selen – Page 14 – Selenmangel.dk

Selen og nedsat risiko for kræft

Illustration af kvinde med kræft-awareness-sløjfe — Resultaterne fra Dr. Larry Clarks studie “Nutritional Prevention of Cancer” viste, at selentilskud formåede at reducere risikoen for tyktarmskræft, lungekræft og prostatakræft. Nu viser en meta-analyse af 69 undersøgelser, at et højere selenniveau er forbundet med en reduktion i risikoen for brystkræft, lungekræft og prostakræft.

Forfatterne til en nylig meta-analyse af 69 undersøgelser af selen (kroppens selenindhold uden og med tilskud) og kræftrisiko har konkluderet, at et højt selenindhold kan reducere risikoen for kræft, især et højt selenindhold, som afspejles i et højt plasma- eller serum-selenniveau og / eller en høj selenkoncentration i tånegle [Cai 2016]. Ganske vist kan højere selenindtag (sammenlignet med lavere selenindtag) påvirke forskellige former for kræft forskelligt. Vi har stadig brug for mere forskning for at udrede hvilke former og doseringer af selen fra kosten og tilskud, der er mest effektive til at reducere kræftrisikoen. I denne artikel vil jeg opsummere resultaterne fra Dr. Xianlei Cai og hans kolleger.

Hvad er en meta-analyse af selenstatus og kræftrisiko?
En metaanalyse er en forskningsmetode, som kombinerer data fra flere udvalgte forskningsundersøgelser for at nå frem til konklusioner, der har en større statistisk styrke. I det foreliggende tilfælde udvalgte Cai og kolleger 69 studier, der opfyldte deres inklusionskriterier. Hver af de 69 udvalgte studier havde følgende karakteristika:

var et randomiseret kontrolleret forsøg eller et kohorte studie eller en case-kontrolundersøgelse
havde målinger af selen ved undersøgelsens start og kræftrisiko som et resultat
var udgivet på engelsk mellem 1980 og 2014
rummede de nødvendige data til metaanalysen

De 69 studier indeholdt data fra 364.742 deltagere med 26.138 tilfælde af kræft. Det krævede en seriøs omgang talbehandling. For at sikre valide resultater var forskerne først nødt til at kontrollere, at variabler så som graden af eksponering, geografisk region og studiedesign ikke påvirkede resultaterne uafhængigt af hinanden. De kontrollerede også for kønsforskelle relateret til selenniveau, men fandt at kønnet ikke havde nogen signifikant indvirkning på dette.

Hvad var resultaterne af metaanalysen?
Den totale kræftrisiko
Forskerne konkluderede, at et højt selenniveau har en beskyttende effekt mod kræft. Det vil sige, at de undersøgelsesdeltagere der lå højt i selenniveau, havde en signifikant mindre risiko for at udvikle kræft end undersøgelsesdeltagerne med det laveste selenniveau. [Cai 2016].

En undersøgelse fra 2010 af Hurst og kolleger, som sigtede mod at fastsætte det optimale niveau for plasmaselen, viste, at en lav plasma-selenstatus generelt synes at være plasma-selenkoncentrationer på under 100 nanogram per milliliter (også udtrykt som 100 mikrogram per liter). Hurst og kolleger mener, at det som et minimum kræver et plasma-selenniveau på 110 – 118 nanogram per milliliter for at opnå en optimal ekspression af selenoprotein P [Hurst 2010].

Brystkræftrisiko
Forskerne fandt, at ved en høj seleneksponering faldt risikoen for brystkræft.

Lungekræftrisiko
Forskerne fandt, at høj seleneksponering havde en beskyttende virkning mod lungekræft.

Prostatakræftrisiko
Forskerne fandt, at høj seleneksponering reducerede risikoen for prostatacancer.

Bemærk: Jeg vil opsummere resultaterne i en særskilt artikel af en meta-analyse fra 2012 med fokus på seleneksponering og risiko for prostatakræft. Det var en meta-analyse, der omfattede 12 studier med i alt 13,254 deltagere og 5007 tilfælde af prostatakræft [Hurst 2012]. Meta-analysen viste, at risikoen for prostatakræft faldt med et stigende plasma- / serumselenniveau op til 170 nanogram per milliliter.

Hvad konkluderede forskerne om selen og kræftrisiko?
Dr. Cai og forskerteamet sammenfattede resultaterne af deres meta-analyse som følger:

der eksisterer et omvendt forhold mellem seleneksponering og den samlede kræftrisiko
der eksisterer en nedadgående tendens mellem niveauet af serum/plasma-selen og kræftrisiko
der eksisterer en nedadgående tendens mellem niveauet af tånegl-selen og kræftrisiko
seleneksponering har forskellige virkninger på bestemte typer af kræft
forskellige former for selen kan have forskellige virkninger på menneskers sundhed
selenindtaget skal nødvendigvis være tilstrækkeligt højt for at tillade fuld ekspression af selenoprotein P for at optimere kræftforebyggende virkninger

Hvilke mekanismer bruger selen til at nedsætte kræftrisikoen?
De eksakte mekanismer som selen indgår i og som forebygger kræft er ikke kendt i præcise detaljer. Der dog en række hypoteser der forklarer den positive effekt:

selenoproteinernes antioxidanteffekt, glutathionperoxidaserne og selenoprotein P i særdeleshed
selens virkning på maligne cellers apoptose
selens virkning på DNA-stabiliteten

En afsluttende bemærkning om selen og kræftundersøgelser
Cai og kolleger koncentrerede sig om undersøgelser af selenindtag og kræftrisiko. Følgelig har deres metaanalyse ikke medtaget undersøgelser, der involverede effekten på kræftrisikoen af et selentilskud i kombination med andre antioxidanter. Derfor er nogle vigtige, randomiserede, kontrollerede forsøg ikke inkluderet i Cais metaanalyse:

Linxian Nutritional Intervention studiet [Blot 1993]
Su.Vi.Max studiet[Hercberg 2010]
Antioxidant Supplement studiet [Bonelli 2013]

Jeg vil gerne skrive mere om resultaterne af disse randomiserede, kontrollerede forsøg med selen sammen med andre antioxidanter i kommende artikler på denne hjemmeside. Og naturligvis vil jeg skrive mere om de store, randomiserede, kontrollerede selenforsøg:

Nutritional Prevention of Cancer (NPC-studiet) [Clark 1996]
Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT-studiet) [Lippman 2009]
PREvention of Cancer by Intervention with Selenium (PRECISE-studiet) [Larsen 2004]

Kilder

Blot, W. J., Li, J. Y., Taylor, P. R., Guo, W., Dawsey, S., & Wang, G. Q. (1993). Nutrition intervention trials in Linxian, China: supplementation with specific vitamin/mineral combinations, cancer incidence, and disease-specific mortality in the general population. Journal of The National Cancer Institute, 85(18), 1483-1492.

Bonelli, L., Puntoni, M., Gatteschi, B., Massa, P., Missale, G., Munizzi, F., & Bruzzi, P. (2013). Antioxidant supplement and long-term reduction of recurrent adenomas of the large bowel. A double-blind randomized trial. Journal of Gastroenterology, 48(6), 698-705

Cai, X., Wang, C., Yu, W., Fan, W., Wang, S., Shen, N., & Wang, F. (2016). Selenium Exposure and Cancer Risk: an Updated Meta-analysis and Meta-regression. Scientific Reports, 619213.

Clark, L. C., Combs, G. J., Turnbull, B. W., Slate, E. H., Chalker, D. K., Chow, J., & … Taylor, J. R. (1996). Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer Study Group. JAMA, 276(24), 1957-1963.

Hercberg, S., Kesse-Guyot, E., Druesne-Pecollo, N., Touvier, M., Favier, A., Latino-Martel, P., & Galan, P. (2010). Incidence of cancers, ischemic cardiovascular diseases and mortality during 5-year follow-up after stopping antioxidant vitamins and minerals supplements: a postintervention follow-up in the SU.VI.MAX Study. International Journal of Cancer, 127(8), 1875-1881.

Hurst, R., Hooper, L., Norat, T., Lau, R., Aune, D., Greenwood, D. C., & Fairweather-Tait, S. J. (2012). Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. The American Journal of Clinical Nutrition, 96(1), 111-122.

Hurst, R., Armah, C. N., Dainty, J. R., Hart, D. J., Teucher, B., Goldson, A. J., & Fairweather-Tait, S. J. (2010). Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. The American Journal of Clinical Nutrition, 91(4), 923-931.

Larsen, E. H., Hansen, M., Paulin, H., Moesgaard, S., Reid, M., & Rayman, M. (2004). Speciation and bioavailability of selenium in yeast-based intervention agents used in cancer chemoprevention studies. Journal of AOAC International, 87(1), 225-232.

Lippman, S. M., Klein, E. A., Goodman, P. J., Lucia, M. S., Thompson, I. M., Ford, L. G., & Coltman, C. J. (2009). Effect of selenium and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers: The Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). JAMA, 301(1), 39-51.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Selen og hjertesygdom

En undersøgelse af niveauet af serumselen og tilskud med et patenteret, organisk selengærpræparat viser en sammenhæng mellem serum-selenkoncentrationer og det forholdsmæssige antal af dødsfald af hjertesygdom hos raske, ældre undersøgelsesdeltagere.

Der er blevet gjort to bemærkelsesværdige opdagelser i et nyligt, randomiseret, kontrolleret forsøg foretaget af Dr. Urban Alehagen og hans kolleger ved Linköping universitet (Sverige).

For det første fandt man, at mennesker med lave koncentrationer af selen i blodet viste sig at have betydeligt højere risiko for at dø af hjertesygdom.

Dernæst viste en kombination med et patenteret, højtberiget selengær-præparat og et veldokumenteret Q10-præparat, som blev indtaget dagligt i fire år, at det gav en statistisk sikker beskyttelse mod hjertesygdom hos mennesker med en lav serumselen-status.

Kisel-10-undersøgelsen af kardiovaskulær dødelighed
I undersøgelsen deltog 668 raske, ældre personer i alderen 70-80 år. Undersøgelsen var veldesignet og veludført. En gruppe på 219 tilfældigt udvalgte personer modtog tabletter med 200 mikrogram selen fra selengær og kapsler med 200 mg coenzym Q10 dagligt i fire år. En anden tilfældigt udvalgt gruppe på 222 personer modtog tilsvarende placebo-præparater. Den resterende gruppe på 227 personer modtog ingen behandling overhovedet.

Deltagerne i Kisel-10-undersøgelsen af kardiovaskulær dødelighed
Efter den indledende, fireårige behandlingsperiode med tilskud eller placebo fulgte forskerne undersøgelsens deltagere i gennemsnitligt 1870 yderligere dage (lidt over fem ekstra år) efter afslutningen af behandlingsperioden. I opfølgningsperioden registrerede man alle dødsfald relateret til hjertesygdom. Der var ingen forsøgsdeltagere, som forskerne manglede disse data fra.

Husk at deltagerne havde en gennemsnitsalder på 77-78 år ved starten af undersøgelsen. Tænk på hvor gamle de var 10 år senere.

Af hensyn til analysen delte forskerne undersøgelsens deltagere op i tre grupper efter deres serum-selenniveau ved undersøgelsens start:

Selen-indhold under 65 nanogram per milliliter (svarer til 65 mikrogram per liter)
Selen-indhold mellem 65 og 85 nanogram per milliliter
Selen-indhold over 85 nanogram per milliliter

Forholdet mellem mænd og kvinder i de to grupper med de laveste selenindhold var kun en smule over 1: 1. Forholdet i den højeste gruppe var tæt på 2: 1 i mænds favør.

Dr. Urban Alehagen og hans forskerkolleger har øget vores indsigt i effekten af tilskud med selen og coenzym Q10 på dødeligheden af hjerte-karsygdom og på hjertefunktionen hos en ældre befolkningsgruppe.

Serum-selenkoncentrationer og dødsfald fra hjertesygdom
Baseret på selenniveauet ved undersøgelsens start sammenlignede Dr. Alehagen og hans team dødeligheden af hjertesygdom hos undersøgelsens deltagere med dem, der ikke fik nogen kosttilskud. Det vil sige med de deltagere i undersøgelsen, der ikke modtog nogen tilskud, hverken aktiv behandling eller placebo.

Blandt disse deltagere havde dem med et basis-serumselenniveau på under 65 nanogram per milliliter en procentvis andel af dødsfald grundet hjertesygdom på godt 28%. Hos deltagere med et basis-serumselenniveau over 85 nanogram per milliliter, var dødeligheden 14%.

Denne forskel er statistisk signifikant. Den er også klinisk signifikant. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvilken gruppe jeg ønsker at tilhøre.

Virkningen af selentilskud på hjertesygdom
Fire års dagligt tilskud med den patenterede selengær hævede deltagernes serum-selenniveau fra 185 til 245 nanogram per milliliter. Deltagernes serum-selenniveau steg uanset om deres niveau ved undersøgelsens start var under 65 nanogram per milliliter eller om den var over 85 nanogram per milliliter eller derimellem. Derimod forblev serum-selenniveauet uændret hos deltagerne i placebogruppen. Det var helt klart, at selentilskud forbedrede selenniveauet.

Selen og hjertesygdom i den lave gruppe
Hos deltagerne med det laveste serum-selenniveau ved undersøgelsens start, dvs. under 65 nanogram per milliliter, var andelen af dødsfald pga. hjertesygdom på 24,1% blandt de personer der ikke fik det kombinerede tilskud med højtberiget selengær og coenzym Q10.

Derimod havde de personer, der fik det kombinerede tilskud i fire år, en dødelighed på 12,1%. Forskellen på de to dødelighedsprocenter er statistisk signifikant. En absolut reduktion i dødelighed på 12% er i lige så høj grad klinisk signifikant.

Selen og hjertesygdom i midtergruppen
I deres analyse af deltagerene i midtergruppen, dvs. med serumkoncentrationer af selen mellem 65 og 85 nanogram per milliliter ved undersøgelsens start, fandt forskerne en dødelighed af hjertesygdom på 14% blandt de deltagere, der ikke fik tilskud og på 6% blandt de deltagere der fik tilskud. Dette er også en statistisk signifikant reduktion i dødeligheden.

Selen og hjertesygdom i den høje gruppe
Kun i gruppen af deltagere med et serum-selenniveau på over 85 nanogram per milliliter var der ingen statistisk signifikant nedsættelse af risikoen for at dø af hjertesygdom. Men forskerne gør opmærksom på, at den ”høje” gruppe var den mindste.

Antallet af deltagere var lille, og konfidensintervallet var ret bredt. At drage konklusioner ud fra data baseret på dette lille antal er måske ikke en god idé.

Selenindtaget og aktiviteten af vigtige selenoproteiner
Dr. Alehagen påpeger, at et lavt selenindtag fra de fødevarer vi spiser, vil resultere i en lav serum- (eller plasma-) koncentration af selen, der ligger under det niveau, som er nødvendigt for en optimal ekspression og funktion af selenoproteinerne glutathionperoxidase og selenoprotein P, der begge har vigtige antioxidative egenskaber. Desuden har vi brug for tilstrækkelige mængder af selen i form af thioredoxin reduktase fordi thioredoxin reduktase er med til at reducere den oxiderede form af coenzym Q10 (ubiquinon) til dets anti-oxidative form (ubiquinol).

Vi ser, at både selen og coenzym Q10 arbejder på at beskytte hjertemusklens væv mod skader forårsaget af oxidativt stress. Oxidativt stress skal forstås som en ubalance mellem skadelige frie radikaler og neutraliserende antioxidanter i kroppen.

Resumé
Hvad har vi lært af Dr. Alehagens undersøgelse, der er værdifuldt?

Raske ældre har langt højere risiko for at dø af hjertesygdom, hvis deres selenindhold i serum er under 85 nanogram per milliliter.

Et dagligt tilskud med 200 mikrogram organisk, højtberiget selengær vil hæve selenindholdet i serum hos alle personer til omtrent det samme niveau (185 – 245 nanogram per milliliter) uanset niveauet af serumselen ved starten.

Et dagligt tilskud med en kombination af højtberiget selengær og Q10 resulterede i en væsentlig nedsættelse af risikoen for at dø af hjertesygdom.

