Den navnkundige selenforsker, Dr. Gerhard N. Schrauzer

Dr. Gerhard N. Schrauzer var den første videnskabsmand, der systematisk undersøgte selens biologiske funktioner. Han var internationalt kendt for sit pionerarbejde indenfor selens kræftbeskyttende egenskaber. (Billede: Cancer Research, vol 49 nr. 23, dec. 1, 1989)
Dr. Gerhard N. Schrauzer var den første videnskabsmand, der systematisk undersøgte selens biologiske funktioner. Han var internationalt kendt for sit pionerarbejde indenfor selens kræftbeskyttende egenskaber. (Billede: Cancer Research, vol 49 nr. 23, dec. 1, 1989)

Dr. Gerhard N. Schrauzer var selenforskningens “grand old man”. Faktisk var han en lederskikkelse indenfor forskning i sporstoffer i 30 år eller mere i USA. Han var en af pionererne som leverede en betydende indsats indenfor selenforskningen. Lad os tage et kig på de nyttige bidrag til vidensdatabasen om selentilskud, som Dr. Schrauzer leverede.

For det første, hvem var Dr. Schrauzer i relation til selenforskning?
Dr. Schrauzer tog sin afsluttende eksamen i kemi ved universitetet i München, Tyskland. To år senere fik han sin Ph.D. summa cum laude. Fra 1966 til 1994 var han professor i kemi og biokemi ved University of California i San Diego (UCSD). Efter sin pensionering var han professor emeritus ved UCSD.

Dr. Schrauzer var en af de første forskere, der for alvor undersøgte selens biologiske funktioner i kosten og i form af tilskud og som også undersøgte selentilskuds kræftbeskyttende egenskaber. I hans korrelationsundersøgelser af kræftdødelighed viste Dr. Schrauzer, at der i de 27 lande som indgik i undersøgelsen, var et omvendt forhold mellem kræftdødelighed og mængden af selen i den nationale kost. Et lavt selenindhold i kosten korrelerede med højere kræftdødelighed. Dr. Schrauzer var en førende ekspert inden for selentilskud. Han døde i 2014.

For det andet, hvad er sporstoffer?
Indenfor ernæringsvidenskab, defineres sporstoffer (undertiden kaldet mikronæringsstoffer), som kemiske grundstoffer, der er nødvendige for menneskers sundhed i meget små mængder; ofte indgår de som en del af et protein. I dette tilfælde defineres “meget små” som mindre end én del ud af 1000 dele. Mennesker har behov for følgende sporstoffer:

  • Bor
  • Kobber
  • Mangan
  • Molybdæn
  • Selen
  • Zink

For det tredje, hvad vidste Dr. Schrauzer om selentilskud?
I denne artikel vil vi opsummere de evaluerede vurderinger fra Dr. Schrauzer om de følgende emner:

  • Selenindtagelse fra kost og kosttilskud
  • Formulering af selentilskuddet
  • Selens biologiske funktioner
  • Selen og oxidativt stress
  • Selen og kræft
  • Sikkerhed af selen

Selenindtag
Dr. Schrauzers selenundersøgelser fik ham til at mene, at den anbefalede daglige indtagelse på 55 mikrogram var utilstrækkelig for de fleste voksne, og han tvivlede på, at 75 mikrogram om dagen ville være tilstrækkeligt for de fleste voksne til at erstatte den mængde selen, der fjernes hver dag og til opbygge kroppens reserver, så der nås et niveau, som forhindrer udviklingen af kræft.

Dr. Schrauzer erkendte tidligt, at spørgsmålet om anbefalede daglige indtag kompliceres af den betydelige variation i jordens selenindhold fra region til region og at selenindholdet i vegetabilske fødevarer og i forlængelse heraf, i animalske fødevarer, dermed også varierer.

Han var også klar over, at den daglige selenindtagelse der støtter aktiviteten af det meget vigtige selenafhængige enzym glutathionperoxidase, muligvis ikke var tilstrækkeligt til at støtte de gavnlige helsevirkninger af andre selenoproteiner såsom selenoprotein P. Han mente, at det ville være forkert at begrænse det anslåede daglige selenbehov på baggrund af selens virkning på glutathionperoxidase-enzymerne.

På den baggrund mente Dr. Schrauzer, at et passende selentilskud til mennesker med henblik på nedsættelse af kræftrisikoen ligger på 200-300 mikrogram per dag.

Formulering af selentilskuddet
Dr. Schrauzer mente, at selentilskud burde svare til kostens selen så meget som muligt. Selenmethionin er den mest almindelige form for selen i fødevarer, og det er den mest almindelige form for selen i kosttilskud med organisk selengær. Hertil kommer, at kosttilskud med et højt indhold af selengær indeholder op mod 30 andre selenforbindelser, især små mængder methylselenocystein, som muligvis er de mest effektive i forebyggelse af kræft.

De bedste resultater fra videnskabelige undersøgelser af kræftforebyggelse er opnået med tilskud baseret på selengær.

Selens biologiske funktioner
I et interview i 2010 drøftede Dr. Schrauzer selens biologiske funktioner med med Dr. Richard A. Passwater. Foruden en kræftbeskyttende funktion, nævnte Dr. Schrauzer følgende biologiske funktioner:

  • Vedligeholdelse af immunsystemets funktioner
  • Vedligeholdelse af den mandlige reproduktionsevne
  • Beskyttelse mod tungmetallers giftvirkning
  • Beskyttelse af huden mod UV-stråling
  • Beskyttelse mod ioniserende stråling
  • Beskyttelse mod skadelige vira
  • Regulering af skjoldbruskkirtlens hormonelle funktion

Han advarede også om, at kroppens nødvendige brug af selen til afgifte kroppen for tungmetaller kan tømme dens reserver af selen og dermed mindske den grad af beskyttelse mod kræft, som selen giver.

Selen og oxidativt stress
Dr. Schrauzer vidste, at en af de uundgåelige konsekvenser af at producere cellulær energi ved hjælp ilt, er et biprodukt kaldet frie radikaler. Frie radikaler er meget reaktive atomer, som kan igangsætte kædereaktioner, der kan forårsage skader på celler og celle-DNA. Denne form for beskadigelse, der kaldes oxidativ skade, kan i sidste ende føre til kræft og ældning samt andre degenerative sygdomme.

En af de store sundhedsmæssige fordele ved selen er, at det er en nødvendig bestanddel af selenoproteiner som selv er kraftige antioxidantenzymer, der hjælper til at neutralisere skadelige frie radikaler og forebygge skader på cellerne.

Selen og kræftforebyggelse
Selen som en komponent af selenafhængige antioxidantenzymer hjælper til at neutralisere frie radikaler og dermed til at forhindre skader på cellerne. En teori om kræft går ud på, at skader fra frie radikaler på celle-DNA kan føre til udvikling af visse kræftformer.

Dr. Schrauzer var opmærksom på de betydelige kræftbeskyttende resultater af tilskud med selen og andre antioxidanter i de kliniske studier Linxian og SU.VI.MAX samt i the National Prevention of Cancer-studiet (mere om disse studier i kommende artikler på denne hjemmeside).

Dr. Schrauzer mente ikke, at de ufyldestgørende resultater fra SELECT-studiet tydede på, at selentilskud mod risikoen for kræft generelt set var ineffektive; han forklarede resultaterne af SELECT undersøgelsen ved at henvise til følgende faktorer:

  • Deltagernes relativt høje selenniveau ved forsøgets start
  • Anvendelse af en syntetisk selenomethionin som intervention (i stedet for selengær som tidligere havde vist at have kræftbeskyttende egenskaber)
  • Anvendelse af selenomethionin i ren form i stedet for en proteinbundet form, (i gærselen er indholdet af selenmethionin proteinbundet)

N.B. Vi vil uddybe de videnskabelige artikler om selen og kræft mere i kommende artikler.

Sikkerheden ved selentilskud
Dr. Schrauzer betragtede et tilskud på 100 til 200 mikrogram selen dagligt som fuldstændigt sikkert. Han bemærkede, at den sikre maksimale indtagelse for selen er fastsat til 400 mikrogram per dag. Han påpegede, at individer hvis kost indeholder tilstrækkelige mængder protein, lettere tåler en højere selenindtagelse.

Selen ophobes ikke i kroppen. Det forlader kroppen relativt hurtigt. Hvis vi reducerer eller ophører med at indtage selen fra kost og tilskud, vil vi ikke fortsat have tilstrækkeligt med selen i kroppen til at forebygge kræft.

Her kan tilføjes, at i tilfælde af en utilsigtet overdosis vil de tidlige tegn på selenforgiftning — misfarvede og skøre finger- og tånegle samt en ubehagelig hvidløgsånde — let kunne genkendes og eventuelle sundhedsskadelige konsekvenser undgås.

Sammenfatning
Uden Dr. Schrauzer og hans kollegers forskning og publikationer ville den videnskabelige udvikling af selenforskningen og de videnskabelige undersøgelser af selen som et kræftforebyggende middel være blevet meget forsinket.

 

Kilder

Clark, L. C., Combs, G. J., Turnbull, B. W., Slate, E. H., Chalker, D. K., Chow, J., & … Taylor, J. R. (1996). Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer Study Group. Jama, 276(24), 1957-1963.

Larsen, E. H., Hansen, M., Paulin, H., Moesgaard, S., Reid, M., & Rayman, M. (2004). Speciation and bioavailability of selenium in yeast-based intervention agents used in cancer chemoprevention studies. Journal Of AOAC International, 87(1), 225-232.

McCann, J. C., & Ames, B. N. (2011). Adaptive dysfunction of selenoproteins from the perspective of the triage theory: why modest selenium deficiency may increase risk of diseases of aging. FASEB Journal, 25(6), 1793-1814.

Olmsted, L., Schrauzer, G. N., Flores-Arce, M., & Dowd, J. (1989). Selenium supplementation of symptomatic human immunodeficiency virus infected patients. Biological Trace Element Research, 20(1-2), 59-65.

Passwater, R. (2013, June). Selenium and human health: an interview with Gerhard Schrauzer, Ph.D. Whole Foods Magazine. Retrieved from http://www.drpasswater.com/nutrition_library/SeleniumHumanHealth.html.

Schrauzer, G. N. (2000). Anticarcinogenic effects of selenium. Cellular And Molecular Life Sciences: CMLS, 57(13-14), 1864-1873.

Schrauzer, G. N. (2009). Selenium and selenium-antagonistic elements in nutritional cancer prevention. Critical Reviews In Biotechnology, 29(1), 10-17.

Schrauzer, G. N., & White, D. A. (1978). Selenium in human nutrition: dietary intakes and effects of supplementation. Bioinorganic Chemistry, 8(4), 303-318.

Ansvarsfraskrivelse: Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *