oxidativ stress Arkiv - Page 3 of 3

Selen og hjertemusklen

Kvinde på græsmark — **Daglig supplementering med en kombination af organisk, højtberiget selengær og coenzym Q10 i fire år nedsatte den forringelse af hjertefunktionen, der ofte ses i forbindelse med aldringsprocessen.**

Vævet i hjertemusklen er ofte det første væv hos mennesker, hvor der opstår skader forårsaget af selenmangel. Når celle-membranerne i hjertemusklen beskadiges af skadelige frie radikaler (også betegnet oxidativ skade), erstattes mange af de raske celler i hjertemusklen af fibrøst væv. Den resulterende tilstand kaldes kardiomyopati.

Kardiomyopati er en sygdom i hjertemusklen, hvor hjertet er forstørret med tykke og stive hjertevægge [Mayo]. Som kardiomyopatien forværres, bliver den svækkede hjertemuskel stadig dårligere til at pumpe tilstrækkeligt blod som transporterer ilt og næringsstoffer til celler og væv i hele kroppen. Til sidst opstår der åndenød, hurtig udtrætning og hævelse i ben, fødder og mave, hvilket er symptomerne på kronisk hjertesvigt.

6 millioner tilfælde af kronisk hjertesvigt i USA
Kardiomyopati er en af de hyppigste årsager til kronisk hjertesvigt. Cirka seks millioner amerikanere lider af kronisk hjertesvigt. Der opstår ca. 700.000 nye tilfælde af hjertesvigt hvert år [Columbianske læger]. Livskvaliteten er ofte alvorligt nedsat hos patienter med kronisk hjertesvigt.

Selens funktion som antioxidant-forsvarssystem
En af selens vigtigste biologiske funktioner er at indgå i aminosyren selenocystein, som selv bliver en bestanddel af antioxidantenzymer såsom glutathionperoxidaser, thioredoxinreduktaser og selenoprotein P. Disse selenoproteiner tjener til at neutralisere de oxidative skader, der forårsages af skadelige frie radikaler. Hvis de ikke hæmmes, vil de frie radikaler skade proteiner og cellemembraner, celle-DNA og cellelipider.

Selens anti-inflammatoriske virkning
Selens funktion som antioxidant er afgørende for os alle og især for personer med risiko for hjertesygdom. Derudover har selen en anti-inflammatorisk virkning, som kan bidrage til at mindske følgerne af hjertesygdom. For eksempel er det kendt, at lave selenniveauer ofte forkommer i kølvandet på hjerteoperation; supplering med selen kan have anti-inflammatoriske virkninger og kan forhindre endotel dysfunktion [Fink].

Hvad er endotel dysfunktion? Endotelet er det lag af celler, der beklæder indersiden af blodkar og hjerte. Disse endotelceller frigiver stoffer, der har den virkning, at de udvider eller sammentrækker blodkarrene og dermed øger eller sænker blodtrykket. Både Coenzym Q10 og de selenholdige glutathionperoxidaser og thioredoxin reduktaser er kendt som nødvendige for velfungerende endotelceller.

Oxidative skader ved hjertesygdom
Professor Urban Alehagen, Linköping Universitet i Sverige erklærer, at øget oxidativt stress i høj grad er impliceret i udviklingen og sværhedsgraden af både iskæmisk hjertesygdom og kronisk hjertesvigt [Alehagen & Aaseth 2015].

Vi har beskrevet hjertesvigt ovenfor. Iskæmisk hjertesygdom er hjertesygdom forårsaget af nedsat blodtilførsel til hjertemusklen. Typisk er iskæmisk hjertesygdom forårsaget af nedsat eller blokeret blodgennemstrømning i kranspulsårerne, som er en følge af aterosklerose (opbygning af plak inde i arteriernes vægge).

Selens særlige interaktion med coenzym Q10
Både selen i selenoproteinerne glutathionperoxidase og selenoprotein P samt coenzym Q10 i sin reducerede form ubiquinol, har antioxidant-funktioner. De tjener alle til at mindske omfanget af oxidativt stress [Alehagen & Aaseth 2015].

Selen, coenzym Q10 og oxidativt stress
Oxidativt stress kan defineres som en usund ubalance mellem skadelige frie radikaler og beskyttende antioxidanter. Oxidative skader skal forstås som skader på celler forårsaget af et overskud af skadelige frie radikaler.

