Posts

Posted on

Selen og giftvirkningerne af kviksølv

Fiskemåltid på tallerken
At spise fisk giver gravide kvinder og børn selen og andre næringsstoffer, der fremmer børnenes vækst og udvikling. At spise fisk kan gavne voksnes hjertesundhed. Nogle havfisk indeholder dog mere kviksølv end selen og bør derfor undgås. Følgelig fraråder sundhedsmyndigheder i USA folk at spise rovhvaler, hajer, sværdfisk, kongemakrel, sejlfisk, dybhavsaborre, teglfisk og storøjet tun. De fleste andre havfisk vil have mere selen end kviksølv i deres væv og burde være sikre, endda tilrådelige, at spise.

Selenet i vores celler er det molekylære “mål” for det giftige kviksølv. Hæmning af seleno-enzymers normale biologiske aktivitet er den mekanisme, hvormed kviksølv skader vores celler, især vores hjerne- og nerveceller [Ralston & Raymond 2018].

At opfatte selen som ”målet” for kviksølv fører til en bedre forståelse af kviksølvs giftighed end den gamle teori om selen som det ”tonikum”, der binder det giftige kviksølv i en form, der ikke længere er skadelig [Ralston & Raymond 2018].

Professor Nicholas Ralston og konsulent Lisa Raymond har foretaget en gennemgang af forskningslitteraturen om egenskaberne ved kviksølvs giftighed for at identificere de selenafhængige aspekter af kviksølvs biokemiske mekanismer og virkninger. De konkluderer at [Ralston & Raymond 2018]:

  • Methylkviksølv hæmmer irreversibelt aktiviteten af selenoenzymer, der normalt ville forhindre eller vende oxidativ skade i hjernen. (Oxidativ skade er den skade, som forårsages af frie radikaler på celler og væv, der ikke har tilstrækkelig antioxidantbeskyttelse.)
  • Selentilskud er nødvendigt, når man er udsat for methylkviksølv, og især når indtagelsen af methylkviksølv nærmer sig og overstiger cellernes lagre af selenozymer.
  • For høj udsættelse for methylkviksølv kan forårsage en “konditioneret selenmangel”.
  • Kviksølv udøver sine toksiske skader ved at afbryde og forstyrre det normale selenstofskifte.
  • De karakteristiske giftvirkninger af kviksølv skyldes bindingen af selen til kviksølv, hvilket gør selen utilgængelig for dets normale biologiske funktion og den deraf den følgende irreversible hæmning af selenoenzymerne.

Eksponering for kviksølv og behovet for tilstrækkelige selendepoter

Ralston og Raymond peger på følgende kilder, hvor man er eksponeret for giftigt kviksølv:

  • Luftbåret elementært kviksølv som, når det indåndes, absorberes med en hastighed på ca. 75%.
  • Methylkviksølv, et neurotoksisk stof der akkumuleres og øges biologisk i hav- og ferskvandsfisk (de dominerende kilder til methylkviksølv i kosten).

Ralston og Raymond nævner ikke i deres artikel fra 2018 frygten for, at eksponering for kviksølv i tændernes amalgamfyldninger kan have toksiske virkninger både for patienterne og tandlægerne [Rathore 2012].

Næsten alle er udsat for elementært kviksølv og methylkviksølv i et lavt omfang, som normalt er uden alvorlige bivirkninger. Imidlertid er høje eksponeringer neurotoksiske, fordi kviksølvet krydser blod-hjerne-barrieren.

Kviksølv bindes fortrinsvis til svovl og selen; kviksølvets affinitet for selen er dog cirka en million gange større end dens affinitet for svovl, hvilket gør selen til det største mål for kviksølv med dets giftvirkning [Ralston & Raymond 2018].

Høj eksponering for methylkviksølv som følge af tilfælde med forgiftning har givet et veldefineret billede af de motoriske og sensoriske lidelser der følger af omfattende oxidativ skade på hjernen. Et fosters hjerne er især sårbar over for skader fra kviksølv; kviksølvet passerer let over i moderkagen [Ralston & Raymond 2018]. Afhængig af offerets alder og eksponeringsniveau vil symptomerne på kviksølvs toksicitet omfatte følgende motoriske og sensoriske lidelser:

  • metallisk smag i munden
  • kvalme og opkast
  • tab af motoriske færdigheder og koordination
  • tab af muskelstyrke
  • tab af følelse i hænder og ansigt
  • tab af skarphed i syn, hørelse og tale
  • åndedrætsbesvær
  • vanskelighed med at stå ret op og gå

Biomedicinske mekanismer bag kviksølvs giftvirkning

Ralston og Raymond oplister følgende punkter om, hvordan kviksølv udøver sin giftvirkning. Deres forklaringer er væsentligt mere detaljerede end jeg kan gengive her; interesserede læsere bør anskaffe sig hele artiklen [Ralston & Raymond 2018].

  • Placenta- og blod-hjernebarriererne kan ikke stoppe passage af kviksølv. Fosterets ophobning af kviksølv vil nå en koncentration, der er højere end koncentrationen af kviksølv i moderens blod.
  • Når kviksølvet har krydset placenta- og blod-hjernebarriererne, danner det “selvmordsubstrater”, der transporterer det bundne kviksølv til de steder, hvor selenoenzymerne er aktive.
  • De steder hvor selenoenzymerne er aktive danner kviksølvet en ekstrem stabil permanent binding til selenoenzymets selenocystein-del. Som et resultat heraf kan selenozymerne ikke udføre deres væsentlige funktioner. Deres selenocystein-del blokeres af kviksølvet. På denne måde fungerer kviksølvet som en “irreversibel hæmmer af selenoenzymernes aktivitet”. F.eks. hæmmes seleno-enzymerne glutathionperoxidase og thioredoxinreduktase i deres roller som antioxidanter.
  • Skaden som følge af tabet af selenoenzymernes aktioxidantaktivitet forstærkes af kviksølvets evne til at reducere indholdet af selen i hjernen til under minimumstærsklen på ca. 60% af hjernens normale selenindhold. “Sekvestrering af selenet” sammen med kviksølv finder ikke kun sted i hjernen, men også i nyrerne og leveren. I tilfælde af en katastrofal høj eksponering for kviksølv vil der være et vedvarende tab af selen i krops- og hjernevæv. (Bemærk: Ralston og Raymond påpeger, at høje kviksølvophobninger i størrelsesordenen 10–100 μM i hjernen og det endokrine væv ikke ser ud til at have toksiske konsekvenser så længe der mindst er ca. 1 μM “frit selen” tilbage til rådighed for dannelse af selenenzymer, hvilket sikrer, at antioxidantaktiviteterne kan fortsætte).
  • Det bliver værre endnu. Sekvestrering af det cellulære selen med kviksølv vil ikke alene berøve cellerne de selenoenzymer, de har brug for, til at forhindre og vende den oxidative skade, det kan også omdanne thioredoxinreduktaser til potente initiatorer af apoptosis. Det vil sige, at de selen-berøvede celler vil begå selvmord.
  • Selenozymet selenofosfatsyntase (SEPHS2) er nødvendigt for at danne selenocystein. Hvis aktiviteten af SEPHS2 hæmmes, vil cellerne, hypotetisk, ikke have mulighed for at producere selenocystein. (Bemærk: selenocystein er en nødvendig del af de 25 kendte selenoproteiner; selenocysteins katalytiske aktivitet er nødvendig for at selenzymerne kan udføre deres funktioner).

Tab af selen og implikationerne for hjerneceller

Igen fæster jeg meget lid til Ralston og Raymonds tekst [Ralston & Raymond 2018]:

  • Hjernen har en øget risiko for oxidativ stress, fordi 1) iltforbruget er cirka 10 gange større i hjernen end i andre væv, og 2) hjernen har kun få antioxidantenzymveje. Følgelig er hjernen meget afhængig af selenoenzymer til at forhindre og vende oxidativ skade i hjernen.
  • Laboratorieundersøgelser har vist, at i perioder med mangel på selen i kosten, omdistribueres det tilgængelige selen fortrinsvis fra andet kropsvæv til hjernen og endokrint væv. Der er endvidere et præferentielt udtryk af visse selenoproteiner i hjernen, hvilket antyder et hierarkisk behov til fordel for hjerneaktiviteter.
  • Høj eksponering for kviksølv er den eneste miljømæssige belastning, der vides at forringe hjernens seleno-enzymaktiviteter alvorligt. Kviksølvforgiftning reducerer tilgængeligheden af frit selen i hjernen og formindsker hjernens seleno-enzymaktivitet, hvilket resulterer i omfattende skader på de mest aktive neuroner.
  • Obduktioner af hjerner fra ofre for kviksølvforgiftning afslører tab af nerveceller, især i sensoriske regioner i cortex, granulære celler i cerebellum, primære motoriske cortex og perifere nerver. Dette mønster ses også i laboratoriedyrundersøgelser.

Selens rolle i fosterudvikling

  • Fosteret har ikke betydende selenreserver; følgelig kan tab af selen fra moderen, der normalt forsyner til fosterets hjerne, resultere i nedsat seleno-enzymaktivitet og oxidativ skade. Selenoenzymerne iodothyronine deiodinase, thioredoxin reductase og glutathionperoxidase spiller afgørende roller i fosterets hjerneudvikling, føtal vækst, føtalt skjoldbruskkirtel- og calciumstofskifte, fosterproteinfoldning samt i forebyggelse / reversering af oxidativ skade i fosteret.
  • Dokumentation fra forskning viser, at gravide kvinder, der nedsætter deres indtagelse af fisk, sandsynligvis øger deres børns risiko for at score lavere i intelligens, finmotorik, kommunikationsevner og sociale færdigheder senere i livet.
  • Videnskabelige undersøgelser antyder, at kviksølveksponering fra indtagelse af havfisk, der indeholder mere selen end kviksølv (hvilket er tilfældet for næsten alle kommercielle marine fiskearter) ikke resulterer i udviklingsskader for børn. Moderens nedsatte indtagelse af havfisk under graviditeten er derimod forbundet med betydelige risici. Havfisk er en vigtig kilde til selen og andre vigtige næringsstoffer, der er nødvendige for børns helbred og udvikling.

Selen og tilknytningen til kviksølvs giftighed

Kviksølvs giftighed er kendetegnet ved en stille forsinkelse; det vil sige en længere forsinkelse mellem indtagelsen af det skadevoldende stof og starten på symptomerne. Symptomerne kan være måneder om at udvikle sig. Ingen har været i stand til at finde årsagen til denne latenstid [Ralston & Raymond 2018].

Ralston og Raymond mener, at latensperioden for kviksølvs giftighed er et stærkt tegn til støtte for hypotesen om, at kviksølvs giftvirkninger primært (måske udelukkende) skyldes kviksølvens hæmning af selenstofskiftet.

Ralston og Raymond hævder, at de negative følger af kviksølvs giftighed ikke vil udvikle sig, så længe der er tilstrækkeligt selen til rådighed til at understøtte den essentielle seleno-enzymaktivitet i hjernen. Hvis man imidlertid eksponeres for kviksølv i et omfang der overstiger kroppens selenreserver, så vil kviksølvbelastningen i sidste ende overvinde hjernens og nervesystemets evne til at opveje det systemiske selentab på grund af selenets binding til kviksølvet. Forskelle i den individuelle selenstatus vil påvirke varigheden af latensen.

Vedvarende nedbrydning af selendepoterne vil gradvist forringe hjernens evne til at opretholde en enzymatisk funktion i neuronerne. Når aktiviteten af de antioxidante selenoenzymer falder under en kritisk tærskel, vil skaden på de cellulære lipider, proteiner og andre vigtige biologiske molekyler resultere i de symptomer, der karakteriserer kviksølvs giftvirkning [Ralston & Raymond 2018].

