Selentilskud: Ingen bivirkning i form af insulinresistens

Forskere ved Arizona Cancer Center har udgivet undersøgelsesresultater, der ikke understøtter nogen signifikante bivirkninger af et dagligt tilskud med 200 mikrogram selengær på betacellefunktion eller insulinfølsomhed. Præparater med selengær indeholder flere selenarter med flere biologiske funktioner end præparater med 100% selenmethionin.

Forskere ved University of Arizona Cancer Center i Tucson har rapporteret om interessante fund vedrørende selentilskud [Jacobs 2019]:

  • Tilskud med 200 mikrogram selen dagligt fra et selengærpræparat i 2,9 år havde ingen effekt på insulinfølsomhed eller betacellefunktion sammenlignet med placebogruppen.
  • Yderligere stratifikation af dataene efter køn og alder viste ingen effektmodifikation som respons på selentilskuddet.

Budskabet fra denne selenforskning

  • Forskningen fra Arizona Cancer Center understøtter ikke ideen om at selen spiller en vigtig rolle i insulinfølsomhed eller beta-cellefunktion.
  • Forskerne fra University of Arizona skriver, at deres resultater indeholder nøgleinformation som klinikere kan videregive til patienter i USA om brugen af kosttilskud med selengær.

Designet af forskningen med selentilskud

Forskerne analyserede dataene fra en undergruppe på 400 individer, der deltog i Selen-undersøgelsen, en randomiseret, dobbeltblindet, placebokontrolleret undersøgelse af virkningen af et selentilskud på 200 mikrogram dagligt på adenomatøse polypper i tyktarmen [Jacobs 2019].

Dataene inkluderede fastende plasmaglukose og insulin målt både før randomisering og inden for 6 måneder efter afslutningen af interventionen.

Forskerne sammenlignede ændringer i homeostase-modelvurderingen-betacellefunktion (HOMA2-%beta) og insulinfølsomhed (HOMA2-%S) mellem den aktive selenbehandlingsgruppe og placebo-kontrolgruppen.

Forskerne sammenlignede også ændringerne i dataene fra en oral glukosetoleransetest (mOGTT) udarbejdet for en undergruppe på 175 patienter (79 selen og 96 placebo).

Resultaterne af selenstilskudsforsøg

Dataene viste ingen statistisk signifikante forskelle i ændringerne i HOMA2-%beta eller HOMA2-%S mellem de patienter, der modtog selengær-præparater sammenlignet med placebo [Jacobs 2019].

Da forskerne stratificerede dataene efter patienternes køn eller alder, fandt de stadig ingen statistisk signifikante effekter på insulinsensitivitet efter behandlingsgruppe.

Konklusionerne om selenstilskud

Forskerne skriver, at deres fund ikke understøtter hypotesen om, at der kan være en betydelig negativ virkning af et selentilskud med 200 mikrogram selen / dag fra selengær på betacelle-funktion eller insulinfølsomhed [Jacobs 2019].

Note: Insulinresistens er den biomedicinske betegnelse for, at kroppen ikke reagerer godt på det insulin, som bugspytkirtlen fremstiller med den konsekvens, at glukose i blodet har sværere ved at trænge ind i cellerne. Patienter med insulinresistens kan udvikle diabetes type 2.

Note: Betacellefunktionen er den biomedicinske betegnelse for funktionen af de bugspytkirtelceller, der danner og udskiller insulin. Nedsat betacellefunktion fører til utilstrækkelig insulinudskillelse og til høje blodsukkerniveauer.

Beskedent selentilskud uden indflydelse på insulinfølsomhed hos gravide kvinder

Forskere i Storbritannien målte plasmakoncentrationen af adiponectin, der anerkendes som en biomarkør for insulinresistens, i de lagrede plasmaprøver taget fra gravide kvinder i undersøgelsen: Selenium in Pregnancy Intervention Trial (SPRINT) [Mao 2016].

I SPRINT-undersøgelsen blev 230 førstegangs gravide kvinder randomiseret til behandling med selenberiget gær (60 mikrogram / dag) eller placebo fra 12 svangerskabsuge indtil fødslen.

  • Der var ingen signifikant forskel i ændringen i adiponectin-niveauer mellem selen og placebogrupperne fra uge 12 til graviditetsugen.
  • Der var stadig ingen signifikant forskel i ændringen af adiponectin-niveauer mellem de to grupper, da forskerne analyserede de laveste og øverste kvartiler af selen i fuldblod ved undersøgelsens start.

Forskerne fandt det betryggende, at en dosis selen på 60 mkg / dag fra selengær ikke havde nogen negativ indvirkning på plasmaindholdet af adiponectin hos gravide kvinder, idet adiponectin er en kendt biomarkør for insulinresistens [Mao 2016].

Hvorfor forskere vælger selenberiget gær (selengær)

Resultater fra kliniske forsøg har antydet, at naturligt, organisk selengær kan være effektivt til at nedsætte risikoen for prostatakræft, hvorimod syntetisk selenomethionin ikke synes at være effektivt [Richie 2014].

I en randomiseret, dobbeltblindet, placebokontrolleret sammenligning af tilskud med selengær (både 200 og 285 mikrogram / dag) samt med selenomethionin (200 mikrogram / dag) hos 69 raske mænd i 9 måneder, viste forskere, at tilskuddet med selengær var forbundet med en signifikant reduktion af biomarkører for oxidativt stress, hvorimod tilskud med selenethionin ikke var [Richie 2014].

Undersøgelsens resultater antyder, at det er andre selenformer end selenomethionin der er ansvarlig for reduktionen af oxidativt stress.

Formålet med  en dosering på 285 mikrogram selen fra selengær var, at denne dosering indeholdt selenomethionin i en mængde svarende til 200 mikrogram selenomethionin i et rent selenomethioninpræparat. Præparater med selengær varierer fra producent til producent, men et godt selengær-præparat vil indeholde 55-60% naturligt selenomethionin plus helt op til 20 andre selenformer i langt lavere mængde og højst 1-2% uorganisk selen.

Oxidativt stress defineres almindeligvis som en forhøjet dannelse af frie radikaler, der beskadiger celler og påvirker signalveje. Oxidativt stress er blevet identificeret som en nøglemekanisme i insulinresistens.

 

Kilder

Jacobs, ET, Lance, P, Mandarino LJ, … & Thompson, PA. (2019). Selenium supplementation and insulin resistance in a randomized, clinical trial. BMJ Open Diab Res Care, 7: e000613. doi:10.1136/bmjdrc-2018-000613.

Mao, J, Bath, SC, Vanderlelie, JJ, Perkins, AV, Redman, CW, & Rayman MP. (2016).  No effect of modest selenium supplementation on insulin resistance in UK pregnant women, as assessed by plasma adiponectin concentration. Br J Nutr. 2016 Jan 14;115(1):32-8. doi: 10.1017/S0007114515004067. Epub 2015 Oct 20.

Richie, JP, Das, A, Calcagnotto, AM, Sinha, R, Neidig, W, Liao, J, … & El-Bayoumy, K. (2014).  Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: a randomized clinical trial.  Cancer Prev Res (Phila). 2014 Aug;7(8):796-804. doi: 10.1158/1940-6207.CAPR-14-0042. Epub 2014 Jun 17.

Sies, H. (2016). The concept of oxidative stress after 30 years. In: Gelpi, R, Boveris, A, & Poderoso, J., eds. Advances in Biochemistry in Health and Disease. New York: Springer, pp. 3–11.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Selenindtag og helbredstilstand

En tallerken med salat
Mængden af selen i fødevarer kan være utilstrækkelig i store dele af verden. Det er rapporter om, at en suboptimal selenstatus er udbredt i store dele af Europa, Storbritannien og Mellemøsten [Stoffaneller & Morse]. Kystregioner i USA har en tendens til at have selenfattig jord. Store områder af Kina, Korea, Sibirien, Tibet og New Zealand er lav-selen-områder. Lav selenstatus er forbundet med en øget risiko for kræft, hjerte-karsygdom og lidelser i skjoldbruskkirtlen [Tolonen].
De hidtidige forskningsresultater tyder på, at der er en U-formet forbindelse mellem selenindtagelse og helbred. Ifølge en nylig rapport fra den mangeårige selenforsker, professor Dr. Margaret P. Rayman, University of Surrey, England, er både selenmangel og for meget selen blevet forbundet med negative sundhedseffekter.

Tilstande der angiver et behov for selentilskud

Professor Rayman oplister en række tilstande, der i forskningslitteraturen er blevet knyttet til selenmangel:

  • Keshans sygdom (en hjertemuskelsygdom forårsaget af en selenmangel sammen med en stamme af Coxsackie-virus)
  • Kashin-Beck sygdom (en knoglesygdom, hvor selenmangel er en faktor)
  • Forøget viral virulens
  • Øget dødelighed
  • Ringe immunfunktion
  • Problemer med fertilitet / reproduktion
  • Skjoldbruskkirtel-relateret autoimmun sygdom
  • Nedsat kognition / demens
  • Type-2 diabetes
  • Risiko for prostatakræft
  • Risiko for kræft i tyk- og endetarm (hos kvinder)
  • Øget risiko for tuberkulose hos HIV-patienter

Professor Rayman specificerer ikke et plasma/serum-seleniveau for selenmangel.

Hun nævner en amerikansk undersøgelse: US National Health and Nutrition Examination Survey, der målte serum-seleniveauet i 13.887 voksne deltagere og derefter fulgte op på dødelighed i op til 18 år. Dødeligheden i denne undersøgelse viste en U-formet forbindelse mellem serum-selen og dødsfald med en serum-selen koncentration på 135 mikrogram per liter i bunden af U-kurven [Rayman 2019].

Foreslåede tilstrækkelige plasma-seleniveauer

Professor C. D. Thomson har foreslået følgende plasma-selenkoncentrationer som laveste tilstrækkelige selenniveauer:

  • > 20 mkg/L For at forhindre selenmangel-sygdommen Keshans syge
  • > 79-95 mkg/L For at maksimere plasmaindholdet af selenoproteinerne GPx og SeppP
  • > 118 mkg/L For at beskytte mod nogle kræftformer

Note: GPx henviser til de selenholdige antioxidant-enzymer glutathionperoxidase, der neutraliserer hydrogenperoxid og lipidperoxid-radikaler.