Dr. Urban Alehagen og hans forskerteam gennemførte et fireårigt randomiseret, kontrolleret studie af effekten af dagligt tilskud med tabletter med højtberiget selengær og kapsler med coenzym Q10 til ældre hjemmeboende borgere. Sammenlignet med placebo reducerede kombinationen af de to kosttilskud signifikant risikoen for at dø af hjertesygdomme. Opfølgende undersøgelser foretaget 10 år efter starten af perioden med tilskud viste, at den beskyttende effekt varede ved.

Oxidative skader er både impliceret i kroniske sygdomme som f.eks. hjertesygdom og i aldrings-processen. Mitokondrierne – de såkaldte “energifabrikker” inde i cellerne – og andre komponenter i cellerne producerer nødvendigvis frie radikaler som en konsekvens af, at de udfører deres tilsigtede stofskiftefunktioner.

Selen, coenzym Q10 og frie radikaler
Frie radikaler er ustabile og meget reaktive molekyler, der kan udløse kæder af skadelige kemiske reaktioner. Der er dog behov for en vis mængde frie radikaler til funktioner som cellesignalering og til genekspression og apoptose (programmeret celledød, der eliminerer aldrende celler og beskadigede celler på en kontrolleret måde).

Teorien om oxidativ skade går ud på, at et overskud af frie radikaler kan forårsage omfattende celle- og DNA-skader, hvilket fører til kroniske degenerative sygdomme og accelereret ældning. Antioxidanter såsom selenafhængige enzymer og coenzym Q10 modvirker overdreven fri radikal-aktivitet.

KiSel-10-studiet med tilskud af selen og coenzym Q10
Siden 2013 har professor Alehagen og hans team af forskere rapporteret om resultaterne fra Kisel-10-studiet, en velkontrolleret, fireårig undersøgelse, hvor raske ældre borgere fik et dagligt tilskud bestående af 200 mikrogram selen fra højtberiget selengær og 200 milligram coenzym Q10 eller matchende placebo. Det coenzym Q10 der blev anvendt, var det samme der blev anvendt i Q-Symbio-undersøgelsen med deltagelse af patienter med kronisk hjertesvigt [Mortensen 2014].

Forskningsresultater fra Kisel-10-studiet med selen og coenzym Q10
Professor Alehagen og hans forskerteam har rapporteret om følgende resultater fra de deltagere i undersøgelsen, der fik tilskud med selen og coenzym Q10 i forhold til de deltagere, der fik placebo-tilskud [Alehagen 2013, 2105]:

En 54% reduktion i risikoen for at dø af hjertesygdom
En reduktion i koncentrationen af NT-proBNP-protein, som er en biologisk markør for hjertesygdom
En reduktion i koncentrationerne af C-reaktivt protein og SP-selectin protein, som er henholdsvis bio-markører for inflammation og oxidativt stress
En reduktion i indlæggelser og derudover forbedringer i den fysiske ydeevne, vitalitet og kognitiv funktion
En reduktion i nedsat hjertefunktionen, der normalt er forbundet med aldring

Reduceret risiko for at dø af hjertesygdom ti år senere
Opfølgende undersøgelser udført af Dr. Alehagen og hans forskerkolleger har vist, at den beskyttende effekt af tilskud med selen og coenzym Q10 er fortsat frem til tidspunktet ti år efter starten på den fire-årige periode med tilskud [Alehagen, Aaseth, & Johansson 2015].

Hvad har vi lært af KiSel-10-studiet?
Hvad formåede tilskud med en kombination af højtberiget selengær og Coenzym Q10 (ubiquinon) at udrette for raske ældre borgere?

en nedsat risiko for at dø af hjertesygdom
bremset hastigheden af hjertets aldringsproces
en reduktion af omfanget af inflammation og oxidativt stress
en bedre livskvalitet

Kilder
Alehagen, U., Johansson, P., Björnstedt, M., Rosén, A., & Dahlström, U. (2013). Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and coenzyme Q10 supplementation: a 5-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. International Journal of Cardiology, 167(5), 1860-1866.

Alehagen, U., & Aaseth, J. (2015). Selenium and coenzyme Q10 interrelationship in cardiovascular diseases–A clinician’s point of view. Journal of Trace Elements in Medicine and Biology, 31157-162.