Konklusioner: Selen-bindingssmekanismen for kviksølvs giftighed

Ralston og Raymond [2018] konkluderer, at de karakteristiske egenskaber ved kviksølvs giftvirkning er i overensstemmelse med kviksølvets unikke evne til at nedsætte hjernens seleno-enzymaktivitet.

Ralston og Raymond [2018] advarer om, at børn og gravide kvinder ikke bør spise kød fra rovhvaler, visse hajarter, store eksemplarer af sværdfisk, helleflynder og enhver anden type fisk, der indeholder mere kviksølv end selen i deres væv.

De bemærker, at næsten alle andre fisk og skaldyr og herunder hav- og ferskvandsfisk indeholder langt mere selen end kviksølv og vil derfor forbedre, snarere end formindske mødres og fostres selenstatus og vil være en ernæringsmæssig fordel for sundhed og udvikling [Ralston & Raymond 2018].

 

Kilder

Ralston NVC & Raymond LJ. (2018). Mercury’s neurotoxicity is characterized by its disruption of selenium biochemistry. Biochim Biophys Acta Gen Subj. pii; S0304-4165(18):30141-7.

Rathore M, Singh A & Pant VA. (2012). The dental amalgam toxicity fear: a myth or actuality. Toxicology International. 19 (2): 81–88.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Posted on

Selenstatus og patienter med alvorlige fysiske traumer

Tilskadekommen behandles akut ved ambulance
Abnorm lav selenstatus er karakteristisk for alvorlig sygdom og større fysiske traumer. Faldet i selenstatus sker meget hurtigt efter større traumer og er forbundet med dårlige overlevelses-chancer. For at være effektivt, skal adjuvant behandling med selen påbegyndes så hurtigt som muligt.

Serum-selen og niveauet af selenoprotein P falder meget hurtigt til meget lave niveauer efter større traumatisk skade. De meget lave niveauer af selen- og selenoprotein P er knyttet til dårlige overlevelses-odds [Braunstein].

Disse fund fra en undersøgelse udført på Universitetshospitalet i München, Tyskland, antyder, at selentilskud kan være en meningsfuld adjuvant behandlingsstrategi for patienter, der har være udsat for store fysiske traumer [Braunstein].

Selen og alvorlig sygdom

En selenstatus lavere end normal er karakteristisk for alvorlig sygdom. Lav selenstatus kan påvirke forløbet og resultatet af forskellige sygdomme [Braunstein].

For eksempel fandt Bomer og kolleger [2019], at hjertesvigt-patienter med serum-selenniveauer under 70 mikrogram pr. liter havde dårligere livskvalitet, dårligere træningskapacitet og en dårligere prognose end hjertesvigt-patienter med højere serumniveauer.

Hjertesvigt-patienter med serum-selenkoncentrationer mellem 70 og 100 mikrogram pr. liter havde en nedsat træningskapacitet og nedsat livskvalitet, der var næsten lige så dårlig som tilstanden hos de hjertesvigt-patienter, hvis serum-seleniveau var under 70 mikrogram per liter [Bomer].

Endnu et eksempel: Hurst og kolleger [2012] opsummerede 12 studier med ialt 13.254 deltagere i undersøgelser med selentilskud og prostatakræft. De fandt, at risikoen for prostatakræft faldt, da serum- eller plasmaselenniveauet steg fra 60 til 170 mikrogram selen pr. liter [Hurst]. Med andre ord var der en højere risiko for prostatakræft hos mænd med et lavt indhold af selen i serum.

Forskerne konkluderede, at serum- eller plasma-selenniveauer mellem 120 og 170 mikrogram selen pr. liter giver det største potentiale for at nedsætte risikoen for prostatakræft [Hurst].

U-formet forhold mellem selenstatus og helbred

Professor Margaret P. Rayman formoder, at der eksisterer et U-formet forhold mellem selenstatus og sundhed eller sygdom. Hendes analyse af de relevante data er, at bunden af dette U er en serum-selenkoncentration på ca. 125 mikrogram per liter [Rayman].

Evidensen fra Bomer-undersøgelsen af patienter med hjertesvigt (en forværret prognose hos patienter under 100 mikrogram selen pr. Liter) og evidensen fra Hurst-undersøgelsen af patienter med prostatakræft (en forværret prognose hos patienter under 120 mikrogram selen per liter) passer fint sammen med Rayman-hypotesen.

Selenstatus og alvorlige fysiske traumer

I München, Tyskland, klarlagde forskerne status for serum-selen og selenoprotein P for traumepatienter med en gennemsnitlig score for skadens alvorlighed på 43 ± 14 (interval: 21-75) [Braunstein].

Bemærk: En score over 15 indikerer alvorlige traumer.

Sammenlignet med serum-seleniveauer i en stor kohorte af normale, sunde europæere, var traumepatienternes serum-selen- og selenoprotein P-niveauer markant lavere på alle tidspunkter fra en time til 72 timer efter traumet. Koncentrationerne var lavest en time efter traumet (den tidligste måling), den steg gradvist op til 12 timer efter traumet og faldt derefter igen [Braunstein].

Serum-seleniveauer relateret til 90-dages overlevelse

De alvorlige traumepatienter der døde, havde både lavere serumselen og lavere serum-selenoprotein P-niveauer sammenlignet med overlevende patienter.

Fald i serumselen og selenoprotein P efter alvorlige traumer

  • Både serum-seleniveauer og serum-selenoproteinniveauer var ekstremt lave inden for de første 60 minutter efter traumet. Dette indikerer, at de drastiske ændringer i selen- og selenoprotein P-status må have indfundet sig umiddelbart som reaktion på skaden.
  • Der må have været en meget hurtig og meget stærk optagelse af selenoprotein P fra blodet ind i målcellerne umiddelbart efter den traumatiske skade.
  • Alvorlig skade udløser oxidativ stress og en systemisk inflammatorisk respons. Det fald i serumselen og selenoprotein P der er observeret hos patienter med alvorlige traumer må logisk set forbindes med en øget produktion af frie radikaler og øget inflammation som følge af den traumatiske skade.
  • En tilstrækkelig høj serum-selenstatus er nødvendig for produktionen af glutathionperoxidaser, thioredoxinreduktaser og andre antioxidative selenozymer, der muliggør en passende reaktion på oxidativ stress.

Derfor kan man argumentere for en akut tilførsel af selen til patienter med alvorlige traumer. En hurtig tilførsel af ekstra selen vil muligvis forbedre kroppens produktion af selenoprotein P i de tidlige stadier af traumebehandlingen.

Dokumentation for et hurtigt tilskud af selen til kritisk syge patienter

  • Khalili og kolleger [2017] viste, at intravenøs selenbehandling gav en signifikant forbedring af den neurologiske funktion hos patienter med traumatisk hjerneskade. Effekten varede ved seks måneder efter udskrivelse.
  • Berger og kolleger[2008] viste, at behandling med selen, zink og glutathion reducerede omfanget af systemisk inflammation, men ikke tidligt’indsættende organdysfunktion hos traume- og kirurgipatienter.
  • Angstwurm og kolleger [2007] viste, at 1000 mikrogram natriumselenit i form af en 30-minutters bolusinjektion efterfulgt af 14 daglige kontinuerlige infusioner på 1000 mikrogram givet intravenøst ​​reducerede dødeligheden hos patienter med svær sepsis eller septisk chok.
  • Kuklinski og kolleger [1994] tildelte tilfældigt nogle patienter der fik et hjerteanfald umiddelbart efter hospitalsindlæggelse til at indgå i en gruppe der fik supplerende behandling (n = 32) i form af 500 mikrogram selen som natriumselenit (intramuskulær injektion) og 100 mg coenzym Q10 (oral indtagelse) ved indlæggelse senest 6 timer efter symptomdebut. Derefter fik disse patienter orale tilskud i form af 100 mg coenzym Q10 og 1oo mikrogram selen (som l-selenomethionin), 15 mg zink, 1 mg vitamin A, 2 mg vitamin B6, 90 mg vitamin C og 15 mg E-vitamin i en periode på et år. 29 andre hjerteanfaldspatienter fik matchende placebo i et år. Denne supplerende antioxidantbehandling forbedrede langtidsprognosen efter hjerteanfaldet [Kuklinski].

Konklusion

Tidlig intervention, først med intravenøst selen og derefter et oralt selentilskud kan være en meningsfuld adjuvant behandling for traumepatienter, kritisk syge patienter og kirurgipatienter. Påbegyndelse af supplerende behandling med selen (og andre antioxidanter) skal startes så hurtigt som muligt, hvis det skal have en tilstrækkelig effekt.

Kilder

Angstwurm MWA, Engelmann L, Zimmermann T, Lehmann C, Spes CH, AbelP, Strauß R, Meier-Hellmann A, Insel R & Radke J. (2007). Selenium in intensive care (SIC): results of a prospective randomized, placebo-controlled, multiple-center study in patients with severe systemic inflammatory response syndrome, sepsis, and septic shock. Crit Care Med; 35(1):118 – 126.

Berger MM, Soguel L, Shenkin A, Revelly JP, Pinget C, Baines M & Chiolero RL. (2008). Influence of early antioxidant supplements on clinical evolution and organ function in critically ill cardiac surgery, major trauma, and subarachnoid hemorrhage patients. Crit Care;12(4):R101.

Bomer N, Grote Beverborg N, Hoes MF, Streng KW, Vermeer M, Dokter MM, IJmker J, Anker SD, Cleland JGF, Hillege HL, Lang CC, Ng LL, Samani NJ, Tromp J, van Veldhuisen DJ, Touw DJ, Voors AA & van der Meer P. (2019). Selenium and outcome in heart failure. Eur J Heart Fail. 2019 Dec 6. doi: 10.1002/ejhf.1644. [Epub ahead of print].

Braunstein M, Kusmenkov T, Zuck C, Angstwurm M, Becker NP, Böcker W, Schomburg L & Bogner-Flatz V. (2020). Selenium and selenoprotein P deficiency correlates with complications and adverse outcome after major trauma. Shock; 53(1):63-70.

Hurst R, Hooper L, Norat T, Lau R, Aune D, Greenwood DC & Fairweather-Tait, SJ (2012). Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. The American Journal of Clinical Nutrition, 96(1), 111-122.

Khalili H, Ahl R, Cao Y, Paydar S, Sjölin G, Niakan A, Dabiri G & Mohseni S. (2017). Early selenium treatment for traumatic brain injury: Does it improve survival and functional outcome? Injury; 48(9):1922-1926.

Kuklinski B, Weissenbacher E & Fähnrich A. (1994). Coenzyme Q10 and Antioxidants in Acute Myocardial Infarction; Mol Aspects Med 1994 15s s143-s147

Rayman MP. (2019). Selenium intake, status, and health: a complex relationship. Hormones (Athens), https://doi.org/10.1007/s42000-019-00125-5.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Posted on

Selentilskud og Graves sygdom

Læge undersøger patient
Lav selenstatus er forbundet med øget risiko for Graves sygdom (også kaldet Basedows sygdom). Graves sygdom er en autoimmun sygdom i skjoldbruskkirtlen. Det er den mest almindelige årsag til hypertyreoidisme (for højt stofskifte). Den resulterer ofte i en forstørret skjoldbruskkirtel.

En meta-analyse fra 2018 af randomiserede kontrollerede forsøg viser, at selentilskud som adjuvant behandling kan forbedre genoprettelsen af en normal skjoldbruskkirtelfunktion hos patienter med Graves sygdom [Zheng].

