Eksponering for selen i kosten og i kosttilskud: I denne oversigtsartikel opsummerer vi nøgleresultaterne fra de bedste undersøgelser af seleneksponering.
OPTIMAL SELENIndtagelse OG -STATUS
I sin gennemgang af den tilgængelige forskningslitteratur konkluderede professor Urban Alehagen, Linköpings Universitet, Sverige, at et dagligt indtag på 100-150 mkg selen om dagen er påkrævet.
Dette er det niveau for indtagelse, der muliggør en optimal ekspression af det vigtige selenoprotein P, der transporterer selen fra leveren til det perifere væv [Alehagen 2022]. For at andre selenoproteiner skal optimeres, dvs. at de kan udtrykkes fuldt ud, argumenterer prof. Alehagen for, at en selenstatus på ca. 120 mkg/l målt i røde blodlegemer er nødvendig [Alehagen 2022].
Professor Margaret P. Rayman, University of Surrey, Storbritannien, har fremmet ideen om et U-formet forhold mellem selenindtag/status og sundhed. Ifølge hendes analyse synes den laveste risiko for dødelighed af alle årsager at ligge ved et niveau af serumselen i området 120-150 mkg/l [Rayman 2012; Rayman 2020].
mangelfuld SELENINDTAG OG -STATUS
I BIOSTAT-CHF undersøgelsen, et multinationalt, prospektivt, observations-kohortestudie, der inkluderede patienter med forværret hjerteinsufficiens, viste Dr. Nils Bomer og et forskerhold ledet af prof. Peter van der Meer, at hjertesvigt-patienter med en koncentration af seumselen under 70 mkg/l (mangelstatus) havde signifikant værre kliniske tegn og symptomer [Bomer 2020]:
- værre New York Heart Association (NYHA) funktionsklasse
- mere alvorlige tegn og symptomer på hjertesvigt
- dårligere træningskapacitet (6 minutters gangtest)
- dårligere livskvalitet (Kansas City Cardiomyopathy Questionnaire)
Selenmangel var forbundet med signifikant højere andele af det primære endepunkt: Et sammenhold af dødelighed af alle årsager og hospitals-indlæggelse grundet hjertesvigt. Selenmangel hos hjertesvigtpatienter er uafhængigt forbundet med nedsat træningstolerance og med en 50% højere dødelighed [Bomer 2020].
Hjertesvigtpatienter med serumkoncentrationer på 70-100 mkg/l så ud til at have lignende uønskede sammenhænge, hvilket tyder på, at værdier under 100 mkg/l kan betragtes som unormale [Bomer 2020].
OPTIMAL FORM FOR SELENtilskud
I et randomiseret, dobbelt-blindt, placebo-kontrolleret forsøg med selengær (200 eller 285 mkg/dag) eller ren selenomethionin (200 mkg/dag) som blev givet i 9 måneder til 69 raske mænd, steg selenkoncentrationerne i plasma som følger [Richie 2014]:
- 93% i selenomethionin-gruppen
- 54% i gruppen med lavdosis selengær
- 86% i gruppen med højdosis selengær
Forskerne fra Pennsylvania State University brugte en højdosis selengær – 285 mkg – fordi den indeholdt 200 mkg selen svarende til 200 mkg selen i det rene selenomethionin-produkt.
Efter en 3-måneders udvaskning vendte selenniveauerne i plasma tilbage til niveauerne ved undersøgelsens start.
Det bemærkelsesværdige resultat i undersøgelsen var, at de to behandlinger med selengær var signifikant forbundet med reduktioner i biomarkører for oxidativ stress; det rene tilskud med selenomethionin var ikke [Richie 2014].
Undersøgelsens resultater tyder på, at selenholdige forbindelser i selengæren, bortset fra selenomethionin, kan forklare faldet i oxidativ stress [Richie 2014].
ETABLERING AF en OPTIMALT SELEnindtagelse OG -STATUS
I en banebrydende undersøgelse fandt Rachel Hurst og en forskergruppe ledet af prof. Susan J Fairweather-Tait, University of East Anglia, Storbritannien, at 50, 100 eller 200 mikrogram selen fra selengær dagligt suppleret med ca. 55 mikrogram selen dagligt fra mad i 10 uger vil hæve selenniveauet i plasma som følger [Hurst 2010]:
- Fra 95,7 mikrogram per liter op til 118,3 mikrogram per liter med et dagligt selentilskud på 50 mikrogram
- Fra 95,7 mikrogram per liter op til 152,0 mikrogram per liter med et dagligt selentilskud på 100 mikrogram
- Fra 95,7 mikrogram per liter op til 177,4 mikrogram per liter med et dagligt selentilskud på 200 mikrogram
I KiSel-10 studiet hvor raske ældre borgere fik et dagligt kombineret tilskud i fire år af 200 mkg selen fra selengær og 200 milligram coenzym Q10, viste prof. Alehagen følgende effekt af tilskuddet med selengær [Alehagen 2020]:
- Serum-selenniveauet ved studiets start var 67,1 mkg/l, svarende til et estimeret dagligt selenindtag på 35 mkg.