Alehagen, U., Aaseth, J., & Johansson, P. (2015). Less increase of copeptin and MR-proADM due to intervention with selenium and coenzyme Q10 combined: Results from a 4-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. Biofactors (Oxford, England), 41(6), 443-452.

Alehagen, U., Lindahl, T. L., Aaseth, J., Svensson, E., & Johansson, P. (2015). Levels of sP-selectin and hs-CRP Decrease with Dietary Intervention with Selenium and Coenzyme Q10 Combined: A Secondary Analysis of a Randomized Clinical Trial. Plos One, 10(9), e0137680.

Alehagen, U., Aaseth, J., & Johansson, P. (2015). Reduced Cardiovascular Mortality 10 Years after Supplementation with Selenium and Coenzyme Q10 for Four Years: Follow-Up Results of a Prospective Randomized Double-Blind Placebo-Controlled Trial in Elderly Citizens. Plos One, 10(12), e0141641.

Columbia Doctors. (2106). Cardiomyopathy and congestive heart failure. Retrieved from http://columbiasurgery.org/conditions-and-treatments/cardiomyopathy-and-congestive-heart-failure.

Fink, K., Moebes, M., Vetter, C., Bourgeois, N., Schmid, B., Bode, C., & … Busch, H. (2015). Selenium prevents microparticle-induced endothelial inflammation in patients after cardiopulmonary resuscitation. Critical Care (London, England), 19, 58.

Johansson, P., Dahlström, Ö., Dahlström, U., & Alehagen, U. (2013). Effect of selenium and Q10 on the cardiac biomarker NT-proBNP. Scandinavian Cardiovascular Journal: SCJ, 47(5), 281-288.

Johansson, P., Dahlström, Ö., Alehagen, U. (2015). Improved health-related quality of life, and more days out of hospital with supplementation with selenium and coenzyme Q10 combined. Results from a double blind, placebo-controlled prospective study. The Journal of Nutrition, Health & Aging, 19,4, 1-8.

Mayo Medical Laboratories. (2017.) Test ID: SES; selenium, serum. Retrieved from http://www.mayomedicallaboratories.com/test-catalog/Clinical+and+Interpretive/9765.

Mortensen, S. A., Rosenfeldt, F., Kumar, A., Dolliner, P., Filipiak, K. J., Pella, D., & Littarru, G. P. (2014). The effect of coenzyme Q10 on morbidity and mortality in chronic heart failure: results from Q-SYMBIO: a randomized double-blind trial. JACC. Heart Failure, 2(6), 641-649.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Den navnkundige selenforsker, Dr. Gerhard N. Schrauzer

Dr. Gerhard N. Schrauzer var selenforskningens “grand old man”. Faktisk var han en lederskikkelse indenfor forskning i sporstoffer i 30 år eller mere i USA. Han var en af pionererne som leverede en betydende indsats indenfor selenforskningen. Lad os tage et kig på de nyttige bidrag til vidensdatabasen om selentilskud, som Dr. Schrauzer leverede.

For det første, hvem var Dr. Schrauzer i relation til selenforskning?
Dr. Schrauzer tog sin afsluttende eksamen i kemi ved universitetet i München, Tyskland. To år senere fik han sin Ph.D. summa cum laude. Fra 1966 til 1994 var han professor i kemi og biokemi ved University of California i San Diego (UCSD). Efter sin pensionering var han professor emeritus ved UCSD.

Dr. Schrauzer var en af de første forskere, der for alvor undersøgte selens biologiske funktioner i kosten og i form af tilskud og som også undersøgte selentilskuds kræftbeskyttende egenskaber. I hans korrelationsundersøgelser af kræftdødelighed viste Dr. Schrauzer, at der i de 27 lande som indgik i undersøgelsen, var et omvendt forhold mellem kræftdødelighed og mængden af selen i den nationale kost. Et lavt selenindhold i kosten korrelerede med højere kræftdødelighed. Dr. Schrauzer var en førende ekspert inden for selentilskud. Han døde i 2014.

For det andet, hvad er sporstoffer?
Indenfor ernæringsvidenskab, defineres sporstoffer (undertiden kaldet mikronæringsstoffer), som kemiske grundstoffer, der er nødvendige for menneskers sundhed i meget små mængder; ofte indgår de som en del af et protein. I dette tilfælde defineres “meget små” som mindre end én del ud af 1000 dele. Mennesker har behov for følgende sporstoffer:

Bor
Kobber
Mangan
Molybdæn
Selen
Zink

For det tredje, hvad vidste Dr. Schrauzer om selentilskud?
I denne artikel vil vi opsummere de evaluerede vurderinger fra Dr. Schrauzer om de følgende emner:

Selenindtagelse fra kost og kosttilskud
Formulering af selentilskuddet
Selens biologiske funktioner
Selen og oxidativt stress
Selen og kræft
Sikkerhed af selen

Selenindtag
Dr. Schrauzers selenundersøgelser fik ham til at mene, at den anbefalede daglige indtagelse på 55 mikrogram var utilstrækkelig for de fleste voksne, og han tvivlede på, at 75 mikrogram om dagen ville være tilstrækkeligt for de fleste voksne til at erstatte den mængde selen, der fjernes hver dag og til opbygge kroppens reserver, så der nås et niveau, som forhindrer udviklingen af kræft.

Dr. Schrauzer erkendte tidligt, at spørgsmålet om anbefalede daglige indtag kompliceres af den betydelige variation i jordens selenindhold fra region til region og at selenindholdet i vegetabilske fødevarer og i forlængelse heraf, i animalske fødevarer, dermed også varierer.

Han var også klar over, at den daglige selenindtagelse der støtter aktiviteten af det meget vigtige selenafhængige enzym glutathionperoxidase, muligvis ikke var tilstrækkeligt til at støtte de gavnlige helsevirkninger af andre selenoproteiner såsom selenoprotein P. Han mente, at det ville være forkert at begrænse det anslåede daglige selenbehov på baggrund af selens virkning på glutathionperoxidase-enzymerne.

På den baggrund mente Dr. Schrauzer, at et passende selentilskud til mennesker med henblik på nedsættelse af kræftrisikoen ligger på 200-300 mikrogram per dag.

Formulering af selentilskuddet
Dr. Schrauzer mente, at selentilskud burde svare til kostens selen så meget som muligt. Selenmethionin er den mest almindelige form for selen i fødevarer, og det er den mest almindelige form for selen i kosttilskud med organisk selengær. Hertil kommer, at kosttilskud med et højt indhold af selengær indeholder op mod 30 andre selenforbindelser, især små mængder methylselenocystein, som muligvis er de mest effektive i forebyggelse af kræft.

De bedste resultater fra videnskabelige undersøgelser af kræftforebyggelse er opnået med tilskud baseret på selengær.

Selens biologiske funktioner
I et interview i 2010 drøftede Dr. Schrauzer selens biologiske funktioner med med Dr. Richard A. Passwater. Foruden en kræftbeskyttende funktion, nævnte Dr. Schrauzer følgende biologiske funktioner:

Vedligeholdelse af immunsystemets funktioner
Vedligeholdelse af den mandlige reproduktionsevne
Beskyttelse mod tungmetallers giftvirkning
Beskyttelse af huden mod UV-stråling
Beskyttelse mod ioniserende stråling
Beskyttelse mod skadelige vira
Regulering af skjoldbruskkirtlens hormonelle funktion

Han advarede også om, at kroppens nødvendige brug af selen til afgifte kroppen for tungmetaller kan tømme dens reserver af selen og dermed mindske den grad af beskyttelse mod kræft, som selen giver.

Selen og oxidativt stress
Dr. Schrauzer vidste, at en af de uundgåelige konsekvenser af at producere cellulær energi ved hjælp ilt, er et biprodukt kaldet frie radikaler. Frie radikaler er meget reaktive atomer, som kan igangsætte kædereaktioner, der kan forårsage skader på celler og celle-DNA. Denne form for beskadigelse, der kaldes oxidativ skade, kan i sidste ende føre til kræft og ældning samt andre degenerative sygdomme.

En af de store sundhedsmæssige fordele ved selen er, at det er en nødvendig bestanddel af selenoproteiner som selv er kraftige antioxidantenzymer, der hjælper til at neutralisere skadelige frie radikaler og forebygge skader på cellerne.

Selen og kræftforebyggelse
Selen som en komponent af selenafhængige antioxidantenzymer hjælper til at neutralisere frie radikaler og dermed til at forhindre skader på cellerne. En teori om kræft går ud på, at skader fra frie radikaler på celle-DNA kan føre til udvikling af visse kræftformer.

Dr. Schrauzer var opmærksom på de betydelige kræftbeskyttende resultater af tilskud med selen og andre antioxidanter i de kliniske studier Linxian og SU.VI.MAX samt i the National Prevention of Cancer-studiet (mere om disse studier i kommende artikler på denne hjemmeside).

Dr. Schrauzer mente ikke, at de ufyldestgørende resultater fra SELECT-studiet tydede på, at selentilskud mod risikoen for kræft generelt set var ineffektive; han forklarede resultaterne af SELECT undersøgelsen ved at henvise til følgende faktorer:

Deltagernes relativt høje selenniveau ved forsøgets start
Anvendelse af en syntetisk selenomethionin som intervention (i stedet for selengær som tidligere havde vist at have kræftbeskyttende egenskaber)
Anvendelse af selenomethionin i ren form i stedet for en proteinbundet form, (i gærselen er indholdet af selenmethionin proteinbundet)

N.B. Vi vil uddybe de videnskabelige artikler om selen og kræft mere i kommende artikler.

Sikkerheden ved selentilskud
Dr. Schrauzer betragtede et tilskud på 100 til 200 mikrogram selen dagligt som fuldstændigt sikkert. Han bemærkede, at den sikre maksimale indtagelse for selen er fastsat til 400 mikrogram per dag. Han påpegede, at individer hvis kost indeholder tilstrækkelige mængder protein, lettere tåler en højere selenindtagelse.

Selen ophobes ikke i kroppen. Det forlader kroppen relativt hurtigt. Hvis vi reducerer eller ophører med at indtage selen fra kost og tilskud, vil vi ikke fortsat have tilstrækkeligt med selen i kroppen til at forebygge kræft.

Her kan tilføjes, at i tilfælde af en utilsigtet overdosis vil de tidlige tegn på selenforgiftning — misfarvede og skøre finger- og tånegle samt en ubehagelig hvidløgsånde — let kunne genkendes og eventuelle sundhedsskadelige konsekvenser undgås.

Sammenfatning
Uden Dr. Schrauzer og hans kollegers forskning og publikationer ville den videnskabelige udvikling af selenforskningen og de videnskabelige undersøgelser af selen som et kræftforebyggende middel være blevet meget forsinket.

Kilder

Clark, L. C., Combs, G. J., Turnbull, B. W., Slate, E. H., Chalker, D. K., Chow, J., & … Taylor, J. R. (1996). Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer Study Group. Jama, 276(24), 1957-1963.

Larsen, E. H., Hansen, M., Paulin, H., Moesgaard, S., Reid, M., & Rayman, M. (2004). Speciation and bioavailability of selenium in yeast-based intervention agents used in cancer chemoprevention studies. Journal Of AOAC International, 87(1), 225-232.

McCann, J. C., & Ames, B. N. (2011). Adaptive dysfunction of selenoproteins from the perspective of the triage theory: why modest selenium deficiency may increase risk of diseases of aging. FASEB Journal, 25(6), 1793-1814.

Olmsted, L., Schrauzer, G. N., Flores-Arce, M., & Dowd, J. (1989). Selenium supplementation of symptomatic human immunodeficiency virus infected patients. Biological Trace Element Research, 20(1-2), 59-65.

Passwater, R. (2013, June). Selenium and human health: an interview with Gerhard Schrauzer, Ph.D. Whole Foods Magazine. Retrieved from http://www.drpasswater.com/nutrition_library/SeleniumHumanHealth.html.

Schrauzer, G. N. (2000). Anticarcinogenic effects of selenium. Cellular And Molecular Life Sciences: CMLS, 57(13-14), 1864-1873.

Schrauzer, G. N. (2009). Selenium and selenium-antagonistic elements in nutritional cancer prevention. Critical Reviews In Biotechnology, 29(1), 10-17.

Schrauzer, G. N., & White, D. A. (1978). Selenium in human nutrition: dietary intakes and effects of supplementation. Bioinorganic Chemistry, 8(4), 303-318.