Graves sygdom er den mest almindelige årsag til hypertyreoidisme hos voksne. Den er kendetegnet ved subnormale serum-TSH-niveauer og øgede serumniveauer af frit thyroxin (FT4) og / eller triiodothyronin (T3). Det basale stofskifte hos patienter med Graves sygdom øges; resultatet er en stigning i produktionen af skadelige frie radikaler og reaktive iltforbindelser [Zheng].

Intracellulære antioxidantenszymer, såsom superoxid-dismutase (SOD), glutathionreduktase og glutathionperoxidase (GPx) beskytter mod celleskader forårsaget af oxidativ stress.

Selen er essentielt for en normal funktion af skjoldbruskkirtlens hormoner

Kun meget lidt selen fra selentilskud findes i kroppen i sin elementære form. Noget af selenet indbygges i aminosyren selenocystein. Selenocystein bliver til gengæld en bestanddel af 25 kendte selenoproteiner, hvoraf den ene er glutathionperoxidase.

Glutathionperoxidase er navnet på en familie af otte forskellige glutathionperoxidase-selenoenzymer. Glutathionperoxidaseenzymer katalyserer nedbrydningen af hydrogenperoxid og lipidhydroperoxid, som begge er forøget hps personer med Graves sygdom.

Selen og autoimmun thyroiditis

Selenoproteiner vides at spille en uerstattelig rolle i autoimmune processer i skjoldbruskkirtlen [Zheng]:

Selentilskud og Graves sygdom: Meta-analyse

Forskerne analyserede resultaterne af ni randomiserede, dobbeltblinde, placebokontrollerede forsøg, der inkluderede 736 deltagere [Zheng].

  • De sammenlagte data viste, at kombinationen af ​​selentilskud med den konventionelle medicin mod en overaktiv skjoldbruskkirtel sammenlignet med kontrolgruppen var forbundet med et signifikant fald i FT3 efter 3 måneder (to studier) og efter 6 måneder (fire studier), men ikke ved 9 måneder (tre studier) [Zheng]
  • De samlede data om FT4-niveauer i de ni forsøg (736 deltagere) viste et markant fald i FT4-niveauet hos deltagere i gruppen der fik adjuvant behandling sammenlignet med kontrolgruppen efter 3 måneder (to studier) og efter 6 måneder (fire studier) men ikke efter 9 måneder (tre studier) [Zheng].
  • I syv af forsøgene, der involverede 651 deltagere, var den adjuvante selenbehandling forbundet med en signifikant stigning i TSH-niveauer efter 6 måneder (tre studier) sammenlignet med kontrolgruppen, men ikke efter 3 måneder (et studie) eller efter 9 måneder (tre studier) [Zheng].
  • I seks studier med 736 deltagere havde gruppen der fik adjuvant selenbehandling et markant fald i TRAb-niveauer efter 6 måneder (tre studier), men ikke efter 9 måneder (tre studier) sammenlignet med kontrolgruppen [Zheng].

Hvorfor effekt af selen efter 6 måneder, men ikke 9 måneder?

Metaanalysen viste klinisk vigtige og statistisk signifikante effekter af kombineret selen- og konventionel skjoldbruskkirtelmedicin på FT4-, FT3-, TSH- og TRAb-niveauerne hos patienter med Graves sygdom efter 3 måneder og 6 måneders adjuvant tilskud.

Hvorfor var 9 måneder med adjuvant selentilskud tilsyneladende ikke mere effektiv til at kontrollere Graves sygdom end konventionel skjoldbruskkirtelmedicin taget alene?

U-formet kurve af selens effekt

Forskerne antyder, at den positive virkning af adjuvant selentilskud efter 6 måneder og den neutrale virkning efter 9 måneder kan relateres til det, der kaldes den U-formede teori om selenniveau i kroppen.

Professor Margaret P. Rayman indikerer i figur 2 i sin oversigtsartikel fra 2019 med titlen “Selenium intake, status, and health: a complex relationship”, at den optimale serum-selenstatus for godt helbred er omkring 125 mikrogram per liter [Rayman].

Ved serumniveauer der er meget lavere end dette, særligt fra 85 mikrogram per liter eller lavere, er der øget risiko for autoimmun skjoldbruskkirtelsygdom, dårligere immunrespons, øget dødelighed osv. [Rayman].

Tilsvarende ved serumniveauer betydeligt over 125 mikrogram per liter – Professor Rayman specificerer ikke en øvre tærskel – er der formodentlig også øgede sundhedsrisici [Rayman].

I tilfælde med adjuvant selentilskud til patienter med Graves sygdom kan det være, at selen-tilskuddet i løbet af de første seks måneder opbygger patienternes serumstatus i en grad, der giver en gavnlig virkning.

Derefter kan det i de følgende tre måneder til ni måneder med selentilskud være, at selenindholdet i serum stiger til det punkt, hvor virkningen begynder at flade ud. På dette tidspunkt er der ikke længere en signifikant forskel mellem virkningen af konventionel skjoldbruskkirtelmedicin alene og effekten af selentilskud sammen med konventionel skjoldbruskkirtelmedicin.

Selentilskud til patienter med Graves sygdom (GRASS-forsøget)

I mellemtiden venter vi på, at GRASS-forsøget med selentilskud til patienter med Graves sygdom afsluttes, og at resultaterne offentliggøres. GRASS-forsøget er en multicenter-randomiseret, dobbeltblind placebo-kontrolleret undersøgelse, hvor forskerne agter at inkludere 492 deltagere, randomisering (1:1) til enten to tabletter med 100 mikrogram selen en gang daglig i en interventionsperiode på 24 til 30 måneder eller to matchende placebo-tabletter en gang daglig [Watt].

Det primære resultat af GRASS-forsøget er andelen af deltagere med mislykket behandling med skjoldbruskkirtelmedicin ved afslutningen af interventionsperioden (24 til 30 måneder) [Watt].

Sekundære resultater er [Watt]:

  • Livskvalitet relateret til skjoldbruskkirtlen det første år efter randomisering
  • Niveauet af thyreoidea-stimulerende hormonreceptor-antistoffer 18 måneder efter randomisering samt ved afslutningen af interventionsperioden (24 til 30 måneder)
  • Symptomer på overaktiv skjoldbruskkirtel det første år efter randomisering
  • Øjensymptomer det første år efter randomisering samt ved afslutningen af interventionsperioden (24 til 30 måneder)
  • Bivirkninger i interventionsperioden
  • Alvorlige bivirkninger i interventionsperioden

Kilder

Fan Y, Xu F, Zhang H, Cao W, Wang K, Chen G, Di H, Cao M & Liu C. (2014). Selenium supplementation for autoimmune thyroiditis: a systematic review and meta-analysis. International Journal of Endocrinology Volume 2014, Article ID 904573. http://dx.doi.org/10.1155/2014/904573

Rayman, MP. (2019). Selenium intake, status, and health: a complex relationship.  Hormones, doi: 10.1007/s42000-019-00125-5. [Epub ahead of print].

Watt, T, Cramon P, […], & Krogh Rasmussen Å. (2013) Selenium supplementation for patients with Graves’ hyperthyroidism (the GRASS trial): study protocol for a randomized controlled trial. Trials; 14: 119.

Wichman J, Winther KH, Bonnema SJ & Hegedüs L (2016). Selenium supplementation significantly reduces thyroid autoantibody levels in patients with chronic autoimmune thyroiditis: a systematic review and meta-analysis,” Thyroid, 26(12):1681–1692.

Zheng H, Wei J, Wang L, Wang Q, Zhao J, Chen S & Wei F. (2018). Effects of selenium supplementation on Graves’ Disease: a systematic review and meta-analysis. Evidence-Based Complementary and Alternative Medicine; Volume 2018, Article ID 3763565. https://doi.org/10.1155/2018/3763565

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Posted on

Selenstatus og hjertesvigt

Patient ankommer til sygehus i ambulance
Patienter med hjertesvigt med et lavt serum-selenniveau er meget mere tilbøjelige til at blive indlagt på hospitalet og/eller at dø end hjertesvigtpatienter med serum-selenniveauer over 100 mikrogram per liter.

Selenmangel hos patienter med hjertesvigt er forbundet med nedsat træningstolerance og med en 50% højere dødelighed [Bomer].

In vitro-undersøgelser af dyrkede humane hjertemuskelceller fra patienter med hjertesvigt viser, at et lavt seleniveau i hjertemuskelcellerne er forbundet med nedsat funktion af mitokondrierne [Bomer].

Nyere information viser, at op til 50% af patienter med hjertesvigt lider af en form for mikronæringsstof-insufficiens, som f.eks. på selen, zink, jern eller jod [Bomer].

Selen: Et essentielt mikronæringsstof

Selenindtag og -status varierer betydeligt fra det ene geografiske område til det andet alt efter indholdet af selen i landbrugsjorden og i fødevarerne.

Et tilstrækkeligt indtag af selen er nødvendig for vigtige biologiske funktioner:

  • Antioxidantforsvaret
  • Immunsystemets funktion
  • Stofskiftet relateret til skjoldbruskkirtlens hormoner

Tilstrækkelig selenstatus er også vigtig til forebyggelse af visse former for kræft. På molekylært niveau indbygges sporstoffet selen i og er essentielt for den enzymatiske virkning af 25 selenoproteiner [Bomer].

Selenmangel og Keshans sygdom

Alvorlige selenmangel er forbundet med en sjælden, men dødelig form af hjertesygdom kaldet Keshans sygdom. Keshans sygdom er en form for dilateret kardiomyopati, en sygdom, hvor venstre hjerteventrikel forstørres og svækkes og kun i mindre grad er i stand til at pumpe tilstrækkelige mængder blod ud til kroppen. Keshans sygdom er reversibel med selentilskud [Bomer].

BIOSTAT-CHF Multi-Nationale observations- og kohorteundersøgelse: Selen og hjertesvigt

Dr. Nils Bomer og et team af forskere indsamlede information og prøver fra 2516 patienter med hjertesvigt, der blev behandlet i 69 centre i 11 europæiske lande. Hjertesvigtpatienterne i BIOSTAT-CHF-undersøgelsen var patienter, der endnu ikke var påbegyndt standardbehandling (f.eks. ACE / angiotensin-receptorblokkere og/eller betablokkere).

Bemærk: Selenindtaget er generelt betydeligt lavere i Europa og Mellemøsten [Stoffaneller & Morse] end de er i Venezuela, Canada, USA og Japan [Bomer].

Patientkarakteristika fra BIOSTAT-CHF-undersøgelsen

Medianværdien for serum-selenniveauet blandt hjertesvigt-patienterne i studiet var 87 mikrogram per liter [Bomer].

  • 25% havde værdier under 73 mikrogram pr. liter.
  • 75% havde værdier under 103 mikrogram pr. liter [Bomer]:

485 ud af 2516 patienter med hjertesvigt, svarende til 20,4% af alle patienter, blev vurderet til at have selenmangel, fordi de havde et serum-selenindhold under 70 mikrogram per liter. Patienterne med selenmangel havde følgende karakteristika [Bomer]:

  • De var ældre.
  • De var oftere kvinder.
  • De havde værre symptomer og tegn på hjertesvigt.
  • De var mere tilbøjelige til at have anæmi, jernmangel og kronisk nyresvigt.
  • De havde lavere serumalbumin og lavere kolesterolniveauer.

Patienterne med selenmangel havde et større påviseligt tab af fysisk funktion sammenlignet med patienter med et højere serum-selenniveau [Bomer]:

  • Det var i mindre grad i stand til at gennemføre 6 minutters gang.
  • Hvis de gennemførte 6-minutters gang, gik de en kortere distance.
  • De havde en lavere samlet score i Kansas City Kardiomyopati Spørgeskemaet.
  • De havde en højere dødelighed af alle årsager.
  • De havde en højere grad af genindlæggelse grundet hjertesvigt.

