NPC-undersøgelsen. I NPC-undersøgelsen resulterede tilskud med 200 mikrogram selen fra gærselentabletter i gennemsnitligt 4,5 år i en væsentlig nedsat risiko for lungekræft, tyktarmskraft og prostatakræft [Clark 1996]. Hovedparten af deltagerne i undersøgelsen var 63 år, plus, minus 10 år.

I sin post-fact-analyse fandt Dr. Stranges, at risikoen for type 2-diabetes kun var højere i den højeste terti (den højeste tredjedel) af undersøgelsens deltagere. Det var de deltagere som ved undersøgelsens start havde plasma-selenkoncentrationer der var større end 121,6 mikrogram pr. Liter [Stranges].

Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT-undersøgelsen)
I SELECT-undersøgelsen, som udelukkende indrullerede mænd, var der en gruppe, hvor behandlingsmuligheden sammenlignet med placebo-gruppen kun bestod af et tilskud på 200 mikrogram selen dagligt(uden vitamin E). SELECT-studiets opfølgningsperiode var 5,5 år. De fleste deltagere havde en alder på 64 år, plus eller minus 6 år.

Det selentilskud, der blev anvendt i SELECT-studiet, var et syntetisk selen-methioninpræparat i modsætning til de selen-gærpræparater, der blev anvendt i andre undersøgelser af kræftforebyggelse gennemgået af Dr. Rayman [2013]:

  • NPC-undersøgelsen
  • PRECISE-undersøgelsen
  • Watchful Waiting-undersøgelsen
  • HDEL and selenium-undersøgelsen

SELECT-undersøgelsen viste ikke signifikante reduktioner af risikoen for kræft, og undersøgelsen blev standset tidligt. Forskellen i form af selentilskuddet samt forskellen i deltagernes serum-selenniveauer ved undersøgelsens start blev anset for at være plausible forklaringer på selentilskudets manglende effekt på risikoen for kræft i denne undersøgelse [Kristal 2008].

Den gennemsnitlige serum-selenkoncentration ved undersøgelsesstart i SELECT-studiet var 136 mikrogram pr. Liter, væsentligt højere end basisniveauet i NPC-studiet (114 mikrogram pr. Liter) og PRECISE-undersøgelsen (92 mikrogram pr. Liter).

Under alle omstændigheder viste analysen af de deltagere i SELECT-undersøgelsen, som udelukkende fik selen, at der var ingen  statistisk signifikant risiko for type 2-diabetes med selentilskuddet [Klein 2011].

Forebyggelse af kræft ved intervention med selen (PRECISE)-undersøgelsen
PRECISE-undersøgelsen var kortere i varighed end NPC- og SELECT-undersøgelserne. Det varede seks måneder, indrullerede ældre deltagere i alderen 60-74 år og sammenlignede virkningerne af et dagligt tilskud med 100, 200 eller 300 mikrogram af et organisk selengærpræparat med virkningerne af den tilsvarende placebobehandling.

Det gennemsnitlige plasma-seleniveau ved starten af PRECISE undersøgelsen var 92 mikrogram pr. liter. Der var ingen effekt af selentilskuddet på niveauet af plasma-adiponectin. Plasma-adiponectin er en anerkendt biomarkør for og uafhængig indikator for risikoen for type 2-diabetes [Rayman 2012]. Derudover var der ingen tegn på at selentilskuddet i PRECISE-undersøgelsen øgede risikoen for udvikling af diabetes.

Watchful Waiting-undersøgelsen
I Watchful Waiting-undersøgelsen, der var et andet studie kun med mænd, indgik deltagerne tilfældigt i en gruppe, der enten fik 200 mikrogram dagligt, 800 mikrogram dagligt eller indgik i en placebogruppe i en periode på fem år. Det anvendte selenpræparat var et selengærpræparat. De fleste af deltagerne i undersøgelsen var 73 år plus minus 6 år.

Serum-glukoseprøver blev indsamlet hver sjette måned i femårsperioden. Der var ingen effekt af selentilskuddet på serumglukoseniveauerne, hverken med 200 mikrogram dagligt eller med 800 mikrogram dagligt [Algotar 2010].

HDEL og selen-undersøgelsen
Iranske forskere rapporterede om resultaterne af en undersøgelse designet til at teste om en daglig tilsætning af l-arginin og selen taget enkeltvis eller sammen øger effekten af en lavkalorie diæt beriget med bælgfrugter (HDEL) hos raske præmenopausale, overvægtige kvinder over en seks ugers periode. Selentilskuddet var et selen-gærpræparat på 200 µg dagligt.

Forskerne fandt, at selentilskuddet signifikant sænkede seruminsulinniveauerne hos fastende og  sænkede signifikant niveauet af en markør for insulinresistens [Alizadeh 2012]. Selentilskuddet syntes at reducere risikoen for diabetes og indikerede en gavnlig effekt på insulinresistens.

Selen-undersøgelser siden Raymans gennemgang
Systematisk analyse og meta-analyse
I 2013 analyserede Rees og kolleger data fra 12 randomiserede, kontrollerede forsøg, hvor selen var det eneste anvendte interventionsstof. I de 12 studier indgik der i alt 19.715 deltagere hvor effekten af selentilskud på risikoen for hjertesygdom blev undersøgt. Deres analyse viste en lille forøget risiko for type 2-diabetes, men stigningen var ikke statistisk signifikant [Rees]. Den lille stigning kunne have været forårsaget tilfældigt.

Selen og forebyggelse af type-2 diabetes
I 2014 lavede S. Mao og kolleger en meta-analyse af data fra fire randomiserede kontrollerede forsøg med selentilskud. De fire forsøg havde indrulleret i alt 20.294 deltagere af kaukasisk oprindelse. I analysen af disse data så forskerne ikke nogen væsentlig ændring i risikoen for udvikling af diabetes [Mao]. I meta-regressionsanalyser havde hverken alder eller undersøgelsens længde nogen indflydelse på den relative risiko [Mao].

Fremskreden alder en mulig covariabel
Thompson og kolleger fandt ingen samlet stigning i risikoen for diabetes med selen i SEL/CEL-undersøgelsen af selentilskud til forebyggelse af tilbagevendende adenomer i tyktarmen. Deltagerne i undersøgelsen tog 200 mikrogram selen fra et gærselentilskud eller placebo i gennemsnitligt 33 måneder. Da forskerne lavede en underanalyse, hvor de opdelte deltagerne i to grupper – dem under 63 år og dem på 63 år eller ældre – var der en sammenhæng mellem højere alder og selentilskud og diabetesrisiko [Thompson].

Selentilskud og graviditet og insulinfølsomhed
I 2016 rapporterede J. Mao og Rayman og kolleger om resultaterne af en randomiseret, kontrolleret undersøgelse af selentilskud til gravide kvinder med en dosering på 60 mikrogram dagligt. De gravide kvinder tog selentilskuddene fra den 12. svangerskabsuge og frem til fødslen. Selentilskuddet havde ingen negativ effekt på insulinfølsomhed og insulinresistens [Mao 2016].

Behov for flere undersøgelser
Det må være klart, at før vi drager nogen konklusioner, har vi brug for beviser fra flere randomiserede, kontrollerede undersøgelser, hvor selen anvendes som enkeltmiddel-intervention. Mere specifikt har vi brug for undersøgelser, der ser på sammenhængen, om nogen, mellem selenindtagelse og risikoen for diabetes med fokus på følgende forskelle hos undersøgelsens deltagere:

  • alder
  • selenniveau ved undersøgelsens start
  • kropsvægt (overvægt? fedme?)
  • graden af motion
  • type og dosis af selentilskud
  • køn
  • genotype

Det der skal afklares, er det optimale indtag efter et specificeret selenniveau ved tilskudsstart med henblik på at opnå følgende sundhedsmæssige fordele:

  • Beskyttelse mod oxidativ skade på cellerne
  • Forbedring af immunsystemfunktionen
  • Forebyggelse af kræft og hjertesygdom
  • Fremme af en god skjoldbruskkirtelfunktion

Resumé
Selen er involveret i kroppens glukosestofskifte på måder, der ikke er fuldstændigt forstået på nuværende tidspunkt.

Evidensen fra kliniske forsøg viser ikke definitivt, at selentilskud øger eller mindsker risikoen for type 2-diabetes.

Med ordene fra professor Holger Steinbrenner fra Friedrich-Schiller-Universitetet i Jena, Tyskland, er seleniveauerne i normal kost og kosttilskud sandsynligvis ikke nok til at forårsage åbenbar diabetes hos raske individer [Steinbrenner].

