Selen og HIV og opportunistiske infektioner

Kvinde snyder næse
Personer, der er inficeret med human immmundefektvirus (HIV), der forårsager erhvervet immundefekt syndrom (AIDS), har sædvanligvis et lav selenniveau. Selentilskud kan forhindre eller forsinke nedsættelsen af immunsystemets funktion og kan beskytte mod opportunistiske infektioner.

Selentilskud – især selentilskud der indgår som en del af en cocktail af mikronæringsstoffer – kan bidrage til at forsinke immunsystemet funktionsnedsættelse og kan reducere risikoen for dødsfald hos HIV-inficerede patienter. De fleste af de data, vi har, kommer fra randomiserede kontrollerede undersøgelser udført i afrikanske lande, men resultaterne er relevante for USA og Europa. Desuden adresserer resultaterne fra undersøgelser af HIV-inficerede patienter spørgsmålet om den antimikrobielle beskyttelse og antioxidantbeskyttelse, der følger med en tilstrækkelig selenstatus.

Selen og HIV og CD4-tælling
CD4-celler er hvide blodlegemer, som er en del af immunsystemet. Mere specifikt bekæmper CD4-cellerne infektioner i kroppen. HIV-virusset dræber CD4-celler. Når en person har færre CD4-celler, har han eller hun en større risiko for at pådrage sig en infektion.

Derfor giver CD4-tællinger et godt billede af, hvor stærkt immunsystemet er. Når CD4-tallet kommer under et bestemt niveau hos HIV-inficerede patienter, er antiretroviral terapi påkrævet for at bremse HIV-infektionens udvikling frem mod AIDS-sygdommen.

Botswana-undersøgelsen: Selen og HIV-infektion
Professor Marianna K. Baum ved Florida International University i Miami studerer forholdet mellem ernæring og stofskifte og HIV / AIDS. I 2013 rapporterede professor Baum og hendes forskningsteam resultaterne af en randomiseret, kontrolleret undersøgelse med deltagelse af 878 HIV-inficerede patienter i Botswana, som endnu ikke var på antiretroviral terapi.

Data fra undersøgelsen viser, at 24 måneders dagligt tilskud med selen, B-vitaminer og vitamin C og -E signifikant reducerede risikoen for nedsat immunfunktion (målt ved CD4-tællinger) og sygelighed. Professor Baum konkluderede, at intervention med selen og multivitaminer kan være effektivt, hvis supplementeringen påbegyndes i de tidlige stadier af HIV-sygdommen [Baum 2013].

Det er et særligt interessant resultat, fordi det kommer fra en undersøgelse af HIV-inficerede patienter, som endnu ikke var ordineret den antiretrovirale terapi, der forsinker eller forhindrer HIV-infektionens udvikling til AIDS-sygdommen. Bemærk venligst, at professor Baums undersøgelsesresultater blev offentliggjort i Journal of the American Medical Association (JAMA).

Der ser ud til at være et signifikant forhold mellem de følgende variabler:

  • Selenstatus
  • HIV-infektion
  • CD4-tælling
  • Forekomsten af opportunistiske infektioner [Di Bella]

Rwanda-undersøgelsen: Selen og HIV-infektion
I 2015 rapporterede en gruppe forskere fra Rwanda om resultaterne af en randomiseret, kontrolleret undersøgelse, der gentog Baum-undersøgelsen [Kamwesiga]. I Rwanda-undersøgelsen indgik 300 deltagere, hvoraf 202 var kvinder. Deltagernes gennemsnitsalder var 33,5 år. Deltagerne var blevet diagnosticeret til at være hiv-inficerede, men havde stadig CD4-tal, der var højere end skæringspunktet for påbegyndelse af antiretroviral terapi.

I 24 måneder modtog 149 af deltagerne et dagligt tilskud på 200 mikrogram selen fra et selengærpræparat. De øvrige deltagere modtog et placebopræparat.

Selentilskuddet var forbundet med en statistisk signifikant 44% nedsættelse af den hastighed, hvormed CD4-tallet faldt. Med andre ord forsinkede selentilskuddet svækkelsen af patienternes immunsystem og reducerede deres modtagelighed over for opportunistiske infektioner.

Nigeria-undersøgelsen: Selen og HIV-infektion
I en tidligere, mindre undersøgelse undersøgte nigerianske forskere effekten af selen og aspirin-tilskud på CD4-tællinger hos HIV-inficerede patienter, der endnu ikke havde brug for antiretroviral terapi [Durosinmi].

Seks måneders kombinationsbehandling med selen og aspirin og multivitaminer gav følgende resultater hos de HIV-inficerede patienter

  • Højere middelvægt efter terapien
  • Forbedret livskvalitet efter terapien
  • Lidt højere CD4-tal efter terapien

De højere CD4-tal var ikke signifikant højere, men vær opmærksom på, at CD4-tallene ikke faldt i løbet af den seks måneder lange tilskudsperiode. Kombinationen af kosttilskud forsinkede den svækkelse af immunsystemet, som HIV-infektioner normalt forårsager.

Lektioner fra selentilskud til HIV-inficerede patienter
Hvad har vi lært af disse undersøgelser af selentilskud til HIV-inficerede patienter?

  • Selenmangel er almindeligt blandt HIV-inficerede patienter.
  • Selenmangel hos HIV-inficerede patienter er forbundet med en øget risiko for opportunistiske infektioner såsom tuberkulose.
  • Selentilskud giver antioxidant-beskyttelse mod de skadelige virkninger af et overskud af frie radikaler forårsaget af HIV-infektionen.
  • Selentilskud er forbundet med forebyggelse og forsinkelse af fald i CD4-tallet (gode CD4-tal er en indikation af et stærkt immunsystem).

Afsluttende bemærkning om selenstatus, CD4-tælling og infektion
Baseret på resultaterne fra en tidligere undersøgelse konkluderede professor Baum og et forskerhold, at patienter med CD4-tal på under 200 celler pr. kubikmilimeter og et selenniveau under 135 mikrogram pr. liter vil være i betydelig risiko for at udvikle mycobakterielle sygdomme (hvoraf tuberkulose er den mest kendte) [Shor-Posner].

Med andre ord har selenniveauet en betydelig indflydelse på forebyggelse og forsinkelse af udviklingen af farlige bakterieinfektioner. En tilstrækkelig selenstatus er nødvendig for et stærkt immunforsvar uanset om man er HIV-positiv eller ej.

I denne artikel har jeg fokuseret på resultaterne fra undersøgelser af HIV-inficerede patienter, der endnu ikke var på antiretroviral behandling. I en kommende artikel ønsker jeg at fremlægge dokumentation fra undersøgelser med selentilskud til HIV-inficerede patienter, der er på antiretroviral behandling samt til HIV-inficerede gravide kvinder.

 

Kilder

Baum, M. K., Campa, A., Lai, S., Sales Martinez, S., Tsalaile, L., Burns, P., & … Marlink, R. (2013). Effect of micronutrient supplementation on disease progression in asymptomatic, antiretroviral-naive, HIV-infected adults in Botswana: a randomized clinical trial. JAMA, 310(20), 2154-2163.

Di Bella, S., Grilli, E., Cataldo, M. A., & Petrosillo, N. (2010). Selenium deficiency and HIV infection. Infectious Disease Reports, 2(2), e18. doi:10.4081/idr.2010.e18.

Durosinmi, M. A., Armistead, H., Akinola, N. O., Onayemi, O., Adediran, I. A., Olasode, O. A., & Muraina, H. A. (2008). Selenium and aspirin in people living with HIV and AIDS in Nigeria. The Nigerian Postgraduate Medical Journal, 15(4), 215-218.

Shor-Posner, G., Miguez, M.J., Pineda, L.M., and Baum, M.K. (2002). Impact of selenium status on the pathogenesis of mycobacterial disease in HIV-1-infected drug users during the era of highly active antiretroviral therapy. Journal of Acquired Immune Deficiency Syndrome, 29:169-73.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Selen og risikoen for svangerskabsforgiftning

Gravid kvinde læner sig op af et træ
Svangerskabsforgiftning er en alvorlig tilstand, der forårsager for højt blodtryk hos gravide kvinder, som ikke havde for højt blodtryk før deres graviditet. Det høje blodtryk udvikler sig typisk efter graviditetens 20. uge. Videnskabelige undersøgelser viser, at et dagligt selentilskud kan reducere risikoen for svangerskabsforgiftning.

Der er et klart forhold mellem en gravid kvindes selenniveau og hendes risiko for svangerskabsforgiftning. Observationsundersøgelser viser, at et lavt selenniveau er forbundet med en større risiko for svangerskabsforgiftning. Undersøgelser med brug af selentilskud har vist en nedsat forekomst af svangerskabsforgiftning [Xu].

Hvad er svangerskabsforgiftning?
Svangerskabsforgiftning er en kompleks tilstand karakteriseret ved følgende symptomer, der begynder omkring graviditetens uge 20:

  • et unormalt højt proteinindhold i urinen (som indikerer mulig skade på nyrerne)
  • et systolisk blodtryk højere end 140 mmHg eller et diastolisk blodtryk over 90 mmHg, målt to gange med et interval på mindst 4-6 timer og med højst 7 dages mellemrum [Uzan]
  • svær hovedpine
  • sløret syn
  • en nedsat mængde blodplader i blodet [Mayo Clinic]

Svangerskabsforgiftning synes at være forårsaget af en unormal udvikling af de nye blodkar, der er nødvendige for at transportere blod til moderkagen. De nye blodkar er snævrere end de burde være, og de reagerer anderledes på hormonal påvirkning [Mayo Clinic].

Svangerskabsforgiftning er en alvorlig lidelse under graviditeten; den kan forårsage for tidlig fødsel eller endda moderens eller barnets død ved og omkring fødslen [Uzan].

Selentilskud og risikoen for svangerskabsforgiftning: en meta-analyse
I 2016 rapporterede Dr. Xu og hans kolleger om resultaterne af en meta-analyse af 13 observationsstudier med 1515 deltagere og 3 randomiserede, kontrollerede undersøgelser med 439 deltagere.

De kombinerede resultater af de 3 randomiserede, kontrollerede undersøgelser viste en relativ risiko på 0,28 (konfidensinterval: 0,09 til 0,84) for svangerskabsforgiftning i selentilskudsgruppen.

Relativ risiko forstås som forholdet mellem risikoen i selenbehandlingsgruppen og risikoen i placebogruppen. Den relative risiko på 0,28 viser en stærk beskyttende virkning af selentilskuddet. Konfidensintervallet viser, at forskerne var 95% sikre på, at befolkningens relative risiko ligger et sted mellem 0,09 og 0,84.

Ved at trække 0,28 fra 1,0 får vi 0,72, altså en relativ risikonedsættelse på 72% som følge af brugen af selentilskud sammenlignet med placebo. Den sande relative risikonedsættelse ligger sandsynligvis et sted mellem 16% og 91%. Pointen er, at der var en betydelig nedsat risiko i selentilskuds-grupperne i disse tre undersøgelser.

Hvis den beregnede relative risiko for de 3 undersøgelser var større end 1,0, ville vi have mistænkt, at selentilskuddet var skadeligt. Men resultaterne af meta-analysen viser, at selentilskuddet med statistisk sikkerhed er gavnligt ved at reducere risikoen for svangerskabsforgiftning [Xu]. Det er gode nyheder.

Individuelle undersøgelser af selentilskud og risiko for svangerskabsforgiftning
Lad os se på nogle af de interessante, randomiserede, dobbeltblindede, placebokontrollerede forsøg med selentilskud og dets virkning på risikoen for svangerskabsforgiftning.

Rayman-undersøgelsen af selentilskud og risiko for svangerskabsforgiftning
I 2014 rapporterede professor Margaret P. Rayman og hendes kolleger om resultaterne af en undersøgelse, hvor 230 førstegangsgravide tilfældigt blev tildelt en af to forsøgsgrupper

  • en selenbehandlingsgruppe, hvor hver deltager fik en tablet med 60 µg selen fra selenberiget gær dagligt
  • en placebo-gruppe, der fik en matchende placebo-gærtablet dagligt

Behandlingen begyndte ved graviditetens 12. til 14. uge og fortsatte indtil kvinderne fødte.

Forskerne målte kvindernes selenkoncentrationer i helblod ved undersøgelsens start og ved 35. uge. De målte også kvindernes selenoprotein P-koncentrationer i plasma ved 35. uge.

Koncentrationen af selen i helblod steg signifikant hos de gravide kvinder i selenbehandlingsgruppen, mens selenkoncentrationen i helblod hos de gravide kvinder i placebogruppen faldt signifikant. I uge 35 var koncentrationerne af selen i helblod og selenoprotein P hos kvinderne i behandlingsgruppen signifikant højere end de tilsvarende koncentrationer hos kvinderne i placebogruppen [Rayman 2014].

Det primære mål med undersøgelsen involverede sammenligning af niveauerne af sFlt-1 protein i blodet, der er kendt for at deaktivere de proteiner, der fremmer vækst og udvikling af blodkar. Øgede koncentrationer af sFlt-1-proteinet er en bio-markør for en forhøjet risiko for svangerskabsforgiftning.

I uge 35 viste målinger af koncentrationerne af sFlt-1-proteinet, at koncentrationerne var signifikant lavere i selenbehandlingsgruppen end i placebogruppen, hvilket betød en nedsat risiko for svangerskabsforgiftning (Rayman 2014).

Tara-studiet af selentilskud og risiko for svangerskabsforgiftning
I 2010 rapporterede Dr. Tara, Dr. Rayman og deres hold af forskere om resultaterne af en undersøgelse, hvor 166 førstegangs-gravide i deres første trimester tilfældigt blev tildelt en af to deltagergrupper:

  • En selenbehandlingsgruppe hvor deltagerne fik 100 mikrogram selen fra et selenberiget gærpræparat dagligt
  • En kontrolgruppe hvor deltagerne fik en matchende placebo-gærtablet dagligt

Undersøgelsen fortsatte indtil kvinderne fødte. Forskernes målinger viste, at serum-selenkoncentrationerne hos kvinderne i behandlingsgruppen steg markant; serum selenkoncentrationen hos kvinderne i placebogruppen forblev uændret i løbet af undersøgelsen. Selentilskuddet var ikke forbundet med nogen større bivirkninger [Tara].

Der var ingen tilfælde af svangerskabsforgiftning i selen-behandlingsgruppen; Der var 3 tilfælde af svangerskabsforgiftning i placebogruppen, hvilket tyder på, at der kan være en sammenhæng mellem selentilskud og en lavere frekvens af svangerskabsforgiftning. Selv om forskellen ikke nåede niveauet for statistisk signifikans, kan det være klinisk signifikant [Tara].

Tabletterne med højtberiget selengær og de tilsvarende placebo-gærtabletter, der blev anvendt i Rayman og Taras undersøgelser, blev leveret af den danske farmaceutiske virksomhed, Pharma Nord.

Han-undersøgelsen af selentilskud og risiko for svangerskabsforgiftning
Dr. Han og et forskerteam studerede effekten af selentilskud på 100 gravide kvinder med høj risiko for at få graviditetsinduceret forhøjet blodtryk. Disse højrisiko-kvinder blev tilfældigt tildelt en af to grupper:

  • en behandlingsgruppe hvor hver deltager fik 100 mikrogram selen i en tilskudsdrik hver dag
  • en kontrolgruppe hvor hver fik en lignende placebovæske hver dag

De gravide kvinder tog deres tildelte tilskud i 6 til 8 uger i den senere del af graviditeten. Den pleje de fik, var den samme uanset hvilken undersøgelsesgruppe de var blevet tildelt.

Resultaterne fra undersøgelsen viste, at selentilskuddet øgede blodets selenindhold betydeligt hos de gravide kvinder i behandlingsgruppen, mens blod-seleniveauet hos de gravide kvinder i kontrolgruppen faldt signifikant under graviditeten.

Selentilskuddet forhindrede og nedsatte forekomsten af ​​forhøjet blodtryk og forekomst af ​ødemer forårsaget af graviditet [Han].

Resumé: selentilskud og svangerskabsforgiftning
I en oversigtsartikel har professor Rayman fra Det Sundhedsvidenskabelige og Medicinske Fakultet, University of Surrey, Guildford, Storbritannien, dokumenteret følgende relevante forhold:

  • Kvinder i første trimester og / eller med tilbagevendende aborter, har signifikant lavere selenniveau end gravide kvinder, der ikke aborterer.
  • Selenindtag og selenstatus har begge blevet knyttet til risiko for svangerskabsforgiftning.
  • Kvinder med svangerskabsforgiftning har et signifikant lavere indhold af selen i deres plasma og tånegle end tilsvarende sunde, gravide kvinder.
  • Forøget plasmavolumen under graviditeten kan redegøre for en del af det nedsatte selenniveu, men systemisk betændelse – som er forbundet med både abort og præeklampsi – kan også være en faktor, der nedsætter blodets selenniveau [Rayman 2012].

De ovenfor beskrevne randomiserede, kontrollerede forsøg med selentilskud og risiko for svangerskabsforgiftning viser en gavnlig sundhedsvirkning for gravide kvinder med lavt selenniveau.

 

Kilder

Han, L., & Zhou, S. M. (1994). Selenium supplement in the prevention of pregnancy induced hypertension. Chinese Medical Journal, 107(11), 870-871.

Mayo Clinic. (2017). Preeclampsia.  Symptoms and Causes.  Retrieved from
http://www.mayoclinic.org/diseases-conditions/preeclampsia/symptoms-causes/dxc-20316143.

Rayman, M. P., Searle, E., Kelly, L., Johnsen, S., Bodman-Smith, K., Bath, S. C., & … Redman, C. G. (2014). Effect of selenium on markers of risk of pre-eclampsia in UK pregnant women: a randomised, controlled pilot trial. The British Journal of Nutrition, 112(1), 99-111.

Rayman, M. P. (2012). Selenium and human health. Lancet (London, England), 379(9822), 1256-1268.

Tara, F., Maamouri, G., Rayman, M. P., Ghayour-Mobarhan, M., Sahebkar, A., Yazarlu, O., & Ferns, G. (2010). Selenium supplementation and the incidence of preeclampsia in pregnant Iranian women: a randomized, double-blind, placebo-controlled pilot trial. Taiwanese Journal of Obstetrics & Gynecology, 49(2), 181-187.

Uzan, J., Carbonnel, M., Piconne, O., Asmar, R., & Ayoubi, J. (2011). Pre-eclampsia: pathophysiology, diagnosis, and management. Vascular Health and Risk Management, 7467-474.

Xu, M., Guo, D., Gu, H., Zhang, L., & Lv, S. (2016). Selenium and Preeclampsia: a Systematic Review and Meta-analysis. Biological Trace Element Research, 171(2), 283-292. doi:10.1007/s12011-015-0545-7.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Selen og mandlig infertilitet

De selenholdige selenoproteiner glutathionperoxidase 4 (GPx4) findes i sædceller i overraskende store mængder. Biologer forklarer, at GPx4 udfører to funktioner i sædceller. Det beskytter de modnende sædceller mod oxidativ skade forårsaget af toksiske peroxider, og det bidrager senere til sædcellernes strukturelle opbygning [Strauss].
Her er et mindre kendt faktum. Menneskets testikler indeholder høje koncentrationer af et af de vigtige selenholdige antioxidantenzymer, selenoproteinet glutathionperoxidase nummer 4 (GPx4). Desuden har testiklerne særlige receptorer til et andet af de vigtige selenoproteiner, selenoprotein P [Rayman 2012].

Det kræver en tilstrækkelig selenindtagelse at kunne danne de selenoproteiner, der er nødvendige for at producere modne og levedygtige sædceller. Selenoprotein GPX4 synes at være uundværligt:

  • for udvikling og modning af sædcellerne
  • for sædcellernes antioxidantbeskyttelse
  • for sædcellernes strukturelle opbygning
  • for sædcellernes bevægelighed og levedygtighed [Foresta]

Selen og sædkvalitet
Hvad taler vi om her? Lad os definere nogle forhold, der er relevante for mænds fertilitet.

Vores krop producerer sæd ved at kombinere sædceller fra testiklerne med forskellige væsker fra sædblærerne, prostata og de to små kirtler kaldet Cowperske kirtler. Sæden skal indeholde store mængder sædceller – gerne over 200 millioner – og skal indeholde sædceller, der har en god motilitet, hvis en af sædcellerne skal lykkes med at nå frem og befrugte kvindens modne æg.

Motilitet er biologernes betegnelse for cellers og organismers evne til at bruge energi på at bevæge sig spontant og aktivt.

Selentilskud og sædkvalitet
Hvad viser studier med selentilskud? Har selentilskud en effekt på sædens kvalitet?

Dr. Safarinejad har testet effektiviteten af selentilskud til forbedring af sædparametre hos infertile mænd. I hans undersøgelse indgik 116 infertile mænd, som fik 200 mikrogram selen dagligt og 118 infertile mænd, som fik tilsvarende placebotabletter i 26 uger.

Mændene varierede i alder fra 25 til 48 år med en gennemsnitlig alder på 31 år. Størrelsen af mændenes testikler varierede ikke signifikant fra den ene gruppe til den anden.

I begyndelsen af undersøgelsen målte forskerne det gennemsnitlige sædcelleantal, sædkoncentration, sædvolumen, sædmotilitet og sædmorfologi samt plasma-selenkoncentration og sædens selenindhold. De fandt ikke nogen væsentlige forskelle mellem de to grupper [Safarinejad].

Forøgelse af plasma-selenkoncentrationer
Allerede efter en måneds tilskud med selen steg mændenes plasma-selenkoncentrationer betydeligt. Plasma-seleniveauerne forblev derefter konstante i resten af behandlingsperioden.

Øgede selenkoncentrationer i sæden
Sædens selenindhold reagerede noget langsommere på selentilskuddet, hvor niveauet fladede ud efter kun efter 12 ugers tilskud.

Forøgelse af sædcellernes antal og motilitet
I slutningen af den 26-uger lange undersøgelsen så forskerne, at selentilskuddet signifikant havde øget det gennemsnitlige totale antal sædceller sammenlignet med placebo. På samme vis var selentilskuddet efter 26 uger forbundet med en signifikant stigning i den gennemsnitlige sædmotilitet sammenlignet med placebo. Det var gode nyheder.

Samlet set forbedrede et dagligt tiskud med 200 mikrogram selen signifikant sædparametrene hos infertile mænd. Samlet set udgjorde forbedringerne en 30% stigning i antallet af sædceller, en 19% stigning i sædmotilitet og en 26% forbedring i sædmorfologi. Derudover noterede forskerne ingen bivirkninger af selentilskuddet.

Forskerne fortsatte med at følge undersøgelsens deltagerne efter de 26-ugers tilskud. I uge 56, uden tilskud, var selenniveauerne i plasma og sæd tilbage ved de oprindelige niveauer. Sædparametrene vendte også gradvist tilbage til de oprindelige niveauer, fordi selentilskuddet var stoppet.

En anden undersøgelse af selentilskud og sædmotilitet
Dr. Scott, Dr. MacPherson og deres forskerkolleger udførte en randomiseret, kontrolleret undersøgelse, hvor de fordelte 69 mænd med lav selenstatus og lav sædmotilitet til en af tre grupper:

  • En gruppe der kun fik selen
  • En gruppe der fik selen plus vitaminerne A, C og E
  • En placebogruppe

Undersøgelsens deltagerne tog kosttilskud eller placebo dagligt i tre måneder. I slutningen af undersøgelsen målte forskerne deltagernes plasma-selenstatus og sædkvalitet endnu engang.

Forøgelser af plasma-seleniveauer
Begge de grupper der fik selen forøgede deres plasma-selenkoncentrationer betydeligt. Plasma-selenkoncentrationerne steg ikke mærkbart i placebogruppen.

Forøgelse af sædmotilitet
Ved afslutningen af undersøgelsen var sædmotiliteten hos deltagerne i begge selengrupper øget, mens sædmotiliteten hos placebogruppens deltagere var faldet en smule. Forøgelserne af sædmotiliteten i de behandlede grupper var dog ikke tilstrækkeligt høj til at være statistisk signifikant.

Da forskerne imidlertid kombinerede resultaterne fra de to grupper der havde fået selen og sammenlignede de kombinerede resultater med resultaterne fra placebogruppen, så var selenbehandlingen signifikant knyttet til forøget sædmotilitet.

Dr. Scott og kolleger konkluderede, at selentilskud kan forbedre sædmotiliteten hos subfertile mænd med et lavt selenniveau. På den måde kan selentilskud forbedre chancen for en succesfuld befrugtning.

Tilskud med selen er et simpelt og billigt middel mod mandlig infertilitet
Safarinejad-undersøgelsen og Scott-undersøgelsen viser, at selentilskud er en simpel, sikker og relativt billig metode til forbedring af sædparametrene hos infertile mænd.

 

Kilder

Foresta, C., Flohé, L., Garolla, A., Roveri, A., Ursini, F., & Maiorino, M. (2002). Male fertility is linked to the selenoprotein phospholipid hydroperoxide glutathione peroxidase. Biology Of Reproduction, 67(3), 967-971.

Rayman, M. P. (2012). Selenium and human health. Lancet (London, England), 379(9822), 1256-1268.

Safarinejad, M. R., & Safarinejad, S. (2009). Efficacy of selenium and/or N-acetyl-cysteine for improving semen parameters in infertile men: a double-blind, placebo controlled, randomized study. The Journal of Urology, 181(2), 741-751.

Scott, R., MacPherson, A., Yates, R. W., Hussain, B., & Dixon, J. (1998). The effect of oral selenium supplementation on human sperm motility. British Journal of Urology, 82(1), 76-80.

Strauss, E. (1999).  Selenium’s role in infertility explained.  Science, 285, 1339.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Selen og skjoldbruskkirtellidelser

Kvinde med pæn hals
Skjoldbruskkirtlen er en lille, endokrin kirtel placeret fortil og nedadtil på halsen. Den producerer hormoner, der påvirker næsten hvert organ i vores krop. Skjoldbruskkirtelhormonerne regulerer i særlig grad cellernes stofskifte. Både jod og selen er nødvendigt i passende mængder for en optimal skjoldbruskkirtelfunktion.

Jod er en væsentlig bestanddel af skjoldbruskkirtlens hormoner. Efter jod er selen formentlig det mikronæringsstof, der er vigtigst for skjoldbruskkirtlen. Proportionalt er der mere selen i skjoldbruskkirtlen, end der er selen i ethvert andet organ i kroppen. Der er gode grunde til forekomsten af selen i skjoldbruskkirtlen. Jod og selen er begge nødvendige for dannelse og funktion af skjoldbruskkirtelhormoner.

Vores kroppe producerer ikke selen. Vi er nødt til få det selen, vi har brug for fra vores mad og fra kosttilskud. Det selen vi optager indarbejdes i aminosyren selenocystein. Selenocystein er således en nødvendig bestanddel af ca. 25 selenoproteiner, der er nødvendige for forskellige biologiske funktioner.

Selenoproteiner og skjoldbruskkirtelfunktion
Blandt de selenoproteiner, der er vigtige for skjoldbruskkirtlens optimale funktion er følgende typer selenoproteiner:

  • Iodothyronin-deiodinaser (forkortet DIO) = enzymer der er involveret i omdannelsen af det biologisk passive skjoldbruskkirtelhormon T4 til det biologisk aktive skjoldbruskkirtelhormon T3, hvilket er vigtigt for vedligeholdelsen af cellernes normale stofskifte
  • Glutathion-peroxidaser (forkortet GPx) = antioxidant-enzymer der beskytter skjoldbruskkirtlen mod oxidativ skade (skader forårsaget af skadelige frie radikaler)
  • Thioredoxin-reduktaser (forkortet TRx) = enzymer der fremmer sund cellevækst og deres struktur

Hvorfor skjoldbruskkirtlen er vigtig
Skjoldbruskkirtlen er det lille sommerfugleformede organ, der sidder for neden ved halsens begyndelse. Det frigiver hormoner, der regulerer vores krops stofskifte. Disse skjoldbruskkirtelhormoner, T3 og T4-hormonerne, frigives direkte til blodet og strømmer med blodet til næsten alle kroppens celler.

Skjoldbruskkirtelhormonerne regulerer adskillige biokemiske processer i cellerne:

  • Kropstemperatur
  • Kropsvægt øgning eller tab
  • Vejrtrækningshastighed
  • Kolesteroltal
  • Fordøjelse
  • Hjerterytme
  • Menstruationscyklus
  • Nervesystem

Selentilskud og skjoldbruskkirtellidelser
Undersøgelser af sundhedsvirkningerne af selentilskud på skjoldbruskkirtelfunktionen kan inddeles i tre forskellige slags undersøgelser:

  • Hypothyroidisme (underaktiv skjoldbruskkirtel) generelt og Hashimotos thyroiditis i særdeleshed
  • Skjoldbruskkirtelknuder (væskefyldte cyster i halsen)
  • Hyperthyroidisme (overaktiv skjoldbruskkirtlen) generelt og Graves sygdom i særdeleshed

Selen og den underaktive skjoldbruskkirtel
Den underaktive skjoldbruskkirtel skyldes ofte den autoimmune sygdom Hashimotos thyroiditis. Den behandles typisk med levothyroxin, som er en syntetisk lægemiddeludgave af skjoldbruskkirtelhormonet thyroxin (T4). Forskere har lavet flere undersøgelser for at se, om levothyroxin i kombination med selentilskud er mere effektivt end levothyroxin alene [Ventura].

Faktisk viser resultaterne til dato, at hos patienter med en underaktiv skjoldbruskkirtel, især patienter med lav plasma-selenstatus, kan selentilskud være gavnlige, selvom patienterne tager levothyroxin [Ventura]. Beviserne herfor anses dog endnu ikke som tilstrækkelige til en endelig klinisk beslutningstagning [van Zuuren].

Bemærk: Undersøgelserne er blevet lavet med en uorganisk selenform – natrium-selenit – eller med en syntetisk form af selen – selenomethionin. Daglige doser har varieret fra 60 til 200 mikrogram [Ventura]. Pointen er, at undersøgelserne ikke er blevet lavet med de nyere, mere effektive gærselen-tilskud.

Selentilskud i CATALYST-undersøgelsen
Vi venter på resultaterne af CATALYST-undersøgelsen (Chronic Autoimmune Thyroiditis Quality of Life Selenium Trial), der forventes afsluttet i 2019. CATALYST-undersøgelsen er et randomiseret, dobbeltblindet, placebokontrolleret forsøg med 472 deltagere, der har følgende endepunkter (parametre):

  • Primære endepunkt: Skjoldbruskkirtelrelateret livskvalitet
  • Sekundært endepunkt: Koncentrationen af Thyroid-peroxidase-antistof
  • Sekundært endepunkt: Levothyroxin (LT4) dosering

Forsøgsdeltagere i interventionsgruppen får 200 mikrogram selenberiget gær i form af to tabletter der tages oralt en gang om dagen i 12 måneder ud over deres normale medicin. Forsøgsdeltagere i kontrolgruppen får to placebo-tabletter, som er identiske i udseende, smag og lugt, en gang dagligt i 12 måneder ud over deres normale medicin.

CATALYST-forskerne vil følge forsøgsdeltagerne i yderligere 6 måneder efter interventionsperiodens afslutning. Det danske firma Pharma Nord leverer gærselen-tabletterne SelenoPrecise® samt placebo-tabletter [Winther].

Selentilskud og skjoldbruskkirtelknuder
Der er lavet nogle få små undersøgelser, som har vurderet forholdet mellem lav selenstatus og skjoldbruskkirtlens størrelse. Generelt tyder undersøgelserne på, at der er et omvendt forhold mellem seleniveauet i plasma og skjoldbruskkirtelvolumen målt ved hjælp af ultralyd [Ventura]. Der er behov for flere forskningsdata.

En stor kinesisk undersøgelse (6152 patienter) antyder en større forekomst af alle former for skjoldbruskkirtelsygdomme (hypothyroidisme, autoimmun thyroiditis, forstørret skjoldbruskkirtel) i Kinas levselenregioner sammenlignet med regioner med normalt selenniveau. [Wu].

Selentilskud og den overaktive skjoldbruskkirtel
Graves sygdom er en autoimmun skjoldbruskkirtelsygdom, der får skjoldbruskkirtlen til at vokse og producere mere skjoldbruskkirtelhormon end kroppen har brug for. Graves ophthalmopati er navnet på øjenproblemer forbundet med Graves ‘sygdom.

Resultaterne fra tre små undersøgelser tyder på, at selentilskud sammen med behandling med methimazol er mere effektivt til at genoprette Graves patienters normale skjoldbruskkirtelfunktion end behandling med methimazol alene [Ventura].

En randomiseret kontrolleret undersøgelse har vist, at tilskud af 200 mikrogram selen dagligt var forbundet med en forbedret livskvalitet, færre øjenproblemer og forsinket sygdomsudvikling hos patienter med Graves’ Orbitopati [Marcocci].

Selentilskud i GRASS-undersøgelsen
Ligesom CATALYST-undersøgelsen beskrevet ovenfor fortsætter GRASS-udersøgelsen (GRAves’ disease Selenium Supplementation trial). Forskerne undersøger, om selentilskud i forbindelse med standardbehandlingen af patienter med Graves hyperthyreose giver mindre behandlingssvigt og hurtigere remission (bedring) end placebo-tilskud sammen med standardbehandling [Watt].

Den daglige dosering i GRASS-undersøgelsen er 2 gange 100 mikrogram selen fra et gærselenpræparat. Behandlingsperioden løber fra 24-30 måneder.

Forskerne vil indsamle og analysere data for at bestemme antallet af patienter i hver gruppe, selen-gruppen og placebo-gruppen, der har dårlig behandlingsrespons i GRASS-studiet. Følgende tildragelser er specifikt opført som dårlig behandlingsrespons:

  • Patienten får antityroide midler i en hvilken som helt dosering i løbet af de seneste 12 måneder (± 1 måned) af undersøgelsesperioden.
  • Den deltagende patient får tyroid-hyperfunktion (TSH <0,1) indenfor de seneste 12 måneder (± 1 måned) af undersøgelsesperioden.
  • Patienten skal henvises til terapi (radioaktivt jod eller skjoldbruskkirurgi) på et eller andet tidspunkt i undersøgelsesperioden.

Håbet er, at gruppen der modtager selentilskud, vil få betydeligt færre tilfælde med dårlig behandlingsrespons.

Resumé: Selen og skjoldbruskkirtellidelser

  • Vi har brug for flere undersøgelser og flere data vedrørende selentilskud og skjoldbruskkirtellidelser. De undersøgelsesresultater vi har, er imidlertid generelt opmuntrende[Toulis; Fan].
  • Vi har brug for resultater fra undersøgelser, hvor der er anvendt selengærpræparater i behandlingen.

Kilder

Fan, Y., Xu, S., Zhang, H., Cao, W., Wang, K., Chen, G., & … Liu, C. (2014). Selenium supplementation for autoimmune thyroiditis: a systematic review and meta-analysis. International Journal of Endocrinology, 2014904573. doi:10.1155/2014/904573.

Marcocci, C., Kahaly, G. J., Krassas, G. E., Bartalena, L., Prummel, M., Stahl, M., & Wiersinga, W. (2011). Selenium and the course of mild Graves’ orbitopathy. The New England Journal Of Medicine, 364(20), 1920-1931.

Toulis, K. A., Anastasilakis, A. D., Tzellos, T. G., Goulis, D. G., & Kouvelas, D. (2010). Selenium supplementation in the treatment of Hashimoto’s thyroiditis: a systematic review and a meta-analysis. Thyroid: Official Journal of The American Thyroid Association, 20(10), 1163-1173.

van Zuuren, E. J., Albusta, A. Y., Fedorowicz, Z., Carter, B., & Pijl, H. (2014). Selenium Supplementation for Hashimoto’s Thyroiditis: Summary of a Cochrane Systematic Review. European Thyroid Journal, 3(1), 25-31.

Ventura, M., Melo, M. & Carrilho, F. (2017). Selenium and thyroid disease: from pathophysiology to treatment. International Journal of Endocrinology. doi: 10.1155/2017/1297658.

Watt, T., Cramon, P., Bjorner, J. B., Bonnema, S. J., Feldt-Rasmussen, U., Gluud, C., & Rasmussen, A. K. (2013). Selenium supplementation for patients with Graves’ hyperthyroidism (the GRASS trial): study protocol for a randomized controlled trial. Trials, 14119. doi:10.1186/1745-6215-14-119

Winther, K. H., Watt, T., Bjørner, J. B., Cramon, P., Feldt-Rasmussen, U., Gluud, C., & Bonnema, S. J. (2014). The chronic autoimmune thyroiditis quality of life selenium trial (CATALYST): study protocol for a randomized controlled trial. Trials, 15115. doi:10.1186/1745-6215-15-115.

Wu, Q., Rayman, M. P., Lv, H., Schomburg, L., Cui, B., Gao, C., & … Shi, B. (2015). Low Population Selenium Status Is Associated with Increased Prevalence of Thyroid Disease. The Journal of Clinical Endocrinology And Metabolism, 100(11), 4037-4047.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Hvor meget selen dagligt?

Asiatisk kvinde
Ja, et godt helbred afhænger af gode gener. Men det afhænger også af en god kost, god motion, god søvn og et passende indtag af essentielle næringsstoffer som f.eks. selen og coenzym Q10.

Den passende daglige dosering af selen til normale mennesker? Normale mennesker? Hvor mange af os er omtrent normale? 68 procent af os, måske? Ja, vi mennesker er mere ens på mange måder end vi er forskellige. Imidlertid er der en betydelig biokemisk variation blandt os mennesker. Så det er svært at sige, hvem der er gennemsnitlig og normal og derefter foreslå en ideel daglig dosis selen.

Hvad siger tallene fra selenestudier?
Lad os se på tallene fra den offentliggjorte forskning og se, om vi kan få mening ud af dem. Husk: Vi mennesker har brug for tilstrækkelige selenkoncentrationer i vores plama for at opnå en optimal antioxidant- antiviral- og anti-kræftfremkaldende beskyttelse [Schrauzer 2009].

Det formodede, gavnlige område for plasma-selenniveauet
Hurst og Fairweather-Tait og kolleger, forskere fra Norwich Medical School, University of East Anglia, i Storbritannien har peget på, at det “formodede gavnlige område” ligger mellem 120 og 150 nanogram selen per milliliter plasma [Hurst 2010].

Dette giver os et udgangspunkt. Hvordan holder vi vores plasma-selensstatus på det niveau?

I 2010 rapporterede Hurst og Fairweather-Tait og deres kolleger om  resultaterne fra et randomiseret, kontrolleret forsøg med et gær-selenpræparat til raske, britiske mænd og kvinder i alderen 50-64 år. Den gennemsnitlige koncentration af plasmaselen hos undersøgelsesdeltagerne ved forsøgets start var 95,7 nanogram per milliliter, klart under det foreslåede gavnlige område.

Ti uger med et dagligt tilskud på 50 milligram selen fra en selengærtablet øgede deltagernes plasma-selenkoncentrationer til et gennemsnit på 118,3 nanogram per milliliter.

Ti uger med et dagligt tilskud på 100 milligram selen fra en selengærtablet øgede deltagernes plasma-selenkoncentrationer til et gennemsnit på 152,0 nanogram per milliliter.

Den daglige selengærtablet med 50 milligram selen bragte deltagernes selenniveau op til den nedre grænse for det formodede gavnlige område. Den daglige selengærtablet med 100 mikrogram selen bragte deltagernes selenniveau op til den øvre grænse for det formodede gavnlige område.

Men vær opmærksom på, at disse resultater som Hurst, Fairweather-Tait og kolleger rapporterede, blev opnået af mænd og kvinder i alderen 50-64 år af kaukasisk afstamning, som havde en klart, lav plasma-selenkoncentration ved undersøgelsens start. Vi bør være forsigtige med at generalisere ud fra denne ret homogene gruppe i forhold til langt mere forskellige befolkningsgrupper.

Plasma-seleniveauer og risiko for prostatakræft
I 2012 offentliggjorde Hurst og Fairweather-Tait og deres kolleger resultaterne af en systematisk gennemgang og meta-analyse af forskningsresultater fra randomiserede kontrollerede forsøg, case-control-studier og prospektive kohortestudier. Alt i alt gennemgik de 12 studier med i alt 13.254 deltagere.

Deres meta-analyse viste, at plasma-selenkoncentrationer i området fra 120 nanogram per milliliter op til 170 nanogram per milliliter var forbundet med en nedsat risiko for prostatakræft [Hurst 2012]. Det er brugbare oplysninger.

Plasma-selenoprotein-niveauer
Selen udfører sine biologiske funktioner primært som en bestanddel af aminosyren selenocystein. Selenocystein er til gengæld en bestanddel af 25 selenoproteiner. Blandt de bedre kendte selenoproteiner er glutathionperoxidaser, thioredoxinreduktaser, iodothyronin-deiodinaser samt selenoprotein P.

Nu undrer du dig måske over, hvorfor vi er så optaget af plasma-seleniveauer? Ville det ikke være bedre at se på plasmaniveauerne af nogle af de helt vigtige selenoproteiner? Hvad viser undersøgelserne?

Plasma- og blodpladeniveauer af glutathionperoxidase
Hurst, Fairweather-Tait og kolleger giver os nogle tal, som vi kan se på. For eksempel viste de i deres randomiserede, kontrollerede forsøg med tilskud af selengær til raske, britiske mænd og kvinder i alderen 50-64 år, at doser på 50, 100 og 200 mikrogram pr. dag ikke signifikant ændrede niveauet af plasma-glutathionperoxidase eller blodplade-glutathionperoxidase.

Selv hos deltagere med et ret lavt gennemsnitligt niveau ved undersøgelsens start (95,7 nanogram per milliliter) var plasma-glutathionperoxidase og blodplade-peroxidase ikke følsomme nok som markører for kroppens selenstatus.

Baggrundsnotat: Glutathionperoxidase er navnet på en hel familie af antioxidant-enzymer, der beskytter celler og væv mod oxidative skader forårsaget af skadelige frie radikaler. Glutathionperoxidase udgør normalt 10 til 30 procent af den samlede mængde selen i plasma.

Husk: Selen flyder ikke rundt i kroppen som et enkelt grundstof; det findes næsten overalt i kroppen som en bestanddel af et selenoprotein.

Optimal glutathionperoxidaseaktivitet ser ud til at nå et plateau ved plasmakoncentrationer omkring 70 – 90 nanogram per milliliter. Det vil sige, at  plasma-glutathionperoxidase synes at nå sin optimale aktivitet ved et niveau lavere end de niveauer, der menes at korrelere med en nedsat kræftrisiko [Hurst 2010]. Hverken plasma- eller blodplade-glutathionperoxidasestatus er følsom nok til at fungere som markør for en tilstrækkelig selenindtagelse og et tilstrækkeligt selenniveau.

Plasmaniveauer af selenoprotein P
Selenoprotein P er det mest almindelige selenoprotein i plasma som tegner sig for ca. 25% – 50% af den samlede selenmængde i plasma. Det er særligt rigt på selenocystein, den 21. aminosyre, der udgør en vital komponent i selenoproteinerne. Selenoprotein P fungerer som en antioxidant, men har også andre biologiske funktioner.

Koncentrationen af plasma-selenoprotein P er uden tvivl et bedre indeks for kroppens selenstatus end glutathionperoxidase, fordi glutathionperoxidaseaktiviteten når optimale niveauer ved lavere plasmakoncentrationer.

Plasma selenoprotein P koncentrationer
Hurst-undersøgelsen – husk data fra undersøgelsens deltagere – viste plasmakoncentrationer af selenoprotein P, der begyndte at stabilisere sig ved et niveau på 110-118 nanogram pr. milliliter.

Sammenlign med plasma-glutathionperoxidase-aktiviteten som synes at stabilisere sig ved 90 nanogram per milliliter [Duffield 1999].

NB: Mange faktorer påvirker selenstatus
Husk at det er svært at specificere, hvilke doser daglig selen, der vil resultere i hvilke gavnlige niveauer af plasma- (eller serum)-selen for alle individer. Der er simpelthen for mange faktorer, der påvirker optagelsen af selen fra vores mad og vores selentilskud.

Kostfaktorer der hæmmer selenoptagelsen
Nogle mineraler og andre kostkomponenter kan hæmme optagelsen af selen. Schrauzer identificerede en lang liste over mineraler og tungmetaller i fødevarer og vand som vil interagere med selen, hvoraf mange af dem er selen-antagonister. Når selen binder sig til tungmetaller, f.eks. kviksølv eller cadmium opnås en gavnlig afgiftning. Imidlertid vil selenets binding til andre grundstoffer resultere i et lavere reservoir af selen til fysiologiske formål [Schrauzer].

Biokemiske forskelle der påvirker selenoptagelsen
Evnen til at optage selen fra fordøjelsessystemet varierer fra individ til individ. For eksempel er der nogle tegn på, at kroppens respons på selenindtagelse kan variere afhængigt af køn [Ogawa-Wong]. Alder kan også spille en rolle for kroppens respons på selenindtagelse [Thompson].

Mange selenundersøgelser er blevet udført med overvejende kaukasiske deltagere fra USA og Europa. Vi har brug for at kende andre befolkningsgruppers respons på selentilskud.

Selentilskud, formuleringer og optagelse
Forskellige formuleringer af selentilskud kan have stor indflydelse på den hastighed hvormed og i hvilken udstrækning tilskuddet ændrer plasma-seleniveauet. På nuværende tidspunkt er den bedste formulering til nedsættelse af kræftrisikoen, en organisk selengær.

Tilskud baseret på selengær synes at optages bedre og blive længere i kroppen end tilskud baseret på syntetisk L-selenomethionin og uorganisk natriumselenit [Bügel; Larsen].

Hvad kan vi gøre med disse tal?
For dem, der ikke ved, hvor meget selen vi får i vores mad, er det måske et godt sted at starte at få målt selenindholdet i plasma eller serum? Når vi har en ide om vores plasma-selenstatus, kan vi overveje, hvor stort et selentilskud vi mener, vi har brug for: 50 eller 100 mikrogram om dagen?

Kombinationen af selengær-tabletter og coenzym Q10-kapsler
En sidste tanke: Det er også værd at nævne, at der eksisterer et særligt indbyrdes forhold mellem mikronæringsstoffet selen og det biologiske næringsstof coenzym Q10. Taget i kombination synes de to tilskud at give et bedre sundhedsmæssigt resultat [Alehagen].

 

Kilder

Alehagen, U., & Aaseth, J. (2015). Selenium and coenzyme Q10 interrelationship in cardiovascular diseases–A clinician’s point of view. Journal of Trace Elements in Medicine and Biology, 31157-162.

Alfthan G., Aro A., Arvilommi H., Huttunen J.K. (1991). Selenium metabolism and platelet glutathione peroxidase activity in healthy Finnish men: Effects of selenium yeast, selenite, and selenate. Am. J. Clin. Nutr. 53:120–125.

Bügel, S., Larsen, E. H., Sloth, J. J., Flytlie, K., Overvad, K., Steenberg, L. C., & Moesgaard, S. (2008). Absorption, excretion, and retention of selenium from a high selenium yeast in men with a high intake of selenium. Food & Nutrition Research, 52doi:10.3402/fnr.v52i0.1642.

Duffield A.J., Thomson C.D., Hill K.E., Williams S.  (1999). An estimation of selenium requirements for New Zealanders. Am. J. Clin. Nutr. 70:896–903.

Duffield, A. J., Thomson, C. D., Hill, K. E., & Williams, S. (1999). An estimation of selenium requirements for New Zealanders. The American Journal Of Clinical Nutrition, 70(5), 896-903.

Hurst, R., Hooper, L., Norat, T., Lau, R., Aune, D., Greenwood, D. C., & Fairweather-Tait, S. J. (2012). Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. The American Journal of Clinical Nutrition, 96(1), 111-122.

Hurst, R., Armah, C. N., Dainty, J. R., Hart, D. J., Teucher, B., Goldson, A. J., & Fairweather-Tait, S. J. (2010). Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. The American Journal of Clinical Nutrition, 91(4), 923-931.

Larsen, E. H., Hansen, M., Paulin, H., Moesgaard, S., Reid, M., & Rayman, M. (2004). Speciation and bioavailability of selenium in yeast-based intervention agents used in cancer chemoprevention studies. Journal Of AOAC International, 87(1), 225-232.

Ogawa-Wong, A. N., Berry, M. J., & Seale, L. A. (2016). Selenium and Metabolic Disorders: An Emphasis on Type 2 Diabetes Risk. Nutrients, 8(2), 80.

Schrauzer, G. N. (2009). Selenium and selenium-antagonistic elements in nutritional cancer prevention. Critical Reviews in Biotechnology, 29(1), 10-17.

Thompson, P. A., Ashbeck, E. L., Roe, D. J., Fales, L., Buckmeier, J., Wang, F., & Lance, P. (2016). Selenium Supplementation for Prevention of Colorectal Adenomas and Risk of Associated Type 2 Diabetes. Journal of The National Cancer Institute, 108(12),

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Selen og prostata

Næst efter hudkræft er prostatakræft den mest almindelige kræftform hos mænd i USA. Det er den førende årsag til kræftdødsfald blandt mænd af alle racer og etniske baggrunde. Lav selenstatus er forbundet med øget risiko for prostatakræft.

Der er for nyligt kommet nogle forskningsresultater vedrørende selentilskud og prostatakirtelvæv. Forskere i Holland har offentliggjort resultater der viser, at fem ugers daglig intervention med et tilskud af selengær på 300 mikrogram selen dagligt er forbundet med en nedregulering af gener involveret i cellevækst og proliferation, med cellulær immunrespons og med inflammation. Også gener involveret i sårheling nedreguleres af selentilskud [Kok 2017].

Den hollandske undersøgelse var en randomiseret, dobbeltblindet, placebokontrolleret undersøgelse. Interessant nok så forskerne den modsatte virkning i placebogruppen. I placebogruppen var der opregulering af generne involveret i cellulær immunrespons [Kok 2017].

Udformningen af den hollandske undersøgelse af selen og prostatavæv
Forskerne udvalgte 23 mænd i alderen 65-73 til at indgå i undersøgelsen. Herudaf blev 12 deltagere tilfældigt udvalgt til at få aktiv behandling i form at et dagligt selentilskud, og de resterende 11 deltagere indgik i placebogruppen. Alle 23 deltagere i undersøgelsen var prostatakræftpatienter som var planlagt til diagnostisk biopsi og efterfølgende radikal prostatektomi (operativ fjernelse af prostata) eller strålebehandling.

Mændene i den aktive behandlingsgruppe modtog 300 mikrogram selen dagligt i form af selengærtabletter (SelenoPrecise® fra Pharma Nord, Danmark). Mændene i placebogruppen fik gærtabletter uden selen, som ikke afveg i lugt, smag eller udseende fra selengær-tabletterne. Hverken forskere eller patienter vidste før undersøgelsens afslutning, hvilke deltagere der havde fået hvilke præparater.

Fem ugers intervention med selen
Forskerne valgte at foretage en fem ugers intervention, fordi fem uger var det gennemsnitlige tidsrum mellem en diagnostisk biopsi og en radikal prostatektomi.

Forskerne indsamlede blodprøver og ikke-angrebet prostatavæv ved starten og ved afslutningen af interventionsperioden på fem uger. I gennemsnit øgede selentilskuddet deltagernes serum-seleniveauer fra 81 til 185 nanogram pr. milliliter (mikrogram pr. liter). Serum-selenniveauerne hos deltagerne i placebogruppen steg ikke markant [Kok].

Analysen af prostatavæv
Forskerne analyserede prostatavævet for ekspression af epitele- og mesenkymale biomarkører. Selenbehandlingen opregulerede ekspressionen af epiteliale biomarkører og nedregulerede ekspression af mesenkymale biomarkører. Forskerne konkluderede, at selen-behandling havde en hæmmende virkning på den såkaldte epitel-mesenkymal-transition (EMT) som er en proces, hvor fastsiddende epitelceller mister deres cellepolaritet og celleadhæsion og får evnen til at migrere og invadere og dermed sprede sig.

Dette er vigtigt, fordi EMT muliggør kræftudvikling og metastasering.

Endvidere var selenbehandlingen forbundet med nedregulering af ekspressionen af gener involveret i sårheling og inflammation. Både sårheling og inflammation er relateret til EMT-transition.

Konklusion fra selen- og prostatavævsundersøgelsen
Forskerne konkluderede ud fra deres data, at selenbehandling i en størrelsesorden 300 mikrogram pr. dag har en positiv effekt på processer involveret i udvikling af prostatakræft.

Hvad de hollandske forskere gjorde
Store interventionsundersøgelser som the Nutritional Prevention of Cancer Trial [Clark 1996] og the Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial [Lippman 2009] er utroligt dyre at organisere og udføre. De hollandske forskere valgte i stedet at studere de mekanismer, hvormed selentilskud påvirker udviklingen og spredningen af kræft i prostata.

De analyserede fem biologiske signalveje, som reguleres signifikant af tilskud med selen. De indsamlede prostatavæv inden interventionen begyndte og igen efter fem ugers intervention. Derefter sammenlignede de ændringerne i genekspression i vævsprøverne. Prostatavævsanalyserne førte til opdagelsen af selenets hæmning af aktivitet knyttet til udvikling og spredning af prostatakræft.

Selengær-tabletter foretrækkes frem for l-selenmethionin-tabletter
Det selenpræparat som de hollandske forskere anvendte, var et patenteret selengærpræparat med et stabilt indhold af 67% organisk L-selenomethionin, selenmethyl-selenocystein og helt op mod 30 andre organiske selenforbindelser. Præparatet har en dokumenteret optagelighed på 88,7%.

SelenoPrecise-tabletter er tidligere blevet anvendt i en randomiseret, kontrolleret undersøgelse af effekten af selentilskud på ældre menneskers skjoldbruskkirtelfunktion [Rayman 2008]. De blev også anvendt i CATALYST-undersøgelsen, en randomiseret, kontrolleret, multicenter, klinisk undersøgelse af effekten af selentilskud til patienter med kronisk, autoimmun thyroiditis [Winther 2014].

 

Kilder

Clark, L. C., Dalkin, B., Krongrad, A., Combs, G. J., Turnbull, B. W., Slate, E. H., & Rounder, J. (1998). Decreased incidence of prostate cancer with selenium supplementation: results of a double-blind cancer prevention trial. British Journal of Urology, 81(5), 730-734.

Kok, D. G., Kiemeney, L. M., Verhaegh, G. W., Schalken, J. A., van Lin, E. T., Sedelaar, J. M., & Afman, L. A. (2017). A short-term intervention with selenium affects expression of genes implicated in the epithelial-to-mesenchymal transition in the prostate. Oncotarget, 8(6), 10565-10579.

Lippman, S. M., Klein, E. A., Goodman, P. J., Lucia, M. S., Thompson, I. M., Ford, L. G., & Coltman, C. J. (2009). Effect of selenium and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers: the Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). JAMA, 301(1), 39-51.

Rayman, M. P., Thompson, A. J., Bekaert, B., Catterick, J., Galassini, R., Hall, E., & … Beckett, G. J. (2008). Randomized controlled trial of the effect of selenium supplementation on thyroid function in the elderly in the United Kingdom. The American Journal of Clinical Nutrition, 87(2), 370-378.

Winther, K. H., Watt, T., Bjørner, J. B., Cramon, P., Feldt-Rasmussen, U., Gluud, C., & Bonnema, S. J. (2014). The chronic autoimmune thyroiditis quality of life selenium trial (CATALYST): study protocol for a randomized controlled trial. Trials, 15115.

Ansvarsfraskrivelse: Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Selen og nedsat risiko for kræft

Illustration af kvinde med kræft-awareness-sløjfe
Resultaterne fra Dr. Larry Clarks studie “Nutritional Prevention of Cancer” viste, at selentilskud formåede at reducere risikoen for tyktarmskræft, lungekræft og prostatakræft. Nu viser en meta-analyse af 69 undersøgelser, at et højere selenniveau er forbundet med en reduktion i risikoen for brystkræft, lungekræft og prostakræft.

Forfatterne til en nylig meta-analyse af 69 undersøgelser af selen (kroppens selenindhold uden og med tilskud)  og kræftrisiko har konkluderet, at et højt selenindhold kan reducere risikoen for kræft, især et højt selenindhold, som afspejles i et højt plasma- eller serum-selenniveau og / eller en høj selenkoncentration i tånegle [Cai 2016]. Ganske vist kan højere selenindtag (sammenlignet med lavere selenindtag) påvirke forskellige former for kræft forskelligt. Vi har stadig brug for mere forskning for at udrede hvilke former og doseringer af selen fra kosten og tilskud, der er mest effektive til at reducere kræftrisikoen. I denne artikel vil jeg opsummere resultaterne fra Dr. Xianlei Cai og hans kolleger.

Hvad er en meta-analyse af selenstatus og kræftrisiko?
En metaanalyse er en forskningsmetode, som kombinerer data fra flere udvalgte forskningsundersøgelser for at nå frem til konklusioner, der har en større statistisk styrke. I det foreliggende tilfælde udvalgte Cai og kolleger 69 studier, der opfyldte deres inklusionskriterier. Hver af de 69 udvalgte studier havde følgende karakteristika:

  • var et randomiseret kontrolleret forsøg eller et kohorte studie eller en case-kontrolundersøgelse
  • havde målinger af selen ved undersøgelsens start og kræftrisiko som et resultat
  • var udgivet på engelsk mellem 1980 og 2014
  • rummede de nødvendige data til metaanalysen

De 69 studier indeholdt data fra 364.742 deltagere med 26.138 tilfælde af kræft. Det krævede en seriøs omgang talbehandling. For at sikre valide resultater var forskerne først nødt til at kontrollere, at variabler så som graden af eksponering, geografisk region og studiedesign ikke påvirkede resultaterne uafhængigt af hinanden. De kontrollerede også for kønsforskelle relateret til selenniveau, men fandt at kønnet ikke havde nogen signifikant indvirkning på dette.

Hvad var resultaterne af metaanalysen?
Den totale kræftrisiko
Forskerne konkluderede, at et højt selenniveau har en beskyttende effekt mod kræft. Det vil sige, at de undersøgelsesdeltagere der lå højt i selenniveau, havde en signifikant mindre risiko for at udvikle kræft end undersøgelsesdeltagerne med det laveste selenniveau. [Cai 2016].

En undersøgelse fra 2010 af Hurst og kolleger, som sigtede mod at fastsætte det optimale niveau for plasmaselen, viste, at en lav plasma-selenstatus generelt synes at være plasma-selenkoncentrationer på under 100 nanogram per milliliter (også udtrykt som 100 mikrogram per liter). Hurst og kolleger mener, at det som et minimum kræver et plasma-selenniveau på 110 – 118 nanogram per milliliter for at opnå en optimal ekspression af selenoprotein P [Hurst 2010].

Brystkræftrisiko
Forskerne fandt, at ved en høj seleneksponering faldt risikoen for brystkræft.

Lungekræftrisiko
Forskerne fandt, at høj seleneksponering havde en beskyttende virkning mod lungekræft.

Prostatakræftrisiko
Forskerne fandt, at høj seleneksponering reducerede risikoen for prostatacancer.

Bemærk: Jeg vil opsummere resultaterne i en særskilt artikel af en meta-analyse fra 2012 med fokus på seleneksponering og risiko for prostatakræft. Det var en meta-analyse, der omfattede 12 studier med i alt 13,254 deltagere og 5007 tilfælde af prostatakræft [Hurst 2012]. Meta-analysen viste, at risikoen for prostatakræft faldt med et stigende plasma- / serumselenniveau op til 170 nanogram per milliliter.

Hvad konkluderede forskerne om selen og kræftrisiko?
Dr. Cai og forskerteamet sammenfattede resultaterne af deres meta-analyse som følger:

  • der eksisterer et omvendt forhold mellem seleneksponering og den samlede kræftrisiko
  • der eksisterer en nedadgående tendens mellem niveauet af serum/plasma-selen og kræftrisiko
  • der eksisterer en nedadgående tendens mellem niveauet af tånegl-selen og kræftrisiko
  • seleneksponering har forskellige virkninger på bestemte typer af kræft
  • forskellige former for selen kan have forskellige virkninger på menneskers sundhed
  • selenindtaget skal nødvendigvis være tilstrækkeligt højt for at tillade fuld ekspression af selenoprotein P for at optimere kræftforebyggende virkninger

Hvilke mekanismer bruger selen til at nedsætte kræftrisikoen?
De eksakte mekanismer som selen indgår i og som forebygger kræft er ikke kendt i præcise detaljer. Der dog en række hypoteser der forklarer den positive effekt:

  • selenoproteinernes antioxidanteffekt, glutathionperoxidaserne og selenoprotein P i særdeleshed
  • selens virkning på maligne cellers apoptose
  • selens virkning på DNA-stabiliteten

En afsluttende bemærkning om selen og kræftundersøgelser
Cai og kolleger koncentrerede sig om undersøgelser af selenindtag og kræftrisiko. Følgelig har deres metaanalyse ikke medtaget undersøgelser, der involverede effekten på kræftrisikoen af et selentilskud i kombination med andre antioxidanter. Derfor er nogle vigtige, randomiserede, kontrollerede forsøg ikke inkluderet i Cais metaanalyse:

Jeg vil gerne skrive mere om resultaterne af disse randomiserede, kontrollerede forsøg med selen sammen med andre antioxidanter i kommende artikler på denne hjemmeside. Og naturligvis vil jeg skrive mere om de store, randomiserede, kontrollerede selenforsøg:

Kilder

Blot, W. J., Li, J. Y., Taylor, P. R., Guo, W., Dawsey, S., & Wang, G. Q. (1993). Nutrition intervention trials in Linxian, China: supplementation with specific vitamin/mineral combinations, cancer incidence, and disease-specific mortality in the general population. Journal of The National Cancer Institute, 85(18), 1483-1492.

Bonelli, L., Puntoni, M., Gatteschi, B., Massa, P., Missale, G., Munizzi, F., & Bruzzi, P. (2013). Antioxidant supplement and long-term reduction of recurrent adenomas of the large bowel. A double-blind randomized trial. Journal of Gastroenterology, 48(6), 698-705

Cai, X., Wang, C., Yu, W., Fan, W., Wang, S., Shen, N., & Wang, F. (2016). Selenium Exposure and Cancer Risk: an Updated Meta-analysis and Meta-regression. Scientific Reports, 619213.

Clark, L. C., Combs, G. J., Turnbull, B. W., Slate, E. H., Chalker, D. K., Chow, J., & … Taylor, J. R. (1996). Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer Study Group. JAMA, 276(24), 1957-1963.

Hercberg, S., Kesse-Guyot, E., Druesne-Pecollo, N., Touvier, M., Favier, A., Latino-Martel, P., & Galan, P. (2010). Incidence of cancers, ischemic cardiovascular diseases and mortality during 5-year follow-up after stopping antioxidant vitamins and minerals supplements: a postintervention follow-up in the SU.VI.MAX Study. International Journal of Cancer, 127(8), 1875-1881.

Hurst, R., Hooper, L., Norat, T., Lau, R., Aune, D., Greenwood, D. C., & Fairweather-Tait, S. J. (2012). Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. The American Journal of Clinical Nutrition, 96(1), 111-122.

Hurst, R., Armah, C. N., Dainty, J. R., Hart, D. J., Teucher, B., Goldson, A. J., & Fairweather-Tait, S. J. (2010). Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. The American Journal of Clinical Nutrition, 91(4), 923-931.

Larsen, E. H., Hansen, M., Paulin, H., Moesgaard, S., Reid, M., & Rayman, M. (2004). Speciation and bioavailability of selenium in yeast-based intervention agents used in cancer chemoprevention studies. Journal of AOAC International, 87(1), 225-232.

Lippman, S. M., Klein, E. A., Goodman, P. J., Lucia, M. S., Thompson, I. M., Ford, L. G., & Coltman, C. J. (2009). Effect of selenium and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers: The Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). JAMA, 301(1), 39-51.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Selen og hjertesygdom

En undersøgelse af niveauet af serumselen og tilskud med et patenteret, organisk selengærpræparat viser en sammenhæng mellem serum-selenkoncentrationer og det forholdsmæssige antal af dødsfald af hjertesygdom hos raske, ældre undersøgelsesdeltagere.

Der er blevet gjort to bemærkelsesværdige opdagelser i et nyligt, randomiseret, kontrolleret forsøg foretaget af Dr. Urban Alehagen og hans kolleger ved Linköping universitet (Sverige).

For det første fandt man, at mennesker med lave koncentrationer af selen i blodet viste sig at have betydeligt højere risiko for at dø af hjertesygdom.

Dernæst viste en kombination med et patenteret, højtberiget selengær-præparat og et veldokumenteret Q10-præparat, som blev indtaget dagligt i fire år, at det gav en statistisk sikker beskyttelse mod hjertesygdom hos mennesker med en lav serumselen-status.

Kisel-10-undersøgelsen af kardiovaskulær dødelighed
I undersøgelsen deltog 668 raske, ældre personer i alderen 70-80 år. Undersøgelsen var veldesignet og veludført. En gruppe på 219 tilfældigt udvalgte personer modtog tabletter med 200 mikrogram selen fra selengær og kapsler med 200 mg coenzym Q10 dagligt i fire år. En anden tilfældigt udvalgt gruppe på 222 personer modtog tilsvarende placebo-præparater. Den resterende gruppe på 227 personer modtog ingen behandling overhovedet.

Deltagerne i Kisel-10-undersøgelsen af kardiovaskulær dødelighed
Efter den indledende, fireårige behandlingsperiode med tilskud eller placebo fulgte forskerne undersøgelsens deltagere i gennemsnitligt 1870 yderligere dage (lidt over fem ekstra år) efter afslutningen af behandlingsperioden. I opfølgningsperioden registrerede man alle dødsfald relateret til hjertesygdom. Der var ingen forsøgsdeltagere, som forskerne manglede disse data fra.

Husk at deltagerne havde en gennemsnitsalder på 77-78 år ved starten af undersøgelsen. Tænk på hvor gamle de var 10 år senere.

Af hensyn til analysen delte forskerne undersøgelsens deltagere op i tre grupper efter deres serum-selenniveau ved undersøgelsens start:

  • Selen-indhold under 65 nanogram per milliliter (svarer til 65 mikrogram per liter)
  • Selen-indhold mellem 65 og 85 nanogram per milliliter
  • Selen-indhold over 85 nanogram per milliliter

Forholdet mellem mænd og kvinder i de to grupper med de laveste selenindhold var kun en smule over 1: 1. Forholdet i den højeste gruppe var tæt på 2: 1 i mænds favør.

Dr. Urban Alehagen og hans forskerkolleger har øget vores indsigt i effekten af tilskud med selen og coenzym Q10 på dødeligheden af hjerte-karsygdom og på hjertefunktionen hos en ældre befolkningsgruppe.

Serum-selenkoncentrationer og dødsfald fra hjertesygdom
Baseret på selenniveauet ved undersøgelsens start sammenlignede Dr. Alehagen og hans team dødeligheden af hjertesygdom hos undersøgelsens deltagere med dem, der ikke fik nogen kosttilskud. Det vil sige med de deltagere i undersøgelsen, der ikke modtog nogen tilskud, hverken aktiv behandling eller placebo.

Blandt disse deltagere havde dem med et basis-serumselenniveau på under 65 nanogram per milliliter en procentvis andel af dødsfald grundet hjertesygdom på godt 28%. Hos deltagere med et basis-serumselenniveau over 85 nanogram per milliliter, var dødeligheden 14%.

Denne forskel er statistisk signifikant. Den er også klinisk signifikant. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvilken gruppe jeg ønsker at tilhøre.

Virkningen af selentilskud på hjertesygdom
Fire års dagligt tilskud med den patenterede selengær hævede deltagernes serum-selenniveau fra 185 til 245 nanogram per milliliter. Deltagernes serum-selenniveau steg uanset om deres niveau ved undersøgelsens start var under 65 nanogram per milliliter eller om den var over 85 nanogram per milliliter eller derimellem. Derimod forblev serum-selenniveauet uændret hos deltagerne i placebogruppen. Det var helt klart, at selentilskud forbedrede selenniveauet.

Selen og hjertesygdom i den lave gruppe
Hos deltagerne med det laveste serum-selenniveau ved undersøgelsens start, dvs. under 65 nanogram per milliliter, var andelen af dødsfald pga. hjertesygdom på 24,1% blandt de personer der ikke fik det kombinerede tilskud med højtberiget selengær og coenzym Q10.

Derimod havde de personer, der fik det kombinerede tilskud i fire år, en dødelighed på 12,1%. Forskellen på de to dødelighedsprocenter er statistisk signifikant. En absolut reduktion i dødelighed på 12% er i lige så høj grad klinisk signifikant.

Selen og hjertesygdom i midtergruppen
I deres analyse af deltagerene i midtergruppen, dvs. med serumkoncentrationer af selen mellem 65 og 85 nanogram per milliliter ved undersøgelsens start, fandt forskerne en dødelighed af hjertesygdom på 14% blandt de deltagere, der ikke fik tilskud og på 6% blandt de deltagere der fik tilskud. Dette er også en statistisk signifikant reduktion i dødeligheden.

Selen og hjertesygdom i den høje gruppe
Kun i gruppen af deltagere med et serum-selenniveau på over 85 nanogram per milliliter var der ingen statistisk signifikant nedsættelse af risikoen for at dø af hjertesygdom. Men forskerne gør opmærksom på, at den ”høje” gruppe var den mindste.

Antallet af deltagere var lille, og konfidensintervallet var ret bredt. At drage konklusioner ud fra data baseret på dette lille antal er måske ikke en god idé.

Selenindtaget og aktiviteten af vigtige selenoproteiner
Dr. Alehagen påpeger, at et lavt selenindtag fra de fødevarer vi spiser, vil resultere i en lav serum- (eller plasma-) koncentration af selen, der ligger under det niveau, som er nødvendigt for en optimal ekspression og funktion af selenoproteinerne glutathionperoxidase og selenoprotein P, der begge har vigtige antioxidative egenskaber. Desuden har vi brug for tilstrækkelige mængder af selen i form af thioredoxin reduktase fordi thioredoxin reduktase er med til at reducere den oxiderede form af coenzym Q10 (ubiquinon) til dets anti-oxidative form (ubiquinol).

Vi ser, at både selen og coenzym Q10 arbejder på at beskytte hjertemusklens væv mod skader forårsaget af oxidativt stress. Oxidativt stress skal forstås som en ubalance mellem skadelige frie radikaler og neutraliserende antioxidanter i kroppen.

Resumé
Hvad har vi lært af Dr. Alehagens undersøgelse, der er værdifuldt?

Raske ældre har langt højere risiko for at dø af hjertesygdom, hvis deres selenindhold i serum er under 85 nanogram per milliliter.

Et dagligt tilskud med 200 mikrogram organisk, højtberiget selengær vil hæve selenindholdet i serum hos alle personer til omtrent det samme niveau (185 – 245 nanogram per milliliter) uanset niveauet af serumselen ved starten.

Et dagligt tilskud med en kombination af højtberiget selengær og Q10 resulterede i en væsentlig nedsættelse af risikoen for at dø af hjertesygdom.

 

Kilder

Alehagen, U., Alexander, J., & Aaseth, J. (2016). Supplementation with Selenium and Coenzyme Q10 Reduces Cardiovascular Mortality in Elderly with Low Selenium Status. A Secondary Analysis of a Randomised Clinical Trial. Plos One, 11(7), e0157541.

Alehagen, U., & Aaseth, J. (2015). Selenium and coenzyme Q10 interrelationship in cardiovascular diseases–A clinician’s point of view. Journal of Trace Elements in Medicine and Biology, 31, 157-162.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Selen og hjertemusklen

Kvinde på græsmark
Daglig supplementering med en kombination af organisk, højtberiget selengær og coenzym Q10 i fire år nedsatte den forringelse af hjertefunktionen, der ofte ses i forbindelse med aldringsprocessen.

Vævet i hjertemusklen er ofte det første væv hos mennesker, hvor der opstår skader forårsaget af selenmangel. Når celle-membranerne i hjertemusklen beskadiges af skadelige frie radikaler (også betegnet oxidativ skade), erstattes mange af de raske celler i hjertemusklen af fibrøst væv. Den resulterende tilstand kaldes kardiomyopati.

Kardiomyopati er en sygdom i hjertemusklen, hvor hjertet er forstørret med tykke og stive hjertevægge [Mayo]. Som kardiomyopatien forværres, bliver den svækkede hjertemuskel stadig dårligere til at pumpe tilstrækkeligt blod som transporterer ilt og næringsstoffer til celler og væv i hele kroppen. Til sidst opstår der åndenød, hurtig udtrætning og hævelse i ben, fødder og mave, hvilket er symptomerne på kronisk hjertesvigt.

6 millioner tilfælde af kronisk hjertesvigt i USA
Kardiomyopati er en af de hyppigste årsager til kronisk hjertesvigt. Cirka seks millioner amerikanere lider af kronisk hjertesvigt. Der opstår ca. 700.000 nye tilfælde af hjertesvigt hvert år [Columbianske læger]. Livskvaliteten er ofte alvorligt nedsat hos patienter med kronisk hjertesvigt.

Selens funktion som antioxidant-forsvarssystem
En af selens vigtigste biologiske funktioner er at indgå i aminosyren selenocystein, som selv bliver en bestanddel af antioxidantenzymer såsom glutathionperoxidaser, thioredoxinreduktaser og selenoprotein P. Disse selenoproteiner tjener til at neutralisere de oxidative skader, der forårsages af skadelige frie radikaler. Hvis de ikke hæmmes, vil de frie radikaler skade proteiner og cellemembraner, celle-DNA og cellelipider.

Selens anti-inflammatoriske virkning
Selens funktion som antioxidant er afgørende for os alle og især for personer med risiko for hjertesygdom. Derudover har selen en anti-inflammatorisk virkning, som kan bidrage til at mindske følgerne af hjertesygdom. For eksempel er det kendt, at lave selenniveauer ofte forkommer i kølvandet på hjerteoperation; supplering med selen kan have anti-inflammatoriske virkninger og kan forhindre endotel dysfunktion [Fink].

Hvad er endotel dysfunktion? Endotelet er det lag af celler, der beklæder indersiden af blodkar og hjerte. Disse endotelceller frigiver stoffer, der har den virkning, at de udvider eller sammentrækker blodkarrene og dermed øger eller sænker blodtrykket. Både Coenzym Q10 og de selenholdige glutathionperoxidaser og thioredoxin reduktaser er kendt som nødvendige for velfungerende endotelceller.

Oxidative skader ved hjertesygdom
Professor Urban Alehagen, Linköping Universitet i Sverige erklærer, at øget oxidativt stress i høj grad er impliceret i udviklingen og sværhedsgraden af både iskæmisk hjertesygdom og kronisk hjertesvigt [Alehagen & Aaseth 2015].

Vi har beskrevet hjertesvigt ovenfor. Iskæmisk hjertesygdom er hjertesygdom forårsaget af nedsat blodtilførsel til hjertemusklen. Typisk er iskæmisk hjertesygdom forårsaget af nedsat eller blokeret blodgennemstrømning i kranspulsårerne, som er en følge af aterosklerose (opbygning af plak inde i arteriernes vægge).

Selens særlige interaktion med coenzym Q10
Både selen i selenoproteinerne glutathionperoxidase og selenoprotein P samt coenzym Q10 i sin reducerede form ubiquinol, har antioxidant-funktioner. De tjener alle til at mindske omfanget af oxidativt stress [Alehagen & Aaseth 2015].

Selen, coenzym Q10 og oxidativt stress
Oxidativt stress kan defineres som en usund ubalance mellem skadelige frie radikaler og beskyttende antioxidanter. Oxidative skader skal forstås som skader på celler forårsaget af et overskud af skadelige frie radikaler.

Dr. Urban Alehagen
Dr. Urban Alehagen og hans forskerteam gennemførte et fireårigt randomiseret, kontrolleret studie af effekten af dagligt tilskud med tabletter med højtberiget selengær og kapsler med coenzym Q10 til ældre hjemmeboende borgere. Sammenlignet med placebo reducerede kombinationen af de to kosttilskud signifikant risikoen for at dø af hjertesygdomme. Opfølgende undersøgelser foretaget 10 år efter starten af perioden med tilskud viste, at den beskyttende effekt varede ved.

Oxidative skader er både impliceret i kroniske sygdomme som f.eks. hjertesygdom og i aldrings-processen. Mitokondrierne – de såkaldte “energifabrikker” inde i cellerne – og andre komponenter i cellerne producerer nødvendigvis frie radikaler som en konsekvens af, at de udfører deres tilsigtede stofskiftefunktioner.

Selen, coenzym Q10 og frie radikaler
Frie radikaler er ustabile og meget reaktive molekyler, der kan udløse kæder af skadelige kemiske reaktioner. Der er dog behov for en vis mængde frie radikaler til funktioner som cellesignalering og til genekspression og apoptose (programmeret celledød, der eliminerer aldrende celler og beskadigede celler på en kontrolleret måde).

Teorien om oxidativ skade går ud på, at et overskud af frie radikaler kan forårsage omfattende celle- og DNA-skader, hvilket fører til kroniske degenerative sygdomme og accelereret ældning. Antioxidanter såsom selenafhængige enzymer og coenzym Q10 modvirker overdreven fri radikal-aktivitet.

KiSel-10-studiet med tilskud af selen og coenzym Q10
Siden 2013 har professor Alehagen og hans team af forskere rapporteret om resultaterne fra Kisel-10-studiet, en velkontrolleret, fireårig undersøgelse, hvor raske ældre borgere fik et dagligt tilskud bestående af 200 mikrogram selen fra højtberiget selengær og 200 milligram coenzym Q10 eller matchende placebo. Det coenzym Q10 der blev anvendt, var det samme der blev anvendt i Q-Symbio-undersøgelsen med deltagelse af patienter med kronisk hjertesvigt [Mortensen 2014].

Forskningsresultater fra Kisel-10-studiet med selen og coenzym Q10
Professor Alehagen og hans forskerteam har rapporteret om følgende resultater fra de deltagere i undersøgelsen, der fik tilskud med selen og coenzym Q10 i forhold til de deltagere, der fik placebo-tilskud [Alehagen 2013, 2105]:

  • En 54% reduktion i risikoen for at dø af hjertesygdom
  • En reduktion i koncentrationen af NT-proBNP-protein, som er en biologisk markør for hjertesygdom
  • En reduktion i koncentrationerne af C-reaktivt protein og SP-selectin protein, som er henholdsvis bio-markører for inflammation og oxidativt stress
  • En reduktion i indlæggelser og derudover forbedringer i den fysiske ydeevne, vitalitet og kognitiv funktion
  • En reduktion i nedsat hjertefunktionen, der normalt er forbundet med aldring

Reduceret risiko for at dø af hjertesygdom ti år senere
Opfølgende undersøgelser udført af Dr. Alehagen og hans forskerkolleger har vist, at den beskyttende effekt af tilskud med selen og coenzym Q10 er fortsat frem til tidspunktet ti år efter starten på den fire-årige periode med tilskud [Alehagen, Aaseth, & Johansson 2015].

Hvad har vi lært af KiSel-10-studiet?
Hvad formåede tilskud med en kombination af højtberiget selengær og Coenzym Q10 (ubiquinon) at udrette for raske ældre borgere?

  • en nedsat risiko for at dø af hjertesygdom
  • bremset hastigheden af hjertets aldringsproces
  • en reduktion af omfanget af inflammation og oxidativt stress
  • en bedre livskvalitet

Kilder
Alehagen, U., Johansson, P., Björnstedt, M., Rosén, A., & Dahlström, U. (2013). Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and coenzyme Q10 supplementation: a 5-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. International Journal of Cardiology, 167(5), 1860-1866.

Alehagen, U., & Aaseth, J. (2015). Selenium and coenzyme Q10 interrelationship in cardiovascular diseases–A clinician’s point of view. Journal of Trace Elements in Medicine and Biology, 31157-162.

Alehagen, U., Aaseth, J., & Johansson, P. (2015). Less increase of copeptin and MR-proADM due to intervention with selenium and coenzyme Q10 combined: Results from a 4-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. Biofactors (Oxford, England), 41(6), 443-452.

Alehagen, U., Lindahl, T. L., Aaseth, J., Svensson, E., & Johansson, P. (2015). Levels of sP-selectin and hs-CRP Decrease with Dietary Intervention with Selenium and Coenzyme Q10 Combined: A Secondary Analysis of a Randomized Clinical Trial. Plos One, 10(9), e0137680.

Alehagen, U., Aaseth, J., & Johansson, P. (2015). Reduced Cardiovascular Mortality 10 Years after Supplementation with Selenium and Coenzyme Q10 for Four Years: Follow-Up Results of a Prospective Randomized Double-Blind Placebo-Controlled Trial in Elderly Citizens. Plos One, 10(12), e0141641.

Columbia Doctors.  (2106).  Cardiomyopathy and congestive heart failure. Retrieved from http://columbiasurgery.org/conditions-and-treatments/cardiomyopathy-and-congestive-heart-failure.

Fink, K., Moebes, M., Vetter, C., Bourgeois, N., Schmid, B., Bode, C., & … Busch, H. (2015). Selenium prevents microparticle-induced endothelial inflammation in patients after cardiopulmonary resuscitation. Critical Care (London, England), 19, 58.

Johansson, P., Dahlström, Ö., Dahlström, U., & Alehagen, U. (2013). Effect of selenium and Q10 on the cardiac biomarker NT-proBNP. Scandinavian Cardiovascular Journal: SCJ, 47(5), 281-288.

Johansson, P., Dahlström, Ö., Alehagen, U.  (2015). Improved health-related quality of life, and more days out of hospital with supplementation with selenium and coenzyme Q10 combined. Results from a double blind, placebo-controlled prospective study. The Journal of Nutrition, Health & Aging, 19,4, 1-8.

Mayo Medical Laboratories.  (2017.)  Test ID: SES; selenium, serum. Retrieved from http://www.mayomedicallaboratories.com/test-catalog/Clinical+and+Interpretive/9765.

Mortensen, S. A., Rosenfeldt, F., Kumar, A., Dolliner, P., Filipiak, K. J., Pella, D., & Littarru, G. P. (2014). The effect of coenzyme Q10 on morbidity and mortality in chronic heart failure: results from Q-SYMBIO: a randomized double-blind trial. JACC. Heart Failure, 2(6), 641-649.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

En grundlæggende guide til selen

Åben kobbermine
Selen er et biprodukt ved udvinding og raffinering af kobber. Der er ingen steder i verden, hvor man udelukkende udvinder selen. På grund af dets relative knaphed og dens mange anvendelsesmuligheder — industri og landbrug samt ernæringsmæssige — vil selen til kosttilskud helt sikkert blive dyrere i fremtiden, og der kan meget vel opstå mangel på det i fremtiden. Derfor er det vigtigt for os at bruge det klogt og bevare det.

Selen er et vigtigt mikronæringsstof. Det er afgørende for livet for både mennesker og dyr. Kroppen kan ikke danne selen og er derfor afhængig af det selen, vi kan få fra kosten. I mange områder af verden er der for lidt selen i jorden og i fødevarerne, og tilskud er derfor nødvendigt for at opnå optimal sundhed.

Regioner med selenfattig jord
I mange områder af verden er indholdet af selen i jorden er ganske lavt. I store dele af Asien, især Kina og i store dele af Europa og Mellemøsten er der er lave niveauer af selen i jorden.

Planter optager uorganisk selen fra jorden og omdanner det til organisk selen. På den måde kommer selen ind i fødekæden. For eksempel ved køer som spiser græs der indeholder selen, og noget af dette selen havner i kød og mælk fra køerne. Folk spiser kødet og drikker mælken. For lidt selen i jorden betyder således for lidt selen i fødevarerne.

Den finske eksperiment med at tilsætte selen til gødning
I 1985 besluttede den finske regering, at der skulle tilsættes selen til al landbrugsgødning. Baggrunden for denne beslutning var en intens debat, hvor fortalere for selentilsætning præsenterede data om de lave niveauer af selen i den finske befolkning. Selenniveauet hos finske borgere havde nået et så lavt niveau, at sundhedsmyndighederne i Finland var bekymrede over farerne ved selenmangel.

Succesen med selengødningsprojektet i Finland
Tyve år senere, i 2005, udstedte de finske myndigheder en rapport med en opsummering af de første 20 år med selengødning. De nye data viste, at tilsætning af selen til lansbrugsgødning havde været en sikker og effektiv løsning på problemet med det finske folks lave selenstatus. Faktisk viste målingerne af selen i blodprøver, i mælkeprøver og i prøver af kød alle viste en positiv tendens, undtagen inden for økologisk landbrug, hvor brugen af kunstgødning ikke er tilladt.

Ikke nok selen til at kopiere det finske eksperiment
På trods af succesen med det finske eksperiment har ingen andre lande i Europa taget en lignende beslutning. En vigtig årsag er, at selen er et sjældent sporstof, og at der produceres relativt lidt selen hvert år. Ud af den årligt producerede mængde, går hovedparten til industrielle formål.

Der er helt enkelt ikke nok selen til rådighed til at gøde dyrkede marker og græsgange med det i alle selenfattige lande i verden i det omfang, finnerne har gjort. Selen er så forholdsvis sjældent, at vi mennesker har brug for at administrere anvendelsen af det omhyggeligt og bør begynde at opbygge lagre af det til brug for kommende generationer [Haug].

Anbefalet daglig tilførsel af selen fra kosten
I dag er den anbefalede tilførsel af selen fra kosten i USA og Canada og mange lande i Europa fastsat til 55 mikrogram per dag. Det er den daglige mængde som menes at medføre optimal aktivitet af det selen-afhængige antioxidantenzym glutathionperoxidase.

Siden etableringen af denne grænseværdi for indtagelse har selenforskere peget på, at der kan være behov for en højere indtagelse grundet en selenafhængig beskyttelse mod kræft og andre kroniske sygdomme. Det formodede gavnlige niveau af selen i plasma ligger mellem 120 og 170 nanogram per milliliter [Hurst 2010]. Bevismaterialet fra Hurst’ forskning tyder på, at vi har brug for omkring 105 mikrogram per dag for at nå den nedre grænse af dette interval og ca. 155 mikrogram per dag for at nå den øvre grænse af intervallet. Begge indtag er pænt under den øvre tolerable grænse for daglig indtagelse fastsat af den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet EFSA i februar 2006: 300 mikrogram selen om dagen.

Særlige grupper med risiko for at få for lidt selen
Selv med det anbefalede niveau på 55 mikrogram selen om dagen, kan der være særlige grupper af mennesker med risiko for at få for lidt selen i deres kost. For eksempel vil vegetarer og veganere sandsynligvis være i fare, fordi kød, fisk, og mejeriprodukter er vigtige kilder til selen i kosten.

En anden gruppe der kan være udsat, er den gruppe af mennesker, der er følsomme over for gluten og som derfor undgå kornprodukter. Korn ligger lige under fisk og kød fra pattedyr på listen over vigtige kostkilder til selen.

Ældre mennesker der spiser mindre kan være i fare. Rygere kan have behov for ekstra selen. Også kropsstørrelse og graden af motion kan påvirke den daglige, nødvendige mængde selen.

Selen, selenocystein og selenoproteiner
Selenoproteiner er proteiner i kroppen, der indeholder selenocystein, den 21. aminosyre. Selenocystein er selv afhængig af, at der er selen til rådighed til dets dannelse. Forskere har identificeret 25 selenoproteiner, der spiller en rolle i menneskers sundhed. Disse selenoproteiner har adskillige biologiske funktioner:

  • fungerer som antioxidanter, der beskytter cellerne og DNA mod oxidativ skade
  • aktiverer skjoldbruskkirtelhormoner
  • styrker immunsystemet
  • beskytter prostata
  • støtter produktionen af sunde sædceller
  • bidrager til hjernens udvikling

Selen og selenoprotein P
En af de vigtigste selenoproteiner er selenoprotein P. Det er det mest udbredte selenoprotein i blodplasmaet, som udgør 25 – 50 procent af den samlede mængde selen i plasma. Det er et vigtigt selenoprotein til beskyttelse af prostata. Det er en nyttig bio-markør for menneskers selenniveu, fordi det er mere følsomt overfor lave og mellemstore niveauer af plasmaselen end glutathionperoxidase er [Hurst 2010].

Dansk undersøgelse af mænds selenstatus
I en dansk tværsnitsundersøgelse af 27.000 mænd, viste data, at 80% af mændene havde for lidt selen i blodet til at optimere aktiviteten af selenoprotein P. Undersøgelsen, som blev offentliggjort i British Journal of Nutrition i 2016, havde til formål at se, om et lavt selenniveau udgjorde en sundhedsrisiko for danske mænd. I undersøgelsen blev højere niveauer af plasmaselen og selenoprotein P forbundet med lavere risiko for aggressiv kræft [Outzen].

Lav selenstatus og risiko for prostatakræft
Resultaterne fra den danske undersøgelse svarer til resultaterne fra en tilsvarende undersøgelse foretaget i Holland. I den hollandske undersøgelse viste data, at højere selenniveauer i tånegle var forbundet med betydelige fald i risikoen for fremskreden prostatakræft. Selenniveauet i tånegle anses som en bedre langsigtet markør af selenstatus end plasma- eller serumselen-niveauer [Geybels].

Resumé: Hvad er selen?

Et sjældent og essentielt mikronæringsstof som ikke syntetiseres i kroppen
Selen er et sjældent mikronæringsstof, som vi mennesker ikke selv kan producere, og det er afgørende for et godt helbred. Idet vi ikke kan syntetisere det selv, men behøver det, minder selen om et vitamin. Det har også egenskaber tilfælles med C-vitamin og E-vitamin i den forstand, at det tjener som en vigtig antioxidant via dets deltagelse som komponent i selenoproteiner.

Bruges mest til industrielle formål
Selen er et biprodukt fra udvinding af kobber. Langt den største udnyttelse af jordens selenressourcer går til industriel produktion af elektronik, metal- og glasprodukter. For eksempel anvendes selen til fremstilling af røde glasprodukter. Kun omkring 10% af verdens årlige produktion af selen anvendes til at gøde landbrugsjord. Langt under 10% er til rådighed til brug i kosttilskud.

Ulige fordelt i verden
Den ulige fordeling af selen i verden er et bekymrende problem. Næsten 70% af Jordens selenreserver er koncentreret i fire lande: Chile (25%), Rusland (20%), Peru (13%) og USA (10%), Der er ingen kendte, store reserver nogen steder i Europa . Reserverne af selen er så relativt små, at nogle forskere foreslår, at det nuværende forbrug af selen administreres omhyggeligt, og at der bør oplagres selen til brug for kommende generationer.

En passende indtagelse er nødvendigt for et godt helbred
Forskning har vist, at et tilstrækkeligt indtag af selen er nødvendigt for et godt cellestofskifte, en stærk immunrespons, produktion af sunde sædceller, beskyttelse af cellens DNA-struktur og funktion samt et sundt hår og stærke negle. Nogle epidemiologiske undersøgelser tyder på, at en tilstrækkelig selenstatus er knyttet til forebyggelse af kroniske sygdomme.

 

Kilder

Geybels, M. S., Verhage, B. J., van Schooten, F. J., Goldbohm, R. A., & van den Brandt, P. A. (2013). Advanced prostate cancer risk in relation to toenail selenium levels. Journal Of The National Cancer Institute, 105(18), 1394-1401.

Haug, A., Graham, R. D., Christophersen, O. A., & Lyons, G. H. (2007). How to use the world’s scarce selenium resources efficiently to increase the selenium concentration in food. Microbial Ecology In Health And Disease, 19(4), 209-228.

Hurst, R., Hooper, L., Norat, T., Lau, R., Aune, D., Greenwood, D. C., & Fairweather-Tait, S. J. (2012). Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. The American Journal Of Clinical Nutrition, 96(1), 111-122.

Hurst, R., Armah, C. N., Dainty, J. R., Hart, D. J., Teucher, B., Goldson, A. J., & Fairweather-Tait, S. J. (2010). Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. The American Journal Of Clinical Nutrition, 91(4), 923-931.

Outzen, M., Tjønneland, A., Larsen, E. H., Friis, S., Larsen, S. B., Christensen, J., & Olsen, A. (2016). Selenium status and risk of prostate cancer in a Danish population. The British Journal Of Nutrition, 115(9), 1669-1677.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.