Kilder

Alehagen, U., Alexander, J., & Aaseth, J. (2016). Supplementation with Selenium and Coenzyme Q10 Reduces Cardiovascular Mortality in Elderly with Low Selenium Status. A Secondary Analysis of a Randomised Clinical Trial. Plos One, 11(7), e0157541.

Alehagen, U., & Aaseth, J. (2015). Selenium and coenzyme Q10 interrelationship in cardiovascular diseases–A clinician’s point of view. Journal of Trace Elements in Medicine and Biology, 31, 157-162.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Selen og hjertemusklen

Kvinde på græsmark — **Daglig supplementering med en kombination af organisk, højtberiget selengær og coenzym Q10 i fire år nedsatte den forringelse af hjertefunktionen, der ofte ses i forbindelse med aldringsprocessen.**

Vævet i hjertemusklen er ofte det første væv hos mennesker, hvor der opstår skader forårsaget af selenmangel. Når celle-membranerne i hjertemusklen beskadiges af skadelige frie radikaler (også betegnet oxidativ skade), erstattes mange af de raske celler i hjertemusklen af fibrøst væv. Den resulterende tilstand kaldes kardiomyopati.

Kardiomyopati er en sygdom i hjertemusklen, hvor hjertet er forstørret med tykke og stive hjertevægge [Mayo]. Som kardiomyopatien forværres, bliver den svækkede hjertemuskel stadig dårligere til at pumpe tilstrækkeligt blod som transporterer ilt og næringsstoffer til celler og væv i hele kroppen. Til sidst opstår der åndenød, hurtig udtrætning og hævelse i ben, fødder og mave, hvilket er symptomerne på kronisk hjertesvigt.

6 millioner tilfælde af kronisk hjertesvigt i USA
Kardiomyopati er en af de hyppigste årsager til kronisk hjertesvigt. Cirka seks millioner amerikanere lider af kronisk hjertesvigt. Der opstår ca. 700.000 nye tilfælde af hjertesvigt hvert år [Columbianske læger]. Livskvaliteten er ofte alvorligt nedsat hos patienter med kronisk hjertesvigt.

Selens funktion som antioxidant-forsvarssystem
En af selens vigtigste biologiske funktioner er at indgå i aminosyren selenocystein, som selv bliver en bestanddel af antioxidantenzymer såsom glutathionperoxidaser, thioredoxinreduktaser og selenoprotein P. Disse selenoproteiner tjener til at neutralisere de oxidative skader, der forårsages af skadelige frie radikaler. Hvis de ikke hæmmes, vil de frie radikaler skade proteiner og cellemembraner, celle-DNA og cellelipider.

Selens anti-inflammatoriske virkning
Selens funktion som antioxidant er afgørende for os alle og især for personer med risiko for hjertesygdom. Derudover har selen en anti-inflammatorisk virkning, som kan bidrage til at mindske følgerne af hjertesygdom. For eksempel er det kendt, at lave selenniveauer ofte forkommer i kølvandet på hjerteoperation; supplering med selen kan have anti-inflammatoriske virkninger og kan forhindre endotel dysfunktion [Fink].

Hvad er endotel dysfunktion? Endotelet er det lag af celler, der beklæder indersiden af blodkar og hjerte. Disse endotelceller frigiver stoffer, der har den virkning, at de udvider eller sammentrækker blodkarrene og dermed øger eller sænker blodtrykket. Både Coenzym Q10 og de selenholdige glutathionperoxidaser og thioredoxin reduktaser er kendt som nødvendige for velfungerende endotelceller.

Oxidative skader ved hjertesygdom
Professor Urban Alehagen, Linköping Universitet i Sverige erklærer, at øget oxidativt stress i høj grad er impliceret i udviklingen og sværhedsgraden af både iskæmisk hjertesygdom og kronisk hjertesvigt [Alehagen & Aaseth 2015].

Vi har beskrevet hjertesvigt ovenfor. Iskæmisk hjertesygdom er hjertesygdom forårsaget af nedsat blodtilførsel til hjertemusklen. Typisk er iskæmisk hjertesygdom forårsaget af nedsat eller blokeret blodgennemstrømning i kranspulsårerne, som er en følge af aterosklerose (opbygning af plak inde i arteriernes vægge).

Selens særlige interaktion med coenzym Q10
Både selen i selenoproteinerne glutathionperoxidase og selenoprotein P samt coenzym Q10 i sin reducerede form ubiquinol, har antioxidant-funktioner. De tjener alle til at mindske omfanget af oxidativt stress [Alehagen & Aaseth 2015].

Selen, coenzym Q10 og oxidativt stress
Oxidativt stress kan defineres som en usund ubalance mellem skadelige frie radikaler og beskyttende antioxidanter. Oxidative skader skal forstås som skader på celler forårsaget af et overskud af skadelige frie radikaler.

Dr. Urban Alehagen og hans forskerteam gennemførte et fireårigt randomiseret, kontrolleret studie af effekten af dagligt tilskud med tabletter med højtberiget selengær og kapsler med coenzym Q10 til ældre hjemmeboende borgere. Sammenlignet med placebo reducerede kombinationen af de to kosttilskud signifikant risikoen for at dø af hjertesygdomme. Opfølgende undersøgelser foretaget 10 år efter starten af perioden med tilskud viste, at den beskyttende effekt varede ved.

Oxidative skader er både impliceret i kroniske sygdomme som f.eks. hjertesygdom og i aldrings-processen. Mitokondrierne – de såkaldte “energifabrikker” inde i cellerne – og andre komponenter i cellerne producerer nødvendigvis frie radikaler som en konsekvens af, at de udfører deres tilsigtede stofskiftefunktioner.

Selen, coenzym Q10 og frie radikaler
Frie radikaler er ustabile og meget reaktive molekyler, der kan udløse kæder af skadelige kemiske reaktioner. Der er dog behov for en vis mængde frie radikaler til funktioner som cellesignalering og til genekspression og apoptose (programmeret celledød, der eliminerer aldrende celler og beskadigede celler på en kontrolleret måde).

Teorien om oxidativ skade går ud på, at et overskud af frie radikaler kan forårsage omfattende celle- og DNA-skader, hvilket fører til kroniske degenerative sygdomme og accelereret ældning. Antioxidanter såsom selenafhængige enzymer og coenzym Q10 modvirker overdreven fri radikal-aktivitet.

KiSel-10-studiet med tilskud af selen og coenzym Q10
Siden 2013 har professor Alehagen og hans team af forskere rapporteret om resultaterne fra Kisel-10-studiet, en velkontrolleret, fireårig undersøgelse, hvor raske ældre borgere fik et dagligt tilskud bestående af 200 mikrogram selen fra højtberiget selengær og 200 milligram coenzym Q10 eller matchende placebo. Det coenzym Q10 der blev anvendt, var det samme der blev anvendt i Q-Symbio-undersøgelsen med deltagelse af patienter med kronisk hjertesvigt [Mortensen 2014].

Forskningsresultater fra Kisel-10-studiet med selen og coenzym Q10
Professor Alehagen og hans forskerteam har rapporteret om følgende resultater fra de deltagere i undersøgelsen, der fik tilskud med selen og coenzym Q10 i forhold til de deltagere, der fik placebo-tilskud [Alehagen 2013, 2105]:

En 54% reduktion i risikoen for at dø af hjertesygdom
En reduktion i koncentrationen af NT-proBNP-protein, som er en biologisk markør for hjertesygdom
En reduktion i koncentrationerne af C-reaktivt protein og SP-selectin protein, som er henholdsvis bio-markører for inflammation og oxidativt stress
En reduktion i indlæggelser og derudover forbedringer i den fysiske ydeevne, vitalitet og kognitiv funktion
En reduktion i nedsat hjertefunktionen, der normalt er forbundet med aldring

Reduceret risiko for at dø af hjertesygdom ti år senere
Opfølgende undersøgelser udført af Dr. Alehagen og hans forskerkolleger har vist, at den beskyttende effekt af tilskud med selen og coenzym Q10 er fortsat frem til tidspunktet ti år efter starten på den fire-årige periode med tilskud [Alehagen, Aaseth, & Johansson 2015].

Hvad har vi lært af KiSel-10-studiet?
Hvad formåede tilskud med en kombination af højtberiget selengær og Coenzym Q10 (ubiquinon) at udrette for raske ældre borgere?

en nedsat risiko for at dø af hjertesygdom
bremset hastigheden af hjertets aldringsproces
en reduktion af omfanget af inflammation og oxidativt stress
en bedre livskvalitet

Kilder
Alehagen, U., Johansson, P., Björnstedt, M., Rosén, A., & Dahlström, U. (2013). Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and coenzyme Q10 supplementation: a 5-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. International Journal of Cardiology, 167(5), 1860-1866.

Alehagen, U., Aaseth, J., & Johansson, P. (2015). Less increase of copeptin and MR-proADM due to intervention with selenium and coenzyme Q10 combined: Results from a 4-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. Biofactors (Oxford, England), 41(6), 443-452.

Alehagen, U., Lindahl, T. L., Aaseth, J., Svensson, E., & Johansson, P. (2015). Levels of sP-selectin and hs-CRP Decrease with Dietary Intervention with Selenium and Coenzyme Q10 Combined: A Secondary Analysis of a Randomized Clinical Trial. Plos One, 10(9), e0137680.

Alehagen, U., Aaseth, J., & Johansson, P. (2015). Reduced Cardiovascular Mortality 10 Years after Supplementation with Selenium and Coenzyme Q10 for Four Years: Follow-Up Results of a Prospective Randomized Double-Blind Placebo-Controlled Trial in Elderly Citizens. Plos One, 10(12), e0141641.

Columbia Doctors. (2106). Cardiomyopathy and congestive heart failure. Retrieved from http://columbiasurgery.org/conditions-and-treatments/cardiomyopathy-and-congestive-heart-failure.

Fink, K., Moebes, M., Vetter, C., Bourgeois, N., Schmid, B., Bode, C., & … Busch, H. (2015). Selenium prevents microparticle-induced endothelial inflammation in patients after cardiopulmonary resuscitation. Critical Care (London, England), 19, 58.

Johansson, P., Dahlström, Ö., Dahlström, U., & Alehagen, U. (2013). Effect of selenium and Q10 on the cardiac biomarker NT-proBNP. Scandinavian Cardiovascular Journal: SCJ, 47(5), 281-288.

Johansson, P., Dahlström, Ö., Alehagen, U. (2015). Improved health-related quality of life, and more days out of hospital with supplementation with selenium and coenzyme Q10 combined. Results from a double blind, placebo-controlled prospective study. The Journal of Nutrition, Health & Aging, 19,4, 1-8.

Mayo Medical Laboratories. (2017.) Test ID: SES; selenium, serum. Retrieved from http://www.mayomedicallaboratories.com/test-catalog/Clinical+and+Interpretive/9765.

Mortensen, S. A., Rosenfeldt, F., Kumar, A., Dolliner, P., Filipiak, K. J., Pella, D., & Littarru, G. P. (2014). The effect of coenzyme Q10 on morbidity and mortality in chronic heart failure: results from Q-SYMBIO: a randomized double-blind trial. JACC. Heart Failure, 2(6), 641-649.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

En grundlæggende guide til selen

Åben kobbermine — Selen er et biprodukt ved udvinding og raffinering af kobber. Der er ingen steder i verden, hvor man udelukkende udvinder selen. På grund af dets relative knaphed og dens mange anvendelsesmuligheder — industri og landbrug samt ernæringsmæssige — vil selen til kosttilskud helt sikkert blive dyrere i fremtiden, og der kan meget vel opstå mangel på det i fremtiden. Derfor er det vigtigt for os at bruge det klogt og bevare det.

Selen er et vigtigt mikronæringsstof. Det er afgørende for livet for både mennesker og dyr. Kroppen kan ikke danne selen og er derfor afhængig af det selen, vi kan få fra kosten. I mange områder af verden er der for lidt selen i jorden og i fødevarerne, og tilskud er derfor nødvendigt for at opnå optimal sundhed.

Regioner med selenfattig jord
I mange områder af verden er indholdet af selen i jorden er ganske lavt. I store dele af Asien, især Kina og i store dele af Europa og Mellemøsten er der er lave niveauer af selen i jorden.

Planter optager uorganisk selen fra jorden og omdanner det til organisk selen. På den måde kommer selen ind i fødekæden. For eksempel ved køer som spiser græs der indeholder selen, og noget af dette selen havner i kød og mælk fra køerne. Folk spiser kødet og drikker mælken. For lidt selen i jorden betyder således for lidt selen i fødevarerne.

Den finske eksperiment med at tilsætte selen til gødning
I 1985 besluttede den finske regering, at der skulle tilsættes selen til al landbrugsgødning. Baggrunden for denne beslutning var en intens debat, hvor fortalere for selentilsætning præsenterede data om de lave niveauer af selen i den finske befolkning. Selenniveauet hos finske borgere havde nået et så lavt niveau, at sundhedsmyndighederne i Finland var bekymrede over farerne ved selenmangel.

Succesen med selengødningsprojektet i Finland
Tyve år senere, i 2005, udstedte de finske myndigheder en rapport med en opsummering af de første 20 år med selengødning. De nye data viste, at tilsætning af selen til lansbrugsgødning havde været en sikker og effektiv løsning på problemet med det finske folks lave selenstatus. Faktisk viste målingerne af selen i blodprøver, i mælkeprøver og i prøver af kød alle viste en positiv tendens, undtagen inden for økologisk landbrug, hvor brugen af kunstgødning ikke er tilladt.

Ikke nok selen til at kopiere det finske eksperiment
På trods af succesen med det finske eksperiment har ingen andre lande i Europa taget en lignende beslutning. En vigtig årsag er, at selen er et sjældent sporstof, og at der produceres relativt lidt selen hvert år. Ud af den årligt producerede mængde, går hovedparten til industrielle formål.

Der er helt enkelt ikke nok selen til rådighed til at gøde dyrkede marker og græsgange med det i alle selenfattige lande i verden i det omfang, finnerne har gjort. Selen er så forholdsvis sjældent, at vi mennesker har brug for at administrere anvendelsen af det omhyggeligt og bør begynde at opbygge lagre af det til brug for kommende generationer [Haug].

Anbefalet daglig tilførsel af selen fra kosten
I dag er den anbefalede tilførsel af selen fra kosten i USA og Canada og mange lande i Europa fastsat til 55 mikrogram per dag. Det er den daglige mængde som menes at medføre optimal aktivitet af det selen-afhængige antioxidantenzym glutathionperoxidase.

Siden etableringen af denne grænseværdi for indtagelse har selenforskere peget på, at der kan være behov for en højere indtagelse grundet en selenafhængig beskyttelse mod kræft og andre kroniske sygdomme. Det formodede gavnlige niveau af selen i plasma ligger mellem 120 og 170 nanogram per milliliter [Hurst 2010]. Bevismaterialet fra Hurst’ forskning tyder på, at vi har brug for omkring 105 mikrogram per dag for at nå den nedre grænse af dette interval og ca. 155 mikrogram per dag for at nå den øvre grænse af intervallet. Begge indtag er pænt under den øvre tolerable grænse for daglig indtagelse fastsat af den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet EFSA i februar 2006: 300 mikrogram selen om dagen.

Særlige grupper med risiko for at få for lidt selen
Selv med det anbefalede niveau på 55 mikrogram selen om dagen, kan der være særlige grupper af mennesker med risiko for at få for lidt selen i deres kost. For eksempel vil vegetarer og veganere sandsynligvis være i fare, fordi kød, fisk, og mejeriprodukter er vigtige kilder til selen i kosten.

En anden gruppe der kan være udsat, er den gruppe af mennesker, der er følsomme over for gluten og som derfor undgå kornprodukter. Korn ligger lige under fisk og kød fra pattedyr på listen over vigtige kostkilder til selen.

Ældre mennesker der spiser mindre kan være i fare. Rygere kan have behov for ekstra selen. Også kropsstørrelse og graden af motion kan påvirke den daglige, nødvendige mængde selen.

