Lav serum-selenstatus (defineret som under 80 mikrogram pr. Liter) under graviditet er forbundet med en øget risiko for abort, præeklampsi (svanger-skabsforgiftning), for tidlig fødsel og andre bivirkninger.
En nylig oversigtsartikel præsenterer dokumentationen for, at lav selenstatus hos gravide kan være impliceret i følgende komplikationer [Duntas 2020]:
Abort
Præeklampsi
For tidlig fødsel
Væksthæmmet foster
For lavt stofskifte efter en graviditet og autoimmun thyroiditis
For at sikre et optimalt forløb af graviditeten anbefaler Dr. Leonidas Duntas, at lægerne tager en individualiseret tilgang og ordinerer en selenrig kost og selentilskud, der er skræddersyet til den gravide kvindes behov.
Hvorfor er tilstrækkeligt selen vigtigt for gravide kvinder?
Det selenocystein-indsættende bindingsprotein 2 (SECISBP2)
Selentransportproteinet (SELENOP)
Selenmangel er blevet knyttet til autoimmun sygdom i skjoldbruskkirtlen.
Deiodinaser styrer omsætningen af skjoldbruskkirtelhormon. De regulerer omdannelsen af thyroxin (T4) til triiodothyronin (T3) [Duntas 2020].
Glutathionperoxidaser og thioredoxinreduktaser er involveret i skjoldbruskkirtelbeskyttelse i kraft af deres modulering af redoxaktiviteter [Duntas 2020].
Selen og risikable graviditeter
Eksisterende dokumentation indikerer, at selenmangel under graviditeten er forbundet med en række bivirkninger på både fosteret og moderen så vel som øgede biomarkører for oxidativ stress. Der er nu dokumentation for, at selenstilskud kan nedsætte forekomsten af bivirkninger og vil kunne mindske risikoen for komplikationer i form af autoimmun thyroiditis samt forhindre for lavt stofskifte efter graviditet. Der er dog stadig behov for at etablere en passende dosering og varighed af selentilskuddet [Duntas 2020].
Selen og abort
Dr. Duntas gennemgår dokumentationen for, at der er en sammenhæng mellem lavt selenindtag / niveau og risikoen for abort. Selv om en årsagssammenhæng ikke er endegyldigt påvist, anbefaler han, at læger overvejer selenstilskud på individuel basis i første trimester, især for kvinder, som bor i selenfattige egne og for kvinder, der vides at være i fare for abort [Duntas 2020].
Selen og præeklampsi
En metaanalyse fra 2015 af 13 observationsstudier med 1515 deltagere og 3 randomiserede kontrollerede forsøg med 439 deltagere har vist [Xu 2015]:
Det vigtigste er at bestemme doseringen, starttidspunktet og varigheden af selenstilskud til gravide kvinder med risiko for præeklampsi [Xu 2015].
Selen og for tidlige fødsler
Dr. Duntas gennemgår dokumentationen for en sammenhæng mellem et lavt selenindtag / -niveau hos moderen og risikoen for at føde for tidligt. Lave serum-selenkoncentrationer hos moderen i den tidlige graviditet bør betragtes som en markør for en øget risiko for at få børn, der er for små i forhold til deres gestationsalder [Duntas 2020].
Selen og autoimmun thyreoiditis under eller efter graviditet
Dr. Duntas påpeger, at de nuværende retningslinjer for autoimmun thyroiditis (Hashimotos sygdom) ikke anbefaler tilskud af selen under graviditet; ikke desto mindre foreslår Dr. Duntas, at hos patienter med autoimmun thyroiditis, der er i høj risiko, og som har lave seleniveauer (defineret som mindre end 80 mikrogram pr. liter) tidligt i graviditeten, bør man overveje selentilskud [Duntas 2020].
Konklusioner: Selen og graviditet
Dr. Duntas gennemgår en række undersøgelser, der giver dokumentation for vigtigheden af et tilstrækkeligt seleniveau under graviditeten og som kommer til følgende konklusioner [Duntas 2020]:
Selenmangel er impliceret i abort, præeklampsi, et væksthæmmet foster og for tidlig fødsel.
Gravide kvinder med autoimmun thyroiditis i forbindelse med et lavt seleniveau har en øget risiko for et negativt udfald af graviditeten og en øget risiko for for nedsat skjoldbruskkirtelfunktion efter fødslen.
Selenstilskud til gravide kvinder med lav selenstatus bør overvejes individuelt.
Lav serum-selenstatus (under 85 µg/ml) og marginal serum-selen-status (mellem 85 og 100 µg/ml) er almindelig i mange egne af verden, især i store dele af Europa, Mellemøsten, Kina og Østasien .
Selenstatus påvirker immunsystemets reaktion på det alvorlige akutte respiratoriske syndrom coronavirus-infektion [Bermano 2020].
Selenstatus er en risikofaktor, der meget vel kan påvirke resultatet af en Covid-19-infektion, især hvis de inficerede personer har et suboptimalt eller lavt selenindtag [Bermano 2020].
Selen-tilskud kan begrænse sværhedsgraden af Covid-19-infektioner, især i regioner, hvor selenindtaget er lavt [Bermano 2020, Hiffler 2020].
Dokumentation for en sammenhæng mellem selenstatus og virusinfektionens sværhedsgrad
Den første dokumentation kom fra en undersøgelse af Keshan-sygdommen i Kina – forårsaget af kombinationen Coxsackie B3-virus og lav selenstatus. Ved at tilføre selen til gødning af landbrugsjorden og ved at tilskynde til brugen af selentilskud har de kinesiske myndigheder været i stand til at reducere forekomsten af sygdommen markant [Bermano 2020].
Derefter kom dokumentation fra musestudier der viste, at der er forøget virulens fra Coxsackie- og influenzavira i værter med lav selenstatus [Bermano 2020].
Dernæst kom dokumentation for, at en lav selenstatus, der ofte ses hos HIV-inficerede patienter, er forbundet med reduceret antal CD4 T-celler og med øget sygdomsprogression og dødsrate [Bermano 2020].
Endelig i en human undersøgelse fik frivillige med marginal selenstatus (plasmaselen under 95 µg/l) en svækket poliovirus. Selen-tilskuddet øgede den hastighed, hvormed poliovirussen blev fjernet fra kroppen, og nedsatte den hastighed, hvormed virus muterede. Desuden observerede man, at selenstilskud fremskyndede det cellulære antivirale respons [Bermano 2020].
Selenoproteiner og immunrespons på virusinfektioner
Der er tegn på, at Covid-19-viruset forårsager øget oxidativ stress, øget cytokin- / inflammatorisk aktivitet, nedsat mitokondriefunktion og nedsat cellerespiration samt forstyrrelser i den velordnede nedbrydning og genanvendelse af cellulære komponenter [Bermano 2020].
En tilstrækkelig selenstatus er nødvendig for at danne antioxidante selenoproteiner – glutathionperoxidaser og thioredoxinreduktaser – for at modvirke oxidativ stress.
Glutathionperoxidase-1, glutathionperoxidase-4 og thioredoxinreduktase-1 er nødvendige for opretholdelse af mitokondriefunktion og redox-homeostase.
Selenstatus påvirker en række inflammatoriske mekanismer; følgelig kan personer med lav selenstatus have et utilstrækkeligt inflammatorisk respons på virusinfektioner.
Selen beskytter mod virusinfektioner og understøtter god immunrespons.
Selenstatus er en faktor i opgørelsen af resultatet af en virusinfektion.
Lav selenstatus (mindre end 100 µg/l) er forbundet med mere alvorlige manifestationer af virusinfektioner.
Højere selenstatus (større end 100 µg/l) er forbundet med en forbedret immunrespons på virusinfektioner.
Virkningen af selen og selenoproteiner på immunresponset mod virusinfektioner er relateret til selenoproteins rolle i de cellulære mekanismer til kontrol af redox-homeostase, stressrespons og inflammatorisk respons [Bermano 2020].
Kilder
Bermano G, Méplan C, Mercer DK, Hesketh JE. Selenium and viral infection: are there lessons for COVID-19? Br J Nutr. 2020;1-37.
Hiffler L & Rakotoambinina B. Selenium and RNA virus interactions: potential implications for SARS-CoV-2 infection (Covid-19). Frontiers in Nutrition. 2020;7:164.
Moghaddam A, Heller RA, Sun Q, et al. Selenium Deficiency Is Associated with Mortality Risk from COVID-19. Nutrients. 2020;12(7):2098.
Rayman MP. Selenium and human health. Lancet. 2012;379(9822):1256-1268.
Rayman MP. Selenium intake, status, and health: a complex relationship. Hormones (Athens). 2020;19(1):9-14.
Richie JP Jr, Das A, Calcagnotto AM, et al. Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: a randomized clinical trial. Cancer Prev Res (Phila). 2014;7(8):796-804.
Zhang J, Taylor EW, Bennett K, Saad R, Rayman MP. Association between regional selenium status and reported outcome of COVID-19 cases in China. Am J Clin Nutr. 2020;111(6):1297-1299.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
Lav selenstatus er forbundet med øget virulens af virusinfektioner med værre symptomer i form af hjertesvigt og med større risiko for nogle kræftformer.
Oxidativ stress er det biomedicinske udtryk for en manglende balance mellem 1) produktion af skadeligt reaktivt ilt og reaktive nitrogen-arter og 2) den beskyttende virkning af antioxidantsystemer. Ifølge amerikanske Mayo Clinics nyhedsnetværk er oxidativ skade forbundet med flere sygdomme så som Alzheimers, kræft, grå stær, diabetes, hjertesygdomme, makuladegeneration og Parkinsons.
Frie radikaler og oxidativ skade
De reaktive ilt- og nitrogen-arter omtales populært som frie radikaler. Det er molekyler, der produceres som naturlige biprodukter fra stofskifteprocesser og som en konsekvens af eksponering for forurenende stoffer, for tungmetaller, for industrielle kemikalier, for nogle former for medicin, nogle former for stråling inklusive røntgenstråler samt for cigaretrygning.
Nogle frie radikaler har en gavnlig rolle i kroppen, såsom at fungere som cellesignal-molekyler. De skadelige frie radikaler kan forårsage skade på celler, DNA og RNA, proteiner og lipider.
Antioxidant-forsvarssystemet
Givet den vedvarende trussel fra oxidative skader har vi mennesker udviklet antioxidant-mekanismer til at neutralisere de skadelige frie radikaler. Antioxidant-forsvarssystemet omfatter følgende systemer [Zoidis 2018]:
De vandopløselige antioxidanter (C-vitamin og aminosyren taurin)
Antioxidant-enzymer (superoxiddismutase, katalase og glutathionperoxidase)
Seleno-antioxidant enzymer (glutathion peroxidase og thioredoxin reduktase antioxidantsystemer)
Selenafhængige antioxidant-enzymer
Det er især de selenafhængige glutathionperoxidaser og thioredoxin-reduktaser der er essentielle antioxidant-selenoenzymer og som beskytter celler mod oxidativ stress [Zoidis 2018].
Selen, selenoproteiner og hjertesygdom
Skaderne på cellulære lipider, proteiner og DNA forårsaget af et overskud af frie radikaler er blevet forbundet med hjertesygdom. Overskud af skadelige frie radikaler kan forårsage oxidation af lipoproteiner med lav densitet, hvilket igen er forbundet med udviklingen af plak i blodkarrene i hjertesygdomme.
Metaanalysen omfattede 15 studier udført i USA, 11 studier i Europa, 9 studier i Asien og 2 studier i Australien. De inkluderede undersøgelser vedrørte kræft i blære, blodet, bryst, tyktarm og endetarm, spiserør, lever, lunger, bugspytkirtel, prostata, hud, mave og andre kræftformer. De daglige selendoser varierede fra 0 til 400 mikrogram / dag, og det samlede antal kræftforekomster var 13.484 ud af i alt 579.878 forsøgsdeltagere [Kuria 2020].
Selen, selenoproteiner og immunsystemrespons
I tabel 1 i en artikel fra 2018 med titlen “Selen, selenoproteiner og immunitet” opsummerer Avery og kolleger den nuværende viden om de forskellige selenoproteinfunktioner i den menneskelige krop. De fremhæver, at næsten alle væv påvirkes af ændringer i selenstatus eller ekspression af selenoprotein [Avery 2018].
Selen, selenoproteiner og skjoldbruskkirtelforstyrrelser
Den menneskelige skjoldbruskkirtel indeholder større mængder selen pr. gram væv end noget andet organ. De selenafhængige deiodinase (Type I, II, III) enzymer spiller vigtige roller i skjoldbruskkirtelhormon-stofskiftet [Tingii 2008].
Bomer N, Grote Beverborg N, Hoes MF, et al. Selenium and outcome in heart failure. Eur J Heart Fail. 2019;10.1002/ejhf.1644.
Kuria A, Fang X, Li M, et al. Does dietary intake of selenium protect against cancer? A systematic review and meta-analysis of population-based prospective studies. Crit Rev Food Sci Nutr. 2020;60(4):684-694.
Tinggi U. Selenium: its role as antioxidant in human health. Environ Health Prev Med. 2008;13(2):102-108.
Zhang J, Taylor EW, Bennett K, Saad R, Rayman MP. Association between regional selenium status and reported outcome of COVID-19 cases in China. Am J Clin Nutr. 2020;111(6):1297-1299.
Zoidis E, Seremelis I, Kontopoulos N, Danezis GP. Selenium-Dependent Antioxidant Enzymes: Actions and Properties of Selenoproteins. Antioxidants (Basel). 2018;7(5):66.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
COVID-19-virusinfektioner ledsages af overdreven aktivering af det medfødte immunsystem i form af progressiv inflammation og cytokin-storme. En gennemgang af de medicinske tidsskrifter viser, at en passende tilførsel af mikronæringsstofferne selen, zink og D-vitamin er nødvendig for at styrke immunfunktionen og reducere inflammationen.
Et tilstrækkeligt indtag af selen, zink og D-vitamin er vigtigt for at sikre modstandskraft mod virusinfektioner, for at fremme en stærk immunfunktion og for at nedsætte niveauet af inflammation. Et team af norske, svenske og russiske forskere anbefaler, at indtages passende tilskud med disse mikro-næringsstoffer i områder med høj risiko og i tilfælde af mistanke om udsættelse for SARS-CoV-2 [Alexander 2020].
Selentilskud til beskyttelse mod hyperinflammation knyttet til COVID-19
Følgelig bør personer med høj risiko, som har en selenstatus under 100 mikrogram per liter, overveje et dagligt tilskud i størrelsesordem 100-200 mikrogram selen per dag [Alexander 2020].
Personer med høj risiko har følgende karakteristika:
Er ældre
Har en medicinsk tilstand som diabetes, blodtryksforhøjelse eller hjertesygdom
Har en livsstil, der involverer rygning, alkoholbrug og kun lidt motion
Har forhøjede præ-infektionsniveauer af C-reaktivt protein, en biomarkør for systemisk inflammation
Bor eller arbejder i et område med høje infektionsrater
Har lave plasma- / serumkoncentrationer af selen, D-vitamin og zink
Biosyntese af livsvigtige selenoproteiner
Ved at tage et tilskud på 100-200 mikrogram selen fra selengær dagligt, kan disse individer opnå en relativt hurtig biologisk produktion af de vitale selenoproteiner, der repræsenterer en adjuvant tilgang til forebyggelse af aggressive COVID-19-infektioner:
Glutathionperoxidaser
Thioredoxinreduktaser
Selenoproteinerne P, K og S
Sikker øvre grænse for selenindtag fra mad og kosttilskud
Forskerne anbefaler, at den langsigtede kombinerede indtagelse af selen fra mad og kosttilskud ikke overstiger 300 mikrogram selen dagligt, fordi en højere indtagelse kan være forbundet med skadevirkninger.
Professor Urban Alehagen var den ledende forsker i KiSel-10-studiet af virkningen af et kombineret tilskud med selen og coenzym Q10 på hjerte-kardødelighed. Professor Alehagen har også været med i det forskerteam, der undersøgte ernæringsmæssig intervention med selen, zink og D-vitamin med det formål at skabe anti-viral resistens mod COVID-19.
Overaktive inflammatoriske reaktioner er typisk for svære Corona-virusinfektioner. Kombinationen af selen og coenzym Q10 til at give en betydelig lindring af den inflammatoriske respons er bemærkelsesværdig [Alexander 2020].
Selentilskud i kombination med N-acetylcystein
Funktionen af antioxidant seleno-enzymerne glutathionperoxidase er afhængig af en tilstrækkelig forsyning af cofaktoren glutathion. Et samtidigt tilskud med N-acetylcystein, som er essentielt for dannelse af glutathion, kan være nødvendigt [Alexander 2020].
Et tilstrækkeligt dagligt selenindtag fra mad og kosttilskud er nødvendigt for at kunne danne vitale selenoproteiner [Alexander 2020].
Kilder
Alehagen U, Johansson P, Björnstedt M, Rosén A, Dahlström U. Cardiovascular Mortality and N-terminal-proBNP Reduced after Combined Selenium and Coenzyme Q10 Supplementation: A 5-year Prospective Randomized Double-Blind Placebo-Controlled Trial Among Elderly Swedish Citizens. International Journal of Cardiology, 2013;167(5), 1860-1866.
Alehagen U, Lindahl TL, Aaseth J, Svensson E, Johansson P. Levels of sP-selectin and hs-CRP Decrease with Dietary Intervention with Selenium and Coenzyme Q10 Combined: A Secondary Analysis of a Randomized Clinical Trial. PLoS One. 2015;10(9):e0137680.
Alehagen U, Alexander J, Aaseth J, Larsson A. Decrease in inflammatory biomarker concentration by intervention with selenium and coenzyme Q10: a subanalysis of osteopontin, osteoprotergerin, TNFr1, TNFr2 and TWEAK. J Inflamm (Lond). 2019;16:5.
Alexander J, Tinkov A, Strand TA, Alehagen U, Skalny A, Aaseth J. Early Nutritional Interventions with Zinc, Selenium and Vitamin D for Raising Anti-Viral Resistance Against Progressive COVID-19. Nutrients 2020, 12, 2358.
Moghaddam A, Heller RA, Sun Q, et al. Selenium Deficiency Is Associated with Mortality Risk from COVID-19. Nutrients. 2020;12(7):2098.
Richie JP Jr, Das A, Calcagnotto AM, et al. Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: a randomized clinical trial. Cancer Prev Res (Phila). 2014;7(8):796-804.
Stoffaneller R, Morse NL. A review of dietary selenium intake and selenium status in Europe and the Middle East. Nutrients. 2015;7(3):1494-1537.
Zhang J, Taylor EW, Bennett K, Saad R, Rayman MP. Association between regional selenium status and reported outcome of COVID-19 cases in China. Am J Clin Nutr. 2020;111(6):1297-1299.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
Virus og virusinfektioner er uhyggelige nok i sig selv. Se blot virkningerne af den aktuelle corona virus-pandemi COVID-19.
Endnu mere skræmmende er virkningerne af ernæringsmangler såsom selenmangel på kroppens evne til at bekæmpe en virusinfektion.
Selenmangel forbundet med øget virulens af vira
Lav selenstatus, defineret lidt forskelligt som serum-selenstatus under 70 mikrogram pr. liter eller under 85 mikrogram per liter, er forbundet med følgende skadelige virkninger af virusinfektioner [Méplan & Hughes 2020]:
De virale patogener inducerer oxidativ stress ved at generere flere skadelige frie radikaler. Resultatet er oxidativ skade på celler, proteiner og DNA.
De virale patogener mindsker cellernes antioxidantforsvar, herunder mindsker aktiviteten af de antioxidante selenozymer, f.eks. glutathionperoxidaser og thioredoxinreduktaser.
De virale patogener øger oxidativ stress i det omfang, at det kan inducere mutationer i den angribende virus’ genom. Resultatet er, at de muterede vira er mere virulente end de oprindelige vira var. Denne forøgede virulens af muterede vira er set i både coxsackie-virus og influenzavirus. Konsekvensen af den øgede virulens er at virusserne bliver farligere, selv for personer med tilstrækkelig selenstatus.
De virale patogener reducerer immunsystemets evne til at reagere på virussen. Denne reducerede immunrespons på vira er også set i responsen fra mennesker med selenmangel, på HIV-virus og hepatitis B- og C-vira.
Ang. selenmangel: Bomer og kolleger rapporterede om mere alvorlige tegn og symptomer på hjertesvigt og dårligere træningskapacitet samt dårligere livskvalitet hos patienter med hjertesvigt med serum-selenkoncentrationer under 70 mkg /l. Rayman rapporterede, at serum- og plasmaniveauer under 85 mkg /ler forbundet med nedsat overlevelse hos HIV-inficerede patienter [Bomer 2019; Rayman 2012].
Højere selenstatus har en gavnlig virkning på spredningen og differentieringen af CD4 + T-hjælperceller.
Mere information om virkningen af seleniveauet på cytotoksiske CD8 + T-celler er nødvendig.
Selenniveauet påvirker makrofagernes inflammatoriske signalkapacitet og antipatogen-aktivitet.
Selen i kosten påvirker de naturlige dræbercellers aktivitet direkte og indirekte.
Både medfødt og adaptiv immunrespons mod bakterielle og parasitære infektioner er afhængige af en tilstrækkelig selenstatus til at eliminere patogenerne.
Antioxidant-egenskaber ved nogle selenoproteiner bidrager til at øge den antivirale immunitet.
Det bedste bevis for selens rolle i den anti-virale immunitet ses ved HIV-infektioner, der direkte nedsætter immuniteten. Lav selenstatus er helt klart impliceret i udviklingen af HIV-sygdom. Et lavt selenindtag er blevet knyttet til forekomsten af HIV-infektion. Endvidere er selenstatus hos HIV-positive patienter blevet korreleret med status for CD4 + T-celletal.
Sagens kerne: Selen, selenoproteiner og immunsystemet
Selenindtagelse, selenstatus og ekspression af selenoproteiner er vigtige faktorer i immunsystemets respons på patogener.
Medfødt og adaptiv immunrespons er nedsat hos mennesker med lav selenstatus (defineret som selenstatus mindre end 85 mikrogram per liter).
Selentilskud kan være nødvendigt for at forbedre immunresponset mod patogener.
Manipulering af individuelle selenoproteiner kan forbedre immunsystemets respons og dæmpe virkningerne af kronisk inflammation.
Kilder
Bomer N, Grote Beverborg N, Hoes MF & Streng KW. 2019. Selenium and outcome in heart failure. Eur J Heart Fail; doi:10.1002/ejhf.1644.
Guillin OM, Vindry C, Ohlmann T & Chavatte L. 2019. Selenium, selenoproteins and viral infection. Nutrients; 11(9). pii: E2101.
Méplan C & Hughes DJ. 2020. The Role of selenium in health and disease: emerging and recurring trends. Nutrients; 12(4). pii: E1049.
Rayman MP. 2012. Selenium and human health. Lancet; 379(9822): 1256-68.
Rayman MP. 2019. Selenium intake, status, and health: a complex relationship. Hormones (Athens); 19(1): 9-14.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
Fisk bør være en vigtig del af vores kost. Professor Nick Ralston fra University of North Dakota har henledt vores opmærksomhed på websiten med titlen Fish, Mercury and Nutrition: The Net Effects. Webadressen er http://net-effects.und.edu/factsheets.aspx
Websiten: “The Net effects” om fisk, kviksølv og ernæring indeholder faktasider, en dokumentarvideo, videoklip samt links til informative websteder.
På disse websider forklarer professor Ralston og hans kolleger, hvorfor fordelene ved regelmæssigt at spise fisk, især havfisk, ofte overses. Alt for mange af os har skåret ned på vores indtagelse af fisk, fordi vi har været bekymret for at få giftigt kviksølv.
Den information vi har fået om om de relative fordele og risici ved at spise havfisk har imidlertid været utilstrækkelig. Faktisk kan det have negative sundhedsmæssige konsekvenser at undgå måltider med fisk i nogle tilfælde.
At spise fisk er vigtigt for gravide kvinder og babyer.
Vi kan alle drage fordel af at spise fisk regelmæssigt.
At spise fisk er godt for vores hjerter og vores hjerner.
Ernæringsmæssige fordele ved at spise fisk regelmæssigt
I et meget reelt omfang er vi hvad vi spiser. Og fisk, især havfisk, tilbyder en omfattende ernæringspakke.
Fisk er en god kilde til magert protein.
Fisk er den bedste kilde til de essentielle fedtsyrer, der beskytter mod hjertesygdomme og fremmer en god hjernefunktion og er vigtige for den neurologiske udvikling af fosteret og det lille barn.
Fisk er en fremragende kilde til vitamin A (øjne og hud), vitamin D (stærke knogler) og vitamin C og E (et sundt immunsystem).
Fisk leverer mineraler som jern, jod, selen og zink.
Selen i de fleste havfisk beskytter mod methylkviksølv
Så langt så godt. Vi kan spise de fleste fisk for at få de ernæringsmæssige fordele. Husk dog, at selenet fra den fisk, som vi kunne have brugt i kroppen, vil være bundet til kviksølv og derfor ikke tilgængeligt; vi har muligvis brug for yderligere selen på trods af, at vi har spist fisk.
Den amerikanske Food and Drug Administration (Fødevarestyrelse) udgiver lister over fisk, der er velegnede at spise og typer fisk, der bør undgås. Webadressen er https://www.fda.gov/media/102331/download.
Tabellen viser værdier for sundhedsfordele ved selen. F.eks. at laks og tun indeholder nok selen til at binde methylkviksølv og er derfor et eksempel på god ernæring – magert protein, essentielle fedtsyrer, vitaminer – fra et fiskemåltid. Måltider med grindehval og nogle hajer bør derimod undgås.
Professor Ralstons sundhedsfordels-værdier for selen
For at vurdere, hvor meget selen og kviksølv der er i forskellige typer havfisk, har professor Ralston udviklet formlen Sundhedsfordelsværdier for selen (HBV) til beregning af de relative risici og fordele ved at spise havfisk [Ralston 2016; Ralston 2019].
Fisk som har et molært overskud af methylkviksølv i forhold til selen – grindehval og visse hajtyper – bør undgås.
Men at kun spise fisk med en positiv sundhedsfordels-værdi for selen betyder ikke, at vi har klaret skærene. Læs videre for at lære om den ironi, der er knyttet til selen evne til at beskytte os mod kviksølvs giftighed.
Selen-sekvreringshypotesen
Ironien er, at selenets beskyttende binding til kviksølv tømmer kroppens lager af det selen der bruges til dannelse af de meget nødvendige selenoproteiner.Derfor mister vi de sundhedsmæssige fordele ved selenoproteinerne, f.eks. den antioxidative beskyttelse mod oxidativ skade i hjernen. Det er den pris, vi betaler for selens beskyttelse mod methylkviksølv.
Med andre ord, vi kan spise de fleste typer fisk for at få de gode næringsstoffer, som fisk indeholder, men vi har muligvis brug for et selentilskud alligevel, fordi selenet, som vi ellers ville få fra fisk, ikke er tilgængeligt for os. For meget af selenet bruges til at binde kviksølv i fisk.
Professor Ralston refererer til dette fænomen som selen-sekvestreringshypotesen. Hans begrundelse er, at den neurotoksicitet, der sædvanligvis er forbundet med kviksølv, faktisk er lig med den skade, der forårsages af kviksølvs forstyrrende indgriben i kroppens selen-biokemi[Ralston 2018 “Mercurys neurotoksicitet …”].
Kviksølvs primære mål i vores celler er selenoproteinerne thioredoxinreduktase og glutathionperoxidase. Kviksølv binder sig til selenocystein i disse selenoproteiner og hæmmer irreversibelt deres funktioner [Ralston 2018 “Mercurys neurotoksicitet …”].
Kviksølv hæmmer selenoproteinerne thioredoxinreduktase og glutathionperoxidases beskyttende antioxidantaktivitet. Resultatet er forøget oxidativ skade forårsaget af reaktive iltforbindelser.
Kviksølvs binding til selen dræner de selenlagre, der er nødvendige for at danne erstattende selenoproteiner.
Forfatterne af Cochrane database-undersøgelsen konkluderede, at tilskud af omega-3-fedtsyrer under graviditeten er en effektiv strategi til at reducere forekomsten af for tidlig fødsel. Vi har stadig brug for analysedata fra flere kliniske forsøg vedrørende effektiviteten af omega-3 tilskud til gravide og ammende kvinder i forhold til vækst og neurologisk udvikling af deres børn.
Højdepunkter fra Professor Ralstons forskning i selen og kviksølv
Den kemiske binding af methylkviksølv til selen og den resulterende sekvestrering af selen med kviksølv fører til en irreversibel hæmning af aktiviteten af selenoenzymerne thioredoxinreduktase og glutathionperoxidase, som er især vigtige til forebyggelse og reparation af oxidativ skade i hjernen. Hæmningen af seleno-enzymaktiviteten er primært ansvarlig for de karakteristiske giftvirkninger af kviksølv [Ralston 2018].
At spise fisk regelmæssigt er vigtigt for god human ernæring: Magert protein, essentielle fedtsyrer, vitaminer og mineraler.
Mange flere havfisk er sikre at spise, end vi tidligere forestillede os.
Professor Ralstons selen-sundhedsfordelsværdier for havfisk giver biokemisk baserede oplysninger, der understøtter FDA (US Fødevarestyrelse) / EPA-rådgivning til gravide og ammende kvinder om, hvilke fisk og skaldyr der bør begrænses kontra de fisk og skaldyr, der er gavnlige at spise
Mødres forbrug af fisk og skaldyr har vist at gavne barnets neurologiske udvikling.
Forholdet mellem selen og kviksølv i ferskvandsfisk kan være meget varierende fra region til region. Professor Ralston siger, at der er behov for yderligere evaluering af ferskvandsfisk for at identificere de steder, hvor fisk der har negative sundhedsværdier er fanget og spist [Ralston 2016].
Kilder
Ralston NV & Raymond LJ. (2010). Dietary selenium’s protective effects against methylmercury toxicity. Toxicology; 278: 112-23.
Ralston NV, Ralston CR & Raymond LJ. (2016). Selenium Health Benefit Values: Updated criteria for mercury risk assessments. Biol Trace Elem Res.; 171: 262–269.
Ralston NV & Raymond LJ. (2018). Mercury’s neurotoxicity is characterized by its disruption of selenium biochemistry. Biochim Biophys Acta Gen Subj; 1862(11): 2405-16.
Ralston NV. (2018). Effects of soft electrophiles on selenium physiology. Free Radic Biol Med; 127: 134-144.
Ralston NV, Kaneko JJ, & Raymond LJ. (2019). Selenium health benefit values provide a reliable index of seafood benefits vs risks. J Trace Elem Med Biol; 55: 50-57.
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
Skjoldbruskkirtlen er en endokrin kirtel foran på halsen lige under Adamsæblet. Den består af to lapper forbundet med isthmus, et tværgående strøg af skjoldbrusk-kirtelvæv. Selenmangel og en suboptimal aktivitet af selenoproteiner kan være en faktor i autoimmune skjold-bruskkirtelsygdomme. https://commons.wikimedia.org.
Et resume fra 2017 af forskningslitteraturen understøtter ideen om, at der er behov for optimale seleniveauer til antioxidant-beskyttelse mod skadelige frie radikaler i skjoldbruskkirtlen og til en normal omsætning af skjoldbruskkirtel-hormoner [Ventura 2017].
En gennemgang af forskningslitteraturen fra 2018 viser, at selentilskud kan reducere antistofniveauet af anti-thyroperoxidase og er knyttet til forbedrede ultralydbilleder af skjoldbruskkirtlen – placering, størrelse og antal knuder. Derudover er selentilskud forbundet med forbedrede symptomer og en forbedret livskvalitet hos patienter med Graves orbitopati [Santos 2018].
Bemærk: Graves orbitopati (også kaldet Thyroidea Associeret Oftalmopati) er sygdom i knoglehulrum og væv omkring øjet. Det kan forekomme hos op til 50% af patienter med Graves sygdom, som er en autoimmun sygdom, der er den mest almindelige årsag til for højt stofskifte (hyperthyreoidisme).
Lav selenstatus og autoimmune skjoldbruskkirtelsygdomme
Autoimmune sygdomme i skjoldbruskkirtlen påvirker ca. 2% af verdens befolkning, kvinder mere end mænd. Santos et al [2018] anfører, at Graves’ sygdom (Basedows sygdom) og Hashimoto Thyroiditis (for lavt stofskifte) er de mest almindelige former for autoimmune skjoldbruskkirtelsygdomme. Hashimotos sygdom er cirka ti gange mere almindelig end Graves’ sygdom.
Selen findes sjældent i sin elementære form i kroppen. I stedet indgår det som en del af den 21. aminosyre, selenocystein, i 25 kendte selenoproteiner. Selens biologiske funktioner finder primært sted via effekten disse selenoproteiner.
Iodothyronin deiodinase type 1 og type 2 = katalysatorer til omdannelse af det inaktive forstadie thyroxin (T4) til det aktive skjoldbruskkirtelhormon triiodothyronin (T3)
Thioredoxin-reduktaser = antioxidanter, der beskytter skjoldbruskkirtlen mod oxidativ skade og regulerer redox-status i skjoldbruskkirtlen
Glutathionperoxidase 1 = antioxidantbeskyttelse mod oxidativ stress
Selenoprotein P = selentransport og antioxidantforsvar’
Igangværende kliniske studier om skjoldbruskkirtelsygdomme og selen
Mens dette skrives (marts 2020) er der to igangværende randomiserede kontrollerede kliniske undersøgelser, der er designet til at besvare spørgsmål om effektiviteten af selentilskud ved skjoldbruskkirtelidelser.
CATALYST Studiet = “The Chronic Autoimmune Thyroiditis Quality of Life Selenium Trial” (Undersøgelsen af selen og livskvalitet ved kronisk autoimmun skjoldbruskkirtel-sygdom)
472 patienter med autoimmun skjoldbruskkirtelsygdom, der behandles med levothyroxin, får 200 mikrogram selen fra selengær eller placebo dagligt i 12 måneder.
Undersøgelsens primære mål er at bestemme omfanget af selentilskuds effekt på patienternes livskvalitet. De sekundære mål er at evaluere effekten af selentilskud på doseringen af levothyroxin, på serum T3/T4-forholdet, på serum-anti-thyroperoxidase-antistofniveauet, på bio-markører for immunologisk samt på oxidativ stress [Winther 2014].
GRASS-undersøgelsen = “The Graves ‘Disease Selenium Supplementation Trial” (Selentilskuds-undersøgelsen af Graves’ sygdom)
Konklusion: Selenstatus og skjoldbruskkirtelfunktion
Opretholdelse af en dækkende selenstatus fra mad og kosttilskud er nødvendigt for den generelle helbredstilstand samt for at forhindre skjoldbruskkirtellidelser [Ventura 2017].
Selentilskud kan være nyttigt hos patienter med Hashimotos sygdom (hypothyreoidisme) [Ventura 2017].
Selentilskud synes at være gavnligt hos patienter med milde til moderate tilfælde af Graves’orbitopati [Ventura 2017].
Igangværende forsøg (CATALYST-undersøgelsen og GRASS-undersøgelsen) vil evaluere fordelene ved at bruge selengær til patienter med skjoldbruskkirtelsygdomme [Ventura 2017].
Tilskud med selengærhar vist sig at reducere niveauerne af biomarkører for oxidativ stress; selenmethionintilskud i samme størrelsesorden gjorde ikke. Denne konklusion antyder, at det er andre selenholdige forbindelser end selenmethionin der skal forklare reduktionen i oxidativ stress [Richie 2014].
Kilder
Ehlers M, Jordan AL, Feldkamp J, Fritzen R, Quadbeck B, Haase M, Allelein S, Schmid C & Schott M. (2016). Anti-Thyroperoxidase antibody levels > 500 IU/ml indicate a moderately increased risk for developing hypothyroidism in autoimmune thyroiditis. Horm Metab Res.; 48(10):623-629. [PubMed]
Hurst R, Armah CN, Dainty JR & Hart DJ. (2010). Establishing optimal selenium status: results of a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Am J Clin Nutr; 91: 923-31. [PubMed]
Rayman MP. (2012). Selenium and human health. Lancet; 379(9822): 1256-68. [PubMed]
Richie JP, Das A, Calcagnotto AM, Sinha R & El-Bayoumy K. (2014). Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: A randomized clinical trial. Cancer Prev Res (Phila); 7(8): 796-804. [PubMed]
Santos LR, Neves C, Melo M & Soares P. (2018). Selenium and selenoproteins in immune mediated thyroid disorders. Diagnostics (Basel); 8: 70-82. [PubMed]
Ventura M, Melo M & Carrilho F. (2017). Selenium and thyroid disease: from pathophysiology to treatment. Int J Endocrinol; Article ID 1297658. [PubMed]
Winther KH, Watt T, Bjorner JB & Cramon P. (2014). The chronic autoimmune thyroiditis quality of life selenium trial (CATALYST): study protocol for a randomized controlled trial. Trials; 15: 115. [PubMed]
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
Selenocystein er den 21. aminosyre. Sporstoffet selen spiller en vigtig biologisk rolle i kroppen som en bestanddel af selenocystein. Selenocystein forekommer i mindst 25 selenoproteiner, herunder selenoprotein P og de forskellige glutathionperoxidaser, thioredoxinreduktaser og iodothyronin-deiodinaser.
Resultaterne af kliniske undersøgelser giver os et skøn over, hvad individets optimale serum- eller plasma-selenstatus er.
Plasma selenstatus under 100 mikrogram pr. liter – også udtrykt som 100 nanogram pr. milliliter – betragtes generelt som en suboptimal plasma-selenstatus [Hurst 2010].
Plasma-selenstatus på mindst 110 – 118 mikrogram pr. liter betragtes som nødvendigt for det optimale udtryk af selenoprotein P [Hurst 2010].
Letsiou et al. [2014] satte den nedre grænse for optimal selenoprotein P-aktivitet ved 120 mikrogram pr. liter eller højere.
En plasma-selenstatus på 120 til 170 mikrogram pr. liter anses for at være nødvendig for at nedsætte risikoen for prostatakræft [Hurst 2012].
Undersøgelser viser, at der er forskelle relateret til køn og alder i optagelsen og fordelingen af selen fra kosten og fra kosttilskud [Letsiou 2014; Galan 2005].
Bemærk: Mayo Medical Laboratories rapporterer, at serumkoncentrationer på 70 til 150 mikrogram pr. liter er referenceområde for voksne indbyggere i USA. Den gennemsnitlige serumkoncentration i befolkningen er 98 mikrogram pr. liter [Mayo], men husk, afhængigt af datainterval og -standardafvigelsen, er gennemsnittet ikke af så stor nytte. Det der er vigtigt, når det gælder USA er, at der er regionale forskelle i selenindtag og -status. Se herunder.
Selenindtag og selenstatus
De primære kilder til selen er kost og kosttilskud. Menneskets krop danner ikke selen. Det er svært at beregne præcist, hvor meget selen et individ får fra kosten. Det kan også være svært at vide præcis, hvor meget selen et individ optager fra et tilskud på grund af variationer i typen og formuleringen af præparaterne på markedet.
Det er derfor lettere for forskere at teste for sammenhæng mellem specifikke plasma- eller serumkoncentrationer og specifikke sundhedsfaktorer.
Kosttilskud med selengær bedst
Personer med lav selenstatus burde vælge et selen-gærtilskud – også kaldet tilskud baseret på selenberiget gær – med en dokumenteret stabil optagelighed på næsten 90% og en dokumenteret stabil tilbageholdelse på næsten 75% [Bügel]. En sammenlignende undersøgelse har vist, at tilskud med selenberiget gær nedsætter mængden af biomarkører for lipidperoxidering og oxidativ skade på DNA, mens et tilskud udelukkende baseret på selenomethionin ikke gør [Richie 2014].
Regionale variationer i selenindtag og -status
Nordamerika:
Der er både regioner med højt og lavt selenindhold. Følgende regioner har lavt indhold af selen i jorden og følgelig lavere seleniveauer i de fødevarer og foderafgrøder der dyrkes der [National Research Council]:
Stillehavet det nordvestlige USA
det nordøstlige USA
USAs sydatlantiske kyst
grænseegnen mellem Arizona og New Mexico
det nordlige og østlige Canada
Europa:
En systematisk gennemgang offentliggjort i 2015 konkluderede, at suboptimal selenstatus er udbredt i hele Europa, hvor folk i østeuropæiske lande generelt har et lavere selenindtag end folk i Vesteuropæiske lande. Denne konklusion om suboptimale selenintag i Europa omfatter befolkningen i Storbritannien, men ikke Finland, hvor et omfattende gødningsprogram med selen har øget det daglige indtag af selen [Stoffaneller & Morse 2015].
Mellemøsten:
Den systematiske gennemgang fra 2015 viser, at undersøgelser af selenindtag og status i mellemøstlige lande giver varierende resultater – på grund af forskelle i fødevareimportmønstre og forskelle i spisevaner – men afslører generelt også en suboptimal selenstatus i Mellemøsten [Stoffaneller & Morse 2015].
Resten af verden:
Store regioner i resten af verden synes også at have suboptimale seleniveauer i deres fødevareproduktion, men der er behov for yderligere kortlægning [Haug]:
Kina: I et bælte, der løber fra nordøst til det sydlige og centrale Kina
Afrika: Store regioner syd for Sahara
Australien: Både regioner med højt og lavt selenniveau
New Zealand: Regioner med lavt selen
Asien og Latinamerika: Suboptimalt selenindhold i fødevareproduktionen i mange lande, hvilket minder om situationen i store dele af Europa [Haug 2007]
Alder og køn kan påvirke den samlede selenstatus
Total selenstatus:
Forskere i en græsk undersøgelse grupperede resultaterne fra undersøgelsens deltagere i tertiler baseret på deres totale selenstatus. Selenindholdet i tre vigtige selenoproteiner steg fra den laveste til den højeste tertil for total selenstatus.
Glutathionperoxidase (GPx)
Selenoprotein (Sel-P)
Selenoalbumin (SeAlb)
Der var imidlertid kønsbestemte forskelle i selenfordelingen i den laveste selenstatus-tertil: Undergruppen med en selenstatus på under 73 mikrogram pr. liter. I den mellemste og højeste tertil var fordelingen til selenoproteinerne den samme for de mandlige og kvindelige undersøgelsesdeltagere [Letsiou 2014].
Specielt i den lave tertil-gruppe blev fordelingen af selen fortrinsvis distribueret til GPx selenoproteiner, men kun hos mænd. Forskerne spekulerede på, om denne kønsspecifikke fordeling kunne skyldes den forværrede kardiometabolske profil hos mænd eller endokrinologiske forskelle mellem kønnene [Letsiou 2014].
Det vides ikke, hvorfor mænd foretrækker at distribuere deres selen til GPx selenoproteiner, og kvinder foretrækker, i mindre grad, men signifikant, at distribuere selen til SeAlb selenoproteinerne. Variationerne i fordelingen af selen kan skyldes genetiske forskelle eller biokemiske og kliniske forskelle [Letsiou 2014].
Alder:
Det græske studie viste et signifikant fald i total selenstatus med stigende alder. Faldet i total selenstatus begyndte at sætte ind i 35-45 års alderen.
Der var et kønsspecifikt aspekt i forholdet mellem alder og selenstatus. Hos mænd var der ikke et fald i GPx-niveauet svarende til faldet i den totale selenstatus. Hos kvinder var der et fald i GPx-niveauet parallelt med faldet i den totale selenstatus. Af uforklarlige årsager forsøger mænd, men ikke kvinder, at opretholde et passende GPx-niveau selv ved et faldende niveau af total selen med stigende alder [Letsiou 2014].
Rygning var forbundet med en lavere total selenstatus, en lavere selen-GPx ratio og en lavere selen-Sel-P ratio, men kun hos mandlige undersøgelsesdeltagere. I det græske studie indtog mandlige rygere og mandlige ikke-rygere samme kost. Rygerene havde en højere grad af lav-intens systemisk inflammation i kroppen [Letsiou 2014].
Der var også en kønsspecifik forskel i sammenhængen mellem selenstatus og fysisk aktivitet. Stillesiddende mænd havde et lille men signifikant – ca. 10% – fald i selenstatus sammenlignet med fysisk aktive mænd.
Stillesiddende og fysisk aktive kvinder viste derimod ensartede selenprofiler.
Der er fortsat et spørgsmål, hvorvidt alder og / eller overgangsalder kan komplicere sammenhængen mellem fysisk aktivitet og selenstatus [Letsiou 2014].
BMI (kropsmasseindeks):
Resultaterne af den græske undersøgelse viser, at det kun er hos mænd der er en kønsspecifik omvendt forbindelse mellem kropsmasseindeks og selenstatus. Dette omvendte forhold fortsætter, selv når forskerne kontrollerer variabler så som alder, højt blodtryk og højt blodsukker [Letsiou 2014].
Uddannelse:
Uddannelsesniveau er ikke blevet nøjere undersøgt, muligvis fordi uddannelsesniveauet selv kan være forbundet med effektændringsvariabler såsom kost, fysisk aktivitet og socialøkonomisk status.
Kost:
Effekten af kost er vanskelig at vurdere, fordi dataene er baseret på undersøgelsensdeltagernes egne rapporter; endvidere varierer selenindholdet i levnedsmidler fra region til region og fra sæson til sæson. Mænd spiser mere end kvinder, men deres samlede selenstatus stiger ikke i overensstemmelse hermed [Letsiou 2014].
Alkoholforbrug:
I den franske Su.Vi.Max.-undersøgelse var alkoholforbruget forbundet med højere serum-selenkoncentrationer [Galan 2005].
Konklusion
Niveauet af serum- eller plasmaselen er afhængig af kost og tilskud.
Fordelingen af selen til selenoproteiner varierer afhængig af niveauet af totalselen og af alder og køn.
Forholdet mellem totalselen og specifikke selenoproteiner kan igen være relevant for forståelsen af sammenhængen mellem selenstatus og forskellige sygdomme [Letsiou 2014].
Resultaterne af undersøgelsen om ernæringsmæssig forebyggelse af kræft (NPC) viser, at køn er en faktor som stærkt påvirker selentilskuds påvirkning af kræftforekomsten. F.eks. var risikoen for alle kræftformer forbundet med selentilskud signifikant negativt 0,67 hos mænd og positivt 1,20 for kvinder. Det vil sige at 33% færre mænd og 20% flere kvinder som tog selentilskud fik kræft sammenlignet med mænd og kvinder som fik placebo-tilskud [Vinceti 2018]. Husk: Tre fjerdedele af deltagerene i NPC-undersøgelsen var mænd.
Tilfældig tildeling af undersøgelsesdeltagere til selentilskudsgruppen eller til placebo-kontrolgruppen samtidig med at man tog tilstrækkeligt mange prøver til at man reducerede risikoen for fejlkilder (confounding) eller påvirkning fra tilfældige udsving. Variabler så som alder, køn, fysisk aktivitet, rygning og alkoholbrug kan imidlertid tænkes at øge eller nedsætte effekten.
Der er altid de nagende spørgsmål:
Er der for meget heterogenitet i gruppen af undersøgelsesdeltagere som testes?
Kunne alder, køn, fysisk aktivitet osv. påvirke udfaldet?
Hvis undersøgelsen udføres primært med mænd, vil resultaterne kunne overføres til kvinder?
Hvis undersøgelsen udføres primært med midaldrende personer, vil resultaterne kunne overføres til ældre?
Den bedste ting at gøre – hvis finansieringen tillader det – er at inddrage tilstrækkeligt mange deltagere, således at undersøgelsen opnår styrken til at undersøge sammenhængene i undergrupper, der har at gøre med alder, køn, fysisk aktivitet osv.
Kilder
Bügel, S., Larsen, E. H., Sloth, J. J., Flytlie, K., Overvad, K., Steenberg, L. C., & Moesgaard, S. (2008). Absorption, excretion, and retention of selenium from a high selenium yeast in men with a high intake of selenium. Food & Nutrition Research, 52doi:10.3402/fnr.v52i0.1642
Galan, P., Viteri, F. E., Bertrais, S., Czernichow, S., Faure, H., Arnaud, J., & … Hercberg, S. (2005). Serum concentrations of beta-carotene, vitamins C and E, zinc and selenium are influenced by sex, age, diet, smoking status, alcohol consumption and corpulence in a general French adult population. European Journal of Clinical Nutrition, 59(10), 1181-1190.
Haug, A., Graham, R. D., Christophersen, O.A., & Lyons, G.H. (2007). How to use the world’s scarce selenium resources efficiently to increase the selenium concentration in food. Microb Ecol Health Dis., 19(4): 209–228. Published online 2007 Nov 27. doi: 10.1080/08910600701698986
Letsiou, S., Nomikos, T., Panagiotakos, D. B., Pergantis, S. A., Fragopoulou, E., Pitsavos, C., & … Antonopoulou, S. (2014). Gender-specific distribution of selenium to serum selenoproteins: associations with total selenium levels, age, smoking, body mass index, and physical activity. Biofactors (Oxford, England), 40(5), 524-535. doi:10.1002/biof.1176
Mayo Medical Laboratories. (2018). Test ID: Selenium, Serum. Mayo Clinic. Retrieved from https://www.mayomedicallaboratories.com/test-catalog/Clinical+and+Interpretive/9765
Morisi G, Patriarca M, Marano G, Giampaoli S, Taggi F. Age and sex specific reference serum selenium levels estimated for the Italian population. Annali Dell’istituto Superiore Di Sanita [serial online]. 1989;25(3):393-403. Available from: MEDLINE with Full Text, Ipswich, MA. Accessed March 5, 2018.
National Research Council. (1983). Selenium in Nutrition: Revised Edition. Washington, DC: The National Academies Press. https://doi.org/10.17226/40.
Richie, J. J., Das, A., Calcagnotto, A. M., Sinha, R., Neidig, W., Liao, J., & … El-Bayoumy, K. (2014). Comparative effects of two different forms of selenium on oxidative stress biomarkers in healthy men: a randomized clinical trial. Cancer Prevention Research (Philadelphia, Pa.), 7(8), 796-804. doi:10.1158/1940-6207.CAPR-14-0042
Stoffaneller, R. & Morse, N. (2015). A review of dietary selenium intake and selenium status in Europe and the Middle East. Nutrients, 7(3): 1494–1537.
Vinceti, M., Filippini, T., Del Giovane, C., Dennert, G., Zwahlen, M., Brinkman, M., & … Crespi, C. M. (2018). Selenium for preventing cancer. The Cochrane Database Of Systematic Reviews, 1CD005195. doi:10.1002/14651858.CD005195.pub4
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
Det er vigtigt at have en tilstrækkelig produktion af adskillige selenoproteiner – herunder de forskellige glutathionperoxidaser, thioredoxinreduktaser og selenoprotein P – for antioxidantforsvaret af cellerne. Professor Urban Alehagen og en gruppe svenske forskere observerede et signifikant nedsat antal dødsfald fra hjertesygdom i en 10-årig opfølgning af raske ældre deltagere, der i fire år havde fået en kombination af selengær- og coenzym Q10-tilskud.
I en nylig artikel på websiten q10facts.com har jeg skrevet et resumé af en artikel, hvor forskere diskuterer de forskellige måder, hvormed statinmedicin (statiner) kan øge patienternes risiko for åreforkalkning og hjertesvigt. Og jo, de japanske og ameri-kanske forskere siger, at statiner faktisk sænker kolesterol-tallet [Okuyama].
Men retningslinjerne for brug af statiner bør undersøges igen. Forskerne siger: Der har været en bemærkelsesværdig stigning i forekomsten af hjertesvigt i den samme periode, hvor man har anvendt statiner [Okuyama].
Endvidere kender man til mekanismer, hvorved statiner kan forårsage en stigning i forekomsten af åreforkalkning og hjertesvigt.
Statiner hæmmer kroppens produktion af coenzym Q10.
Statiner hæmmer indbygning af selen i antioxidant-selenoproteiner.
Statiner er forbundet med reducerede niveauer af enzymatiske antioxidanter.
Statiner hæmmer dannelse af vitamin K.
Statiner og nedsat produktion af selenoproteiner
I en artikel i Lancet bemærkede de tyske forskere, Dr. Moosmann og Dr. Behr, at indtagelse af statiner er forbundet med nogle usædvanlige bivirkninger, der har potentielt alvorlige konsekvenser.
Mere specifikt ligner mønsteret af negative bivirkninger forårsaget af statin-medicinering den patologi, der er forbundet med selenmangel. For eksempel ligner patologien forbundet med at tage statiner, den patologi, der er forbundet med dilateret kardiomyopati (hjertesvigt), som er observeret i den selenfattige region af Keshan-provinsen i Kina [Moosmann & Behr].
Lægerne Moosmann & Behr postulerer, at de negative virkninger af statiner på selenoproteindannelsen forklarer mange af de negative bivirkninger af statiner, f.eks. statin-induceret muskelsmerte og træthed.
Den statininducerede hæmning af selenoproteiner, såsom glutathion-peroxidase-antioxidant-enzymerne, resulterer i et forhøjet niveau af lipidperoxidation, hvilket er forbundet med øget risiko for åreforkalkning og hjertesvigt. Højere glutathionperoxidase-aktivitet i de røde blodlegemer er forbundet med en nedsat risiko for koronar hjertesygdom og med krisefri overlevelse i mere end fem år. Statininduceret nedsat glutathionperoxidase-aktivitet ville ikke være en god ting [Moosmann & Behr].
Bemærk: Flere af glutathionperoxidaser fungerer som antioxidant-enzymer, der neutraliserer skadelige, reaktive oxygenarter så som hydrogenperoxid og lipidhydroperoxiderne. Nedsat dannelse af disse antioxidant-enzymer betyder mere oxidativt stress og oxidative skader.
Desuden kan indtagelse af statiner resultere i nedsatte niveauer af kroppens produktion af antioxidant-enzymerne superoxid-dismutase og katalase, hvilket udgør en fare for immunsystemet [Moosmann & Behr].
Statiners skadelige virkning på mitokondrier
De polske forskere, lægerne Broniarek og Jarmuszkiewicz argumenterer for, at langvarig brug af statiner forringer mitokondriernes funktion. Den negative virkning af statiner på mitokondrier kan ses på følgende måder:
Unormal form af mitokondrier
Nedsat produktion af energi fra ATP
Nedsat potentiale (tænk: “spænding”) over mitokondrie-membraner
Aktiverede mitokondrielle signalveje for apoptose (programmeret celledød)
I overensstemmelse med de japanske og amerikanske forskere [Okuyama] og de tyske forskere [Moosmann & Behr] foreslår Dr. Broniarek og Dr. Jarmuszkiewicz, at en af de sandsynlige årsager til den statin-inducerede mitokondrielle dysfunktion er en hæmmet syntese af selenoproteiner.
Bemærk: Det er ikke en overdrivelse at sige, at mitokondrierne, de små bønneformede organeller inde i cellerne, spiller en liv-eller-død-rolle i menneskets celler. Helt enkelt formuleret omdanner mitokondrierne energien i fødevarer til kemisk energi i form af ATP, der er nødvendig for en bred vifte af cellulære, biologiske processer. Følgelig har organerne med de højeste energibehov, f.eks. hjertet, nyrerne og leveren tilsvarende flere mitokondrier. Fejlfungerende mitokondrier antages at være en faktor i udviklingen af neuro-degenerative sygdomme, hjertesygdom, kræft og diabetes.
Resumé: Statiner og selenoproteiner
De japanske og amerikanske forskere har fremlagt materiale der viser farmakologiske mekanismer samt dokumentation fra kliniske forsøg, der tyder på, at brugen af statiner er “ikke kun ineffektive i forebyggelse af koronar hjertesygdom, men er i stedet i stand til at øge hjertesygdom og hjertesvigt” Okuyama]. For lige at gentage, blandt de mekanismer, de oplister, er følgende:
Undertrykkelse af selenoproteinsyntese
Undertrykkelse af vitamin K syntese
Nedsat dannelse af coenzym Q10 og hæmoglobin A
Betydningen af en tilstrækkelig dannelse af selenoproteiner understreges af data fra KiSel-10-studiet, hvor et dagligt tilskud med en kombination af seleniumgær og coenzym Q10 havde betydelige sundhedsmæssige gevinster for ældre borgere der var 70-80 år studiets start [Alehagen]:
nedsat risiko for død af hjertesygdom
nedsat aldersrelateret svækkelse af hjertefunktionen
nedsat niveau af en biomarkør for risiko for hjertesvigt
Kilder
Alehagen, U., Johansson, P., Björnstedt, M., Rosén, A., & Dahlström, U. (2013). Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and coenzyme Q10 supplementation: a 5-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. International Journal of Cardiology, 167(5), 1860-1866.