Alt i alt havde patienter med hjertesvigt med serumkoncentrationer under 70 mikrogram per liter sundhedsmæssige problemer:

  • Dårligere livskvalitet
  • Dårligere træningskapacitet
  • Dårligere prognose

Tilstrækkelige serum-selenkoncentrationer

Resultaterne af BIOSTAT-CHF-undersøgelsen viser, at patienter med hjertesvigt med serum-selenkoncentrationer mellem 70 og 100 mikrogram pr. liter havde alvorlige symptomer svarende til dem, der blev set hos patienter med hjertesvigt med serum-selenkoncentrationer under 70 mikrogram per liter [Bomer].

  • Det antyder, at serumniveauer under 100 mikrogram per liter kan betragtes som unormale [Bomer].
  • Forholdet mellem selenmangel og tegn og symptomer på hjertesvigt var endnu stærkere end forholdet for jernmangel [Bomer].
  • I BIOSTAT-CHF-studiet viste dataene om træningskapacitet og livskvalitet kun en negativ effekt ved niveauer under 100 mikrogram per liter [Bomer].

BIOSTAT-CHF in-vitro undersøgelser af hjertemuskelceller

I en søgen after en forklaring på sammenhængen mellem selenmangel og hjertesvigt udførte BIOSTAT-CHF-forskerne nogle in vitro-eksperimenter ved at dyrke humane hjertemuskelmusler fra patienter med hjertesvigt. Resultaterne af eksperimenterne antyder, at selenmangel forstyrrer mitokondriernes elektrontransportkæde-funktion med følgende konsekvenser [Bomer]:

  • mindre effektiv ATP-produktion
  • øget produktion af skadelige frie radikaler [Bomer].

    Professor Urban Alehagen, ledende forsker i KiSel-10-undersøgelsen, erkendte tidligt, at ældre med lav serum-selenstatus muligvis var i risiko for øget hjerte-kardødelighed. Dataene fra KiSel-10-undersøgelsen viser, at et dagligt tilskud med en kombination af selen og coenzyme Q10 forbedrer hjerte-funktionen, reducerer risikoen for at dø af hjertesygdom og forbedrer den sundhedsrelaterede livskvalitet.

KiSel-10-undersøgelsen af et kombineret selen- og coenzym Q10-tilskud til ældre borgere

I KiSel-10-undersøgelsen tildelte professor Urban Alehagen og hans team tilfældigt ældre i alderen 70-80 år til enten at få en daglig kombination af 200 mikrogram selen og 200 mg coenzym Q10 eller matchende placebo i en median periode på 5,1 år.

Den daglige selentilskud øgede de ældres serum-selumniveauer fra 45-87 mikrogram per liter ved undersøgelsens start til 185-245 mikrogram per liter efter 48 måneder. Placebo-tilskuddene forbedrede ikke selenkoncentrationerne [Alehagen].

De ældre der fik den aktive behandling i form af selen og coenzym Q10 opnåede betydelige gavnlige virkninger på hjertefunktionen sammenlignet med de ældre, der fik placebo [Alehagen]:

  • Lavere dødelighed af hjertesygdom
  • Lavere plasmaniveauer af NT-proBNP-biomarkører for hjertesvigt
  • Forbedret ekkokardiografisk måleværdi
  • Forbedret sundhedsrelateret livskvalitet

Konklusion: Selenstatus og hjertesvigt

Tilstrækkelig indtagelse af selen og tilstrækkelig serum-selenstatus er nødvendig for at opretholde et godt helbred, især med hensyn til opretholdelse af en normal mitokondriefunktion og en normal hjertefunktion. Ældre har ofte et lavt serumselen, hvilket er forbundet med mere alvorlige symptomer og en dårligere prognose for hjertesvigt [Bomer].

Det kan være en god ide at få målt ens serum-selenniveau for at se, om man ligger under skæringspunkterne 70 og 100 mikrogram pr. liter.

 

Kilder

Alehagen, U., Johansson, P., Björnstedt, M., Rosén, A., & Dahlström, U. (2013). Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and Coenzyme Q10 supplementation: a 5-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. International Journal of Cardiology, 167(5), 1860-1866.

Alehagen, U., Aaseth, J., Alexander, J., & Johansson, P. (2018). Still reduced cardiovascular mortality 12 years after supplementation with selenium and coenzyme Q10 for four years: A validation of previous 10-year follow-up results of a prospective randomized double-blind placebo-controlled trial in elderly. Plos One, 13(4), e0193120.

Bomer N, Grote Beverborg N, Hoes MF, Streng KW, Vermeer M, Dokter MM, IJmker J, Anker SD, Cleland JGF, Hillege HL, Lang CC, Ng LL, Samani NJ, Tromp J, van Veldhuisen DJ, Touw DJ, Voors AA & van der Meer P. (2019). Selenium and outcome in heart failure. Eur J Heart Fail. 2019 Dec 6. doi: 10.1002/ejhf.1644. [Epub ahead of print].

Stoffaneller, R. & Morse, N. (2015). A review of dietary selenium intake and selenium status in Europe and the Middle East. Nutrients, 7(3): 1494–1537.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Posted on

Selentilskud og parametre for sædkvalitet

Sædceller
Tilskud med selen og med coenzym Q10 har gavnlige virkninger på sædceller, sædmotilitet og sædmorfologi. Der ser ud til at være et specielt indbyrdes forhold mellem selen og coenzym Q10, således at der er behov for tilstrækkelige koncentrationer af begge for at de hver især kan fungere optimalt.

Data fra to randomiserede kontrollerede forsøg har vist, at selentilskud har følgende signifikante fordelagtige virkninger [Salas-Huertos]:

  • forbedret sædvolumen og koncentration
  • forbedret sædmotilitet
  • forbedret sædmorfologi

Et selentilskud på 100 mikrogram per dag i 3 måneder forbedrede sædens bevægelighed og øgede chancen for befrugtning. Et selentilskud på 200 mikrogram per dag i 6 måneder forbedrede sædens volumen, det samlede antal sædceller, deres koncentration og morfologi [Salas-Huertos].

Data fra fem andre randomiserede kontrollerede studier har vist, at coenzym Q10-tilskud er signifikant forbundet med følgende gavnlige virkninger:

  • forbedret antal sædceller
  • forbedret sædkoncentration
  • forbedret sædmotilitet
  • forbedret sædmorfologi

Coenzym Q10-tilskud var mest effektiv, når tilskuddet lå i intervallet 200 – 300 mg pr. dag (i opdelte doser) i mindst 3 måneder og især efter 6 måneder [Salas-Huertos].

Selen og coenzym Q10 og sædparametre

Dataene antyder, at tilskud med selen og coenzym Q10 kan være med til at modulere mandlig fertilitet [Salas-Huertos].

Oxidativ stress – et overskud af skadelige frie radikaler i forhold til de beskyttende antioxidanter – er en stærk mellemliggende faktor ved mandlig infertilitet. Oxidativ stress er forbundet med dysfunktion af sæden og sædcelle-skader. Høje niveauer af skadelige frie radikaler er forbundet med DNA-sædskade og lav sædmotilitet [Salas-Huertos].

Både selen i form af selenoproteiner – glutathionperoxidaser, thioredoxin-reduktaser og iodothyronin-deiodinaser – og coenzym Q10 i sin reducerede form spiller en vigtig rolle som antioxidanter, der dæmper omfanget af oxidativ stress og celleskader.

Selen og coenzym Q10: En særlig sammenhæng?

I KiSel-10-studiet tildelte professor Urban Alehagen og et team af forskere tilfældigt ældre til enten at få 200 mikrogram selen fra selengær samt 200 mg coenzym Q10 eller tilsvarende placebo dagligt i fire år. Gruppen, der fik den aktive behandling opnåede følgende gavnlige resultater [Alehagen]:

  • nedsat dødelighed af hjertesygdom
  • forbedret hjertefunktion
  • bedre sundhedsrelateret livskvalitet

Professor Alehagen lægger vægt på det særlige indbyrdes forhold mellem selen og coenzym Q10. Han har forklaret, at en utilstrækkelig selenindtagelse kan forhindre cellerne i at få tilstrækkeligt coenzym Q10, og at der er behov for et tilstrækkeligt niveau af coenzym Q10, hvis cellerne skal have en optimal selenfunktion [Alehagen].

Den antioxidantbeskyttende virkning af selen og coenzym Q10, der blev set i KiSel-10-studiet, kan også forklare de fordelagtige virkninger af selen og coenzym Q10 på sædparametre.

Randomiserede, kontrollerede undersøgelser med selen og Q10

Randomiserede kontrollerede undersøgelser er guldstandarden når det drejer sig om at designe forskning af effeken af et tilskud. Randomisering er vigtigt, fordi det sikrer, at hver deltager i undersøgelsen har lige stor chance for at havne i den aktive behandlingsgruppe som i den tilsvarende placebogruppe. Randomisering er en metode der reducerer eller eliminerer eksistensen af såkaldt bias* ved fordelingen af undersøgelsesdeltagere.
*forvrængning af undersøgelsesresultater som kan skyldes forudindtagethed eller metodiske fejl.

Kontrollerede undersøgelser er forsøg, hvor resultaterne af den aktive behandling – selentilskuddet eller Q10-tilskuddet kan sammenlignes med resultaterne af placebotilskuddet. Typisk er de randomiserede kontrollerede forsøg dobbeltblinde undersøgelser. Hverken forskerne eller undersøgelsesdeltagerne ved, hvem der får ægte tilskud eller placebo før undersøgelsen er afsluttet, og forseglingen med koden er blevet brudt. Ved at dobbeltblinde en undersøgelse elimineres virkningen af den holdning, man måtte have til medicinens virkning , både fra forskernes side og fra deltagernes.

Sammendrag: Selen og coenzym Q10 og mandlig fertilitet

Ifølge Linus Pauling Instituts oplysninger om mikronæringsstoffer er udviklingen af modne sædceller og mandlig fertilitet meget afhængig af tilgængeligheden af glutathionperoxidase-4 (GPx-4) selenoproteiner.

Der er dokumentation for, at cellerne har brug for tilstrækkelige mængder af coenzym Q10 for at have en optimal selenfunktion. Dette kan lige så vel gælde for sædceller som for muskelceller og nerveceller samt andre celler.

Dokumentation fra randomiserede kontrollerede undersøgelser viser, at både selentilskud og tilskud af coenzym Q10 forbedrer sædparametre.

 

Kilder

Alehagen, U., Johansson, P., Björnstedt, M., Rosén, A., & Dahlström, U. (2013). Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and Coenzyme Q10 supplementation: a 5-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. International Journal of Cardiology, 167(5), 1860-1866.

Alehagen, U., & Aaseth, J. (2015). Selenium and Coenzyme Q10 interrelationship in cardiovascular diseases–A clinician’s point of view. Journal of Trace Elements in Medicine and Biology, 31: 157-162.

Salas-Huetos A, Rosique-Esteban N, Becerra-Tomas N & Vizmanos B. (2018). The effect of nutrients and dietary supplements on sperm quality parameters: a systematic review and meta-analysis of randomized controlled trials. Adv Nutr; 9(6): 833-848.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Posted on

Selenstatus og risiko for prostatakræft

Tre kræft-awareness-bånd
Det lyseblå bånd er et såkaldt awareness-bånd om kræft i prostata. Sammen med hudkræft er prostatakræft den mest almindelige kræftform blandt amerikanske mænd. American Cancer Society vurderer, at én mand ud af ni vil få diagnosen prostatakræft i løbet af hans levetid. Forskning viser, at blodets selenstatus inden for et specifikt område er forbundet med en nedsat risiko for prostatakræft.