Selen, selenocystein og selenoproteiner
Selenoproteiner er proteiner i kroppen, der indeholder selenocystein, den 21. aminosyre. Selenocystein er selv afhængig af, at der er selen til rådighed til dets dannelse. Forskere har identificeret 25 selenoproteiner, der spiller en rolle i menneskers sundhed. Disse selenoproteiner har adskillige biologiske funktioner:

fungerer som antioxidanter, der beskytter cellerne og DNA mod oxidativ skade
aktiverer skjoldbruskkirtelhormoner
styrker immunsystemet
beskytter prostata
støtter produktionen af sunde sædceller
bidrager til hjernens udvikling

Selen og selenoprotein P
En af de vigtigste selenoproteiner er selenoprotein P. Det er det mest udbredte selenoprotein i blodplasmaet, som udgør 25 – 50 procent af den samlede mængde selen i plasma. Det er et vigtigt selenoprotein til beskyttelse af prostata. Det er en nyttig bio-markør for menneskers selenniveu, fordi det er mere følsomt overfor lave og mellemstore niveauer af plasmaselen end glutathionperoxidase er [Hurst 2010].

Dansk undersøgelse af mænds selenstatus
I en dansk tværsnitsundersøgelse af 27.000 mænd, viste data, at 80% af mændene havde for lidt selen i blodet til at optimere aktiviteten af selenoprotein P. Undersøgelsen, som blev offentliggjort i British Journal of Nutrition i 2016, havde til formål at se, om et lavt selenniveau udgjorde en sundhedsrisiko for danske mænd. I undersøgelsen blev højere niveauer af plasmaselen og selenoprotein P forbundet med lavere risiko for aggressiv kræft [Outzen].

Lav selenstatus og risiko for prostatakræft
Resultaterne fra den danske undersøgelse svarer til resultaterne fra en tilsvarende undersøgelse foretaget i Holland. I den hollandske undersøgelse viste data, at højere selenniveauer i tånegle var forbundet med betydelige fald i risikoen for fremskreden prostatakræft. Selenniveauet i tånegle anses som en bedre langsigtet markør af selenstatus end plasma- eller serumselen-niveauer [Geybels].

Resumé: Hvad er selen?

Et sjældent og essentielt mikronæringsstof som ikke syntetiseres i kroppen
Selen er et sjældent mikronæringsstof, som vi mennesker ikke selv kan producere, og det er afgørende for et godt helbred. Idet vi ikke kan syntetisere det selv, men behøver det, minder selen om et vitamin. Det har også egenskaber tilfælles med C-vitamin og E-vitamin i den forstand, at det tjener som en vigtig antioxidant via dets deltagelse som komponent i selenoproteiner.

Bruges mest til industrielle formål
Selen er et biprodukt fra udvinding af kobber. Langt den største udnyttelse af jordens selenressourcer går til industriel produktion af elektronik, metal- og glasprodukter. For eksempel anvendes selen til fremstilling af røde glasprodukter. Kun omkring 10% af verdens årlige produktion af selen anvendes til at gøde landbrugsjord. Langt under 10% er til rådighed til brug i kosttilskud.

Ulige fordelt i verden
Den ulige fordeling af selen i verden er et bekymrende problem. Næsten 70% af Jordens selenreserver er koncentreret i fire lande: Chile (25%), Rusland (20%), Peru (13%) og USA (10%), Der er ingen kendte, store reserver nogen steder i Europa . Reserverne af selen er så relativt små, at nogle forskere foreslår, at det nuværende forbrug af selen administreres omhyggeligt, og at der bør oplagres selen til brug for kommende generationer.

En passende indtagelse er nødvendigt for et godt helbred
Forskning har vist, at et tilstrækkeligt indtag af selen er nødvendigt for et godt cellestofskifte, en stærk immunrespons, produktion af sunde sædceller, beskyttelse af cellens DNA-struktur og funktion samt et sundt hår og stærke negle. Nogle epidemiologiske undersøgelser tyder på, at en tilstrækkelig selenstatus er knyttet til forebyggelse af kroniske sygdomme.

Kilder

Geybels, M. S., Verhage, B. J., van Schooten, F. J., Goldbohm, R. A., & van den Brandt, P. A. (2013). Advanced prostate cancer risk in relation to toenail selenium levels. Journal Of The National Cancer Institute, 105(18), 1394-1401.

Haug, A., Graham, R. D., Christophersen, O. A., & Lyons, G. H. (2007). How to use the world’s scarce selenium resources efficiently to increase the selenium concentration in food. Microbial Ecology In Health And Disease, 19(4), 209-228.

Outzen, M., Tjønneland, A., Larsen, E. H., Friis, S., Larsen, S. B., Christensen, J., & Olsen, A. (2016). Selenium status and risk of prostate cancer in a Danish population. The British Journal Of Nutrition, 115(9), 1669-1677.

Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Selen og tarmkræft: Bonelli-studiet

Kræft awareness-sløjfer — Bonelli-studiet viste, at et selen-baseret antioxidant-multivitamintilskud nedsætter risikoen for at udvikle nye adenomatøse polypper i tyktarmen efter at de er blevet fjernet. Uden forebyggelse eller fjernelse af disse adenomer, kan de udvikle tyktarmskræft.

Dr. Luigina Bonelli og et forskerteam fra Genova, Italien, blev motiveret af følgende række af overbevisende fakta:

Tyktarmskræft var den næststørste årsag til kræft-dødsfald i Europa
Adenomer (godartede tumorer som undertiden omdannes til ondartede) i tyktarmen var kendt for at være forstadier til tarmkræft
Patienter der havde gennemgået en polypektomi af tyktarmen (fjernelse af polypper fra indersiden af tyktarmen) havde en øget risiko for at udvikle tyktarmskræft og havde brug for periodiske, opfølgende koloskopier (kikkertundersøgelser)
Øget risiko for udvikling af adenomer blev sidestillet med øget risiko for udvikling af tyktarmskræft
Observationsstudier viste, at der var en sammenhæng mellem plasma- eller serumkoncentrationerne af adskillige antioxidanter, herunder selen og risikoen for tyktarmskræft
I nogle interventionsstudier blev selentilskud knyttet til reduktioner i forekomsten af tyktarmskræft

Tiden var moden til at iværksætte en stor undersøgelse af effektiviteten af selen og andre antioxidanters evne til at reducere risikoen for tyktarmskræft.

Selen for nedsætte risikoen for tyktarmskræft
Dr. Bonelli og hendes kolleger ønskede at se, om et dagligt tilskud af antioxidanter med selen kunne nedsætte risikoen for tilbagevendende adenomer hos patienter, som havde fået en eller flere adenomatøse polypper fjernet. Forskerne designede et randomiseret, dobbelt-blindet, placebo-kontrolleret klinisk forsøg, og over en periode på mange år, inkluderede de i alt 411 patienter, der havde gennemgået en polypektomi.

Selen og antioxidanter versus placebo
I Bonelli-studiet blev patienterne randomiseret til enten at få den aktive behandling eller det tilsvarende placebo-præparat. Den aktive behandling bestod af dagligt tilskud i fem år af et tilskud med følgende ingredienser:

200 mikrogram selen
30 milligram zink
2 milligram vitamin A
4,4 mg vitamin B6
180 milligram vitamin C
30 milligram vitamin E

Dr. Bonelli skriver i sin artikel i Journal of Gastroenterology (2013), at “det aktive præparat og placebo-præparatet var identisk af udseende og blev leveret af Pharma Nord (Danmark). Den tildelte behandling skulle tages i 5 år” eller indtil der opstod et nyt adenom. Selenindholdet i den aktive behandling var en organisk selenforbindelse.

Resultatet af selen- og antioxidanttilskuddet: 39% nedsat risiko
I løbet af undersøgelsen, foretog forskerne opfølgende koloskopier på 330 af deltagerne: 164 i den aktive behandlingsgruppe og 166 i placebogruppen. Ud af de 330 patienter havde 100 haft et adenom, der var vendt tilbage.

38 af disse adenomer blev fundet i den aktive behandlingsgruppe, og 62 af adenomerne blev fundet i placebo-gruppen. Der var derfor en reduktion i risikoen for tilbagefald, som kunne tilskrives den aktive behandling med selen, zink og vitaminer med antioxidantfunktion.

Samme resultater for to typer adenomer
Det er interessant, at risikonedsættelsen var ens og signifikant for både små rørformede adenomer og mere udviklede adenomer.

Konklusioner om selen, adenomer og tyktarmskræft
Bonelli-studiet var et omhyggeligt designet klinisk forsøg struktureret på en sådan måde, at det eliminerede indflydelsen af mulige fejlkilder (bias) på resultatet (genopdukken af adenomer i tyktarmen).

