tungmetaller – Selenmangel.dk

Selen beskytter mod cadmiumforgiftning og åreforkalkning

Cadmium, der lækker fra jernrør til drikkevand, kan være en primær årsag til øget risiko for åreforkalkning – den øgede risiko for opbygning af plak på indersiden af arterievæggene med betændelse til følge. Sådan lyder tesen fra den danske kardiolog Anton Dorph-Petersen.

Person med hjerteanfald — Cadmium fra drikkevand akkumuleres i kroppen og forårsager skade på det lag af celler, der forer indersiden af arterierne, hvilket fører til en ophobning af plak og øget risiko for åreforkalkning og hjerteanfald. Cadmium er et tungmetal, der findes overalt på jorden. Cadmium ophobes primært i lever og nyrer med toksiske effekter på især nyrerne. Mennesker med et utilstrækkeligt indhold af selen og jern ophober mere cadmium. Cadmium er lang tid om at blive udskilt fra kroppen. Jernvandrør og cigaretrygning er væsentlige kilder til cadmium i kroppen. Dr. Dorph-Petersen hævder, at faren for cadmiumtoksicitet er størst i områder af verden, hvor selen-indholdet i jorden og planter er lavt, og i områder af verden, hvor der er lavt kostindtag af selenholdige fisk [Dorph-Petersen 2017].

Lad mig fremlægge Dr. Dorph-Petersens ræsonnement trin for trin. Hans hypotese er endnu ikke blevet bekræftet af kliniske forsøg.

Imidlertid ved vi fra en under-søgelse med deltagelse af 15.689 personer i USA, at et lavt indhold af selen i blodet og højt indhold cadmium er uafhængige risikofaktorer for hjertesvigt.

LAVT selen- og HØJT CADMIUMNIVEAU i blodet

I den amerikanske undersøgelse blev følgende væsentlige sammenhænge set [Xing 2022]:

Blodniveauet af selen var omvendt forbundet med dødelighed af alle årsager og kardiovaskulær dødelighed.
Cadmiumniveauet i blodet var positivt forbundet med dødelighed af alle årsager og kardiovaskulær dødelighed.
Blodniveauet af selen var forbundet med en lavere risiko for kardiovaskulær dødelighed hos personer med hjertesvigt.

FORBINDELSEN MELLEM CADMIUM OG HJERTESYGDOM

I løbet af 40 års kardiologisk praksis gjorde Dr. Dorph-Peterson følgende observationer, præsenteret her i forkortet form fra hans selvbiografi fra 2017:

Jo, Dorph-Petersen erkender, at stress, rygning, kostens indtag af animalsk fedt (i modsætning til fedt fra havfisk), højt kolesteroltal, for meget sukker i kosten og mangel på motion alle er risikofaktorer for hjertesygdom.
I det meste af den industrialiserede og urbaniserede verden leverer jernrør drikkevandet. Uundgåeligt frigiver jernrør cadmium til drikkevandet. Undersøgelser viser, at cadmiumindtagelse er forbundet med øget risiko for åreforkalkning [Xing 2022; Zwolak 2020].
Problemet med det giftige cadmium i drikkevandet er værre i områder af verden med lavt calciumindhold i vandet. Over tid aflejres kalk fra vandet på jernrørenes inderside og reducerer frigivelsen af cadmium fra jernrørene til drikkevandet. I områder med lavt calciumindhold i vandet er der en større forekomst af hjertesygdomme. Dette er ellers noget kontraintuitivt: man kunne forvente, at højt calciumindhold i drikkevandet ville være en risikofaktor for hjertesygdomme.
Giftige tungmetaller som cadmium og kviksølv er svære at fjerne fra kroppen, når de først er kommet ind. Gennem årene ophobes de meget små mængder cadmium fra drikkevandet i kroppen.
Andre kilder til cadmiumindtag er vilde svampe, solsikkefrø, hørfrø og cigaretrygning. Det kan være, at cadmiumindholdet i tobak er årsagen til, at rygning er forbundet med betydeligt øget risiko for hjertesygdomme.
Denne gradvise ophobning af giftig cadmium i kroppen er en af de primære årsager til åreforkalkning. Virkningsmekanismen ser ud til at være, at cadmium beskadiger væggene i blodkarrene og resulterer i inflammation i blodkarrene.

SELEN BESKYTTER MOD CADMIUMs giftighed

Hvad var det, der fokuserede Dr. Dorph-Petersens opmærksomhed på selen som en mulig profylakse til forebyggelse af cadmiumforgiftning?

Svineavlere i Danmark havde problemer med åreforkalkning hos deres dyr. Ved at tilsætte selen til foderet reducerede de forekomsten af åreforkalkning markant. Dorph-Petersen vidste, at der er mange ligheder mellem grise og mennesker hvad angår anatomi og fysiologi, immunsystem og genetisk sammensætning [Dorph-Petersen 2017].
I det 20. århundrede i Japan og Grønland, især før befolkningen i Grønland begyndte at afvige fra deres oprindelige spisevaner for at anlægge en mere typisk dansk kost, var der en langt lavere forekomst af åreforkalkning end i resten af den industrialiserede og urbaniserede verden. Hvad var forskellen? Japanerne og befolkningen i Grønland spiste meget mere havfisk, og havfisk indeholder meget mere selen, end andre fødevarer gør.
Da folk i Grønland begyndte at spise mindre fisk og mere dansk kost, steg deres andel af åreforkalkning drastisk, og nåede næsten op på niveauet i Danmark [Dorph-Petersen 2017].

SELEN BESKYTTER VED SEKVERTERING AF CADMIUM

Dyreforsøg og cellekulturstudier viser, at forskellige former for selen, f.eks. selenit, selenomethionin, selenberiget gær eller selen fra linser, kan reducere cadmium-medieret toksicitet i hjerte, lever, nyrer, milt og hjerne. Selen beskytter mod toksiciteten af cadmium hovedsageligt gennem sekvestrering af cadmium til biologisk inerte komplekser og/eller gennem virkningen af selenafhængige antioxidantenzymer [Zwolak 2020].

KONKLUSION: SELEN, CADMIUM OG HJERTESYGDOM

Arteriosklerose er den medicinske betegnelse for aflejring af plak: Fedtstoffer, kolesterol og andre stoffer – på indersiden af arterievæggene. Ophobningen af plak får arterierne til at blive snævre, hvilket blokerer blodgennem-strømningen. Hvis plakken brister, opstår der en blodprop [Mayo Clinic Staff 2023].

Behov: Kliniske forsøg for at korrelere niveauet af cadmium i drikkevand og forekomsten af åreforkalkning.

Dr. Dorph-Petersen mener, at Danmark ville være et godt sted at gennemføre sådanne undersøgelser. I Danmark er der stadig områder af landet, hvor drikkevandet leveres i jernrør, der er områder med lavt og højt indhold af kalk i drikkevandet, og der er gode registreringer af dødsårsager.

Vi mangler at se, om der er en markant højere forekomst af åreforkalkning i områder med relativt høje cadmiumkoncentrationer i drikkevandet.

Danmark og store dele af Nordeuropa og Storbritannien har et relativt lavt kostindtag af selen, dvs. ca. 48 mkg/dag, og noget lave serumselen-koncentrationer, dvs. ca. 95 mkg/l i gennemsnit [Rasmussen 2011].

Kilder

Dorph-Petersen A. Et Liv Som Læge. Dronninglund, DK: Queenswood Media Productions, 2017. ISBN: 978-87-91519-75-8.

Rasmussen LB, Schomburg L, Köhrle J, Pedersen IB, Hollenbach B, Hög A, Ovesen L, Perrild H, Laurberg P. Selenium status, thyroid volume, and multiple nodule formation in an area with mild iodine deficiency. Eur J Endocrinol. 2011 Apr;164(4):585-90.

Xing X, Xu M, Yang L, Shao C, Wang Y, Qi M, Niu X, Gao D. Association of selenium and cadmium with heart failure and mortality based on the National Health and Nutrition Examination Survey. J Hum Nutr Diet. 2022 Nov 2. doi: 10.1111/jhn.13107. Epub ahead of print.

Zwolak I. The Role of Selenium in Arsenic and Cadmium Toxicity: an Updated Review of Scientific Literature. Biol Trace Elem Res. 2020 Jan;193(1):44-63.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Selen, giftige metaller og den aldrende nyre

Hos personer ældre end 50-60 år falder nyrernes glomerulære filtrationshastighed med stigende alder. Den glomerulære filtrationshastighed er et mål for, hvor godt dine nyrer fungerer. I dine nyrer er der små filtre (kaldet glomeruli), der fjerner affald og overskydende væske fra blodet.

Eksponering for giftige metaller – kviksølv, cadmium, bly – kan være skadelig for nyrerne hos normale voksne. Følgelig kan eksponering for giftige metaller påvirke individer med nedsatte glomerulære filtrations-hastigheder endnu mere negativt.

Professor Jan Aaseth og et team af forskere har gennemgået de tilgængelige forskningsdata. Deres resultater viser følgende sammen-hænge [Aaseth 2021]:

en sammenhæng mellem eksponering for giftige metaller og en stigning i forekomst og sværhedsgrad af nyresygdom hos ældre personer
en sammenhæng mellem en tilstrækkelig selenstatus og beskyttelse mod nedsættelse af nyrefunktionen forårsaget af metalforurenende stoffer

ÆLDRE PERSONER MERE modtagelige FOR giftige metaller

Raske ældre er for det meste i stand til at opretholde en normal nyrefunktion. Men især efter 70 års alderen sker der fysiologiske forandringer i nyrerne.

De aldrende nyrer mister noget af deres funktionelle reservekapacitet. Når den funktionelle reservekapacitet går tabt, har nyrerne en nedsat kapacitet til at reagere på eksponeringer for giftige metaller i miljøet og nedsat kapacitet til at eliminere giftstoffer [Aaseth 2021].

ÆLDRING OG forringelse AF BESKYTTENDE ANTIOXIDANTENZYMER

Aaseth et al citerer undersøgelser, der indikerer, at aldring er forbundet med en nedsat ekspression af følgende antioxidantenzymer [Aaseth 2021]:

superoxid-dismutaser
katalase-enzymer
de selenafhængige glutathionperoxidaser

Disse enzymers nedsatte beskyttende aktivitet mod oxidative skader forårsaget af skadelige frie radikaler kan føre til yderligere stigninger i oxidativ stress og cellulær aldring. Det er en ond cirkel.

Udsættelse for kviksølv, cadmium eller bly, selv i mindre grad, har vist sig at påvirke de antioxidative enzymsystemer negativt. Udsættelse for giftige metaller kan fremme aldersrelaterede organforandringer, især i nyrerne [Aaseth 2021].

ALDRING RELATET TIL OXIDATIV STRESS

Aaseth et al bemærker, at aldring ser ud til at være forbundet med øgede niveauer af oxidativ stress, defineret som en ubalance mellem skadelige frie radikaler (for det meste reaktive oxygenarter) og beskyttende antioxidanter. Denne ubalance i cellerne er kendetegnet ved en øget produktion af frie radikaler og/eller ved en nedsat effektivitet af antioxidanter til at fjerne de frie radikaler [Aaseth 2021].

SELEN RELATERET TIL FORBEDRET ANTIOXIDANTAKTIVITET

Selentilskud har vist sig at øge cellernes antioxidant enzymaktivitet og at øge cellernes antioxidant-kapacitet. Især selentilskud er forbundet med en øget antioxidant enzymaktivitet, f.eks. aktiviteten af selenafhængige antioxidant glutathionperoxidase-enzymer [Aaseth 2021].

Selenoenzymet GPX-3 (glutathionperoxidase-3) dannes i nyrerne og findes ophobet i membranen, der omgiver de renale proksimale tubuli. Selentilskud er forbundet med en stigning i serum-GPX3-koncentrationen [Aaseth 2021].

Selentilskud OG REDUCERET OXIDATIV STRESS HOS ÆLDRE SVENsKE BORGERE

Data fra KiSel-10 Studiet, en randomiseret kontrolleret undersøgelse af en ældre svensk befolkning (gennemsnitsalder: 78 år; interval 70-88 år) har vist en statistisk signifikant sammenhæng mellem en lav selenstatus (67,1 mkg/l eller lavere) og en aldersrelateret reduktion af nyrefunktionen [Alehagen 2021].

Deltagerne i KiSel-10-studiet modtog 200 mkg/dag af organisk selen og 2 gange 100 mg coenzym Q10 eller tilsvarende placebo i fire år.
Det kombinerede tilskud var forbundet med en signifikant forbedret nyrefunktion sammenlignet med placebotilskud.
KiSel-10 forskerholdet tilskrev forbedringen af nyrernes funktion til den optimerede funktion af antioxidante selenoenzymer som f.eks.
glutathionperoxidaserne og thioredoxinreduktaserne.

Advarsel: Aaseth et al bemærker, at indtagelse af selen i doseringer over ca. 300 mkg/dag kan have pro-oxidative effekter og kan være forbundet med en øget risiko for type 2 diabetes [Aaseth 2021].

N.B. Selenforskeren Prof. Lutz Schomburg, Berlin, Tyskland, har forklaret, at sammenhængen mellem højere selenstatus og øget diabetesrisiko højst sandsynligt skyldes diabetes, der forårsager en øget dannelse af selenoprotein P og forhøjede selenkoncentrationer i blodet snarere end det modsatte [Schomburg 2020].

LAV SELENSTATUS OG fremskreden NYRESYGDOM

Anden forskning har vist følgende sammenhænge [Aaseth 2021]:

Patienter med fremskreden nyresygdom har almindeligvis en lav serumselen [Aaseth 2021].
Patienter i hæmodialyse har lave selenniveauer i serum, sandsynligvis på grund af nedsat selenretention forårsaget af kronisk oxidativ stress.
Patienter med nyresygdom i slutstadiet med lave selenværdier i serum (mindre end 63 mkg/l) har vist en øget dødelighedsrisiko sammenlignet med patienter med et normalt eller højt selenniveau (over 118 mkg/l).

Konklusion: Optimal selenstatus nødvendig for en sund nyrefunktion

Eksponering for kviksølv, bly og cadmium er giftigt.
Kviksølv, bly og cadmium kan bindes og afgiftes af selen-forbindelser.
Tilskud af selen til personer udsat for kviksølv har vist sig at reducere sværhedsgraden af kviksølvs giftvirkninger.
Tilgængelige forskningsdata har vist en klar sammenhæng mellem forekomst og sværhedsgrad af nyresygdom og eksponering for kviksølv, bly og cadmium [Aaseth 2021].
I betragtning af at kviksølv, bly og cadmium er udbredt i miljøet, og i betragtning af at disse metaller har giftvirkninger, har vi brug for mere forskning i selenforbindelsernes beskyttende rolle [Aaseth 2021].

Kilder

Aaseth J, Alexander J, Alehagen U, Tinkov A, Skalny A, Larsson A, Crisponi G, Nurchi VM. The Aging Kidney-As Influenced by Heavy Metal Exposure and Selenium Supplementation. Biomolecules. 2021 Jul 22;11(8):1078.

Alehagen, U.; Aaseth, J.; Alexander, J.; Brismar, K.; Larsson, A. Selenium and Coenzyme Q10 supplementation improves renal function in elderly deficient in selenium: observational results and results from a subgroup analysis of a prospective randomised double-blind placebo-controlled trial. Nutrients. 2020;12:3780.

Schomburg L. The other view: the trace element selenium as a micronutrient in thyroid disease, diabetes, and beyond. Hormones (Athens). 2020 Mar;19(1):15-24.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Selen og nyrefunktionen

Her er hovedpunkterne fra en nylig oversigtsartikel om emnet ældning, udsættelse for tungmetaller og nyrefunktionen:

Professor Jan Aaseth og hans kolleger har gennem-gået forskningslitteraturen om den aldrende nyres reaktion på miljøgifte som kviksølv, cadmium og bly. Selen kan have en beskyttende virkning idet det binder til og sekvestrerer de skadelige tungmetaller samt tjener til at reducere niveauet af oxidativ stress.

Effektiviteten hvormed nyrerne fjerner affaldsstoffer og overskydende væske fra blodet falder med alderen hos personer, der er ældre end 50–60 år.
Eksponering for forurenende metalliske stoffer kan være skadelig for nyrerne hos normale raske voksne og forværre nyrernes funktion hos seniorer. I betragtning af forekomsten af disse giftige tungmetaller i miljøet er det næsten umuligt for mennesker at undgå eksponering.

Undersøgelser har vist, at eksponering for kviksølv, cadmium og/eller bly er forbundet med en stigning i forekomst og sværhedsgrad af nyresygdom hos ældre personer. Der er dog grund til at tro, at en tilstrækkelig selenstatus hjælper med at beskytte mod skader fra giftige tungmetaller.

Desværre går de tidlige tegn på nedsat nyrefunktion ofte ubemærket hen.

Kviksølv, CADMIUM, Bly – Svære at undgå

Prof. Aaseth et al. skriver, at giftige metaller er så udbredte i miljøet, at det er næsten umuligt for mennesker at undgå kontakt med dem.

Nyrerne er kroppens vigtigste udskillelsesvej, så nyrerne er særligt sårbare over for giftige skader forårsaget af kviksølv, cadmium og bly.

Kumulativ eksponering af ældre individer for disse forurenende stoffer kan resultere i progressiv forværrelse af nyrernes tilstand.

Kviksølv

Selv ved udsættelse for en mindre mængde kviksøkv er det farligt for nyrerne i tre former: elementært kviksølv, methylkviksølv og uorganisk kviksølv. Observationsstudier har vist, at både akut og kronisk eksponering for de forskellige former for kviksølv kan skade nyrerne.

Cadmium

Flere observationsundersøgelser har rapporteret negative sundhedsmæssige virkninger forbundet med miljøeksponering for cadmium, nogle gange endda ved lave eksponeringsniveauer i grupper i Kina, Japan, Europa og USA.

I leveren og andre væv danner cadmiumioner et kompleks med proteinet metallothionein. Metallothionein kan transporteres til og filtreres i nyrerne og derefter reabsorberes i de proximale renale tubuli. Inde i de renale tubulære celler frigiver MT-komplekset overskydende frie cadmiumioner, hvilket forårsager nyreskade.

Bly

Blyforbindelser absorberes let af tarmene og lungerne ved eksponering.

En kohorteundersøgelse har vist, at den observerede forringelse af nyrefunktionen hos midaldrende og ældre afhænger både af bly, der er lagret i kroppen, og af cirkulerende bly; forringelsen af nyrefunktionen var mest udtalt blandt personer med diabetes eller forhøjet blodtryk..

En anden kohorteundersøgelse af personer på knap 60 år ved undersøgelsens start og med en opfølgningsperiode på 16 år har vist, at selv bly-eksponering på lavt niveau var forbundet med nedsat nyrefunktion.

SELENS ROLLE I ALDRING OG I NYRESYGDOM

Prof. Aaseth har forklaret aldringsprocessen som følger:

Aldring er forbundet med en redox-ubalance i cellerne.
Redox-ubalancen er kendetegnet ved en øget produktion af skadelige frie radikaler og/eller nedsat effektivitet i neutraliseringen af de skadelige frie radikaler.
Resultatet er nedsat cellulær funktion.
Det er rapporteret, at selentilskud øger kapaciteten af den beskyttende antioxidant-kapacitet i cellerne.
Selen-tilskud er forbundet med en øget antioxidant-enzymaktivitet af selenoproteinerne i glutathionperoxidase (GPX)-familien, og især af GPX3. GPX3 dannes i nyrerne og findes akkumuleret i membranen, der omgiver de proksimale tubuli i nyrerne.

Prof. Aaseth har noteret sig følgende forhold mellem selenstatus og nyresygdom.

Lav serum-selenstatus rapporteres almindeligvis hos patienter med fremskreden nyresygdom.
Lave serumniveauer ses hyppigt hos patienter i hæmodialyse eller peritonealdialyse og kan være relateret til en nedsat selenretention i kroppen på grund af den tilhørende kroniske oxidative stress.
Patienter med nyresygdom i slutstadiet med lav serum-selenstatus (<63 mkg/l) viste en øget dødelighedsrisiko sammenlignet med patienter med normalt eller højt selenniveau (>118 mkg/l) i et kohortstudie.

KOMBINERET SELEN OG COENZYM Q10-TILSKUD I KISEL-10 UNDERSØGELSEN

I den randomiserede kontrollerede udersøgelse, KiSel-10, gav forskere en kombination af 200 mkg selen i en selengærtablet og 2 x 100 mg coenzym Q10 i kapsler dagligt i fire år til seniorer (gennemsnitsalder: 78 år).

Analyse af data fra undersøgelsen viste en sammenhæng mellem lav selenstatus og nedsat nyrefunktion.
Den kombinerede selen- og Q10-tilskudsplan forbedrede nyrefunktionen betydeligt.
Forskerne tilskrev forbedringen en optimeret funktion af antioxidative selenoenzymer som GPXer og thioredoxinreduktaser [Alehagen 2020].

SELENS ROLLE I BESKYTTELSE MOD KVIKSØLV

Kviksølv binder sig til selenforbindelser og er således “afgiftet”; både Ralston & Raymond og Spiller et al. har fremført argumentet om, at den vigtigste konsekvens af at blive udsat for kviksølvforgiftning er den resulterende selenmangel, især i hjernen.

Med andre ord er selen målet for det giftige kviksølv. Ja, selen kan binde sig til kviksølv, men det betyder, at der så er mindre selen til rådighed til dannelse af selenoenzymerne, der er nødvendige for at forhindre og vende oxidativ skade i hjernen [Ralston & Raymond 2018]. Det er tegn og symptomer på overdreven oxidativ skade i hjernen, der er de karakteristiske virkninger af kviksølvs giftighed.

I tilfælde af udsættelse for kviksølv er selentilskud nødvendig for at hjælpe med at genoprette mængden af selenoprotein og muliggøre genaktivering af nogle af de eksisterende selenoproteiner. Tilskud med selen kan lede fordelingen af kviksølv væk fra målorganer til mindre følsomme organer, kan øge eliminering af kviksølv og kan hjælpe med at udskille kviksølv og gøre det uskadeligt [Spiller et al. 2021].

Spiller et al. erkender, at den korrekte dosering og varighed af selentilskud i tilfælde af kviksølveksponering ikke er kendt; de anbefaler et indledende selentilskud på 100 mkg/dag hos asymptomatiske patienter og 500 mkg/dag hos symptomatiske patienter i 90 dage. Fortsættelse af selenbehandlingen ud over 90 dage bør afhænge af lægernes vurdering af patientfaktorer, herunder patientens reaktion på behandlingen, adhærens og sværhedsgraden af eventuelle bivirkninger, der kan berettige afbrydelse [Spiller et al. 2021].

SELENS ROLLE I BESKYTTELSE MOD CADMIUM OG BLY

Cadmium

Zwolak forklarer i en oversigtsartikel fra 2020, at selen har vist sig at reducere cadmium-associeret toksicitet i lever, nyre, milt, hjerne eller hjerte i dyremodeller og i cellekulturstudier. Selen modvirker toksiciteten af cadmium primært ved at binde cadmium i biologisk inerte komplekser og muligvis også gennem den virkemekanisme, at selen indeholder selenoenzymer med antioxidantaktivitet.

Bly

Den mulige gavnlige rolle af selentilskud alene på blyinduceret oxidativ stress er stadig uklar hos mennesker; tilskud med selen forbliver imidlertid en potentiel mulighed på grund af selens antioxidant-egenskaber.
Pawlas et al. [2016] indskrev 324 mænd, hvis arbejde udsatte dem for usædvanligt høje blyniveauer fra luften: 0,083 ± 0,12 mg/kubikmeter for at undersøge forholdet mellem/blandt serum selenkoncentrationer, kronisk blyeksponering, biomarkører for oxidativ stress og parametre der karakteriserer funktionen af det antioxidante forsvarssystem.

Forskerne opdelte mændene i en lavselen-gruppe og en højselen-gruppe. De to grupper adskilte sig ikke signifikant med hensyn til alder, højde, vægt, antal arbejdsår, rygevaner eller om mændene var blevet diagnosticeret med koronar hjertesygdom, forhøjet blodtryk eller diabetes.

Den store forskel mellem de to grupper var i mændenes serum-selenkoncentrationer: 57,9 +/- 8,62 mkg/l i gruppen med lavt selen og 90,1 +/- 15,6 mkg/l i gruppen med højt selen.

Undersøgelsen viste, at blykoncentrationerne var signifikant lavere i den høje selengruppe end i gruppen med lavt selen. Glutathion-niveauet og aktiviteten af antioxidant-enzymerne glutathionperoxidase og katalase var signifikant højere i gruppen med høj selen.

Undersøgelsesresultaterne er tankevækkende, men er ikke tilstrækkelige til at forskerne anbefaler selentilskud mod kronisk blyeksponering undtagen i tilfælde af selenmangel.

Kilder

Aaseth J, Alexander J, Alehagen U, Tinkov A, Skalny A,,Larsson A., Crisponi G, Nurchi VM. The Aging kidney—as influenced by heavy metal exposure and selenium supplementation. Biomolecules 2021, 11, 1078.

Alehagen U, Aaseth J, Alexander J, Brismar K, Larsson A. Selenium and Coenzyme Q10 Supplementation Improves Renal Function in Elderly Deficient in Selenium: Observational Results and Results from a Subgroup Analysis of a Prospective Randomised Double-Blind Placebo-Controlled Trial. Nutrients. 2020 Dec 9;12(12):3780.

Pawlas N, Dobrakowski M, Kasperczyk A, Kozłowska A, Mikołajczyk A, Kasperczyk S. The Level of Selenium and Oxidative Stress in Workers Chronically Exposed to Lead. Biol Trace Elem Res. 2016;170(1):1-8.

Ralston NVC, Raymond LJ. Mercury’s neurotoxicity is characterized by its disruption of selenium biochemistry. Biochim Biophys Acta Gen Subj. 2018 Nov;1862(11):2405-2416.

Spiller HA. Rethinking mercury: the role of selenium in the pathophysiology of mercury toxicity. Clin Toxicol (Phila). 2018 May;56(5):313-326.

Zwolak I. The Role of Selenium in Arsenic and Cadmium Toxicity: an Updated Review of Scientific Literature. Biol Trace Elem Res. 2020 Jan;193(1):44-63.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Selen, tungmetaller og fødsel

Undersøgelser viser, at højere koncentrationer af farlige tungmetaller – cadmium, kviksølv og bly – i moderens blod sandsynligvis vil blive duplikeret i navlestrengsblod, i fostrets blod, i modermælken og i det nyfødte barns blod med potentielt skadelige langsigtede konsekvenser for barnet. Der er tegn på, at selen binder sig til cadmium og kviksølv, hvilket muliggør fjernelse af stofferne fra mødrene.

Tidlig eksponering for naturlige grundstoffer der er giftige – cadmium, kviksølv og bly – kan have langsigtede negative, sundhedsmæssige konsekvenser. Børn der udsættes for disse grundstoffer, mens de stadig er i livmoderen og under amning, kan få vedvarende skader i hjernen og nervesystemet samt i nyrerne og leveren. Spørgsmålet er: I hvilket omfang kan selentilskud reducere risikoen for toksisk skade?

I betragtning af disse giftige tungmetallers skadelige egenskaber – cadmium, kviksølv og bly – for både moderen, fosteret og den nyfødte, er det svært at udføre randomiserede kontrollerede undersøgelser. I stedet kommer de bedste beviser for de gavnlige virkninger af selentilskud fra undersøger der sammenholder graden af udsættelse for kviksølv med indholdet af selen i moder og barn.

Vil et højere selenniveau nedsætte risikoen for forgiftning med cadmium, kviksølv og bly? I det følgende gennemgår jeg nogle af de tilgængelige undersøgelser.

Moderkagens overførsel af tungmetaller
Dr. Chen og et hold af forskere undersøgte data fra prøver af mødres blod, navlestrengsblod og postnatalt blod (efter fødslen) fra deltagere i Boston Birth Cohort-undersøgelsen. Forskerne rapporterede følgende resultater:

Boston Birth Cohort-undersøgelsens mødres udsættelse for disse giftige grundstoffer – cadmium, kviksølv og bly – var mere omfattende end man havde forestillet sig.
Der var en betydelig overførsel af disse giftige grundstoffer fra mødrene til fostrene.
Der var et betydeligt højere niveau af kviksølv i moder- og navlesnorsplasma samt i røde blodlegemer hos de mødre, som fødte for tidligt eller hos babyer med lav fødselsvægt sammenlignet med kviksølvniveauerne hos de mødre, der fødte deres babyer til tiden, og hvis babyer havde en normal fødselsvægt [Chen].

Disse resultater indikerer et behov for præ-screening af kvinder, der planlægger en graviditet for forhøjede koncentrationer af cadmium, kviksølv og bly. Derefter kan der, afhængigt af resultaterne af screeningen, interveneres med et gær-selenpræparat.

Cadmium og selen og fødselskarakteristika
Dr. Al-Saleh og et hold af forskere målte cadmium- og seleniveauerne i navlestrengsblod og i moderkagerne på 250 raske mødre. Deres resultater viste en negativ sammenhæng mellem livmoder-eksponering for cadmium og fostrets fødselskarakteristika.

Højere niveauer af cadmium i navlestrengen blev negativt forbundet med følgende indikatorer for en sund fødsel:
- Fem minutters apgar score
- Fødselshøjde
- Fødselsvægt
- Moderkagens tykkelse
Højere niveauer af cadmium i moderens blodprøver var forbundet med en øget risiko for lav fødselsvægt (babyer der var små i forhold til deres gestationsalder).
Højere cadmiumniveau i moderkagen var forbundet med lavere moderkagevægt.

Note: Apgar-scoren er resultatet af en hurtig vurdering af barnets helbred ved fødslen og fem minutter efter fødslen. Den vurderer babyens udseende, puls, grimasser, aktivitet og åndedræt.

I Al-Saleh-studiet var et højere selenindhold i navlestrengen forbundet med en højere vægt og en større tykkelse af moderkagen.

Forskerne konkluderede, at de mekanismer, hvormed selen kan nedsætte graden af cadmiumforgiftning og dets negative virkninger hos nyfødte babyer, endnu ikke er kendt. Forskerne antog, at den gavnlige virkning af selentilskud kan afhænge ikke kun af et øget selenindhold, men også af de former for selen som anvendes i tilskuddet.

De efterlyste yderligere speciering af selen i undersøgelser af effekten af cadmium, kviksølv og blyforgiftning [Al-Saleh]. Hvilke former for selen vil sandsynligvis være mest effektive mod tungmetalforgiftning? Det er, hvad vi har brug for at vide med større sikkerhed. På nuværende tidspunkt ser det ud til, at gær-selenpræparater er mest effektive.

Cadmium og selen og nyrefunktionen
Dr. Skröder og et team af forskere undersøgte nyrefunktionen hos børn i alderen 4,5 år. Børnene havde været udsat for forskellige mængder af cadmium, arsen og selen i deres mad og drikkevand.

Holdets resultater indikerede en forbindelse mellem cadmiumeksponering, selenstatus og nyrefunktion:

Omfanget af børns eksponering for cadmium blev vist at have haft en negativ indvirkning på nyrefunktionen.
En bedre selenstatus blev vist at have en beskyttende virkning mod de skadelige virkninger af cadmium-eksponering [Skröder].

Cadmium, selen og fødselsvægt
Dr. Sun og et team af forskere undersøgte selenstatus og omfanget af eksponering for cadmium og bly i mødre og fostre. Deres undersøgelser ledte til følgende resultater:

Mødrenes indhold af cadmium, bly- og selen i blodet afspejlede sig i navlestrengens indhold af cadmium, bly- og selen.
Omfanget af eksponering for cadmium blev vist at påvirke de nyfødte børns fødselsvægt.
Højere selenindtag syntes at reducere mængden af cadmium i navlestrengsblod.
Højere selenindtag syntes at fremme fosterets vækst [Sun].

Selen, kviksølv og amalgambaseret tandbehandling
Dr. Razagui og et forskerteam målte koncentrationer af kviksølv og selen i hårbundsprøver fra nye mødre og deres nyfødte.

Data fra deres undersøgelse viste, at amalgambaseret tandbehandling under graviditeten er forbundet med en højere prænatal eksponering for kviksølv.
Sammenhængen mellem mødrenes forhøjede kviksølvkoncentrationer og de nyfødtes høje kviksølvkoncentrationer var særlig stærk i de tilfælde hvor mødrene havde fået amalgamfyldninger fjernet og / eller udskiftet under graviditeten.
En bedre selenstatus mindskede risikoen for skadelige virkninger fra en høj eksponering for kviksølv [Razagui].

Rygning, selen og cadmium-niveauer
Dr. Kosanovic og et forskerteam undersøgte niveauet af cadmium- og selen hos gravide kvinder med normalt blodtryk og med højt blodtryk samt hos deres fostre.

Gravide kvinder der røg havde signifikant højere cadmium og signifikant lavere selenkoncentrationer i blodet end det var tilfældet for ikke-rygerne.
Selenkoncentrationen i rygeres navlestrengsblod sammenlignet med ikke-rygeres var også signifikant lavere, hvilket betyder, at fostrene fik mindre beskyttende selen.
Selenkoncentrationen i rygeres fostervand var også signifikant lavere end i fostervandet hos ikke-rygerne.
Data fra undersøgelsen viser, at et højt blodtryk hos gravide rygere er signifikant forbundet med højere koncentrationer af cadmium i blodet [Kosanovic].

Planlægger du en graviditet?
Ovenstående undersøgelser viser, at kvinder der planlægger en graviditet, har brug for at få deres blod testet for at få undersøgt niveauet af skadelige tungmetaller og få målt niveauet af beskyttende selen.

En tilstrækkelig forsyning af selen før og under graviditeten kan beskytte, ikke kun mod de værste virkninger af tungmetalforgiftning, men også mod risikoen for svangerskabsforgiftning, som er en alvorlig lidelse under graviditeten.

Kilder

Al-Saleh, I., Al-Rouqi, R., Obsum, C. A., Shinwari, N., Mashhour, A., Billedo, G., & Rabbah, A. (2015). Interaction between cadmium (Cd), selenium (Se) and oxidative stress biomarkers in healthy mothers and its impact on birth anthropometric measures. International Journal Of Hygiene And Environmental Health, 218(1), 66-90.

Chen, Z., Myers, R., Wei, T., Bind, E., Kassim, P., Wang, G., & Wang, X. (2014). Placental transfer and concentrations of cadmium, mercury, lead, and selenium in mothers, newborns, and young children. Journal Of Exposure Science & Environmental Epidemiology, 24(5), 537-544.

Kosanovic, M., Jokanovic, M., Jevremovic, M., Dobric, S., & Bokonjic, D. (2002). Maternal and fetal cadmium and selenium status in normotensive and hypertensive pregnancy. Biological Trace Element Research, 89(2), 97-103.

Razagui, I. B., & Haswell, S. J. (2001). Mercury and selenium concentrations in maternal and neonatal scalp hair: relationship to amalgam-based dental treatment received during pregnancy. Biological Trace Element Research, 81(1), 1-19.

Skröder, H., Hawkesworth, S., Kippler, M., El Arifeen, S., Wagatsuma, Y., Moore, S. E., & Vahter, M. (2015). Kidney function and blood pressure in preschool-aged children exposed to cadmium and arsenic–potential alleviation by selenium. Environmental Research, 140,205-213.

Sun, H., Chen, W., Wang, D., Jin, Y., Chen, X., & Xu, Y. (2014). The effects of prenatal exposure to low-level cadmium, lead and selenium on birth outcomes. Chemosphere, 10,833-39.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Hvor meget selen dagligt?

Asiatisk kvinde — **Ja, et godt helbred afhænger af gode gener. Men det afhænger også af en god kost, god motion, god søvn og et passende indtag af essentielle næringsstoffer som f.eks. selen og coenzym Q10.**

Den passende daglige dosering af selen til normale mennesker? Normale mennesker? Hvor mange af os er omtrent normale? 68 procent af os, måske? Ja, vi mennesker er mere ens på mange måder end vi er forskellige. Imidlertid er der en betydelig biokemisk variation blandt os mennesker. Så det er svært at sige, hvem der er gennemsnitlig og normal og derefter foreslå en ideel daglig dosis selen.

Hvad siger tallene fra selenestudier?
Lad os se på tallene fra den offentliggjorte forskning og se, om vi kan få mening ud af dem. Husk: Vi mennesker har brug for tilstrækkelige selenkoncentrationer i vores plama for at opnå en optimal antioxidant- antiviral- og anti-kræftfremkaldende beskyttelse [Schrauzer 2009].

Det formodede, gavnlige område for plasma-selenniveauet
Hurst og Fairweather-Tait og kolleger, forskere fra Norwich Medical School, University of East Anglia, i Storbritannien har peget på, at det “formodede gavnlige område” ligger mellem 120 og 150 nanogram selen per milliliter plasma [Hurst 2010].

Dette giver os et udgangspunkt. Hvordan holder vi vores plasma-selensstatus på det niveau?

I 2010 rapporterede Hurst og Fairweather-Tait og deres kolleger om resultaterne fra et randomiseret, kontrolleret forsøg med et gær-selenpræparat til raske, britiske mænd og kvinder i alderen 50-64 år. Den gennemsnitlige koncentration af plasmaselen hos undersøgelsesdeltagerne ved forsøgets start var 95,7 nanogram per milliliter, klart under det foreslåede gavnlige område.

Ti uger med et dagligt tilskud på 50 milligram selen fra en selengærtablet øgede deltagernes plasma-selenkoncentrationer til et gennemsnit på 118,3 nanogram per milliliter.

Ti uger med et dagligt tilskud på 100 milligram selen fra en selengærtablet øgede deltagernes plasma-selenkoncentrationer til et gennemsnit på 152,0 nanogram per milliliter.

Den daglige selengærtablet med 50 milligram selen bragte deltagernes selenniveau op til den nedre grænse for det formodede gavnlige område. Den daglige selengærtablet med 100 mikrogram selen bragte deltagernes selenniveau op til den øvre grænse for det formodede gavnlige område.

Men vær opmærksom på, at disse resultater som Hurst, Fairweather-Tait og kolleger rapporterede, blev opnået af mænd og kvinder i alderen 50-64 år af kaukasisk afstamning, som havde en klart, lav plasma-selenkoncentration ved undersøgelsens start. Vi bør være forsigtige med at generalisere ud fra denne ret homogene gruppe i forhold til langt mere forskellige befolkningsgrupper.

Plasma-seleniveauer og risiko for prostatakræft
I 2012 offentliggjorde Hurst og Fairweather-Tait og deres kolleger resultaterne af en systematisk gennemgang og meta-analyse af forskningsresultater fra randomiserede kontrollerede forsøg, case-control-studier og prospektive kohortestudier. Alt i alt gennemgik de 12 studier med i alt 13.254 deltagere.

Deres meta-analyse viste, at plasma-selenkoncentrationer i området fra 120 nanogram per milliliter op til 170 nanogram per milliliter var forbundet med en nedsat risiko for prostatakræft [Hurst 2012]. Det er brugbare oplysninger.

Plasma-selenoprotein-niveauer
Selen udfører sine biologiske funktioner primært som en bestanddel af aminosyren selenocystein. Selenocystein er til gengæld en bestanddel af 25 selenoproteiner. Blandt de bedre kendte selenoproteiner er glutathionperoxidaser, thioredoxinreduktaser, iodothyronin-deiodinaser samt selenoprotein P.

Nu undrer du dig måske over, hvorfor vi er så optaget af plasma-seleniveauer? Ville det ikke være bedre at se på plasmaniveauerne af nogle af de helt vigtige selenoproteiner? Hvad viser undersøgelserne?

Plasma- og blodpladeniveauer af glutathionperoxidase
Hurst, Fairweather-Tait og kolleger giver os nogle tal, som vi kan se på. For eksempel viste de i deres randomiserede, kontrollerede forsøg med tilskud af selengær til raske, britiske mænd og kvinder i alderen 50-64 år, at doser på 50, 100 og 200 mikrogram pr. dag ikke signifikant ændrede niveauet af plasma-glutathionperoxidase eller blodplade-glutathionperoxidase.

Selv hos deltagere med et ret lavt gennemsnitligt niveau ved undersøgelsens start (95,7 nanogram per milliliter) var plasma-glutathionperoxidase og blodplade-peroxidase ikke følsomme nok som markører for kroppens selenstatus.

Baggrundsnotat: Glutathionperoxidase er navnet på en hel familie af antioxidant-enzymer, der beskytter celler og væv mod oxidative skader forårsaget af skadelige frie radikaler. Glutathionperoxidase udgør normalt 10 til 30 procent af den samlede mængde selen i plasma.

Husk: Selen flyder ikke rundt i kroppen som et enkelt grundstof; det findes næsten overalt i kroppen som en bestanddel af et selenoprotein.

Optimal glutathionperoxidaseaktivitet ser ud til at nå et plateau ved plasmakoncentrationer omkring 70 – 90 nanogram per milliliter. Det vil sige, at plasma-glutathionperoxidase synes at nå sin optimale aktivitet ved et niveau lavere end de niveauer, der menes at korrelere med en nedsat kræftrisiko [Hurst 2010]. Hverken plasma- eller blodplade-glutathionperoxidasestatus er følsom nok til at fungere som markør for en tilstrækkelig selenindtagelse og et tilstrækkeligt selenniveau.

Plasmaniveauer af selenoprotein P
Selenoprotein P er det mest almindelige selenoprotein i plasma som tegner sig for ca. 25% – 50% af den samlede selenmængde i plasma. Det er særligt rigt på selenocystein, den 21. aminosyre, der udgør en vital komponent i selenoproteinerne. Selenoprotein P fungerer som en antioxidant, men har også andre biologiske funktioner.