En af de store udfordringer inden for selenforskning er at optimere det daglige selenindtag for at nedsætte risikoen for prostatakræft. Vi har brug for flere forskningsresultater for at kunne besvare følgende spørgsmål om brugen af selentilskud til at nedsætte risikoen for prostatakræft [Waters & Chiang 2017]:

  • Hvad er den optimale formulering af et selentilskud?
  • Hvad er den korrekte daglige dosis?
  • Hvilket område af selenindhold i blodet indikerer et behov for selentilskud?
  • Ved hvilket selenindhold i blodet vil selentilskud ikke reducere risikoen for prostatakræft yderligere?

Ideen om at selenindtagelsen og selenniveauet er en vigtig faktor for risikoen for prostatakræft begyndte at få betydelig opmærksomhed efter at Professor Larry Clark fra University of Arizona offentliggjorde resultaterne af sin undersøgelse: “Nutritional Prevention of Cancer” i tidsskriftet JAMA i december 1996 [Clark 1996].

Tilskud med selengær i undersøgelsen: Nutritional Prevention of Cancer

Nutritional Prevention of Cancer (NPC – Den ernæringsmæssige forebyggelse af kræft-forsøget) var et tilskudsforsøg med anvendelse af 200 mikrogram selen fra selengær eller placebo med en gennemsnitlig varighed på 4,5 år. Deltagerne i undersøgelsen var 1312 mænd og kvinder med en gennemsnitsalder på 63 år.

Deltagerne i NPCT-studiet var for det meste mænd, ca. 75%. Kun cirka en ud af tre deltagere var en nuværende ryger. Ved studiets start havde deltagerne et gennemsnitligt indhold af selen i plasma på 114 mikrogram pr. liter. Undersøgelsens primære endepunkt var tilbagevendende hudkræft [Clark 1996].

Selentilskuddet nedsatte ikke risikoen for hudkræft. Forskerne fandt imidlertid, at det daglige tilskud af selengær signifikant reducerede forekomsten af tilfælde af prostatakræft med 63% [Clark 1996].

Syntetiske selenometionintilskud i SELECT-undersøgelsen

I 2001, motiveret af resultaterne af NPCT-studiet, startede forskere den hidtil største undersøgelse af forebyggelse af prostatakræft hos mænd kaldet Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (Selen og E-vitamin kræftforebyggelsesundersøgelsen – forkortet SELECT).

I denne nye undersøgelse indgik over 35.000 mænd i alderen 50 år og derover som tilfældigt fik én af de følgende behandlinger:

  1. Vitamin E
  2. Selen i form af syntetisk selenomethionin
  3. Både vitamin E og selen
  4. Placebo

Disse mænd havde et gennemsnitligt selenindhold i serum ved undersøgelsens start på 135 mikrogram per liter. Det primære endepunkt var forekomst af prostatakræft [Lippman 2009].

Hele 78% af deltagerne i SELECT-undersøgelsen havde et serum-seleniveau, der lå over de to laveste tredjedele i NPC-undersøgelsen. Følgelig havde disse mænd i SELECT-undersøgelsen ved undersøgelsens start serum-selenniveauer der lå over serumniveauerne hos deltagerne i NPC-undersøgelsen som havde gavn af selentilskud [Nicastro & Dunn 2013].

I 2008 gennemgik et uafhængigt data- og sikkerhedsovervågningsudvalg SELECT-undersøgelsens data og fandt, at selen og E-vitamin taget alene eller sammen, ikke nedsatte risikoen for prostatakræft. På dette tidspunkt fik deltagerne i SELECT-undersøgelsen besked om at stoppe med at tage deres forsøgstilskud [Lippman 2009].

Bemærk: I 2008 var der ingen statistisk signifikant forskel i antallet af prostatakræfttilfælde mellem de fire grupper i undersøgelsen. Der var flere tilfælde af prostatakræft hos de mænd, der kun tog E-vitamin, men forskellen var ikke statistisk signifikant [Lippman 2009].

I 2008 var der også flere nye tilfælde af diabetes hos mænd, der kun tog selen sammenlignet med mænd, der fik placebo. Dette forskningsresultat var heller ikke statistisk signifikant og beviste ikke en øget risiko ved selen. De første resultater af SELECT-undersøgelsem blev offentliggjort online i JAMA-Express den 9. december 2008 og fandtes i den første trykte udgave af JAMA i januar 2009 [Lippman 2009]. Der var ingen forskel i forekomsten af lunge- eller tyktarmskræft, alle samlede kræftformer og alle samlede dødsfald.

I 2011 rapporterede forskerne i SELECT-studiet, at der var flere der udviklede prostatakræft i gruppen af mænd, der tog selentilskuddet alene samt i gruppen af mænd, der tog E-vitamin og selen sammen end der var i gruppen af mænd, der tog placebo; dog – et stort men – forøgelserne var små og var ikke statistisk signifikante. Det kunne lige så godt skyldes, at mænd med særlige karakteristika tilfældigvis var havnet i selengrupperne [Klein 2011].

Hvorfor forskellige resultater af NPCT-undersøgelsen og SELECT-undersøgelsen?

Man kan sige, at undersøgelsesdeltagerne i NPCT-undersøgelsen manglede selen sammenlignet med mændene i SELECT-undersøgelsen (et gennemsnitligt seleniveau ved undersøgelsesstart på 114 mikrogram pr. liter sammenlignet med 135 mikrogram pr. liter). Selentilskud reducerer sandsynligvis kun risikoen for prostatakræft hos mænd med lav selenstatus og ikke hos den samlede population af mænd. Mange af deltagerne i SELECT-undersøgelsen kan have fået kosttilskud, der hævede deres selenstatus over det beskyttende niveau.

Den form for selen der blev anvendt i NPCT-studiet (selengær) indeholdt en naturlig udgave af selenomethionin som dens primære selenform, men den indeholdt også omkring 20 andre selenformer, hvoraf en eller flere kan have været mere vigtige i kræftforebyggelse end selenomethionin. Mændene i SELECT-undersøgelsen modtog 100% syntetisk selenomethionin.

Dr. Schrauzer var internationalt kendt for sit arbejde med selens biologiske funktioner, især i relation til selens kræftbeskyttende egenskaber.

Som professor Gerhard N. Schrauzer har påpeget, anvendte SELECT-undersøgelsen endvidere selenometionin i ren form og ikke i en proteinbundet form. Selenomethioninet i præparater med selengær er proteinbundet [Schrauzer 2009].

Et U-formet forhold mellem selenstatus og risikoen for prostatakræft?

Waters og Chiang har vist, at koncentrationen af selen i ældre hundes tånegle udviser et U-formet forhold til DNA-skader i hundernes prostata. (Hunde kan ligesom mennesker udvikle prostatakræft).

Derudover har Waters og Chiang vist, at det samme U-formede forhold beskriver resultaterne fra studier af selen og personer med prostatakræft. De har vurderet, at det optimale niveau af selen i serum/ plasma til reduktion af risikoen for prostatakræft ligger i området 119-137 mikrogram pr. liter [Waters & Chiang 2018].

Over dette seleniveau vil selen give ringe eller ingen yderligere beskyttelse mod prostatakræft og kan endda begynde at være skadeligt ved endnu højere niveauer. Ved seleniveauer under 119 – 137 mikrogram per liter kan risikoen for at udvikle prostatacancer stige på grund af utilstrækkelig biotilgængelighed af selen [Waters & Chiang 2018].

Bemærk venligst, at den bedste beskyttelse mod prostatakræft i NPC-undersøgelsen blev set hos mænd med et selenindhold ved undersøgelsens start på under 123,2 mikrogram pr. liter.

Sammenfatning: Selentilskud til forebyggelse af prostatakræft

  • En persons serum/plasma-selenstatus ser ud til at diktere, hvor stort et tilskud det er nødvendigt eller om det er nødvendigt for at opnå og opretholde det fordelagtige niveau mellem 119 og 137 mikrogram per liter [Waters & Chiang 2018].
  • En metaanalyse af 12 studier med 5007 tilfælde af prostatakræft og i alt 13.254 deltagere viste, at risikoen for prostatakræft faldt med blod-seleniveauer fra 60 mikrogram selen pr. liter op til 170 mikrogram selen pr. liter [Hurst].
    Det sikreste område for en potentiel nedsat risiko for prostatakræft syntes at være en plasma-selenkoncentration i området fra 120 til 170 mikrogram selen pr. liter [Hurst].
  • For personer hvis indtagelse af selen fra kosten er ca. 55 mikrogram dagligt, og hvis selenindhold i plasma ved udgangspunktet er ca. 95 mikrogram per liter, bør et selentilskud på 50 mikrogram dagligt få selenstatus op på 118 mikrogram per liter. For den samme person bør et dagligt tilskud på 100-mikrogram selen øge selenstatus til 152 mikrogram pr. liter [Hurst 2010].
  • Der synes at være en U-formet kurve, der beskriver den ønskelige selenstatus til beskyttelse mod prostatakræft. Bunden af Uet ligger mellem 119 og 137 mikrogram pr. liter [Waters & Chiang 2018].
  • Tilskud med selengær synes at være den foretrukne form for selen. En sammenlignende undersøgelse har vist, at raske mænd der tog kosttilskud med selengær, havde signifikante reduktioner i biomarkører for oxidativ stress efter tilskuddet; mænd, der tog tilskud af selenomethionin, havde ikke [Richie 2014].

De undersøgelser hvor selentilskud har været forbundet med forebyggelse af forskellige former for kræft, er blevet udført med selengærpræparater:

Kilder

Clark LC, Combs GF, Turnbull BW, Slate E, & Alberts D.  (1996).  The nutritional prevention of cancer with selenium 1983-1993; a randomized clinical trial. JAMA, 276: 1957-1963.

Hurst, R, Armah, CN, Dainty JR, Hart, DJ, Teucher, B, Goldson, AJ, Broadley, MR, Motley, AK, Fairweather-Tait, SJ.  (2010).  Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Am J Clin Nutr, 91(4):923-31.

Hurst, R., Hooper, L., Norat, T., Lau, R., Aune, D., Greenwood, D. C., & Fairweather-Tait, S. J. (2012). Selenium and prostate cancer: systematic review and meta-analysis. The American Journal of Clinical Nutrition, 96(1), 111-122.

Klein EA, Thompson IM, Tangen CM, Crowley JJ, Lucia MS, Goodman PJ, Minasian LM, Ford LG, Parnes HL, Gaziano JM, et al. (2011). Vitamin E and the risk of prostate cancer: The selenium and vitamin E cancer prevention trial (SELECT). JAMA; 306:1549–1556.

Lippman SM, Klein EA, Goodman PJ, Lucia MS, Thompson IM, Ford LG, Parnes HL, Minasian LM, Gaziano JM, Hartline JA, et al. (2009). Effect of selenium and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers: The selenium and vitamin E cancer prevention trial (SELECT). JAMA; 301:39–51.

Richie, JP, Das, A, Calcagnotto, AM, Sinha, R, Neidig, W, Liao, J, & El-Bayoumy, K. (2014).  Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: a randomized clinical trial.  Cancer Prev Res (Phila). 2014 Aug;7(8):796-804.

Schrauzer, G. N. (2009). Selenium and selenium-antagonistic elements in nutritional cancer prevention. Critical Reviews In Biotechnology, 29(1), 10-17.

Waters DJ & Chiang EC. (2018).  Five threads: how u-shaped thinking weaves together dogs, men, selenium, and prostate cancer risk. Free Radical Biology and Medicine, https://doi.org/10.1016/j.freeradbiomed.2017.12.039.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Posted on

Selen, lang levetid og aldringen

Der er bemærkelsesværdige regionale variationer i blodets selenindhold hos ældre. Forskellene spænder fra 66 mikrogram per liter i Brasilien og Tyrkiet til 126 mikrogram per liter i Japan. Under 85 mikrogram pr. Liter er en dårlig selenstatus. Det ønskede interval antages at skulle være 125-135 mikrogram pr. liter.