- Selenkoncentrationerne ved studiets afslutning var 210 mkg/l i den aktive behandlingsgruppe og 72 mkg/l i placebogruppen.
Metaanalyser af seleneksponering og kræftrisiko
I en meta-analyse af 37 befolknings-baserede prospektive undersøgelser fandt Kuria et al, at der var en omvendt sammenhæng mellem selenind-tagelse og den samlede kræftrisiko efter justering for alder, kropsmasse-ndeks og rygning.
Meta-analyseresultaterne tyder på, at selen virker beskyttende mod kræft; virkningerne varierer dog med forskellige kræftformer [Kuria 2020].
I en meta-analyse af 38 undersøgelser, der inkluderede 36.419 tilfælde af prostatakræft og 105.293 kontroller, fandt Sayehmiri et al, at den samlede relative risiko for forholdet mellem selen og prostatakræft var 0,86 = en 14 % reduktion i risikoen for prostatakræft knyttet til en højere selenstatus [Sayehmiri 2018].
- Case-kontrolstudier: 11% risikoreduktion
- Kohortestudier: 23% risikoreduktion
- Randomiserede kontrollerede studier: 10% risikoreduktion
I 10 undersøgelser af selenstatus og fremskreden prostatakræft var den relative risiko for fremskreden prostatakræft 33 % lavere med højere selenstatus [Sayehmiri 2018].
I en metaanalyse af 69 observationsstudier fandt Cai et al, at omfanget af seleneksponering har forskellige virkninger på forskellige typer kræft. En højere seleneksponering var forbundet med nedsat risiko for brystkræft, lungekræft, spiserørskræft, mavekræft og prostatakræft, men var ikke forbundet med en nedsat forekomst af tyktarmskræft, blærekræft og hudkræft [Cai 2016].
I en systematisk gennemgang og metaanalyse af 12 undersøgelser med i alt 13.254 deltagere og 5007 tilfælde af prostatakræft, viste Hurst et al, at risikoen for prostatakræft faldt med en stigende plasma/serum selenstatus fra 60 mkg/l op til 170 mkg /l [Hurst 2012].
METAANALYSER AF SELENEKSPONERING OG RISIKO FOR HJERTESYGDOm
I en metaanalyse af 13 observationsstudier og randomiserede kontrollerede undersøgelser fandt Kuria et al, at selenstatus samlet set er forbundet med en reduceret risiko for forekomst af hjerte-karsygdom (RR = 0,66) og dødelighed af hjertekarsygdom (RR = 0,69) ved en fysiologisk høj selenstatus sammenlignet med en lav selenstatus i kroppen [Kuria 2021].
Dataene viste, at der var en 15% reduceret risiko for forekomst af hjertekarsygdom pr. 10 mkg stigning i blodets selenindhold.
Et fysiologisk højt selenniveau i kroppen var forbundet med en nedsat risiko for forekomst af hjertekarsygdom og dødelighed [Kuria 2021].
Data fra KiSel-10-studiet indikerer de mulige biologiske mekanismer, hvorved et kombineret selen- og coenzym Q10-tilskud kan reducere risikoen for dødsfald som følge af hjerte-karsygdom [Alehagen 2018]:
- Reducerede plasma-biomarkører for inflammation
- Reducerede plasma-biomarkører for oxidativ stress
- Reducerede plasma-biomarkører for fibrose.
I undersøgelsen, som var et randomiseret kontrolleret forsøg, gav forskere i Sverige raske ældre personer 200 mkg selen i form af selengær-tabletter sammen med 200 mg Q10 i form af ubiquinon-kapsler dagligt i fire år. Den kombinerede selen- og Q10-behandling var forbundet med reduceret hjerte-kar dødelighed og en forbedret hjertefunktion. Den reducerede hjerte-kar-dødelighed fortsatte i den aktive behandlingsgruppe i otte års opfølgning efter ophør med tilskud [Alehagen 2018].
SELENEKSPONERING OG COVID-19 Helbredelsestal
En sammenligning af selenstatus (ved brug af selenstatus-data fra hårmålinger) med restitutionstal fra COVID-19 i 17 kinesiske byer har vist, at COVID-19 helbredelsesraterne var højere og COVID-19 dødsraterne var lavere i områder, hvor befolkningen havde højere selenkoncentrationer [Zhang 2020].
SELENEKSPONERING OG RISIKO FOR TYPE-2-DIABETES
I en oversigtsartikel forklarer professor Lutz Schomburg, Charité, Berlin, Tyskland, at “… aktuelle data viser, at tilskud af Se ikke forårsager diabetes.”
Prof. Schomburg forklarer, at den bedste forklaring på en sammenhæng mellem høje plasma-/serum-koncentrationer af selen og forhøjet forekomst af type-2-diabetes er, at diabetes potentielt forårsager en øget produktion af hepatisk selenoprotein P og kausalt hæver niveauet af cirkulerende selen- og selenoprotein P. Han forklarer, at insulin under normale forhold hæmmer dannelsen og sekretionen af selenoprotein P. I tilfælde af insulinresistens falder denne hæmning, hvilket forårsager højere cirkulerende selenkoncentrationer og højere selenoprotein P-niveauer [Schomburg 2020].
Ifølge prof. Schomburg er det sandsynligt, at en høj selenstatus ikke øger diabetesrisikoen, men at diabetes forårsager et stigende niveau af selenoprotein P. “I de senere stadier af diabetes type 2, når insulinniveauet falder på grund af et progressivt fald i β-cellefunktionen, fremmer de høje glukosekoncentrationer stadig dannelse og sekretion af selenoprotein P, hvis disse ikke modvirkes af medicin, fx med metformin” [ Schomburg 2020].
Kohler et al gennemførte en gennemgang af 16 undersøgelser, 13 observationsstudier og 3 RCT’er (Randomiserede, kontrollerede studier) 8 af de 13 observationsstudier viste en statistisk signifikant positiv sammenhæng mellem koncentrationer af selen og odds for type-2 diabetes. I modsætning hertil blev der blandt RCT’er af selen ikke observeret en højere risiko for type-2-diabetes for dem, der fik selen sammenlignet med en placebo [Kohler 2018].
SELENEKSPONERING OG giftigheden af KVIKSØLv
Forskning peger på, at methylkviksølv (CH3Hg+) irreversibelt hæmmer dannelsen og aktiviteten af de selenoenzymer, der normalt forebygger/forhindrer oxidativ skade i hjernen. Medmindre der tilføres tilskud af selen, øges konsekvenserne, når mængden af CH3Hg+ nærmer sig og overstiger de tilgængelige mængder selen, hvilket inducerer en betinget selenmangel [Ralston 2018]. Det er forstyrrelsen af selenbiokemien, der karakteriserer graden af nerveskader fra kviksølv.
SELENEKSPONERING OG skjoldbruskkirtlens SUNDHED
Situationen vedrørende seleneksponering og skjoldbruskkirtel-sundhed er kompliceret. På den ene side er et vedvarende lavt selenindtag forbundet med en øget risiko for skjoldbruskkirtel-sygdom [Schomburg 2020]. På den anden side har skjoldbruskkirtlen høj prioritet for tilførsel af selen, hvilket gør det usandsynligt, at selenstatus og ekspressionen af selenoprotein i skjoldbruskkirtlens celler er påvirket af små forskelle i kostens selenindtag [Schomburg 2020]. Alligevel viser nogle undersøgelser, at patienter med Hashimotos thyroiditis, Graves’ sygdom eller Graves’ orbitopati reagerer positivt på selentilskud [Schomburg 2020].
I modsætning til skjoldbruskkirtlen får immunsystemet ikke en højt prioriteret tilførsel af selen i tider med selenmangel. Som følge heraf kan immun-responset når det således udfordres være utilstrækkeligt på grund af utilstrækkeligt udtrykte og aktive selenoproteiner. Der kan være en suboptimal interaktion mellem skjoldbruskkirtlens celler og immunsystemets lymfocytter, når der er en udfordring i form af infektion, traumer, shock eller andre toksiske effekter [Schomburg 2020].
KONKLUSION: TILSTRÆKKELIG EKSPONERING AF SELEN ER VIGTIG FOR en GOD SUNDHED
Selen fra kosten og fra kosttilskud: Der synes at være et U-formet forhold mellem seleneksponering og sundhed, således at en serum-selen-koncentration på ca. 125 mkg/l er optimalt for et godt helbred og for en lavere risiko for dødelighed af alle årsager.
Kilder
Alehagen U, Johansson P, Svensson E, Aaseth J, Alexander J. Improved cardiovascular health by supplementation with selenium and coenzyme Q10: applying structural equation modelling (SEM) to clinical outcomes and biomarkers to explore underlying mechanisms in a prospective randomized double-blind placebo-controlled intervention project in Sweden. Eur J Nutr. 2022 Apr 6. doi: 10.1007/s00394-022-02876-1. Epub ahead of print.
Alehagen U, Aaseth J, Alexander J, Johansson P, Larsson A. Supplemental selenium and coenzyme Q10 reduce glycation along with cardiovascular mortality in an elderly population with low selenium status – A four-year, prospective, randomised, double-blind placebo-controlled trial. J Trace Elem Med Biol. 2020 May 4;61:126541.
Alehagen U, Johansson P, Björnstedt M, Rosén A, Dahlström U. Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and coenzyme Q10 supplementation: a 5-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. Int J Cardiol. 2013 Sep 1;167(5):1860-6.
Alehagen U, Aaseth J, Alexander J, Johansson P. Still reduced cardiovascular mortality 12 years after supplementation with selenium and coenzyme Q10 for four years: A validation of previous 10-year follow-up results of a prospective randomized controlled trial. PLoS One. 2018;13:e0193120.
Bomer N, Grote Beverborg N, Hoes MF, Streng KW, Vermeer M, Dokter MM, IJmker J, Anker SD, Cleland JGF, Hillege HL, Lang CC, Ng LL, Samani NJ, Tromp J, van Veldhuisen DJ, Touw DJ, Voors AA, van der Meer P. Selenium and outcome in heart failure. Eur J Heart Fail. 2020 Aug;22(8):1415-1423.
Cai X, Wang C, Yu W, Fan W, Wang S, Shen N, Wu P, Li X, Wang F. Selenium exposure and cancer risk: An updated meta-analysis and meta-regression. Sci Rep. 2016 Jan 20;6:19213.
Hurst, R., Armah, C.N., Dainty J.R., Hart, D.J., Teucher, B., Goldson, A.J., Broadley, M.R., Motley, A.K., Fairweather-Tait, S.J. Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Am J Clin Nutr. 2010;91(4):923-31.
Hurst R, Hooper L, Norat T, Lau R, Aune D, Greenwood DC, Vieira R, Collings R, Harvey LJ, Sterne JA, Beynon R, Savović J, Fairweather-Tait SJ. Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. Am J Clin Nutr. 2012 Jul;96(1):111-22.
Kohler LN, Foote J, Kelley CP, et al. Selenium and Type 2 Diabetes: Systematic Review. Nutrients. 2018;10(12):1924. Published 2018 Dec 5.
Kuria A, Fang X, Li M, Han H, He J, Aaseth JO, Cao Y. Does dietary intake of selenium protect against cancer? A systematic review and meta-analysis of population-based prospective studies. Crit Rev Food Sci Nutr. 2020;60(4):684-694.
Kuria A, Tian H, Li M, Wang Y, Aaseth JO, Zang J, Cao Y. Selenium status in the body and cardiovascular disease: a systematic review and meta-analysis. Crit Rev Food Sci Nutr. 2021;61(21):3616-3625.
Ralston NVC, Raymond LJ. Mercury’s neurotoxicity is characterized by its disruption of selenium biochemistry. Biochim Biophys Acta Gen Subj. 2018 Nov;1862(11):2405-2416.
Rayman MP. Selenium intake, status, and health: a complex relationship. Hormones (Athens). 2020;19(1):9-14.
Rayman MP. Selenium and human health. Lancet. 2012 Mar 31;379(9822):1256-68.
Richie JP Jr, Das A, Calcagnotto AM, et al. Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: a randomized clinical trial. Cancer Prev Res (Phila). 2014;7(8):796-804.
Sayehmiri K, Azami M, Mohammadi Y, Soleymani A, Tardeh Z. The association between selenium and prostate cancer: a systematic review and meta-analysis. Asian Pac J Cancer Prev. 2018 Jun 25;19(6):1431-1437.
Schomburg L. The other view: the trace element selenium as a micronutrient in thyroid disease, diabetes, and beyond. Hormones (Athens). 2020 Mar;19(1):15-24.
Zhang J, Taylor EW, Bennett K, Saad R, Rayman MP. Association between regional selenium status and reported outcome of COVID-19 cases in China. Am J Clin Nutr. 2020;11:1297–9.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.