Evidensen fra randomiserede, kontrollerede forsøg viser, at den eneste forøgede risiko for type 2-diabetes er blevet rapporteret hos personer med et usædvanligt højt seleniveau som udgangspunkt. Desuden er denne påvirkning kun blevet set hos mænd. Det kan være, at mænd og kvinder reagerer på selen på forskellig vis [Ogawa-Wong].

 

Kilder

Algotar, A. M., Hsu, C., Singh, P., & Stratton, S. P. (2013). Selenium supplementation has no effect on serum glucose levels in men at high risk of prostate cancer. Journal of Diabetes, 5(4), 465-470.

Alizadeh, M., Safaeiyan, A., Ostadrahimi, A., Estakhri, R., Daneghian, S., Ghaffari, A., & Gargari, B. P. (2012). Effect of L-arginine and selenium added to a hypocaloric diet enriched with legumes on cardiovascular disease risk factors in women with central obesity: a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Annals of Nutrition & Metabolism, 60(2), 157-168.

Clark, L. C., Combs, G. J., Turnbull, B. W., Slate, E. H., Chalker, D. K., Chow, J., & … Taylor, J. R. (1996). Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer Study Group. JAMA, 276(24), 1957-1963.

Klein, E. A., Thompson, I. J., Tangen, C. M., Crowley, J. J., Lucia, M. S., Goodman, P. J., & … Baker, L. H. (2011). Vitamin E and the risk of prostate cancer: the Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). Jama, 306(14), 1549-1556.

Kristal, A. R. (2008). Are clinical trials the “gold standard” for cancer prevention research? Cancer Epidemiology, Biomarkers & Prevention, 17(12), 3289-3291.

Mao, J., Bath, S. C., Vanderlelie, J. J., Perkins, A. V., Redman, C. G., & Rayman, M. P. (2016). No effect of modest selenium supplementation on insulin resistance in UK pregnant women, as assessed by plasma adiponectin concentration. The British Journal of Nutrition, 115(1), 32-38.

Mao, S., Zhang, A., & Huang, S. (2014). Selenium supplementation and the risk of type 2 diabetes mellitus: a meta-analysis of randomized controlled trials. Endocrine, 47(3), 758-763.

Ogawa-Wong, A. N., Berry, M. J., & Seale, L. A. (2016). Selenium and Metabolic Disorders: An Emphasis on Type 2 Diabetes Risk. Nutrients, 8(2), 80.

Rayman, M. P., Blundell-Pound, G., Pastor-Barriuso, R., Guallar, E., Steinbrenner, H., & Stranges, S. (2012). A randomized trial of selenium supplementation and risk of type-2 diabetes, as assessed by plasma adiponectin. Plos One, 7(9), e45269.

Rayman, M. P., & Stranges, S. (2013). Epidemiology of selenium and type 2 diabetes: can we make sense of it?  Free Radical Biology & Medicine, 651557-1564.

Rees, K., Hartley, L., Day, C., Flowers, N., Clarke, A., & Stranges, S. (2013).  Selenium supplementation for the primary prevention of cardiovascular disease. The Cochrane Database of Systematic Reviews, (1), CD009671.

Steinbrenner, H. (2013). Interference of selenium and selenoproteins with the insulin-regulated carbohydrate and lipid metabolism. Free Radical Biology & Medicine, 65, 1538-1547.

Stranges, S., Marshall, J. R., Natarajan, R., Donahue, R. P., Trevisan, M., Combs, G. F., & Reid, M. E. (2007). Effects of long-term selenium supplementation on the incidence of type 2 diabetes: a randomized trial. Annals of Internal Medicine, 147(4), 217-223.

Thompson, P. A., Ashbeck, E. L., Roe, D. J., Fales, L., Buckmeier, J., Wang, F., & Lance, P. (2016). Selenium Supplementation for Prevention of Colorectal Adenomas and Risk of Associated Type 2 Diabetes. Journal of The National Cancer Institute, 108(12), djw152.

Wang, X., Yang, T., Wei, J., Lei, G., & Zeng, C. (2016). Association between serum selenium level and type 2 diabetes mellitus: a non-linear dose-response meta-analysis of observational studies. Nutrition Journal, 15(1), 48.

Ansvarsfraskrivelse: Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *