Selen er et vigtigt mikro-næringsstof for os mennesker. Det er en bestanddel af selenoproteinerne, som vi har brug for i vores antioxidant-forsvar samt for god immun-funktion. Selenoproteinerne glutathionperoxidase, thioredoxinreduktase og selenoprotein P er uden tvivl de vigtigste selenoproteiner [Alehagen 2014].
Varierende selenindhold og indtag
Jordens indhold af selen og dermed kostindtaget af selen varierer betydeligt verden over. Som en konsekvens heraf varierer behovet for selentilskud sig fra region til region. Generelt er selenindtaget lavere i Europa end i USA; der er dog også stor variation inden for USAs grænser. Den sikreste ting at gøre er at få foretaget en analyse af selenindholdet i plasma- eller serum.
Dagligt minimumsindtag af selen
I mellemtiden vurderer professor Urban Alehagen, Linköpings Universitet, Sverige, og ledende forsker på KiSel-10-studiet samt en af forskerne på Q-Symbio-studiet, at voksne har behov for mindst 75-105 mikrogram selen dagligt for at opnå optimal plasmaaktivitet af de selenholdige enzymer glutathionperoxidase og selenoprotein P [Alehagen 2014]. Professor Alehagen påpeger, at de nuværende estimater er, at voksne har behov for et dagligt indtag på 75-125 mikrogram selen for at opnå en nedsat risiko for kræft [Alehagen 2014].
Optimal form af selentilskuddet
I KiSel-10-studiet valgte professor Alehagen at anvende et organisk selengærpræparat af farmaceutisk kvalitet, der indeholder talrige selenformer [Alehagen 2014].
KiSel-10-studiet var et fireårigt studie af effekten af et dagligt tilskud af selen og coenzym Q10 på hjerte-kredsløb hos ældre svenske borgere. Forskerne tildelte tilfældigt 443 undersøgelsesdeltagere til enten behandlingsgruppen, der modtog 200 mikrogram selen og 200 milligram coenzym Q10 dagligt eller til kontrolgruppen, der modtog matchende placebo-præparater.
Data fra KiSel-10-studiet viste følgende signifikante resultater af tilskuddet med selen og coenzym Q10 sammenlignet med placebotilskuddene [Alehagen 2013; Johansson 2013]:
- lavere antal dødsfald fra hjertesygdom
- forbedret funktion af hjertemusklen – dokumenteret via ultralydsundersøgelser
- lavere plasmakoncentration af en kendt biomarkør for hjertesvigt
Kombination af selen og coenzym Q10
I KiSel-10-studiet testede professor Alehagen og hans kollegaer hypotesen om, at der kunne være en teoretisk fordel i at give sunde, ældre voksne en kombination af selen og coenzym Q10. Hypotesen var baseret på fire kendte fakta:
- Der er en dokumenteret speciel biomedicinsk sammenhæng mellem selen og Ccoenzym Q10 i vores krop, således at en lav selenstatus begrænser cellernes evne til at opnå optimale koncentrationer af coenzym Q10 og derfor har vores celler brug for en tilstrækkelig mængde coenzym Q10 for at sikre en optimal funktion af selen og selenoproteiner [Xia 2003; Nordman 2003].
- Patienter, der er diagnosticeret med kongestivt hjertesvigt, har vist sig at have lavere plasma-selenkoncentrationer end personer, der ikke har kongestivt hjertesvigt [Le Bouil 1992]. Tilsvarende har patienter med hjertesvigt vist sig at have lavere niveauer af coenzym Q10 i hjertemuskelvæv end personer uden hjertesvigt [Folkers 1985].
- Fra ca. 20 års alderen danner mennesker stadig mindre coenzym Q10 med stigende alder; det resulterende lave niveau er praktisk taget umuligt at kompensere for i kosten, hvorfor tilskud er påkrævet [Kalén 1989].
- Statinmedicin interfererer med dannelsen af selenoproteiner i kroppen og med dannelsen af coenzym Q10 [Alehagen 2014; Moosman 2004]
Kombinationen af tilskud med selen og coenzym Q10
Hvad har vi lært af den forskning, der blev udført af professor Urban Alehagen og forskerholdet på Linköpings Universitet?
- Oxidativt stress, inflammatorisk sygdom og aterosklerose – disse lidelser er alle forbundet med øget risiko for at dø af hjertesygdom, både iskæmisk hjertesygdom og hjertesvigt [Alehagen 2014].
- Forskningsdata viser en signifikant sammenhæng mellem niveauet af oxidativt stress og niveauet af inflammation, hvilket også er forbundet med en øget risiko for hjertesygdom [Abramson 2005].
- Selen er et af de vigtigste antioxidanter i menneskekroppen; det er en bestanddel af selenoproteinerne, der beskytter mod oxidative skader på cellerne [Alehagen 2014].
- Der er en særlig biomedicinsk sammenhæng mellem selen og coenzym Q10, idet hver er nødvendig i passende koncentrationer for en optimal beskyttelse mod oxidativt stress og inflammation [Alehagen 2014].
- Resultaterne af det randomiserede, kontrollerede KiSel-10-studie viser, at det daglige tilskud med en kombination af selengær og farmaceutisk formuleret coenzym Q10 reducerer mængden af biomarkører for både oxidativt stress og kronisk inflammation [Alehagen 2015
Kilder
Abramson, J.L., Hooper, W.C., Jones, D.P., Ashfaq, S., Rhodes, S.D., & Weintraub, W.S. (2005). Association between novel oxidative stress markers and C-reactive protein among adults without clinical coronary heart disease. Atherosclerosis, 178:115–21
Alehagen, U., Johansson, P., Björnstedt, M., Rosén, A., & Dahlström, U. (2013). Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and coenzyme Q10 supplementation: a 5-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. International Journal of Cardiology, 167(5), 1860-1866. doi:10.1016/j.ijcard.2012.04.156
Alehagen, U., & Aaseth, J. (2014). Selenium and coenzyme Q10 interrelationship in cardiovascular diseases – A clinician’s point of view. Journal of Trace Elements in Medicine and Biology, doi:10.1016/j.jtemb.2014.11.006
Alehagen, U., Lindahl, T. L., Aaseth, J., Svensson, E., & Johansson, P. (2015). Levels of sP-selectin and hs-CRP decrease with dietary intervention with selenium and coenzyme q10 combined: a secondary analysis of a randomized clinical trial. Plos One, 10(9), e0137680. doi:10.1371/journal.pone.0137680.
Alehagen, U., Aaseth, J., & Johansson, P. (2015). Less increase of copeptin and MR-proADM due to intervention with selenium and coenzyme Q10 combined: Results from a 4-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. Biofactors (Oxford, England), 41(6), 443-452.
Folkers, K., Vadhanavikit, S., & Mortensen, S.A. (1985). Biochemical rationale and myocardial tissue data on the effective therapy of cardiomyopathy with Coenzyme Q10. Proc Natl Acad Sci USA, 82:901–4.
Johansson, P., Dahlström, Ö., Dahlström, U., & Alehagen, U. (2013). Effect of selenium and Q10 on the cardiac biomarker NT-proBNP. Scandinavian Cardiovascular Journal: SCJ, 47(5), 281-288. doi:10.3109/14017431.2013.820838
Kalen A, Appelkvist EL, Dallner G. (1989). Age-related changes in the lipid compositions of rat and human tissues. Lipids, 24(7):579–584.
Le Bouil, A., Briand, P., Allain, P., Dupuis, J.M., Geslin, P., & Tadei, A. (1992). Plasma selenium in congestive heart failure. Clin Chem, 38:1192–3.
Moosmann, B. & Behl, C. (2004). Selenoproteins, cholesterol-lowering drugs, and the consequences: revisiting of the mevalonate pathway. Trends Cardiovasc Med, 14:273–81
Nordman, T., Xia, L., Björkhem-Bergman, L., Damdimopoulos, A., Nalvarte, I., Arnér, E. J., & Olsson, J. M. (2003). Regeneration of the antioxidant ubiquinol by lipoamide dehydrogenase, thioredoxin reductase and glutathione reductase. Biofactors (Oxford, England), 18(1-4), 45-50.
Xia, L., Nordman, T., Olsson, J. M., Damdimopoulos, A., Björkhem-Bergman, L., Nalvarte, I., & Björnstedt, M. (2003). The mammalian cytosolic selenoenzyme thioredoxin reductase reduces ubiquinone. A novel mechanism for defense against oxidative stress. The Journal of Biological Chemistry, 278(4), 2141-2146.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.