Vi ønsker, at vi alle sammen skal holde os så unge og sunde som muligt så sent i livet som muligt. Aldring er uundgåelig. Hvordan kan vi udsætte starten på aldringens biokemiske og fysiologiske konsekvenser?

  • Fysisk træning?
  • Kaloribegrænsning?
  • Indtagelse af mikronæringsstoffer?

Selenstatus og ældre borgeres sundhed

Forfatterne af en oversigtsartikel fra 2019 har fundet, at der samlet set er en omvendt sammenhæng mellem alder og selenindhold i blodet. Højere alder er forbundet med et lavere indhold af selen i blodet [Robberecht 2019].

Utilstrækkelig indtag af selen fra kosten og dårlig selenstatus (<85 mikrogram per liter i blodet) kan øge risikoen for de følgende sundhedsskadelige effekter [Robberecht]:

  • oxidativ stress (= ubalance mellem skadelige frie radikaler og beskyttende antioxidanter)
  • ødelæggelse af nerveceller (neuroner)
  • demens

Selenstatus og biologiske og sociale faktorer

Der skal tages en række faktorer i betragtning, når vi undersøger forholdet mellem aldring og selenindtagelse og status. Der er for det første betydelige regionale variationer i tilgængeligheden af selen i jorden og i fødevarer [Stoffaneller & Morse].

Dernæst påvirker følgende biologiske og sociale faktorer selenindtagelsen og gør aldersfaktoren vanskelig at isolere som en mulig årsag til lavere selensstatus i blodet:

  • Uddannelsesniveau
  • Etnicitet
  • Indtagelse af fisk
  • Køn
  • Helbredsstatus
  • Livsstil
  • Erhvervsmæssig status
  • Rygning
  • Socialklasse
  • Tilskud af selen

Disse og andre faktorer skal kontrolleres, når man vurderer forholdet mellem selenstatus og alder.

Det er interessant, at selenstatus er positivt forbundet med alkoholforbrug. Forskere spekulerer på, om alkohol enten øger selenets biotilgængelighed, eller om det påvirker selenets omdannelse i leveren [Robberecht].

Selenstatus og kræft

En gennemgang fra 2016 af 69 observationsstudier har vist et omvendt forhold mellem seleneksponering og risikoen for forskellige kræftformer [Cai 2016]:

  • brystkræft
  • spiserørskræft
  • Kræft i mavesækken
  • lungekræft
  • prostatakræft

Det samme omvendte forhold gjaldt ikke for følgende former for kræft [Cai 2016]:

  • blærekræft
  • tyktarmskræft
  • hudkræft

Den aktuelle tankegang går i retning af et U-formet kurveforhold mellem selenstatus og risikoen for sygdom [Rayman 2019; Rayman 2012, fig. 3].

I denne sammenhæng er for lav og for høj selenstatus begge forbundet med en øget risiko for sygdom. At holde ens selenstatus i bunden af U.kurven menes at være bedre end at have en selenstatus  der er for lav eller for høj. Bunden af U-kurven for serum-/ plasmaindhold af selen ser ud til at ligge i området fra 125 til 135 mikrogram pr. liter [Rayman 2019; Rayman 2012, fig. 3].

Det lavere niveau af selen i serum/plasma – niveauet hvor risikoen for samlet dødelighed og kræftdødelighed ser ud til at stige – er en selenstatus på mindre end 87 mikrogram pr. liter. Dette er det niveau, der ses i undersøgelsen: The Epidemiology of Vascular Ageing (EVA)-som var en undersøgelse med deltagelse af 1389 hjemmeboende franske ældre [Akbaraly 2010].

Det øvre niveau af selenindholdet i serum/plasma, hvor den øgede risiko for sygdom kan blive betydelig, er en selenstatus, der er højere end 150 mikrogram pr. liter [Rayman 2012, fig. 3].

Bemærk: Kommercielle laboratorier kan måle mængden af selen i blodet.

Selenstatus og hjerte-karsygdomme

Resultater fra undersøgelsen: Epidemiology of Vascular Ageing (EVA) i Frankrig viste, at fedme og uønskede hjerte-kar-hændelser var vigtige resultater knyttet til en aldersrelateret nedgang i selenindholdet i plasma [Arnaud 2007].

I KiSel-10-undersøgelsen fik hjemmeboende raske ældre pensionister (70 – 88 år ved undersøgelsesstart) enten et selengær-præparat (200 mikrogram / dag) sammen med et Coenzym Q10-præparat (2 gange 100 mg / dag) eller tilsvarende placebo i fire år. De ældre der fik selen- og Q10-tilskud fik signifikant reduceret hjerte-kardødeligheden, forbedret hjertefunktionen og fik en bedre sundhedsrelateret livskvalitet sammenlignet med placebo-gruppen [Alehagen 2013].

Den beskyttende virkning af kombinationen med selengær og Coenzym Q10 varede længere end interventionsperioden og fortsatte i opfølgningende periode på 12 år [Alehagen 2018]. Forskerne antog følgende biologiske mekanismer som mulige forklaringer på de sundhedsmæssige fordele for hjertet ved tilskud:

  • nedsat oxidativ stress
  • nedsat inflammation
  • nedsat fibrose

Selenstatus og neurologiske lidelser

Det videnskabelige bevismateriale synes at vise, at en nedsat ekspression af flere selenoproteiner er forbundet med udviklingen af aldersrelaterede sygdomme, herunder Parkinsons sygdom og Alzheimers sygdom [Robberecht 2019].

De fleste undersøgelser viser, at patienter, der er diagnosticeret med Alzheimers sygdom eller en beslægtet demens, generelt har en lav selenstatus eller en selenstatus der ikke er højere end den, der ses hos raske kontrolpersoner. Kontrollerede lodtrækningsforsøg med selentilskud er nødvendige for at teste de forebyggende og/eller terapeutiske virkninger af selen [Robberecht 2019; Aaseth 2016].

Selens rolle som antioxidant i at forsinke starten på Parkinsons sygdom er ikke klart fastlagt. Resultaterne fra afsluttede undersøgelser er modstridende. Igen er der behov for randomiserede kontrollerede forsøg med selentilskud [Robberecht 2019].

Tilskud med stoffer der indeholder selen har udvist et potentiale for at kunne stimulere en bedre kognitionsevnen [Aaseth 2016].

Sammendrag: Selen, lang levetid og aldring

Forskere har konkluderet, at selenstatus spiller en rolle i vedligeholdelse af sundheden under aldringsprocessen; de nøjagtige mekanismer er imidlertid ikke kendt med sikkerhed [Robberecht 2019]. I det omfang lavere selenindtagelse og lavere biotilgængelighed af selen påvirker ældres generelle helbred, kan der ligge en forklaring i de følgende biologiske virkninger af selen [Alehagen 2018]:

  • Forbedret hjertefunktion
  • Mindre lavgraderet systemisk inflammation
  • Mindre oxidativ stress
  • Mindre fibrose

Kilder

Aaseth, J., Alexander, J, Bjørklund, G, Hestad, K, Dusek, P, Roos, P & Alehagen, U. (2016). Treatment strategies in Alzheimer’s disease: a review with focus on selenium supplementation. Biometals; 29(5): 827–839.

Akbaraly TN, Arnaud J & Rayman MP. (2010). Plasma selenium and risk of dysglycemia in an elderly French population: results from the prospective Epidemiology of Vascular Ageing Study. Nutr Metab; 7: 21.

Alehagen, U., Johansson, P., Björnstedt, M., Rosén, A., & Dahlström, U. (2013). Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and Coenzyme Q10 supplementation: a 5-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. International Journal of Cardiology, 167(5), 1860-1866.

Alehagen, U., Aaseth, J., Alexander, J., & Johansson, P. (2018). Still reduced cardiovascular mortality 12 years after supplementation with selenium and coenzyme Q10 for four years: A validation of previous 10-year follow-up results of a prospective randomized double-blind placebo-controlled trial in elderly. Plos One, 13(4), e0193120.

Arnaud J, Akbaraly TN, Hininger I, Roussel AM & Berr C. (2007). Factors associated with longitudinal plasma selenium decline in the elderly: the EVA study. J Nutr Biochem 2007; 18(7): 482-7.

Cai X, Wang C, Yu W, Fan W, Wang S, Shen N, & Wang F. (2016). Selenium exposure and cancer risk: an updated meta-analysis and meta-regression. Scientific Reports, 619213.

Rayman, MP. (2019). Selenium intake, status, and health: a complex relationship.  Hormones, doi: 10.1007/s42000-019-00125-5. [Epub ahead of print].

Rayman MP.  (2012). Selenium and human health.  Lancet, 379: 1256-68.

Robberecht H, De Bruyne T, Davious-Charvet E, Mackrill J & Hermans N. (2019).  Selenium status in elderly people: Longevity and age-related diseases.  Current Pharmaceutical Design, 25; 1694-1706.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Posted on

Selen i kræftbehandling

Poser med intravenøse væsker
Prækliniske undersøgelser antyder, at selentilskud i den rigtige formulering og den rigtige dosis kan øge virkningen af kemoterapi mod visse former for kræft. Selen kan hjælpe med at beskytte normale celler og væv mod kemoterapiens giftvirkning. Selen kan muliggøre indtagelse af doser af kemoterapi-medicin i en dosering der er højere end normalt.

Kemoterapi og stråling er fortsat de vigtigste behandlingsformer for mange typer kræft. Disse behandlingers betydelige giftvirkning over for normale celler er et problem i kræftbehandling og -håndtering.

Selens rolle i kræftforebyggelse

Selentilskud er allerede blevet knyttet til statistisk signifikante risikonedsættelser af forskellige former for kræft og kræftforstadier:

En mulig rolle for selen i kræftbehandling

Selentilskud kan være værdifuldt til behandling af kræft såvel som til forebyggelse af kræft. Selen har evnen til at beskytte mod dannelse og udvikling af visse kræftceller og har også evnen til selektivt at ramme nogle eksisterende kræftceller.

Derudover er det muligt, at selen kan fungere i synergi med konventionelle kræftterapier. Prækliniske forskningsdata antyder, at selen i nogle tilfælde kan beskytte raske celler og væv mod de toksiske virkninger af konventionel kræftbehandling [Evans 2017].

Præklinisk forskning i selen- og kræftbehandling

Der er betydelig præklinisk forskning, der antyder, at selentilskud i væsentlig grad kan beskytte mod den normale vævstoksicitet fra konventionel kræftbehandling uden at gå på kompromis med den samme kræftterapis anti-kræftvirkninger. I nogle tilfælde kan selentilskud i den rigtige formulering og den rigtige dosering endda øge effektiviteten af den konventionelle kræftbehandling [Evans 2017].

Hvilke selenformuleringer og doser har anti-kræftvirkninger?

I prækliniske modeller har tildeling af selen muliggjort indgivelse af cytotoksiske anticancermidler i doseringer der var højere end normalt. Resultatet af at bruge selen til at justere den konventionelle kræftbehandling i prækliniske studier kan være forbedrede kræftresultater [Evans 2017].

Det der er behov for nu, er kliniske forsøg med selentilskud for at se, hvilke formuleringer af selentilskud og hvilke selendoser, der er sikre og effektive i kræftbehandling. Den tilgængelige dokumentation tyder på, at organisk selen er sikrere og sandsynligvis mere effektiv end uorganisk  selen [Evans 2017].

Prækliniske undersøgelser har imidlertid vist, at uorganisk natriumselenit indtaget i høje doser har anti-tumorvirkninger og øger effektiviteten af stoffer, der hæmmer cellevækst. Svenske forskere fandt, at IV-natriumselenit i høje doser var sikkert og tåltes godt af patienter med terapiresistente carcinomer. I kommende artikler vil jeg forsøge at gennemgå resultaterne af undersøgelser, der har brugt både uorganisk og organisk selen i kræftbehandling [Brodin 2015].

Supra-ernæringsmæssige doser af selen og kræftbehandling

Evans og hans kolleger har opsummeret evidensen for en terapeutisk synergi af supra-ernæringsmæssige doser af selenforbindelser med følgende kemoterapi-medicin [Evans 2017]:

  • Cisplatin
  • Carboplatin
  • Oxaliplatin
  • Irinotecan
  • Docetaxel
  • Fluorouracil
  • Doxorubicin

Forstærkningen af den ovennævnte kemoterapimedicin via kombinationen med selen er vist i følgende humane transplantater af tumorvæv [Evans 2017]:

  • Kolorektalt væv
  • Ovarievæv
  • Prostatavæv
  • Småcellet og ikke-småcellet lungecarcinom
  • Pladecellecarcinom i hoved-hals
  • Leukæmiceller

Hvad er supra-ernæringsmæssige doser af selen?

Supra-ernæringsmæssige doser af selen skal forstås som doseringer over den normale daglige indtagelse af selen, som skønnes at være 134 mikrogram (voksne mænd) og 93 mikrogram (voksne kvinder) fra mad i USA [Office 2019]. Det daglige indtag af selen i de fleste egne af Europa og Mellemøsten er betydeligt lavere end det gennemsnitlige daglige indtag i USA [Stoffaneller & Morse 2015].

I overensstemmelse hermed kan en Supra-ernæringsmæssig dosis selen være et hvilket som helst supplerende tilskud i en dosering fra 200 mikrogram / dag til 800 mikrogram / dag.

Bemærk: Supra-ernæringsmæssige doser (200 mikrogram / dag) givet til selen-mættede individer resulterede ikke i nogen betydelig beskyttelse i risikoen for prostatakræft i SELECT-undersøgelsen (the Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial), hvor de deltagende mænd havde en gennemsnitligt serum selenkoncentration ved undersøgelsens start på 135 mikrogram pr. liter [Lippman 2009].

I modsætning hertil havde deltagere i den ‘ernæringsmæssige forebyggelse af kræft’-undersøgelsen et gennemsnitligt selenindhold i plasma på under 123,2 mikrogram pr. liter, og de fik en signifikant reduktion i risikoen for prostatakræft i forbindelse med et dagligt indtag af 200 mikrogram selen fra selengær [Duffield-Lillico 2003].

Konklusion: Selentilskud og kræft

Kliniske undersøgelser har vist, at selen kan spille en rolle i forebyggelsen af nogle kræftformer. Selens kræftforebyggende virkning menes at være relateret til dens virkninger på DNA-reparation, apoptose, antioxidantaktivitet og funktionen af det endokrine system og immunsystemet [Office 2019].

Evans og kolleger har vist den prækliniske forskningsdokumentation, der antyder, at selenforbindelser i betydelig grad kan beskytte mod den normale vævstoksicitet fra kræftbehandlinger uden at gå på kompromis med kræftterapiens effektivitet mod kræft (og muligvis endda øge anticancer-effekten [Evans 2017].

Kilder

Blot, W. J., Li, J. Y., Taylor, P. R., Guo, W., Dawsey, S., Wang, G. Q., et al.  (1993). Nutrition intervention trials in Linxian, China: supplementation with specific vitamin/mineral combinations, cancer incidence, and disease-specific mortality in the general population. Journal of The National Cancer Institute, 85(18), 1483-1492.

Bonelli, L., Puntoni, M., Gatteschi, B., Massa, P., Missale, G., Munizzi, F., & Bruzzi, P. (2013). Antioxidant supplement and long-term reduction of recurrent adenomas of the large bowel. A double-blind randomized trial. Journal of Gastroenterology, 48(6), 698-705.

Brodin, O., Eksborg, S., Wallenberg, M., Asker-Hagelberg, C., Larsen, E. H., Mohlkert, D., … Björnstedt, M. (2015). Pharmacokinetics and Toxicity of Sodium Selenite in the Treatment of Patients
with Carcinoma in a Phase I Clinical Trial: The SECAR Study. Nutrients, 7(6), 4978–4994

Chen, Y.-C., Prabhu, K. S., & Mastro, A. M. (2013). Is selenium a potential treatment for cancer metastasis? Nutrients, 5(4), 1149–1168.

Clark, L. C., Combs, G. F., Turnbull, B. W., Slate, E., & Alberts, D.  (1996).  The nutritional prevention of cancer with selenium 1983-1993; a randomized clinical trial. JAMA, 276: 1957-1963.

Clark, L. C., Dalkin, B., Krongrad, A., Combs, G. F., & Turnbull, B. W.  (1998). Decreased incidence of prostate cancer with selenium supplementation: results of a double-blind cancer prevention trial. Brit. J. Urol, 81: 730-734.

Duffield-Lillico AJ, Dalkin BL, Reid ME, Turnbull BW, Slate EH, Jacobs ET, et al.  (2003). Selenium supplementation, baseline plasma selenium status and incidence of prostate cancer: an analysis of the complete treatment period of the Nutritional Prevention of Cancer Trial. BJU Int; 91:608-12.

Evans SO, Khairuddin PF & Jameson MB. (2017). Optimising selenium for modulation of cancer treatments.  Anticancer Research. 37: 6497-6509.

Hercberg, S., Galan, P., Preziosi, P., Bertrais, S., Mennen, L., Malvy, D., & Briançon, S. (2004). The SU.VI.MAX Study: a randomized, placebo-controlled trial of the health effects of antioxidant vitamins and minerals. Archives of Internal Medicine, 164(21), 2335-2342.

Lippman SM, Klein EA, Goodman PJ, Lucia MS, Thompson IM, Ford LG, et al. (2099).  The effect of selenium and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers: the Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). JAMA; 301:39-51.

Office of Dietary Supplements. (2019). Selenium: Fact Sheet for Health Professionals. National Institutes of Health. Retrieved from https://ods.od.nih.gov/factsheets/Selenium-HealthProfessional/#h4

Stoffaneller, R & Morse, NL. (2015). A review of dietary selenium intake and selenium status in Europe and the Middle East. Nutrients. 2015 Feb 27;7(3):1494-537.

Tan, H. W., Mo, H.-Y., Lau, A. T. Y., & Xu, Y.-M. (2018). Selenium Species: Current Status and Potentials in Cancer Prevention and Therapy. International Journal Of Molecular Sciences, 20(1).

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Posted on

Ændringer af stofskiftet efter tilskud med selen og coenzym Q10

Prof. Urban Alehagen holder foredrag
Professor Urban Alehages forskning har vist, at der er en relativt høj dødelighedsrisiko hos ældre svenske personer med lavt selenindtag og lav selenstatus. Ældre i Sverige havde gennemsnitlig serumkoncentrationer på 67,1 mikrogram pr. Liter. Den samme øgede dødelighedsrisiko, der ses i Sverige, kan også være typisk for andre selenfattige egne af verden.

Der var klare forskelle i stofskifteprofilerne fra ældre mænd, der tog 200 mikrogram selen og 2 x 100 mg coenzym Q10 dagligt i mindst 18 måneder sammenlignet med de stofskifteprofiler fra ældre mænd, der tog matchende placebo-præparater [Alehagen 2019].

På baggrund af data fra en underanalyse af KiSel-10-undersøgelsen rapporterede professor Urban Alehagen, at de største forskelle primært blev set i de følgende biologiske signalveje [Alehagen 2019]:

  • pentosefosfatvejen (proces til dannelse af nikotin-amid-adenin-dinukleotid-fosfat, som er et stof, der reducerer ubiquinon-coenzym Q10)
  • mevalonatvejen (proces til dannelse af kolesterol, coenzym Q10 og dolichol)
  • beta-oxidation (proces til nedbrydning af fedtsyremolekyler for at producere energi og til at producere acetyl-CoA, FADH2 og NADH, som er nødvendig for citronsyrecyklus [Krebs-cyklus]

Der var også andre signifikante ændringer af stofskiftet forbundet med tilskud af selen og coenzym Q10 til ældre [Alehagen 2019].

Ændringer i stofskifte-profilen efter tilskud med selen og coenzym Q10

I denne undersøgelse analyserede professor Alehagen og hans forskerteam stofskiftemønstrene af 95 metabolitter i ældre mænds plasma.

  • Metabolit er den biomedicinske betegnelse for et stof, der dannes under eller er nødvendigt for processer i stofskiftet.
  • Stofskifte er betegnelsen for de kemiske processer i organismer, der er nødvendige for at opretholde livet, f.eks. processerne til konvertering af mad til energi.

Forskernes analyse viste, at 19 ud af de 95 identificerede metabolitter var signifikant reduceret hos de ældre mænd, der blev behandlet med kombinationen af selen og coenzym Q10 [Alehagen 2019].

Desuden nåede ingen af de andre metabolitter niveauer, der var signifikant højere end de tilsvarende metabolitniveauer hos de mænd, der tog matchende placebo, hvilket indikerede, at der ikke var nogen skadelige virkninger af det kombinerede tilskud med selen og coenzym Q10 [Alehagen 2019].

Statistisk sikre resultater angående hjertesundhed fra KiSel-10-undersøgelsen

Professor Alehagens forskergruppe har tidligere rapporteret kliniske data fra KiSel-10-undersøgelsen, der viste, at ældre med lav serum-selenkoncentration ved undersøgelsesstart (gennemsnit: 67,1 mikrogram pr. Liter) havde fordel af et dagligt tilskud med 200 mikrogram selen og 2 x 100 mg coenzym Q10 i fire år [Alehagen, 2013; Johansson, 2015; Alehagen, 2016]:

  • signifikant lavere risiko for død af hjertesygdom
  • signifikant forbedret hjertefunktion
  • signifikant reduceret plasmakoncentration af biomarkøren NT-proBNP for hjertesygdom
  • betydelig forbedret sundhedsrelateret livskvalitet
  • observeret reduktion i følelsen af træthed

Biokemiske mekanismer bag KiSel-10s resultater angående hjertesundhed

I sine forsøg på at forstå de biokemiske mekanismer, der ligger til grund for de gunstige resultater for hjertesundheden hos de ældre deltagere i KiSel-10-undersøgelsen, har professor Alehagen tidligere foreslået følgende forklaringer:

  • reduceret niveau af oxidativ stress [Alehagen 2015]
  • reduceret niveau af inflammation [Alehagen 2015]
  • reduceret niveau af fibrose [Alehagen 2017]
  • øget niveau af insulinlignende vækstfaktor 1 [Alehagen 2017]

Ændringerne i de stofskifteprofiler, der var knyttet til det daglige tilskud med selen og coenzym Q10, kan være endnu et aspekt af de positive sundhedseffekter, som er nævnt i tidligere udgivne artikler [Alehagen 2019].

En opfølgende undersøgelse fra  2018 af de deltagere i KiSel-10-undersøgelsen, der stadig var i live, afslørede en vedvarende nedsat hjerte-kar-dødelighed 12 år efter det fire år lange tilskud med selen og coenzym Q10 [Alehagen 2018].

Betydningen af tilskud med selen og coenzym Q10 til ældre

Selen og flere af de selenholdige selenoproteiner – glutathionperoxidaser, thioredoxinreduktaser og iodothyronine deiodinaser – spiller en vigtig rolle i det anti-oxidative stressforsvar samt i immunfunktionen [Alehagen 2019].