Undersøgelsen leverede et statistisk signifikant bevis for, at antioxidant-tilskud med selen som den primære komponent nedsætter antallet af tilbagevendende adenomer. Fordi adenomer er kendt for at være forstadier til kræft i tyktarmen, anbefalede forskerne, at der udføres flere kliniske forsøg der belyser selen og andre antioxidanters rolle hos forskellige undergrupper, som menes at have en øget risiko for tarmkræft.

Anbefalet fremtidig forskning
Forskerne anbefalede mere forskning i effekten af selen og andre antioxidanter på forskellige undergrupper. For eksempel hvorfor den aktive behandling med selen er mere effektiv til rygere end til ikke-rygere, er mere effektiv til mandlige deltagere end til kvindelige deltagere, samt hvorfor den er mere effektiv til deltagere med en selenstatus under gennemsnittet end til deltagere med en normal selenstatus ved forsøgets start?

Desuden kunne det være interessant at finde ud af, om selentilskud alene har samme statistisk signifikant virkning på forekomsten af tyktarms-adenomer som behandlingen med selen og en kombination af antioxidanter havde i Bonelli-studiet.

Konklusion
Bonelli-studiet var en randomiseret, kontrolleret undersøgelse, der viste, at tilskud af selen og andre almindelige antioxidanter kan nedsætte risikoen markant for at udvikle tyktarmskræft.

Efterskrift: I 2015 undersøgte Dr. David Hughes ved Royal College of Surgeons i Irland sammen med forskerkolleger i hele Europa sammenhængen mellem selenniveau og risikoen for tyktarmskræft i en nested case-control undersøgelse med 966 tyktarms-patienter og 966 matchede kontroller. Forskernes resultater viste, at blodets selenindhold samt niveauet af selenoprotein P er sub-optimalt hos den voksne befolkning i mange europæiske lande; forskernes resultater pegede endvidere på, at der eksisterer et omvendt forhold mellem risikoen for tyktarmskræft og et højt selenindhold i blodet. Dette omvendte forhold mellem risikoen for tyktarmskræft og blodets selenindhold kom mest til udtryk hos kvinder.

I 2013 lavede Lener og kolleger en undersøgelse med 169 tyktarmspatienter og 169 i kontrolgruppen. Her fandt forskene en stærk signifikant sammenhæng mellem et lavt selenniveau og risikoen for tyktarmskræft.

Kilder:

Hughes, D. J., Fedirko, V., Jenab, M., Schomburg, L., Méplan, C., Freisling, H., & … Hesketh, J. E. (2015). Selenium status is associated with colorectal cancer risk in the European prospective investigation of cancer and nutrition cohort. International Journal Of Cancer, 136(5), 1149-1161.

Lener, M. R., Gupta, S., Scott, R. J., Tootsi, M., Kulp, M., Tammesoo, M., & Lubiński, J. (2013). Can selenium levels act as a marker of colorectal cancer risk? BMC Cancer, 13214.

Ansvarsfraskrivelse: Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Den navnkundige selenforsker, Dr. Gerhard N. Schrauzer

Dr. Gerhard N. Schrauzer var selenforskningens “grand old man”. Faktisk var han en lederskikkelse indenfor forskning i sporstoffer i 30 år eller mere i USA. Han var en af pionererne som leverede en betydende indsats indenfor selenforskningen. Lad os tage et kig på de nyttige bidrag til vidensdatabasen om selentilskud, som Dr. Schrauzer leverede.

For det første, hvem var Dr. Schrauzer i relation til selenforskning?
Dr. Schrauzer tog sin afsluttende eksamen i kemi ved universitetet i München, Tyskland. To år senere fik han sin Ph.D. summa cum laude. Fra 1966 til 1994 var han professor i kemi og biokemi ved University of California i San Diego (UCSD). Efter sin pensionering var han professor emeritus ved UCSD.

Dr. Schrauzer var en af de første forskere, der for alvor undersøgte selens biologiske funktioner i kosten og i form af tilskud og som også undersøgte selentilskuds kræftbeskyttende egenskaber. I hans korrelationsundersøgelser af kræftdødelighed viste Dr. Schrauzer, at der i de 27 lande som indgik i undersøgelsen, var et omvendt forhold mellem kræftdødelighed og mængden af selen i den nationale kost. Et lavt selenindhold i kosten korrelerede med højere kræftdødelighed. Dr. Schrauzer var en førende ekspert inden for selentilskud. Han døde i 2014.

For det andet, hvad er sporstoffer?
Indenfor ernæringsvidenskab, defineres sporstoffer (undertiden kaldet mikronæringsstoffer), som kemiske grundstoffer, der er nødvendige for menneskers sundhed i meget små mængder; ofte indgår de som en del af et protein. I dette tilfælde defineres “meget små” som mindre end én del ud af 1000 dele. Mennesker har behov for følgende sporstoffer:

Bor
Kobber
Mangan
Molybdæn
Selen
Zink

For det tredje, hvad vidste Dr. Schrauzer om selentilskud?
I denne artikel vil vi opsummere de evaluerede vurderinger fra Dr. Schrauzer om de følgende emner:

Selenindtagelse fra kost og kosttilskud
Formulering af selentilskuddet
Selens biologiske funktioner
Selen og oxidativt stress
Selen og kræft
Sikkerhed af selen

Selenindtag
Dr. Schrauzers selenundersøgelser fik ham til at mene, at den anbefalede daglige indtagelse på 55 mikrogram var utilstrækkelig for de fleste voksne, og han tvivlede på, at 75 mikrogram om dagen ville være tilstrækkeligt for de fleste voksne til at erstatte den mængde selen, der fjernes hver dag og til opbygge kroppens reserver, så der nås et niveau, som forhindrer udviklingen af kræft.

Dr. Schrauzer erkendte tidligt, at spørgsmålet om anbefalede daglige indtag kompliceres af den betydelige variation i jordens selenindhold fra region til region og at selenindholdet i vegetabilske fødevarer og i forlængelse heraf, i animalske fødevarer, dermed også varierer.

Han var også klar over, at den daglige selenindtagelse der støtter aktiviteten af det meget vigtige selenafhængige enzym glutathionperoxidase, muligvis ikke var tilstrækkeligt til at støtte de gavnlige helsevirkninger af andre selenoproteiner såsom selenoprotein P. Han mente, at det ville være forkert at begrænse det anslåede daglige selenbehov på baggrund af selens virkning på glutathionperoxidase-enzymerne.

På den baggrund mente Dr. Schrauzer, at et passende selentilskud til mennesker med henblik på nedsættelse af kræftrisikoen ligger på 200-300 mikrogram per dag.

Formulering af selentilskuddet
Dr. Schrauzer mente, at selentilskud burde svare til kostens selen så meget som muligt. Selenmethionin er den mest almindelige form for selen i fødevarer, og det er den mest almindelige form for selen i kosttilskud med organisk selengær. Hertil kommer, at kosttilskud med et højt indhold af selengær indeholder op mod 30 andre selenforbindelser, især små mængder methylselenocystein, som muligvis er de mest effektive i forebyggelse af kræft.

De bedste resultater fra videnskabelige undersøgelser af kræftforebyggelse er opnået med tilskud baseret på selengær.

Selens biologiske funktioner
I et interview i 2010 drøftede Dr. Schrauzer selens biologiske funktioner med med Dr. Richard A. Passwater. Foruden en kræftbeskyttende funktion, nævnte Dr. Schrauzer følgende biologiske funktioner:

Vedligeholdelse af immunsystemets funktioner
Vedligeholdelse af den mandlige reproduktionsevne
Beskyttelse mod tungmetallers giftvirkning
Beskyttelse af huden mod UV-stråling
Beskyttelse mod ioniserende stråling
Beskyttelse mod skadelige vira
Regulering af skjoldbruskkirtlens hormonelle funktion

Han advarede også om, at kroppens nødvendige brug af selen til afgifte kroppen for tungmetaller kan tømme dens reserver af selen og dermed mindske den grad af beskyttelse mod kræft, som selen giver.

Selen og oxidativt stress
Dr. Schrauzer vidste, at en af de uundgåelige konsekvenser af at producere cellulær energi ved hjælp ilt, er et biprodukt kaldet frie radikaler. Frie radikaler er meget reaktive atomer, som kan igangsætte kædereaktioner, der kan forårsage skader på celler og celle-DNA. Denne form for beskadigelse, der kaldes oxidativ skade, kan i sidste ende føre til kræft og ældning samt andre degenerative sygdomme.

En af de store sundhedsmæssige fordele ved selen er, at det er en nødvendig bestanddel af selenoproteiner som selv er kraftige antioxidantenzymer, der hjælper til at neutralisere skadelige frie radikaler og forebygge skader på cellerne.

Selen og kræftforebyggelse
Selen som en komponent af selenafhængige antioxidantenzymer hjælper til at neutralisere frie radikaler og dermed til at forhindre skader på cellerne. En teori om kræft går ud på, at skader fra frie radikaler på celle-DNA kan føre til udvikling af visse kræftformer.

Dr. Schrauzer var opmærksom på de betydelige kræftbeskyttende resultater af tilskud med selen og andre antioxidanter i de kliniske studier Linxian og SU.VI.MAX samt i the National Prevention of Cancer-studiet (mere om disse studier i kommende artikler på denne hjemmeside).

Dr. Schrauzer mente ikke, at de ufyldestgørende resultater fra SELECT-studiet tydede på, at selentilskud mod risikoen for kræft generelt set var ineffektive; han forklarede resultaterne af SELECT undersøgelsen ved at henvise til følgende faktorer:

Deltagernes relativt høje selenniveau ved forsøgets start
Anvendelse af en syntetisk selenomethionin som intervention (i stedet for selengær som tidligere havde vist at have kræftbeskyttende egenskaber)
Anvendelse af selenomethionin i ren form i stedet for en proteinbundet form, (i gærselen er indholdet af selenmethionin proteinbundet)

N.B. Vi vil uddybe de videnskabelige artikler om selen og kræft mere i kommende artikler.

Sikkerheden ved selentilskud
Dr. Schrauzer betragtede et tilskud på 100 til 200 mikrogram selen dagligt som fuldstændigt sikkert. Han bemærkede, at den sikre maksimale indtagelse for selen er fastsat til 400 mikrogram per dag. Han påpegede, at individer hvis kost indeholder tilstrækkelige mængder protein, lettere tåler en højere selenindtagelse.

Selen ophobes ikke i kroppen. Det forlader kroppen relativt hurtigt. Hvis vi reducerer eller ophører med at indtage selen fra kost og tilskud, vil vi ikke fortsat have tilstrækkeligt med selen i kroppen til at forebygge kræft.

Her kan tilføjes, at i tilfælde af en utilsigtet overdosis vil de tidlige tegn på selenforgiftning — misfarvede og skøre finger- og tånegle samt en ubehagelig hvidløgsånde — let kunne genkendes og eventuelle sundhedsskadelige konsekvenser undgås.

Sammenfatning
Uden Dr. Schrauzer og hans kollegers forskning og publikationer ville den videnskabelige udvikling af selenforskningen og de videnskabelige undersøgelser af selen som et kræftforebyggende middel være blevet meget forsinket.

Kilder

McCann, J. C., & Ames, B. N. (2011). Adaptive dysfunction of selenoproteins from the perspective of the triage theory: why modest selenium deficiency may increase risk of diseases of aging. FASEB Journal, 25(6), 1793-1814.

Olmsted, L., Schrauzer, G. N., Flores-Arce, M., & Dowd, J. (1989). Selenium supplementation of symptomatic human immunodeficiency virus infected patients. Biological Trace Element Research, 20(1-2), 59-65.

Passwater, R. (2013, June). Selenium and human health: an interview with Gerhard Schrauzer, Ph.D. Whole Foods Magazine. Retrieved from http://www.drpasswater.com/nutrition_library/SeleniumHumanHealth.html.

Schrauzer, G. N. (2000). Anticarcinogenic effects of selenium. Cellular And Molecular Life Sciences: CMLS, 57(13-14), 1864-1873.

Schrauzer, G. N. (2009). Selenium and selenium-antagonistic elements in nutritional cancer prevention. Critical Reviews In Biotechnology, 29(1), 10-17.

Schrauzer, G. N., & White, D. A. (1978). Selenium in human nutrition: dietary intakes and effects of supplementation. Bioinorganic Chemistry, 8(4), 303-318.

Ansvarsfraskrivelse: Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Professor Jørgen Clausen: En af de tidlige selenforskere

Professor Jørgen Clausen, mangeårig professor ved Institut for Biologi og Kemi, Roskilde Universitetscenter, var en af de forskere der tidligt lavede kliniske undersøgelser af virkningen af selentilskud. Som sådan kan det være lærerigt at gå tilbage og se på den forskning, som Dr. Clausen og hans kolleger udførte i slutningen af det 20. århundrede.

Professor Clausens selenforskning
Dybest set kan Professor Clausens forskning inddeles i fem forskellige kategorier:

Den helbredsmæssige effekt af selentilskud på ældre plejehjemsbeboere
Den helbredsmæssige effekt af selentilskud på cigaretrygeres sundhed
Den helbredsmæssige effekt af selentilskud på patienter med kroniske neurologiske lidelser
Den helbredsmæssige effekt af selentilskud på giftvirkningerne af blyforgiftning
Den helbredsmæssige effekt af selentilskud på aktiviteten af det selenafhængige antioxidant-enzym glutathion peroxidase

Desuden var Professor Clausen tidligt ude i undersøgelsen af optageligheden og de sundhedsmæssige effekter af forskellige former for uorganiske og organiske selentilskud.

Selentilskud, rygere og oxidativt stress
For at forstå Dr. Clausens interesse i effekten af selentilskud til rygere, må vi først forstå begrebet oxidativt stress og det tilhørende begreb oxidative skader. Oxidativt stress opstår i stofskiftets omsætning af ilt, hvor kroppen som et biprodukt producerer forskellige reaktive iltforbindelser (for eksempel: peroxid, superoxid, hydroxyl og singlet oxygenradikaler) i overflod.

Hvorfor overflod? Fordi de frie radikaler i moderate mængder spiller en hjælpsom rolle i celle-signalering og celle-homeostase. Men når mængderne af frie radikaler imidlertid langt overstiger mængden af tilgængelige antioxidanter, der kan neutralisere de frie radikaler, kan de frie radikaler forårsage omfattende strukturelle skader på celler, på DNA, og på lipider.

Selen, vitamin E og rygere
Professor Clausen undersøgte effekten af et dagligt tilskud med 200 mikrogram selen og 1000 milligram Vitamin E (500 mg to gange dagligt) i et ti-dages interventionsstudie. Han vidste, at antallet af såkaldte respiratoriske burst’s – dvs. hurtig frigivelse af reaktive iltforbindelser (frie radikaler) – er betydeligt højere hos rygere end hos ikke-rygere. Hans interventionsstudie, udført på 10 rygere og 10 ikke-rygere, både mænd og kvinder, i alderen 20 – 45 år, viste, at tilskud af de to antioxidanter, selen og E-vitamin, resulter i et væsentligt reduceret antal af respiratoriske udbrud hos rygere. Baseret på sine resultater anbefalede professor Clausen, at rygere dagligt tager selen og andre antioxidant-tilskud for at begrænse omfanget af oxidative skader på deres lunger.

Selentilskud, de ældre og aldringsprocessen
For at teste effekten af et tilskud med en daglig antioxidant-cocktail til 97 ældre plejehjemsbeboere, gennemførte professor Clausen et 12-måneders randomiseret, dobbelt-blindt, placebo-kontrolleret studie. De ældre beboeres gennemsnitsalder var 75,3 år (fra 50 – 94 år). Antioxidant-cocktailen bestod af følgende ingredienser:

300 mikrogram selen
45 milligram zink
2.7 milligram vitamin A
6 milligram vitamin B6
270 milligram vitamin C
465 milligram vitamin E
250 milligram gamma-linolensyre (GLA)

Dette tilskud øgede beboernes niveau af selen i blodet (fuldblod) samt niveauet af glutathionperoxidases antioxidant-enzymaktivitet i de røde blodlegemer sammenlignet med niveauet før de fik tilskud og sammenlignet med niveauet hos placebogruppens deltagere.

Resultaterne af selentilskuddet var statistisk signifikante:

reducerede niveauer af lipofuscin i de røde blodlegemer i forhold til værdierne før behandlingen (lipofuscin = ophobning af pigment-granula, der anses for at være en biologisk markør for ældning)
forbedring af psykologisk pointtal
en generel forbedring ved analyser af blodgennemstrømningen i forskellige områder af hjernens overflade

Selentilskud og kroniske neurologiske lidelser
Multipel sklerose
Professor Clausen og kolleger undersøgte patienter med multipel sklerose (MS) og opdagede betydeligt reducerede selenværdier og nedsat aktivitetsniveau af glutathionsperoxidase i forskellige typer af celler der stammede fra blodet eller blev transporteret med blodet. Disse celler viste også tegn på forøget niveau af oxidative skader.

I en ikke-blindet undersøgelse fandt forskere fra Roskilde Universitetscenter, at et dagligt tilskud med en kombination af selen, vitamin C og E-vitamin normaliserede MS-patienters abnorme blodlegemer.

Battens sygdom
I et beslægtet studie af selen og antioxidanttilskud til patienter med Battens sygdom, en recessiv, arvelig, neuro-degenerativ lidelse, der er karakteriseret ved progressivt tab af syn, epilepsi og demens, opdagede Professor Clausen, at patienterne med Battens sygdom havde lav selenstatus og lave niveauer af glutathion-peroxidaseaktivitet i deres blodceller. Ligesom det var tilfældet med MS-patienter, var forskerne i stand til at bruge selen og andre antioxidanter til at normalisere de biokemiske abnormiteter hos patienterne med battens sygdom.

Forskerne pegede på tilsvarende kliniske undersøgelser fra Finland, der viste, at en antioxidant-behandling, der inkluderede selen som hovedkomponent, kan hæmme udviklingen af mental svækkelse. De tilgængelige data fra interventionen med selen og andre antioxidanter er relevante for den teori, at Battens sygdom kan være forårsaget af øget oxidativ skade på cellemembranerne.

Selentilskud og de toksiske virkninger af bly
Tidligt i sin karriere udførte professor Clausen nogle dyreforsøg ( med rotter) for at se, om selentilskud kunne beskytte mod de toksiske virkninger af bly på samme måde som selentilskud beskytter mod de toksiske virkninger af methylkviksølv. Resultaterne af hans eksperimenter viste, at selen faktisk beskytter mod de toksiske virkninger af bly.

I kommende artikler på denne hjemmeside, vil vi se på nyere forskning om sammenhængen mellem selen og tungmetaller i kroppen.

Professor Clausen: En pioner indenfor forskning i selentilskud
Professor Jørgen Clausen fra Danmark var sammen med professor Matti Tolonen fra Finland blandt de tidligste biomedicinske forskere, der indså behovet for selentilskud i regioner med selenfattig jord.

Kilder

Clausen, J., Nielsen, S. A., & Kristensen, M. (1989). Biochemical and clinical effects of an antioxidative supplementation of geriatric patients. A double blind study. Biological Trace Element Research, 20(1-2), 135-151.

Clausen, J. (1992). The influence of antioxidants on the enhanced respiratory burst reaction in smokers. Annals of the New York Academy of Sciences, 669, 337-341.

Clausen, J. (1991). The influence of selenium and vitamin E on the enhanced respiratory burst reaction in smokers. Biological Trace Element Research, 31(3), 281-291.

Clausen, J., Jensen, G. E., & Nielsen, S. A. (1988). Selenium in chronic neurologic diseases. Multiple sclerosis and Batten’s disease. Biological Trace Element Research, 15179-203.

Jensen, G. E., Gissel-Nielsen, G., & Clausen, J. (1980). Leucocyte glutathione peroxidase activity and selenium level in multiple sclerosis. Journal of the Neurological Sciences, 48(1), 61-67.

Jensen, G. E., & Clausen, J. (1983). Leucocyte glutathione peroxidase activity and selenium level in Batten’s disease. Scandinavian Journal of Clinical and Laboratory Investigation, 43(3), 187-196.

Rastogi, S. C., Clausen, J., & Srivastava, K. C. (1976). Selenium and lead: mutual detoxifying effects. Toxicology, 6(3), 377-388.

Shukla, V. K., Jensen, G. E., & Clausen, J. (1977). Erythrocyte glutathione perioxidase deficiency in multiple sclerosis. Acta Neurologica Scandinavica, 56(6), 542-550.

Ansvarsfraskrivelse: Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.

Selenforbindelser bekæmper kræft

Blodprøve fra et prik i fingeren — **Kroppens selenniveau kan måles ved hjælp af en blodprøve**

Danske forskere fra københavns Universitet har i en ny videnskabelig undersøgelse påvist, at methylerede selenforbindelser kan regulere kroppens immunforsvar så det bedre kan bekæmpe visse kræftformer. Disse selenforbindelse findes i visse fødevarer som hvidløg og broccoli, men også i selenpræparater med selengær.

Visse kræftformer som hudkræft, prostatakræft samt nogle leukæmityper svækker kroppens immunsystem ved at overstimulere det, indtil det til sidst bryder sammen, hvilket giver kræftceller frit spil i kroppen. Det denne forskning viser er, at indtagelse af selenforbindelser som omsættes til methylselenol kan forbedre immunforsvarets evne til at bekæmpe kræft.

Det immunaktiverende stof NKG2D
Omsætningen af forskellige organiske- og uorganiske selenforbindelser i kroppen er kompleks og nøje reguleret. Selenforbindelsen methylselenol regulerer dannelsen af et stof kaldet NKG2D. Det er et stof som aktiverer kroppens immunfunktion og som ses i store mængder ved for eksempel varmechock, virusinfektioner og inflammation, men også i blodet og på overfladen af tumorer hos kræftpatienter. Dette stof bruges derfor også som markør for alvorlig sygdom. De selenforbindelser der omsættes til selenid i kroppen, er derimod ikke i stand til at regulere dannelsen af NKG2D og er derfor mindre effektive som kræftbekæmpende stoffer.

Selengær
Det er her præparater med selengær kommer ind i billedet, idet det indeholder de methylerede selenforbindelser, som har vist sig mest effektive i kræftbehandlingen. Danmark har for eksempel et lægemiddel med selengær der som det eneste præparat der er godkendt til forebyggelse og behandling af selenmangel og som derfor må anbefales i en dosering på 200 µg dagligt.

Selens virkningsmekanismer
Selen bekæmper primært kræft af to veje: Apoptose og antiangiogenese. Ved apoptose påvirkes enzymer som får kræftcellerne til at dø. Det kaldes også programmeret celledød. Den anden vej, antiangiogenese er en process der hæmmer dannelse af nye blodkar til kræfttumoren. Uden tilførsel af tilstrækkelig næring via nye blodkar, dør kræftcellerne.

Faktisk forstærker konventionel kemoterapi selenets virkninger på kræft.

Tilskud nødvendigt
Andre videnskabelige undersøgelser med selen har vist, at et dagligt tilskud af 200 µg selengær har kunnet nedsætte antallet af kræfttilfælde samt dødsfald der skyldtes kræft, men overstående forskning peger på, at den type selen der anvendes mod kræft har stor betydning for resultatet. Det er bemærkelsesværdigt, at SELECT-studiet fra 2008, hvor man gav selenmethionin (som er en ikke-methyleret selenforbindelse) til kræftpatienter, ikke viste en statistisk signifikant virkning mod kræft. Dette negative resultat, som har overrasket mange, er blevet tilskrevet flere ting, blandt andet at patienterne ikke manglede selen, men ifølge dette nye, danske forskningsresultat kunne forklaringen også være, at de ikke fik methylerede selenforbindelser.

En anden ting der påpeges af forskerne er, at man ikke via kosten kan spise sig til de selenmængder, der kan bekæmpe kræft.

Refs.
Hagemann-Jensen M, et al. The Selenium Metabolite Methylselenol Regulates the Expression of Ligands That Trigger Immune Activation through the Lymphocyte Receptor NKG2D. J Biol Chem. 2014;289(45):31576-90.
Weekley CM, et al. Uptake, distribution, and speciation of selenoamino acids by human cancer cells: X-ray absorption and fluorescence methods. Biochemistry. 2011;50(10):1641-50.