Selen og selenoproteiner har en rolle at spille i beskyttelsen af mennesker mod virusinfektioner [Méplan & Hughes 2020].
Virus og virusinfektioner er uhyggelige nok i sig selv. Se blot virkningerne af den aktuelle corona virus-pandemi COVID-19.
Endnu mere skræmmende er virkningerne af ernæringsmangler såsom selenmangel på kroppens evne til at bekæmpe en virusinfektion.
Selenmangel forbundet med øget virulens af vira
Lav selenstatus, defineret lidt forskelligt som serum-selenstatus under 70 mikrogram pr. liter eller under 85 mikrogram per liter, er forbundet med følgende skadelige virkninger af virusinfektioner [Méplan & Hughes 2020]:
- De virale patogener inducerer oxidativ stress ved at generere flere skadelige frie radikaler. Resultatet er oxidativ skade på celler, proteiner og DNA.
- De virale patogener mindsker cellernes antioxidantforsvar, herunder mindsker aktiviteten af de antioxidante selenozymer, f.eks. glutathionperoxidaser og thioredoxinreduktaser.
- De virale patogener øger oxidativ stress i det omfang, at det kan inducere mutationer i den angribende virus’ genom. Resultatet er, at de muterede vira er mere virulente end de oprindelige vira var. Denne forøgede virulens af muterede vira er set i både coxsackie-virus og influenzavirus. Konsekvensen af den øgede virulens er at virusserne bliver farligere, selv for personer med tilstrækkelig selenstatus.
- De virale patogener reducerer immunsystemets evne til at reagere på virussen. Denne reducerede immunrespons på vira er også set i responsen fra mennesker med selenmangel, på HIV-virus og hepatitis B- og C-vira.
Ang. selenmangel: Bomer og kolleger rapporterede om mere alvorlige tegn og symptomer på hjertesvigt og dårligere træningskapacitet samt dårligere livskvalitet hos patienter med hjertesvigt med serum-selenkoncentrationer under 70 mkg /l. Rayman rapporterede, at serum- og plasmaniveauer under 85 mkg /l er forbundet med nedsat overlevelse hos HIV-inficerede patienter [Bomer 2019; Rayman 2012].
Professor Margaret P. Rayman, University of Surrey, Guildford, UK, angiver i figur 2 i sin artikel fra 2019 med titlen “Selenium-indtagelse, status og sundhed”, at en selenstatus på cirka 125 mkg/l er en sikker og sund serumkoncentration [Rayman 2019].
Selenstatus og immunrespons
Avery og kolleger [2019] rapporterer følgende virkninger af en tilstrækkelig selenstatus på immunresponsen:
- Højere selenstatus har en gavnlig virkning på spredningen og differentieringen af CD4 + T-hjælperceller.
- Mere information om virkningen af seleniveauet på cytotoksiske CD8 + T-celler er nødvendig.
- Selenniveauet påvirker makrofagernes inflammatoriske signalkapacitet og antipatogen-aktivitet.
- Selen i kosten påvirker de naturlige dræbercellers aktivitet direkte og indirekte.
- Både medfødt og adaptiv immunrespons mod bakterielle og parasitære infektioner er afhængige af en tilstrækkelig selenstatus til at eliminere patogenerne.
- Antioxidant-egenskaber ved nogle selenoproteiner bidrager til at øge den antivirale immunitet.
- Det bedste bevis for selens rolle i den anti-virale immunitet ses ved HIV-infektioner, der direkte nedsætter immuniteten. Lav selenstatus er helt klart impliceret i udviklingen af HIV-sygdom. Et lavt selenindtag er blevet knyttet til forekomsten af HIV-infektion. Endvidere er selenstatus hos HIV-positive patienter blevet korreleret med status for CD4 + T-celletal.
Sagens kerne: Selen, selenoproteiner og immunsystemet
- Selenindtagelse, selenstatus og ekspression af selenoproteiner er vigtige faktorer i immunsystemets respons på patogener.
- Medfødt og adaptiv immunrespons er nedsat hos mennesker med lav selenstatus (defineret som selenstatus mindre end 85 mikrogram per liter).
- Selentilskud kan være nødvendigt for at forbedre immunresponset mod patogener.
- Manipulering af individuelle selenoproteiner kan forbedre immunsystemets respons og dæmpe virkningerne af kronisk inflammation.
Kilder
Bomer N, Grote Beverborg N, Hoes MF & Streng KW. 2019. Selenium and outcome in heart failure. Eur J Heart Fail; doi:10.1002/ejhf.1644.
Guillin OM, Vindry C, Ohlmann T & Chavatte L. 2019. Selenium, selenoproteins and viral infection. Nutrients; 11(9). pii: E2101.
Méplan C & Hughes DJ. 2020. The Role of selenium in health and disease: emerging and recurring trends. Nutrients; 12(4). pii: E1049.
Rayman MP. 2012. Selenium and human health. Lancet; 379(9822): 1256-68.
Rayman MP. 2019. Selenium intake, status, and health: a complex relationship. Hormones (Athens); 19(1): 9-14.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.