Ansvarsfraskrivelse: Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Professor Jørgen Clausen: En af de tidlige selenforskere

Professor Jørgen Clausen, mangeårig professor ved Institut for Biologi og Kemi, Roskilde Universitetscenter, var en af de forskere der tidligt lavede kliniske undersøgelser af virkningen af selentilskud. Som sådan kan det være lærerigt at gå tilbage og se på den forskning, som Dr. Clausen og hans kolleger udførte i slutningen af det 20. århundrede.

Professor Clausens selenforskning
Dybest set kan Professor Clausens forskning inddeles i fem forskellige kategorier:

Den helbredsmæssige effekt af selentilskud på ældre plejehjemsbeboere
Den helbredsmæssige effekt af selentilskud på cigaretrygeres sundhed
Den helbredsmæssige effekt af selentilskud på patienter med kroniske neurologiske lidelser
Den helbredsmæssige effekt af selentilskud på giftvirkningerne af blyforgiftning
Den helbredsmæssige effekt af selentilskud på aktiviteten af det selenafhængige antioxidant-enzym glutathion peroxidase

Desuden var Professor Clausen tidligt ude i undersøgelsen af optageligheden og de sundhedsmæssige effekter af forskellige former for uorganiske og organiske selentilskud.

Selentilskud, rygere og oxidativt stress
For at forstå Dr. Clausens interesse i effekten af selentilskud til rygere, må vi først forstå begrebet oxidativt stress og det tilhørende begreb oxidative skader. Oxidativt stress opstår i stofskiftets omsætning af ilt, hvor kroppen som et biprodukt producerer forskellige reaktive iltforbindelser (for eksempel: peroxid, superoxid, hydroxyl og singlet oxygenradikaler) i overflod.

Hvorfor overflod? Fordi de frie radikaler i moderate mængder spiller en hjælpsom rolle i celle-signalering og celle-homeostase. Men når mængderne af frie radikaler imidlertid langt overstiger mængden af tilgængelige antioxidanter, der kan neutralisere de frie radikaler, kan de frie radikaler forårsage omfattende strukturelle skader på celler, på DNA, og på lipider.

Selen, vitamin E og rygere
Professor Clausen undersøgte effekten af et dagligt tilskud med 200 mikrogram selen og 1000 milligram Vitamin E (500 mg to gange dagligt) i et ti-dages interventionsstudie. Han vidste, at antallet af såkaldte respiratoriske burst’s – dvs. hurtig frigivelse af reaktive iltforbindelser (frie radikaler) – er betydeligt højere hos rygere end hos ikke-rygere. Hans interventionsstudie, udført på 10 rygere og 10 ikke-rygere, både mænd og kvinder, i alderen 20 – 45 år, viste, at tilskud af de to antioxidanter, selen og E-vitamin, resulter i et væsentligt reduceret antal af respiratoriske udbrud hos rygere. Baseret på sine resultater anbefalede professor Clausen, at rygere dagligt tager selen og andre antioxidant-tilskud for at begrænse omfanget af oxidative skader på deres lunger.

Selentilskud, de ældre og aldringsprocessen
For at teste effekten af et tilskud med en daglig antioxidant-cocktail til 97 ældre plejehjemsbeboere, gennemførte professor Clausen et 12-måneders randomiseret, dobbelt-blindt, placebo-kontrolleret studie. De ældre beboeres gennemsnitsalder var 75,3 år (fra 50 – 94 år). Antioxidant-cocktailen bestod af følgende ingredienser:

300 mikrogram selen
45 milligram zink
2.7 milligram vitamin A
6 milligram vitamin B6
270 milligram vitamin C
465 milligram vitamin E
250 milligram gamma-linolensyre (GLA)

Dette tilskud øgede beboernes niveau af selen i blodet (fuldblod) samt niveauet af glutathionperoxidases antioxidant-enzymaktivitet i de røde blodlegemer sammenlignet med niveauet før de fik tilskud og sammenlignet med niveauet hos placebogruppens deltagere.