I selenfattige egne i verden, f.eks. Sverige, er et lavt indtag af selen og en lav serum-selenstatus forbundet med en øget risiko for hjerte-karsygdom [Alehagen 2019].

Der er desuden et vigtigt forhold mellem selen og coenzym Q10 i kroppen. Et tilstrækkeligt indhold af selen er nødvendigt for at opnå en optimal funktion af Coenzym Q10 [Alehagen 2015].

Coenzym Q10-molekyler er redoxmolekyler, der spiller en væsentlig rolle i den cellulære bioenergi og i cellernes antioxidantforsvar [Alehagen 2019].

I en international randomiseret kontrolleret multicenterundersøgelse: Q-Symbio-undersøgelsen, resulterede en daglig supplerende behandling med 3 x 100 milligram coenzym Q10 dagligt i to år til patienter med kronisk hjertesvigt i en signifikant forbedring af symptomer og overlevelse for patienterne i behandlingsgruppen med coenzym Q10 [Mortensen 2014]. I en underanalyse af de europæiske deltagere i Q-Symbio-undersøgelsen viste forskere, at den supplerende behandling med coenzym Q10 var signifikant forbundet med en forbedring i patienternes uddrivningsfraktion (ejection fraction).

 

Kilder

Alehagen U, Johansson P, Aaseth J, Alexander J, Surowiec I, Lundstedt-Enkel K & Lundstedt T.  (2019). Significant changes in metabolic profiles after intervention with selenium and Coenzyme Q10 in an elderly population.  Biomolecules, 9(10): 10.3390/biom9100553. Retrieved from https://www.mdpi.com/2218-273X/9/10/553

Alehagen, U., Aaseth, J., Alexander, J., & Johansson, P. (2018). Still reduced cardiovascular mortality 12 years after supplementation with selenium and coenzyme Q10 for four years: A validation of previous 10-year follow-up results of a prospective randomized double-blind placebo-controlled trial in elderly. Plos One, 13(4), e0193120.

Alehagen, U., Johansson, P., Aaseth, J., Alexander, J., & Brismar, K. (2017). Increase in insulin-like growth factor 1 (IGF-1) and insulin-like growth factor binding protein 1 after supplementation with selenium and Coenzyme Q10. A prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. Plos One, 12(6), e0178614.

Alehagen, U., Aaseth, J., Alexander, J., Svensson, E., Johansson, P., & Larsson, A. (2017). Less fibrosis in elderly subjects supplemented with selenium and coenzyme Q10-A mechanism behind reduced cardiovascular mortality? Biofactors (Oxford, England),

Alehagen, U., Lindahl, T. L., Aaseth, J., Svensson, E., & Johansson, P. (2015). Levels of sP-selectin and hs-CRP Decrease with Dietary Intervention with Selenium and Coenzyme Q10 Combined: A Secondary Analysis of a Randomized Clinical Trial. Plos One, 10(9), e0137680.

Alehagen, U., Aaseth, J., & Johansson, P. (2015). Less increase of copeptin and MR-proADM due to intervention with selenium and coenzyme Q10 combined: Results from a 4-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. Biofactors (Oxford, England), 41(6), 443-452.

Alehagen, U., & Aaseth, J. (2015). Selenium and Coenzyme Q10 interrelationship in cardiovascular diseases–A clinician’s point of view. Journal of Trace Elements in Medicine and Biology, 31157-162.

Alehagen, U., Johansson, P., Björnstedt, M., Rosén, A., & Dahlström, U. (2013). Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and Coenzyme Q10 supplementation: a 5-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. International Journal of Cardiology, 167(5), 1860-1866.

Johansson, P., Dahlström, Ö., Dahlström, U., & Alehagen, U. (2015). Improved Health-Related Quality of Life, and More Days out of Hospital with Supplementation with Selenium and Coenzyme Q10 Combined. Results from a Double Blind, Placebo-Controlled Prospective Study. The Journal of Nutrition, Health & Aging, 19(9), 870-877.

Mortensen, S. A., Rosenfeldt, F., Kumar, A., Dolliner, P., Filipiak, K. J., Pella, D., & Littarru, G. P. (2014). The effect of coenzyme Q10 on morbidity and mortality in chronic heart failure: results from Q-SYMBIO: a randomized double-blind trial. JACC. Heart Failure, 2(6), 641-649.

Mortensen, A. L., Rosenfeldt, F., & Filipiak, K. J. (2019). Effect of Coenzyme Q10 in Europeans with chronic heart failure: A sub-group analysis of the Q-Symbio randomized double-blind study. Cardiology Journal, 26(2): 147-156.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.

Posted on

Et normalt selenniveau

Dr. Margaret P. Rayman, professor i ernærings-videnskab ved University of Surrey i Guildford, sagde i 2002: “Selenmangel er defineret af Baum et al. (1997) som et plasmaniveau på <85 μg/liter, et niveau, der ikke opnås i mange nordlige europæiske lande”.

Selen er et vigtigt sporstof, der er nødvendigt for at vores celler fungerer som de skal. Det er nødvendigt i meget små mængder, men det kan være en god ide at få foretaget en blodprøve for at kontrollere sit serum-seleniveau.

Mayo Clinic Laboratories oplyser, at den normale koncentration i voksne menneskers blodserum er 70 til 150 mikrogram per liter (det samme som 70 til 150 nanogram pr. ml). Ifølge Mayo Clinic er den amerikanske befolknings middelværdi 98 mikrogram per liter [Mayo Clinic].

Variationer i serum-seleniveauer

Kost, geografisk placering, demografiske faktorer og miljøfaktorer er alle faktorer, der påvirker serumniveauer.

Følgende faktorer kan uafhængigt forudsige en højere selenstatus i USA [Park]:

  • mandlige køn
  • bor i de vestlige og nord-midtvestlige regioner i USA
  • indtagelse af brød og oksekødsprodukter
  • indtagelse af selentilskud

Andre faktorer der uafhængigt kan forudsige en lavere selenstatus i USA [Park]:

  • cigaretrygning
  • alkoholindtagelse
  • fremskreden alder
  • indtagelse af æg, hvide ris, mejeriprodukter, kaffe

Regional variation i selenindtag og -status

USA

Der findes en betydelig geografisk variation i selenstatus i USA og i hele verden. I betragtning af det omfattende transportsystem for fødevarer i USA er det noget overraskende, at der stadig er så store regionale forskelle i selenindholdet i fødevarer i forskellige regioner, men flere undersøgelser har vist regionale forskelle i indholdet af selen i jord og fødevarer [Parkere].

Amerikanere, der bor i de midtvestlige stater, i vesten og i syd, har et markant højere seleniveau i tåneglene end amerikanere, der bor i andre egne af landet. Mænd, der bor i de nordvestlige stater, har generelt højere selenniveauer end mænd, der bor i de sydøstlige stater [Park].

  • De højeste niveauer af selenstatus findes i Wyoming, South Dakota, North Dakota, Nebraska og Washington, med serum-seleniveauer, der spænder fra 94 til 100 mikrogram per liter.
  • De laveste seleniveauer findes i North Carolina, Kentucky, Pennsylvania, Nevada og South Carolina med serumselenniveauer fra 75 til 77 mikrogram per liter.

Der er ingen holdepunkter for, at disse geografiske variationer i selenstatus er forvanskes ved inddragelse af køn, rygning eller tilskud [Park].

Europa og Mellemøsten

En gennemgang fra 2015 viste, at selenstatus i Europa og Mellemøsten generelt er væsentligt lavere end i USA.

Forskerne rapporterede om en suboptimal selenstatus i hele Europa, Storbritannien og Mellemøsten [Stoffaneller & Morse].

  • Mennesker der bor i østeuropæiske lande har generelt et endnu lavere selenindtag end mennesker, der bor i vesteuropæiske lande.
  • Det anslåede daglige kostindtag af selen i mange europæiske lande ligger under det amerikanske anbefalede kostindtag på 55 mikrogram pr. dag.
  • Selenindtaget i landene i Mellemøsten varierer betydeligt, muligvis på grund af variation i madvaner og import i de forskellige regioner og inden for forskellige socioøkonomiske grupper.
  • Det anslåede daglige kostindtag af selen i Iran, Jordan og Tyrkiet ligger under USAs anbefalede kostindtag på 55 mikrogram per dag.
  • Tidligere forskning viste, at mindst 98,7 mikrogram pr. liter selen i plasma eller serum er nødvendig for optimal aktivitet af antioxidantenzymet glutathionperoxidase (GPx). Med denne standard i tankerne konkluderede Stoffaneller og Morse, at selenindtagelse og -status i europæiske og mellemøstlige lande generelt er suboptimal, omend noget mindre konsekvent end i Mellemøsten.
Asien og Afrika

Store dele af Afrika og Asien, især dele af Kina, Korea, Sibirien og Tibet er kendt for deres lave selenindhold i landbrugsjorden og i maden. Det samme gælder New Zealand [Haug].

Selengødning af landbrugsjorden vs selentilskud

I selenfattige egne af verden medfører selentilskud mindre spild og er mere bæredygtigt end gødskningsprogrammer i stor skala med selenberiget gødning svarende til det vellykkede selengødskningsprogram af landbrugsjorden, der blev gennemført i Finland. Desuden er den årlige selenproduktion tilsyneladende ikke stor nok til at kunne levere selen til storskala selengødskning [Haug].

Bemærk: Se min artikel med titlen “Selenindtag og helbredstilstand“ for mere information om selentilskud.

Hvorfor vi har brug for et tilstrækkeligt niveau af selen i kroppen

Selen er et afgørende mikronæringsstof, fordi det er indbygges i vigtige selenoproteiner og enzymer. Disse selenoproteiner og enzymer er vigtige [Rayman 2004]:

  • til antioxidantforsvar af vores celler mod oxidativ skade
  • til reduktion af systemisk inflammation
  • til dannelse af skjoldbruskkirtelhormon
  • til DNA-syntese
  • til fertilitet og reproduktion
  • til reduktion af risikoen for hjertesygdom og nogle former for kræft

I en fireårig randomiseret kontrolleret undersøgelse undersøgte professor Urban Alehagen og et team af forskere fra Linköpings Universitet virkningen af et dagligt tilskud til ældre med en kombination af 200 mikrogram selen fra selengær og 200 mg coenzym Q10. Forskerne rapporterede følgende statistisk signifikante resultater fra undersøgelsen:

Selenmangel er direkte forbundet med tre specifikke sygdomme:

  • Keshans sygdom karakteriseret ved et forstørret hjerte og dårlig hjertefunktion
  • Kashin-Becks sygdom der resulterer i osteoarthropati, en sygdom i leddene
  • Myxedematøs endemisk kretinisme der resulterer i mental retardering

Kilder

Haug, A, Graham, RD, Christophersen, OA & Lyons, GH. (2007). How to use the world’s scarce selenium resources efficiently to increase the selenium concentration in food. Microb Ecol Health Dis. 2007 Dec; 19(4): 209–228.

Mayo Clinic Laboratories. (2019). Selenium, serum. Retrieved from https://pediatric.testcatalog.org/show/SES

Park, K, Rimm, E, Siscovick, D, Spiegelman, D, Morris, JS & Mozaffarian, D. (2011). Demographic and lifestyle factors and selenium levels in men and women in the U.S. Nutr Res Pract. 2011 Aug; 5(4): 357–364.

Rayman MP. (2004). The use of high-selenium yeast to raise selenium status: how does it measure up? British Journal of Nutrition, 92, 557-573.

Stoffaneller, R & Morse, NL. (2015). A review of dietary selenium intake and selenium status in Europe and the Middle East. Nutrients. 2015 Feb 27;7(3):1494-537.

Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.