Koncentrationen af plasma-selenoprotein P er uden tvivl et bedre indeks for kroppens selenstatus end glutathionperoxidase, fordi glutathionperoxidaseaktiviteten når optimale niveauer ved lavere plasmakoncentrationer.

Plasma selenoprotein P koncentrationer
Hurst-undersøgelsen – husk data fra undersøgelsens deltagere – viste plasmakoncentrationer af selenoprotein P, der begyndte at stabilisere sig ved et niveau på 110-118 nanogram pr. milliliter.

Sammenlign med plasma-glutathionperoxidase-aktiviteten som synes at stabilisere sig ved 90 nanogram per milliliter [Duffield 1999].

NB: Mange faktorer påvirker selenstatus
Husk at det er svært at specificere, hvilke doser daglig selen, der vil resultere i hvilke gavnlige niveauer af plasma- (eller serum)-selen for alle individer. Der er simpelthen for mange faktorer, der påvirker optagelsen af selen fra vores mad og vores selentilskud.

Kostfaktorer der hæmmer selenoptagelsen
Nogle mineraler og andre kostkomponenter kan hæmme optagelsen af selen. Schrauzer identificerede en lang liste over mineraler og tungmetaller i fødevarer og vand som vil interagere med selen, hvoraf mange af dem er selen-antagonister. Når selen binder sig til tungmetaller, f.eks. kviksølv eller cadmium opnås en gavnlig afgiftning. Imidlertid vil selenets binding til andre grundstoffer resultere i et lavere reservoir af selen til fysiologiske formål [Schrauzer].

Biokemiske forskelle der påvirker selenoptagelsen
Evnen til at optage selen fra fordøjelsessystemet varierer fra individ til individ. For eksempel er der nogle tegn på, at kroppens respons på selenindtagelse kan variere afhængigt af køn [Ogawa-Wong]. Alder kan også spille en rolle for kroppens respons på selenindtagelse [Thompson].

Mange selenundersøgelser er blevet udført med overvejende kaukasiske deltagere fra USA og Europa. Vi har brug for at kende andre befolkningsgruppers respons på selentilskud.

Selentilskud, formuleringer og optagelse
Forskellige formuleringer af selentilskud kan have stor indflydelse på den hastighed hvormed og i hvilken udstrækning tilskuddet ændrer plasma-seleniveauet. På nuværende tidspunkt er den bedste formulering til nedsættelse af kræftrisikoen, en organisk selengær.

Tilskud baseret på selengær synes at optages bedre og blive længere i kroppen end tilskud baseret på syntetisk L-selenomethionin og uorganisk natriumselenit [Bügel; Larsen].

Hvad kan vi gøre med disse tal?
For dem, der ikke ved, hvor meget selen vi får i vores mad, er det måske et godt sted at starte at få målt selenindholdet i plasma eller serum? Når vi har en ide om vores plasma-selenstatus, kan vi overveje, hvor stort et selentilskud vi mener, vi har brug for: 50 eller 100 mikrogram om dagen?

Kombinationen af selengær-tabletter og coenzym Q10-kapsler
En sidste tanke: Det er også værd at nævne, at der eksisterer et særligt indbyrdes forhold mellem mikronæringsstoffet selen og det biologiske næringsstof coenzym Q10. Taget i kombination synes de to tilskud at give et bedre sundhedsmæssigt resultat [Alehagen].

Kilder

Alehagen, U., & Aaseth, J. (2015). Selenium and coenzyme Q10 interrelationship in cardiovascular diseases–A clinician’s point of view. Journal of Trace Elements in Medicine and Biology, 31157-162.

Alfthan G., Aro A., Arvilommi H., Huttunen J.K. (1991). Selenium metabolism and platelet glutathione peroxidase activity in healthy Finnish men: Effects of selenium yeast, selenite, and selenate. Am. J. Clin. Nutr. 53:120–125.

Bügel, S., Larsen, E. H., Sloth, J. J., Flytlie, K., Overvad, K., Steenberg, L. C., & Moesgaard, S. (2008). Absorption, excretion, and retention of selenium from a high selenium yeast in men with a high intake of selenium. Food & Nutrition Research, 52doi:10.3402/fnr.v52i0.1642.

Duffield A.J., Thomson C.D., Hill K.E., Williams S. (1999). An estimation of selenium requirements for New Zealanders. Am. J. Clin. Nutr. 70:896–903.

Duffield, A. J., Thomson, C. D., Hill, K. E., & Williams, S. (1999). An estimation of selenium requirements for New Zealanders. The American Journal Of Clinical Nutrition, 70(5), 896-903.

Hurst, R., Hooper, L., Norat, T., Lau, R., Aune, D., Greenwood, D. C., & Fairweather-Tait, S. J. (2012). Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. The American Journal of Clinical Nutrition, 96(1), 111-122.

Hurst, R., Armah, C. N., Dainty, J. R., Hart, D. J., Teucher, B., Goldson, A. J., & Fairweather-Tait, S. J. (2010). Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. The American Journal of Clinical Nutrition, 91(4), 923-931.

Larsen, E. H., Hansen, M., Paulin, H., Moesgaard, S., Reid, M., & Rayman, M. (2004). Speciation and bioavailability of selenium in yeast-based intervention agents used in cancer chemoprevention studies. Journal Of AOAC International, 87(1), 225-232.

Ogawa-Wong, A. N., Berry, M. J., & Seale, L. A. (2016). Selenium and Metabolic Disorders: An Emphasis on Type 2 Diabetes Risk. Nutrients, 8(2), 80.

Schrauzer, G. N. (2009). Selenium and selenium-antagonistic elements in nutritional cancer prevention. Critical Reviews in Biotechnology, 29(1), 10-17.

Thompson, P. A., Ashbeck, E. L., Roe, D. J., Fales, L., Buckmeier, J., Wang, F., & Lance, P. (2016). Selenium Supplementation for Prevention of Colorectal Adenomas and Risk of Associated Type 2 Diabetes. Journal of The National Cancer Institute, 108(12),

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.