Resultaterne af selentilskuddet var statistisk signifikante:

reducerede niveauer af lipofuscin i de røde blodlegemer i forhold til værdierne før behandlingen (lipofuscin = ophobning af pigment-granula, der anses for at være en biologisk markør for ældning)
forbedring af psykologisk pointtal
en generel forbedring ved analyser af blodgennemstrømningen i forskellige områder af hjernens overflade

Selentilskud og kroniske neurologiske lidelser
Multipel sklerose
Professor Clausen og kolleger undersøgte patienter med multipel sklerose (MS) og opdagede betydeligt reducerede selenværdier og nedsat aktivitetsniveau af glutathionsperoxidase i forskellige typer af celler der stammede fra blodet eller blev transporteret med blodet. Disse celler viste også tegn på forøget niveau af oxidative skader.

I en ikke-blindet undersøgelse fandt forskere fra Roskilde Universitetscenter, at et dagligt tilskud med en kombination af selen, vitamin C og E-vitamin normaliserede MS-patienters abnorme blodlegemer.

Battens sygdom
I et beslægtet studie af selen og antioxidanttilskud til patienter med Battens sygdom, en recessiv, arvelig, neuro-degenerativ lidelse, der er karakteriseret ved progressivt tab af syn, epilepsi og demens, opdagede Professor Clausen, at patienterne med Battens sygdom havde lav selenstatus og lave niveauer af glutathion-peroxidaseaktivitet i deres blodceller. Ligesom det var tilfældet med MS-patienter, var forskerne i stand til at bruge selen og andre antioxidanter til at normalisere de biokemiske abnormiteter hos patienterne med battens sygdom.

Forskerne pegede på tilsvarende kliniske undersøgelser fra Finland, der viste, at en antioxidant-behandling, der inkluderede selen som hovedkomponent, kan hæmme udviklingen af mental svækkelse. De tilgængelige data fra interventionen med selen og andre antioxidanter er relevante for den teori, at Battens sygdom kan være forårsaget af øget oxidativ skade på cellemembranerne.

Selentilskud og de toksiske virkninger af bly
Tidligt i sin karriere udførte professor Clausen nogle dyreforsøg ( med rotter) for at se, om selentilskud kunne beskytte mod de toksiske virkninger af bly på samme måde som selentilskud beskytter mod de toksiske virkninger af methylkviksølv. Resultaterne af hans eksperimenter viste, at selen faktisk beskytter mod de toksiske virkninger af bly.

I kommende artikler på denne hjemmeside, vil vi se på nyere forskning om sammenhængen mellem selen og tungmetaller i kroppen.

Professor Clausen: En pioner indenfor forskning i selentilskud
Professor Jørgen Clausen fra Danmark var sammen med professor Matti Tolonen fra Finland blandt de tidligste biomedicinske forskere, der indså behovet for selentilskud i regioner med selenfattig jord.

Kilder

Clausen, J., Nielsen, S. A., & Kristensen, M. (1989). Biochemical and clinical effects of an antioxidative supplementation of geriatric patients. A double blind study. Biological Trace Element Research, 20(1-2), 135-151.

Clausen, J. (1992). The influence of antioxidants on the enhanced respiratory burst reaction in smokers. Annals of the New York Academy of Sciences, 669, 337-341.

Clausen, J. (1991). The influence of selenium and vitamin E on the enhanced respiratory burst reaction in smokers. Biological Trace Element Research, 31(3), 281-291.

Clausen, J., Jensen, G. E., & Nielsen, S. A. (1988). Selenium in chronic neurologic diseases. Multiple sclerosis and Batten’s disease. Biological Trace Element Research, 15179-203.

Jensen, G. E., Gissel-Nielsen, G., & Clausen, J. (1980). Leucocyte glutathione peroxidase activity and selenium level in multiple sclerosis. Journal of the Neurological Sciences, 48(1), 61-67.

Jensen, G. E., & Clausen, J. (1983). Leucocyte glutathione peroxidase activity and selenium level in Batten’s disease. Scandinavian Journal of Clinical and Laboratory Investigation, 43(3), 187-196.

Rastogi, S. C., Clausen, J., & Srivastava, K. C. (1976). Selenium and lead: mutual detoxifying effects. Toxicology, 6(3), 377-388.

Shukla, V. K., Jensen, G. E., & Clausen, J. (1977). Erythrocyte glutathione perioxidase deficiency in multiple sclerosis. Acta Neurologica Scandinavica, 56(6), 542-550.

Ansvarsfraskrivelse: Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.