Broniarek, I., & Jarmuszkiewicz, W. (2016). [Statins and mitochondria]. Postepy Biochemii, 62(2), 77-84.
Moosmann, B., & Behl, C. (2004). Selenoprotein synthesis and side-effects of statins. Lancet (London, England), 363(9412), 892-894.
Okuyama, H., Langsjoen, P. H., Hamazaki, T., Ogushi, Y., Hama, R., Kobayashi, T., & Uchino, H. (2015). Statins stimulate atherosclerosis and heart failure: pharmacological mechanisms. Expert Review of Clinical Pharmacology, 8(2), 189-199. doi:10.1586/17512433.2015.1011125
Informationerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke fortolkes som sådan.
De selenholdige selenoproteiner glutathionperoxidase 4 (GPx4) findes i sædceller i overraskende store mængder. Biologer forklarer, at GPx4 udfører to funktioner i sædceller. Det beskytter de modnende sædceller mod oxidativ skade forårsaget af toksiske peroxider, og det bidrager senere til sædcellernes strukturelle opbygning [Strauss].Her er et mindre kendt faktum. Menneskets testikler indeholder høje koncentrationer af et af de vigtige selenholdige antioxidantenzymer, selenoproteinet glutathionperoxidase nummer 4 (GPx4). Desuden har testiklerne særlige receptorer til et andet af de vigtige selenoproteiner, selenoprotein P [Rayman 2012].
Det kræver en tilstrækkelig selenindtagelse at kunne danne de selenoproteiner, der er nødvendige for at producere modne og levedygtige sædceller. Selenoprotein GPX4 synes at være uundværligt:
for udvikling og modning af sædcellerne
for sædcellernes antioxidantbeskyttelse
for sædcellernes strukturelle opbygning
for sædcellernes bevægelighed og levedygtighed [Foresta]
Selen og sædkvalitet
Hvad taler vi om her? Lad os definere nogle forhold, der er relevante for mænds fertilitet.
Vores krop producerer sæd ved at kombinere sædceller fra testiklerne med forskellige væsker fra sædblærerne, prostata og de to små kirtler kaldet Cowperske kirtler. Sæden skal indeholde store mængder sædceller – gerne over 200 millioner – og skal indeholde sædceller, der har en god motilitet, hvis en af sædcellerne skal lykkes med at nå frem og befrugte kvindens modne æg.
Motilitet er biologernes betegnelse for cellers og organismers evne til at bruge energi på at bevæge sig spontant og aktivt.
Selentilskud og sædkvalitet
Hvad viser studier med selentilskud? Har selentilskud en effekt på sædens kvalitet?
Dr. Safarinejad har testet effektiviteten af selentilskud til forbedring af sædparametre hos infertile mænd. I hans undersøgelse indgik 116 infertile mænd, som fik 200 mikrogram selen dagligt og 118 infertile mænd, som fik tilsvarende placebotabletter i 26 uger.
Mændene varierede i alder fra 25 til 48 år med en gennemsnitlig alder på 31 år. Størrelsen af mændenes testikler varierede ikke signifikant fra den ene gruppe til den anden.
I begyndelsen af undersøgelsen målte forskerne det gennemsnitlige sædcelleantal, sædkoncentration, sædvolumen, sædmotilitet og sædmorfologi samt plasma-selenkoncentration og sædens selenindhold. De fandt ikke nogen væsentlige forskelle mellem de to grupper [Safarinejad].
Forøgelse af plasma-selenkoncentrationer
Allerede efter en måneds tilskud med selen steg mændenes plasma-selenkoncentrationer betydeligt. Plasma-seleniveauerne forblev derefter konstante i resten af behandlingsperioden.
Øgede selenkoncentrationer i sæden
Sædens selenindhold reagerede noget langsommere på selentilskuddet, hvor niveauet fladede ud efter kun efter 12 ugers tilskud.
Forøgelse af sædcellernes antal og motilitet
I slutningen af den 26-uger lange undersøgelsen så forskerne, at selentilskuddet signifikant havde øget det gennemsnitlige totale antal sædceller sammenlignet med placebo. På samme vis var selentilskuddet efter 26 uger forbundet med en signifikant stigning i den gennemsnitlige sædmotilitet sammenlignet med placebo. Det var gode nyheder.
Samlet set forbedrede et dagligt tiskud med 200 mikrogram selen signifikant sædparametrene hos infertile mænd. Samlet set udgjorde forbedringerne en 30% stigning i antallet af sædceller, en 19% stigning i sædmotilitet og en 26% forbedring i sædmorfologi. Derudover noterede forskerne ingen bivirkninger af selentilskuddet.
Forskerne fortsatte med at følge undersøgelsens deltagerne efter de 26-ugers tilskud. I uge 56, uden tilskud, var selenniveauerne i plasma og sæd tilbage ved de oprindelige niveauer. Sædparametrene vendte også gradvist tilbage til de oprindelige niveauer, fordi selentilskuddet var stoppet.
En anden undersøgelse af selentilskud og sædmotilitet
Dr. Scott, Dr. MacPherson og deres forskerkolleger udførte en randomiseret, kontrolleret undersøgelse, hvor de fordelte 69 mænd med lav selenstatus og lav sædmotilitet til en af tre grupper:
En gruppe der kun fik selen
En gruppe der fik selen plus vitaminerne A, C og E
En placebogruppe
Undersøgelsens deltagerne tog kosttilskud eller placebo dagligt i tre måneder. I slutningen af undersøgelsen målte forskerne deltagernes plasma-selenstatus og sædkvalitet endnu engang.
Forøgelser af plasma-seleniveauer
Begge de grupper der fik selen forøgede deres plasma-selenkoncentrationer betydeligt. Plasma-selenkoncentrationerne steg ikke mærkbart i placebogruppen.
Forøgelse af sædmotilitet
Ved afslutningen af undersøgelsen var sædmotiliteten hos deltagerne i begge selengrupper øget, mens sædmotiliteten hos placebogruppens deltagere var faldet en smule. Forøgelserne af sædmotiliteten i de behandlede grupper var dog ikke tilstrækkeligt høj til at være statistisk signifikant.
Da forskerne imidlertid kombinerede resultaterne fra de to grupper der havde fået selen og sammenlignede de kombinerede resultater med resultaterne fra placebogruppen, så var selenbehandlingen signifikant knyttet til forøget sædmotilitet.
Dr. Scott og kolleger konkluderede, at selentilskud kan forbedre sædmotiliteten hos subfertile mænd med et lavt selenniveau. På den måde kan selentilskud forbedre chancen for en succesfuld befrugtning.
Tilskud med selen er et simpelt og billigt middel mod mandlig infertilitet
Safarinejad-undersøgelsen og Scott-undersøgelsen viser, at selentilskud er en simpel, sikker og relativt billig metode til forbedring af sædparametrene hos infertile mænd.
Kilder
Foresta, C., Flohé, L., Garolla, A., Roveri, A., Ursini, F., & Maiorino, M. (2002). Male fertility is linked to the selenoprotein phospholipid hydroperoxide glutathione peroxidase. Biology Of Reproduction, 67(3), 967-971.
Rayman, M. P. (2012). Selenium and human health. Lancet (London, England), 379(9822), 1256-1268.
Safarinejad, M. R., & Safarinejad, S. (2009). Efficacy of selenium and/or N-acetyl-cysteine for improving semen parameters in infertile men: a double-blind, placebo controlled, randomized study. The Journal of Urology, 181(2), 741-751.
Scott, R., MacPherson, A., Yates, R. W., Hussain, B., & Dixon, J. (1998). The effect of oral selenium supplementation on human sperm motility. British Journal of Urology, 82(1), 76-80.
Strauss, E. (1999). Selenium’s role in infertility explained. Science, 285, 1339.
Oplysningerne i denne artikel er ikke ment som lægehjælp og bør ikke bruges som sådan.