SeppP henviser til det selenholdige selenoprotein, der er den vigtigste plasma-selentransportør til kropsvæv.

Det nødvendige selenindtag til at hæve plasma-seleniveauet

Selenindtaget og mængden af selen i plasma/serum varierer betydeligt fra egn til egn afhængigt af tilgængeligheden af selen i jorden, i foder og i fødevarer. Et skøn er, at de gennemsnitlige europæiske blodselen-niveauer varierer fra 70 til 80 mikrogram pr. liter, mens det gennemsnitlige amerikanske blodselen-niveau er mellem 105 og 140 mikrogram per liter [Outzen].

En undersøgelse designet til at finde det optimale selenindtag viste, at 55 mikrogram selen dagligt fra mad plus 50 eller 100 mikrogram selen dagligt fra kosttilskud i 10 uger vil hæve plasmaselen-niveauerne som følger [Hurst 2010]:

  • Fra 95,7 mikrogram per liter op til 118,3 mikrogram per liter med et dagligt selentilskud på 50 mikrogram
  • Fra 95,7 mikrogram per liter op til 152,0 mikrogram per liter med et dagligt selentilskud på 100 mikrogram

Analyser af studier af sammenhængen mellem blodselen-niveauer og risiko for prostatakræft har vist, at kræftrisikoen langsomt faldt i takt med, at de målte blodselen-niveauer steg fra 60 til 170 mikrogram pr. liter [Hurst 2012].

Længerevarende indtagelse at høje daglige doser af selen

Figur 1 i professor Raymans rapport viser, at daglige doser af selentilskud på 300 mikrogram i fem år i et land med moderat lav selenstatus (Danmark) er forbundet med en stigning i dødeligheden af alle årsager 10 år senere [Rayman 2019].

Hun fortsætter dog med at forklare, at visse andre befolkningsgrupper med indtagelse af høje selendoser i lange perioder ser ud til at være i stand til at klare det høje selenindtag uden skadelige virkninger, f.eks. inuiterne i Grønland og det nordlige Canada samt visse befolkningsgrupper i det brasilianske Amazon-område samt regioner i Kina [Rayman].

Hun angiver fire mulige grunde til denne tolerance over for høje selendoseringer [Rayman 2019]:

  1. Nogle mennesker kan have polymorfismer i generne, der påvirker evnen til at håndtere en høj seleneksponering.
  2. Et højt selenniveau giver sundhedsmæssige fordele uden toksiske effekter i befolkningsgrupper, der er udsat for høje niveauer af arsen, cadmium og kviksølv.
  3. Omfanget af skader forårsaget af en høj eksponering af selen kan afhænge af formen (arten) af det indtagne selen.
  4. Sammensætningen af tarmens mikrobiota kan muligvis påvirke virkningen af den høje eksponering af selen.

Konklusion: Selen-indtagelse/status og helbred

Professor Rayman konkluderer, at begrebet et U-formet forhold mellem selen-indtagelse/status og sundhedseffekter er nyttigt, men også er noget forenklet.

Det selenindtag der er knyttet til et optimalt helbred varierer helt klart fra region til region og fra befolkning til befolkning og endda fra individ til individ.

Logisk set er det bedste man kan gøre, at få målt ens plasma- eller serum-seleniveau for at se, hvor det ligger i intervallet mellem 60 og 170 mikrogram pr. liter, som er det område, hvor der ses en gradvis reduktion i risikoen for prostatakræft [Hurst 2012].

Kilder

Haug, A., Graham, R. D., Christophersen, O. A., & Lyons, G. H. (2007). How to use the world’s scarce selenium resources efficiently to increase the selenium concentration in food. Microbial Ecology in Health and Disease, 19(4), 209-228.

Hurst, R., Armah, C.N., Dainty J.R., Hart, D.J., Teucher, B., Goldson, A.J., Broadley, M.R., Motley, A.K., Fairweather-Tait, S.J.  (2010).  Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Am J Clin Nutr, 91(4):923-31.

Hurst, R., Hooper, L., Norat, T., Lau, R., Aune, D., Greenwood, D. C., & Fairweather-Tait, S. J. (2012). Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. The American Journal of Clinical Nutrition, 96(1), 111-122.

Outzen, M., Tjønneland, A., Larsen, E. H., Friis, S., Larsen, S. B., Christensen, J., & Olsen, A. (2016). Selenium status and risk of prostate cancer in a Danish population. The British Journal of Nutrition, 115(9), 1669-1677.

Rayman, M.P. (2019). Selenium intake, status, and health: a complex relationship.  Hormones, doi: 10.1007/s42000-019-00125-5. [Epub ahead of print].

Thomson, C.D. (2004). Assessment of requirements for selenium and adequacy of selenium status: a review.  Eur J Clin Nutr, 58(3): 391-402.

Tolonen, M. (1990). Vitamins and minerals in health and nutrition. New York: Ellis Horwood.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Selen og autoimmun sygdom

Mand med smerter
Autoimmune sygdomme er tilstande, hvor personens immunsystem fejlagtigt angriber dele af personens egen krop, eksempelvis hans eller hendes led eller hud. Der er mindst 14 almindeligt forekommende autoimmune sygdomme. Nogle angriber kun et enkelt organ; andre angriber hele kroppen. Via sin rolle i opretholdelsen af skjoldbruskkirtelfunktionen og dens rolle i antioxidantforsvaret af celler og DNA kan selen have en afgørende beskyttende virkning i håndteringen af autoimmune sygdomme. Mere klinisk forskning er påkrævet.Selen er et mikronæringsstof, der spiller en vigtig rolle i det oxidative forsvar af celler og DNA mod skade fra frie radikaler. Selen er hovedkomponenten i selenoproteinerne, der spiller vigtig rolle i den reproduktive funktion, i reguleringen af immunfunktionen samt i dannelsen af skjoldbruskkirtelhormoner [Sahebari].
Selen er et mikronæringsstof, der spiller en vigtig rolle i det oxidative forsvar af celler og DNA mod skade fra frie radikaler. Selen er hovedkomponenten i selenoproteinerne, der spiller vigtig rolle i den reproduktive funktion, i reguleringen af immunfunktionen samt i dannelsen af skjoldbrusk-kirtelhormoner [Sahebari].

Lavt selenniveau og autoimmun sygdom

Et lavt serumniveau i serum er blevet knyttet til en øget forekomst af nogle autoimmune sygdomme. Endvidere kan lave niveauer af selen være en risikofaktor for systemisk inflammation og til udvikling af nogle autoimmune sygdomme [Sahebari]:

  • Reumatoid artritis
  • Sjögrens syndrom
  • Behcets sygdom
  • Scleroderma (systemisk sklerose)

Selentilskud og autoimmun sygdom

Selentilskud har vist sig at have en gavnlig virkning i behandlingen af reumatoid artritis og scleroderma [Sahebari].

Selentilskud kan reducere forekomsten og sværhedsgraden af en række autoimmune sygdomme via dets rolle i vedligeholdelsen af skjoldbruskkirtelfunktionen samt via dens antiinflammatoriske virkninger [Sahebari].

Der er behov for mere klinisk forskning i effekten af selentilskud på immunsystemets funktion generelt og i virkningen af selentilskud på risikoen for at udvikle autoimmune sygdomme i særdeleshed [Sahebari].

Selen og autoimmun sygdom: Evidensen

Forskere gennemgik resultaterne af 32 offentliggjorte videnskabelge artikler om emnet selen og autoimmun sygdom. De fleste af artiklene viste en forbedring af de kliniske symptomer på autoimmun sygdom efter behandling af patienterne med forskellige doseringer af l-selenomethionin, som er den mest udbredte selentype i præparater med selengær [Sahebari].

Forskernes gennemgang af den videnskabelige litteratur viste, at lave serumkoncentrationer ikke er usædvanlig hos patienter med autoimmune sygdomme [Sahebari].

På nuværende tidspunkt er det ikke klart om den selenmangel, der findes hos patienter med autoimmune sygdomme, er årsag til eller en konsekvens (eller begge dele) af udviklingen af autoimmun sygdom [Sahebari].

Selen og reumatoid artritis (leddegigt)

Forskning viser forhøjede niveauer af oxidativt stress og lave niveauer af antioxidanter i blodet hos patienter med reumatoid artritis. Selenmangel kan være en faktor i udviklingen af reumatoid artritis. Selentilskud lindrer symptomer og reducerer niveauet af inflammation hos patienter med reumatoid artritis [Sahebari].

Selen og Systemisk lupus erythematosus (SLE)

Mængden af selen i serum er lav hos patienter, der er diagnosticeret med SLE. Den eksakte virkning af selen på SLE-patienter er ikke kendt på nuværende tidspunkt. Et dyreforsøg har vist, at selentilskud har signifikante effekter på naturlige dræbercellers aktivitet hos mus med SLE [Sahebari].

Selen og Sjögrens syndrom

Undersøgelser har vist, at serumniveauet er lavt hos ubehandlede patienter med Sjögren-syndrom, især hos ældre patienter. En undersøgelse har vist, at tilskud med selen og E-vitamin stoppede sygdomsforløbet hos nogle, men ikke alle patienter med Sjögrens syndrom. Der er i øjeblikket ikke tilstrækkelig evidens for effekten af selen på patienter med Sjögrens syndrom [Sahebari].

Selen og Behcets sygdom

Undersøgelser har vist, at serum-seleniveauet hos patienter med Behcets sygdom er meget lavere end hos normale, sunde kontrolpersoner. En undersøgelse har vist, at selenmangel er forbundet med nedsat immunrespons i ekstracellulære kropsvæsker. Den eksakte virkning af selentilskud på patienter med Behcets sygdom er imidlertid ukendt [Sahebari].

Selen og scleroderma (dannelse af hårdt bindevæv i huden)

Patienter med scleroderma har generelt lave seleniveauer. En undersøgelse har vist et lavt niveau af det selenholdige antioxidantenzym glutathionperoxidase hos patienter med scleroderma. Der er en dokumenteret sammenhæng mellem serum-selenkoncentration og udvikling af scleroderma. Selentilskud kan mindske omfanget af sygdomsforløbet [Sahebari].

Konklusion: Der er behov for mere forskning i selen og autoimmune sygdomme

Mere forskning i de antioxidative og antiinflammatoriske virkninger af selentilskud på udvikling af autoimmune sygdomme samt klinisk symptomnedsættelse fra autoimmune sygdomme er nødvendig. Selentilskud kan have gunstige virkninger, især de antioxidative og antiinflammatoriske virkninger på nogle autoimmune sygdomme [Sahebari].

Kilder

Sahebari, M, Rezaieyazdi, Z & Khodashi, M. (2019).  Selenium and autoimmune diseases: a review.  Current Rheumatology Reviews, 15: 123-134.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

15 August 2019

Selentilskud til for tidligt fødte

Barn i kuvøse
For tidligt fødte defineres som babyer født mere end tre uger før termin, dvs. før den 37. uge af svangerskabet. Sepsis – en tilstand forårsaget af skadelige bakterier, der kommer ind i blodbanen – er en af komplikationerne forbundet med for tidlig fødsel. Selentilskud kan nedsætte risikoen for sent indsættende sepsis hos for tidligt fødte.

Selentilskud nedsætter risikoen for sepsis hos for tidligt fødte babyer.

Tre undersøgelser udført i lavselen-lande – Australien, New Zealand og Indien – har vist en positiv effekt af selentilskud til nedsættelse af forekomsten af sepsis (blodforgiftning) hos for tidligt fødte babyer [Daniels; Darlow; Aggarwal].

Selentilskud – både selen givet oralt og selen givet parenteralt – forbedrede signifikant selenniveauet hos for tidligt fødte babyer og nedsatte forekomsten af “sent indsættende” sepsis [Darlow].

I ingen af de tre kliniske undersøgelser var der nogen negative reaktioner på selentilskuddet [Daniels; Darlow; Aggarwal].

Øget risiko for sepsis hos for tidligt fødte babyer uden tilskud af selen

“Sent indsættende” sepsis viser sig typisk en uge eller mere efter fødslen og skyldes udsættelse for infektion på hospitalet. En “sent indsættende” sepsis forekommer hos ca. en ud af fem for tidligt fødte babyer med en fødselsvægt under 1500 gram.

I modsætning hertil viser sepsis med “tidlig indsættelse” sig inden for de første syv dage efter fødslen og skyldes sædvanligvis udsættelse for smitsomme mikroorganismer i perioden fra veerne sætter ind til fødslen af moderkagen.

For tidligt fødte babyer født så tidligt som den 22. uge af graviditeten har en 58% risiko for at få sepsis, mens for tidligt fødte babyer født den 28. uge af graviditeten har en 20% risiko for sepsis [Camacho-Gonzalez].

Den normale længde af menneskers svangerskab er omkring 40 uger målt fra den første dag i kvindens sidste menstruationsperiode.

Et fald i spædbørns selenniveau efter fødslen er almindeligt

En almindeligt forekommende udvikling i ugerne efter fødslen er et signifikant fald i babyers selenindhold i serum, det gælder både for for tidligt fødte samt babyer, der er født til tiden [Muntau].

Forskellen er, at for tidligt fødte babyer, der vejer mindre end 1500 gram, fødes med et meget lavere selenindhold i serum til at begynde med.

Derfor, når de for tidligt fødte babyers serum-seleniveau begynder at falde i ugerne efter fødslen, falder de derfor til farligt lave niveauer [Daniels]. Følgelig har for tidligt fødte babyer en høj risiko for selenmangel i ugerne efter fødslen og samtidig en høj risiko for sepsis.

Betydningen af mikronæringsstoffet Selen

Selen i kosten er livsvigtigt i små mængder. Det udfører sine mange biologiske funktioner som en bestanddel af 25 selenoproteiner. Blandt de vigtigste af disse selenoproteiner er glutathionperoxidaser, thioredoxinreduktaser, iodothyronin-deiodinaser og selenoproteinet P.

Selen og selenoproteiner spiller en vigtig rolle i følgende biologiske funktioner:

  • Antioxidantbeskyttelse mod oxidative skader
  • En ordentlig immunsystem-funktion
  • En ordentlig skjoldbruskkirtelfunktion
  • Beskyttelse mod smitsomme sygdomme, f.eks. AIDS, sepsis

Nogle observationsundersøgelser og nogle eksperimentelle undersøgelser har vist en kemopreventiv virkning af seleneksponering eller -tilskud på visse former for kræft.

Selenmangel er forbundet med øget risiko for Keshans sygdom som angriber hjertemuskulaturen [Chen] og Kashin-Becks syndrom som angriber knoglerne [Zou].

Opsummering: Forbedret selenstatus = Mindre risiko for sepsis hos for tidligt fødte babyer

Tilførslen af det livsvigtige sporstof selen i fødevarer varierer betydeligt fra region til region, afhængigt primært af selenindholdet i jorden. Mange lande i Europa, især lande i Skandinavien (undtagen Finland, der beriger jorden med selen) samt i Mellemøsten, er kendt for at være selen-fattige regioner [Stoffaneller & Morse].

Staterne ved de østlige og vestlige kyster i USA har generelt et lavere selenindhold i jorden end staterne i midten af landet [National Research Council].

Spædbørn med lav fødselsvægt under 1500 gram der fik selen, fik 7 mikrogram selen pr kilo pr dag parenteralt eller 5 mikrogram selen pr kilo pr dag oralt. Signifikant færre spædbørn på tilskud havde en sepsis-diagnose efter den første leveuge (p <0,038).

Der er behov for mere forskning i den optimale form og dosering af selen til for tidligt fødte børn.

Konklusion: Selentilskud som antioxidantbeskyttelse

Sepsis er en alvorlig, potentielt livstruende tilstand, der skyldes immunsystemets reaktion på en infektion. Sepsis ledsages af et systemisk inflammatorisk respons-syndrom, som typisk indebærer ekstrem oxidativt stress.

Derfor kan tilskud med mikronæringsstoffer med antioxidanteffekt som selen forbedre det kliniske resultat for inficerede patienter ved at neutralisere skadelige frie radikaler. To meta-analyser har vist, at selentilskud til patienter med sepsis og Systemisk inflammatorisk respons syndrom (SIRS) reducerer dødsrisikoen væsentligt [Alhazzani; Huang].

Yderligere undersøgelser er nødvendige for at bestemme en passende indgivelsesmåde, dosering og varighed af selenbehandlingen.

 

Kilder

Aggarwal, R., Gathwala, G., Yadav, S., & Kumar, P. (2016). Selenium supplementation for prevention of late-onset sepsis in very low birth weight preterm neonates. J Trop Pediatr, 62(3):185-93.

Alhazzani, W., Jacobi, J., Sindi, A. & Jaeschke, R.Z. (2013). The effect of selenium therapy on mortality in patients with sepsis syndrome: a systematic review and meta-analysis of randomized controlled trials. Crit Care Med, 41(6):1555-1564.

Camacho-Gonzalez, A., Spearman, P.W. & Stoll, B.J. (2013). Neonatal infectious diseases: evaluation of neonatal sepsis. Pediatr Clin North Am, 60(2):367-89.

Chen, J. (2012).  An original discovery: selenium deficiency and Keshan disease (an endemic heart disease). Asia Pac J Clin Nutr, 21(3):320-326.

Daniels, L., Gibson, R. & Simmer, K. (1996). Randomised clinical trial of parenteral selenium supplementation in preterm infants. Arch Dis Child Fetal Neonatal Ed, 74(3):F158-164.

Darlow, B.A., Winterbourn, C.C., Inder, T.E., Graham, P.J., Harding, J.E., Weston, P.J., Austin, N.C., Elder, D.E., Mogridge, N., Buss, I.H. & Sluis, K.B. (2000). The effect of selenium supplementation on outcome in very low birth weight infants: a randomized controlled trial. The New Zealand Neonatal Study Group. J Pediatr, 136(4):473-80.

Huang, T.S., Shyu, Y.C., Chen, H.Y. & Chen, P.J. (2013) Effect of parenteral selenium supplementation in critically ill patients: a systematic review and meta-analysis. PLoS One, 8(1): e54431.

Muntau, A.C., Streiter, M., Kappler, M., Röschinger, W., Schmid, I., Rehnert, A., Schramel, P. & Roscher. A.A. (2002). Age-related reference values for serum selenium concentrations in infants and children. Clin Chem, 48(3):555-60.

National Research Council. (1983). Selenium in Nutrition. Revised Edition. Washington, DC: The National Academies Press.

Stoffaneller, R., & Morse, N. L. (2015). A review of dietary selenium intake and selenium status in Europe and the Middle East. Nutrients, 7(3), 1494–1537.

Zou, K., Liu, G., Wu, T. & Du, L. (2009). Selenium for preventing Kashin-Beck osteoarthropathy in children: a meta-analysis. Osteoarthritis Cartilage, 17(2):144-151.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Selentilskud og HIV-infektioner

Selentilskud til HIV-inficerede patienter kan nedsætte virusets udvikling, forbedre CD4-tallet og reducere risikoen for at dø af infektionen. Arten af og doseringen af selentilskuddet skal undersøges yderligere. På nuværende tidspunkt synes tilskud med 200 mikrogram selen fra selengær mest lovende, men doseringen varierer afhængigt af regionale forskelle i jordens og madens selenindhold.

Mennesker med et lavt selenindhiold i blodet er mere tilbøjelige til at have nedsat immunfunktion og en hurtigere mutation af godartede varianter af RNA-vira til virulente former. Et lavt selenindhold i blodet er koncentrationer mindre end 1 mikromol selen per liter blod = mindre end 78 mikrogram selen per liter blod [Harthill].

Hvis en virusinficeret person med selenmangel får et selentilskud, har virussets mutationshastighed en tendens til at falde, og immunfunktionen har tendens til at bedres [Harthill].

Således kan personens selenniveauet have en dybtgående indvirkning på udviklingen af en virusinfektion. I tilfælde af selenmangel kan en normalt ikke-virulent virus blive virulent. En virus kan blive sygdomsfremkaldende ved at formere sig i en person med ernæringsmangler [Beck].

Selenmangel og udvikling af HIV-infektion

Hos HIV-inficerede patienter er mangel på forskellige mikronæringsstoffer, herunder selenmangel, forbundet med en øget risiko for udvikling af HIV-relateret sygdom og øget dødelighed.

Tilskud med mikronæringsstoffer, der igen indbefatter selen, er associeret med forsinket udvikling af HIV-relateret sygdom og nedsat dødelighed hos HIV-positive patienter, som ikke modtog antiretroviral behandling [Drain; Stone].

Selentilskud og antiretroviral terapi

Antiretroviral behandling består i dagligt at tage en kombination af HIV-lægemidler, som ikke gør det af med viruset, men forhindrer dets vækst. Formålet med den antiretrovirale terapi er et nedsætte mængden af HIV i blodet til så lavt et niveau, at det ikke kan måles.

Patienter på antiretroviral behandling, der opnår sådanne umålelige mængder vira, kan leve længere og sundere og har næsten ingen risiko for at overføre viruset til en sexpartner.

Et vigtigt spørgsmål, der skal afgøres, er, om selentilskud kan være en nyttig supplerende behandling til patienter i antiretroviral behandling. Der er trods alt brug for en tilstrækkelig mængde selen til dannelsen af antioxidant-selenoproteinerne, glutathion-peroxidaserne og thioredoxin-reduktaser, der er forbundet med reduceret oxidativt stress [Stone].

Især kan det tænkes, at selenoproteinernes antioxidantaktivitet kan forstyrre opformering af virus i HIV-inficerede immunceller [Baum].

Randomiserede kontrollerede forsøg eller selentilskud og HIV-infektion

Burbano-studiet 2002

Et dagligt tilskud til 186 HIV-positive voksne med 200 mikrogram selen eller placebo i to år viste en signifikant nedsættelse af de samlede hospitalsindlæggelser hos selengruppen som en procentdel af hospitalsindlæggelser grundet infektion og omkostninger til patientpleje.

Hurwitz-studiet 2007

Et dagligt tilskud til 174 HIV-positive personer med 200 mikrogram selen fra selengær eller placebo i ni måneder viste, at selentilskuddet kan undertrykke udviklingen af HIV-virusbelastningen og forbedre CD4-T-lymfocyt-tallet.

Kupka-studiet 2008

Et dagligt tilskud til 913 HIV-positive gravide med deltagelse i perioden mellem uge 12 og 27 af svangerskabet og indtil seks måneder efter fødslen med 200 mikrogram selen fra selenomethionin eller placebo havde ingen effekt på moderens HIV-virusbelastning eller CD4-leukocyt-tal, men reducerede signifikant risikoen for akut eller vedvarende diarré og reducerede spædbørnenes dødsrisiko betydeligt efter seks uger hos de mødre der fik selentilskud.

Baum-studiet 2013

I dette firearmede kliniske forsøg blev 878 HIV-positive voksne, som endnu ikke var i antiretroviral terapi, tilfældigt tildelt en af fire daglige behandlingsformer i 24 måneder:

  • Behandling med multivitaminer (vitaminerne B, C og E)
  • Behandling med 200 mikrogram selen
  • Behandling med både multivitaminer og selen
  • Behandling med placebo

Det kombinerede tilskud med multivitaminer plus selen reducerede signifikant deltagernes risiko for at ryge under et CD4-celletal på 250 CD4-celler pr. mikroliter blod. Multivitaminer plus selen reducerede også risikoen for foruddefinerede sekundære endepunkter for sygdomsudvikling. Multivitaminer alene og selentilskud alene var ikke statistisk forskellige fra placebo for alle endepunkter.

Imidlertid havde ingen af tilskudsvarianterne – multivitaminer alene, selen alene, multivitaminer + selen, placebo – en signifikant effekt på HIV-virusbelastningen. Det vil sige, de reducerede ikke signifikant antallet af kopier af HIV-RNA i blodet.

For at sammenfatte, det var godt, at multivitaminerne + selen holdt HIV-patienternes CD4-tal oppe, idet HIV-virusbelastningen ikke faldt mærkbart.

Kamwesiga-studiet 2015

Et dagligt tilskud med 200 mikrogram selen eller placebo i 24 måneder til 300 HIV-inficerede voksne, der endnu ikke havde fået antiretroviral behandling, viste, at selentilskud signifikant reducerer nedsættelsen af CD4-celletallet hos patienter, der ikke er i antiretroviral behandling.

 

Kilder

Baum, M. K., Miguez-Burbano, M.J., Campa, A. & Shor-Posner, G. (2000). Selenium and interleukins in persons infected with human immunodeficiency virus type 1. J Infect Dis, 182 Suppl 1:S69-73.

Baum, M.K., Campa, A., Lai, S., et al. (2013). Effect of micronutrient supplementation on disease progression in asymptomatic, antiretroviral-naive, HIV-infected adults in Botswana: a randomized clinical trial. JAMA, 310(20):2154-2163.

Beck, M.A. (2000). Nutritionally induced oxidative stress: effect on viral disease. Am J Clin Nutr. 71(6 Suppl):1676S-81S.

Burbano, X., Miguez-Burbano, M. J., McCollister, K., Zhang, G., Rodriguez, A., Ruiz, P. & Shor-Posner, G. (2002). Impact of a selenium chemoprevention clinical trial on hospital admissions of HIV-infected participants. HIV Clinical Trials, 3(6), 483–491.

Drain, P.K., Kupka, R., Mugusi, F. & Fawzi, W.W. Micronutrients in HIV-positive persons receiving highly active antiretroviral therapy. Am J Clin Nutr, 85(2):333-345.

Harthill, M. (2011). Review: micronutrient selenium deficiency influences evolution of some viral infectious diseases. Biol Trace Elem Res. 143(3):1325-36.

Kamwesiga, J., Mutabazi, V., Kayumba, J., Tayari, J.-C. K., Uwimbabazi, J. C., Batanage, G., … Mukazayire, E. (2015). Effect of selenium supplementation on CD4+ T-cell recovery, viral suppression and morbidity of HIV-infected patients in Rwanda: a randomized controlled trial. AIDS (London, England), 29(9), 1045–1052.

Kupka, R., Mugusi, F., Aboud, S., Msamanga, G. I., Finkelstein, J. L., Spiegelman, D., & Fawzi, W. W. (2008). Randomized, double-blind, placebo-controlled trial of selenium supplements among HIV-infected pregnant women in Tanzania: effects on maternal and child outcomes. The American Journal of Clinical Nutrition, 87(6), 1802–1808.

Stone, C.A., Kawai, K., Kupka, R. & Fawzi, W.W. (2010). Role of selenium in HIV infection. Nutr Rev, 68(11):671-681.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Selentilskud og polycystisk ovariesyndrom (PCOS)

Polycystisk ovariesyndrom (forkortet PCOS) er en hormonal lidelse med en udbredelse på 5-10% hos kvinder i den reproduktive alder.

  • Den nøjagtige årsag til PCOS er ukendt.
  • Symptomer på PCOS omfatter uregelmæssig menstruation, forhøjedt niveau af mandligt kønshormon og æggestokke der ikke fungerer normalt.
  • Overdreven insulinproduktion og en lav grad af inflammation antages at indvirke på udviklingen af PCOS [Mayo Clinic].

Selen: Effekt på mental sundhed, hormonprofil, inflammation og oxidativt stress hos patienter med PCOS

I en randomiseret kontrolleret undersøgelse med deltagelse af 60 kvinder i alderen 18-40 år, var et dagligt tilskud af et probiotika-præparat sammen med 200 mikrogram selen i 12 uger forbundet med følgende resultater [Jamilian 2018]:

  • Signifikant forbedring i scoren for Beck Depression Inventory (BDI), scoren for spørgeskema om generel sundhed samt scoren for depression, angst og stress sammenlignet med placebo
  • Signifikant nedsat total testosteron-niveau, hirsutisme, højfølsom CRP (en biomarkør for inflammation) og malondialdehyd-niveau (en biomarkør for oxidativt stress) samt signifikant forøget total antioxidantkapacitet og total glutathion (GSH ) -niveauer sammenlignet med placebo

Forskerne konkluderede, at samtidig tilførsel af probiotika og selen i 12 uger til kvinder med PCOS havde en gavnlig helbredseffekt.

Selen: Virkning på stofskifteprofil hos patienter med PCOS

I en randomiseret kontrolleret undersøgelse med 70 kvinder i alderen 18-40 år var et dagligt tilskud med 200 mikrogram selen i 8 uger forbundet med følgende resultater sammenlignet med placebo [Jamilian 2015]:

  • Signifikant nedsat serum-insulinniveau
  • Signifikant nedsat HOMA-IR insulinresistens-niveau og HOMA-B betacelle-funktionsniveau
  • Signifikant øget kvantitative insulinsensitivitets-kontrolindeksniveau
  • Signifikant reduceret serumtriglycerid-niveau

Forskerne konkluderede, at selentilskud havde gavnlige virkninger på parametre for insulin stofskiftet [Jamilian 2015].

Selen: Virkning på inflammation og oxidativt stress hos patienter med PCOS

I en randomiseret kontrolleret undersøgelse med 64 kvinder i alderen 18-40 år var en daglig indtagelse af 200 mikrogram selen i 8 uger forbundet med følgende resultater [Razavi 2016]:

  • Flere graviditeter i selenruppen end i placebogruppen
  • Signifikant faldende niveau af højfølsom CRP i serum (en biomarkør for inflammation)
  • signifikant nedsat plasma-malondialdehydniveau (en biomarkør for oxidativ stress)

Forskerne konkluderede, at selentilskud til PCOS patienter i 8 uger havde gavnlige virkninger på reproduktion, inflammation og oxidativt stress.

Selen: Virkning på genudtryk relateret til insulin hos patienter med PCOS

I en randomiseret kontrolleret undersøgelse med 40 infertile kvinder var en daglig indtagelse af 200 mikrogram selen i 8 uger forbundet med følgende resultater [Zadeh Modarres 2018]:

  • Selentilskuddet opregulerede genudtrykket af Peroxisom proliferator-activeret receptor gamma (PPAR-γ = vigtig for regulering af fedtsyredeponering og sukkerstofskifte) samt glucosetransportør 1 (GLUT-1 = vigtigt for glukoseoptagelsen, som er nødvendig for at opretholde cellerespirationen) i lymfocytter hos kvinder med PCOS, der var kandidater til IVF (reagensglasbehandling).
  • Selentilskud nedregulerede genudtrykket af lavdensitets lipoproteinreceptor (LDLR = vigtig for lavdensitets lipoproteinreceptorerne) i lymfocytter hos kvinder med PCOS, som var kandidater til IVF.

Konklusion: Selentilskud og PCOS

Der er brug for mere forskning i virkningerne af selenmangel og selentilskud mod inflammation og oxidativt stress hos patienter med PCOS. De undersøgelser, der er opsummeret ovenfor, repræsenterer en start.

 

Kilder

Jamilian, M., Mansury, S., Bahmani, F., Heidar, Z., Amirani, E., & Asemi, Z. (2018). The effects of probiotic and selenium co-supplementation on parameters of mental health, hormonal profiles, and biomarkers of inflammation and oxidative stress in women with polycystic ovary syndrome. Journal of Ovarian Research, 11(1), 80.

Jamilian, M., Razavi, M., Fakhrie Kashan, Z., Ghandi, Y., Bagherian, T., & Asemi, Z. (2015). Metabolic response to selenium supplementation in women with polycystic ovary syndrome: a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Clinical Endocrinology, 82(6), 885–891.

Mayo Clinic. (2019). Polycystic ovary syndrome (PCOS). Patient Care and Health Information. Retrieved from https://www.mayoclinic.org/diseases-conditions/pcos/symptoms-causes/syc-20353439

Razavi, M., Jamilian, M., Kashan, Z. F., Heidar, Z., Mohseni, M., Ghandi, Y. and Asemi, Z. (2016). Selenium Supplementation and the Effects on Reproductive Outcomes, Biomarkers of Inflammation, and Oxidative Stress in Women with Polycystic Ovary Syndrome. Hormone and Metabolic Research, 48(3), 185–190.

Zadeh Modarres, S., Heidar, Z., Foroozanfard, F., Rahmati, Z., Aghadavod, E., & Asemi, Z. (2018). The Effects of Selenium Supplementation on Gene Expression Related to Insulin and Lipid in Infertile Polycystic Ovary Syndrome Women Candidate for In Vitro Fertilization: a Randomized, Double-Blind, Placebo-Controlled Trial. Biological Trace Element Research, 183(2), 218–225.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Selen i kropssvæv og fysiologiske processer

Gerhard N. Schrauzer
Professor Gerhard N. Schrauzer var direktør for Instituttet for Biologisk Grundstofforskning i San Diego, Californien. Han banede vejen for studiet af selens biologiske funktioner, især i forhold til selens kræft-beskyttende egenskaber.

Selens biologiske funktion hos mennesker er kompleks. Det er kendt, at selen fordeles bredt i legemsvæv og fysiologiske processer [Wrobel].

Af særlig interesse er præference-opretholdelsen af hjernens selenindhold, selv under omstændigheder, hvor selendepoter mistes i andre organer som lever og nyrer [Wrobel].

Hvad gør selen i kroppen?

Dr. Wrobel, University of Miami, Afdelingen for Biokemi og Molekylærbiologi, oplister følgende funktioner af selen og selenoproteiner i kroppen:

  • Tilstrækkelige niveauer af selen er nødvendigt for at regulere skjoldbruskkirtlens funktion.
  • Selen spiller en vigtig rolle i mænds og kvinders frugtbarhed.
  • Selenmangel er forbundet med forstyrrelser af hjerte- og skeletmuskulaturen, med ændringer i muskelfibrene, der fører til svækkelse af musklernes evne til sammentrækning samt muskelatrofi.
  • Et lavt selenniveau er forbundet med nedsat kognitiv funktion og neurologiske lidelser.
  • Der er et omvendt forhold mellem selenindhold og risikoen for hjerte-og karsygdomme samt risiko for visse former for kræft.
  • Lavt seleniveau er forbundet med høj hiv-dødelighed.
  • Selentilskud nedsatte antallet af hospitalsindlagte hiv-patienter.

Selen og forebyggelsen af ​​kræft

Epidemiologiske undersøgelser viser generelt, at højere eksponering for selen er forbundet med en reduceret risiko for de fleste kræftformer. For eksempel har folk, der lever i områder med et højt selenindhold i jorden, en tendens til at have færre tilfælde af kræft [Wrobel].

Resultaterne fra interventionsstudier har været inkonsekvente. Et dagligt tilskud med 200 mikrogram selen fra selengær i 4,5 år i undersøgelsen der hed ‘Nutritional Prevention of Cancer‘ (Ernæringsmæssig kræftforebyggelse<9 var forbundet med en signifikant nedsat forekomst af ​​flere kræftformer, herunder prostatakræft såvel som i den samlede kræftdødelighed [Wrobel].

På den anden side synes en daglig indtagelse af 200 mikrogram af et syntetisk selenomethioninpræparat i SELECT-studiet ikke at reducere risikoen for kræft [Wrobel].

Forskellen i resultaterne fra NPC-undersøgelsen og SELECT-undersøgelsen er blevet tilskrevet forskellen i deltagernes basale selenstatus – meget lavere i NPC-undersøgelsen – og forskellen i typen i selentilskud – der var kun en slags selen i SELECT-studiepræparatet og mange selenformer i NPC-studiepræparatet [Wrobel].

Mekanismerne ved forebyggelse af kræft med selen

De præcise mekanismer i kræftforebyggelse med selen er ukendte. En hypotese er, at de selenholdige proteiners antioxidative egenskaber, dvs. glutathionperoxidase og thioredoxinreduktase, er en faktor, men ikke den eneste faktor i kræftforebyggelsen [Wrobel].

Mere specifikt omfatter de andre foreslåede virkningsmekanismer til forebyggelse af kræft med selen følgende roller for selen [Wrobel]:

  • Ændret omsætning af carcinogener
  • Stimulering af DNA reparation
  • Modulering af inflammations- og immunrespons
  • Regulering af cellecyklus
  • Dæmpning af celleproliferation
  • Hæmning af cellemotilitet og angiogenese
  • Stimulering af apoptose (programmeret celledød)

Forholdet mellem selenindtagelse og kræftforebyggelse kan være U-formet snarere end lineær. Der er et relativt snævert vindue mellem selenmangel og selentoksicitet [Wrobel].

Selentilskud kan være til gavn for personer med lav selenstatus, men ikke personer med høj selenstatus. Nogle selenforskere anbefaler, at personer med plasma-selenkoncentrationer over 122 mikrogram pr. liter ikke har brug for et selentilskud [Wrobel].

En systematisk gennemgang af selen- og prostatakræftundersøgelser har vist, at risikoen for prostatakræft falder med stigende plasma- / serum-seleniveauer op til 170 mikrogram pr. liter [Hurst].

Selen og behandlingen af kræft

Undersøgelser af brugen af selentilskud til behandling af kræft har ført til den konklusion, at selentilskud kan have følgende virkninger uden at reducere effektiviteten af den primære kræftbehandling [Wrobel]:

  • Forbedrer effekten af kemoterapi
  • Begrænser bivirkninger af kræftbehandling
  • Forbedrer kræftpatienternes generelle tilstand

Selen og hjernen

Følgende er kendt om selen og hjernen:

  • Hjernen er et privilegeret organ med hensyn til selen. Selen bliver længere i hjernen hos dyr der får en selenfattig kost end i andre organer som lever og nyrer.
  • I dyr med selenmangel lægger hjernen beslag på store dele af den tilgængelige selen.
  • Selenoproteiner beskytter mod neurodegenerering ved at sørge for antioxidantforsvar i hjernen.
  • Ændringer i mængden af plasma- og hjerneselen er forbundet med øget risiko for Alzheimers sygdom og hjernetumorer.

Selen, coenzym Q10 og hjertesygdom

Fire års daglig tilskud med en kombination af et organisk selengærpræparat og et coenzyme Q10-tilskud nedsatte hjerte-kardødeligheden signifikant, forbedrede hjertefunktionen og øgede den sundhedsrelaterede livskvalitet for ældre. De gavnlige virkninger vedblev længe efter de fire år med tilskud [Alehagen].

Konklusioner: Selen og selenoproteiner

  • Virkningerne af selen på menneskers sundhed er mangfoldige og komplekse.
  • Selentilskud kan reducere risikoen for at udvikle visse typer kræft og kan være nyttige i behandling af kræft.
  • Ophobning af selen samt stofskifte er særlig vigtigt for hjernen, og selentilskud kan være en faktor i forebyggelse af hjernesygdomme.
  • Et tilskud med organisk gærselen som indeholder mange og forskellige selenformer giver større chance for at opnå sundhedsmæssige fordele og er den formulering, der er anvendt i de fleste kliniske forsøg.

 

Kilder

Alehagen, U., Johansson, P., Björnstedt, M., Rosén, A., & Dahlström, U. (2013). Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and Coenzyme Q10 supplementation: a 5-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. International Journal of Cardiology, 167(5), 1860-1866.

Alehagen, U., Aaseth, J., Alexander, J., & Johansson, P. (2018). Still reduced cardiovascular mortality 12 years after supplementation with selenium and coenzyme Q10 for four years: A validation of previous 10-year follow-up results of a prospective randomized double-blind placebo-controlled trial in elderly. Plos One, 13(4), e0193120.

Hurst, R., Hooper, L., Norat, T., Lau, R., Aune, D., Greenwood, D. C., & Fairweather-Tait, S. J. (2012). Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. The American Journal of Clinical Nutrition, 96(1), 111-122.

Wrobel, J. K., Power, R. & Toborek, M. (2016). Biological activity of selenium: revisited. International Union of Biochemistry and Molecular Biology, 68(2): 97-105.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Selen og hjernefunktionen

Illustration af hjernecelle
Hjerneceller er særligt sårbare overfor oxidativt stress, hvilket kunne være en faktor i neurodegenerative sygdommes patologi. Faren for oxidative skader forårsaget af frie radikaler (reaktive iltatomer) er stor, fordi 1) nervecellerne bruger store mængder ilt, 2) hjernen har højt jernindhold, 3) neuronale mitochondrier producerer store mængder hydrogen-peroxid og 4) neuronale membraner er fulde af flerumættede fedtsyrer, som er sårbare over for oxidativt stress [Shichiri, 2014]. En tilstrækkelig forsyning af selen og dannelse af selenoproteiner med antioxidantvirkning er nødvendig for at modvirke de skadelige virkninger af oxidativt stress.
En gennemgang af forskningslitteraturen om selen og selenoproteinfunktionen i hjernesygdomme afslører, at selenmangel er forbundet med nedsat kognitiv funktion og nedsat bevægelighed [Pillai].

Det er interessant at bemærke, at selenkoncentrationer fortrinsvis opretholdes i hjernen, selvom selenkoncentrationerne i blod, i lever og knoglevæv falder [Pillai].

Selentilskud kan bidrage til at reducere udviklingen af neurodegenerative sygdomme så som: Alzheimers, Huntingtons og Parkinsons [Pillai].

Selen og selenoproteiner

Hvad ved vi om sporstoffet selen og dets indarbejdelse i selenoproteiner?

  • Selenindholdet i fødevarer varierer betydeligt fra region til region. Selenindholdet i fødevarer afhænger af det regionale selenindhold i jorden [Pillai].
  • Selenindtaget fra fødevarer har tendens til at være meget lavere i Europa og Mellemøsten end i store dele af USA [Stoffaneller & Morse].
  • Selenindtaget i USA har tendens til at variere afhængigt af jordens selenindhold.
  • Unormalt lave niveauer af selen i kroppen kan føre til neurologiske problemer, kardiovaskulære problemer, kræft og nedsat immunsystemfunktion [Pillai].
  • Indtaget af selen fra kosten omdannes til selenocystein, den 21. aminosyre [Pillai].
  • Selenocystein er en væsentlig bestanddel af ca. 25 kendte selenoproteiner. Der er tre velundersøgte undergrupper af selenoproteiner: Glutathionperoxidaser, thioredoxinreduktaser og iodothyronin-deiodinaser [Pillai].

I Nordamerika er de følgende regioner kendetegnet ved et lavt selenindhold i jorden og dermed et lavt selenindhold i plante- og dyrefoder [National Research Council]:

  • Den nordvestlige Stillehavsregion i USA
  • Det sydatlantiske kystområde i USA
  • Det nordøstlige USA
  • Arizona og New Mexico
  • De atlantiske provinser i Canada
  • Den centrale del af British Columbia
  • Det vestlige og centrale Alberta
  • Det nordlige Ontario
  • De østlige kommuner og lavereliggende St. Lawrence regioner i Quebec

Selenoproteiner og hjernefunktion

Glutathionperoxidaser (forkortet GPx)

GPx1 og GPx4 er de mest almindelige former for glutathionperoxidase i hjernen. GPx1 virker som en antioxidant mod skadelige frie radikaler i både neuroner og astrocytter. GPx4 fungerer som en beskyttende antioxidant i cytosolen, mitokondrierne og cellerkernen [Pillai].

Undersøgelser viser, at GPx selenoproteinerne kan spille en rolle i forebyggelse og / eller behandling af Alzheimers, Huntingtons og Parkinsons sygdomme såvel som i tilfælde af epilepsi.

Thioredoxin Reductase (forkortet TrxR)

Det er TrxR1 og TrxR2 selenoproteiner, der er mest involveret i hjernefunktionen. Disse selenoproteiner virker som antioxidanter og reducerer omfanget af oxidativt stress i hjernen. De antages at spille en beskyttende rolle ved Alzheimers sygdom og epilepsi [Pillai].

Iodothyronin-deiodinaser (forkortet DIO)

Undergruppen af selenoproteiner kaldet iodothyronin-deiodinaser og deres rolle i neurodegenerative sygdomme er endnu ikke klart forstået. Det er kendt, at DIOer er vigtige for aktiveringen og deaktiveringen af thyroidhormonerne [Pillai].

Selenoprotein P (forkortet Sepp1 eller SelP)

Sepp1 er det selenoprotein, der indeholder mest selen i blodplasmaet. Når seleniveauerne falder, falder niveauerne af Sepp1 tilsvarende. Derfor anvendes Sepp1 ofte som markør for seleniveauet i kroppen.

Sepp1 fungerer som en transportør af selen i kroppen. Det transporterer selen fra leveren til hjernen og til andre væv. Som sådan er det vigtigt for fordelingen og homøostasen af selen [Pillai].

Husk: Selv ved selenmangel opretholdes selenniveauet fortrinsvis i hjernen [Pillai].

Selenoprotein W (forkortet SelW)

Dyreforsøg har vist, at SelW beskytter glialcellerne (nervernes støtteceller i centralnervesystemet) mod oxidativt stress forårsaget af tungmetaller [Pillai].

Selen, selenoproteiner og neurodegenerative sygdomme

Alzheimers sygdom

Undersøgelser har vist et nedsat niveau af selen hos patienter med Alzheimers sygdom. Undersøgelser har vist, at passende niveauer af selen kan forebygge eller reducere udviklingen af Alzheimers sygdom [Pillai].

Huntington’s sygdom

Undersøgelser har vist, at en stigning i oxidativt stress modvirkes af en stigning i GPx-aktiviteten i hjernen ved Huntingtons sygdom. Et dyreforsøg viser, at selentilskud reducerer oxidativt stress og lipid-peroxidering i hjernen [Pillai].

Parkinsons sygdom

Plasma seleniveauet falder hos patienter med Parkinsons sygdom. Dette fald kan skyldes større udnyttelse af selen til produktion af selenoproteiner i hjernen med det formål at forhindre yderligere oxidativt skade [Pillai].

Selenberiget gær bedst

Undersøgelser på dyr af virkningen af forskellige selenforbindelser, såsom syntetisk L-selenomethionin, uorganisk natriumselenit og organisk selengær (også kaldet selenberiget gær) på udviklingen af læsioner fra metastaser i hjernen har vist, at selenberiget gær resulterede i en højere overlevelsesrate og nedsat tumorvækst sammenlignet med kontroller [Wrobel].

En undersøgelse af de komparative effekter af to former for selentilskud – selenomethionin og selengær – har vist reduktioner af biomarkører for oxidativ stress efter tilskud med selengær, men ikke med tilskud af selenomethionin til raske mænd. Undersøgelsens resultater tyder på, at det er andre selenformer end selengærens indhold af selenomethionin, der står for reduktionen af oxidativt stress [Richie].

Konklusion: Selen og Selenoproteiner kan reducere udviklingen af neurodegenerative sygdomme

Selen og selenoproteiner kan reducere udviklingen af nogle neurodegenerative sygdomme: Alzheimers, Huntingtons og Parkinsons. En af virkningsmekanismerne er selenoproteiners antioxidantbeskyttelse mod oxidativt stress i hjernen. Andre mulige virkningsmekanismer skal undersøges yderligere [Pillai].

Derudover er der behov for yderligere undersøgelse af virkningen af specifikke selenformer og effekten af specifikke doser. Selenomethylselenocystein, der er fundet i præparater med selengær, kan for eksempel være særligt egnet til fremme af dannelse af selenoprotein [Pillai].

 

Kilder

National Research Council. (1983). Selenium in Nutrition. Revised Edition. Washington, DC: The National Academies Press.

Pillai, R., Uyehara-Lock, J. H.  Bellinger, F. P. (2014). Selenium and selenoprotein function in brain disorders. International Union of Biochemistry and Molecular Biology. 66(4): 229-239.

Richie, J. P., Arun, D., Calcagnotto, A. M., Sinha, R., Neidig, W. & El-Bayoumy, K. (2014). Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: a randomized clinical trial. Cancer Prev Res (Phila), 7(8): 796–804.

Shichiri, M. (2014). The role of lipid peroxidation in neurological disorders. J Clin Biochem Nutr, 54(3): 151–160.

Stoffaneller, R., & Morse, N. L. (2015). A review of dietary selenium intake and selenium status in Europe and the Middle East. Nutrients, 7(3), 1494–1537.

Wrobel, J.K., Seelbach, M.J., Chen, L., Power, R.F. & Toborek, M. (2013). Supplementation with selenium-enriched yeast attenuates brain metastatic growth. Nutr Cancer. 65(4):563–570.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Selen og coenzym Q10 til seniorer

Professor Urban Alehagen, Linköping Universitet i Sverige, var en nøglefigur som forsker på den kliniske Q-Symbio-undersøgelse og var den ledende forsker i KiSel-10-undersøgelsen. Han har vist, at tilskud med en kombination af selen og coenzym Q10 til ældre mennesker med lav selenstatus reducerer risikoen for at dø af hjerte-karsygdom og forbedrer hjertefunktionen.

Den svenske KiSel-10-undersøgelse giver randomiseret og kontrolleret dokumentation for, at en daglig kombination af et organisk selen-gærtilskud og et conezym Q10-præparat i lægemiddelkvalitet kan reducere hjertedødeligheden, forbedre hjertefunktionen og øge den sundhedsrelaterede livskvalitet hos ældre borgere [Alehagen 2013].

Lavt selenindhold i blodet og højere risiko for hjertesygdom

Professor Urban Alehagen og et team af forskere fra Linköpings Universitet undersøgte seleniveauet i blodet hos 688 svenske seniorer. Det gennemsnitlige blodseleniveau var 67,1 mikrogram pr. liter, hvilket er ret lavt men ikke overraskende, da Sverige er et land med lavt selenindhold i jorden og selenfattige fødevarer [Alehagen 2016].

Da forskerne korrigerede for køn, rygning, koronar-arteriesygdom, diabetes, kronisk obstruktiv lungesygdom og nedsat hjertefunktion, opdagede de, at kvartilet af ældre med det laveste niveau selen i blodet havde en 43% højere risiko for at dø (all-cause) og en 56% højere risiko for at dø af en hjerte-karsygdom [Alehagen 2016].

Rationale for at give selen og coenzym Q10 i KiSel-10-undersøgelsen

Professor Alehagen antydede, at selentilskud kunne forbedre overlevelsesmulighederne for ældre med lav selenstatus.

Han vidste, at der er en særlig sammenhæng mellem selen og coenzym Q10, således at cellerne har brug for selen for at aktivere coenzym Q10, hvilket er afgørende for mitokondriernes produktion af energi i form af ATP, og fordi Q10 er en vigtig fedtopløselig antioxidant [Alehagen 2015].

Endvidere er kroppens produktion af coenzym Q10 kendt for at falde med stigende alder i voksenårene [Kalen 1989]. Derfor kunne de svenske seniorer forventes at have et lavt indhold af coenzym Q10 og af selen i blodet.

Fordelene ved adjuverende behandling af kroniske hjertesvigt-patienter med coenzym Q10 blev påvist i Q-Symbio-studiet, hvor patienterne tog et præparat med 100 mg coenzym Q10 i farmaceutisk kvalitet tre gange dagligt i to år ud over deres konventionelle medicin og havde som følge heraf signifikant færre symptomer og bedre overlevelse [Mortensen 2014].

Desuden medfører den særlige sammenhæng mellem selen og coenzym Q10, at cellerne har brug for tilstrækkeligt coenzym Q10 for at kunne producere en optimal mængde selenoproteiner, hvoraf nogle har antioxidant-funktioner og andre biologiske funktioner i kroppen [Alehagen 2015].

Design af KiSel-10 undersøgelsen om selen og coenzym Q10 og hjertefunktion

Derfor rekrutterede professor Alehagen 443 seniorer der var 70-88 år ved undersøgelsens start med en gennemsnitlig alder på 78 år og som stadig var raske nok til at bo hjemme og som havde et lavt niveau af selen og coenzym Q10 i blodet.

I KiSel-10-undersøgelsen tildelte professor Alehagen og hans team seniorerne til behandlingsgruppen eller til placebo-kontrolgruppen ved hjælp af lodtrækning.

Behandlingsgruppen der fik de aktive stoffer modtog tabletter med 200 mikrogram selen (SelenoPrecise®) dagligt og 200 milligram coenzym Q10 (Bio-Quinone) i opdelte doser (2 gange 100 milligram til måltider). Placebo-gruppen modtog matchende placebo-tabletter og -kapsler [Alehagen 2013].

Resultater fra KiSel-10-undersøgelsen af ​​selen, coenzym Q10 og hjertefunktion

Der var statistisk signifikante forskelle mellem den aktive behandlingsgruppe og placebo-kontrolgruppen:

  • Hos seniorerne i placebogruppen var dødeligheden i hjerte-karsygdomme 12,6%, mens den i selen- og coenzym Q10-gruppen var 5,9%. Den absolutte forskel på 6,7% i dødelighed fra hjertesygdomme betyder, at 60 til 70 ældre mennesker ud af 1.000 kan forventes at leve længere og have en bedre sundhedsrelateret livskvalitet, hvilket giver dem mere tid til børnebørn, rejser og hobbyer.
  • NT-pro-BNP er en biomarkør til diagnose og prognose af hjertesvigt. Den gennemsnitlige niveau af NT-proBNP i placebogruppen var 302 nanogram pr. milliliter. I gruppen som fik selen og coenzym Q10, var gennemsnittet 214 nanogram pr. milliliter.
  • Deltagerne i selen- og coenzym Q10-gruppen havde signifikant bedre hjertefunktion på ekkokardiogrammet end deltagerne i placebogruppen.

Forskerne konkluderede, at den signifikant lavere dødelighed i hjerte-karsygdomme skyldtes en forbedret hjertefunktion takket være den daglige indtagelse af selengær og coenzym Q10 [Alehagen 2013].

Opfølgning af KiSel-10 undersøgelsen af selen og CoQ10 og hjertefunktion

I en tiårig opfølgning opdagede forskerne, at risikoen for at dø af hjertesygdomme for seniorerne i den aktive behandlingsgruppe kun var 51% af risikoen for dø af kardiovaskulær sygdom for seniorerne i placebogruppen [Alehagen 2015] .

To år senere fandt forskerne, at hjerte-kardødeligheden hos de resterende undersøgelsesdeltagere var 28,1% i selen- og coenzym Q10-gruppen sammenlignet med 45% i placebogruppen. Det vil sige, at der var en vedvarende effekt af det kombinerede selen- og coenzym Q10-tilskud [Alehagen 2018].

Forbedret livskvalitet med tilskud af selen og Q10

Det fireårige behandlingsforløb med selengær og coenzym Q10 forlængede ikke kun de ældste deltagers overlevelse i KiSel-10-studiet. Behandlingen har også bidraget til at bevare livskvaliteten eller i det mindste til at nedsætte omfanget af et aldersrelateret tab af kvalitet målt på de følgende områder[Johansson 2015]:

  •  fysisk ydeevne
  • vitalitet
  • konativ funktion (= et mål for viljen til at udføre og handling)
  • nervesystemets funktion
  • samlet livskvalitet

Virkningsmekanismer af Selen- og Q10-tilskud

Hvordan kan kombinationen af selenberiget gær og coenzym Q10 forlænge overlevelse og forbedre ældres livskvalitet?

Mindre hjertefibrose

I en underanalyse fandt forskerne, at de deltagere i undersøgelsen der fik tilskud, havde signifikant lavere niveauer af forskellige biomarkører for hjertefibrose [Alehagen 2017]. Mindre hjertefibrose (fortykket og stift hjertemuskelvæv) kan være en af mekanismerne hvormed selen- og Q10-tilskuddet gavnede de ældre i KiSel-10-studiet.

Ændringer i microRNA

I en anden underanalyse fandt forskerne, at de to grupper i studiet havde signifikante forskelle i helt op til 70 mikroRNA’er. MicroRNA’er er involverede i ekspression eller ikke-ekspression af gener og i forlængelse heraf, i dannelse af proteiner. De kan spille en vigtig rolle i hjertesygdomme. Indflydelsen af selen og coenzym Q10 på microRNA kan være en mekanisme, som påvirker hjerte-kardødelighed samt hjertefunktionen [Alehagen 2017].

Mindre oxidativt stress

Analyse af niveauer af biomarkører for oxidativ stress – overproduktionen af skadelige frie radikaler – i de to grupper viste, at selen- og Q10-tilskuddet havde en gavnlig virkning sammenlignet med placebo. Den nedsatte oxidative stress kunne være en af forklaringerne på den kardio-beskyttende effekt af det kombinerede tilskud [Alehagen 2015].

Lavere niveau af inflammation

På samme måde viste separate analyser nedsatte niveauer af forskellige biomarkører for inflammation [Alehagen 2015]. Inflammation er ikke blevet vist at være en direkte årsag til hjertesygdom, men det ses ganske hyppigt i tilfælde af hjertesygdom og slagtilfælde. Nedsat inflammation kan være endnu en mekanisme, der ligger til grund for den forbedrede hjertefunktion og den lavere risiko for hjertesygdom efter tilskud af selen og coenzym Q10.

Sammendrag af KiSel-10-undersøgelsen

I en fireårig undersøgelse af et kombineret tilskud med selengærpræparat og et patenteret farmaceutisk Q10-præparat opnåede den aktive behandlingsgruppe en 54% reduktion i hjerte-kardødelighed sammenlignet med placebogruppen. Derudover opnåede den aktive behandlingsgruppe signifikant bedre ekkokardiogrammer sammenlignet med placebogruppen og havde lavere koncentrationer i blodet af en kendt biomarkør for hjertesvigt.

Disse gavnlige virkninger af et dagligt tilskud med 200 mikrogram selen og 200 milligram coenzym Q10 i to opdelte 100 milligramsdoser varede ved i 10-årige og 12-årige opfølgninger.

 

Kilder

Alehagen, U., Johansson, P., Björnstedt, M., Rosén, A., & Dahlström, U. (2013). Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and Coenzyme Q10 supplementation: a 5-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. International Journal of Cardiology, 167(5), 1860-1866.

Alehagen, U., & Aaseth, J. (2015). Selenium and Coenzyme Q10 interrelationship in cardiovascular diseases–A clinician’s point of view. Journal of Trace Elements in Medicine and Biology, 31157-162.

Alehagen, U., Aaseth, J., & Johansson, P. (2015). Less increase of copeptin and MR-proADM due to intervention with selenium and coenzyme Q10 combined: Results from a 4-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. Biofactors (Oxford, England), 41(6), 443-452.
Alehagen, U., Lindahl, T. L., Aaseth, J., Svensson, E., & Johansson, P. (2015). Levels of sP-selectin and hs-CRP Decrease with Dietary Intervention with Selenium and Coenzyme Q10 Combined: A Secondary Analysis of a Randomized Clinical Trial. Plos One, 10(9), e0137680.

Alehagen, U., Aaseth, J., & Johansson, P. (2015). Reduced Cardiovascular Mortality 10 Years after Supplementation with Selenium and Coenzyme Q10 for Four Years: Follow-Up Results of a Prospective Randomized Double-Blind Placebo-Controlled Trial in Elderly Citizens. Plos One, 10(12), e0141641.

Alehagen, U., Johansson, P., Björnstedt, M., Rosén, A., Post, C., & Aaseth, J. (2016). Relatively high mortality risk in elderly Swedish subjects with low selenium status. European Journal of Clinical Nutrition, 70(1), 91-96.

Alehagen, U., Aaseth, J., Alexander, J., Svensson, E., Johansson, P., & Larsson, A. (2017). Less fibrosis in elderly subjects supplemented with selenium and coenzyme Q10-A mechanism behind reduced cardiovascular mortality? Biofactors (Oxford, England), doi:10.1002/biof.1404.

Alehagen, U., Johansson, P., Aaseth, J., Alexander, J., & Wågsäter, D. (2017). Significant changes in circulating microRNA by dietary supplementation of selenium and Coenzyme Q10 in healthy elderly males. A subgroup analysis of a prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. Plos One, 12(4), e0174880.

Alehagen, U., Aaseth, J., Alexander, J., & Johansson, P. (2018). Still reduced cardiovascular mortality 12 years after supplementation with selenium and coenzyme Q10 for four years: A validation of previous 10-year follow-up results of a prospective randomized double-blind placebo-controlled trial in elderly. Plos One, 13(4), e0193120.

Johansson, P., Dahlström, Ö., Dahlström, U., & Alehagen, U. (2015). Improved Health-Related Quality of Life, and More Days out of Hospital with Supplementation with Selenium and Coenzyme Q10 Combined. Results from a Double Blind, Placebo-Controlled Prospective Study. The Journal of Nutrition, Health & Aging, 19(9), 870-877.

Kalén, A., Appelkvist E.L., Dallner G. (1989). Age-related changes in the lipid compositions of rat and human tissues. Lipids, 24(7):579–584.

Mortensen, S. A., Rosenfeldt, F., Kumar, A., Dolliner, P., Filipiak, K. J., Pella, D., & Littarru, G. P. (2014). The effect of coenzyme Q10 on morbidity and mortality in chronic heart failure: results from Q-SYMBIO: a randomized double-blind trial. JACC. Heart Failure, 2(6), 641-649.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Selenindhold i blodet og risiko for aggressiv prostatakræft

Dannebrog
En meta-analyse fra 2012 af relevante studier har vist en omvendt sammenhæng mellem selenniveauet i blodet og risiko for prostatakræft. Danmark ligger i en selenfattig del af verden, og den danske befolkning som helhed har et lavt selenindtag og suboptimale selenniveauer i blodet. Danske forskere har derfor undersøgt sammenhængen mellem prædiagnostisk selenniveau og risikoen for total (alle former), fremskreden og aggressiv prostatakræft.

Højere indhold af selen og selenoprotein P i blodet er signifikant forbundet med en nedsat risiko for aggressiv prostatakræft [Outzen].

Forskerne definerede frem-skreden prostatakræft som ≥T3 eller med en  Gleason-score ≥7. Aggressiv (high grade) prostata-kræft defineredes som  kræft-former med en Gleason-score ≥8.

I overlevelsesanalyser er et højere prædiagnostisk niveau for selen i blodplasma desuden signifikant forbundet med en lavere risiko for total dødelighed hos patienter med prostatakræft [Outzen].

Selen og prostatakræft i den danske kohorte “Kost, kræft og helbred”

Dette er konklusionerne fra en analyse af dataene fra den danske “Kost, kræft og helbred” kohorte. Kohorten der blev rekrutteret til studiet bestod af de 27.179 mænd, bosat i storbyområder i København og Århus.  De var i alderen 50-64 år og havde på rekrutteringstidspunktet ikke tidligere haft kræft [Outzen].

I følgende år blev 784 mænd i kohorten diagnosticeret med prostatakræft. Af disse 784 mænd blev 525 mænd diagnosticeret med fremskreden prostatakræft (Gleason score >7). Af de 525 mænd med fremskreden prostatakræft havde 170 mænd aggressiv prostatakræft (Gleason score >8) [Outzen].

Selenindhold i tånegle og i blod

I vores sidste artikel opsummerede vi den omvendte sammenhæng mellem selenindhold i tånegle og risikoen for fremskreden prostatakræft, som det ses i den hollandske kohorte-undersøgelse [Geybels]. I den aktuelle artikel opsummerer vi resultaterne af en undersøgelse af sammenhængen mellem selenniveauet i blodet og risikoen for prostatakræft.

Målinger af selenindhold i tånegle er vigtige, fordi selenindholdet i tånegle afspejler en længerevarende eksponering for selen, eksempelvis seks måneder til et år, mens blodets selenindhol afspejler en kortere eksponering over nogle få uger. Det overordnede billede fra studier af selenniveauet i tånegle viser et omvendt forhold mellem selenniveauet og risikoen for prostatakræft [Outzen].

Selenindhold i blodet og prostatakræft

Den danske befolkning har et relativt lavt selenindtag, som er typisk for den skandinaviske region undtagen Finland, hvor selengødning af jorden har forbedret selenindtaget [Stoffaneller & Morse].

Generelt ligger det gennemsnitlige europæiske selenniveau i blodet på omkring 70 til 80 mikrogram pr. liter. Den danske befolknings gennemsnitlige selenniveau i blodet anslås at ligge mellem 90 til 100 mikrogram pr. liter. Til sammenligning ligger den gennemsnitlige amerikanske selenkoncentration i blodet mellem 105 og 140 mikrogram pr. liter [Outzen].

En metaanalyse af undersøgelser, der analyserede forholdet mellem selenniveau i blodet og risikoen for prostatakræft, har vist en gradvist faldende risiko i takt med et selenniveau, der stiger fra 60 til 170 mikrogram pr. liter. Associationen mellem selenniveau og risiko for prostatakræft inden for dette område var endnu stærkere ved risikoen for fremskreden prostatakræft [Hurst 2012].

En undersøgelse designet til at etablere et optimalt selenindtag viste, at et daglig indtag på ca. 55 mikrogram selen fra mad og 50 mikrogram selen fra kosttilskud over en ti ugers periode kan øge plasma selen-niveauet https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20181815 som følger [Hurst 2010]:

  • Fra et gennemsnit ved undersøgelsens start på 95,7 mikrogram pr. liter plus/minus 11,5 mikrogram pr. liter til 118,3 plus/minus 13,1 mikrogram pr. liter for deltagere, der tog 50 mikrogram selen dagligt
  • Fra et gennemsnit ved undersøgelsens start på 95,7 mikrogram pr. liter plus/minus 11,5 mikrogram pr. liter til 152,0 plus/minus 24,3 mikrogram pr. liter for deltagere, der tog 100 mikrogram selen dagligt

Betydningen af Selenoprotein P i undersøgelser af selen og prostatakræft

Selen er et vigtigt mikronæringsstof. Vi behøver ikke meget af det, men det, vi har brug for, er vigtigt, ja uundværligt.

Selen findes sjældent ubundet i kroppen. For det meste er det en bestanddel af selenomethionin og selenocystein.

Som en bestanddel af selenocystein bliver selen en del af ca. 25 kendte selenoproteiner, nogle af dem med antioxidantegenskaber, for eksempel glutathionperoxidaserne og thioredoxinreduktaserne [Steinbrenner].

Selenoprotein P er det mest udbredte selenoprotein i blodet. Dens funktion er at levere selen til vævet. Som sådan antages Selenoprotein P at være en optimal markør for funktionelt selen i kroppen. Den maksimale koncentration af Selenoprotein P antages at findes ved et selenniveau i blodet mellem 90 og 125 mikrogram pr. liter [Outzen].

Konklusion: Selentilskud og prostatakræft

Den tilgængelige dokumentation peger på den konklusion, at selentilskud spiller en rolle ved at forsinke udviklingen af prostatakræfttumorer.

En gennemgang af 17 observationsundersøgelser af forholdet mellem selen og risikoen for prostatakræft viste en signifikant lavere risiko for prostatakræft [Vinceti 2014].

Blandt interventionsundersøgelserne af forholdet mellem selen og risikoen for prostatakræft er resultatet blandet på grund af, at SELECT-undersøgelsen ikke viste et signifikant resultat. To faktorer kan muligvis forklare denne mangel på et positivt resultat i dette forsøg:

  • Undersøgelsens deltagere var mænd med ganske høje selenniveauer i blodet ved undersøgelsens start (135 mikrogram pr. liter).
  • Undersøgelsens deltagere fik et syntetisk selenomethionintilskud i stedet for et organisk selengærtilskud [Lippman].

I den amerikanske Nutritional Prevention of Cancer-undersøgelse (undersøgelsen om ernæringsmæssig forebyggelse af kræft) modtog mænd med betydeligt lavere selenindhold i blodet ved starten (113 mikrogram pr. liter) et naturligt organisk selengærpræparat med mange forskellige selenformer, herunder naturligt selenomethionin.

Et dagligt tilskud med 200 mikrogram selengær var forbundet med et fald i forekomsten af prostatakræft på 52% [Clark].

Ud over sin rolle som kræftforebyggende middel har selen antioxidante, antiinflammatoriske og antivirale egenskaber som udvirkes via aktiviteten af de forskellige selenoproteiner, hvori selen indgår.

For eksempel var et dagligt tilskud med en kombination af 200 mikrogram selen fra selengær og 200 milligram af et patenteret coenzym Q10-præparat knyttet til en signifikant reduceret risiko for hjerte-kardødelighed, forbedret hjertefunktion og bedre livskvalitet hos raske ældre mennesker i Sverige.

I denne undersøgelse, KiSel-10-studiet, var det kombinerede selen- og coenzym Q10-tilskud knyttet til signifikant reducerede niveauer af biomarkører for oxidativt stress og inflammation [Alehagen].

 

Kilder

Alehagen, U., Aaseth, J., & Johansson, P. (2015). Reduced Cardiovascular Mortality 10 Years after Supplementation with Selenium and Coenzyme Q10 for Four Years: Follow-Up Results of a Prospective Randomized Double-Blind Placebo-Controlled Trial in Elderly Citizens. Plos One, 10(12), e0141641.

Clark, L.C., Combs, G.F., Jr., Turnbull, B.W., et al. (1996). Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer Study Group. JAMA, 276(24):1957-1963.

Geybels, M. S., Verhage, B. J., van Schooten, F. J., Goldbohm, R. A., & van den Brandt, P. A. (2013). Advanced prostate cancer risk in relation to toenail selenium levels. Journal of The National Cancer Institute, 105(18), 1394-1401.

Hurst, R., Hooper, L., Norat, T., Lau, R., Aune, D., Greenwood, D. C., & Fairweather-Tait, S. J. (2012). Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. The American Journal of Clinical Nutrition, 96(1), 111-122.

Hurst, R., Armah, C.N., Dainty J.R., Hart, D.J., Teucher, B., Goldson, A.J., Broadley, M.R., Motley, A.K., Fairweather-Tait, S.J.  (2010).  Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Am J Clin Nutr, 91(4):923-31.

Lippman, S.M., Klein, E.A., Goodman, P.J., et al. (2009). Effect of selenium and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers: the Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). JAMA, 301(1):39-51.

Steinbrenner, H., Speckmann, B. & Klotz, L.O. (2016). Selenoproteins: Antioxidant selenoenzymes and beyond. Arch Biochem Biophys, 1;595:113-9.

Vinceti, M., Dennert, G., Crespi, C.M., et al. (2014). Selenium for preventing cancer. Cochrane Database of Systematic Reviews, Issue 3. Art. No.: CD005195.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.